For små 2 år siden, fik jeg en diskus prolabs, og blev virkelig invalideret, kunne ikke gå den første uge pga smerter og føleforstyrrelser og det tog mig efterfølgende 3 mdrs genoptræning, sammen med alle seniorborgerne, hos kommunen, før jeg nogenlunde kunne begynde at fornemme, at jeg ville få livet tilbage til normal igen. Lægerne sagde til mig at jeg aldrig kom til at løbe igen. Ikke at lige præcis det var så stort et tab for mig, eftersom jeg virkelig hader at løbe, og jeg altid kun har kunne slæbe mig op på små 3 km, hvoraf jeg hele vejen konstant tænkte på, hvornår jeg snart kunne stoppe igen, samt om jeg mon hostede mine lunger op undervejs.

Men så for en måned siden kom min chef så og spurgte om ikke jeg skulle være med til at løbe DHL. Argh sagde jeg, jeg tror ikke jeg kan den dag! Men hun pressede på, og jeg endte med at sige ja, for jeg har jo ikke lavet andet end at styrke min ryg siden jeg fik diskus prolabsen, så det kunne jo meget vel være jeg kunne begynde på det der løb, uden der skete noget. Okayokay, jeg indrømmer…jeg synes også altid det ser SÅ hyggeligt når folk sidder og hygger bagefter løbet med øl og mad, så måske det trak lidt også. Nå! Så jeg startede med at træne op til DHL og det lykkedes mig dælme at nå de 5 km på en tid, der lå omkring de 35 min – hvilket jeg syntes var ganske fint, min rookiestatus taget i betragtning.

DHL dagen oprandt så i mandags for Rigshospitalet. Og jeg fucking løb de 5 km på 30 min. Jeg kunne jo næsten ikke få armene ned igen! Pisse stolt jeg er af mig selv, hvis jeg lige må have lov at være så fri! Men shit hvor er det nederen at skulle løbe den sidste kilometer i grill-os, lige på det værste stykke, hvor man i den grad har brug for helt ren ilt… og når jeg skriver man så mener jeg selvfølgelig undertegnede, for der var da helt sikkert nogen der lignede de ikke lavede andet end at løbe i al deres fritid. Og så var der dem, flertallet måske ovenikøbet, som jeg seriøst overvejede om der ikke burde være transportable respiratorer med til, til når de slæbte sig over målstregen. 

Faktisk var der en ting der var værre end grill-osen, og når nu jeg fortæller denne her lille hemmelighed til jer der følger med herinde, så har i edderfandeme bare at grine af det, for det prøver jeg virkelig at overbevise mig selv om at det er…altså sjovt..det jeg nu ømtåleligt vil fortælle…

Så hvordan starter jeg lige det her emne…

Øhm…. årh…. I kan godt fornemme det er lidt svært ikk?

 

Nå, here goes… jeg har skrevet om det her før faktisk.

Jeg havde….forberedt mig selv på, at jeg måske kunne risikere at lække lidt under sådan et anstrengende løb, selvom jeg faktisk næsten ikke har haft nogle tilfælde af utætheder når jeg har løbet på løbebånd, men altså helt ærlig! Jeg er så mega træt af, at fordi jeg har fået tre børn, så er det som om jeg har mistet forbindelsen til min blære når jeg anstrenger mig. Fx har jeg hostet voldsomt siden Skanderborg, og kommer sådan et host eller nys uventet, så småtisser jeg i trusserne. Så trusseindlæg er i høj kurs herhjemme lige pt.

Til løbet igår havde jeg så taget et normalt bind på, for tænk hvor pinligt det kunne være hvis jeg bare småtissede hele ruten rundt og mine bukser endte med at være helt våde af tis, og ikke af sved. 

Den første halvanden km kunne jeg slet ikke styre det, og jeg havde ovenikøbet lige tisset af OG ladet være med at drikke noget i flere timer op til – Arhmen come on – jeg hader min krop på det punkt! Efter de første 1500 meter var det som om jeg fik ok styr på det igen – eller måske var jer bare endelig tom, either way, jeg var lidt letter. Jeg løb og tænkte på, at ligesom når man har menstruation, så føles det altid værre end det reelt er, så jeg havde en klar forventning om, at det der bind havde virket efter hensigten… Det var først da jeg kom i mål og kunne slappe af og mærke efter, at jeg opdagede at det der skide bind jo kun havde virket lidt efter hensigten. Jeg var helt våd mellem benene – arhmen altså!! Dog ikke ned til knæene, meeeen en 15 cm var jeg nok. Jeg havde heldigvis sorte bukser på…meeen jeg syntes godt man kunne ane at de var lidt våde. 

Jeg hev min blå T-shirt godt ned over røven og håbede inderligt at alle dem der har løbet bagved mig og dem der har stået og kigget på os løbere, ikke har set det. Fuck hvor er det nederen altså! 

Heldigvis havde jeg en langærmet jeg bandt om livet så snart jeg var tilbage i teltet hos kollegaerne. 

Jeg forudser at når jeg bliver gammel, så ender jeg med at blive sådan en grå dame der sjattisser hele tiden, som på plejehjemmet altid render rundt med sådan en ammoniak odeur hængende omkring sig, jeg håber dælme jeg er så dement på det tidspunkt, så jeg ikke selv opfatter det. 

Lort altså … eller, tis også!