Har lige været ude og spise en hurtig frokost med Morten, han skulle til tandlægen så vi havde kun en time, men det var også fint. Han spørger så om jeg vil følge ham til hans bil i P kælderen, hvilket jeg selvfølgelig gør, og vi giver hinanden en krammer og så trækker jeg mig væk hvorefter han ikke gør antræk til at sætte sig ind i bilen… Åh altså..,venter bare på han gerne vil kysse mig… Og ganske rigtig så trækker han mig ind igen og kysser mig, og samtidig kigger han helt ekstremt kærligt på mig… Christ! Bad ham om at lade være med det, hvorefter han blev ved med at spørge hvorfor han skulle lade være med det. Endte til sidst med at sige til ham at det var meget upassende eftersom han har kæreste, og at det iøvrigt også er upassende at vi kysser, det kunne han selvfølgelig kun give mig ret i. Det generer mig slet ikke at kysse ham – det føles trygt og velkendt men det går ikke videre end det, ikke nogle sommerfugle i maven eller kildende fornemmelse forneden – det er lidt som at kysse min far, som jeg husker det da jeg var barn. Og ja jeg ved godt det heller ikke er skide sødt over for hans kæreste – som han bliver ved med at sige at han har bedt om at flytte.

Sjovt nok var Louise til middag igår med sine unger. Hun tager så Ida med over for at hente Victor til fodbold mens jeg laver mad og passer de tre resterende drenge. Louise havde så frittet Ida lidt i bilen ang Mortens kæreste, om de kyssede og krammede foran dem og om de virkede glade for hinanden. Ida havde fortalt at det gjorde de- og at hun da også havde været med i svømmehallen i weekenden, altså kæresten. Til min far havde Morten sagt at kæresten allerede var flyttet. Som jeg hele tiden har tænkt, så er størstedelen af det der kommer ud af hans mund stadig løgn…han bliver aldrig anderledes, men han er alligevel en rigtig god ven og han hjælper med mange praktiske ting – men det er også fordi det er det han kan. Følelser og ærlighed kan han ikke! Ved også godt at det er tarveligt at jeg lader ham tro der er et håb for ham og mig, men han bliver jo stjernepsykopat hver eneste gang jeg siger til ham at ham og jeg aldrig kommer til at finde sammen igen.

Louise mener jeg bør knalde med ham…bare for at bevise overfor mig selv at vi er så milevidt langt fra hinanden seksuelt så jeg aldrig kommer til at finde tilfredsstillelse hos ham…jeg tror hun har ret…i begge ting… Men skal ikke knalde med ham så længe han har kæresten, men er nok nødt til at prøve ham igen på et eller andet tidspunkt…