Tag: panik

‘hvordan har du det?’

Fik stillet verdens mest almindelige spørgsmål…  ‘hvordan har du det?’   og kunne ikke svare på det. For vedkommende som stillede det, var rent faktisk oprigtig interesseret i svaret.

Der er jo ingen problemer i, at svare på det spørgsmål når alt er godt, eller vægtskålen i det mindste har en overvægt i den ene eller anden retning. Eller vedkommende som stiller det spørgsmål, egentlig bare forventer at høre at det går godt, fordi det er ment som et høflighedsspørgsmål, som ingen har nogen intentioner om at uddybe. Man smiler bare og svarer at det går godt og returnerer spørgsmålet i samme forventning om, at den anden person også smiler og siger at de også har det godt. Og så kan man snakke videre om alt muligt andet.

Grunden til at jeg ikke kunne svare på verdens mest almindelige spørgsmål hænger unægtelig sammen med at jeg fik stillet nok verdens mest unikke spørgsmål… ‘vil du gifte dig med mig?’. Et spørgsmål jeg svarede ja til…selvom jeg følte nejnejnejnej skrige inde i mit hoved. Jeg var ikke klar til det spørgsmål. Og jeg var så ekstremt skuffet over selve frieriet. A har af flere omgange nævnt, at han ville giftes med mig og hver gang har jeg svaret, at hvis han nogensinde skulle fri, så skulle det ikke være en eller anden offentlig attraktion med uvildige tilskuere. Han skulle have gennemtænkt det, og planlagt det. Jeg ville have fejet benene væk under mig. Om ikke andet, bare fordi han havde gidet at gøre sig en masse overvejelser og anstrengelser til ære for mig. Mig.

Og det der rent faktisk skete var, at han havde drukket sig forholdsvis godt i hegnet på vores ‘all inclusive’ hotel i løbet af dagen. Og gik kold på sengen om aftenen. Jeg spurgte ham om han ville med ned og spise, det ville han ikke, så jeg gik ned og spiste alene. Satte mig efterfølgende og fik en kop kaffe og nød varmen og udsigten over havet med skibene i baggrunden. Så ringede han – godt sur over at han ikke kunne finde mig. For han havde været nede og spise alene og var nu gået tilbage til hotelværelset, men kunne ikke komme ind, da jeg havde nøglen. Jeg svarede stille og roligt at jeg da bare kom over med det samme. Han var sur. Jeg forklarede ham, at han jo selv havde sagt at han ikke ville med. Det kunne han ikke huske noget om. Så sad vi der på altanen uden rigtig at sige noget. Han kom med en sur bemærkning om, at han skulle ned og hente sit ur, der havde fået nyt batteri. Jeg gad ikke med – sådan en sur stodder. Lagde mig på sengen og overvejede om jeg skulle lade som om jeg sov, så jeg slap for mere akavet stemning… Men han var for hurtigt tilbage. Efter at have tage sine klipklappere af, gik han direkte over og satte sig på sengekanten og sagde ‘jeg vil gerne spørge dig om noget’. Jeg blev SÅ overrasket! Hvad fanden skete der?! Jeg får sagt noget i stil med at han jo lige havde været mega sur. Hvortil han svarer, jamen nu er vi jo glade igen. Frier spørgsmålet er efterfulgt af en kort monolog om hvad jeg betyder for ham. Jeg hører ikke rigtig hvad han siger – alle mine kræfter går ubestridt på, at finde det rigtige ansigtsudtryk frem, og hvordan og hvad jeg skal svare. Shit! Jeg følte ikke jeg kunne svare andet end ja. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg selvfølgelig have sagt noget i stil med at jeg ikke var klar endnu. Men jeg er sådan en forpulet pleaserperson, der har svært ved at skulle skuffe og såre andre, så hellere gå 100% på kompromis med mig selv… Og hvad der så sker, er jo at jeg stille og roligt mister mig selv. Jeg har været der før.

Så efter en uges tiltagende nedlukkethed fra min side, fik jeg endelig styr på mine tanker og fortalt A, hvilken grad af panik der florerede i mit hoved. Han blev naturligt meget ked af det og forlangte ringen tilbage…

Min vægtskål står helt lige. Jeg har det hverken godt eller skidt. Men hvordan har man det så…?

 

Jeg har været en uge om at få færdiggjort dette indlæg… Meget er yderligere sket på den uge… Fortsættelse følger.

her er stadig panik…

…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

sort samvittighed

Var henne og handle i Netto sent i går aftes. Da jeg havde parkeret bilen kan jeg høre, at der er nogen der taler virkelig højt lige udenfor indgangen. Jeg kommer ud af bilen, og ser en kvinde i midt 40’erne og en gruppe af unge gymnasie drenge, der er oppe og skændes.

Hvad jeg lige kan få ud af diskussionen på vej ind i Nettoen, så har drengene cyklet på fortovet og den ene af dem er kommet til at køre ind i kvinden, som stod og var ved at finde en pose æbler i Netto’s udendørs standere. Kvinden prøver forgæves at få knægten til at forstå, at det ikke er i orden, at køre ind i hende på fortovet. Men den skyldige knægt flejner fuldstændig på kvinden, råber at han for fanden da har sagt undskyld og at han cykler på fortovet hvis han vil, og om hun da har tænkt sig at melde ham til politiet. Han råber bare højere og højere og sviner hende til med beskyldninger om, at hun er psykopat og lign.

Jeg står længere nede i butikken… uden at gøre noget… Kiggede på de unge drenge der arbejdede i Netto, og tænkte, at de heller ikke kunne bidrage med noget, eftersom de nærmest var samme alder som dem der lavede ballade lige udenfor. Overvejede også at tilkalde politiet, dog med den erfaring, at de formentlig ikke ville komme alligevel.

Lidt efter kommer en voksen moden mand, af udenlandsk herkomst, kvinden til undsætning og får skældt drengene tilstrækkeligt nok ud, så de forsvinder. Kvinden er så rystet så hun dirrer, og siger at hun ikke lige ved hvordan hun skal komme hjem. Hun fordufter dog alligevel også hurtigt.

Kommer hjem med den sorteste samvittighed… For hvorfor turde jeg ikke blande mig, da jeg først så de skændtes (?) Jeg kan huske jeg tænkte, at de jo nok bare lige var uenige, og så ville de hver især stoppe, så hvorfor blande sig. Men det gjorde de ikke! De var SÅ provokerende de knægte! Og de var mange. Jeg ville jo bare have medvirket til at situationen var kørt endnu mere op i en spids, for det var som om den af drengene, der havde påkørt hende, virkelig ønskede mest mulig ballade.

…Måske er det bare undskyldninger i mit hoved, for at have været en kæmpe kujon….

Møg Nat!

Vågnede stortudene kl 4 i nat fordi min mor åbenbart er død, og jeg er til hendes begravelse. Nogen åbner kisten og så ligger hun der – helt død. Fuck det var alt for livagtigt! Jeg tuder hæmningsløst til ca kl 6, hvor jeg endelig falder i søvn igen.

Har lige talt med hende og hun lever heldigvis stadig i bedste velgående. ‘Jeg er ikke engang forkølet’ grinte hun.  Havde lidt svært ved at se humoren i det…

Far fik også lige et opkald… så var der helt ro på sjælen igen!

Jeg kan desværre alt for godt se en sammenhæng i, hvorfor jeg pludselig drømmer sådan noget lort.

For 14 dage siden var jeg til en rigtig god vens begravelse… han var et af de mest livsglade mennesker jeg kendte og pludselig finder hans far ham død på sit badeværelse. Obduktionen viste en blodprop i hjertet… han var lige blevet 40 år for nogle mdr siden og han havde lige inviteret en masse af os, hans venner, til en fest ugen efter hans død. Festen blev holdt alligevel, for det ville have været i hans ånd at vi alle sørgede for at livet gik videre. Facebook blev konstant bombarderet med folk der ‘skålede til ham’ på hans profil og skrev de ville ønske han var med til festen – det er først nu, jeg egentlig er begyndt at bevæge mig rundt på fb igen. Det var simpelthen for hårdt med alle de opslag på hans væg.

Kirken var proppet med venner og familie og inden han blev båret ud af kirken, blev der spillet trompetsolo med  ‘I did it my way’. Dem der endnu ikke græd til melodien, brød efterfølgende sammen, da moren og faren hulkende omfavnede hinanden og rørte kisten en sidste gang, inden bedemanden kørte af sted med ham.

Han blev fundet død mens jeg holdt stor 10 års fødselsdagsfest for Ida – livet er sgu ironisk nogle gange.

Man skulle tro jeg havde et vist forhold til det der død. Mit arbejde kan i perioder indeholde rigeligt med død, men det er på en helt anden måde. De er syge – og jeg kender ikke dem der dør andet end for den periode de har været indlagt, jeg er på arbejde selvfølgelig, hvilket gør at professionalismen sørger for at man har en vis afstandstagen til patienterne. Jeg skal dog ikke være alt for hellig – der er et par stykker der er kommet ind under huden på mig i mit liv som sygeplejerske. Og det er sjovt nok også nogle af de yngre patienter der sætter deres spor.

Men jeg har aldrig før følt den der virkelig tunge uretfærdighedsfølelse, der følger med når man mister en tæt på. Havde han været 80 år, havde det været noget helt helt andet – men 40 år gammel er fandeme ikke i orden. Han plejede at sende mig sjove beskeder på Messenger – hvem skal nu gøre det? Ja det er der jo ingen der hverken skal eller kan – for han kan ikke erstattes!

Jeg har også et kæmpe problem med at det er en fra min egen generation der pludselig bare sådan falder om og dør. Mine forældres generation kan jeg lige gå med til, men egentlig er det generationen over dem, der står for skud – ikk?!

Krydser fingrer for at der ikke er flere der behøver dø før tid i mine drømme… eller i virkeligheden…

Bårerbuketten…

Beretninger fra nattevagt #10: vaskeægte spøgelseshistorier

For et par uger siden da jeg var i nattevagt spørger min kollega mig, om jeg også har hørt at der er nogle der flytter rundt på nogle møbler ovenpå stue 32. Jeg tøver lidt med at svare…for der er ikke nogen etage ovenpå vores, så er naturligt nok noget skeptisk ift om hun tager pis på mig.

Det gør hun så ikke. Hun er sikker på hun har hørt nogle flytte rundt på stole og borde ovenpå, og fortæller også at der er andre af vores kollegaer der har hørt det.

Der kommer en anden kollega ind og deltager i samtalen. Hun er 100% non-believer ift spøgelser – for hende og jeg har allerede haft den snak et par uger forinden, hvor jeg og en helt tredje kollega sidder og udveksler spøgelseshistorier fra vores forskellige arbejdspladser på forskellige hospitaler.

På min gamle afdeling skete der ofte uforklarlige ting når man havde nattevagt – dog var det ikke alle der oplevede det, så jeg ved ikke om man på en eller anden måde skal være modtagelig for at opleve det.

Nå, men på den der tidligere arbejdsplads jeg var på, skete der sjovt nok altid det, at når vi havde en tom stue om natten, så begyndte klokken at ringe dernede fra. Første gang den ringede jokede vi altid omkring det, uuuhhh nu er der spøgelser og gik ind og tjekkede stuen og slog klokken fra. Men når den så ringede igen, når jeg var nået 3 meter ned af gangen væk fra stuen, så begyndte mit hoved allerede at spekulere på hvad der fik klokken til at ringe. Det logiske var selvfølgelig overgang i klokkesystemet…men hvorfor kun på den ene stue hvor der ikke lå patienter, og hvorfor kun om natten?

Da det var sket et par gange, begyndte panikken som regel at brede sig i mit lille hoved. Så istedet for at åbne døren stille og roligt, blev den istedet sparket forsigtigt op, samtidig med jeg, halvt i knæ, prøvede at lyse med min lille pupil lygte i alle afkroge indtil jeg kom langt nok ind på stuen til at kunne tænde lyset. Og så stod jeg så og stirrede på den forpulede klokkesnor i 10 min for at se på den næste gang den blev aktiveret.

Det blev den ikke – lige meget hvor længe jeg kunne tillade mig selv at stå og stirre på den, gik den altid først i gang, når jeg havde forladt stuen og var kommet lidt ned af gangen…

Samme afdeling havde også en kvinde der sad og skreg i luftkanalerne om natten. Og inde på en bestemt stue, har jeg også oplevet helt normale voksne mennesker sidde krøllet skræmt sammen oppe i det ene hjørne af deres seng, fordi de kunne se at der sad en og kiggede ned på dem oppe fra luftkanalen.

En nat på samme afd, skulle min kollega på intensiv med en patient, og efterlod derfor mig, alene sygeplejerske, tilbage i afdelingen. Det var jo sådan set fint nok…lige indtil dørene begyndte at lyde som om de blev lukket rundt omkring i afdelingen. Jeg tjekkede samtlige 32 patienter, og alle lå og sov med undtagelse af et par stykker, som bestemt ikke var i stand til at bevæge sig ud af sengen for at lukke døren. Så snart min kollega returnerede stoppede lyden af døre der gik i…

Havde iøvrigt også en kollega der en nat kom flyvende ud af vores personaletoilet, helt kridhvid i hovedet. For mens hun havde siddet på toilettet var der en der havde sagt PSSSTTT! til hende. Toilettet var sådan et lillebitte et, midt inde i bygningen og uden vinduer…

Har aldrig set den danske serie ‘Riget’, har fået at vide at det er en fejl i min ‘sygeplejeopdragelse’ – måske det snart var på tide at se den.

Er der andre end mig der har oplevet uforklarlige ting? eller som er hardcore non-belivers og i så fald – hvorfor?

 

MonsterTæge Massakren!

Når Birthe har været med i sommerhuset, hvilket hun selvfølgelig altid er når vi andre er der, så er den største udfordring lige pt, at hun nærmeste bliver invaderet af tæger. Eller den helt store udfordring er nok nærmere at JEG synes det nok er nær det klammeste dyr der findes når det sidder der med hovedet dybt begravet inde under huden og den der voksende blodfyldte bagkrop stikkende ud – Yidrks siger jeg bare!  Udfordringen ligger selvfølgelig i, at jeg overskrider SÅ mange egne grænser hver gang jeg skal fjerne sådan et lille bæst. Jeg gør det – jada…meeen, kan jeg få A til det, så er det bestemt en opgave jeg ville klassificere som et ‘mandejob’!

Så var det jeg sad og kælede med hende i sofaen sent i går aftes – alle andre var gået i seng, og så mærker jeg en forholdsvis stor hårknude i hendes pels under den ene ‘armhule’ (hedder det mon også det hos en hund…?) og inden jeg egentlig lige får tænkt mig rigtig om, trykker jeg på den…! (hvorfor jeg trykkede på den fatter jeg stadig ikke!) Hvorefter der nærmest kommer et højlydt ‘klik’ og så forsvandt ‘hårknuden’ og så var Birthe smurt ind i gammelt blod i et område svarende til en femkrone.

Jeg rev hånden til mig og fløj op af sofaen som en anden hysterisk kvinde og prøvede at ryste kuldegysningerne ud af kroppen, for det er da nok den klammeste følelse; at smatte et dyr ud mellem sin pege- og tommelfinger!!  Jeg kan stadig fremkalde mig følelsen af det i dag, efterfulgt af en kuldegysning gennem hele kroppen, hver gang jeg tænker på det.

Tilbage til i dag, hvor jeg tænker at jeg hellere lige må tjekke Birthe for at se om monstertægen er forsvundet (kunne nemlig ikke få mig selv til at tjekke hende, efter massakren i går). Og da jeg finder frem til den, for den sad der selvfølgelig stadig, så er det nok den største tæge jeg nogensinde har set og den sidder endnu mere begravet i hendes hud end normalt – og så er den blevet helt sort overnight. Og man kan da også lige fornemme at den har tømt en del af sit indhold ud gennem bagkroppen.

Arhmen den er SÅ klam man slet ikke fatter det!

Får den gravet ud og smidt i skralderen…

Og så skal jeg vist have købt mere end en pakke Bayvantic til kræet, for det var åbenbart ikke nok, for at holde de møgdyr væk… åh det er bare dyrt!

og det var så min største begivenhed i går .. Klamt med klam på!

Overspringshandlinger #2

Mit eksamens kaosbord! Som jeg har SÅ svært ved at sætte mig ved. Hvorfor er det så svært at sætte sig ned og læse til eksamen? Ja jeg spørger bare.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor der pludselig er så mange andre ting jeg da liiige er nødt til at få ordnet inden. Det er lidt ligesom når man skal på slankekur og der liige er et nutellaglas i skabet, der skriger på at blive tømt før kuren sådan for alvor kan blive skudt i gang.

Jeg kan jo umuligt koncentrere mig hvis ikke lige jeg har klippet de der visne grene af den ene blomst i vinduet. Og terrassen fik jeg da også lige fejet – det var vist også på tide efter kirsebærtræet havde smidt alle sine fine lyserøde blomster. Så smukt som det også er når det blomster – mindst lige så møgirriterende er det lortetræ når det smider smukheden igen. Hvorfor kan det ikke bare beholde smukheden på hele sommeren…hva’hva’hva’?

Er ved at være pænt stresset – der er kun lidt over en uge til eksamen – og jeg havde virkelig sat mig for, at denne gang skulle jeg gøre det anderledes end hvordan jeg altid har gjort – (nemlig paniklæse 40 timer i streg lige op til dagen) og dermed måske også høste en lidt højere belønning for mit slid. Og det der med ‘at køre den på rutinen’ kommer jeg vist ikke langt med – er der egentlig nogensinde nogen der gør det?

Har også fået vasket en afsindig mængde tøj i dag…og mangler da egentlig også lige at tømme opvaskeren.

…Ooog så er der vist også gået en del tid med at chatte med tidligere mandlige venner på fb…den ene var Patrick, den anden var H (som stadig er lidt en klammert) og så har jeg fået kontakt til en rigtig gammel ven forleden, kalder ham F – han er virkelig sød – havde jeg ikke haft A, så havde jeg nok lige mødtes med ham – ikke i dag selvfølgelig – der læser jeg jo til eksamen…høhø…

F havde da bestemt ikke glemt mig fra dengang for 15’ish år siden. For som han lige har skrevet ‘jeg var ret forelsket i dig dengang’. Jeg er simpelthen den største sucker for mænd der sådan ville ønske de havde gjort mere ud af at handle på de følelser de havde for mig – for ofte har de dem jo stadig i en eller anden grad, selvom det er SÅ umindeligt mange år siden, sådan er det jo lidt med de følelser der aldrig rigtig blev udforsket og udlevet. Sådan tænker jeg også selv om de fyre jeg ikke fik.. hmm what could have been…?

Og let’s face it…ind imellem er det altså også bare virkelig dejligt med noget bekræftelse fra mænd, som ikke er ens kæreste…for han synes jo altid jeg er dejlig…eller…næsten altid.

Så får jeg mig et lille selvtillidsboost med følelsen af ‘I still got it’ selvom jeg ikke er lige så spændstig som da jeg var 20…til gengæld rummer jeg forhåbentlig lidt mere på øverste etage.

Og nååå ja …mændende er selvfølgelig heller ikke 20 år længere…ikke at forglemme

lille detalje 😉

 

 

%d bloggers like this: