Tag: panik

Endnu en livsændring 

‘På en skala fra 0 til 10, hvor nul er ingen smerte og ti er værst tænkelige smerte, hvor ligger du så sådan ca henne?’
NI !! svarer jeg 
Og så gik der alligevel en halv time inden sygeplejersken kom med en morfin pille til mig. 
Jeg er havnet på hospitalet. Kom hertil med ambulance ved 4 tiden natten mellem fredag og lørdag. Havde været ude og shoppe lidt julegaver i Black Friday helvede sammen med en milliard andre mennesker. Kunne godt mærke min ryg begyndte at brokke sig lidt da jeg kom hjem, så jeg lagde mig en halv times tid inden jeg skulle hente drengene i institution. Da jeg rejste mig op igen var det ikke blevet bedre. Tværtimod. 
Min far ringede i det samme for at fortælle at han var på vej i bad og ville gøre sig klar til vi skulle ud og spise – han blev jo 60 år i fredags. Jeg nævner diskret at jeg synes min ryg driller mig lidt og måske jeg ikke er sikker på jeg kan holde til at gå ud og spise. Han tager det heldigvis cool og siger at vi da bare går ud en anden dag. 
Jeg når lige akkurat at fortælle hvor dårligt jeg har det over at måtte aflyse – inden jeg skrigende, med min far i røret, falder om på gulvet. 
Min ryg gør stjerneondt – så ondt så jeg, hvis jeg fik valget, hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk. 
Jeg hyperventilerer og græder og græder. Alt imens min far er ved at gå i panik i den anden ende af røret fordi han ikke ved hvad der foregår. 
Hent børnene er det eneste jeg kan få fremstammet og ring til Morten. 
Min far henter drengene og Morten kommer lidt efter og henter dem hos mig. Jeg tænker selvfølgelig at min ryg bliver ok igen – skal bare liiige ligge lidt på gulvet og slappe af. 
Kl 23 går min far hjem og har taget Birthe med, jeg har overbevist ham om at jeg nok skal formå at kravle i seng. 
Kl 1 skriver jeg til Morten om han kan komme – han kommer kl 2 og lægger sig på gulvet sammen med mig hvor vi bliver enige om at jeg simpelthen er nødt til at prøve at komme op. 12 timer på gulvet må være nok nu. 
Det ender HELT galt. Skalaen fra 0 til 10 er slet ikke fyldestgørende nok til at 10 på nogen måde kan beskrive hvor ondt min ryg rent faktisk gør. 
Jeg skriger igen – endnu værre end tidligere. Og kan ikke få vejret. Morten er ved at gå fuldstændig i opløsning. Og vi bliver ret hurtige enige om at en ambulance er vejen frem. 
Den kom inden for 30 min. 
For at gøre en mega lang historie kort – og fordi jeg er så dopet så jeg har svært ved at holde fokus på at skrive – så har MR skanningen idag afsløret at jeg har fået en diskus prolabs. 
Citat fra fysioterapeuten: når inflammationen har lagt sig om …8-16 uger, kan du begynde genoptræningen. 
Jeg forsøger at holde humøret oppe men det er sgu lidt svært når man pludselig er havnet på en afdeling med 70+ årige. 
Min største udfordring er hvordan vi sørger for at vores køreredskaber ikke kommer i kambollage med hinanden, når vi gangtræner. 
Shit altså ! 

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

‘hvordan har du det?’

Fik stillet verdens mest almindelige spørgsmål…  ‘hvordan har du det?’   og kunne ikke svare på det. For vedkommende som stillede det, var rent faktisk oprigtig interesseret i svaret.

Der er jo ingen problemer i, at svare på det spørgsmål når alt er godt, eller vægtskålen i det mindste har en overvægt i den ene eller anden retning. Eller vedkommende som stiller det spørgsmål, egentlig bare forventer at høre at det går godt, fordi det er ment som et høflighedsspørgsmål, som ingen har nogen intentioner om at uddybe. Man smiler bare og svarer at det går godt og returnerer spørgsmålet i samme forventning om, at den anden person også smiler og siger at de også har det godt. Og så kan man snakke videre om alt muligt andet.

Grunden til at jeg ikke kunne svare på verdens mest almindelige spørgsmål hænger unægtelig sammen med at jeg fik stillet nok verdens mest unikke spørgsmål… ‘vil du gifte dig med mig?’. Et spørgsmål jeg svarede ja til…selvom jeg følte nejnejnejnej skrige inde i mit hoved. Jeg var ikke klar til det spørgsmål. Og jeg var så ekstremt skuffet over selve frieriet. A har af flere omgange nævnt, at han ville giftes med mig og hver gang har jeg svaret, at hvis han nogensinde skulle fri, så skulle det ikke være en eller anden offentlig attraktion med uvildige tilskuere. Han skulle have gennemtænkt det, og planlagt det. Jeg ville have fejet benene væk under mig. Om ikke andet, bare fordi han havde gidet at gøre sig en masse overvejelser og anstrengelser til ære for mig. Mig.

Og det der rent faktisk skete var, at han havde drukket sig forholdsvis godt i hegnet på vores ‘all inclusive’ hotel i løbet af dagen. Og gik kold på sengen om aftenen. Jeg spurgte ham om han ville med ned og spise, det ville han ikke, så jeg gik ned og spiste alene. Satte mig efterfølgende og fik en kop kaffe og nød varmen og udsigten over havet med skibene i baggrunden. Så ringede han – godt sur over at han ikke kunne finde mig. For han havde været nede og spise alene og var nu gået tilbage til hotelværelset, men kunne ikke komme ind, da jeg havde nøglen. Jeg svarede stille og roligt at jeg da bare kom over med det samme. Han var sur. Jeg forklarede ham, at han jo selv havde sagt at han ikke ville med. Det kunne han ikke huske noget om. Så sad vi der på altanen uden rigtig at sige noget. Han kom med en sur bemærkning om, at han skulle ned og hente sit ur, der havde fået nyt batteri. Jeg gad ikke med – sådan en sur stodder. Lagde mig på sengen og overvejede om jeg skulle lade som om jeg sov, så jeg slap for mere akavet stemning… Men han var for hurtigt tilbage. Efter at have tage sine klipklappere af, gik han direkte over og satte sig på sengekanten og sagde ‘jeg vil gerne spørge dig om noget’. Jeg blev SÅ overrasket! Hvad fanden skete der?! Jeg får sagt noget i stil med at han jo lige havde været mega sur. Hvortil han svarer, jamen nu er vi jo glade igen. Frier spørgsmålet er efterfulgt af en kort monolog om hvad jeg betyder for ham. Jeg hører ikke rigtig hvad han siger – alle mine kræfter går ubestridt på, at finde det rigtige ansigtsudtryk frem, og hvordan og hvad jeg skal svare. Shit! Jeg følte ikke jeg kunne svare andet end ja. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg selvfølgelig have sagt noget i stil med at jeg ikke var klar endnu. Men jeg er sådan en forpulet pleaserperson, der har svært ved at skulle skuffe og såre andre, så hellere gå 100% på kompromis med mig selv… Og hvad der så sker, er jo at jeg stille og roligt mister mig selv. Jeg har været der før.

Så efter en uges tiltagende nedlukkethed fra min side, fik jeg endelig styr på mine tanker og fortalt A, hvilken grad af panik der florerede i mit hoved. Han blev naturligt meget ked af det og forlangte ringen tilbage…

Min vægtskål står helt lige. Jeg har det hverken godt eller skidt. Men hvordan har man det så…?

 

Jeg har været en uge om at få færdiggjort dette indlæg… Meget er yderligere sket på den uge… Fortsættelse følger.

her er stadig panik…

…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

sort samvittighed

Var henne og handle i Netto sent i går aftes. Da jeg havde parkeret bilen kan jeg høre, at der er nogen der taler virkelig højt lige udenfor indgangen. Jeg kommer ud af bilen, og ser en kvinde i midt 40’erne og en gruppe af unge gymnasie drenge, der er oppe og skændes.

Hvad jeg lige kan få ud af diskussionen på vej ind i Nettoen, så har drengene cyklet på fortovet og den ene af dem er kommet til at køre ind i kvinden, som stod og var ved at finde en pose æbler i Netto’s udendørs standere. Kvinden prøver forgæves at få knægten til at forstå, at det ikke er i orden, at køre ind i hende på fortovet. Men den skyldige knægt flejner fuldstændig på kvinden, råber at han for fanden da har sagt undskyld og at han cykler på fortovet hvis han vil, og om hun da har tænkt sig at melde ham til politiet. Han råber bare højere og højere og sviner hende til med beskyldninger om, at hun er psykopat og lign.

Jeg står længere nede i butikken… uden at gøre noget… Kiggede på de unge drenge der arbejdede i Netto, og tænkte, at de heller ikke kunne bidrage med noget, eftersom de nærmest var samme alder som dem der lavede ballade lige udenfor. Overvejede også at tilkalde politiet, dog med den erfaring, at de formentlig ikke ville komme alligevel.

Lidt efter kommer en voksen moden mand, af udenlandsk herkomst, kvinden til undsætning og får skældt drengene tilstrækkeligt nok ud, så de forsvinder. Kvinden er så rystet så hun dirrer, og siger at hun ikke lige ved hvordan hun skal komme hjem. Hun fordufter dog alligevel også hurtigt.

Kommer hjem med den sorteste samvittighed… For hvorfor turde jeg ikke blande mig, da jeg først så de skændtes (?) Jeg kan huske jeg tænkte, at de jo nok bare lige var uenige, og så ville de hver især stoppe, så hvorfor blande sig. Men det gjorde de ikke! De var SÅ provokerende de knægte! Og de var mange. Jeg ville jo bare have medvirket til at situationen var kørt endnu mere op i en spids, for det var som om den af drengene, der havde påkørt hende, virkelig ønskede mest mulig ballade.

…Måske er det bare undskyldninger i mit hoved, for at have været en kæmpe kujon….

Møg Nat!

Vågnede stortudene kl 4 i nat fordi min mor åbenbart er død, og jeg er til hendes begravelse. Nogen åbner kisten og så ligger hun der – helt død. Fuck det var alt for livagtigt! Jeg tuder hæmningsløst til ca kl 6, hvor jeg endelig falder i søvn igen.

Har lige talt med hende og hun lever heldigvis stadig i bedste velgående. ‘Jeg er ikke engang forkølet’ grinte hun.  Havde lidt svært ved at se humoren i det…

Far fik også lige et opkald… så var der helt ro på sjælen igen!

Jeg kan desværre alt for godt se en sammenhæng i, hvorfor jeg pludselig drømmer sådan noget lort.

For 14 dage siden var jeg til en rigtig god vens begravelse… han var et af de mest livsglade mennesker jeg kendte og pludselig finder hans far ham død på sit badeværelse. Obduktionen viste en blodprop i hjertet… han var lige blevet 40 år for nogle mdr siden og han havde lige inviteret en masse af os, hans venner, til en fest ugen efter hans død. Festen blev holdt alligevel, for det ville have været i hans ånd at vi alle sørgede for at livet gik videre. Facebook blev konstant bombarderet med folk der ‘skålede til ham’ på hans profil og skrev de ville ønske han var med til festen – det er først nu, jeg egentlig er begyndt at bevæge mig rundt på fb igen. Det var simpelthen for hårdt med alle de opslag på hans væg.

Kirken var proppet med venner og familie og inden han blev båret ud af kirken, blev der spillet trompetsolo med  ‘I did it my way’. Dem der endnu ikke græd til melodien, brød efterfølgende sammen, da moren og faren hulkende omfavnede hinanden og rørte kisten en sidste gang, inden bedemanden kørte af sted med ham.

Han blev fundet død mens jeg holdt stor 10 års fødselsdagsfest for Ida – livet er sgu ironisk nogle gange.

Man skulle tro jeg havde et vist forhold til det der død. Mit arbejde kan i perioder indeholde rigeligt med død, men det er på en helt anden måde. De er syge – og jeg kender ikke dem der dør andet end for den periode de har været indlagt, jeg er på arbejde selvfølgelig, hvilket gør at professionalismen sørger for at man har en vis afstandstagen til patienterne. Jeg skal dog ikke være alt for hellig – der er et par stykker der er kommet ind under huden på mig i mit liv som sygeplejerske. Og det er sjovt nok også nogle af de yngre patienter der sætter deres spor.

Men jeg har aldrig før følt den der virkelig tunge uretfærdighedsfølelse, der følger med når man mister en tæt på. Havde han været 80 år, havde det været noget helt helt andet – men 40 år gammel er fandeme ikke i orden. Han plejede at sende mig sjove beskeder på Messenger – hvem skal nu gøre det? Ja det er der jo ingen der hverken skal eller kan – for han kan ikke erstattes!

Jeg har også et kæmpe problem med at det er en fra min egen generation der pludselig bare sådan falder om og dør. Mine forældres generation kan jeg lige gå med til, men egentlig er det generationen over dem, der står for skud – ikk?!

Krydser fingrer for at der ikke er flere der behøver dø før tid i mine drømme… eller i virkeligheden…

Bårerbuketten…

Beretninger fra nattevagt #10: vaskeægte spøgelseshistorier

For et par uger siden da jeg var i nattevagt spørger min kollega mig, om jeg også har hørt at der er nogle der flytter rundt på nogle møbler ovenpå stue 32. Jeg tøver lidt med at svare…for der er ikke nogen etage ovenpå vores, så er naturligt nok noget skeptisk ift om hun tager pis på mig.

Det gør hun så ikke. Hun er sikker på hun har hørt nogle flytte rundt på stole og borde ovenpå, og fortæller også at der er andre af vores kollegaer der har hørt det.

Der kommer en anden kollega ind og deltager i samtalen. Hun er 100% non-believer ift spøgelser – for hende og jeg har allerede haft den snak et par uger forinden, hvor jeg og en helt tredje kollega sidder og udveksler spøgelseshistorier fra vores forskellige arbejdspladser på forskellige hospitaler.

På min gamle afdeling skete der ofte uforklarlige ting når man havde nattevagt – dog var det ikke alle der oplevede det, så jeg ved ikke om man på en eller anden måde skal være modtagelig for at opleve det.

Nå, men på den der tidligere arbejdsplads jeg var på, skete der sjovt nok altid det, at når vi havde en tom stue om natten, så begyndte klokken at ringe dernede fra. Første gang den ringede jokede vi altid omkring det, uuuhhh nu er der spøgelser og gik ind og tjekkede stuen og slog klokken fra. Men når den så ringede igen, når jeg var nået 3 meter ned af gangen væk fra stuen, så begyndte mit hoved allerede at spekulere på hvad der fik klokken til at ringe. Det logiske var selvfølgelig overgang i klokkesystemet…men hvorfor kun på den ene stue hvor der ikke lå patienter, og hvorfor kun om natten?

Da det var sket et par gange, begyndte panikken som regel at brede sig i mit lille hoved. Så istedet for at åbne døren stille og roligt, blev den istedet sparket forsigtigt op, samtidig med jeg, halvt i knæ, prøvede at lyse med min lille pupil lygte i alle afkroge indtil jeg kom langt nok ind på stuen til at kunne tænde lyset. Og så stod jeg så og stirrede på den forpulede klokkesnor i 10 min for at se på den næste gang den blev aktiveret.

Det blev den ikke – lige meget hvor længe jeg kunne tillade mig selv at stå og stirre på den, gik den altid først i gang, når jeg havde forladt stuen og var kommet lidt ned af gangen…

Samme afdeling havde også en kvinde der sad og skreg i luftkanalerne om natten. Og inde på en bestemt stue, har jeg også oplevet helt normale voksne mennesker sidde krøllet skræmt sammen oppe i det ene hjørne af deres seng, fordi de kunne se at der sad en og kiggede ned på dem oppe fra luftkanalen.

En nat på samme afd, skulle min kollega på intensiv med en patient, og efterlod derfor mig, alene sygeplejerske, tilbage i afdelingen. Det var jo sådan set fint nok…lige indtil dørene begyndte at lyde som om de blev lukket rundt omkring i afdelingen. Jeg tjekkede samtlige 32 patienter, og alle lå og sov med undtagelse af et par stykker, som bestemt ikke var i stand til at bevæge sig ud af sengen for at lukke døren. Så snart min kollega returnerede stoppede lyden af døre der gik i…

Havde iøvrigt også en kollega der en nat kom flyvende ud af vores personaletoilet, helt kridhvid i hovedet. For mens hun havde siddet på toilettet var der en der havde sagt PSSSTTT! til hende. Toilettet var sådan et lillebitte et, midt inde i bygningen og uden vinduer…

Har aldrig set den danske serie ‘Riget’, har fået at vide at det er en fejl i min ‘sygeplejeopdragelse’ – måske det snart var på tide at se den.

Er der andre end mig der har oplevet uforklarlige ting? eller som er hardcore non-belivers og i så fald – hvorfor?

 

%d bloggers like this: