Tag: psykolog

Hvad jeg lærte i september 

…lidt forsinket – det var en hård måned, som nogle af jer så sødt bemærkede, så var jeg lidt stille herinde

  • At september har budt på en del bump på vejen
  • At Morten for anden måned i træk har undladt at betale børnepenge 
  • At det tager statsamtet 12 uger at give svar på ansøgning om børnepenge. 
  • At Morten synes jeg er en kost
  • At jeg faktisk trives virkelig godt med at Morten synes jeg er en kost! HA! 
  • At det at jeg har fået lavet en ordning med mit arbejde om at jeg har mere weekend fri, bare er resulteret i, at Ida gerne vil være mere hjemme end hos Morten. Så meget for at jeg skulle til at have en masse egofritid med sjov og ballade. 
  • At jeg faktisk alligevel nyder dagene alene sammen med Ida – mor/datter bonding på højt plan!
  • At jeg ikke behøver have sex med en 21 årig igen
  • At det der bare skulle være et eftersyn hos tandlægen endte med at koste 3700kr 
  • Nævnte jeg at jeg indtil videre mangler børnepenge for to mdr…? Meget dårlig timing Morten! 
  • At være trivselsforældre i en trivselsgruppe, hvor halvdelen af de tilmeldte forældre består af mænd, faktisk er lidt mærkeligt. Jeg mistænker dem for, at de ser trivselsmøderne som en mulighed for at slippe væk hjemmefra. 
  • Luna og jeg er iøvrigt de eneste singlemødre i ovennævnte 0.klasse…det var ikke alle mændenes koner der lignede nogen der syntes det var en god ide at deres mænd meldte sig som trivselsforældre. 

Og til det lidt mere sørgelige:

  • At det var okay at tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg meldte ud til forældrene til det barn de mistede og som vi ikke kunne redde, at der var grænser for hvor professionel jeg kunne blive ved med at være da han døde…
  • At den oplevelse bød på timer hos Rigshospitalets krisepsykologer efter at have været det hårdeste patientforløb jeg til dato, har været en del af. 
  • At jeg er ret taknemmelig for min arbejdsplads passer så godt på os. 
  • Og at jeg elsker mit arbejde – også selvom det ind imellem er benhårdt og kræver lidt dage i fosterstilling…  

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

Parterapi

A og jeg har været til parterapi i dag, for første gang… (og sidste)

Psykologen var en kvinde på omkring 55 år, iført brun/orange fløjelsbukser, en hvid broderet T-shirt (tror jeg) og en anden slags fløjels ‘cardigan’ med blomstret inderfoer udover den hvide T-shirt. Håret, en blanding af normal hårfarve og grå hår, var i en lav hestehale, meget rolige eftertænksomme øjne og ekstremt gule tænder – altså vi taler så gule tænder, så man kunne mistænke hende for at være startet med at ryge da hun var 5 !

Vi var blevet enige om at skulle til parterapi for at få hjælp til at få vores meget forskellige livssyn til at mødes, når nu vi selv syntes vi var kørt lidt i hårdknude. Det skal dog lige siges at det faktisk er gået ganske fint mellem A og jeg her på det sidste <3

Vi fik fortalt hver vores side af sagen, det var der intet nyt i for os, men hun skulle selvfølgelig også lige sættes ind i problemerne for at kunne hjælpe. Vi kom da også til at diskutere mens vi var der, fordi vi stadig ikke er enige. Oprindeligt tænkte jeg egentlig at jeg ikke havde nogle forventninger til det – men gik alligevel derfra skuffet. For jeg havde virkelig håbet på at hun kunne give os nogle redskaber ift vores hver især håndtering af den anden i spidssituationer, men det fik vi ikke. A var også skuffet. Og så virkede det rigtig meget som om hun var mere på A’s side end objektiv, og det kan vi jo ikke rigtig bruge til noget, som A heldigvis også selv mente. Efter han havde fortalt sin version og fortalt om hans behov for nærhed og samhørighed, så sad hun (gudhjælpemig) med tårer i øjnene og højlydt sagde at hun blev helt rørt – hun var knap så følelsesladet efter jeg havde fortalt min version og om mit behov for plads og frihed… Altså helt ærlig – er det ikke meningen sådan en psykolog skal kunne rumme sine klienter, ikke sidde og være ved at tude?

Hun sidder lidt bagefter og tænker, og siger så at vi måtte håbe at tiden arbejdede for os, og at vi hen af vejen ville finde den rette balance ift vores hver i sær meget forskellige behov… Øhhh ok…hvad med at du hjalp os lidt på vej… ?

Hun får os til sidst til at lave en øvelse, hvor vi skal sætte os i den andens sted, med alt hvad det indebar af bagage helt tilbage fra barndom og dumme ex-forhold – og det var nok det eneste jeg følte bare gav mig en lille smule forståelse for hvor A kommer fra og hvorfor han reagerer som han gør… måske vil det hjælpe mig i fremtiden til at håndtere ham lidt bedre.. jeg håber han fik den samme forståelse om mig…

%d bloggers like this: