Tag: Skænderier

Single i et forhold?

Har vist været lidt tavs i lang tid….

Har snart årsdag med A…. Hvis vi holder så lang tid…

Vi har kæmpe krise!

I forgårs nævnte jeg for A at jeg godt kunne tænke mig at tage på 14 dages ferie igen med Louise til næste år…. Fuck hvor blev det dårligt modtaget! Og det er vist årets underdrivelse!

Ifølge A : Når man er et par, så kan man ikke stadig opføre sig som om man er single, så laver man alt ud fra hvad der er i forholdets interesse, så er der ikke plads til ego ting… Så udmeldingen blev ret hurtigt: Hvis du ønsker at rejse 14 dage og fravælge mig, så find en anden. Vi er slut!

Men fra min vinkel handler det jo om, at man ikke skal begrænse hinanden, man kan ikke og har ikke ret til at bestemme over et andet menneske…vel? I et forhold bør man vel støtte op om hinanden, både som par og hver for sig.

Nu skal vi til parterapi, jeg kan ikke få ham til at se at det ikke handler om de 14 dages ferie, men at det handler om at man skal gøre de ting der gør en glad. Og jeg er sådan en person som er gladest når jeg både er sammen med venner og veninder OG min kæreste, det ene udelukker ikke det andet.
Jeg kan ikke kun tilrettelægge mit liv ud fra at nu er jeg i et forhold, og så skal alting planlægges ud fra hvad der passer med A… Så skal jeg vist have en pose jeg kan trække vejret i med jævne mellemrum… !

Mænd og forhold ! arhmen altså!

Nå!

Louise tog endelig initiativ til at ses i går – det var SÅ dejligt!

Og alle mine bekymringer blev selvfølgelig gjort til skamme – Men derfor savner jeg godt nok stadig al den tid vi brugte sammen før jeg fandt sammen med A.
På en eller anden måde er hun bare så meget nemmere at være sammen med, end en mand der hele tiden har en masse forventninger til en, samt til hvordan ens humør er.

Med Louise kan jeg sagtens bare slappe helt af – behøver ikke virke ekstra glad. Med A føler jeg ofte at jeg er nødt til at være ekstra på, for ellers gør han et kæmpe stort nummer ud af det, hvis jeg en dag er lidt stille og ikke er så snaksaglig. Så drager han straks alle mulige konklusioner om at det er fordi jeg er utilfreds med noget ift ham eller vores forhold, og så går hele aftenen med at jeg skal forsikre ham om at der ikke behøver at være noget galt, bare fordi jeg har en aften hvor jeg egentlig ikke gider kommunikere med ham…eller nogen andre for den sags skyld.

Lige for tiden døjer jeg jo også periodevis med en del smerter pga min maveoperation, hvilket gør at jeg jo ikke render rundt og er superduper sprudlende glad hele tiden – hvilket her til morgen er blevet til at A ‘synes jeg er ved at trække mig’ og at han uværgeligt kommer til at gøre det samme når jeg gør det…. OMG altså – nogle gange er det virkelig op ad bakke med sådan et forhold!

Men jeg kan jo heller ikke bare vælge alle mænd fra, fordi det er for besværligt at forene vores forskelligheder under samme tag og jeg savner min veninde.

Jeg kan stadig ikke se mig selv sammen med nogen anden mand end A, og jeg ville slet ikke kunne overskue ny, formentlig dårligere, sex med en anden. Jeg har besluttet mig for at det er ham jeg skal være sammen med og vil kæmpe for det. Og der er jo ikke et eneste forhold der er perfekt – alle kæmper jo med hver deres ting fordi vi alle er forskellige mennesker.

Men jeg kan godt mærke at med alderen bliver jeg mere og mere uvillig til bare at gå på kompromis med mig selv, end da jeg var i 20’erne.

Der er sgu nok noget om det der med at jo ældre man er, desto sværere bliver det at finde ‘den eneste ene’.. Selvom jeg jo egentlig ikke rigtig tror på ‘den eneste ene’.  Jeg tror på at hvis ikke det er den ene man er sammen med, så finder man bare en anden…

I don’t give a fuck ;)

Der er styr på livet igen!

Puha var da lige ved at miste forstanden i torsdags.

A og jeg fik løst vores uoverensstemmelser og kom tilbage på rette spor. Vi har erkendt at vi vist begge to har lidt for mange lig i lasten ift konflikter og konfrontationer, at vi simpelthen ikke kan finde ud af at skændes på en konstruktiv måde og at vi måske burde se en parterapeut, som kan give os nogle redskaber til ordentlig håndtering af skænderier, så det ikke ender helt derude hvor jeg lukker mig inde bag min meterhøje mur og han smutter i sommerhuset.

Han hjalp mig med at aflevere Ida fredag morgen, og sørgede for at vi alle kom ud af døren i ordentlig tid, hvilket resulterede i, at jeg kom 10 min for tidligt på arbejde! Det var vildt! Helt ro i maven hele vejen ind til arbejde – og fandt oven i købet en p plads med det samme.

To af mine chefer kom da også og spurgte mig gentagne gange om jeg var ok, og om det var gået bedre med morgentrafikken end dagen før.

Fik i øvrigt en sms sent torsdag aften fra Natalie, om at hun var brudt sammen inde på arbejdet onsdag, og at hun nu endelig ville sygemelde sig i mindst en måned. Det har hun fandeme været længe om – hendes skilsmisse fra også en psykopat eksmand, som tævede hende, har bestemt heller ikke været nem. Og bliver det heller ikke foreløbig.

Gad godt at være en flue på en væk inde på bagkontoret på arbejdet.
‘Aj og så brød Natalie sammen onsdag og tudede og tudede – og gudhjælpemig om så ikke Malou bryder sammen torsdag og sidder og græder midt inde i afdelingen’.
De må dælme tænke sit vores ‘kære’ chefer.

Nå – I don’t give a fuck! ;))

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

OMG –

– jeg er flyttet sammen med en femårig!!

A og jeg har gået og tjattet til hinanden hele dagen i sjov, noget har dog nogle gange gjort ondt begge veje, men så lige inden vi skal i seng giver han mig et ordentlig trælår med sit knæ, hvilket jeg bliver pænt irriteret over fordi jeg er på vej ud med Birthe. Så jeg lader ham ikke give mig et kram bagefter.
Går med hunden og han går i seng, børnefornærmet.
Da jeg kommer derind ligger han med ryggen til – jeg kysser ham på skulderen og siger godnat. Er ikke sur. Hvorefter manden partout skal mene alt muligt om at jeg var blevet sur over han var kommet til at slå mig lidt for hårdt – han lægger en masse ord i munden på mig. Og jeg er faktisk stadig slet ikke sur el lign. Jeg gider ikke bære nag, blev bare i det øjeblik det gjorde ondt mega irriteret.
Jeg siger til ham at jeg synes han overreagerer helt vildt, hvorefter manden tager sine ting og siger: ‘jeg kører i sommerhuset’!
Omfg! Manden er virkelig 5 år når han føler sig forudrettet. Hvad fanden sker der for at han ikke kan sove ved siden af mig selvom vi ikke er enige om en ting?!
Jeg er målløs…
Nå kæmpe dobbelt seng all for me og ingen der snorker

Psykolog idag…….

Skal til psykolog idag for første gang – har lidt nerver på. Bare hun ikke beder mig om at ligge på en eller anden briks med foldede hænder og kigge op i loftet, mens jeg skal fortælle om alt det hun skal løse inden timen er slut. Godt jeg ikke er fyldt med fordomme… 😉

Ved jo desværre nok godt at mine problemer kræver mere end blot een enkelt time hos en psykolog… Suk…det bliver en dyr omgang.
Apropos dyr – var i IKEA igår med Louise, jeg havde en hel liste af ting jeg skulle have, endte selvfølgelig med lidt mere end listen og måtte slippe 1300 kr…. Fuck hvor jeg snart håber Morten har tænkt sig at betale de børnepenge han skylder mig!
Jeg sagde til ham forleden at jeg overvejede om vi skulle lade det gå gennem kommunen – der er så mange gange hvor jeg ikke har fået dem til tiden, fordi han ikke har dækning på sin konto. Resultatet blev at han truede med at så ville han søge om at få børnene 7/7, så han helt slap for at betale mig. Måtte informere ham om at han aldrig slap, for så skulle han bare betale halvdelen af alle udgifter til dem istedet. Men det er typisk ham at reagere sådan. Han ringede igår og vi fik talt ud – kan godt mærke at så snart jeg taler med ham, fremfor mail korrespondance, så har han en evne til jeg igen begynder at undskylde hans adfærd overfor andre, fuck jeg glæder mig til at han ikke har en nærmest hypnotisk effekt på mig mere!

Jason Derulo

Oh yes – var til koncert igår med Jason Derulo, billetterne var en julegave fra Louise. Det var en fantastisk koncert, fyldt med halvnøgne veltrænede mørke mænd og skrigende teenage tøser, men virkelig god stemning og Louise og jeg gav den gas, og så var det ovenikøbet på en mandag, jeg kommer jo som regel kun ud hver anden onsdag, hvis ikke lige min sadistiske vagtplanlægger har været så elskværdig at give mig en av på min eneste friaften 😉

Nå men da jeg kommer hjem og skal afløse Morten, som har passet børnene hjemme hos mig, kan jeg godt se at der er noget helt galt med ham. Og han angriber mig da også nærmest med det samme og forlanger at få at vide om jeg ser nogen for tiden eller flirter med nogen. Jeg siger selvfølgelig nej, han kan nemlig umuligt vide noget om A. (priser mig lige der heldig over jeg ikke fik lavet en knalde aftale med ham, efter Morten var kørt, som havde været min plan) Kan godt mærke han hentyder til en bestemt, men vil bare gerne have mig til at falde i ved at spørge åbent.

Det viser sig så at han for 14 dage siden af omveje har fået at vide at jeg flirtede med en der hedder Brian fra vores tidligere fælles arbejdsplads.. Øh ja ham knaldede jeg med for omkring et år siden siger jeg så. Han falder lidt til ro, men så er jeg jo helt oppe og køre og sviner ham til, og det ender faktisk med han ENDELIG indrømmer at han HAR knaldet udenom mens vi var sammen – han påstod så at det kun var de sidste 5 mdr af vores forhold…jaja…det kan man jo altid komme og sige. Men jeg føler faktisk en vis lettelse over han endelig holdt op med at lyve om det – jeg har jo vidst det, og er faktisk ligeglad nu.

Det der kom ud af hele vores skænderi, var dog at han stadig ikke kunne forestille sig ikke at være kæreste med mig igen. Jeg ved virkelig ikke hvad der er det rigtige at gøre ift til ham – jeg er jo rædselsslagen for at han ender med at pille mig helt fra hinanden så jeg bliver en skygge af mig selv igen. Jeg tror nu aldrig det ville komme til det igen – men frygten er der stadig, for sidst kom det jo også snigende, man opdager det jo ikke i processen. Sagde til ham at den eneste vej frem, som både er op ad bakke og i modvind, er via en parterapeut, hvilket han hellere end gerne vil gå i krig med. Jeg aner ikke om jeg egentlig orker det – jeg elsker mit single liv og dermed ikke sagt vi skal være kærester med det samme, men det er jo det der nok er meningen med det, medmindre man til parterapi også kan finde ud af at vi ikke skal være sammen fordi vi ikke bringer noget godt til hinandens liv…

Han siger også på et tidspunkt om ikke jeg bare tror det er bedst for mig hvis han forsvandt helt ud af mit liv – vidste ikke lige hvad jeg skulle svare på det tidspunkt, men nu hvor jeg sidder her og tænker på det, kommer jeg i tanke om, at de foregående gange han har sagt sådan har han ment HELT ud af mit liv og dermed også børnenes…hmm…gad vide om det var det han mente… Han har også førhen truet med at hoppe af færgen i Rødby, hver gang har selvfølgelig haft den effekt at jeg har været den der skulle overbevise ham om at det ville der ikke komme noget godt ud af… Han er en mester i manipulation …

%d bloggers like this: