Tag: psykisk vold

Psykolog idag…….

Skal til psykolog idag for første gang – har lidt nerver på. Bare hun ikke beder mig om at ligge på en eller anden briks med foldede hænder og kigge op i loftet, mens jeg skal fortælle om alt det hun skal løse inden timen er slut. Godt jeg ikke er fyldt med fordomme… 😉

Ved jo desværre nok godt at mine problemer kræver mere end blot een enkelt time hos en psykolog… Suk…det bliver en dyr omgang.
Apropos dyr – var i IKEA igår med Louise, jeg havde en hel liste af ting jeg skulle have, endte selvfølgelig med lidt mere end listen og måtte slippe 1300 kr…. Fuck hvor jeg snart håber Morten har tænkt sig at betale de børnepenge han skylder mig!
Jeg sagde til ham forleden at jeg overvejede om vi skulle lade det gå gennem kommunen – der er så mange gange hvor jeg ikke har fået dem til tiden, fordi han ikke har dækning på sin konto. Resultatet blev at han truede med at så ville han søge om at få børnene 7/7, så han helt slap for at betale mig. Måtte informere ham om at han aldrig slap, for så skulle han bare betale halvdelen af alle udgifter til dem istedet. Men det er typisk ham at reagere sådan. Han ringede igår og vi fik talt ud – kan godt mærke at så snart jeg taler med ham, fremfor mail korrespondance, så har han en evne til jeg igen begynder at undskylde hans adfærd overfor andre, fuck jeg glæder mig til at han ikke har en nærmest hypnotisk effekt på mig mere!

Blokfløjtens hemmelighed

Kom hjem fra A ved 14 tiden idag. Havde taget hunden Birthe med derover – havde jo nok forudset lidt at jeg ville ende med at sove hos ham. Kom selvfølgelig for sent hjem til ham – jeg tænker altid at jeg liiige skal have fjernet hår med min epilator og at det kan jeg da sagtens lige nå på 20 min – det kan jeg så aldrig, det tager altid længere tid. Så ringer Ida lige i det jeg parkerer hos A, hun er trist fordi Morten har presset hende til at fortælle en hemmelighed som hende og jeg havde. Jeg havde sagt til hende at hun skulle tage sin blokfløjte med hjem til Morten og bilde ham ind at læreren havde sagt at de SKULLE øve sig mindst 15 min hver dag – synes selv det var ret sjovt ;D Det blev dog knap så vel modtaget i den anden ende… Syntes selvfølgelig det var mærkeligt at han havde reageret sådan på at hun havde en hemmelighed.

A og jeg nåede kun lige at sætte os til bords så ringede Morten. Han ville tage Ida’s tlf og Ipad fra hende, så hun kun havde det hjemme hos ham for han gad ikke have at hun ringede til mig hver gang hun fik ballade hjemme hos ham. Ifølge ham havde hun allerede frivilligt fortalt om det med blokfløjten for to dage siden. Han har selvfølgelig ret i, at hun ikke skal spille os ud mod hinanden, men ligefrem fjerne al adgang til mig fra hende synes jeg var lige at gå over stregen, så jeg hidsede mig jo naturligvis fuldstændig op i det røde felt. Jeg faldt til ro efter lidt tid, bad ham om at tale med hende om det. Han fortalte mig igen hvor ked af det han er over det han har gjort mod mig mens vi var sammen og at han ikke kunne overskue sit liv uden mig i det – jeg holdt fast i, at jeg ikke kunne have ham i mit liv, for jeg havde alt for mange ting jeg skulle bearbejde på grund af den måde han havde behandlet mig på da vi var sammen. Han kan heldigvis stadig godt forstå mig, og vi sagde farvel…igen.
Jeg vendte tilbage til A… som selvfølgelig var lidt muggen over hele situationen. Måtte endnu en gang forklare ham, at jeg ikke er i stand til hele tiden at tage hensyn til hans behov. Han ved det godt men har selvfølgelig svært ved at tøjle sine følelser, hvilket er forståeligt nok. Det er meget at bede om, at nogen skal sætte deres egne behov på standby fordi jeg ikke kan overskue ansvaret for at opfylde dem. Så snart han begynder at have snerten af at kræve noget af mig, så har jeg lyst til at gå og være mig selv. Det var det samme med Tobias… I mit forskruede hoved føles deres behov og lyst til at være mere sammen med mig, som en form for kontrol over mig og min tid…

I virkeligheden er det formentlig bare fordi de i virkeligheden rigtig gerne vil være sammen med mig. Har igen siddet og gennemlæst alt hvad de skriver om på mødrehjælpens hjemmeside…burde snart samle mig mod til at ringe til dem…nu er der snart gået en uge siden jeg læste på deres side første gang.

…’Psykisk vold’…

Starter dagen ud med at modtage en sms fra A.

Igår sendte jeg ham et link til mødrehjælpen, for at få ham til at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør – lidt som en undskyldning og samtidig bare fordi jeg virkelig ønskede at han skulle få et indblik i, hvad jeg har været igennem. Hans sms derimod handlede dog mest af alt om ham selv og hvad han følte jeg havde gjort galt overfor ham.

Skulle aflevere drengene i vuggestue og børnehaven – havde mildest talt ikke overskud til at Alex igen blev dybt ulykkelig over at skulle i vuggestue. Han har haft det skidt med at komme derhen i omkring en måned – han er den største på sin stue nu og keder sig bravt – søger ned i børnehaven til Magnus hele tiden, så da han begyndte at stortude over at skulle afleveres brød jeg også sammen – og selvfølgelig foran 4 pædagoger – temmelig pinligt! Men i det mindste fik det dem da til at lette røven og for første gang indrømme at han måske kedede sig lidt i vuggestuen. De har nemlig nægtet at det kunne være derfor indtil i dag. Jeg flygtede ud på et badeværelse sammen med skrigende Alex og vi fik begge samlet os. Jeg undskyldte overfor pædagogen – hun kunne selvfølgelig godt forstå jeg var ulykkelig over at skulle aflevere ham, når han var så ulykkelig – hun skulle bare vide at der lå alt muligt andet bag også.

Kom derfra uden Alex blev yderligere ulykkelig, men også kun fordi Magnus tog storebror rollen alvorligt og hjalp ved at blive i vuggestuen og lege med Alex. Nogle gange ved jeg ikke hvordan 4 årige Magnus er blevet så ansvarlig…må have læst lidt på de forskellige roller børn påtager sig i en søskende flok. Han passer virkelig meget på os alle sammen – det er alt for stor en byrde at have på hans små spinkle skuldre 🙁

Har efterfølgende grædt det meste af dagen i dag – måtte sove 3 timer for overhovedet at holde op med at græde. Har skrevet lidt med A, han er blødt op, og er holdt op med at fokusere på sig selv og har faktisk taget det ret alvorligt at jeg er så ulykkelig. Han vil gerne hjælpe mig, men han tror samtidig at vi så skal være kærester el lign…kan næppe forestille mig at man kan håndtere at være noget for et andet menneske når man ikke engang kan være noget for sig selv. I går kunne jeg dårlig overkomme børnene…Og A skriver om at hvis han skal kunne være der for mig, så skal prioriteterne være anderledes, for det er ikke nok for ham med sex 1 gang om ugen og intet andet.

Meldte fra til tøsemiddag allerede i formiddags – havde absolut ikke behov for at snakke om alle mine åbenbaringer igen, vi har jo endevendt det hele over and over igennem de sidste 2 år, der er jo ikke særlig meget nyt at bidrage med. Bortset fra jeg nu endelig forstår at der er et ord for det Morten har budt mig : ‘Psykisk vold’ Og der er en hel masse fremmede mennesker der kan beskrive præcis hvordan mit liv har været igennem 9 år med ham og de efterfølgende 2 år hvor vi har været fra hinanden, men hvor han stadig har skræmmende meget kontrol over mit liv.

Louise spurgte mig i dag om jeg græd over fortiden eller fremtiden – jeg svarede fortiden… hvilket jeg også mest er ked af, har alverdens spørgsmål i tankerne til mig selv, som alle voldsramte kvinder garanteret har stillet sig selv den dag det pludselig går op for dem at de burde være gået for længst.

Men fremtiden er faktisk også skræmmende…med Morten er det ‘alt eller intet’ – Den dag jeg siger til ham at jeg ikke vil finde tilbage til ham, så slutter alt samarbejde mellem os, han vil få mig til at føle at det hele er min skyld og at det er mig der går glip af noget ved at lade ham smutte. Louise er god til at påminde mig, at det er et virkelig dårligt karaktertræk at han kun er sød ved mig fordi han håber på vi kan finde sammen igen. Jeg skal også hele tiden huske mig selv på, at det er HAM der kommer til at få et dårligere liv uden mig, og ikke omvendt – burde få det tatoveret et sted hvor jeg kan se det hele tiden – for jeg ved han er ekspert i at manipulere og få mig til at føle det modsatte. Derudover skal jeg acceptere at mit liv bliver mere besværligt, for jeg har ikke de samme pasningsmuligheder som han har at tilbyde – vi kommer til at dele børnene via skole og vug/bh, og børnene vil blive kede af det fordi de jo ikke forstår hvorfor vi ikke kan snakke sammen mere.

Mens jeg læste om psykisk vold i går aftes og i dag, dukkede der også flere artikler op omkring børn der blev udsat for det af deres forældre, oftest faderen som udøver. Hvad nu hvis han kunne finde på at gøre det mod børnene…? Hvordan forhindrer jeg det? Bør jeg konfrontere ham med det han har gjort? Han siger han har lært meget om sig selv og aldrig kunne finde på at være som han var igen – men han har heller ikke fået kastet ordet ‘psykisk vold’ i hovedet – hans opførsel har hele tiden hørt under ‘jalousi’ og ‘kontrol’.

Der var engang, ved ikke hvor længe vi havde været sammen, men af grunde jeg ikke kan huske, søgte jeg også på psykisk vold dengang, og konfronterede ham med det, for kunne jo godt sige ‘tjek’ til rigtig mange punkter dengang. Han blev tosset, og så snakkede vi ikke mere om det.

Louise kom forbi efter arbejde og vi fik snakket lidt, og jeg kunne mærke det faktisk hjalp, hvorfor er det jeg tænker at løsningen er at bure mig inde med alle mine sorte tanker? Meldte min og ungernes ankomst til middagen alligevel. Fik ikke fortalt om mine dårlige dage til Laura og Michelle, fordi Ida konstant svævede i nærheden af os med kæmpe flapøre ude for at fange alle signaler vi overhovedet havde intentioner om at udsende. Gav Louise tilladelse til at indvie de to andre efter jeg var gået hjem med børnene… Har ikke grædt siden, men kan godt mærke i min krop og øjne at jeg har grædt i alt for mange timer – har vist også overskredet dagens max dosis af Panodiler…

Jason Derulo

Oh yes – var til koncert igår med Jason Derulo, billetterne var en julegave fra Louise. Det var en fantastisk koncert, fyldt med halvnøgne veltrænede mørke mænd og skrigende teenage tøser, men virkelig god stemning og Louise og jeg gav den gas, og så var det ovenikøbet på en mandag, jeg kommer jo som regel kun ud hver anden onsdag, hvis ikke lige min sadistiske vagtplanlægger har været så elskværdig at give mig en av på min eneste friaften 😉

Nå men da jeg kommer hjem og skal afløse Morten, som har passet børnene hjemme hos mig, kan jeg godt se at der er noget helt galt med ham. Og han angriber mig da også nærmest med det samme og forlanger at få at vide om jeg ser nogen for tiden eller flirter med nogen. Jeg siger selvfølgelig nej, han kan nemlig umuligt vide noget om A. (priser mig lige der heldig over jeg ikke fik lavet en knalde aftale med ham, efter Morten var kørt, som havde været min plan) Kan godt mærke han hentyder til en bestemt, men vil bare gerne have mig til at falde i ved at spørge åbent.

Det viser sig så at han for 14 dage siden af omveje har fået at vide at jeg flirtede med en der hedder Brian fra vores tidligere fælles arbejdsplads.. Øh ja ham knaldede jeg med for omkring et år siden siger jeg så. Han falder lidt til ro, men så er jeg jo helt oppe og køre og sviner ham til, og det ender faktisk med han ENDELIG indrømmer at han HAR knaldet udenom mens vi var sammen – han påstod så at det kun var de sidste 5 mdr af vores forhold…jaja…det kan man jo altid komme og sige. Men jeg føler faktisk en vis lettelse over han endelig holdt op med at lyve om det – jeg har jo vidst det, og er faktisk ligeglad nu.

Det der kom ud af hele vores skænderi, var dog at han stadig ikke kunne forestille sig ikke at være kæreste med mig igen. Jeg ved virkelig ikke hvad der er det rigtige at gøre ift til ham – jeg er jo rædselsslagen for at han ender med at pille mig helt fra hinanden så jeg bliver en skygge af mig selv igen. Jeg tror nu aldrig det ville komme til det igen – men frygten er der stadig, for sidst kom det jo også snigende, man opdager det jo ikke i processen. Sagde til ham at den eneste vej frem, som både er op ad bakke og i modvind, er via en parterapeut, hvilket han hellere end gerne vil gå i krig med. Jeg aner ikke om jeg egentlig orker det – jeg elsker mit single liv og dermed ikke sagt vi skal være kærester med det samme, men det er jo det der nok er meningen med det, medmindre man til parterapi også kan finde ud af at vi ikke skal være sammen fordi vi ikke bringer noget godt til hinandens liv…

Han siger også på et tidspunkt om ikke jeg bare tror det er bedst for mig hvis han forsvandt helt ud af mit liv – vidste ikke lige hvad jeg skulle svare på det tidspunkt, men nu hvor jeg sidder her og tænker på det, kommer jeg i tanke om, at de foregående gange han har sagt sådan har han ment HELT ud af mit liv og dermed også børnenes…hmm…gad vide om det var det han mente… Han har også førhen truet med at hoppe af færgen i Rødby, hver gang har selvfølgelig haft den effekt at jeg har været den der skulle overbevise ham om at det ville der ikke komme noget godt ud af… Han er en mester i manipulation …

%d bloggers like this: