Tag: WTF

Min nye yndlingsfarve er rød

Så jeg var til min bonusbrors 50 års fødselsdag weekenden efter mine sidste udskejelser. 

Jeg blev placeret ved et rundt bord med 3 par, en ung fyr på min højre side, og en tidligere kollega/kammerat til min bonusbror på venstre side. Det ene af de tre par var meget stille og rolige. Så var der parret overfor mig, hvor manden blev ubehageligt beruset ca 10 gange hurtigere end vi andre gjorde og som ovenikøbet holdt en spontan tale for min bonusbror, hvor han iøvrigt flere gange fik småsvinet flere mennesker i selskabet undervejs. Han var den der farce, man ser i film, hvor nogen til sidst hjælper vedkommende med at afslutte den pinlige tale med en skål og får dem diskret fjernet fra mikrofonen. Der var desværre bare ikke nogen der fjernede denne idiot. Skålet gjorde vi dog. Det sidste par ved bordet bestod af en kvinde som tydeligt havde overscoret sin Clark Kent-lookalike lækre mand.

Jeg havde iøvrigt gentaget succesen og taget den røde kjole på igen. Sådan en rød kjole fungerer faktisk fuldstændig som at holde et rødt tørklæde foran en tyr…bare med mænd. Det kan godt anbefales til jer kvinder derude – gifte eller ej, bekræftelse kan alle jo have brug for ind imellem.

Jeg falder hurtigt i snak med den tidligere kollega/kammerat til min venstre side – KK. Han er enormt sød, men 50 år og et par cm lavere end mig. Så selvom han smiger alt det han kan og inviterer mig ud i fremtiden, så kan jeg ikke rigtig se det kommer til at ske. Manden fra det upassende berusede par overfor råber til os på et tidspunkt, at vi skal stoppe med at se så forelskede ud – vi responderer med tavshed og to meget spørgende udtryk i ansigterne. Senere kommer manden over og undskylder overfor mig – han troede vi var kommet som et par, fordi vi sad ved siden af hinanden. Flot! (blev faktisk lidt nervøs for om jeg udstrålede at jeg var interesseret i KK, siden den upassende mand havde opfattet os som et par…)

Efter maden bliver vi flyttet til et tilstødende lokale og jeg sætter mig og taler med min mor mens vi får kaffe og rigeligt med baileys.

Clark Kent kommer over og sidder på min anden side, end hvor min mor sidder. Han kigger så intenst på mig imens han fortæller om sit liv, så jeg er nødt til at spørge ham, om hans kone er okay med at han sidder og taler med mig. Han svarer at det ved han ikke, men at det også er hende problem hvis hun ikke er… (Ooookaayyyy, lykkelig gift siger du?). Han fortæller at han har været ejendomsmægler indtil for et år siden, hvor han stort set aldrig var hjemme, men tjente over 100.000 om mdr. Hans kone gik derimod hjemme med deres tre børn. Men nu havde han skiftet fuldstændig spor, og var ved at læse til akupunktør (shit et karriereskift, mine øjenbryn fløj helt op i panden af overraskelse) Men fedt for ham, at han havde fundet noget han syntes var mere spændende og mindre stressende end ejendomsmægler. Han smuttede efter ca 30 min i selskab med mig, og sjovt nok var min mors først kommentar bagefter; ‘hvaaa…er han ikke gift?’ Så det var altså ikke kun mig der havde bidt mærke i hans lidt for interesserede måde at tale med mig på.

Aftenen går med hygge og snak. Jeg ender på et tidspunkt bag baren, da fadølsanlægget driller for dem der ellers skulle passe baren.Jeg får fixet fadøllen og ender med at blive og skænke op, når nogen skal have øl. Sjovt nok bliver baren så også samlingspunkt for rigtig mange af de mandlige mænd i selskabet. Clark Kent heriblandt. Han hvisker mig i øret at han synes jeg er lækker og ret fræk, og at jeg udemærket godt selv er klar over hvad jeg udstråler. Jeg smiler kækt til ham, og svarer at jeg ikke ved hvad han snakker om. Et øjeblik efter spotter jeg han står og taler med sin kone, inden hun forlader festen for at gå op i seng på et af de værelser der er udlejet til dem i festens anledning. Jeg gætter på, at hun stiltiende accepterer mandens eskapader, for at kunne beholde sit nuværende liv, og i den forbindelse ved hun godt hvornår hun skal fortrække, hvis hun vil undgå at blive konfronteret direkte med det.

Da Clark Kent vender tilbage til mig, siger jeg til ham, at jeg har luret at han er typen der er vant til at få hvad han vil have og at han vist ikke har undværet noget i sit liv – gift eller ej… Han smiler uden at kommentere.

Lidt efter går jeg mod toilettet i den anden ende af bygningen. Clark Kent er åbenbart fulgt efter, uden jeg lige har spottet det. Da jeg kommer til toilettet er der låst, så jeg læner mig op af væggen mens jeg venter. Clark Kent kommer over til mig og skubber mig helt flad op af væggen og kysser mig. Bare sådan uden videre. Jeg kysser igen i et kort øjeblik…men kommer så til fornuft og skubber ham væk. Siger til ham, at jeg synes han skal gå op til sin kone og så forlader jeg hurtigt toilet forrummet og vender tilbage til festen.

Festen lakker mod enden og vi er nogle stykker der står ved garderoben for at bestille taxa’er. KK kigger flere gange på mig og spørger om hvilken vej jeg skal hjem. Vi skal modsatte vej, og jeg bider ikke på at dele en taxa hjem til enten ham eller jeg. Den unge fyr der havde siddet på min anden side ved middagen, siger henkastet at han faktisk har en ekstra seng i det værelse, der er lejet til ham –  den er godt nok ikke redt op, men altså der er en seng. Nånå jamen hvis den ikke er redt op, kan den jo ikke rigtig bruges siger jeg til ham og lægger ikke mere i det. De andre der skal bruge en taxa er et par, som samtidig har 1000 ting de render og skal nå at pakke sammen inden taxaen kommer.

Så da den første ankommer siger hele det taxaventende selskab, at jeg bare skal snuppe den første… hvilket jeg så gør. Alene.

Jeg kommer hjem og får løst sodukoen, aka min nøgleboks, ved min hoveddør uden problemer denne gang – dælme dejligt kun at være semi fuld denne gang.

I det jeg står og tager mine stilletter af, siger min tlf DIIING… og på skærmen er en besked fra den unge fyr (Babyface); synes du skal få taxaen til at vende om, jeg har redt den anden seng op… 

Jeg griner højlydt og siger til mig selv

WTF?!!

Hvorfor gøre noget halvt…

Jeg havde en lidt anderledes søndag i søndags. Jeg var nemlig til fest – kæmpe fest. På mit gamle arbejde i barverdenen, en verden hvor man er ligeglad hvilken dag man fester, den ene dag er lige så god som den anden. Heldigvis havde jeg planlagt min vagtplan så jeg havde fri mandag – hvilket var ret heldigt eftersom jeg stadig var stiv, da jeg gik i seng mandag aften. Hvilket selvfølgelig har udskudt hele rekreationsprocessen og jeg derfor stadig er voldsomt kvæstet langt ind i tirsdag… altså hvad fuck sker der for det? Jeg har da godt hørt om at det tager længere og længere tid at komme sig over en druktur, jo ældre man bliver…men det er jo min far der siger sådan noget og han er altså 22 år ældre end mig.

Nå! jeg tog til fest. Iført den flotteste knaldrøde kjole, røde negle og høje hæle. Skrev til en af de mænd (faktisk en ekskæreste) jeg havde aftaler om at mødes med at han skulle holde øje med pigen i den røde kjole. Da jeg kommer gående hen mod den bar hvor han står, sammen med ca 10 andre mænd jeg også kender fra gamle dage, kan jeg allerede på lang afstand godt se at de har spottet mig, da de alle 10 nærmest samtidig vender sig om og følger mig hele vejen hen til dem. (Hokus pokus mig i fokus) En af de første kommentarer fra en af mændene, Simon – som ellers aldrig giver komplimenter; der er nok en der stadig er single, så godt som du ser ud. JEP svarer jeg og soler mig i alle deres kommentarer om at kvinder altid burde have røde kjoler på. Simon er en af min ex Mortens bedste venner, så jeg er altid lidt på vagt overfor ham, fordi jeg ved at han fortæller Morten alt om min laden og gøren når jeg har været til fester med de gamle slæng. Simon er dog meget interesseret i, at jeg finder ham senere… hmm…okay…tænker jeg, det var uvant.

Nå – jeg ender med at blive ved mandebordet i et par timer. Vi har det mega sjovt og jeg glemmer helt at jeg faktisk har en aftale om komme forbi og spise aftensmad sammen med nogle andre gamle kollegaer kl 22. Heldigvis når jeg det og festen fortsætter med det slæng. Jeg får både danset og snakket og drukket en hel del sammen med dem også. Jeg ender med at falde i snak med Peter, en kæmpe basse på min egen alder, som jeg også har kendt i 15 år. Midt i snakken kan jeg godt fornemme, at han måske ikke har det helt så godt derhjemme, sammen med hans kone gennem 20 år. Snakken udspringer af at han fortæller han bliver 40 til november og jeg ivrigt spørger ind til om han skal holde stor fest. ‘Nej, siger han mut, min kone bliver 40 til næste år, så der skal vi holde en stor fest…sammen… og de sidste 8 år har min fødselsdag været slået sammen med min søns fordi vi har i samme måned…’ Jeg kommer til at grine – men trods de kæmpe mængder øl og vin jeg allerede har indtaget opfanger jeg godt der er lidt sørgmodig alvor over ham. Han ligner en der føler sig totalt kastreret. Og når jeg spørger om ikke de bare kunne holde to 40 års fester, istedet for en sammen, så svarer han, at hun (konen) havde givet ham et blik, der havde fortalt ham, at han ikke skulle spørge. Shit hvor fik jeg ondt af ham. Så jeg inviterede ham selvfølgelig prompte til min 40 års fødselsdag om halvandet år. Stakkels mand.

Så ved jeg ikke lige hvordan jeg kom videre derfra, men jeg prøvede så at skulle mødes med ham ekskæresten igen, hvilket aldrig lykkedes. Istedet befandt jeg mig pludselig på knæ ved en ung knægt der havde overdoseret et eller andet lort og lignede en der var ved at gå i hjertestop hver andet minut. Så i omtrent 15 min indtil ambulancen ankom, sad jeg og maste mine knoer ned i brystbenet på ham, for at holde ham ved bevidsthed, klar og forholdsvis fokuseret til at ændre strategi og begynde hjertemassage, skulle det komme til det. Ambulancen kom, og jeg fortsatte festen.

Og mødte Simon igen. Simon havde købt hele flasker vodka + red bull. Jeg drikker normalt ikke sprut på den måde længere – jeg kan ikke rigtig finde ud af at styre det lige så godt som vin og øl. Simon har brug for at fortælle om Morten. Om hvor meget Morten har løjet for ham, brændt ham af, fået 90.000 kr for noget arbejde han skulle udføre, men som han ikke gjorde færdig. Simon er SÅ skuffet og beskriver deres venskab som fuldstændig ikke eksisterende. Jeg får mega optur over hans udmelding! ENDELIG! er der en fra Mortens omgangskreds, der ser Morten som jeg ser ham. Som en patologisk lystløgner og manipulator, der tager røven på alt og alle. Han bekræfter også hvor mange Morten har knaldet med mens han og jeg var sammen. Hvilket iøvrigt ikke var første gang den aften, at nogen havde behov for at fortælle mig – jeg faldt i snak med en mega sød mand i det første slæng af mænd jeg mødte, som kendte Morten, men han og jeg kendte ikke rigtig hinanden, han kiggede også mærkeligt på mig og spurgte om ikke jeg vidste jeg skulle holde mig fra ham dengang… øh nej tydeligvis ikke… det positive er selvfølgelig at jeg fik 3 børn med psykopaten – jeg kunne faktisk næsten ikke være mere stolt af mig selv… (christ altså!)

Nå, Simon og jeg hænger ud i, hvad jeg fornemmer er, flere timer. Han fortæller også om sit ægteskab, som iøvrigt ikke er helt så gammelt, om at han også var på Smukfest, hvilket jeg blev vildt overrasket over, og så fortæller han, at han havde været nødt til at fortælle konen at han skulle arbejde. Så hun vidste ikke han havde været derovre. Og det derfor også havde været ret hemmeligt. Hvad pokker sker der for alle de mænd der har det skidt derhjemme med deres koner… For iøvrigt var grunden til jeg skulle mødes med min eks, også at han skrev han trængte til et kram, fordi det heller ikke gik så godt mellem ham og hans kone.

Singlelivet er sgu ikke så slemt når man hele tiden skal høre på, hvor skidt en masse mennesker har det i deres forhold… det er lidt sørgeligt synes jeg…

Simon og jeg ender ved et bord i et hjørne og snakker videre… og jeg mistænker lidt at jo mere samhørighed Simon og jeg fik ift Morten, ooog muligvis også mængden af vodka/redbull jeg fik – jo mere attraktiv blev Simon i mine øjne. Så selvfølgelig prøver jeg i min efterhånden 4 hestes brandert, at score ham. Han er heldigvis standhaftig og siger nej… ikke bare een gang, men mange gange, for jeg giver åbenbart ikke sådan lige op. Jeg mindes noget med at jeg placerer hans ene hånd på mit lår…. Arhmen altså! Fuck mig! – SÅ pinligt!

Hvorfor jeg pludselig vælger at skulle hjem, har jeg ingen anelse om, men mistænker, at jeg trods alt selv vurderer at det er ved at være på tide. Jeg kan se jeg har sendt en toiletsnap kl 4:33 fra barens toilet, hvor jeg har skrevet; de er SÅ unge (hvilket de også var, mange af de nye ansatte) og jeg har googlet taxa tlf nr OG ringet i et minut til taxa. Men husker egentlig bare, at jeg snupper den taxa der kommer kørende forbi foran samtlige andre mennesker der stod og skulle hjem på samme tid. Om det var en jeg havde bestilt i mit navn siden jeg fik den, har jeg ingen idé om.

Det næste jeg husker er, at taxamanden siger til mig; du er nok nødt til lige at guide mig lidt her (efter vi er kørt af motorvejen) så du må altså ikke falde i søvn igen. Hvorefter han er nødt til at vække mig ved hvert lyskryds vi kommer til, indtil vi endelig er havnet foran mit husnr.

Da jeg gik hjemmefra var jeg så glad for min far for nylig havde sat en nøgleboks med kode op på huset, så jeg ikke behøvede slæbe nøgler med. Det skulle dog vise sig at være min største udfordring da jeg kom hjem der om morgenen… i så stor en brandert, så nogen ligeså godt kunne have givet mig briller på med styrke -10 og bedt mig løse en soduko. Fremover så lægger jeg vist bare min nøgle under blomsterpotten, som jeg plejer, hvis jeg skal i byen, for risikoen for jeg aldrig finder den rette talkombination og ender med at sove på dørmåtten, den var helt sikkert tæt på at være en realitet i søndags.

Kl 11 vågner jeg helt rundforvirret og frygter børnene kommer hjem 15 min efter. Det gjorde de selvfølgelig ikke før ved 14:30 tiden. Jeg opdager min røde kjole ligger på vrangen på gulvet, sammen med mit undertøj. Jeg kan ikke huske at have taget det af. Gad vide om jeg egentlig gik tur med Birthe…hmm…jeg tror det ikke, men altså, jeg ved det ikke…hun virker ikke tissetrængende. Det er faktisk helt uforsvarligt at drikke sig så fuld!  Jeg skriver en besked til Simon; jo mere vodka/redbull jeg fik, jo mere attraktiv blev du – undskyld. Simon svarede med det samme, at jeg ikke skulle undskylde. Ok case closed – jeg er stadig flov.

Til aftensmad henter vi McDonalds. Ungerne er begejstrede uden at vide, at det faktisk allermest var mor her, der havde brug for det. (Jeg burde iøvrigt nok ikke have kørt bil…) Mens vi sidder og spiser fortæller Ida om da hun var hjemme om morgenen for at hente sin cykel, da Morten havde afleveret hende… Har du været hjemme imorges? flyver det ud af mig, samtidig med jeg prøver at sætte et ikke alt for overrasket ansigt op. JA, siger Ida, jeg råbte også hej og farvel til dig, og du svarede også.  Okaaayyy tænkte jeg, det har jeg absolut ingen erindring om. Lidt scary. Ida griner af mig og tilføjer; du må godt nok have været træt efter din nattevagt!  Hahaha oh yes, det var præcis det jeg var.

Snerpe på Smukfest

Jeg var jo til Smukfest i Skanderborg. Med intentionen om at finde min indre slut frem igen. Jeg var SÅ klar. Bare kom an mænd. Jeg ville bare kysse med nogle lækre mænd og gerne kvantitet fremfor kvalitet…altså, max gas I ved… ingen hæmninger.

Men hvad der så skete derovre kom fuldstændig bag på mig. Jeg kunne ikke! Hvad fuck skete der for det?! For det var jo ikke fordi tilbuddene ikke var det. Men snerpen her havde pludselig fremfundet en højst usædvanlig (for mig vel at mærke) undvige manøvre frem hver gang nogen prøvede at kysse mig. Og dem der bagte ihærdigt endte med at spørge direkte om de spildte deres tid… øhm jaaa jeg er ikke rigtig til noget, fik jeg sagt et par gange. Natalie og jeg kom ind på en bar en aften og jeg kunne mærke mindst 10 mænds blikke følge os rundt i mængden og min største skræk var pludselig at nogle af dem, skulle komme på den sindssyge ide, at komme over for at tale med os. Kunne vi ikke bare få lov at være os selv og danse og drikke?

Jeg tog mig selv i flere gange at sige til henholdsvis Louise og Natalie, at jeg ville have det skulle betyde noget, hvis jeg kyssede med en mand derovre… altså come on for crying out loud, det var en fucking festival! Må ændre bloggens navn til SnerpeHviskeren, hvis den tendens fortsætter.

Chefen part 2

Sidste år havde Natalie og jeg en lidt vild periode. Der blev udforsket lidt af hvert…blandt andet sexklubber.

Tilhørende disse sexklubber er der selvfølgelig en hjemmeside hvor man har en profil, lidt a la scor.dk, bare meget mere vulgært og direkte.

Nå, men derinde møder jeg Chefen, altså på siden, ikke i klubben. Vi skulle jo faktisk bare mødes med det formål at se om vi kunne nyde hinanden seksuelt … det kunne vi!! Og det endte faktisk med vi blev ved med at se hinanden i 6 mdr.

Vi nåede aldrig til et punkt hvor vi ville introducere familie og venner. Men alligevel stak det mere og mere i mig hver gang vi var ude i offentligheden, fordi han ikke engang kunne holde mig i hånden eller være bare en lille smule kærlig. For når vi var hjemme privat, kunne han slet ikke lade være med at skulle røre ved mig hele tiden, så det hang slet ikke sammen for mig, at vi opførte os enormt meget som kæreste og ligeså snart vi kom uden for en dør, så kunne jeg få et dask på skulderen.

Det kulminerede i slutningen af Juli hvor vi havde været sammen non-stop i mere end en uge og jeg tænkte nu må han sgu da for helvede snart fortælle mig bare et eller andet om hvad han føler, og tænker om ham og mig. 

Det skete ikke. Jeg var pænt skuffet.

Dagen vi slutter, sker der det at han spørger om ikke jeg kan køre ham til en polterabend han skal til. Selvfølgelig siger jeg og tænker at det blir spændende, for så kommer jeg jo med ud til hans venner og det har han med garanti ikke gennemtænkt.

Det havde han heller ikke. Så da vi er ved at nærme os kan jeg mærke han går lidt i panik. Og da jeg parkerer foran 10 af hans venner, og han kigger panisk på mig samtidig med han giver mig verdens hurtigste tantekys og nærmest flyver ud af bilen, der tænkte jeg at det var slut. Jeg gad ikke gemmes væk længere.

30 sek efter han havde forladt min bil fik jeg den første undskyldning. Derefter kom der adskillige opkald. Jeg ignorerede dem alle. Senere blev jeg bombarderet med billeder af deres aften.

Han vidste udemærket godt han havde jokket big time i spinaten.

Dagen efter fik vi talt sammen og jeg stoppede det. Han var ikke klar på at vi skulle defineres, hvilket jeg egentlig heller ikke var, jeg ville bare gerne holde i hånd når vi var ude. Jeg græd det meste af aftenen og han drak sig i hegnet. Hvilket han ellers aldrig gjorde normalt. Han var afholdsmand fordi han gik så meget op i sin træning, så han ikke ville ødelægge det med alkohol.

Der går 3 mdr ca hvor vi kun har lidt sporadisk kontakt via sms. Efter jeg kom hjem fra Californien spurgte jeg ham om ikke han ville hjælpe med at strukturere min træning – det ville han meget gerne.

Og sådan startede vi stille og roligt med at opbygge et form for venskab igen. Dog med visse seksuelle undertoner ind imellem, eftersom vi begge stadig tænder på hinanden.

I takt med at det går dårligere og dårligere mellem FILF’en og jeg øges vores kommunikation. Og da jeg melder ud at FILF’en og jeg endelig er slut er det næsten på daglig basis at jeg hører fra Chefen igen. Dvs næsten 2 måneder nu, med en eller anden form for daglig kontakt.

Chefen selv havde været en del på Tinder dates, han fortæller at han føler han er klar til en kæreste men er også ved at være pænt træt af mærkelige kvinder. Det gjorde mig lidt glad når han fortalte om det. 

Men så pludselig for 3 uger siden spørger han mig om han må spørge mig om noget ift kvinder. Øh ja siger jeg og tænker hvad fanden kommer der nu…

Så fortæller han, at han havde datet en kvinde den gang han og jeg startede med at træne sammen tilbage i oktober. Hun havde stoppet med ham pga mig. Hun havde så vendt tilbage for omkring 2 mdr siden og de havde haft sex og hun havde meldt ud at hun ikke ville andet end det. Fint med ham. Så begynder han at date en anden kvinde, en ung en der vil have børn og hele molevitten, hende dater han i en uge, hvorefter den første kvinde pludselig kontakter ham og fortæller ham, at hun er smask forelsket i ham og vil det hele med ham. Han bliver så snot forvirret, og stopper med hende den skrukke, og går i tænkeboks i et par dage. Mere når han ikke fordi, hende den forelskede pludselig opdager han er på Tinder og flejner fuldstændig. Så Chefen mister stort set alt for hende den forelskede, fordi hendes anklager var så uberettiget.

Alt imens prøver jeg virkelig at holde den ‘nej jeg er overhovedet ikke chokeret’ maske gennem telefonen. Chefen spørger om det er okay at han fortæller mig de her ting… Jaja det er helt fint, lyver jeg. Det gjorde faktisk mere ondt end jeg selv lige var klar over det ville gøre…. Det er faktisk lidt hårdt at høre Chefen snakke om følelser for andre kvinder, når han ikke kunne vise mig de rigtige dengang…Okay jeg lyver…det er meget mere end hårdt – og det var ret heldigt han ikke stod foran mig, da han fortalte om de to andre kvinder, så havde jeg ikke kunne skjule den mavepuster det medførte at høre om dem.

Nå men han har jo så droppet begge kvinder og udbryder, at han er pænt træt af og SÅ færdig med KVINDER! Og ikke skal have noget med nogen at gøre det næste lange stykke tid. Fedt tænker jeg, så er jeg den der kvindeven, som til sidst alligevel får sneget mig ind på ham…jaja det skal nok lykkes! Vi aftaler at vi skal træne sammen i løbet af den kommende uge. Hvilket vi også gør, flere gange faktisk og samtidig bliver hans sms’er til mig bliver mere og mere direkte ift sex. Jeg tænker det er fint, jeg kan sagtens bare have et ukompliceret fuckbuddy forhold til ham. Mange ting ville blive løst på den måde = fast sex med lækker partner, ikke behøve bekymre sig om kæresteissues, ingen forventninger.

Hvorfor jeg vil have Chefen har jeg tænkt meget over… hvad er det han gør, som gør at jeg ikke kan slippe ham. Først og fremmest handler det vel om noget uforløst fra sidste år. Derudover så er han nok det mest positive menneske jeg kender og jeg har svært ved at få nok af ham, han har en meget smittende og tiltalende måde at være på. Når jeg er sammen med ham, er der intet i hele verden der ikke kan lade sig gøre.

 

Da jeg afleverer mit speciale i tirsdags er jeg helt kvæstet om aftenen, Jeg ligger på sofaen da Chefen ringer. Han er lige så kvæstet efter en hård arbejdsdag. Vi snakker lidt om hvad der er at stene i tv om aftenen, hvorefter han spørger om jeg vil komme hjem til ham og stene film sammen med ham… Øhhh jaaah… det vil jeg gerne… 

Jeg skynder mig at pakke træningstaske, for det tilfælde at jeg ender med at sove der, og vi kan tage hen og træne næste dag. Jeg skynder mig at barberer mig de mest nødvendige steder…for det tilfælde at jeg ender med at sove der… Skynder mig at skifte til noget tøj jeg ved han synes er lækkert på mig… og 30 min efter sidder jeg i min bil med Luna i røret… Jeg er lidt panikken….

hvad hvis jeg ender med at sove der????? 

 

 

Dagens Drama #7 

Så modtog denne SMS fra FILF’en den anden dag…


Og på hans fb havde han lagt dette op.


Jeg er jo ved at flyde over af nysgerrighed! …eller noget…

for gad vide om det er fordi jeg har tagget mig ind med min far på hospitalet, der bekræfter hans intuition om et eller andet. Eller måske min Update om alenetid med Ida på Halifax… uha den er svær at knække!

Eller måske er det i virkeligheden fordi Luna taggede mig i denne her


Og han så straks endelig har fået bekræftet at jeg kun var ude på at udnytte ham. (Ja det var ihvertfald ikke sexuelt!)

Hvad den mand ikke kan konkludere på – det er ikke småting!

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Dagens Drama #4

Jeg har i dag modtaget den længste sms, jeg i mit liv nogensinde har fået…fra FILF’en!! Dvs fra en mand…en mand!! ….come on altså!

Den omhandler mest af alt, alt det jeg har gjort galt i vores forhold. Han har selvfølgelig ingen skyld i at det endte som det gjorde – selvsagt.

Jeg fik sms’en mens jeg var på arbejde – kunne slet ikke overskue at svare… så gik der en time, så modtog jeg en tilføjelse, hvor han skriver, at forrige roman naturligvis ikke var en kritik af mig… øh… who the fuck then?

Jeg svarede stadig ikke…

Senere kommer der endnu en sms fra ham, hvor han skriver, at jeg kan læse en af hans noter (wtf?!) som han havde skrevet i sin tlf den 5.maj. Den er så også en halv kilometer lang og omhandler denne her pige, som han forelskede sig i, men som nu er forsvundet og som han stadig leder efter, men aldrig mere ved om han kan finde igen.

Jeg er helt paf !  (og der skal alligevel en del til!)

Overvejede bare at sende en thumbs up retur, men måske alligevel lidt for provokerende ?

Har endelig lige taget mig sammen til at svare, det er jo heller ikke helt fair bare sådan at lade ‘manden’ hænge der i flere timer, uden nogen form for respons.

Mit svar siger i det store hele bare at jeg har brede skuldre og at jeg håber han har fået afløb for det hele, jeg påtager mig gerne skylden, hvis han får det bedre af det.

Så nu afventer jeg …mon det er det sidste jeg hører fra ham… (indsæt Dødens Gab melodien her)

%d bloggers like this: