Tag: spøgelser

nu også med spøgelser

Så jeg overlevede!! på trods af de åbenlyse tilstedeværende seriemordere alle forsamlet i Skagen, kun for at få ram på undertegnede.

Igår nat var jeg dog smartere! Der gik jeg i seng før det blev mørkt. Og shit en forskel på panikniveauet! Altså jeg tjekkede selvfølgelig stadig alle de gængse steder for eventuelle uindbudte gæster, men med langt mere ro i sindet. Bag sofaen, under sengene, i skabene, bag gardinerne og bag bruseforhænget, som sjovt nok er det der er allermest skræmmende! Altså hvorfor er det det overhovedet var trukket for? – jeg kan ikke huske det, men det gav sikkert god mening da jeg gjorde det i dagslys. Dumtdumtdumt kl 24 her til aften.

For i aften besluttede jeg mig så for at farve hår. Jeg har den sidste måneds tid været eksperimenterende og er blevet farvet blond. Jeg er normalt mørkhåret. Farvet mørkt dog, fordi efter Morten og jeg gik fra hinanden eksploderede antallet af grå hår på mit hoved, og jeg måtte opgive at følge med med pincetten, og eftersom jeg overhovedet ikke er klar på at se ældre ud end jeg er, så har jeg siden da farvet mit hår til den nærmeste farve af min egen hårfarve. (altså I ved – præ silverfox looket)

Nå, men det blonde fungerede ikke rigtig for mig. Jeg følte mig ikke rigtig ‘hjemme i mig selv’. På trods af, at jeg har været det masser af gange før, så er det som om det bare ikke rigtig passer til mig længere. Måske det alligevel har noget med alderen at gøre…men det taler vi selvfølgelig ikke højt om. Så mens jeg havde Natalie i røret gik jeg kækt i gang med hårfarvningen, uden at skæve til klokken. Så da det var klar til at blive skyllet ud og jeg havde lagt på med Natalie, ja så var det jo blevet mørkt uden for. Og så er vi straks tilbage til de åndsvage seriemordere igen.

Panikniveau på en skala fra 1-10, så er jeg nok på en 7’er til aften, da jeg gør klar til at gå i bad.

Men ikke nok med det, så mens jeg står i badet, med lukket dør, så trækker badeforhænget sig pludselig, og meget hurtigt, ind ad mod mig. Jeg bliver så forskrækket, så jeg flår det til side for at se om der er kommet nogen ind i badeværelset uden jeg har hørt det. Det er der ikke. Var der nogen der sagde spøgelser???

Panikniveau 10+ !!

Arhmen altså! Selvom det har været en fantastisk uge her i Skagen, så er jeg faktisk begyndt at tænke det nok er meget godt vi vender næsen hjemad imorgen eftermiddag, for lige nu mangler det da bare at det også bliver fuldmåne…

Beretninger fra nattevagt #10: vaskeægte spøgelseshistorier

For et par uger siden da jeg var i nattevagt spørger min kollega mig, om jeg også har hørt at der er nogle der flytter rundt på nogle møbler ovenpå stue 32. Jeg tøver lidt med at svare…for der er ikke nogen etage ovenpå vores, så er naturligt nok noget skeptisk ift om hun tager pis på mig.

Det gør hun så ikke. Hun er sikker på hun har hørt nogle flytte rundt på stole og borde ovenpå, og fortæller også at der er andre af vores kollegaer der har hørt det.

Der kommer en anden kollega ind og deltager i samtalen. Hun er 100% non-believer ift spøgelser – for hende og jeg har allerede haft den snak et par uger forinden, hvor jeg og en helt tredje kollega sidder og udveksler spøgelseshistorier fra vores forskellige arbejdspladser på forskellige hospitaler.

På min gamle afdeling skete der ofte uforklarlige ting når man havde nattevagt – dog var det ikke alle der oplevede det, så jeg ved ikke om man på en eller anden måde skal være modtagelig for at opleve det.

Nå, men på den der tidligere arbejdsplads jeg var på, skete der sjovt nok altid det, at når vi havde en tom stue om natten, så begyndte klokken at ringe dernede fra. Første gang den ringede jokede vi altid omkring det, uuuhhh nu er der spøgelser og gik ind og tjekkede stuen og slog klokken fra. Men når den så ringede igen, når jeg var nået 3 meter ned af gangen væk fra stuen, så begyndte mit hoved allerede at spekulere på hvad der fik klokken til at ringe. Det logiske var selvfølgelig overgang i klokkesystemet…men hvorfor kun på den ene stue hvor der ikke lå patienter, og hvorfor kun om natten?

Da det var sket et par gange, begyndte panikken som regel at brede sig i mit lille hoved. Så istedet for at åbne døren stille og roligt, blev den istedet sparket forsigtigt op, samtidig med jeg, halvt i knæ, prøvede at lyse med min lille pupil lygte i alle afkroge indtil jeg kom langt nok ind på stuen til at kunne tænde lyset. Og så stod jeg så og stirrede på den forpulede klokkesnor i 10 min for at se på den næste gang den blev aktiveret.

Det blev den ikke – lige meget hvor længe jeg kunne tillade mig selv at stå og stirre på den, gik den altid først i gang, når jeg havde forladt stuen og var kommet lidt ned af gangen…

Samme afdeling havde også en kvinde der sad og skreg i luftkanalerne om natten. Og inde på en bestemt stue, har jeg også oplevet helt normale voksne mennesker sidde krøllet skræmt sammen oppe i det ene hjørne af deres seng, fordi de kunne se at der sad en og kiggede ned på dem oppe fra luftkanalen.

En nat på samme afd, skulle min kollega på intensiv med en patient, og efterlod derfor mig, alene sygeplejerske, tilbage i afdelingen. Det var jo sådan set fint nok…lige indtil dørene begyndte at lyde som om de blev lukket rundt omkring i afdelingen. Jeg tjekkede samtlige 32 patienter, og alle lå og sov med undtagelse af et par stykker, som bestemt ikke var i stand til at bevæge sig ud af sengen for at lukke døren. Så snart min kollega returnerede stoppede lyden af døre der gik i…

Havde iøvrigt også en kollega der en nat kom flyvende ud af vores personaletoilet, helt kridhvid i hovedet. For mens hun havde siddet på toilettet var der en der havde sagt PSSSTTT! til hende. Toilettet var sådan et lillebitte et, midt inde i bygningen og uden vinduer…

Har aldrig set den danske serie ‘Riget’, har fået at vide at det er en fejl i min ‘sygeplejeopdragelse’ – måske det snart var på tide at se den.

Er der andre end mig der har oplevet uforklarlige ting? eller som er hardcore non-belivers og i så fald – hvorfor?

 

Singlehviskeren…?

Singlehviskeren er vel egentlig ikke helt rammende længere nu hvor jeg har fået mig en kæreste, men kan nu meget godt lide navnet, og mener da også jeg har en del erfaring som singlekvinde…

A er flyttet ind, der er no turning back…. eller det er der jo altid, men det ønsker jeg nu ikke 😉

Men selvom jeg gerne vil ham og os og hele pakken, så er der stadig en del spøgelser fra fortiden fra mit forhold med psykopat ex Morten. Er stadig meget nervøs for at der bliver sat begrænsninger for mig.

Jeg har bestilt tid hos min psykolog til på mandag – A ved det ikke. Jeg føler lidt at jeg har nået min kvote for hvor længe jeg kan belemre ham med alle mine neurotiske indre konflikter. Han har fandeme stået model til meget siden han startede med mig i februar. For ikke at nævne hele vores turbulente forhold sidste år, som endte med at han overvejede at forlade denne jord. Han er heldigvis et meget stærkere menneske i år… måske undervurderer jeg ham, måske kan han godt tåle at høre mere om mine bekymringer og den frygt jeg har for igen at ende i et forhold præget af psykisk vold…

%d bloggers like this: