Tag: veninder

Independence Day

4.th of July fik en helt særlig betydning for mig i år. Independence Day!
Kl 1:45 for at være helt præcis… der sendte jeg mit færdige speciale til min vejleder! 

Det var den mest mærkelige følelse ever. Sad der og kiggede på hele opgaven, op og ned på alle siderne, og jeg var sørme løbet tør for ord og kommaer at tilføje. Den var færdig… 

Over et år har det taget mig at få det møg færdigt og grunden til jeg endelig fik taget mig sammen, var Luna. Hun skulle nemlig til eksamen den 4. og da vi var i byen i lørdags gav vi hånd på at vi skulle henholdsvis læse til eksamen og skrive opgave de efterfølgende to dage. 

Søndag foregik dog i sofaen med Netflix, grundet lidt for meget alkohol indtag dagen før, men mandag tog vi os sammen. 

Hun gik op og fik 10 og jeg fik afleveret mit speciale. Top lækkert!

Så nu kan jeg se film om aftenen uden at have dårlig samvittighed. Wuhu!

Den helt store lettethedsfølelse lader dog vente lidt på sig endnu, men regner bestemt med den kommer når censor har været indeover og jeg er 100% homefree. 

Hvad jeg har lært i Juni

  •  At mine børn sørme også kan få børneorm
  •  At Mortens luderkæreste er en lille og lav, men meget kraftig rund tønde. Stik modsat hvad han normalt ville gå efter – jeg var chokeret! Men okay – Morten har vist også for længst lagt sit vaskebræt på hylden, og så gør det vel ikke noget at han bliver solidarisk med sin kæreste.
  • At Tinder nok er et af de mest tidsrøvende dødsyge spil…som jeg ikke kan stoppe mig selv i at spille.
  • At jeg synes Happn er grænseoverskridende!
  • At det ikke kun er nok at slå kameralyden fra når jeg er i nattevagt (læs; nedsat belysning)… ville prøve at tage et sniger billede af min lækre kollega og sende til Natalie som er på ferie… Blitz er faktisk også noget man skal huske at slå fra.
  • At jeg ikke så godt kan lide røde roser mere, efter FILF’en flere gange har efterladt store bundter af dem foran min dør. Han mener de siger mere end ord. Jeg har den største røde kravle rosen busk på hele den ene side af min hoveddør – kunne de ikke bare have været en anden farve!
  • At jeg mistænker FILF’en for at være paranoid skizofren…!
  • At jeg åbenbart har grænser
  • At jeg har verdens bedste mennesker i mit liv, som altid støtter mig og er der for mig, også selvom de selv har en svær periode i deres eget liv
  • At resultatet af, at børnene er 2 1/2 uge hos Morten, medfører at jeg har mistet evnen til at rydde op og gøre rent…faktisk har jeg vist bare helt mistet min ansvarsfølelse og istedet brugt tiden på veninder, byture, mousserende rosévin, shopping og træning – ego ego ego ! Jeg er ret vild med det!
  • At jeg har fundet ro i, at kommunen har lagt sagen med børnene og Morten på standby, til børnene er retur hos mig, de er på ferie, og hunden bliver passet.
  • At Chefen virkelig er vendt tilbage i mit liv på daglig basis… og jeg ikke lige helt kunne finde mit fodfæste i det…venskab… men tror jeg har fundet ud af det nu hvor vi er trådt ind i næste måned…more to come on that one.
  • At jeg godt kan mærke at 122 timers arbejde på 12 dage beviser at jeg vist ikke er 25 længere
  • At sådan en brækket tå faktisk gør ondt i lang tid! Og jeg blev straffet hårdt i søndags, efter at have været i byen i høje hæle om lørdagen…jeg kunne simplethen ikke få mig selv til at gå i byen i flade sko.
  • At jeres søde opbakkende kommentarer her på bloggen, løfter mit humør helt vildt – tak ❤️

Hvad jeg har lært i maj måned

  • At lægge mascara! Der er åbenbart både regler for hvordan sådan en børste trækkes ud af holderen, samt at man kan kombinere flere forskellige typer. Effekten var fantastisk! Nu tager det mig så pludselig en krig at lægge mascara hver morgen…man vil vel gerne være lige lækker hver dag ikk…eller ihvertfald de dage hvor jeg har make up på
  • At Ida er ved at være en stor pige, lidt større end moren sådan lige helt er tilfreds med. Lurede på hendes Musical.ly på hendes tlf…pigen danser frækt med hofter, bider sig i læben og laver det der ‘meget intelligente look’ med at sætte tungen ud mellem tænderne. Hun mestrer heldigvis ikke helt den frække version endnu – hendes tunge er sådan lidt mere bare en splattet klump der bliver mast mellem hendes tænder – very charming…  but still…min lille baby
  • at årsdagen for Natalies ulykke, er samme dag som Luna har fødselsdag
  • at det der weekendfri uden børn bestemt er noget jeg sagtens kunne vænne mig til
  • at det er fucking hårdt at komme i gang med at træne igen – piv
  • at jeg faktisk ikke kan tåle at holde pause fra min træning. Av diskus prolabs, av hoved…nå ja og piv vægt …+ 4 kg
  • at Chefen gerne vil ses igen…og ikke kun i forhold til træning…
  • at jeg kun kan drikke af min nyindkøbte drikkedunk, hvis jeg drikker af den udtrækkelige tut – det der med at skrue låget af for at få det sidste med var jeg åbenbart ikke voksen nok til at kunne administrere – velkommen miss wet t-shirt! (og jaja – jeg var selvfølgelig omgivet af en masse mennesker, det ville da også være pisse ærgerligt hvis sådan en brøler skulle gå ubemærket hen…)
  • at jeg nok alligevel er ret glad for mit arbejde, så jeg bliver sgu hængende lidt endnu
  • at jeg overhovedet ikke kan koncentrere mig om at sidde i en bil, når der er en mellemstor edderkop der vandrer frem og tilbage over forruden…indenfor! Godt min far var chaufføren!
  • at Alex heller ikke kan lide edderkopper indenfor i bilen. Knægten panikkede fuldstændig midt mens vi kørte 110 på motorvejen, da en lille edderkop firede sig ned og satte sig på nakkestøtten foran ham – aldrig har jeg set ham klikke sig så hurtigt ud af sit sæde og nærmest flyve over på storebrors skød. Hvorefter ALLE panikkede i bilen, både fordi han ikke længere var spændt, så pga edderkoppen, og ikke mindst fordi bilen gik fuldstændig amok i alarmsystemet over der var en der havde tilladt sig at klikke sig op. Man skulle dælme tro Fort Knox var blevet brudt op, sådan som den alarmerede!
  • at jeg er ret dårlig til at tage imod komplimenter… Var til fest med en masse gamle venner og blev ved med at få at vide, at jeg stadig blev kønnere og kønnere med alderen… hvorfor er det så svært nogle gange bare at sige tak – istedet begynder jeg at lave jokes… arhmen altså
  • at jeg aldrig mere lover jeg vil smøre 5 (FEM!) madpakker kl 24, efter at være kommet hjem fra fest…det tog halvanden time fordi jeg var så træt. Til gengæld fik jeg dog kæmpe ros næste dag fra FILF’ens to piger – det var de bedste madpakker de nogensinde havde fået. Yes mand! – tænk hvor latterligt, at der ikke skal mere til for at jeg laver en sejrsdans – velkommen til voksenlivet med børn…suk… (mine egne unger var som sædvanlig ganske uimponeret – måske jeg skulle prøve kun at give dem kedelige klapsammenmadder med i en periode – så kunne de måske også begynde at være lidt taknemmelige…)
  • at når man involverer skolen i alt bøvlet der foregår hjemme hos Morten – vupti, så er kommunen pludselig også involveret
  • at vi i år springer foråret over – frost den ene uge, 26 grader den næste – velkommen sommer…eller…så længe den varede.
  • at min fars helbred er virkelig skrantende…og manden trækker bare på skuldrene og griner
  • at Luna godt kan lide bryster når hun bliver stiv
  • at Frisøren nok aldrig holder op med at spøge i mit hoved… og jeg ved heller ikke om jeg egentlig ønsker han skal forsvinde… heldigvis trøster jeg mig med at det går begge veje, han skriver gennemsnitligt hver uge at han savner og elsker mig, og hvornår vi kan ses igen.
  • en clairvoyant har fortalt mig at jeg tilsyneladende har clairvoyante evner. Hun kiggede intenst på mig og tilføjede; og du véd det godt! 

90’er festen

Så jeg var jo til 90’er fest i lørdags !

Jeg blev SÅ fuld, men heldigvis ikke lige så stiv som Louise (kommer lige i tanke om, jeg helt har glemt at spørge om hun egentlig kom til skade i det styrt hun lavede foran flæskestegssandwichboden – ej hvor er jeg en dårlig veninde! Nå, men jeg kan da huske jeg hjalp hende op – point til mig)

Vi mødte Nutellapusheren, som var så sød og give os armbånd til fri-bar området, ovenikøbet helt uden forventninger om tilbagebetaling i naturalier – jeg var så lettet! Han opførte sig faktisk helt sobert – meget uvant. Så rendte vi ind i nogle jeg kender fra gammel tid. Den gang var de lidt nogle banditter…de kom fast hver weekend i den bar jeg hvor jeg arbejdede. Nu var de lidt mere voksne, lignede stadig nogle banditter, men de var sjove, så vi blev hængene.

Bandit 1 havde faktisk inviteret mig ud tilbage engang i oktober/november, men dengang sagde jeg at han skulle spørge igen i 2017, jeg havde jo stadig Frisøren meget skarpt i hukommelsen og kunne ikke lige overskue en ny. Han glemte det lidt, og det gjorde jeg også, og vi har faktisk først for nylig skrevet lidt sammen igen, så det lå måske lidt i kortene at vi skulle snakke sammen til 90’er festen.

Det ender istedet med at jeg snakker med bandit 2 og 3, og bandit 1 snakker med Louise.

På et tidspunkt hvor jeg er alene med B2, jeg ved ikke hvor de andre B’er og Louise blev af, så kysser B2 mig fandeme – helt uden varsel! Nå okay, jaja det kunne han da godt finde ud – det ros skal han da have. Og så snakker vi videre som om intet var hændt og det skete heller ikke igen. B2 fortæller så også at han jo faktisk har kæreste. Jaja okay, det var jo bare et kys uden betydning.

Senere bliver B2 lidt kåd og kaster en drinks op i luften, der er ikke særlig meget i, men vi mærker da allesammen lige at vi får drys med gin og lemon på os – fjollet ting at gøre! Hvad der så er endnu mere fjollet er, at Louise føler sig så forurettet over at have fået drinks på sig, så hun vælger at kaste et helt glas vand på B2… På det her tidspunkt er solen gået ned, så B2 har ikke rigtig mulighed for at blive tør igen… og han bliver rasende. Som i rasende helt tilbage til ligesom dengang, de virkelig var banditter i baren og jeg gentagne gange måtte gå imellem, for at de ikke kom op og slås.

De ja vu – Så stod jeg pludselig der igen med B2. Hans øjne flakkede psykopatisk fra side til side – han var seriøst klar til at slå Louise i gulvet…græsset…

Så den næste times tid måtte jeg sørge for at B2 havde fokus på mig, og ikke Louise. Måtte gentagne gange sige til ham, at det kunne godt være vi ikke havde set hinanden i 15 år, men jeg kunne sagtens genkende når han blev psykotisk, og det skulle han fucking bare lægge fra sig med det samme. Jeg endte med at slæbe ham med i tisse køen – han fik pænt lov at holde mig med selskab i hele den tid, det tog før jeg kunne komme på toilettet, før fik han heller ikke lov til at tisse.

Da vi kom tilbage til B1 og B3 og Louise, fakede Louise og jeg at vi lige skulle have vores ting med fordi vi skulle skifte til varmere tøj. Og så smuttede vi. Louise fortalte så også at B1 havde bagt så meget på hende og samtidig sagt at hun ikke skulle sige noget til mig. Gad vide hvad sådan en mand regner med – vi er bedste veninder og har været det siden vi var 5, som om vi nogensinde ville holde sådan noget hemmeligt for hinanden. Mænd!

Louise’s søde mand kom og hentede os – på det tidspunkt var Louise så stiv og ked af det pga hele situationen med vandet, så hun hulkede hele vejen hjem i bilen. Jeg blev sat af der hvor jeg 12 timer tidligere havde parkeret min cykel, med dertilhørende cykelhjelm – jaja sig ikke jeg ikke var forberedt på at et styrt måske kunne komme på tale. Jeg slingrede hele vejen hjem – total gymnasiestyle sprit stiv på cykel. Godt jeg bor i en lille by, så ALLE sover når man laver sådan noget lort her.

Fik gået tur med Birthe OG samlet hendes lort op – eddermame heldigt jeg ikke væltede ned i lorten, da jeg skulle samle den op! Hvad sker der iøvrigt for, at man altid føler sig endnu mere stiv, når først man kommer hjem? Jeg syntes sgu ikke jeg var SÅ stiv henne til festen…

Får sat mig på en stol udenfor og skriver en semisviner besked til B1, hvorefter B1 opfører sig helt uforstående overfor min besked, og helt vildt gerne vil snakke, fordi der er jo altid 2 sider af samme sag… jaja bare ikke i en sag hvor du bager hæmningsløst på min veninde og så nu stadig tror du har en chance hos mig – forget it.

Dagen derpå

Kender I de dage hvor man bare kan drikke og drikke, altså alkohol, men man rammer aldrig hegnet?? Sådan en aften havde jeg igår! Jeg hældte den ene Mokai, Summersby, Tempt, Drink, Øl ned efter den anden og hvad skete der? NADA! Luna derimod – hun var allerede så fuld på vej mod København, så hun måtte have 3 tissepauser undervejs. Og det eneste sted vi fandt et toilet, var på hovedbanegården, resten af gangene foregik i buske, og lidt for tæt på togskinnerne. SÅ glad for jeg ikke var den eneste teenager i aftes!

Hvad sker der iøvrigt for toiletterne på hovedbanegården? Det er jo lige før security i Kbh’s lufthavn er nemmere at slippe igennem end ind til de toiletter – holy moly!

Vi startede på Club Viva(+30) på Vesterbrogade. Jeg skal så også love for at det var + 30 der befandt sig derinde. Måtte instruere Luna i, at hvis hun nogensinde så mig som + 50 årig tage på sådan en klub iført tøj der skulle have siddet på en konfirmand og med stilletter så høje så man kunne få en seriøs ankelfraktur hvis man vrikkede om på dem, så havde hun fuld tilladelse til lige at losse mig hårdt i fissen. Bare sådan lige for at banke lidt fornuft ind i hovedet…fissen…på mig.

Måske er jeg fordømmende nu, forhåbentlig havde de det mega sjovt, det håber jeg! Men det eneste jeg så, var desperate kvinder i en firehestesbrandert, der hev alt hvad de havde op af hatten for at score en eller anden mand, som iøvrigt lignede en der kun holdt sig til med udsigten til, at der kunne være noget nemt sex i vente.

Ovenpå Viva lå en karaoke bar, som man skulle igennem for at komme til Viva…arhmen altså, stive mennesker der synger karaoke… Hvem filan opfandt dog også det møg?

Vi smuttede videre på Natcafeen. Shit der var mange mennesker, men det er der faktisk altid, synes jeg…de få gange om året jeg bliver lukket ud af karantænen og havner derinde. Vi skiftede lidt mellem Natcafeen og baren ovenpå, som jeg ingen anelse har om hvad hedder? Men danset det fik vi! Så meget faktisk, så jeg ikke er i tvivl om at jeg har fødder idag – avav.

Jeg mødte en Jesper, jeg engang gik i skole med, derinde. Vi snakkede egentlig ikke så meget sammen andet end hej. Men så endte vi i samme bus hjem, jeg hilste på ham og smilede, og så snakkede jeg ellers videre med Luna og en gut med enormt stort skæg. Pludselig mærker jeg min tlf ringe i min taske – så er det fandeme Jesper, 3 rækker længere nede i bussen. Han skrev jeg ikke skulle lade som om han ikke var i bussen. Det var åbenbart ikke nok at hilse.. Han begynder så at skrive, at han synes jeg er lækker, og om jeg har fyr på. Jeg griner bare lidt af ham, og er da smigret. Da vi hopper af ved vores stop, skal han heldigvis videre med sin kammerat. Men han bliver ved med at skrive om ikke han skal komme og putte med mig, og at han havde haft vildt lyst til at kysse mig i bussen og iøvrigt altid havde syntes jeg var lækker. Jeg er nødt til at skrive tilbage, at jeg synes han skal tage hjem til sin kæreste og deres, forholdsvis, nyfødte baby, det er jeg sikker på han vil være gladest for her dagen efter. Han har så skrevet idag også… for de er åbenbart ikke hjemme…. Ude af øje ude af sind, passer vist ret godt på ham.

FILF’en har skrevet og spurgt om ikke han skal hente mig så vi kunne køre en tur på strandvejen og få en is. Det er jo mega lækkert vejr idag, april måned taget i betragtning. Han har en BMW cabriolet…jeg kunne godt lokkes her dagen derpå.

God søndag til jer <3

Når man åbenbart stadig er teenager indeni

JEG skal ud i aften! Altså i byen byen – og drikke og danse og give den alt den gas jeg overhovedet kan præstere.

Grunden til det er SÅ stor en begivenhed, er fordi mellem deleordning og skiftende arbejdstider, så er byture og hyggeaftener med veninderne klassificeret under kategorien Utopi. Jeg har mine børn 9 dage, og i de 5 dage Morten har dem, har jeg mine nattevagter på mit arbejde – jeg skal have 8 nattevagter på 4 uger – hvilket efterlader 2 friaftener til mig om måneden, som regel hver anden onsdag. Det er mega nederen og jeg er faktisk ved at nå et punkt, hvor jeg næsten ikke kan overskue sommeren kommer og jeg ikke kan nyde min nye have med venner og grillaftener. Jeg er til gengæld  heldig så jeg kan have 5 (FEM) friweekender på et år – dvs 5 weekender uden arbejde og uden børn – den ene har jeg allerede brugt da vi var på Bali, med børnene.

Fire weekender tilbage til resten af året – eller nej faktisk kun tre, for denne weekend er nr 2. Jeg skulle have været til Amsterdam med Filfen, men det kunne jeg ikke lige overskue. Jeg var så så heldig så Alex havde sidste dag i børnehaven og det var selvfølgelig enormt vigtigt jeg var med til det – vupti, så fik jeg udskudt (læs: aflyst!) den tur.

Så i aften skal jeg i byen med Luna og jeg kan slet ikke vente!

Jeg har lige været ude og handle for vildt ind til at kunne lave Piña Colada og Strawberry Daquiries, og ellers et hav at Mokai, Breezerz, Cult og hvid- og rosévin. Man må ALDRIG gå ned på alkohol! Det er jeg ret sikker på står i alkohol-loven…

Det sjoveste ved idag indtil videre var så, da jeg stod i Netto og smed alle de her klirrende drikkevarer op på båndet og pludselig følte mig enormt gammel ift hvad det var jeg havde lagt op… for altså, hvor gammel er det lige jeg er?! Måske burde der nok egentlig have ligget gin og tonic og rødvin for at det havde passet bedre på min alder. Men jeg får altså hovedpine af rødvin og gin har altid mindet mig om grannåle. Jeg kan ikke få det stads ned.

Så midt imens jeg står der og tænker aj fuck altså hvor er det her faktisk pinligt, total teenagestil jeg har kørende med alle de Mokai der ligger og klirrer på båndet hver gang kassemedarbejderen trykkede båndet længere frem, jeg håber virkelig ikke jeg møder nogen jeg kender. Så kommer der fandeme ikke bare een, men TO ældre herre fra længere nede i køen, som ikke kender hinanden, hele vejen op til mig, kigger meget interesserede på alle mine teenagevarer, hvorefter den ene så siger; ‘ja jeg skulle lige se om jeg kunne blive lidt inspireret’. 

Det eneste rigtige svar jeg kunne hive op af ærmet lige der, var; ‘ja – det er ikke sådan når man har teenagebørn i huset, som skal holde fest…’

Og ja – vi er kun to…

Mer’ Bali, men nu i Ubud

Så vi skyndte os videre fra skrækkelige Kuta og ind midt på Bali i et lejet Airbnb hus i Ubud.

Shit det var stort! Men da vi kom til det, var det også for at dele det med Louise, hendes mand og deres to drenge. De er nemlig på jordomrejse i 6 mdr og er hele årsagen til at vi er taget så langt væk på ferie. For da de planlagde deres rejse, spurgte de om ikke vi kom og besøgte dem, og eftersom januar altid er den værste måned på året, skyndte jeg mig at sige Joo, hvorfor ikke, hvor er I i Januar? og der var de tilfældigvis på Bali. So here we are.


Vi var 5 dage i det kæmpe hus, hvor vi havde tilknyttet privat kok, der kom om morgenen og lavede morgenmad til os, og en enkelt aften hyrede vi ham også til at lave aftensmad til os – traditionel indonesisk mad – det gjorde han sgu godt. Jeg tror faktisk godt jeg kunne vænne mig til at have sådan en huskok til at lave mad til mig, så skulle han bare kun lave sund mad, så jeg måske kunne undgå at falde i de der cravings fælder, hvor jeg får spist en masse usundt på alt for kort tid, og bagefter fortryder det HELT vildt!

Vi boede på øverste etage i huset. Der var ingen vinduer og badeværelset var helt åbent med udsigt ud over palmer og rismarker – det var meget flot. Vi sov i himmelsenge for at holde myggene ude om aftenen – det var faktisk ret romantisk, hvis ikke det lige var fordi jeg lå der med mine unger ved siden af.


Fra huset tog vi på forskellige ture til bla et vandtempel, selvfølgelig rismarkerne, et vandfald og en kaffeplantage, hvor jeg endte med at købe noget af verdens dyreste kaffe – I ved, den hvor der er et dyr, en Luwak, som først har spist (selvfølgelig) KUN de bedste kaffebønner, hvorefter de så venter 10 timer på den skider dem ud igen, og så derefter bliver de renset (heldigvis!) og ristet og lavet til kaffe.


Hvad vi til gengæld ikke gjorde, var at besøge Monkey Forrest, selvom det lå 10 min kørsel fra vores hus.

Dér var jeg nemlig i 2002, og det står stadig for mig som noget af det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet. Det kan godt være det er super spændende, i teorien, at få lov at se aber i det fri, men de aber i den skov – de er psykopat aber! Vaskeægte rendyrket ondskab i hver enkelt fucking lille klam møgabe!! Jeg kan ikke anbefale det til nogen! Dont go there!! For det første! så tænker man, ja – jeg kan da godt lige købe et par bananer ved indgangen de kan få, det er da meget sjovt. Jeg endte med at kaste hele bundtet af bananer i hovedet på en abe og selv løbe den modsatte vej – for de går jo til angreb for at få fat i de skide bananer. Og de helmer ikke før de har fået dem. Og som om det ikke var nok, så jagtede de folk med rygsække, for tænk hvis de havde mere mad deri. Arhmen altså! Ikke engang min ex Morten er halvt så aggressiv som de lortedyr.

Ungerne ville selvfølgelig vildt gerne derind, også selvom jeg forklarede dem børneversionen af ovenstående. Sjovt som børn, eller mine børn, bare ikke vil tro på når jeg fortæller dem om nogle af mine dårlige livserfaringer, det er som om de tænker jeg er kuleskør og det jeg siger slet ikke passer. Men heldigvis er det jo stadig min dåbsattest der markerer hierakiet i denne familie, såehm…

%d bloggers like this: