A og jeg har været til parterapi i dag, for første gang… (og sidste)

Psykologen var en kvinde på omkring 55 år, iført brun/orange fløjelsbukser, en hvid broderet T-shirt (tror jeg) og en anden slags fløjels ‘cardigan’ med blomstret inderfoer udover den hvide T-shirt. Håret, en blanding af normal hårfarve og grå hår, var i en lav hestehale, meget rolige eftertænksomme øjne og ekstremt gule tænder – altså vi taler så gule tænder, så man kunne mistænke hende for at være startet med at ryge da hun var 5 !

Vi var blevet enige om at skulle til parterapi for at få hjælp til at få vores meget forskellige livssyn til at mødes, når nu vi selv syntes vi var kørt lidt i hårdknude. Det skal dog lige siges at det faktisk er gået ganske fint mellem A og jeg her på det sidste <3

Vi fik fortalt hver vores side af sagen, det var der intet nyt i for os, men hun skulle selvfølgelig også lige sættes ind i problemerne for at kunne hjælpe. Vi kom da også til at diskutere mens vi var der, fordi vi stadig ikke er enige. Oprindeligt tænkte jeg egentlig at jeg ikke havde nogle forventninger til det – men gik alligevel derfra skuffet. For jeg havde virkelig håbet på at hun kunne give os nogle redskaber ift vores hver især håndtering af den anden i spidssituationer, men det fik vi ikke. A var også skuffet. Og så virkede det rigtig meget som om hun var mere på A’s side end objektiv, og det kan vi jo ikke rigtig bruge til noget, som A heldigvis også selv mente. Efter han havde fortalt sin version og fortalt om hans behov for nærhed og samhørighed, så sad hun (gudhjælpemig) med tårer i øjnene og højlydt sagde at hun blev helt rørt – hun var knap så følelsesladet efter jeg havde fortalt min version og om mit behov for plads og frihed… Altså helt ærlig – er det ikke meningen sådan en psykolog skal kunne rumme sine klienter, ikke sidde og være ved at tude?

Hun sidder lidt bagefter og tænker, og siger så at vi måtte håbe at tiden arbejdede for os, og at vi hen af vejen ville finde den rette balance ift vores hver i sær meget forskellige behov… Øhhh ok…hvad med at du hjalp os lidt på vej… ?

Hun får os til sidst til at lave en øvelse, hvor vi skal sætte os i den andens sted, med alt hvad det indebar af bagage helt tilbage fra barndom og dumme ex-forhold – og det var nok det eneste jeg følte bare gav mig en lille smule forståelse for hvor A kommer fra og hvorfor han reagerer som han gør… måske vil det hjælpe mig i fremtiden til at håndtere ham lidt bedre.. jeg håber han fik den samme forståelse om mig…