Tag: Stress

Når kaos hersker

Og jeg stadig ikke kan finde exitknappen, så er der kun een ting at gøre – stikke midlertidigt af hjem til min moar! 

Normalt bitcher jeg faktisk over min mors manglende tilstedeværelse i mit og hendes børnebørns liv, men så alligevel – når jeg ringer eller skriver at jeg kommer, så står hendes dør altid åben. Jeg skal bare selv tage kontakten …jeg arbejder stadig ind imellem på at acceptere den del…

Nå, men når nu det endelig skal være, så er jeg faktisk så heldig så min mutti tilfældigvis bor i sydspanien hele vinteren. 

Så her er jeg og ungerne! og her har vi været den sidste uges tid. I noget der ligner solskin, 22 gr og den vildeste solopgang ! 

  

Og nej – jeg har ikke fotoshoppet dette billede – det er seriøst hendes udsigt. Jeg suger det til mig og prøver ihærdigt at glemme kaoset derhjemme. 

Men sådan noget kaos har det jo med at forfølge en – for ofte foregår meget af det jo egentlig mest oppe i ens eget hoved. Nå ja – og på sms, messenger og hvor end problemerne synes at de skal finde en. 

Første (i-lands) problem: Jeg valgte at skifte internet udbyder, og med det besluttede gammelt selskab at lukke internettet før det nye var trådt i kraft – så selvom jeg havde alle mulige fantastiske fortællinger i mit hoved om hvordan sexklub besøget gik – så nægtede jeg alligevel at grifle det hele ned via mobilen. (Og lige nu ligger jeg så alligevel og skriver på mobilen nede fra Spanien). 

Andet problem : jeg begyndte pludselig at småsavne A!! Hvor ind i helvede er min jernhårde mur, som passer på mig, når jeg allermest har brug for den?! Muren som jeg normalt altid bare lige hiver op omkring mig når noget kommer for tæt på og jeg ikke kan håndtere alle de der følelser…både mine og andres. 

Tredje problem : A har ændret strategi fra at bittersvine mig til at han nu vil gøre alt hvad han kan for at få mig til at indse at vi hører sammen. 

Fjerde problem : Husaren har følelser! Hvad fanden blev der af mænd der bare kan knalde og ikke ønsker andet end det?! Han sagde til mig den anden dag at han havde skrevet i sin profil på sexklubbens side, at han var i et forhold….!! “Bare så der ikke var nogen der misforstod noget” begrundede han. I dag opdagede jeg så, at han nu helt har slettet sin profil. 

Femte problem : Morten er den mest eksemplariske version af sig selv for tiden. Og han har OGSÅ følelser. Der er ikke det han ikke vil gøre for at bevise at han for alt i verden kun ønsker at finde tilbage sammen med mig og børnene. Han kommer med gaver hele tiden. Fede! lækre gaver! Jeg prøver at sige at han ikke behøver blive ved med at komme med ting til mig, men han slår det hen og gør det alligevel. Og det er ting som jeg, uden at have tænkt over det, er kommet til at sige at jeg synes var fede. Og vupti så har manden opsnappet det og skaffet mig de ting. Senest den lækreste figursyede dun vinterjakke. Jeg tilbød at betale for den. Men fik ikke lov. Derudover har jeg fået alle mulige dyre smykker – som han undskylder med at han jo nok skylder for alle de år, hvor han glemte min fødselsdag. Så hvad så…forpligter alle de ting mon nu..? Nå ja – og han har selvfølgelig strittet hende den 13 år yngre kæreste ud, så snart han så sit snit til at vise at han kun vil mig. 

Sjette problem : opstartede fys i sidste uge – og de Mackenzie øvelser hun troede jeg ville kunne på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke! Ikke uden at gøre føleforstyrrelserne meget værre i mit ben. Tilbage til bækkenbunds- og korsetøvelserne. Som er omtrent lige så røvkedelige at lave som knibeøvelser. 

Syvende problem : jeg har engang boet hos en famile i Californien, da jeg var 16-17 år. En familie som jeg aldrig har sluppet kontakten med. Og vi har besøgt hinanden ind imellem, men der er gået mange år siden sidst efterhånden. Familien har en søn på min alder. Han og jeg har altid været bedste venner lige siden dengang på trods af halvdelen af jorden og 9 timer var imellem os. Pludselig, da vi skriver sammen forleden, ændrer vores snak sig til flirt, som så udvikler sig til sexsnak, som udvikler sig til at jeg nu har købt en flybillet til Californien til september! Og jeg kan slet ikke vente. Det bliver det længste jeg nogensinde kommer til at tá for at få sex. Men det er jo ikke kun sex med ham… For hey – her har JEG følelser ! Arhmen altså!! 

Ottende problem : jeg er sprunget ud som en anden teenager, der har spist 20 poser Chips, i ansigtet. Bumser alle vegne. Jeg tror jeg er ved at få stress! 

Niende problem : jeg er faldet i vild god (skrivende) snak med den lækreste mand inde på sexklubbens side. Lækker som i brune dådyrøjne, skægstubbe, lækre læber, 190 cm høj vaskebræts jakkesæts mand. Min mave snurrede 40 gange rundt da jeg så det første billede han sendte mig. Denne Gud fortæller så at han er læge! Kan det blive meget bedre?! Nej vel! Jeg stalker så guden via hans mailadresse og opdager at han er psykolog. FUCK fuck fuck! Så gennemskuer han jo med det samme hvor meget kaos jeg slæber rundt med. Han vil så gerne mødes i næste weekend… Tør jeg?

Tiende problem : jeg skal SÅ meget have lavet det indlæg om sexklubbesøget! 

Samtalen

Puha…hvor skal jeg dog begynde…

A har jo taget frier afslaget ret hårdt – forståeligt.

Vi havde aftalt at vi skulle snakke sammen når jeg havde været til Madonna koncert og samtidig også når jeg havde fået skrevet en opgave færdig til noget ift arbejdet, som fyldte meget. Han ringer dog allerede samme eftermiddag jeg er kommet hjem fra Herning, for han kunne ikke vente til dagen efter, hvor vi skulle mødes.

Så. Han gav mig et ultimatum. ‘Enten siger du til mig at du vil giftes med mig på et eller andet tidspunkt eller også så kan jeg ikke se hvordan vi kan have en fremtid sammen’

Jeg kunne simpelthen ikke få det over mine læber. Jeg ville ikke have et giftemål hængende over hovedet, som sådan en skalting fordi det skulle være endnu en af A’s forventninger jeg skulle tage hensyn til.

Hvilket han rent faktisk direkte udtrykte til mig. At det kunne godt være, at jeg ikke lige havde set mig selv blive gift, men i et forhold så indgår man kompromisser og rykker sine grænser, hvis det betyder meget for den anden.

Øh ja – indgår gerne kompromisser hvis kompromisset indebærer at udskifte frikadellerne med fiskefrikadeller. Sgu ikke at blive gift!

Så vi blev nogenlunde enige om at vores veje skulle skilles. Han kunne ikke se hvordan han nogensinde skulle kunne komme over det afslag jeg havde givet ham. Og jeg vil ikke presses til at blive gift…for hans skyld. Så vi sluttede tirsdag aften.

Beslutningen var nok lidt mere min end hans dog – det stod nok 60:40 til mig. Han prøvede ihærdigt at overtale mig til at sige det han ønskede. Og jo mere han pressede på desto mere  overbevist blev jeg om, at jeg var sikker i min beslutning.

Vi aftalte at han skulle hente sine ting onsdag når ungerne alligevel skulle hjem til Morten. I den tid han var hos mig lavede han ikke andet end at prøve at overtale mig til at sige det han ønskede. Han havde dog ændret sætningen lidt til nu at være ‘hvis jeg nogensinde skulle giftes, så skulle det være med ham’. Jeg kunne stadig ikke – selvom dén sætning rent faktisk fritager mig fuldstændig fra at love at jeg ville giftes. Jeg kan bare ikke mere af alt hans drama og forventninger. Og en af grundene især var også fordi han i minuttet efter vi havde lagt på dagen før, hvor vi blev enige om at afslutte forholdet, der havde han slået bruddet op på facebook! Han havde lige nået at blokere mig og Louise, og intensionen var åbenbart at nå at slette alle mine venner og familie først…det ‘nåede’ han bare ikke helt. Han havde postet ‘Så blev man sgu single. Virkeligheden er ikke altid hvad den udgiver sig for. Op på hesten igen.’

Min far havde set det! Igen igen(!) fratog han mig alle rettigheder for selv at bestemme hvornår mennesker i MIT liv skulle informeres om ting – private ting. Lige som da han inden for 20 min havde postet at han havde friet til mig. Mine nærmeste fik det at vide via fucking facebook! Arhmen Altså det er uacceptabelt i mit univers!

Han beklagede selvfølgelig dagen efter, og indrømmede at det nok var lidt forhastet – han var bare SÅ såret. Tror dog kun han beklagede det, fordi jeg fortalte ham, at jeg aldrig kunne se nogle mennesker i øjnene igen, hvis jeg gik tilbage til ham. Facebook er selvfølgelig ikke hovedårsagen til jeg ikke kan forholdet længere. Jeg har undervurderet hvor hårdt det rent faktisk er at prøve at leve op til en andens forventninger hele tiden. Jeg er begyndt at udvise små tegn på stress. Fx så svigter min hukommelse mig. Især når jeg skal genfortælle, hvad A har sagt, til Louise eller Nathalie. Jeg kan starte på en sætning og være helt ophidset over det jeg skal til at fortælle, og pludselig går klappen ned. Og så er jeg helt blank. Og det tager mig LANG tid at genfinde det jeg ville sige.

Nu er det ikke fordi det kun er A der er knust, det er også hårdt for mig, at vi er gået fra hinanden. Jeg har stadig følelser for ham. Men det er bare ikke nok længere. Som Nathalie siger; at leve er ikke nok. Og det var det jeg gjorde – jeg levede og det fungerede i det store hele – og ja vi havde da også en masse rigtig gode ting og stunder sammen. Men jeg har aldrig omtalt vores forhold eller ham, som kvinden vi mødte i Herning efter Madonna koncerten, gjorde om sin mand.

I dag er det så søndag. A har hver eneste dag siden i tirsdags, forsøgt at overtale mig til at jeg skal give det en chance til. Han har åbenbart fundet frem til, at vi ER to forskellige mennesker, og at han ikke kan projicere sine forventninger over på mig, da jeg er anderledes end ham. Godt set Sherlock!

Han er villig til at gå til psykolog, for at lære hvordan han accepterer at jeg har andre behov end ham. Han syntes lige pludselig ikke ægteskab er så vigtigt, kontra at miste mig. Han vil stoppe med at have forventninger til mig… (som om). Der er praktisk talt ikke det han ikke vil gøre for mig, og for at gøre mig glad. Han vil tilmed ikke være venner med mig på facebook…ikke til at starte med i hvert fald, og heller ikke tagge os ind sammen hele tiden. (Wuhu!) Det sidste er jo en ret stor bedrift i hans verden.

Jeg bliver helt træt når han kører monologerne af, om alt det han vil gøre og ændre på. Min mave har talt. Jeg er ikke mere at give.

Og jeg tror endelig jeg er trængt igennem til ham imorges. Eller det håber jeg inderligt jeg er, for det er dælme hårdt at skulle blive ved med at afvise ham, når han trygler og be’r om at vi skal starte på en frisk.

100:0 til mig. I’m the bad guy now.

det offentlige sygehusvæsen

…set med mine øjne…

Tog en dobbelt vagt i går på hospitalet – aften og nat. Jeg gjorde det både for pengene og for at hjælpe. Afdelingen er i knæ og har været det et godt stykke tid. Ledelsesproblemer har fået mange erfarne sygeplejersker til at smutte, der er selvfølgelig blevet ansat en masse nye sygeplejersker. Men få, af de nye, har meget erfaring, og på grund af desperation har ledelsen følt sig nødsaget til også at ansætte helt sprit nyuddannede sygeplejersker, samt sygeplejersker med meget lidt erfaring. Nogle af dem har selvfølgelig potentiale til at blive rigtig dygtige – men det gennemgående problem vi oplever i afdelingen med disse nye piger er, at de opfører sig som om de ikke kan lære mere. Når nogle af os med lidt mere erfaring prøver at lære fra os, så bliver vi mødt med rullende øjne, et ‘jaja’, og en konstant bortforklaring af hvorfor de var i deres ret, til at handle stik i mod afdelingens protokoller og retningslinier ift patientpleje.

Vi er begyndt at referere til dem som resultatet af en curling generation.  Vi bruger faktisk en del energi på at snakke om problemerne med de nye’s arrogance, og de fejl de laver i afdelingen – og ikke mindst de fejl de laver ift patienterne. Det fylder meget – især fordi vi andre føler os forpligtede til at have et øje på alt hvad de foretager sig, så der ikke sker for mange fejl. Ikke at vi andre ikke også kan lave fejl, forskellen er, at de fejl curlingsygeplejerskerne laver hører under basic viden – ting de helt af sigselv burde vide, eller som de burde have lært på skolen eller fra den korte erfaring de ellers har.  Men sjovt nok dækker ledelsen lidt over dem. Curlingledelse. Jeg gætter på de gør det, pga personalemanglen. Alle er i knæ.

På min afdeling handler vores stressede hverdag meget om dårlig ledelse. Ikke så meget om beskæringer, som hos jordemødrene for eksempel. Men resultatet er det samme. Og jo – egentlig handler det jo også om beskæringer – for hvis vores ledere fik den nødvendige lederuddannelse, så ville de højst sandsynligt blive bedre ledere…men der er sjældent penge til at sende dem afsted, og ej heller mulighed for at undvære dem i den daglige drift.

Som sagt har dårlig ledelse fået sygeplejerskerne til at skifte arbejde, nogle skifter til mere bekvemme jobs inden for sygehusvæsenet og andre søger helt væk. For vilkårene er bestemt ikke optimale inden for det offentlige. Der er meget stress, ofte løber vi gennem gangene for at kunne nå at hente medicin eller andet udstyr til en kritisk syg patient, fordi vi er for få hænder til, at der er en anden der kan holde øje med patienten imens. Siden jeg kom tilbage fra mit praktikophold i mandags, er der ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke er blevet spurgt om jeg kunne tage dobbeltvagter.

Tag dog ikke fejl! Mit arbejde er sindssyg spændende og jeg elsker det, og jeg er slet slet ikke færdig med at arbejde med akut sygepleje. Men jeg ser ikke mig selv blive pensioneret fra det offentlige – for med det tempo vi arbejder under, så er min krop enten bukket under pga nedslidning, eller psykisk pga stress. Og alle beslutninger jeg tager ift at få mest mulig relevant erfaring med i bagagen inden fra det offentlige, handler udelukkende om, at skabe de bedste muligheder for mig den dag jeg vælger at skifte til en privat arbejdsplads…

So so sorry

…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ’siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ’sankt hans fortsæt?’

 

 

Overspringshandlinger #2

Mit eksamens kaosbord! Som jeg har SÅ svært ved at sætte mig ved. Hvorfor er det så svært at sætte sig ned og læse til eksamen? Ja jeg spørger bare.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor der pludselig er så mange andre ting jeg da liiige er nødt til at få ordnet inden. Det er lidt ligesom når man skal på slankekur og der liige er et nutellaglas i skabet, der skriger på at blive tømt før kuren sådan for alvor kan blive skudt i gang.

Jeg kan jo umuligt koncentrere mig hvis ikke lige jeg har klippet de der visne grene af den ene blomst i vinduet. Og terrassen fik jeg da også lige fejet – det var vist også på tide efter kirsebærtræet havde smidt alle sine fine lyserøde blomster. Så smukt som det også er når det blomster – mindst lige så møgirriterende er det lortetræ når det smider smukheden igen. Hvorfor kan det ikke bare beholde smukheden på hele sommeren…hva’hva’hva’?

Er ved at være pænt stresset – der er kun lidt over en uge til eksamen – og jeg havde virkelig sat mig for, at denne gang skulle jeg gøre det anderledes end hvordan jeg altid har gjort – (nemlig paniklæse 40 timer i streg lige op til dagen) og dermed måske også høste en lidt højere belønning for mit slid. Og det der med ‘at køre den på rutinen’ kommer jeg vist ikke langt med – er der egentlig nogensinde nogen der gør det?

Har også fået vasket en afsindig mængde tøj i dag…og mangler da egentlig også lige at tømme opvaskeren.

…Ooog så er der vist også gået en del tid med at chatte med tidligere mandlige venner på fb…den ene var Patrick, den anden var H (som stadig er lidt en klammert) og så har jeg fået kontakt til en rigtig gammel ven forleden, kalder ham F – han er virkelig sød – havde jeg ikke haft A, så havde jeg nok lige mødtes med ham – ikke i dag selvfølgelig – der læser jeg jo til eksamen…høhø…

F havde da bestemt ikke glemt mig fra dengang for 15’ish år siden. For som han lige har skrevet ‘jeg var ret forelsket i dig dengang’. Jeg er simpelthen den største sucker for mænd der sådan ville ønske de havde gjort mere ud af at handle på de følelser de havde for mig – for ofte har de dem jo stadig i en eller anden grad, selvom det er SÅ umindeligt mange år siden, sådan er det jo lidt med de følelser der aldrig rigtig blev udforsket og udlevet. Sådan tænker jeg også selv om de fyre jeg ikke fik.. hmm what could have been…?

Og let’s face it…ind imellem er det altså også bare virkelig dejligt med noget bekræftelse fra mænd, som ikke er ens kæreste…for han synes jo altid jeg er dejlig…eller…næsten altid.

Så får jeg mig et lille selvtillidsboost med følelsen af ‘I still got it’ selvom jeg ikke er lige så spændstig som da jeg var 20…til gengæld rummer jeg forhåbentlig lidt mere på øverste etage.

Og nååå ja …mændende er selvfølgelig heller ikke 20 år længere…ikke at forglemme

lille detalje 😉

 

 

Top 5 over udfordringer pt

Sååeehm…jeg synes der sker lidt mange ting i mit liv for tiden – og jeg føler ikke rigtig jeg kan følge med.

Fx så skal min datter på lejrskole med resten af 3.klasse i morgen tidlig – hun har talt ned til dagen den sidste måned og i aften har jeg så stået og gjort sovepose, liggeunderlag og diverse frugt klar til i morgen. Udover det, så har hun stadig kæresteproblemer. Hendes 10 årige ‘kæreste’ er på stadiet hvor den eneste mulighed han ser for at vise hende, at han synes hun er helt fantastisk (hans ord på sms) er ved lejlighedsvis at losse hende over skinnebenet eller sige at han skal i bad, hvis hun kommer til at røre ham. Når han så har gjort en af disse ting, giver hun så retur af samme skuffe – man skal jo ikke finde sig i hvad som helst, har hendes mor lært hende – og SÅ slår de op. Om aftenen skriver han så til hende og undskylder og de laver aftaler om at være søde ved hinanden. Hvilket holder sådan ca til næste morgen og så starter hele scenariet forfra.

Så det endte med at jeg måtte sige til hende, at NU måtte det stoppe! At hun ikke kunne være kæreste med ham længere, for de er simpelthen ikke gamle nok endnu. Hun gav mig en krammer og sagde TAK mor.

Kæresten er så blevet så fortørnet over at hun ikke vil være kæreste med ham, at han direkte skrev til hende ‘hvis ikke du vil være kærester – så spørger jeg bare din bedste veninde’   Bedsteveninden har så accepteret. Loyalitet tages ikke så seriøst i den alder…åbenbart..

Arhmen altså ! Jeg kan slet ikke huske at der var SÅ meget drama i mit eget 10 årige liv…

Det skal da også lige nævnes, at klasselæreren for 6 mdr siden måtte inddrages i klassens hurtigt udviklende kæresteproblematikker – og endte med at forbyde kæresterier indtil de blev 13 år.  Det er sådan et ambivalent forhold jeg har til at hun har kærester – for jeg synes hun skal få den spæde erfaring, men jeg synes ikke det skal udsulte hende for energi.

Nå, synkront med ovenstående er min mellemste søn startet i miniSFO i sidste uge, og han er sådan en af de der unger der kan kategoriseres som ’særlig sensitiv’, så hans nye start med nye mennesker og nye rutiner, er heller ikke uden udfordringer. Han klarer det nu egentlig ganske fint – måske er det bare hans mor der pylrer for meget.

Og så er der sidste skud på stammen, som stadig går i børnehave, men som jeg har valgt at tage ud af den børnehave, de alle tre har gået i, for at få ham i en skovbørnehave der ligger på vores nabovej – kontra naboby. Det vil unægtelig gøre livet meget mindre stressende om morgenen. Men den her lille bulldozer af en tre’er unge, er begyndt at ytre at han ikke vil skifte børnehave. Så nu frygter jeg at ændringen ikke kommer til at gå så glat, som jeg ellers uden skyggen af tvivl, havde ‘forudset’ at den ville… Han havde en halv dag i den nye børnehave i dag sammen med Morten, i morgen har han så afslutning i den gamle børnehave – hvor jeg også lige skal have skåret 4 forskellige slags frugt ud til uddeling. Og så skal jeg være med ham i den nye børnehave igen onsdag. Og så starter han ellers hårdt ud fra på mandag… Krydser fingrer for at jeg ikke har taget fejl af hans bulldozer evner ift nye udfordringer i livet.

Og den aller sidste ting som fylder mine dage og mine tanker, er det faktum at jeg skal til eksamen om 3 uger – og jeg er ikke begyndt at læse op endnu. Jeg har siden januar været i skole hver anden uge, og hver anden uge på arbejde. Og alt det jeg har lært, skal jeg så til en to timers eksamen i…snart!  – og jeg frygter bigtime at klappen går ned…

Nå ja, der er da for resten endnu en lille ting – jeg vil SÅ gerne have tabt mig. Vi skal til kæmpe stort bryllup den 6/6, og jeg vil jo gerne se lækker ud. Så jeg prøver ambitiøst at leve efter 5:2 kuren plus holde mig fra sukker og stivelse…ak og ve hvor er det svært! Især i en verden af kagebagende kollegaer…både på arbejdet og i skolen.

Nogen der kan toppe min top 5 over udfordringer i livet ? Trænger til at høre at jeg ikke er den eneste med en milliard bekymringer.

Fødselsdag på mandsk

A har fødselsdag om en uge og jeg aner virkelig ikke hvad pokker jeg skal købe til ham.

I forvejen har manden en eller anden børne illusion når det gælder hans egen fødselsdag  – og med den info skal det lige nævnes at han bliver 42 år.

Og jeg har allerede ‘dummet’ mig helt vildt ift hans kommende fødselsdag…er nemlig kommet til at bestille ferie til Spanien med Louise med afrejse dagen før hans fødselsdag – nøj en masse ballade det førte med sig.

Sagde til ham at det var den eneste uge det kunne passe både Louise og jeg, som han så modvilligt accepterede. Det var ikke helt usandt, men allermest så havde jeg overhovedet ikke skænket hans fødselsdag en tanke. Shame on me!

Det er ikke fordi fødselsdage ikke betyder noget for mig. Mine børns fødselsdage gør jeg alverden ud af – sådan synes jeg det skal være for børn. Mine egne forældre har aldrig rigtig fejret fødselsdage…heller ikke min, hvilket nok er med til at jeg ikke rigtig tænker over min egen fødselsdag – det er jo bare en dag.

Men det er ikke bare en dag i A’s optik. Og ja han gjorde også en del ud af min fødselsdag sidste år med både morgensang (oh no), morgenbrød, kæmpe dyr flot smykke gave som blev byttet, lækker aftensmad…lææækker sex.

Så jeg skylder ham at gøre noget ud af hans fødselsdag. Især fordi jeg ikke er hjemme til at fejre ‘hans særlige dag’ sammen med ham.

Men er helt blank!

Så send mig for filan noget inspiration hvis I ligger inde med nogle gode idéer – ting I har gjort for jeres mænd eller købt til dem, som virkede – ikke at forglemme 😉

%d bloggers like this: