Tag: skuffet

Ynkelig

Jeg undskylder lige på forhånd for virkeligt depri indlæg.

Kender I det når man er inde i en ynkelig periode ?

Jeg er det ihvertfald i øjeblikket. Hvis man tror på månepåvirkning, så vil nogen påstå at det har med den at gøre, og i så fald glæder jeg mig til den der måne skifter fokus.

Jeg tog mig sammen til at skrive en hjertekvalt besked til Luna om hvor skuffet og ked af det jeg er over at hun har ekskluderet mig fra hendes liv, og spurgt ind til hvad jeg har gjort eller hvad det ellers er der har gjort at hun har valgt at ekskludere mig som hun har. Intet svar. Jeg må prøve at lukke den og fokusere på at hun åbenbart aldrig har været den hun har udgivet sig for. For et normalt velfungerende menneske ville ikke opføre sig sådan overfor en hun påstod hun elskede. Ergo må alt have været en løgn. Så på den front virkelig meget selvynk fordi jeg føler mig så dum over at jeg troede jeg betød noget.

Og så er der den evindelige Chef som selvfølgelig nu er min allerbedste mandlige ven. Han siger nogle ting ind imellem – eller faktisk hver dag, hvor jeg ikke ved om han mener det på en måde hvor han er begyndt at ændre mening om ham og jeg, eller om det bare virkelig er venskabeligt ment fordi han tænker jeg har brug for det.

Fx sendte jeg ham et screenshot af en masse besked anmodninger jeg havde ignoreret og spurgte ham om jeg burde svare nogle af dem, det ville jo være det høflige at gøre. Hvorefter han konstaterede at han blev jaloux, at ingen af dem var gode nok til mig, at han heller ikke var det, men at han ville kæmpe for det hver dag.

Øhhhh….?

Dagen før Valentines dag havde han ledt og ledt efter min adresse så han kunne sende mig blomster, men eftersom jeg har hemmelig adresse, måtte han kapitulere og bede om den direkte… fik jeg blomster? Nej selvfølgelig ikke. Jeg er så træt af sætningen: det er tanken der tæller. NEJ det er fucking ej! Handlinger tæller!

Chefen og jeg havde jo lavet en joke om at vi skulle giftes når han ramte 45, hvis vi begge stadig var singler. Da jeg så havde den date med Natalies storebror for et par uger siden, ændrede Chefen det pludselig. Hvorfor vente helt til jeg bliver 45, skal vi ikke bare gifte os til sommer?’ Måske han kunne mærke at præcis den date rent faktisk betød noget for mig, og derfor lige måtte tydeliggøre sin egen plads i mit liv.

Jeg har sagt til ham, at han må se at komme ind i kampen.

Så har jeg en anden kammerat Buster, gift men ved at blive skilt. Vi datede for 100 år siden før jeg startede med Morten.. eller – løgn! Jeg datede dem begge nogenlunde samtidig og valgte Morten frem for Buster. (Buster har selvfølgelig et rigtigt navn – men det her er hans kælenavn). Det valg har jeg ofte spekuleret over at jeg valgte som jeg gjorde, jeg havde nok haft en væsentlig anden baggrund havde jeg valgt modsat, men sådan kan man jo ikke gå og fundere over what could have been.

Nå, men han har på sms lige givet mig en kompliment. Faktisk flere.

Og det eneste jeg i øjeblikket hører når nogen siger noget sødt til mig er blablabla.

Jeg er holdt op med at tro på at mennesker siger noget sødt og gør noget godt for andre uden at det i bund og grund er for egen vinding skyld. (Det bunder selvfølgelig nok virkelig meget i hele situationen med Luna, der påvirker mig på alt for mange områder)

Jeg er idag virkelig fanget i den tanke at jeg aldrig bliver nogens endestation. Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet, der er nok noget bedre ved næste swipe. Der er ingen der gider kæmpe for nogen mere, alle søger bare videre til den næste der gider give et quickfix på selvtillidskontoen.

Hvilket apropos – måske var det jeg burde gøre… oprette tinder igen. Få et quickfix. Få månen på plads igen, for det her er da den mest opslidende og deprimerende følelse ever !

Jeg får en unægtelig trang til at lave en Maude; JensChristian – jeg går i seng!

Dumpet

Jeg føler mig dumpet, om det er rigtigt eller ej, finder jeg nok aldrig ud af. Men faktum er – jeg er blevet en veninde fattigere.

En af mine såkaldte bedste veninder Luna, som jeg også har nævnt herinde en del gange tidligere, har dumpet mig. Og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg har gjort hende… andet end jeg forestiller mig at jeg ikke faldt i hendes nye kærestes smag.

Alternativt så lider jeg tydeligvis af virkelig dårlige menneskekender egenskaber og føler mig, i den forbindelse, SÅ enormt udnyttet som tidsfordriv og værende veninden der tjente mere og dermed godt kunne og ville betale for Luna, nu hun var på SU, når vi fx var i byen eller ude andre steder. Alt sammen måske bare et udspekuleret og beregnende menneske som i virkeligheden bare ventede på en mand, der kunne gå all in på hende og hendes børn og selvfølgelig også økonomien og i ventetiden nøjedes med mig.

Begge dele gør faktisk lige ondt. For ligegyldigt hvad, følte jeg vi var bedste veninder. Og vupti, var vi det ikke mere.

Før Luna fik kæreste talte vi sammen næsten hver dag, også gerne flere gange dagligt. Vi vidste om alt hvad der foregik i hinandens liv. Vores børn går tilmed i klasse sammen – ikke engang de leger sammen privat mere. Hun kan dårligt nok hilse på mig når vi render ind i hinanden på skolen, og da slet ikke hvis kæresten er med. Iøvrigt en kæreste som jeg aldrig er blevet præsenteret for. Det i sig selv er også virkelig mærkeligt.

De mødte hinanden i efteråret og blev officielt kærester i november. Han flyttede ind nærmest samtidig. Og fra den ene dag til den anden kunne vi ikke snakke sammen når han var hos hende, så hun ringede kun hvis hun var i bilen alene eller oppe og handle. Og vi har, af samme årsag, heller ikke set hinanden siden hun startede med ham. Dette dog til trods for at hun påstår han bare kan passe hendes børn så vi kan ses. Men som jeg sagde til hende; jamen du skal jo også helst gerne have lyst til at ses.

I den tid jeg har kendt hende, har jeg altid ønsket for hende at hun fik en kæreste, for jeg vidste det betød meget for hende. Jeg havde bare virkelig ikke forestillet mig at det ville blive på bekostning af mig. At hun var typen der ofrede ‘bedste’ veninder til fordel for en mand. En mand som jeg forestiller mig må være usikker på hende, for jeg har simpelthen så svært ved at tro at hun helt selvstændigt bare har sagt at SH intet betyder, hende skærer jeg da bare ude af mit liv til fordel for dig. Men igen – måske kendte jeg hende slet ikke så godt som jeg troede.

Hun fortalte at han i starten havde været ved at sige noget negativt om mig, men hun havde stoppet ham og sagt, at han måtte sige meget, men ikke noget om mig. Men altså – enhver ved jo godt, at man bliver påvirket af dem man er sammen med mest og eftersom han ret hurtigt fik monopol på Luna, så kan jeg ikke andet end forestille mig at han er kommet igennem med sit budskab. Og det er sjovt nok uden nogensinde at have mødt mig rigtigt.

Jeg havde egentlig en ide om at jeg ville spørge hende om hvad pokker der foregår. Hvorfor hun er blevet den her person jeg slet ikke kan genkende længere. Eller hvad jeg har gjort siden hun opfører sig som hun gør. Men idag, hvor jeg hentede Alex hos hende fordi han havde været der til fødselsdag, er jeg nok nået frem til at jeg skal stoppe med at være ked af at have mistet en veninde, som tydeligvis er fuldstændig ligeglad og upåvirket over at have mistet mig i sit liv. Jeg skal stoppe med at bruge energi på det og på hende. Men det der gør det så svært, er selvfølgelig at jeg ikke forstår det… intet er meldt ud, intet er sagt. Vi taler ikke sammen længere, svarer ikke på mine beskeder eller snaps og ignorerer hvis jeg har tagget hende i noget på fb. Og selvom jeg fortalte om nogle vigtige ting i mit liv for lang tid siden, så har hun ikke en eneste gang fulgt op på hvordan det er gået. Hendes interesse for mig og mit liv er ikke eksisterende.

Jeg prøvede en enkelt gang at sige til hende at jeg savnede hende og ikke helt var klar til at vi slet ikke skulle snakke sammen, bare fordi hun havde fået kæreste, men hun undveg at svare på hvorfor vi ikke sås eller talte sammen mere. Og ja, jeg er med på at når man er forelsket så isolerer man sig lidt i en periode, hvilket er helt fair, men det her er så absurd, så jeg ikke længere kan forsvare at det kun handler om forelskelse.

Jeg er i bund og grund bare så skuffet og såret… og så grundlæggende træt af at spekulere på det.

Stadig tøsefornærmet med et skvæt af max skuffet

Så med hjælp fra jeres meget brugbare og hjælpsomme kommentarer igår, skrev jeg følgende i en gruppebesked via messenger til mine tre veninder:

‘hej piger – jeg tænkte på om I evt havde lyst til at komme hjem til mig og spise i stedet, – evt medbringe noget sushi eller tapas? 🙂 Eller er det alt for irriterende at der er børn?’

…Og så gik der halvanden time… intet svar.

Jeg kunne se at de alle havde læst beskeden. I mit hoved gav jeg dem, på det tidspunkt, en svarfrist på to timer – hvilket gav dem 30 min mere til at svare, hvorefter jeg ville have skrevet, at de ikke længere behøvede tænke over at skulle træffe så svær en beslutning, og at jeg alligevel var blevet syg. De nåede det desværre lige akkurat.

Det var Michelle der endelig tog teten og meldte ud, at hun altså sådan havde glædet sig til at skulle ud og spise og om det var okay at den aftale blev fastholdt, og at hun i øvrigt ikke håbede at det var alt for tarveligt!

ØH JO! det er fucking tarveligt!! var min første tanke. Det er ikke fordi jeg ikke selv sagtens kan forstå hvorfor det er mega fedt at komme ud og spise på restaurant. Især når man er børnefri. Jeg ville bare aldrig nogensinde selv vælge en af de tre fra, til fordel for et restaurantbesøg, hvis vi alle fire kunne ses i stedet. Også selvom det indebar at den vi så var nødt til at være hos, havde sine børn hjemme.

Jeg blev så såret så jeg uden at tænke og med det samme svarede; at det var ok, jeg havde alligevel lagt mig med influenza og var derfor nødt til at aflyse helt. Og at jeg håbede de fik en hyggelig aften.

Minuttet efter svarede Louise og Linda, sjovt nok, nærmest i kor på hinanden, at de også havde glædet sig rigtig meget til at komme ud og spise. Som om de bare ventede på der var en der turde at melde ud. Eller måske i virkeligheden havde de internt mellem de tre, allerede brugt de to timer på, at finde ud af hvordan de kunne svare, at de gerne ville ud og spise kontra at komme hjem til mig, velvidende at de jo så valgte mig fra.

Og så var det, at de også lige opdagede min fake sygemelding og igen simultant straks skrev, at de var kede af at høre at jeg var blevet syg og at de ellers alle sammen lige havde glædet sig SÅ meget til at vi alle sammen endelig skulle være sammen igen.

Rimelig ironisk når nu de bevidst lige havde valgt, at vi netop ikke alle sammen skulle ses – eller jo til aftenkaffen…hvor de gerne ville beære mig med deres tilstedeværelse (indebrændthed lurer vist lige under overfladen her)

Endnu mere pudsigt var det, da Louise så valgte at skrive en privat sms til mig, for at høre hvor hårdt ramt af influenzaen jeg var, og at hun håbede det nåede at gå væk inden juleaften og tilmed også ringede, formentlig på vej til restauranten. Og yderligere til morgen idag har hun skrevet for at høre til mig, og tilmed spurgt om jeg mangler noget og hvornår hun kan komme forbi med julegave.

Louise har formentlig luret mig – eftersom hun kender mig allerbedst…

Men sjældent har jeg følt mig så ligegyldig! Jeg magter slet ikke at se nogen af dem foreløbig. Jeg kan slet ikke beskrive hvor skuffet og såret jeg er…

Om at være tøsefornærmet!


Ja – jeg er bigtime tøse fornærmet! På mine veninder.

Jeg advarer lige – dette indlæg har en del udråbstegn… !

Vi er fire der har holdt sammen siden gymnasiet – og den ene er Louise, som jeg yderligere har været bedste veninder med siden vi var 6 år.

En af de andre, Michelle, har været flyttet udenlands siden i sommer og er endelig hjemme i et par dage nu, og det er meningen at vi alle fire skal ses i morgen. Til aftenkaffe hos mig fordi jeg har børnene.

Så får jeg en besked for nogle timer siden fra Linda (den sidste af de fire – for de ikke-vakse) om at de har talt om at tage ud og spise, for at få mest mulig tid sammen og om jeg har mulighed for at tage med?    …………………….. %¤”&¤#/&/)(/(&%”

Jeg bider tænderne hårdt sammen og svarer så høfligt som jeg kan ‘I kan bare tage ud og spise – jeg har jo børnene, så det bliver lidt svært.’

Hvorefter retursvaret fra Linda bliver: ‘ok, tænkte måske vi var heldige der var en der kunne være ved børnene bare 1 1/2-2 timer.’

Og her kommer så grunden til at jeg er pissed off tøsefornærmet!

For de tre veninder kender om nogen min børnepasningssituation – den har i de sidste 10 år, nærmest uden undtagelse, været ikke eksisterende. Jeg havde lidt hjælp i A, men ham ved de alle godt er helt ude af billedet. De ved min mor bor i Spanien hele vinteren, ikke at det havde hjulpet skide meget hvis hun havde været i Danmark, og de ved at min far er den mest børneforskrækkede mand man kan finde på denne jord. Så JO – jeg hiver da lige en hemmelig babysitter ud af mit lige så hemmelige ønskeskab!

Jeg er simpelthen så skuffet og indebrændt på dem! Jeg synes de er nedladende overfor mig ved overhovedet at skrive som de gør.

Så nu er det meningen at de tre skal ud og spise sammen, for så at komme hjem til mig til aftenkaffe efterfølgende. Hvor de så kan sidde og være helt indforståede og opdaterede med hinanden, eller især ift Michelle, og så er jeg hende dér, der er holdt uden for… Jeg har slet ikke lyst til at se dem i morgen… !

Jeg faker en smitsom sygdom gør jeg! og tænker så kan de lære det, men i virkeligheden er det sikkert alligevel migselv det går ud over, for jeg får ikke set Michelle, som endelig er hjemme. Og det bliver sikkert også hyggeligt – jeg er bare mega såret over, de ikke bare foreslog at komme hjem til mig at spise, selvom børnene er her – men de vil tydeligvis hellere undvære mig, fremfor at skulle ses med børn i nogle timer indtil de er lagt i seng.

Årh al den selvmedlidenhed der lige skyller ind over mig. Jezuz hvor kan man være ynkelig! (og ja jeg bruger lige man her, og fralægger mig al ansvar)

Hvad skal jeg gøre…? I plejer at være så gode til at hjælpe mig med at se alting fra andre vinkler – jeg tager gerne imod gode råd, og hører endnu mere gerne om, hvis I har oplevet lignende situationer, hvor I har følt jer udenfor, så jeg ikke føler jeg er den eneste der bliver max ked af den følelse.

%d bloggers like this: