Tag: træning

Nordic race #2

Jeg har vist nok gjort noget knap så velovervejet.

Jeg har løbet endnu et af de der forhindringsløb, Nordic Race, ude på Refshaleøen igår.

Grunden til det var lidt dumt jeg gjorde det, hænger direkte sammen med, at jeg ikke har trænet siden sidste løb i maj. Altså vi taler zero aktivitet hvor pulsen kommer op over 100, (medmindre sex tæller) samt indtagelse af stort set alt hvad der har været at spise, og rigelige mængder vino stort set hver dag solen har skinnet. (Sol er jo bare lig med vin… i min verden).

Så da hele mit hold fra mit arbejde begyndte at smuldre fordi de sjovt nok havde lavet samme sol/vin/mad/minus motion-stunt som jeg selv, så tænkte jeg: okay, så slipper jeg jo nok også. Problemet var bare, at jeg jo havde lokket Alfa og hans svoger til at deltage i det her løb også. Og de mente jo, at hvis ikke jeg skulle løbe det med mit arbejde, så skulle jeg da løbe det med dem…

Så det gjorde jeg. Men allerede om morgenen, hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen pga min ryg gjorde ondt (straffen for ikke at træne), der havde jeg allerede dårlige fornemmelser for den dag.

Og da startskuddet lød og væggen, i den container vi var blevet proppet ind i, væltede og vi efter 50 meters løb mødte den første forhindring, en grøn container på ca 2 1/2 -3 meters højde, hvor Alfa og Svoger måtte trække mig op fordi jeg allerede der, ikke havde kræfter til at trække mig op, der tænkte jeg: for helvede det bliver lange 5 km det her. Ikke mindst fordi min højdeskræk så også gjorde at jeg faktisk ikke turde hoppe ned fra containeren igen.

Men på mirakuløs vis kom jeg dog igennem. 1 time langsommere end nr 1 og med langt flere strafrunder, hestesko og assistance end ved løbet i maj. Og det irriterede mig helt vildt at jeg ikke havde kræfterne til at gennemføre det ordentligt denne gang.

Alfa har naturligvis delt sommerens glæder med mig. Og dermed også indtaget præcis de samme mængder vin og mad som jeg. Og heller ikke trænet. Men han var selvfølgelig den der enormt irriterende type som så en forhindring, spurgte; hvad skal vi så her, for derefter bare at gennemføre forhindringen uden problemer. Jeg syntes selvfølgelig han var herre sej og var meget imponeret. Men for helvede altså hvor det ikke hjalp en skid på min egen følelse af utilstrækkelighed over ikke at kunne det samme. Det hjalp heller ikke at manden så rendte rundt med sådan et jubelsmil fordi han syntes det hele bare var så mega fedt.

Nå. Dagen derpå har Alfa et lille hudafskrab på det ene ben, og skadefro som jeg er, griner jeg over at han heldigvis er mega øm steder han aldrig har mærket før. Lidt retfærdighed må der da være til.

Jeg derimod kan næsten ikke løfte mine arme. Jeg kan ikke trække trøjer henover hovedet uden at skulle bede om hjælp og det der med at få bukserne op om røven igen efter et toiletbesøg, er nærmest også en umulighed. Det har lige kløet på min ryg og jeg måtte opgive at klø igen, for jeg kunne simpelthen ikke få armene derom.

Nå ja og så ser jeg sådan her ud.

og piver selvfølgelig næsten ikk… medmindre jeg skal bevæge armen.

Nordic Race part 2

Jeg løb jo det der løb den 19. maj. Nordic Race. Og gennemførte! Godt nok tog det os 2 timer fordi vi besluttede det skulle være sjovt og ikke på tid. Til sammenligning gennemførte nr 1 på 26 min.

Jeg fik en rigtig fin medalje, som jeg er meget stolt af og en masse ‘racekisses’ i form af 700 blå mærker jævnt fordelt over hele kroppen. Dem var jeg faktisk også stolte af. De vidnede om nok den største udfordring jeg nogensinde har givet mig selv.

Nu har jeg så meldt mig til Nordic race igen den 1/9 ude på Refshaleøen, sammen med 9 kollegaer (et par enkelte gengangere fra sidst, andre havde i den grad fået stillet deres lyst) og er denne gang meget bevidst om hvor jeg skal blive bedre i min fysik.

Og det er vigtigt for mig, det der med formen – for som der sker for så mange andre når de bliver forelskede er det også sket for mig, at jeg har slækket gevaldigt på min træning den sidste tid. Og det kan ses og mærkes. Men der skulle nok heller ikke så meget ‘falden ved siden af’ før man kunne se det. Var nede på 60 kg, jeg er 170 høj, og min fedtprocent var kommet ned på 22. (21 er nedre grænse inden for normalområdet for min alder) Mine bryster var blevet sådan et par flade kedelige tomme hudlommer og jeg havde faktisk bestilt tid til at få dem fyldt ud inde hos Amalieklinikken.

Nu har jeg så taget et par kg på igen og noget af det sidder på brysterne – til stor begejstring for Alfa. Men jeg vil faktisk hellere ned i fedtprocent igen og så få dem fikset end jeg vil være utilfreds med mig selv og føle mit tøj sidder forkert.

Så lige nu, i skrivende stund, befinder jeg mig på et løbebånd i fitness World. Back on track som man siger. Og er glad og lykkelig og føler for første gang nogensinde at jeg kan få det hele. (Nejnej – silikonebabber var ikke lige det jeg mente her – det er vist mere en konsekvens af noget andet jeg ikke lige havde forudset ville ske).

Nå ja, og så har jeg åbenbart inspireret min kære Alfa, så nu har han dælme også meldt sig til Nordic Race sammen med sin svoger. De sendes afsted 10 min før os. Så jeg får lov at sende ham afsted og han får lov at modtage mig på mållinien.

Imorgen skal jeg løbe Nordic Race inde på Amager Strandpark sammen med 10 kvindelige kollegaer. Og sammen med kollega T har vi trænet op til dette løb gennem de sidste 3 mdr. Som de eneste på holdet med en målrettet træning til præcis det her løb. For dem som ikke ved hvad det er, så er det 5 km løb i sand med ca 30 forhindringer/udfordringer undervejs. Lidt ligesom en militær forhindringsbane.

Så gennem de sidste 3 mdr har min træning flyttet fuldstændig fokus fra styrketræning til forskellige former for klatretræning. Jeg kan nu både gå i armgang, svinge mig som en abe i ringe, lave kolbøtter ud over netvægge i 4-5 meters højde, (hvilket er ret stort eftersom jeg lider pænt meget af højdeskræk), og så kan jeg klatre lodret op i et torv, hvilket jeg især øvede ekstra igår. Og gæt hvem der nu mangler hud på undersiden af højre hånd!

Arhmen altså, hvor flot er det lige at skade sig selv lige før løbet.

Men derudover har jeg faktisk også småskadet min venstre skulder og albue, samt højre knæ har fået en mærkelig hård øm bule på knæskallen og så ligner jeg konsekvent et voldsoffer pga alle de blå mærker den form for træning giver.

Men stoppe med det – hell no! Indse jeg snart bliver 40 og måske burde erkende det er en leg for 20 årige, not gonna happen – for aldrig har jeg syntes træning var sjovere, og den sejrs følelse det giver når man har fået rykket sine grænser er helt euforisk. Er høj på lykke hver gang noget nyt er lykkedes.

Så send mig gerne en ‘Pøjpøj’ tanke imorgen ved 12 tiden, og kryds fingrer for jeg ikke får alt for mange (og flere) skader undervejs.

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Bootcamp

Sidste år besluttede jeg mig for at blive fit, hvilket også lykkedes allerede efter forholdvis kort tid. Jeg var pænt tilfreds med mig selv. Men altså, det er virkelig svært at holde den gode form. Så jeg har meldt mig til en 6 ugers trænings bootcamp. Med i forløbet medfølger også en kostplan, som jeg nu har efterlevet de sidste 2 uger.

Jeg meldte mig, fordi jeg var røget af sporet med min træning og min mad. Det sker ca hvert halve år, så får jeg pludselig nok og går komplet ombord i Ben & Jerrys, kage og chokolade, og jeg mister motivationen til at træne. Virkelig dårlig kombi! 

Så NU står den på Bootcamp, så jeg forhåbentlig kan komme lidt hurtigere tilbage på sporet end hvis jeg helt alene skulle hive mig selv op på hesten igen.

Men altså fååårrk hvor er det hårdt!  Virkelig hårdt! Bootcampen, fordi jeg bliver presset på min fysiske form, og psykisk, fordi kostplanen ikke efterlader meget plads til snackeri…og min krop craaaaaver is og chokolade. Især om aftenen.

Men tag ikke fejl – det er på den fede måde – jeg elsker at kunne mærke jeg har brugt min krop. Alt det usunde er ‘bare’ en dårlig vane….som er fucking hård at bryde med!

4 uger igen – jeg skal fandeme klare det, det er virkelig for sølle hvis jeg ikke kan overholde 6 ugers kostplan og (monster) hård træning.

 

 

Fit Fit Fit

Så jeg har taget en beslutning!

Jeg vil være fit!! Selvfølgelig kke bodybuilder niveau overhovedet, heller ikke bikinifit, men tonet all over. Det MÅ kunne lade sig gøre også selvom jeg nærmer mig de 38?! Jeg er 170 høj og vejer pt 65 kg. Jeg tænker ikke det er urealistisk, selvom jeg er alenemor til tre og har job med skiftende arbejdstider…det handler vel bare om fokus…ikk…

Så jeg har fået hjælp af Chefen. For han ved enormt meget om kost og træning eftersom han selv har stillet op i et eller andet engang.

Vi har mødtes 3 gange siden jeg kom hjem fra USA, hvor vi har trænet sammen og han har nu lagt et træningsprogram til mig. Jeg er meget spændt på det! Jeg trænede også før, men han presser mig lige det ekstra jeg har brug for – det er fantastisk. Og vi kan fungere sammen uden at der er noget drama eller ubehag efter vi stoppede med at ses. Jeg skal ikke udelukke jeg da sagtens lige kunne tage en for holdet og være sammen med ham igen, men så er det kun fordi der jo er visse behov der ikke bare lige forsvinder, selvom ens hjerte ligger lidt ovre på den anden side af kloden.

Når jeg er nået lidt længere i forløbet, så smækker jeg sgu et før og efter billede op til jer, så blir det spændende om I kan se forskel…

%d bloggers like this: