Jeg sidder pt på arbejde kørende på min 14. time og mangler stadig en time inden jeg får fri. Jeg er nået til side 83 ud af > 100 sider på dba med lampependler i en radius af 50 km fra min bopæl. (Belysning er en meget svær beslutning for mig, men nu hvor det er begyndt at være tidligere mørkt må jeg nok hellere få lidt mere lys derhjemme).

…Og iøvrigt passer jeg samtidig en grønlandsk kvinde på 32, som er ved at drive mig til vanvid.

Jeg ved udemærket godt at det er total no go og stort set kun noget sygeplejersker taler om internt, fordi folk udefra nogle gange har et idealiseret billede af hvordan vi sygeplejersker i bedste Florence Nightingale stil, hjælper den evigt taknemmelige patient.

Men ofte er virkeligheden altså noget anderledes.

Fordi.

Patienter alt for ofte faktisk bare er pisse irriterende.

Aj okay – det er nok egentlig lidt hårdt sat op. Tag ikke fejl – jeg er mega vild med mit arbejde og det faktum at jeg gør en forskel i en masse menneskers liv. Og rigtig mange patienter er også meget taknemmelige … bagefter.

Det jeg bliver provokeret af, når jeg bliver provokeret af patienterne, er de patienter som ligger sig i en hospitals seng og fra samme øjeblik deres røv rammer madrassen, så kan de pludselig ikke selv løfte deres ben op i sengen, ej heller hverken klø sig på næsen eller finde ud af at tale normalt uden alting skal komme ud som en klynken. Det er den der manglende vilje til at ville medvirke til egen helbredelse, når de godt kan ting selv, som jeg bliver provokeret af.

Tag fx min grønlandske patient gennem de sidste nu 14,5 time. Hun et blevet opereret – og ja sådan semi alvorligt. Hun vågner efter operationen og tror, uden skyggen af sund fornuft, at hun skal være smertefri. Da jeg fortæller hende at jeg ikke kan smertedække hende 100% uden at ligge hende i kunstigt koma, udbryder hun forarget at det er der ingen der har fortalt hende inden operationen, for havde hun vidst det, var hun aldrig gået med til det. (Ifølge lægenotat er hun naturligvis informeret om både smerter og evt risiko for død-og har accepteret vilkårne) Nej men så havde du så også været død nu – hvad vil du helst? (Det sagde jeg selvfølgelig ikke! Men jeg tænkte det…)

Hun ligger helt roligt i sengen, døsig fra bedøvelse og det smertestillende jeg allerede har givet hende, og beder om mere. Samtidig med hun falder i søvn midt i den samtale jeg prøver at have med hende omkring smerteproblematik. Jeg spørger hende hvor hun ligger på en skala fra 0-10, hvor 10 er værst tænkelige smerte. Jeg tegner ovenikøbet et mentalt billede af at tallet 10 involverer afrivning af et ben i en voldsom ulykke uden udsigt til smertestillende. Hvorefter hun halvsovende påstår hun ligger på en 7’er.

Neeeeej… (!) du gør ej. Du trækker vejret roligt. Din puls og blodtryk er normalt og du falder i søvn mens vi snakker. Jeg vurderer dig til 2, max 3. Jamen så er jeg tørstig siger hun så som svar.

Jeg overvejer kraftigt at give placebo i form af saltvand, bare for at bevise min pointe overfor hende. Jeg gør det dog ikke.

Tålmodigt forklarer jeg gang på gang hvorfor jeg ikke kan give hende smertestillende når hun samtidig ligger og falder i søvn.

Lige indtil ca nu, hvor jeg mest af alt har lyst til at sige: stop SÅ dig selv nu!!

Jamen jeg er tørstig siger hun så når hun kan mærke hun ikke kommer igennem med mere smertestillende. Den tango har vi danset i 14 timer nu. Jeg er træt. Ikke fysisk eller noget selvom jeg har været på arbejde så længe. Men træt helt ind i sjælen over så ungt et menneske ikke engang kan finde ud af at løfte sin arm og flytte på sit hår, som irriterede hende. Sig mig – fungerer dine arme heller ikke længere?

…Jeg er tilsyneladende blevet den skrappe sure sygeplejerske…

Og nu fik jeg sørme fri, så nu vil jeg tage hjem og putte mig ind til Alfa, og forhåbentlig tanke tålmodighedskontoen op i nogenlunde samme tempo som mine pædagogiske evner også indfinder sig igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *