Tag: venskab

DoggySitter

Doggysitter denne her lille fyr i øjeblikket ❤️

Han er 3 mdr – aner simpelthen ikke hvilken race han er, og så er han en lille smule bange for min tlf – formentlig fordi jeg hele tiden holder den foran ham for at tage billeder 😉

Han er nu meget sød, selvom jeg egentlig mest er til lidt større hunde 🙂

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

Ny kæreste versus gammel kæreste

Morten skulle aflevere ungerne direkte fra lufthavnen og deres ferie til grækenland.

Det gik faktisk ok, han var rolig, ikke så meget ballade… Han havde selvfølgelig sin kæreste med, eftersom hun jo havde været med på ferien. Hun kan stadig overhovedet ikke kigge på mig eller sige hej. Måtte træde et skridt hen imod hende og demonstrativt sige ‘HEJ’ til hende før hun lige flygtigt kiggede op og sagde hej, hvorefter hun skyndte sig ind på forsædet igen. Simpelthen så mærkeligt.

Senere skrev jeg en besked til Morten, at jeg sådan set er ligeglad hvordan hun er overfor mig, så længe hun behandler børnene ordentligt og de er glade for hende. Og at de først ville få problemer med mig, den dag de fik børn sammen og hvis hun begyndte at gøre forskel på dem.
Han svarede at grunden til at hun ikke kunne kigge på mig, var fordi hun var bange for at jeg havde noget hun ikke havde og om jeg kunne give Morten noget hun ikke kunne.

Arhmen come on! Tøsen bor jo sammen med manden, hun har ham jo allerede, ikke mig. Hun burde da bare rette ryggen og vise overskud, DET havde jeg fandeme gjort! Der skulle dælme ikke være nogen anden kvinde der skulle få mig til at føle mig mindre værd. Men igen – hun er jo også kun lige blevet 25 år… og så er hun sammen med en psykopat, der formentlig gør, som han gjorde ved mig, sørger for at hun hele tiden lige er lidt usikker på hvor hun har ham.

Inden Morten gik, fik han lige slynget i hovedet på mig at han forresten var begyndt at se min bedste kammerat Tom rigtig meget. De kørte både mc sammen og trænede sammen, og så havde De jo nok også været forbi og låne kærestens hjelm til Tom’s kone Helle, til når de skulle ud og køre sammen…. !!!!!!!

ØHH WHAT!??

Jeg spurgte: ‘Min Tom?’ Hvorefter Morten svarede ‘Ja hvis du da ejer ham?’
Spurgte om de også var begyndt at se dem som par, men dertil svarede han ‘nej for det gør I jo’.

Morten kørte.

Det kan simpelten ikke passe tænkte jeg – for Tom er jo min ven! Vi har kendt hinanden siden vi var børn. Og vi har bare talt SÅ meget negativt om Morten siden vi gik fra hinanden – jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen…

Er vist nødt til at få en snak med Tom…for hvis det virkelig passer, så kan jeg jo ikke være venner med Tom mere…Jeg kan jo ikke betro ham noget længere så, for Morten er så manipulerende, at han kan få info ud af alle uden de opdager hvad pokker der skete.
Tom må være faldet i hans ‘game’ uden at han har opdaget det…

øv…det stinker virkelig hvis jeg mister Tom som ven…

ManBitches

Nå, så i søndags, så ringede A…først snakkede vi bare lidt, jeg var lidt kort for hovedet – jeg har virkelig prøvet at være sød og imødekommende når han bliver ved med at ringe og gerne vil snakke i en evighed, for er der noget han er god til, så er det da virkelig det.

Men han ringer når han ved jeg har fået afleveret børnene om morgenen, når jeg kører hjem fra arbejde, og det er til trods for at jeg flere gange har fortalt ham, at jeg bruger min tid i min bil på at lægge min arbejdsdag bag mig hvis den har været ekstra hård. Og så ringer han når han ved børnene er lagt om aftenen…arhmen altså det føles temmelig meget som at have en kæreste og DET gider jeg virkelig ikke have rodet mig ud i igen, og slet ikke med ham, for tænk hvis han bare blev tilnærmelsesvis lige så psycho som sidst! Nå, men jeg kunne godt høre han lagde op til et lille oprør, men sagde ikke noget, så vi lagde på og 2 min efter ringede han op igen, og begyndte at bitche over at det var ham der hele tiden skulle tage initiativ til at ses og snakke. Jeg vidste jo det var den vej han ville ned ad, så jeg var heldigvis hurtig til at sige til ham, at han jo heller ikke gjorde det nemmere ved hele tiden at være i røret og spørge om vi skulle ses. Jeg får jo absolut ingen chance for at tage initiativ når han er så meget på. Han indrømmede så at han havde svært ved at finde en mellemvej fordi han jo havde følelser for mig. Vi aftalte at jeg skulle tage initiativ og at vi fremover kun knaldede og ikke snakkede sammen. Passer mig perfekt!

Men så i går, der havde jeg faktisk lige et øjeblik mens jeg var ved at gøre børnene klar til seng, hvor jeg fik lyst til at han skulle komme ud bagefter, så jeg skrev til ham inde i Quizbattle, fordi jeg alligevel var derinde og spille med ham – det eneste jeg skrev var : ‘Ku godt’ Manden ignorerede mig så i halvandet døgn – helt indtil for 1 time siden, hvor han så ringede igen. Jaja det var måske ikke det mest følsomme at skrive – men jeg syntes det var sjovt i det øjeblik jeg skrev det 😉 Han var SÅ fornærmet over det og indrømmede at det var derfor han havde valgt ikke at respondere på det – for han var bestemt ikke bare en eller anden ‘callfyr’ jeg bare kunne skrive sådan til og så kom han. Øh jo det er du faktisk, nu hvor det er det vi har aftalt. Jeg kunne jo have skrevet at jeg havde helt vildt meget lyst til ham istedet – Jaja A det kunne jeg – sorry my bad… IGEN – hvordan lykkes det mig altid at finde de mænd som ser helt vildt hårde ud udenpå, men er de største kællinger indeni?

Morten skrev så idag, han har tilgengæld været så sød de sidste par dag. Alex har fået skoldkopper, og er mildest talt ret hårdt ramt af det. Morten har været sød at komme og hente de to store om morgenen og køre dem i henholdsvis skole og børnehave, så jeg ikke skulle ud med feberramte Alex. Nå men idag skriver han så lige pludselig om vi skulle tage til Langelandsfestival sammen? Øh ja klart – især fordi jeg helt tilfældigt har ferie i den uge hvor den bliver holdt. Morten ved selvfølgelig ikke om han kan få ferie, men jeg er faktisk alligevel ret hooked på at tage afsted med ungerne. Læser at der faktisk er noget der hedder en single camp derovre, for enlige med børn – det lyder da lidt tiltalende…Er dog ikke sikker på Morten ville synes om lige præcis dén af alle mine briliante idéer, hvis han skulle med haha.

Imorgen skal børnene til Morten til på mandag, så Louise og jeg skal ud og spise imorgen aften, det bliver fedt! Vi skulle have været ude med Michelle og Laura også, men uden at lyde alt for bitter, så har de åbenbart alt for travlt til at svare på en flere uger gammel besked om om vi skal mødes imorgen… Oh well…det handler vel om prioriteter – og rækkefølgen af dem, kan man ikke påvirke hos andre folk – sådan noget ender man bare med at blive uvenner over.

Når de en dag bliver skilt og står i samme situation, så ved de hvad vi talte om, men indtil da, så gør de ikke… og ja – jeg skrev ‘når’ ikke ‘hvis’ …. desværre.

%d bloggers like this: