Så havde besøg af Chefen…efter 2 1/2 uges afholdenhed. Det havde holdt virkelig hårdt!

Han er stadig en ret så dejlig mand! Men han er også lidt et mysterie. Jeg er som sådan ikke i tvivl om, at han nok er lidt vild med mig, men han siger intet. INTET! Men hans væremåde afslører ham lidt. Fx. har han svært ved at lade være med at røre mig, selv når vi sidder på hver vores side af spisebordet, er hans fødder fuldstændig viklet ind i mine nedenunder. Derudover så stirrer han mig dybt i øjnene… lææænge! Først kan det være han smiler lidt når han fanger mine øjne, men så slår han over og bliver grav alvorlig, hvorefter jeg så spørger hvad der lige fløj gennem hans hjerne siden han ændrede så drastisk udtryk. Hans svar bliver så til en handling istedet, som et kys eller noget andet der distraherer mig, som fx at bære mig ind i sengen. Hvilket jeg selvfølgelig ikke argumenterer imod bare for at få manden til at sige noget verbalt. Måske er det nok bare en kvindeting, det der med at ønske at manden sætter ord på sine følelser.

Men både før, under og efter sex, er han stadig meget intens i hans måde at kigge mig i øjnene på, igen uden at sige noget. Jeg forstod selvfølgelig godt den lille hentydning om, at han ikke var interesseret i at svare på spørgsmål, inden vi endte i sengen, så har egentlig bare nydt hans øjne det meste af natten…og morgenen. Derudover havde en en-mands seng nok også været mere end rigeligt med plads, tror ikke jeg har ligget mere filtret ind i en mand en hel nat end jeg har gjort med ham, de gange vi har sovet sammen.

Men jeg både hader og elsker denne her fase af noget nyt der er ved at udvikle sig.

Hader hader hader usikkerheden der følger med! Alle de tanker man hele tiden har, fordi man er nervøs for at jokke i spinaten og skræmme manden væk, ved at komme til at være for meget på…eller for lidt… Hele det der ‘spil’ der altid skal foregå, før man når ud på den anden side. Hvadenten det ender godt eller skidt. Og jeg mener faktisk at ‘spillet’ er nødt til at foregå. For hvis man lægger alle sine kort på bordet med det samme, så er det næsten med garanti at interessen fader ud fra den andens side af. Også selvom modparten påstår at de er glade for at vide hvilke følelser der er i spil. De mister interessen. For jagten er overstået. Jeg ville selv miste interessen.

Til gengæld elsker jeg følelsen af sommerfugle i maven når jeg skal lære en ny mand at kende, som jeg synes er dejlig. Glæden ved at se hans navn på mit tlf display når han skriver eller ringer. Spændingen op til man skal mødes. Følelsen af at skulle huske at nyde hvert et sekund med ham, fordi han, indtil videre, kun er til låns. Smilet der kommer, når det går op for mig at jeg stadig dufter af ham flere timer efter at han er smuttet.

Måske er jeg lidt forelsket i Chefen – Måske er det bare Jagten jeg er lidt forelsket i. Jeg har lidt svært ved at stole på mig selv når det kommer til de her følelser, for det sidste er set før, for mit vedkommende, og desværre ikke kun een gang. Så hvis Chefen spiller ‘Spillet’ korrekt, så fortsætter han med at holde kortene tæt til kroppen… og jeg ville faktisk blive lidt skuffet, hvis jeg igen bare havde nydt jagten. Jeg har ikke rigtig lyst til at miste interessen og usikkerheden ift ham. Og det er iøvrigt nok heller ikke sundt for mig, altid at vide hvor jeg har en mand henne.

Så jeg prøver ihærdigt bare at nyde hele processen and just go with the flow … samtidig med jeg lige skal finde ud af, om jeg skal aflyse med Lægen på onsdag…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *