Ok her kommer et indlæg jeg har udskudt at skrive i flere måneder.. simpelthen fordi jeg har været alt for flov til at dele det med nogen. Men deles det skal det dog! Bare ikke med dem, der kan grine af mig til daglig.

I slutningen af Juli var Birthe i løbetid. Jeg har altid gerne ville have hvalpe på hende, men det har ligesom aldrig rigtig passet. For hvornår får man lige presset 1 til måske (oh rædsel)12 hvalpe ind i familien samtidig med jeg blev ved med at få flere og flere børn?

Nå, jeg fik arrangeret med en, for 2000 kr venlig DBA hancocker ejer, at hendes hund og Birthe skulle mødes et par dage ud i fremtiden. De dage, i venten, endte jeg så med at nærstudere nettet for hvordan man håndterer en drægtig tæve og hvalpe etc, bare for at komme frem til den konklusion at Birthe simpelthen er blevet for gammel idet der kan risikere at komme alvorlige komplikationer under fødslen eller hun ikke har overskud til at passe på hvalpene.  Av! Total nedtur! Ingen dejlige Birthe hvalpe til mig. Og mig, som hele tiden havde planlagt at den næste hund jeg skulle have, skulle være en klon af Birthe…suk…

Skæbnen ville det så sådan, at jeg tog i sommerhus den uge hun var i løbetid. Og inden få dage måtte vi nærmest have fast vagt på Birthe for det der ‘løbetid’ kom da virkelig til sin ret. Jeg kunne gå og hænge vasketøj op og Birthe luntede camoufleret og meget udspekuleret roligt lige i hælene på mig og jeg troede selvfølgelig at det blev hun ved med, men i virkeligheden ventede hun bare på at jeg lige vendte hovedet den anden vej i et nanosekund – WHUP så var hun væk! Aldrig har jeg set hende forsvinde SÅ hurtigt – og jeg mener virkelig hun var hurtig! Det var ikke engang sådan så jeg kunne se hende spurte afsted i den anden ende af haven – hun var som et spøgelse! Puff.

Da vi så endelig fik styr på hende og sørgede for hun ikke stak af, begyndte der i stedet at dukke hanhunde op – ALLE slags hanhunde! Også dem der skulle have en skammel for overhovedet at kunne nå op til noget der kunne ligne en parring. Det var selvfølgelig resultatet af de gange hun var smuttet afsted og når vi havde luftet hende, hvor hun jo havde sat sine lokkende ‘kom-og-knald-mig-jeg-er-ligeglad-hvad-du-hedder-og-hvad-race-du-er- duftspor som en lang række kagekrummer i flere 100 meters afstand fra huset, men alle sammen ledende direkte til vores hus. Især nedenstående vuf havde vi rendende i pendulfart rundt om huset. Hele ugen!

er det overhovedet en hund? jeg er i tvivl.

Så en morgen, da jeg sad og spiste morgenmad på terrassen samtidig med jeg havde et bestemt jeg-holder-øje-med-dig stir på Birthe, hørte jeg en raslen, brød øjenkontakten og vendte mig om. Og dér stod Arnold i vores have. En sort Cocker Spaniel – what are the odds for en hanhund af samme race?! Og WHUP – væk var Birthe! Jeg nåede ikke engang at rejse mig, så var Arnold hoppet op på ryggen af Birthe og i gang med at humpe hende. Så kan I nok tro jeg fik accelereret! Ud over terrassen efter hundene, som selvfølgelig i dagens anledning tilsyneladende havde fået deres unghunde sportsform tilbage – shit de løb hurtigt! Jeg måtte opgive – ikke kun pga deres fart, men også fordi jeg selvfølgelig ikke havde tisset af inden jeg satte i løb – fucking fødselsblære, der ikke kan holde på en dråbe så snart der kommer uventet pres på.

Jeg satte mig med min morgenmad igen og tænkte; ok, sker det så sker det, men jeg gider fandeme ikke rende forpustet rundt efter et par liderlige hunde som ikke vil fanges, samtidig med jeg kæmper for ikke at tisse i bukserne. 2 min efter kom en halvløbende nabo ind i haven; ved du godt der er en sort hund der er i gang med at parre sig med Birthe længere nede af vejen? Øh ja og nej – jeg ved der er en sort hund, jeg ved ikke at de stadig parrer sig.

Pludselig kommer begge hunde tilbage igen, begge med tungerne langt ude af halsen og munden åben som om de grinede. Jeg får fanget dem begge ude på vejen ved hjørnet af vores grund. Naboen er fulgt med og begynder at tale om, at hun vist godt ved hvem der ejer den sorte Cocker. Jeg aner ikke lige hvad jeg skal gøre med de to virile hunde. Men så kommer der en bil i det samme, som stopper op og ruller vinduet ned for at snakke med naboen. Jeg står dér med et fast greb i  de to forpustede Cockere… og så ved jeg simpelthen ikke hvad pokker jeg tænkte på. Mens naboen var optaget, stak jeg, på bedste bjørnebandemanér, af med hundene – ind af vores ‘bagindgang’ til haven og ind i et indhegnet område i haven, hvor de ikke kunne stikke af igen. Og vi alle var ude af syne. Så kunne de bare parre løs.

Og det gjorde de…eller Arnold gjorde sit allerbedste, hver gang Birthe kørte halen til siden og struttede med muffen i hans retning. Tænk at en hund kan være sådan en skøge! Problemet var bare; Arnold kunne ikke ramme! Arhmen altså, helt ærligt for en amatør!

Så var det jo jeg fik den her fantastiske idé, at jeg da hellere måtte hjælpe det stakkels kræ. Så jeg satte mig ned og holdt fast i Birthes halsbånd med den ene hånd og når Arnold hoppede op på hendes ryg, prøvede jeg at guide Arnolds hundediller ind i Birthes…hundemuffe, med tommel- og pegefinger. Det var fandeme svært! For det første, så flyttede Birthe sig når det var tæt på at lykkedes, og for det andet….så troede Arnold hele tiden at han endelig havde ramt rigtigt, når jeg prøvede at få den lirket ind, så han gik for fuld skrue i gang med at humpe sin hundediller ind og ud imellem mine fingrer….. jeg kan afsløre at den er pænt tynd og spids, sådan en hundediller – og den kan fandeme blive lang, når den tror den er det rigtige sted…Jeg slap den hurtigt når han satte turboen til, han skulle eddermame ikke sprøjte hundesperm ud over min hånd!

Efter en times tid med adskillige! gentagelser af ovenstående scenarie, bad jeg Arnold om at smutte hjem. Og Birthe blev lukket ind i huset – helt udmattet.

Og jeg kunne endelig få vasket hænder!!! Sådan en hundediller udskiller, på samme måde som mennesker tilsyneladende, en form for præ glidevæske… jeg afslører: det dufter ikke af roser…. Forestil jer en mands diller sent om aftenen efter en lang arbejdsdag, måske har han også dyrket noget svedig sport, han har ikke dryppet ordentlig af en eneste gang når han har tisset og det sidste bad han har taget var måske forrige kvartal. There you go for en stinker!  Senere samme aften havde jeg da også stadig ‘fornøjelsen’ af at kunne fornemme Arnolds dillervæske på mine hænder, på trods af håndvask x 100. Mindst.  yes det er nu tilladt at ørle!

Og hvor ved jeg så fra den sorte Cocker hed Arnold? Jo – for dagen efter, jeg havde siddet på hug i græsset, med Arnolds væskende hundediller flyvende gennem mine fingrer, kom hans ejer forbi med ham i snor, for at høre om det var os der havde en tæve i løbetid. Det var svært at skjule, eftersom de to hunde allerede inden den sætning var færdiggjort, var i gang med parringsforsøgene igen. Ejeren var en nydelig ældre dame omkring de 75 år som fortalte at hendes hund hed Arnold og han var 12 år gammel. Hun blev undskyldende ved med at prøve at trække Arnold af Birthe indtil jeg sagde at det var ligemeget – han kunne alligevel ikke ramme. Damen og A kiggede spørgende på mig; hvor ved du det fra? Mig; øh…jeg kunne bare se at han var langt fra at ramme de få gange de prøvede. Men lysten fejler åbenbart ikke noget tilføjede den ældre dame, som var overrasket over Arnold overhovedet kunne bevæge sig så hurtigt. ja hun skulle bare vide hvilke moves han er i stand til. Vi får os en ca 15 minutters snak om hundene og sommerhus området, alt imens de to liderlige hunde gjorde alt hvad de kunne for at få parringen til at lykkes denne gang. Jeg siger ikke det var en akavet samtale, men anderledes –  det var den!

En uge efter var den ældre dame forbi med et kort med tlf nr og adresse… hvis nu… der kom hvalpe alligevel, for hun ville også rigtig gerne have en Arnold hvalp som Arnolds efterfølger.

Der er ikke kommet nogle hvalpe. Men Arnold har været på optimistisk besøg et par gange siden, men skøgen Birthe har pakket muffen væk, så i bedste ‘player stil’ smuttede Arnold hurtigt videre.

Og her er så Arnold – jeg er i øvrigt helt vild med navnet!

4 comments on “Uddrag af Birthe’s lovelife”

  1. Ej, nej nej, for fa’en da 😀 😀
    Ok, den første hund er virkelig ikke særlig pæn… Kan godt forstå, du var i tvivl.
    Min erfaring er, at hunde generelt har ret svært ved det der med at ramme… Er det noget, der er gået skævt i avl? For ellers har de da pænt ringe overlevelsesmuligheder…

    • Den var virkelig grim den første hund! 😀 Jeg har ‘heldigvis’ ikke den store erfaring inde for hundeparring – måske de bare er udstyret med en unaturlig tålmodighed og en overbevisning om, at det nok skal lykkes, om det så tager 1000 forsøg 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *