Tag: psykopat

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

90’er festen

Så jeg var jo til 90’er fest i lørdags !

Jeg blev SÅ fuld, men heldigvis ikke lige så stiv som Louise (kommer lige i tanke om, jeg helt har glemt at spørge om hun egentlig kom til skade i det styrt hun lavede foran flæskestegssandwichboden – ej hvor er jeg en dårlig veninde! Nå, men jeg kan da huske jeg hjalp hende op – point til mig)

Vi mødte Nutellapusheren, som var så sød og give os armbånd til fri-bar området, ovenikøbet helt uden forventninger om tilbagebetaling i naturalier – jeg var så lettet! Han opførte sig faktisk helt sobert – meget uvant. Så rendte vi ind i nogle jeg kender fra gammel tid. Den gang var de lidt nogle banditter…de kom fast hver weekend i den bar jeg hvor jeg arbejdede. Nu var de lidt mere voksne, lignede stadig nogle banditter, men de var sjove, så vi blev hængene.

Bandit 1 havde faktisk inviteret mig ud tilbage engang i oktober/november, men dengang sagde jeg at han skulle spørge igen i 2017, jeg havde jo stadig Frisøren meget skarpt i hukommelsen og kunne ikke lige overskue en ny. Han glemte det lidt, og det gjorde jeg også, og vi har faktisk først for nylig skrevet lidt sammen igen, så det lå måske lidt i kortene at vi skulle snakke sammen til 90’er festen.

Det ender istedet med at jeg snakker med bandit 2 og 3, og bandit 1 snakker med Louise.

På et tidspunkt hvor jeg er alene med B2, jeg ved ikke hvor de andre B’er og Louise blev af, så kysser B2 mig fandeme – helt uden varsel! Nå okay, jaja det kunne han da godt finde ud – det ros skal han da have. Og så snakker vi videre som om intet var hændt og det skete heller ikke igen. B2 fortæller så også at han jo faktisk har kæreste. Jaja okay, det var jo bare et kys uden betydning.

Senere bliver B2 lidt kåd og kaster en drinks op i luften, der er ikke særlig meget i, men vi mærker da allesammen lige at vi får drys med gin og lemon på os – fjollet ting at gøre! Hvad der så er endnu mere fjollet er, at Louise føler sig så forurettet over at have fået drinks på sig, så hun vælger at kaste et helt glas vand på B2… På det her tidspunkt er solen gået ned, så B2 har ikke rigtig mulighed for at blive tør igen… og han bliver rasende. Som i rasende helt tilbage til ligesom dengang, de virkelig var banditter i baren og jeg gentagne gange måtte gå imellem, for at de ikke kom op og slås.

De ja vu – Så stod jeg pludselig der igen med B2. Hans øjne flakkede psykopatisk fra side til side – han var seriøst klar til at slå Louise i gulvet…græsset…

Så den næste times tid måtte jeg sørge for at B2 havde fokus på mig, og ikke Louise. Måtte gentagne gange sige til ham, at det kunne godt være vi ikke havde set hinanden i 15 år, men jeg kunne sagtens genkende når han blev psykotisk, og det skulle han fucking bare lægge fra sig med det samme. Jeg endte med at slæbe ham med i tisse køen – han fik pænt lov at holde mig med selskab i hele den tid, det tog før jeg kunne komme på toilettet, før fik han heller ikke lov til at tisse.

Da vi kom tilbage til B1 og B3 og Louise, fakede Louise og jeg at vi lige skulle have vores ting med fordi vi skulle skifte til varmere tøj. Og så smuttede vi. Louise fortalte så også at B1 havde bagt så meget på hende og samtidig sagt at hun ikke skulle sige noget til mig. Gad vide hvad sådan en mand regner med – vi er bedste veninder og har været det siden vi var 5, som om vi nogensinde ville holde sådan noget hemmeligt for hinanden. Mænd!

Louise’s søde mand kom og hentede os – på det tidspunkt var Louise så stiv og ked af det pga hele situationen med vandet, så hun hulkede hele vejen hjem i bilen. Jeg blev sat af der hvor jeg 12 timer tidligere havde parkeret min cykel, med dertilhørende cykelhjelm – jaja sig ikke jeg ikke var forberedt på at et styrt måske kunne komme på tale. Jeg slingrede hele vejen hjem – total gymnasiestyle sprit stiv på cykel. Godt jeg bor i en lille by, så ALLE sover når man laver sådan noget lort her.

Fik gået tur med Birthe OG samlet hendes lort op – eddermame heldigt jeg ikke væltede ned i lorten, da jeg skulle samle den op! Hvad sker der iøvrigt for, at man altid føler sig endnu mere stiv, når først man kommer hjem? Jeg syntes sgu ikke jeg var SÅ stiv henne til festen…

Får sat mig på en stol udenfor og skriver en semisviner besked til B1, hvorefter B1 opfører sig helt uforstående overfor min besked, og helt vildt gerne vil snakke, fordi der er jo altid 2 sider af samme sag… jaja bare ikke i en sag hvor du bager hæmningsløst på min veninde og så nu stadig tror du har en chance hos mig – forget it.

Mere fra sidste uge og lidt fra denne uge

Så Ida fortalte sin lærer om alt det med hunden og fuglene, og jeg fik en mail om at de var meget bekymrede. JA TAK, så er vi flere!

De skrev at de syntes jeg skulle kontakte kommunen med det samme! Men grunden til jeg inddrog skolen, var netop for at det jo ikke er mig der skal underrette kommunen – det skal de ud fra det Ida har fortalt dem. For udfaldet fra Mortens side vil uden tvivl modsvare måden hvorpå underretningen kommer fra.

Som jeg skrev igår, så var Ida og jeg til møde på skolen igår med hendes lærer. De var meget bekymrede! Børn skal ikke opleve og overvære vold – heller ikke mod dyr.

Pga Mortens trusler, blev vi enige om, at de skulle skrive deres underretning, sende den til mig og så videre til kommunen mandag. Grunden til det skulle vente til mandag, var for at vente til børnene var hjemme hos mig igen. Jeg skal så følge op med også at kontakte kommunen. Derudover havde Ida en veninde med forrige weekend, hvor de var på camping med Morten. Hendes mor fortalte mig forleden, at hun havde grædt hele aftenen efter hun var kommet retur, pga mishandlingen af hunden. De vil også gerne hjælpe med at skrive en underretning, hvis jeg havde brug for det.

Slagplan – YES!

Mail modtaget igår eftermiddags fra læreren….

Kære SH

Vi har vendt tingene med ledelsen, som vurderer, at den mest direkte og ‘rigtige’ vej er, hvis du på mandag selv henvender dig til kommunen med din bekymring. Også omkring de trusler, som du er bange for. 

Før vi som skole sender en underretning har vi en række formalia, som vi skal have afklaring på. Det er vores ledelse i gang med… 

KH

 

Jeg er nu SÅ frustreret! Det føles som om de vasker deres hænder og efterlader mig og børnene til bare selv at få styr på det her. (Ja selvfølgelig er det mig der i sin tid valgte at få børn med en psykopat – jeg vidste dog ikke dengang at det var hvad han var, men come on… ingen hjælp…overhovedet….)

Jeg er en meget selvstændig kvinde – jeg spørger meget meget sjældent om hjælp, sådan rigtig hjælp.

Jeg rækker nu ud efter hjælp, ekstremt velovervejet pga Mortens trusler – ergo vil jeg tænke de fleste mennesker også må tænke, at det er fordi det efterhånden står virkelig skidt til. Skolen fortæller de er bekymrede og kommunen skal underrettes med det samme… Men tager jeg direkte kontakt til kommunen, helt alene, så virker det så meget mere som et aktivt valg om at modarbejde Morten, end når Ida også har informeret skolen om hvad der foregår, og vi så kontakter dem sammen.

Hvad fuck er deres undskyldning for ikke at underrette kommunen ??!

Sidste uges drama

Så jeg vil indføre et nyt emne her på bloggen!

Dagens Drama!

Jeg tænker overskriften taler for sig selv, og grunden til at jeg vil lave sådan et emne, er fordi blandt jeg selv, Natalie og Luna, så sker der simpelthen SÅ meget drama – ALT for meget drama, efter vores meninger efterhånden. Og der sker noget nyt eller noget bliver endnu mere drama end dagen før, faktisk hver dag, jeg taler med dem.

Noget af det er enormt underholdende, noget dog knap så meget, men det er altsammen noget der fylder enormt meget midt i vores hverdag.

Jeg lægger ud med mit eget drama. Føljetonen på situationen’ hjemme hos Morten, hvor mine børn ikke altid har det super nemt. Det bliver dog lige til ugens drama, i denne omgang. For at forstå omfanget af madness, så vil jeg anbefale lige at læse første del her.

Morten har en Rottweiler tæve, en rigtig sød og energisk en af slagsen. Ungerne elsker selvfølgelig den hund ligesom de elsker deres hund Birthe som vi har herhjemme hos mig.

Men Morten mishandler den. Hver dag. Også foran børnene. De kommer hjem og fortæller om hvordan han sparker og slår den, og kvæler den hvis den laver den mindste ting som han ikke har bedt den om, som fx at flytte sig når støvsugeren kommer i nærheden af den, fordi den er bange for støvsugeren. Jeg har aldrig set den gå helt oprejst fordi den altid holder sig lidt lavt når Morten er i nærheden. Ida fortæller at hun græder og græder og gemmer sit hoved i sine arme imens det står på og drengene skruer op for lyden på deres Ipads, for ikke at høre den pivende hund.

Det har været så grelt i denne periode de har været retur, så jeg snart kan skrive børnepsykolog på cv’et. For shit hvor har jeg måtte trøste dem og snakke med dem flere timer hver eneste dag, hvor jeg bekræfter dem i, at alle de negative følelser de har omkring deres far ift hunden, er helt okay.

Det er kommet så vidt, så jeg nævnte for Ida, om ikke vi skulle snakke med en voksen, så hun også fik en fortrolig, der ikke var mig. (for ærlig talt – jeg har nået min grænse) Det ville hun gerne, og gerne med det samme. Førhen har hun nægtet – men nu kan hun ikke mere, siger hun. Jeg har også bemærket, at både Ida og Magnus er begyndt at trække sig fra sociale ting med skolen. Magnus lukker sig inde med sin Ipad, og er som regel ikke til at få et pip ud af. Men denne gang er han også begyndt at komme med små kommentarer ud i det blå. Fx sagde han i tirsdags, at når han blev voksen ville han overtage fars hund. Nå hvorfor det spørger jeg, inden jeg når at konstatere at den nok er død inden han bliver voksen. Han svarer; ‘det er så den kan få det godt og ikke blive slået mere’. 

I påsken da ungerne kommer retur efter at have været hos ham, fortæller Ida, hvordan hun har overhørt ham fortælle sin kæreste, at han sidste år havde knækket nakken på børnenes to meget tamme undulater. De havde åbenbart larmet for meget. Den oprindelige historie han havde fortalt dem, var at de var fløjet ind i vinduet og døde.

 

Jeg har kontaktet skolen… Jeg kan ikke mere stå med det hele alene. Det er så forrykt efterhånden! Og selvom Morten har truet med at banke mig ihjel (senest i december), hvis jeg nogensinde ville prøve at tage børnene fra ham, så er det nu alligevel nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan forsvare at deres samvær fortsætter på denne måde.

Jeg har egentlig ikke intentioner om, at de skal stoppe med at se ham, børn har brug for begge forældre, og Morten kan godt finde ud af at være en ok far…han skal bare ikke have nogle dyr. (og helst heller ikke en luderkæreste med dertilhørende slave)  Min værste skræk er, at den meget meget søde rottweiler pludselig får nok, og begynder at forsvare sig selv, eller går til angreb, hvis fx ungerne kommer til at lave noget pludseligt, som den så tolker som om den skal til at have tæv igen.

Jeg var til møde på skolen igår i halvanden time…

 

 

‘Hvem ligger du og knepper for tiden?!!’

Samtale med Morten over telefon

Morten : synes du ikk der er noget du mangler at fortælle mig?

Mig: hmm…det ved jeg ikk, er der?

Morten: hvem ligger du og knepper for tiden?!? 

(Jeg har fået kæreste!!!! Det er FILF’en. Og ja – eftersom jeg kender Morten og hvordan hans reaktion ville blive, så nej, så gad jeg ikke rigtig indvie ham i det)

Mig: gider du godt tale ordentlig til mig!!

Morten: jeg synes det er ret ufedt at få at vide af helt fremmede mennesker ovre på skolen at du er sammen med en far fra Ida’s klasse. Hvorfor løj du da jeg spurgte om du så nogen da jeg gav dig roser på Valentines Day?

(Morten havde efterladt er bundt røde roser på mit dørtrin på Valentines dag, og han var den sidste i hele verden jeg ville have gættet på de var fra – ja det var faktisk ikke engang med i overvejelserne at de kunne være fra ham)

Mig: du spurgte ikke – du spurgte om der var mange kandidater til hvem de kunne have været fra, så svarede jeg ja, men at jeg troede de var fra Luna. Og hvorfor skulle vildt fremmede fortælle dig om hvem jeg ser, hvem var det det fortalte det?

(Luna er mor til en pige i henholdvis Magnus’ parallel klasse og en dreng som Alexander går i børnehave med – vi fandt hinanden sidste sommer da vi var SoccerMoms flere gange om ugen – hun er et af de sjoveste og mest betænksomme menneske jeg kender)

Morten: Nå! Jamen så har det jo bare at holde mellem jer! For ellers skal børnene jo gå og glo på hinanden de næste 8 år! Og jeg ved sgu da ikke hvem hun var – hun sagde bare at HELE klassen talte om det. (Mon dog)

(Samme udtalelse kom han med dengang jeg kom sammen med A – for børnenes skyld skulle det forhold holde resten af mit liv)

Mig: jamen jeg kan jo sige det samme om dit forhold, selvom du påstår I ikke er kærester, på trods af at hun er med til alt og I altid er sammen. Så hvem er hun mor til hende der sagde det? Og det er sådan set ikke hemmeligt at vi ses, vi har bare undladt at sende en ‘allemail’ ud på forældreintra.

(Mangler stadig at fortælle om den absurde historie der følger med, med Mortens nye kæreste)

Morten: ja jeg kan sgu da ikke huske hvem hun er mor til !

(De eneste der stadig henter børn på skolen er dem med børn i mindre klasser – det snævrer det ned til undertegnede, en mor, som jeg snakkede med i weekenden og hun anede ingenting om FILF’en og jeg, og så selvfølgelig FILF’en og hans ekskone. Hvilken Morten iøvrigt udemærket godt ved hvem er, da de to har børnene i samme uge. Han trak bare blondinekortet for at slippe for at fortælle hvem der havde sagt det)

Morten: Det må jo være seriøst siden børnene ved til det?!

Mig: Tjah det er det vel også.

Morten: Nå, jamen så ha’ det godt!!

Mig (lidt for glad måske): Jamen i lige måde da!

 

Det er næsten 5 år siden Morten og jeg gik fra hinanden. Han mener tilsyneladende stadig han kan tillade sig at kontrollere hvad jeg foretager mig. Jeg var SÅ ovenpå i den samtale, helt upåvirket af hans forsøg på at bestemme og diktere. Det føltes godt!

 

her er stadig panik…

…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

%d bloggers like this: