For et par uger siden faldt Ida og slog hovedet ned i en kantsten. Hun var i skole da det skete, og det var i Mortens periode med børnene. Ida skrev til mig samme aften at hun havde det skidt…i form at svimmelhed, kvalme og hovedpine. Klassiske hjernerystelses symptomer…

Næste dag blev jeg så ringet op af skolen allerede før kl 9…Ida var i skole og havde det stadig rigtig skidt…og de kunne ikke få fat på Morten! Jeg blev naturligvis først meget bekymret og dernæst virkelig sur på Morten over at han havde afleveret hende i skole, når hun havde tydelige tegn på hjernerystelse.

Jeg var i sommerhuset og kunne ikke hente hende lige med det samme så jeg kimede Morten ned, med lige så lidt held som skolen havde haft med at få fat i ham. Ender med at få lavet en aftale med A om at han så måtte hente hende.

…Men inden det blev aktuelt overskred jeg en personlig grænse og kontaktede Mortens kæreste via facebook. Måske kunne hun nogle tricks som kunne få ham til at tage tlf…

Hun svarede heldigvis ret hurtigt, desværre med budskabet om, at hun heller ikke kunne få fat på ham, men at hun ville køre fra arbejdet og hente Ida, hvis ikke han reagerede snart.

Pyha – takkede hende for hurtigt svar og for at ville hente hende.

Morten ringer så lige bagefter, han havde ikke hørt tlf – bitcher over at han skal hente Ida, for han havde travlt på sit arbejde og proklamerede, at så måtte hun bare komme med ham på job istedet for hjem og slappe af. Det ender dog vist med at han alligevel kører hjem med hende – heldigvis!

Men min pointe med hele denne historie handler faktisk om den kontakt jeg pludselig fik skabt til Mortens kæreste – den 13 år yngre kæreste…klichéen over alle klichéer. Hende han formentlig allerede havde været sammen med, mens han og jeg stadig var sammen.

…og hende…der faktisk ikke rigtig påvirker mig på nogen måde længere… 

Vi ender med at skrive sammen i noget der ligner en lille times tid. Det handler selvfølgelig om Ida og hendes hjernerystelse. Jeg beder hende om, om ikke hun vil sørge for at Ida ikke ser tv osv. hvorefter den unge kæreste, meget humoristisk påpeger, at det vil hun gerne, men at hun frygter at blive vældig upopulær på den bekostning. Jeg skriver tilbage at hun bare kan give mig skylden – jeg påtager mig gerne upopularitets kappen (igen).

Hendes svar til dette fik mig til at smile over hele hovedet – for hun skrev;

‘Vi kan dele kappen’ 

Jeg følte mig pludselig som Susan Sarandon i den der film Stepmom med Julia Roberts, hvor hun (SS) lider af kræft, og er nødt til at lære at acceptere eksmandens nye og meget yngre kone (JR) fordi hun skal fungere som mor for hendes børn, når hun en dag ikke er der mere.

Og det føltes faktisk helt okay…altså at dele upopularitets kappen med hende. Børnene er glade for hende og jeg er overbevist om, at grunden til at det fungerer for børnene, når de er hos Morten, bla er fordi hun er der. Det er hende der sørger for en masse af det huslige og praktiske, med det resultat at Morten så har overskud til bare at være far.

Jeg havde faktisk aldrig troet jeg skulle nå til dette punkt. Det har været det mest grænseoverskridende i hele mit liv; at skulle forholde mig til, at en anden kvinde havde et ‘mor-agtigt’ forhold til MINE børn. For de er jo mine børn. Det bør kun være mig der udfylder rollen som mor for dem. Men jeg ved godt nu, at det er jeg jo også – de er aldrig i tvivl om hvor de har mig og de giver heller aldrig udtryk for andet – og der er aldrig nogen der nogensinde kan tage noget som helst fra mig i forhold til dem – det har jeg efterhånden lært nu.

Og selvom de så er hos Morten, så er jeg stadig deres mor…  Men JR (fremover navnet på den 13 år yngre kæreste) må gerne låne kappen, for hun gør det egentlig ganske fint…som bonus mor for mine børn.

og ja, som den perceptive læser nok har bemærket, så går der nok liiige lidt længere tid, før jeg er helt okay med, at han har udskiftet mig med en yngre model… den erkendelse stinker stadig ind imellem…også selvom han stadig til dags dato hellere end gerne ville udskifte hende med mig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *