Tag: Stress

Beretninger fra nattevagt #9: …konsekvenserne…

Har haft 12 timers nattevagter i denne weekend…er lige vågnet og tror min krop prøver at fortælle mig at jeg er ved at være for gammel til de skiftende arbejdstider – min balancenerve er i hvert fald ikke stået op sammen med mig. Det er lidt som om jeg bevæger mig rundt på bornholmerfærgen i dårligt vejr /;

Nå, men hvad er der så sket af spændende ting om natten på Danmarks største hospital…eller i hvert fald i en lille del af hospitalet 😉

Fredag passede jeg to tyrkiske patienter, hvoraf den ene af dem havde en søn med SÅÅÅÅÅ lækre brune øjne – han var ikke ung, havde lidt grå stænk i håret og måske en lille smule for meget sul på kroppen, men det fadede selvfølgelig fuldstændig i baggrunden… Så dér gik det op for mig, at jeg nok egentlig bliver lidt blød i knæene omkring mænd med de der dybe brune øjne – Tobias har dem også…. Han er nok også en af de eneste som har formået at få mig til at blive lidt forfjamsket når han virkelig kiggede mig dybt i øjnene. Ellers plejer jeg vist nok at kunne holde øjenkontakt med det modsatte køn 😉

I nat passede jeg så en anden patient – ved min første gennemgang af patienten opdager jeg at hans ene ben er iskoldt og blålilla på foden, får selvfølgelig sat de rette mennesker på sagen og patienten kører hurtigt til operation – kommer dog tilbage med et endnu mere lilla ben /: Patienten har så det man kalder ‘rygerben’ som pga rygning gør at de perifære kar er ekstra kalkede til og derfor sværere at få pumpet blodet rundt i de små kar.

Problemet er at det måske skulle have været opdaget i vagten før min, da det ikke havde været så udtalt om dagen – men pga. personalemangel har det ikke været muligt for min kollega at fokusere ordentlig på denne patient fordi hun havde sindssyg travlt med nabopatienten også. Man kan sige at det er virkelig skidt for denne patient at han mister sin fod, men fandeme også et opråb til vores ledelse om at det har konsekvenser at vi er underbemandede… arhmen jeg er så harm!

I en anden del af afdelingen var der problemer med muslimske pårørende. Slår lige fast at jeg ikke er racist! Men hvis der er nogle mennesker der i den grad er et problem i det offentlige, så er det desværre dem.

Flere kollegaer gik ud til de omkring 100 pårørende der havde indtaget operationsgangen, hvor de i øvrigt også sad og røg, og sagde til dem at de ikke kunne sidde der, men at de skulle være søde at gå ned i indgangshallen – hvorefter de hver især blev mødt med kommentarer som ‘så ha’ dog lidt menneskelighed’ og ‘det er vores fucking bror der ligger derinde’ og ‘du skal bare holde din fucking kæft’.

Jeg siger det lige igen – jeg er ikke racist, men de mennesker har ingen respekt for andre end dem selv. De opfører sig som om det er vores skyld at deres familiemedlem er havnet på hospitalet, i stedet for at se at vi faktisk prøver at hjælpe.. Og ja alle mennesker reagerer forskelligt på krise, men jeg synes nu alligevel, med den erfaring jeg har inde for ‘systemet’ at jeg ser et mønster…. desværre…

 

 

 

Verdi på en hverdag ;D

Verdi

Drikker Verdi på en onsdag!

Ja okay det er ikke fordi de har overdynget sådan en Verdi flaske med alkohol – tror vist kun den er på 5%, men effekten af ro indtræffer dog alligevel 😉 Gad vide om det handler om noget psykisk – at ved at åbne en flaske og drikke af et lidt finere glas end normalt, så afstresser man automatisk?

Har været på arbejde i dag for første gang i 3 uger – har haft ferie og ellers været i skole – sjovt som fravær ikke ligefrem øger lysten til at komme tilbage på job. Heldigvis skulle jeg gå sammen med en uddannelses ansvarlig, så det meste af dagen er gået med hyggesnak…. gad vide hvorfor jeg så egentlig havde brug for at drikke Verdi….?

Der er blevet ansat en ny mandlig sygeplejerske i min afd – han ligner virkelig en man ikke kan tage seriøst. Han ser så ung ud!

Eller er det mon mig der er ved at være en gammel krage… (don’t answer that 😉

Årh ja, var sgu lige ved at glemme at psykopat Mikkel kom i min afdeling i dag – han skulle hjælpe en kollega med noget. Jeg sad på hold ved tlf, og så pludselig en fuldt tatoveret arm komme frem bag en væg bag ved mig, og da jeg kiggede op, var det ham. Sagde hej, hvilket han også gjorde og så tog han fat i min skulder/nakke og gav mig et kærligt klem idet han gik forbi… Følte nada – ingen nervøsitet, ingen spænding, ingen flirt, intet… det var ret fedt ;D case closed!

 

I don’t give a fuck ;)

Der er styr på livet igen!

Puha var da lige ved at miste forstanden i torsdags.

A og jeg fik løst vores uoverensstemmelser og kom tilbage på rette spor. Vi har erkendt at vi vist begge to har lidt for mange lig i lasten ift konflikter og konfrontationer, at vi simpelthen ikke kan finde ud af at skændes på en konstruktiv måde og at vi måske burde se en parterapeut, som kan give os nogle redskaber til ordentlig håndtering af skænderier, så det ikke ender helt derude hvor jeg lukker mig inde bag min meterhøje mur og han smutter i sommerhuset.

Han hjalp mig med at aflevere Ida fredag morgen, og sørgede for at vi alle kom ud af døren i ordentlig tid, hvilket resulterede i, at jeg kom 10 min for tidligt på arbejde! Det var vildt! Helt ro i maven hele vejen ind til arbejde – og fandt oven i købet en p plads med det samme.

To af mine chefer kom da også og spurgte mig gentagne gange om jeg var ok, og om det var gået bedre med morgentrafikken end dagen før.

Fik i øvrigt en sms sent torsdag aften fra Natalie, om at hun var brudt sammen inde på arbejdet onsdag, og at hun nu endelig ville sygemelde sig i mindst en måned. Det har hun fandeme været længe om – hendes skilsmisse fra også en psykopat eksmand, som tævede hende, har bestemt heller ikke været nem. Og bliver det heller ikke foreløbig.

Gad godt at være en flue på en væk inde på bagkontoret på arbejdet.
‘Aj og så brød Natalie sammen onsdag og tudede og tudede – og gudhjælpemig om så ikke Malou bryder sammen torsdag og sidder og græder midt inde i afdelingen’.
De må dælme tænke sit vores ‘kære’ chefer.

Nå – I don’t give a fuck! ;))

Stress… /:

Tror jeg er ved at gå ned med stress…

Har tudet hele vejen ind på arbejdet, var SÅ tæt på bare at slukke min Tlf og lade som om jeg ikke skulle på arbejde og lade kollegaerne sejle i deres egen sø, uden behov for at give dem besked om hvor jeg var.
Men sådan er jeg jo ikke…
Kom 45 min for sent pga kø og unger der hele tiden glemte ting så jeg måtte vente på dem. Og Ida der glemte sin opgave i bilen, som skulle afleveres idag og som hun havde arbejdet på hele ugen, så måtte vende bilen om og køre tilbage med den.
A der stadig har masser af spørgsmål til mig ift min adfærd som han ikke mener er den korrekte. Og lige prikken over i’et… Så begyndte han at stille spørgsmålstegn ved min færden på facebook.
‘Hvorfor kan du sende ‘kærlighedserklæringer’ til veninder derinde og ikke til mig?’
Jeg havde sendt et billede til Natalie med hende og mig på fra arbejdets sommerfest og skrevet ‘smukkeste Natalie’
Er det en kærlighedserklæring ?
Og så var han utilfreds med at min eks Tobias har liket mine sidste to updates…
Nu har jeg deaktiveret min profil… Fuldstændig som jeg gjorde med Morten dengang vi var sammen fordi han ville bestemme hvem jeg var venner med derinde…
Brød sammen på arbejdet da jeg endelig kom op i afd og min ene chef kiggede på mig og spurgte om det var trafikken igen der havde drillet… Der var flere der så det, så nu kigger alle forsigtigt på mig…
Vil bare gerne hjem og putte mig under dynen uden kontakt til nogen resten af dagen…
Men ansvar ligger og venter med børnene der skal hentes og A der stadig har alt for mange ubearbejdede ting jeg skal forholde mig til…

Suk hvor er nødudgangen?!

Puha – den er ved at løbe af sporet fra mig igen med A…

Han fylder for meget endnu engang, er nødt til at få noget luft igen snart, han ringer og skriver hele tiden. Den anden dag sagde jeg til ham at vi ikke skulle snakke sammen mere når børnene var omkring mig – kunne godt høre på hans stemme at det ikke faldt helt i god jord mens han prøvede at overbevise mig med at det var ok.

Han kommer om lidt og skal hjælpe mig med nogle praktisk ting i min lejlighed, ungerne er hos deres far. Og så skal jeg til middag hos ham på lørdag og vi sås også i søndags… Der går kun max 2-3 dage mellem vi ses…er det mig der er nærtagende?
Eller ja det er det jo – når man tænker på alle mine issues Morten har påført mig med min nu kæmpe angst for at nogen kommer for tæt på så de kan kontrollere mig, så er det jo nok mig der er problemet… /:

(lorte) Drillenisser #/&%&/#

Havde den hyggeligste morgen med ungerne… det vil sige indtil vi kom over på min datters skole og jeg lige tjekker hendes taske efter hendes nøgler hjem til. Det er ret vigtigt de er i hendes taske, så min ex kan hente det tøj der står klar til dem derhjemme.

Ida siger begejstret: de ligger derhjemme!
Mig: aj for pokker skat, hvordan skal du så komme hjem senere og hvordan skal far hente al tøjet?
Ida: nåååå, øh…

Nå, jeg får sagt farvel, temmelig irriteret for nu er jeg nødt til at køre hjem og låse hoveddøren op og lade den stå åben til dem i eftermiddag.

Fræser videre mod vug og børnehave, allerede alt for forsinket, kan mærke stressen lave store ansamlinger i min mave.

Ankommer til børnehaven, hvor der holder en kæmpe lastbil og læsser madvarer af.
Oh no, sådan en lastbil er jo det 8. Vidunder for to små drenge, og de er da i øvrigt også pænt ligeglade med at deres mor er ved at eksplodere ved siden af dem fordi de overhovedet ikke ænser at jeg står og råber at de skal komme med – for det er da langt sjovere at se på en (fuckinglorte) lastbil!

Ender med at kaste den mindste over skulderen og sige at han kunne se på den derfra mens jeg løber ind med den mellemste ved siden af. Kommer ind i entreen i børnehaven hvor der hænger noget irriterende snor fra et radiatorrør over til to ‘glemte sager’ kurve på gulvet.
Kaster kurvene til siden så vi ikke falder i snorene og vil skynde mig at hjælpe ungerne ud af tøjet.

Mindste dreng har så besluttet at I DAG skal være dagen, hvor han absolut selv vil tage alt overtøjet af – hvilket jo ikke ligefrem fremmer hastigheden på afleveringen – ARGH!

Får endelig tøjet af dem begge og åbner døren ind til børnehaven…. Hele gangen ned til børnehaven er så plastret til med sejlgarn på kryds og tværs, lige som det jeg irriteret havde kastet til side i indgangen. Der havde jeg bare ikke lige lagt to og to sammen endnu… Meningen er at man (juleglad) enten skal hoppe over eller bukke sig under det spindelvæv ‘nogen’ har kastet ud over det hele!
Samtidig kører julemusikken for fuld udblæsning nede i børnehaven, så jeg dårlig nok kan høre hvad jeg selv tænker. Normalt skal børnene afleveres i vuggestuen når man er der før kl. 8, men åbenbart ikke i dag…

Drengene elsker forhindringsbanen og styrter mod musikken i bh. Jeg kæmper mig igennem alle snorene og kommer endelig derned, rødglødende af raseri, bare for at finde… tomhed…! og den mindste er nu klatret op i et træhus malet som et æbletræ, sådan et hvor der er små huller i, men ikke nogen muligheder for at man rent faktisk kan fange sit barn og få ham hurtigt ned igen!

Nejnej han skal lokkes ned med alverdens søde gloser, hvilket kræver det sidste overskud ud af mig – men det lykkes – ungen kommer ned og vi returnerer til forhindringsbanen….¤%&%¤#

Nede i vuggestuen finder jeg endelig de voksne! De sidder så helt stille og roligt inde på en stue sammen med et par børn, helt uvidende om alle mine strabadser i den anden ende af institutionen. Tror dog ikke de er et sekund i tvivl om min frustration, da jeg hidsigt siger at man jo tror de er nede i bh med den høje musik der bliver spillet dernede. (som jeg i øvrigt slukkede prompte i min arrigskab)

Nå ja, siger min ellers normalt yndlings pædagog, smilende og med overskud i stemmen at ‘det er jo fordi der har været drillenisser.’
Samme pædagog har i øvrigt klædt sin bil, en lille Hyundai i30, ud som Rensdyret Rudolf til ære for alle børnene.

Kan godt høre jeg er helt galt på den, og det jo er for børnenes skyld, behersker mig og siger farvel til drengene og løber ud til bilen, shit 7:45, skal være på arbejde om 15 min…

%d bloggers like this: