Tag: venskab

Hvem kan have mandlige venner??


Ja jeg kan tydeligvis ikke!

Dagen efter den vellykkede kemidate med chefen, skulle jeg hjem til Patrick. Jeg var mega smadret både fordi jeg jo stadig ikke havde sovet. og så i mine stænger fordi de åbenbart ikke er helt vant til at skulle performe i en sexakt på flere timer. Sidstnævnte blev jeg især opmærksom på, da jeg skulle bevæge mig op af trappen til 4.sal, hvor Patrick boede. Jeg pev lidt og han spurgte om jeg havde trænet…tjahh…lidt havde jeg vel. Men kunne jo ikke rigtig gå i dybden på hvilken måde.

Aftenen forløb rigtig hyggeligt – vi snakker om alt muligt og helt ærligt. Vi kommer også ind på sex en del gange. Lige indtil han udbryder at nu tager han mig snart med op i sin seng, for han kan ikke tåle at høre mere om alt det sex!

Og her gik jeg og troede at vi ‘bare’ var venner. Så måtte jeg forklare ham, at jeg ikke skulle med nogen steder. At jeg havde det rigtig godt med at vi var så gode venner til trods for hele vores historik. Stemningen blev mildest talt noget dyster derefter. Så jeg spurgte ham om han virkelig havde forventet at vi skulle knalde bare fordi jeg havde indvilget i at komme hjem til ham og spise? Nøøøhhhh det havde han måske håbet på. Og han havde jo også behov, og så kunne vi jo lige så godt hjælpe hinanden med at få forløsning for det behov. Som om det ingen betydning havde om jeg stadig tændte på ham.

Og så var det jeg var nødt til at fortælle ham mere uddybende om hvad jeg rendte og foretog mig for tiden, og at jeg jo rent faktisk havde fået stillet mit umiddelbare sexbehov så sent som sidste nat. Så måtte han heldigvis selv konstatere at han ikke lige var et sted hvor han skulle søge nogle grænser af nogen art. GODT SÅ – Emne uddebatteret.

Jeg bad om at blive kørt hjem kort efter. Og skrev en besked til ham den efterfølgende dag, at jeg var ked af hvis han havde haft falske forhåbninger… han har ikke svaret endnu…

Det er åbenbart ikke meningen at mænd og kvinder kan være venner uden den ene part får noget i klemme – jeg synes det er meget trættende!!

friends skins season 7 friend zone skins series 7 mineskins

Min juleaften…

Så min juleaften foregik hos ex svigerfamilien. Dvs hos Mortens familie, som jeg ikke har set i 4 år…

Dengang Morten og jeg var sammen, så jeg hans familie mere end han gjorde, og mere end jeg så min egen familie. Jeg var meget tæt knyttet til dem alle sammen, så da vi gik fra hinanden mistede jeg også alle dem, hvilket var, og ind imellem stadig er, mega hårdt. Jeg savner dem meget i mit liv.

De, eller Morten, var så søde at invitere mig med, nu hvor jeg ikke skulle arbejde alligevel pga min sygemelding med min diskus prolabs. Og hvor fedt er det ikke lige, at jeg kunne få mulighed for at holde jul med mine børn! Og dem selvfølgelig…

Det tog en time at køre derhen, og jeg var så sindssyg nervøs for at møde dem igen. For hva’ nu, hvis de egentlig var ligeglad med at jeg kom med. Hvis de faktisk syntes at det var upassende at jeg var der. Hvad hvis de egentlig bare var helt upåvirkede af at jeg havde været en stor del af familien i 9 år, og ikke følte jeg havde manglet de sidste fire år. Og hvad nu hvis de foretrak den 13 år yngre kæreste som Morten erstattede mig med. Jeg var simpelthen så usikker på mig selv.

Da vi ankom fik jeg et meget kort og akavet kram af Mortens ene lillebror. Det var hos ham juleaften blev holdt. Dengang Morten og jeg var sammen, var jeg også rigtig rigtig gode venner med denne lillebror, jeg plejede altid at være den han ringede til, når han havde kæresteproblemer, og alle mulige andre problemer, så det var sgu lidt mærkeligt at han havde svært ved at sige hej til mig…. Hans kæreste derimod gav mig et kæmpe kram og snakkede til mig som om vi kendte hinanden, på trods af at hun først blev lillebrorens kæreste nogenlunde samtidig med at Morten og jeg gik fra hinanden. Så hende og jeg havde overhovedet ikke udvekslet andet end et enkelt Hej engang for 4 år siden.

Så kom hans lillesøster, som jeg sås ofte med, også på venindebasis både med og uden børn. Hun strøg gennem huset og fjernede alle på sin vej og gav mig verdens længste og hårdeste krammer! Hvilket hun gentog adskillige gange i løbet af hele aftenen. Den ene gang så meget så vi begge var ved at blive helt rørstrømske og måtte bremse os selv i, at stå og tude midt ude i køkkenet. Total gensynsglæde!

Storesøsteren gav mig også en lang og hård krammer da hun kom og igen da vi skulle hjem. Hun er en lidt mere reserveret kvinde, så der kommer ikke altid de store følelsesudbrud fra hende. Men hun søgte mig meget af tiden og vi fik talt en masse om alt muligt. Hvilket jeg selvfølgelig også fik gjort med lillesøsteren. Generelt fik jeg talt rigtig meget med dem alle sammen, og lillebroren blødte også op. Ifølge Morten var det formentlig netop fordi han og jeg var så gode venner dengang, og pludselig var jeg væk, at han havde svært ved at forholde sig til at se mig igen. Han er en af de der følsomme drenge…eller mand er han jo efterhånden blevet til.

Den sidste lillebror – den mindste af de 5 søskende, er det sorte får i familien. Jeg mødte ham for ikke så længe siden, da han hjalp med at tømme alle mine ting fra sommerhuset ud af min fars bil hjemme hos mig. Så med ham, var det bare sådan en gensynskrammer. Han havde allerede givet udtryk for at han savnede mig den dag.

Må nok hellere lige nævne at min far er selvstændig og at Morten var min fars højre hånd i firmaet dengang. Lillebroren hjalp også engang imellem, når han ikke brændte alle af. Og min far er især inden for det sidste års tid, igen begyndt at bruge både Morten og lillebroren i sit firma. Ikke uden store protester fra mig i starten selvfølgelig… men det hjalp ingenting og hvem fanden gider have at ens far og ens ex begynder at konspirere og lyve for mig, for at de kan arbejde sammen. Så var nødt til at acceptere deres samarbejde. Vil trods alt altid hellere have ærlighed end løgne.

Tilbage til juleaften.

Mortens forældre aflyste i sidste øjeblik pga sygdom – intet nyt der, selvom jeg virkelig også havde glædet mig til at se dem. Men det åbnede så op for, at deres pladser ved bordet kunne fyldes ud med lillebrorens kærestes forældre og søster. Og dem gik jeg heldigvis også rigtig godt i spænd med. Selv de store af søstrenes børn, som stadig kunne huske mig, fik jeg kæmpe krammere af.

Så alt i alt en succes af en juleaften. Ikke kun for børnene, som var glade for at både mor og far var med, men især for mit lille ego.

For jeg var savnet! Jeg var ikke bare glemt! Og jeg var 100% overhovedet ikke erstattet af den 13 år yngre kæreste. Tværtimod – så forestiller jeg mig nu, at hun må have det enormt svært sammen med hans familie. For som jeg efterhånden kunne stykke sammen, uden at være den der snagende ex der spurgte direkte, så har hun det åbenbart ikke helt nemt med bare at snakke frit med dem. Hun er ligesom bare med. Bare ikke til jul – for den holder hun altid med sin egen familie.

Jeg ved godt det er total forkert at sige højt – I ved pga jantelov osv, så derfor siger jeg det også bare herinde. Fuck hvor fik jeg det bare rigtig godt af at vide, at hun ikke kunne udfylde mine sko.

happy christmas excited happy dance chip and dale

Stadig tøsefornærmet med et skvæt af max skuffet

Så med hjælp fra jeres meget brugbare og hjælpsomme kommentarer igår, skrev jeg følgende i en gruppebesked via messenger til mine tre veninder:

‘hej piger – jeg tænkte på om I evt havde lyst til at komme hjem til mig og spise i stedet, – evt medbringe noget sushi eller tapas? 🙂 Eller er det alt for irriterende at der er børn?’

…Og så gik der halvanden time… intet svar.

Jeg kunne se at de alle havde læst beskeden. I mit hoved gav jeg dem, på det tidspunkt, en svarfrist på to timer – hvilket gav dem 30 min mere til at svare, hvorefter jeg ville have skrevet, at de ikke længere behøvede tænke over at skulle træffe så svær en beslutning, og at jeg alligevel var blevet syg. De nåede det desværre lige akkurat.

Det var Michelle der endelig tog teten og meldte ud, at hun altså sådan havde glædet sig til at skulle ud og spise og om det var okay at den aftale blev fastholdt, og at hun i øvrigt ikke håbede at det var alt for tarveligt!

ØH JO! det er fucking tarveligt!! var min første tanke. Det er ikke fordi jeg ikke selv sagtens kan forstå hvorfor det er mega fedt at komme ud og spise på restaurant. Især når man er børnefri. Jeg ville bare aldrig nogensinde selv vælge en af de tre fra, til fordel for et restaurantbesøg, hvis vi alle fire kunne ses i stedet. Også selvom det indebar at den vi så var nødt til at være hos, havde sine børn hjemme.

Jeg blev så såret så jeg uden at tænke og med det samme svarede; at det var ok, jeg havde alligevel lagt mig med influenza og var derfor nødt til at aflyse helt. Og at jeg håbede de fik en hyggelig aften.

Minuttet efter svarede Louise og Linda, sjovt nok, nærmest i kor på hinanden, at de også havde glædet sig rigtig meget til at komme ud og spise. Som om de bare ventede på der var en der turde at melde ud. Eller måske i virkeligheden havde de internt mellem de tre, allerede brugt de to timer på, at finde ud af hvordan de kunne svare, at de gerne ville ud og spise kontra at komme hjem til mig, velvidende at de jo så valgte mig fra.

Og så var det, at de også lige opdagede min fake sygemelding og igen simultant straks skrev, at de var kede af at høre at jeg var blevet syg og at de ellers alle sammen lige havde glædet sig SÅ meget til at vi alle sammen endelig skulle være sammen igen.

Rimelig ironisk når nu de bevidst lige havde valgt, at vi netop ikke alle sammen skulle ses – eller jo til aftenkaffen…hvor de gerne ville beære mig med deres tilstedeværelse (indebrændthed lurer vist lige under overfladen her)

Endnu mere pudsigt var det, da Louise så valgte at skrive en privat sms til mig, for at høre hvor hårdt ramt af influenzaen jeg var, og at hun håbede det nåede at gå væk inden juleaften og tilmed også ringede, formentlig på vej til restauranten. Og yderligere til morgen idag har hun skrevet for at høre til mig, og tilmed spurgt om jeg mangler noget og hvornår hun kan komme forbi med julegave.

Louise har formentlig luret mig – eftersom hun kender mig allerbedst…

Men sjældent har jeg følt mig så ligegyldig! Jeg magter slet ikke at se nogen af dem foreløbig. Jeg kan slet ikke beskrive hvor skuffet og såret jeg er…

Om at være tøsefornærmet!


Ja – jeg er bigtime tøse fornærmet! På mine veninder.

Jeg advarer lige – dette indlæg har en del udråbstegn… !

Vi er fire der har holdt sammen siden gymnasiet – og den ene er Louise, som jeg yderligere har været bedste veninder med siden vi var 6 år.

En af de andre, Michelle, har været flyttet udenlands siden i sommer og er endelig hjemme i et par dage nu, og det er meningen at vi alle fire skal ses i morgen. Til aftenkaffe hos mig fordi jeg har børnene.

Så får jeg en besked for nogle timer siden fra Linda (den sidste af de fire – for de ikke-vakse) om at de har talt om at tage ud og spise, for at få mest mulig tid sammen og om jeg har mulighed for at tage med?    …………………….. %¤”&¤#/&/)(/(&%”

Jeg bider tænderne hårdt sammen og svarer så høfligt som jeg kan ‘I kan bare tage ud og spise – jeg har jo børnene, så det bliver lidt svært.’

Hvorefter retursvaret fra Linda bliver: ‘ok, tænkte måske vi var heldige der var en der kunne være ved børnene bare 1 1/2-2 timer.’

Og her kommer så grunden til at jeg er pissed off tøsefornærmet!

For de tre veninder kender om nogen min børnepasningssituation – den har i de sidste 10 år, nærmest uden undtagelse, været ikke eksisterende. Jeg havde lidt hjælp i A, men ham ved de alle godt er helt ude af billedet. De ved min mor bor i Spanien hele vinteren, ikke at det havde hjulpet skide meget hvis hun havde været i Danmark, og de ved at min far er den mest børneforskrækkede mand man kan finde på denne jord. Så JO – jeg hiver da lige en hemmelig babysitter ud af mit lige så hemmelige ønskeskab!

Jeg er simpelthen så skuffet og indebrændt på dem! Jeg synes de er nedladende overfor mig ved overhovedet at skrive som de gør.

Så nu er det meningen at de tre skal ud og spise sammen, for så at komme hjem til mig til aftenkaffe efterfølgende. Hvor de så kan sidde og være helt indforståede og opdaterede med hinanden, eller især ift Michelle, og så er jeg hende dér, der er holdt uden for… Jeg har slet ikke lyst til at se dem i morgen… !

Jeg faker en smitsom sygdom gør jeg! og tænker så kan de lære det, men i virkeligheden er det sikkert alligevel migselv det går ud over, for jeg får ikke set Michelle, som endelig er hjemme. Og det bliver sikkert også hyggeligt – jeg er bare mega såret over, de ikke bare foreslog at komme hjem til mig at spise, selvom børnene er her – men de vil tydeligvis hellere undvære mig, fremfor at skulle ses med børn i nogle timer indtil de er lagt i seng.

Årh al den selvmedlidenhed der lige skyller ind over mig. Jezuz hvor kan man være ynkelig! (og ja jeg bruger lige man her, og fralægger mig al ansvar)

Hvad skal jeg gøre…? I plejer at være så gode til at hjælpe mig med at se alting fra andre vinkler – jeg tager gerne imod gode råd, og hører endnu mere gerne om, hvis I har oplevet lignende situationer, hvor I har følt jer udenfor, så jeg ikke føler jeg er den eneste der bliver max ked af den følelse.

Når det stikker helt af #2

Denne gang er det bare ikke helt mig den stikker af for…

Var til 20 års reunion med min folkeskoleklasse i lørdags – og blev igen temmelig fuld, men alkoholen satte heldigvis først rigtig mine stænger ud af spillet i det jeg hoppede ud af taxaen hjemme ved mig selv. Det er altid bedst at man er allermest pinlig når man er alene. Synes jeg. Og Birthe fik da også en mere varieret tur end hun er vant til da jeg, stadig i stilletter, zigzaggede afsted med hende kl 4 om morgenen. Er faktisk rimelig stolt af at jeg overhovedet kom ud med hende, og ovenikøbet også samlede hendes prut op. Ja det hedder prut herhjemme.

Tilbage til selve festen. Det var virkelig sjovt at se alle folk igen. Mange har sagt til mig, at det er skægt at man så hurtigt falder tilbage i gamle mønstre, men det synes jeg overhovedet ikke vi gjorde. Min bedste veninde Louise og jeg var ikke specielt populære dengang i folkeskolen, tror nu heller ikke vi var decideret upopulære. Men vi var über cool til denne fest – det var herre fedt! Og hvorfor betyder det overhovedet noget nu? Det gør det åbenbart.. det må være noget med at man helt vildt gerne vil vise dem der troede at de var all that dengang, at vi bestemt er kommet efter det.

Den populæreste pige i klassen dengang, kom lidt senere og var mere stille end dem der havde været de stille og upopulære piger i klassen back then. Nørderne var blevet de sødeste mænd – sådan nogle af dem, man nu ville tænke på, som værende en keeper. De populæreste drenge dengang, var stilnet lidt mere af, de var blevet SÅ fornuftige. Der var dog lige to der stak lidt ud. Den ene fordi han bagte overdrevet på både Louise, mig og en tredje. Og brugte scorereplikker som ‘jeg har en kæmpe pik’. Jeg ved ikke helt om der er nogle kvinder der falder for sådan en oneliner? Og så var der den der absolut populæreste dreng, han var meget tynd, havde langt krøllet lyst hår og hørte headbang musik som Metallica og des lige og som styrede alt hvad han kunne komme i nærheden af i klassen. Dengang. Han var ikke med da vi havde 10 års reunion. I øvrigt havde ingen rigtig haft kontakt til ham siden vi gik ud. Rygterne gik på at han var røget ud i noget møg med stoffer. Men han kom sgu! Og da han trådte ind af døren, var min aller første tanke ‘who the fuck are you’? Men genkendte ham på øjnene og munden. Hans hår var nu helt kort, hans blik lidt sløret og hans mund næsten hele tiden halv åben. Han var ikke længere spinkel, men bestemt heller ikke trænet, havde tatoveringer på armene og en beskeden, men tydelig dunk på maven. Han kunne godt ligne en med Downs…. Han arbejdede som chauffør. Ikke at der er noget galt i det, det var helheden der gjorde, at han faldt udenfor. Hvilket han også selv påpegede da vi havde ‘præsentationsrunde’, og han ikke kunne fortælle noget som helst om sit liv…eller ikke ville fortælle noget… Han blev SÅ stiv. Så stiv så hver gang han skulle rejse sig fra en stol lagde han ud med at falde først. Han faldt desuden igennem de døre han gik igennem, og da vi tog en taxa ind til Kbh, foregik udstigningen da også på bedste head to pavement manér og måtte efterfølgende assisteres til lodret stilling. Han forsvandt ubemærket fra den bar vi havnede på.

Tilbage til mig post party.

For første gang i en evighed havde jeg tømmermænd – både med ørl og overdreven indtag af cola og junkfood over flere timer – også selvom det var blevet koldt. altså junkfooden.  Og så Netflix serie-marathon i sengen sammen med A, der også havde været til fest. Har ikke haft sådan en dag siden før jeg fik børn, tror jeg. Det var fedt – på trods af tømmermænd….

Møg Nat!

Vågnede stortudene kl 4 i nat fordi min mor åbenbart er død, og jeg er til hendes begravelse. Nogen åbner kisten og så ligger hun der – helt død. Fuck det var alt for livagtigt! Jeg tuder hæmningsløst til ca kl 6, hvor jeg endelig falder i søvn igen.

Har lige talt med hende og hun lever heldigvis stadig i bedste velgående. ‘Jeg er ikke engang forkølet’ grinte hun.  Havde lidt svært ved at se humoren i det…

Far fik også lige et opkald… så var der helt ro på sjælen igen!

Jeg kan desværre alt for godt se en sammenhæng i, hvorfor jeg pludselig drømmer sådan noget lort.

For 14 dage siden var jeg til en rigtig god vens begravelse… han var et af de mest livsglade mennesker jeg kendte og pludselig finder hans far ham død på sit badeværelse. Obduktionen viste en blodprop i hjertet… han var lige blevet 40 år for nogle mdr siden og han havde lige inviteret en masse af os, hans venner, til en fest ugen efter hans død. Festen blev holdt alligevel, for det ville have været i hans ånd at vi alle sørgede for at livet gik videre. Facebook blev konstant bombarderet med folk der ’skålede til ham’ på hans profil og skrev de ville ønske han var med til festen – det er først nu, jeg egentlig er begyndt at bevæge mig rundt på fb igen. Det var simpelthen for hårdt med alle de opslag på hans væg.

Kirken var proppet med venner og familie og inden han blev båret ud af kirken, blev der spillet trompetsolo med  ‘I did it my way’. Dem der endnu ikke græd til melodien, brød efterfølgende sammen, da moren og faren hulkende omfavnede hinanden og rørte kisten en sidste gang, inden bedemanden kørte af sted med ham.

Han blev fundet død mens jeg holdt stor 10 års fødselsdagsfest for Ida – livet er sgu ironisk nogle gange.

Man skulle tro jeg havde et vist forhold til det der død. Mit arbejde kan i perioder indeholde rigeligt med død, men det er på en helt anden måde. De er syge – og jeg kender ikke dem der dør andet end for den periode de har været indlagt, jeg er på arbejde selvfølgelig, hvilket gør at professionalismen sørger for at man har en vis afstandstagen til patienterne. Jeg skal dog ikke være alt for hellig – der er et par stykker der er kommet ind under huden på mig i mit liv som sygeplejerske. Og det er sjovt nok også nogle af de yngre patienter der sætter deres spor.

Men jeg har aldrig før følt den der virkelig tunge uretfærdighedsfølelse, der følger med når man mister en tæt på. Havde han været 80 år, havde det været noget helt helt andet – men 40 år gammel er fandeme ikke i orden. Han plejede at sende mig sjove beskeder på Messenger – hvem skal nu gøre det? Ja det er der jo ingen der hverken skal eller kan – for han kan ikke erstattes!

Jeg har også et kæmpe problem med at det er en fra min egen generation der pludselig bare sådan falder om og dør. Mine forældres generation kan jeg lige gå med til, men egentlig er det generationen over dem, der står for skud – ikk?!

Krydser fingrer for at der ikke er flere der behøver dø før tid i mine drømme… eller i virkeligheden…

Bårerbuketten…

Top 5 over udfordringer pt

Sååeehm…jeg synes der sker lidt mange ting i mit liv for tiden – og jeg føler ikke rigtig jeg kan følge med.

Fx så skal min datter på lejrskole med resten af 3.klasse i morgen tidlig – hun har talt ned til dagen den sidste måned og i aften har jeg så stået og gjort sovepose, liggeunderlag og diverse frugt klar til i morgen. Udover det, så har hun stadig kæresteproblemer. Hendes 10 årige ‘kæreste’ er på stadiet hvor den eneste mulighed han ser for at vise hende, at han synes hun er helt fantastisk (hans ord på sms) er ved lejlighedsvis at losse hende over skinnebenet eller sige at han skal i bad, hvis hun kommer til at røre ham. Når han så har gjort en af disse ting, giver hun så retur af samme skuffe – man skal jo ikke finde sig i hvad som helst, har hendes mor lært hende – og SÅ slår de op. Om aftenen skriver han så til hende og undskylder og de laver aftaler om at være søde ved hinanden. Hvilket holder sådan ca til næste morgen og så starter hele scenariet forfra.

Så det endte med at jeg måtte sige til hende, at NU måtte det stoppe! At hun ikke kunne være kæreste med ham længere, for de er simpelthen ikke gamle nok endnu. Hun gav mig en krammer og sagde TAK mor.

Kæresten er så blevet så fortørnet over at hun ikke vil være kæreste med ham, at han direkte skrev til hende ‘hvis ikke du vil være kærester – så spørger jeg bare din bedste veninde’   Bedsteveninden har så accepteret. Loyalitet tages ikke så seriøst i den alder…åbenbart..

Arhmen altså ! Jeg kan slet ikke huske at der var SÅ meget drama i mit eget 10 årige liv…

Det skal da også lige nævnes, at klasselæreren for 6 mdr siden måtte inddrages i klassens hurtigt udviklende kæresteproblematikker – og endte med at forbyde kæresterier indtil de blev 13 år.  Det er sådan et ambivalent forhold jeg har til at hun har kærester – for jeg synes hun skal få den spæde erfaring, men jeg synes ikke det skal udsulte hende for energi.

Nå, synkront med ovenstående er min mellemste søn startet i miniSFO i sidste uge, og han er sådan en af de der unger der kan kategoriseres som ’særlig sensitiv’, så hans nye start med nye mennesker og nye rutiner, er heller ikke uden udfordringer. Han klarer det nu egentlig ganske fint – måske er det bare hans mor der pylrer for meget.

Og så er der sidste skud på stammen, som stadig går i børnehave, men som jeg har valgt at tage ud af den børnehave, de alle tre har gået i, for at få ham i en skovbørnehave der ligger på vores nabovej – kontra naboby. Det vil unægtelig gøre livet meget mindre stressende om morgenen. Men den her lille bulldozer af en tre’er unge, er begyndt at ytre at han ikke vil skifte børnehave. Så nu frygter jeg at ændringen ikke kommer til at gå så glat, som jeg ellers uden skyggen af tvivl, havde ‘forudset’ at den ville… Han havde en halv dag i den nye børnehave i dag sammen med Morten, i morgen har han så afslutning i den gamle børnehave – hvor jeg også lige skal have skåret 4 forskellige slags frugt ud til uddeling. Og så skal jeg være med ham i den nye børnehave igen onsdag. Og så starter han ellers hårdt ud fra på mandag… Krydser fingrer for at jeg ikke har taget fejl af hans bulldozer evner ift nye udfordringer i livet.

Og den aller sidste ting som fylder mine dage og mine tanker, er det faktum at jeg skal til eksamen om 3 uger – og jeg er ikke begyndt at læse op endnu. Jeg har siden januar været i skole hver anden uge, og hver anden uge på arbejde. Og alt det jeg har lært, skal jeg så til en to timers eksamen i…snart!  – og jeg frygter bigtime at klappen går ned…

Nå ja, der er da for resten endnu en lille ting – jeg vil SÅ gerne have tabt mig. Vi skal til kæmpe stort bryllup den 6/6, og jeg vil jo gerne se lækker ud. Så jeg prøver ambitiøst at leve efter 5:2 kuren plus holde mig fra sukker og stivelse…ak og ve hvor er det svært! Især i en verden af kagebagende kollegaer…både på arbejdet og i skolen.

Nogen der kan toppe min top 5 over udfordringer i livet ? Trænger til at høre at jeg ikke er den eneste med en milliard bekymringer.

%d bloggers like this: