Tag: panik

You never know what tomorrow brings

Jep jeg lever stadig!

Har været meeeeeget stille den sidste måneds tid herinde og det er der flere årsager til.

Mit sidste indlæg handlede om livets meget små udfordringer – og set i lyset af det, så kan det her passende handle om livets ubegribelig store gigantiske udfordringer.

Den eneste årsag jeg vil uddybe for nu, som har fyldt alle mine tanker og kostet mig mange tårer, nummer 1 over dem alle, og som gør at alle andre årsager virker totalt latterlige overhovedet at overveje at komme i samme indlæg, handler om …

…Natalie.

Min skønne dejligste og tætteste veninde og kollega, som jeg bruger al min fritid med, når ikke jeg lige ser Chefen eller Louise. Hun kom ud for en voldsom bilulykke for ca 3 uger siden. Så voldsom så hun svævede mellem liv og død den første halvanden uge efter ulykken. Sjældent har jeg oplevet at føle glæde det ene øjeblik hvor hun virkede til at få det bedre, til at føle alt blive revet væk igen det næste øjeblik når hun endnu en gang røg afsted til en ny akut skanning pga forværring. Hun er heldigvis i bedring nu, jeg hentede hende ovenikøbet i onsdags da hun blev udskrevet. Sikken lettelse, men wow en følelsesmæssig rutschebanetur det har været at sidde på sidelinien, mens Natalie kæmpede for sit liv. Hun skal stadig tage den med ro det næste laaaange stykke tid, men hun lever, og det er vi mange der er ovenud lykkelige for.

Det mest iøjenfaldende jeg syntes jeg oplevede midt i min ensomhed uden Natalie enten fysisk eller telefonisk tilgængelig hele tiden, var at livet går videre. Mens hun kæmpede for livet, og jeg kæmpede med mit enorme afsavn og hulrum, var der stadig et arbejde der skulle passes, hvilket jeg også gjorde – nogle dage dog mere grådlabil end andre. Børn der skulle hentes og bringes og laves mad til. Birthe der skulle luftes. Selskabelige arrangementer i skole og børnehave jeg selvfølgelig skulle deltage i. Alle mine, pludselig små og ubetydelige, problemer, og alle andres problemer, fik pludselig en helt ny dimension af fuldstændig ligegyldighed. Her 3 ugers tid efter Natalies ulykke, prøver jeg virkelig at holde fast i at lade de små problemer passere, men netop fordi livet har den der tendens til bare at gå videre, så begynder man langsomt igen at tage det hele for givet, og igen lade de små problemer fylde. Måske er det overlevelse. Jeg ved det ikke. Men man kan jo heller ikke rende rundt og spekulere på om i dag er ens sidste dag her. Hvis man gjorde det, ville de færreste nok formå at komme igennem en dag uden følgeskab af total paranoia.

Men een ting står dog helt klart ovenpå alt det her. Livet er fandens skrøbeligt og de dårlige ting sker ikke altid kun for naboen…nogle gange rammer ulykken smask ned i midten af ens eget liv.

Så livet skal leves – fuldt ud! Cause you never know what tomorrow brings.

<3

ALT for mange tegn på at jeg er ved at blive gammel

  • Når jeg skal have tilløb for at rejse mig fra sofaen. Nogle burde opfinde en sofa med indbygget katapult…
  • Når jeg lægger øjenskygge og øjenlåget ligesom bare følger med penslen
  • Når min eyeliner over øjet i løbet af dagen har kopieret sig selv op under øjenbrynet – det er altså bare ikke pænt!
  • Når min epilator gentagne gange pludselig bider sig fast i min hud og nu ikke længere kun hårene. Piv iøvrigt !
  • Når jeg er ude for at købe ny hovedpude og alvorligt overvejer om jeg skal købe en af dem der former sig efter ens hoved og nakke…bare sådan for at komme future nakkeproblemer i forkøbet.
  • Når jeg prøver at tage et frækt selfie liggende på siden i sengen og når jeg så efterfølgende kigger på billedet, opdager at mit nederste øjenbryn/øjenlåg nærmest hænger ned på puden. Delete Delete Delete!
  • Når ens veninde per automatik tror man har lagt et filter over et nyt selfie for at skjule rynker. (Så teknisk er jeg overhovedet ikke! – men vil da faktisk vældigt gerne vide hvordan man får sådan et filter på…bare sådan til fremtiden…)
  • Og når ens anden veninde med det samme spotter hvor ens ansigt er begyndt at hænge lidt, inden man overhovedet selv er begyndt at lufte sin egen opfattelse af det. (Hun fik selvfølgelig en lammer – den var fortjent!)
  • Når jeg sidder ved aftensmad bordet med ungerne og Ida spørger mig hvad jeg samlede på som barn og jeg svarer ‘Brevpapir’ og hun kigger på mig øjenbrynene helt oppe i hårgrænsen, fordi hun overhovedet ikke aner hvad det er. Og da jeg så prøver at forklare hende at jeg brugte det til at sende breve til mine pennevenner, bryder hun sammen af grin henover bordet. ‘Skrev man så og spurgte om nogen kunne lege og så ventede man flere dage på de skrev tilbage?, var det så ikke for sent at lege?’ 
  • Og iøvrigt lige måtte forklare hende hvad fidusen er med de der frimærker.
  • Når en ældre dame henvender sig til mig i Netto og spørger mig om hvordan man laver Sommersalat – om det er rygeost man kommer i??  Øhhh?!? How the fuck should I know?
  • Når en 23-årig gut på sexklubben skriver fredag aften, om jeg har gang i noget spændende og jeg svarer: Nope, kun marathon af Friends. Og drengens retursvar er: Hvad er det? – En TV-serie?  
  • ARGHHH!!
  • ARGHHH!!

gravid, (præ!!)overgangsalder eller bare en umulig krop

Okay jeg ved godt det ikke var særlig pænt gjort med min lille ‘Aberdabei’ som jeg afsluttede forrige indlæg med…

Sandheden er, at jeg faktisk ikke ved en skid…!

Jeg har taget 3 graviditets test – de to første var negative. Den sidste lavede omvendt tricket og farvede feltet lyserødt kontra hvidt, og den streg der normalt bliver lyserød og indikerer at man er gravid, forblev hvidhvidhvid. Jeg er træt som et helt alderdomshjem, har mere eller mindre haft forstoppelse i 3 uger, men derudover har jeg absolut ingen graviditets symptomer – og jeg burde vide det, for jeg har været gravid 10 gange! 3 er naturligvis blevet til små indimellem lidt for velfungerende mennesker, så har jeg tabt 5 (hvoraf to af dem blev til mens jeg havde kobberspiral), fået en frivillig abort, der iøvrigt endte helt galt, og haft en graviditet uden for livmoderen fordi jeg havde hormonspiral, som endte med kemobehandling.

Sidstnævnte vil formentlig være tilfældet denne gang også, eftersom jeg igen har hormonspiral. Jeg understreger lige: HVIS jeg vel og mærke er gravid! Men måske er jeg bare enormt heldig så spiralen NU har valgt at jeg skal være en af de der særligt udvalgte der helt slipper for at have menstruation – shit hvor ville det bare være the bomb!! Alternativet er, at hvis jeg er gravid på en hormonspiral IGEN, som lægerne iøvrigt omtaler som en medicinsk sterilisering, så bliver jeg med garanti ikke deres favorit hormonspiralsbruger, for jeg trækker da gevaldigt procentsatsen ned for hvor sikker sådan en fætter er. Og så må jeg vist også hellere begynde at acceptere at der måske burde slås kirurgisk knude på mit understel. Total luksusproblem i dagens Danmark – som 37 årig – at have vindrueklase-æggestokke som en 17 årig (citat fra meget erfaren gammelsmølfe læge der scannede mig sidst jeg stod i denne situation for halvandet år siden).

Måske jeg bare bliver bombarderet med den voldsommeste dobbelt menstruation næste måned.

Eller som kære Leckileaks var så sød at pointere, så er jeg måske på vej i (præ) overgangsalder!! Yesyes jeg takker for den kommentar – SÅ uheldig har jeg eddermame ikke lov at være…vel?

Jeg kunne selvfølgelig gå til lægen og få hende til at gennemtjekke mig – synes bare liiige der skal komme lidt flere symptomer på af enten den ene eller anden slags, før jeg aflægger hende et visit. Ellers finder hun alligevel frem til præcis det samme jeg selv har gjort. Og så har vi bare spildt hinandens tid.

Har selvfølgelig ikke sagt noget til Chefen om det. Det ville passe med at den dag vi kom til at knalde uden gummi første gang, der skulle jeg så være blevet ‘gravid’. Shit et traume den mand ville få, sådan som han går med livrem og seler ift sikker sex. Jeg kom godt nok til at joke med det over en sms for nylig…reelt var det noget med noget kvalme pga overspisning af slik, som jeg så fik kørt over i noget morgenkvalme, jeg synes selv jeg var ekstremt sjov, men som han tog meget bogstaveligt og gik totalt i panik! Note to self; undlad jokes om graviditet. Endnu mere når det rent faktisk kan vise sig at være reelt – det er sgu lidt svært at være 100% overbevisende når manden inderligt beder om et svar på, at det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre… ‘nejnej jeg har jo spiral – lægerne siger det svarer til en medicinsk sterilisation’ 

Nå.

To be continued. As they say.

Når kaos hersker

Og jeg stadig ikke kan finde exitknappen, så er der kun een ting at gøre – stikke midlertidigt af hjem til min moar! 

Normalt bitcher jeg faktisk over min mors manglende tilstedeværelse i mit og hendes børnebørns liv, men så alligevel – når jeg ringer eller skriver at jeg kommer, så står hendes dør altid åben. Jeg skal bare selv tage kontakten …jeg arbejder stadig ind imellem på at acceptere den del…

Nå, men når nu det endelig skal være, så er jeg faktisk så heldig så min mutti tilfældigvis bor i sydspanien hele vinteren. 

Så her er jeg og ungerne! og her har vi været den sidste uges tid. I noget der ligner solskin, 22 gr og den vildeste solopgang ! 

  

Og nej – jeg har ikke fotoshoppet dette billede – det er seriøst hendes udsigt. Jeg suger det til mig og prøver ihærdigt at glemme kaoset derhjemme. 

Men sådan noget kaos har det jo med at forfølge en – for ofte foregår meget af det jo egentlig mest oppe i ens eget hoved. Nå ja – og på sms, messenger og hvor end problemerne synes at de skal finde en. 

Første (i-lands) problem: Jeg valgte at skifte internet udbyder, og med det besluttede gammelt selskab at lukke internettet før det nye var trådt i kraft – så selvom jeg havde alle mulige fantastiske fortællinger i mit hoved om hvordan sexklub besøget gik – så nægtede jeg alligevel at grifle det hele ned via mobilen. (Og lige nu ligger jeg så alligevel og skriver på mobilen nede fra Spanien). 

Andet problem : jeg begyndte pludselig at småsavne A!! Hvor ind i helvede er min jernhårde mur, som passer på mig, når jeg allermest har brug for den?! Muren som jeg normalt altid bare lige hiver op omkring mig når noget kommer for tæt på og jeg ikke kan håndtere alle de der følelser…både mine og andres. 

Tredje problem : A har ændret strategi fra at bittersvine mig til at han nu vil gøre alt hvad han kan for at få mig til at indse at vi hører sammen. 

Fjerde problem : Husaren har følelser! Hvad fanden blev der af mænd der bare kan knalde og ikke ønsker andet end det?! Han sagde til mig den anden dag at han havde skrevet i sin profil på sexklubbens side, at han var i et forhold….!! “Bare så der ikke var nogen der misforstod noget” begrundede han. I dag opdagede jeg så, at han nu helt har slettet sin profil. 

Femte problem : Morten er den mest eksemplariske version af sig selv for tiden. Og han har OGSÅ følelser. Der er ikke det han ikke vil gøre for at bevise at han for alt i verden kun ønsker at finde tilbage sammen med mig og børnene. Han kommer med gaver hele tiden. Fede! lækre gaver! Jeg prøver at sige at han ikke behøver blive ved med at komme med ting til mig, men han slår det hen og gør det alligevel. Og det er ting som jeg, uden at have tænkt over det, er kommet til at sige at jeg synes var fede. Og vupti så har manden opsnappet det og skaffet mig de ting. Senest den lækreste figursyede dun vinterjakke. Jeg tilbød at betale for den. Men fik ikke lov. Derudover har jeg fået alle mulige dyre smykker – som han undskylder med at han jo nok skylder for alle de år, hvor han glemte min fødselsdag. Så hvad så…forpligter alle de ting mon nu..? Nå ja – og han har selvfølgelig strittet hende den 13 år yngre kæreste ud, så snart han så sit snit til at vise at han kun vil mig. 

Sjette problem : opstartede fys i sidste uge – og de Mackenzie øvelser hun troede jeg ville kunne på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke! Ikke uden at gøre føleforstyrrelserne meget værre i mit ben. Tilbage til bækkenbunds- og korsetøvelserne. Som er omtrent lige så røvkedelige at lave som knibeøvelser. 

Syvende problem : jeg har engang boet hos en famile i Californien, da jeg var 16-17 år. En familie som jeg aldrig har sluppet kontakten med. Og vi har besøgt hinanden ind imellem, men der er gået mange år siden sidst efterhånden. Familien har en søn på min alder. Han og jeg har altid været bedste venner lige siden dengang på trods af halvdelen af jorden og 9 timer var imellem os. Pludselig, da vi skriver sammen forleden, ændrer vores snak sig til flirt, som så udvikler sig til sexsnak, som udvikler sig til at jeg nu har købt en flybillet til Californien til september! Og jeg kan slet ikke vente. Det bliver det længste jeg nogensinde kommer til at tá for at få sex. Men det er jo ikke kun sex med ham… For hey – her har JEG følelser ! Arhmen altså!! 

Ottende problem : jeg er sprunget ud som en anden teenager, der har spist 20 poser Chips, i ansigtet. Bumser alle vegne. Jeg tror jeg er ved at få stress! 

Niende problem : jeg er faldet i vild god (skrivende) snak med den lækreste mand inde på sexklubbens side. Lækker som i brune dådyrøjne, skægstubbe, lækre læber, 190 cm høj vaskebræts jakkesæts mand. Min mave snurrede 40 gange rundt da jeg så det første billede han sendte mig. Denne Gud fortæller så at han er læge! Kan det blive meget bedre?! Nej vel! Jeg stalker så guden via hans mailadresse og opdager at han er psykolog. FUCK fuck fuck! Så gennemskuer han jo med det samme hvor meget kaos jeg slæber rundt med. Han vil så gerne mødes i næste weekend… Tør jeg?

Tiende problem : jeg skal SÅ meget have lavet det indlæg om sexklubbesøget! 

sexklub og vaskeægte panik

panic stressed tv the big bang theory sheldon

Ok, så mit og Natalie’s første sexklub besøg skal forestå om 2 dage, og jeg er pænt nervøs! For at sige det meget mildt.

Her kan jeg vist godt erkende at jeg kommer så langt ud af min comfort zone, så jeg i de sidste mange dage både har lidt af on/off diarre, lidt feber, massiv hovedpine, og noget der ligner øjenbetændelse i mit venstre øje. Det eneste positive ved det er, at jeg faktisk har tabt mig lidt. Nå ja, og så har jeg fået en lille bums på overlæben for nogle dage siden, som nu til forveksling ligner et forkølelsessår. Altså helt ærligt!

Nu mangler der vel egentlig bare, at jeg også får min menstruation.

Jeg har læst en del inde på sexklubbens hjemmeside, og der skriver de blandt andet, at måden hvorpå man inviterer hinanden til sex, er ved øjenkontakt og et frækt smil.

Nu er det tilfældigvis sådan, at jeg er rigtig dygtig til at holde folks øjenkontakt – og dermed tværtimod mestrer knap så godt det der med at slå blikket i jorden når nogen kigger mig i øjnene. SÅ, altså, endnu en stor grund til at jeg får så enormt mange sommerfugle i maven hver gang jeg tænker på hvad der skal ske på torsdag.

For ude i den virkelige verden, er et smil og øjenkontakt jo ikke nødvendigvis en invitation til sex, det er måske en invitation til et ‘hej’, men det er virkelig virkelig sjældent der er nogen der rent faktisk kommer over og inviterer en ud på den baggrund. Medmindre alle er stive og man er i byen.

Natalie har mødtes med en af mændene fra klubben og allerede haft noget fantastisk sex privat. Og denne herre har været så elskværdig at han vil vise os klubben, så vi ikke kommer derned helt nye og alene. Det i sig selv er faktisk ganske betryggende. For jeg kunne godt forestille mig, at når først vi står foran døren dertil, så kræver det eddermame noget gåpåmod, at åbne døren og rent faktisk træde ind over dørtærsklen. For ikke at tale om, at vi skal smide en del af tøjet, langt mere end overfrakken, i garderoben, inden vi så træder ind i selve klubben. Så en stor del af vores bekymringer for tiden består også især af tøjvalg. For vi må selvfølgelig ikke komme i en turtleneck. Det skal gerne være lidt frækt, uden at vi føler os fuldstændig nøgne. Hvilket åbenbart og selvfølgelig også er tilladt at være.

Husaren har fortalt mig, at vi helt klart vil gå som ungt kød i klubben og vil blive meget eftertragtede….puha igen ekstra pres…

MEN jeg forestiller mig, at vi bare lige skal indenfor, så skal det nok gå… Og så skal vi lige have et par enkelte alkoholfyldige drinks forinden også – så hæmningerne kan blive lagt lidt i skabet. For vi skal fandeme ikke bakke ud nu, det har været et kæmpe samtale emne og vi SKAL afprøve det… og oven i al nervøsiteten, så glæder jeg mig faktisk også!

Vi har desuden lovet hinanden, at selvom vi ikke er imponeret efter vores første besøg så skylder vi os selv at besøge klubben bare én gang mere, så vi ikke løber ‘skrigende’ bort med vores førstehåndsindryk, og fordømmer den verden uden måske egentlig at have set alt det, vi lige nu har planer om, at vi skal være en del af.

…fortsættelse følger efter torsdag…

Endnu en livsændring 

‘På en skala fra 0 til 10, hvor nul er ingen smerte og ti er værst tænkelige smerte, hvor ligger du så sådan ca henne?’
NI !! svarer jeg 
Og så gik der alligevel en halv time inden sygeplejersken kom med en morfin pille til mig. 
Jeg er havnet på hospitalet. Kom hertil med ambulance ved 4 tiden natten mellem fredag og lørdag. Havde været ude og shoppe lidt julegaver i Black Friday helvede sammen med en milliard andre mennesker. Kunne godt mærke min ryg begyndte at brokke sig lidt da jeg kom hjem, så jeg lagde mig en halv times tid inden jeg skulle hente drengene i institution. Da jeg rejste mig op igen var det ikke blevet bedre. Tværtimod. 
Min far ringede i det samme for at fortælle at han var på vej i bad og ville gøre sig klar til vi skulle ud og spise – han blev jo 60 år i fredags. Jeg nævner diskret at jeg synes min ryg driller mig lidt og måske jeg ikke er sikker på jeg kan holde til at gå ud og spise. Han tager det heldigvis cool og siger at vi da bare går ud en anden dag. 
Jeg når lige akkurat at fortælle hvor dårligt jeg har det over at måtte aflyse – inden jeg skrigende, med min far i røret, falder om på gulvet. 
Min ryg gør stjerneondt – så ondt så jeg, hvis jeg fik valget, hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk. 
Jeg hyperventilerer og græder og græder. Alt imens min far er ved at gå i panik i den anden ende af røret fordi han ikke ved hvad der foregår. 
Hent børnene er det eneste jeg kan få fremstammet og ring til Morten. 
Min far henter drengene og Morten kommer lidt efter og henter dem hos mig. Jeg tænker selvfølgelig at min ryg bliver ok igen – skal bare liiige ligge lidt på gulvet og slappe af. 
Kl 23 går min far hjem og har taget Birthe med, jeg har overbevist ham om at jeg nok skal formå at kravle i seng. 
Kl 1 skriver jeg til Morten om han kan komme – han kommer kl 2 og lægger sig på gulvet sammen med mig hvor vi bliver enige om at jeg simpelthen er nødt til at prøve at komme op. 12 timer på gulvet må være nok nu. 
Det ender HELT galt. Skalaen fra 0 til 10 er slet ikke fyldestgørende nok til at 10 på nogen måde kan beskrive hvor ondt min ryg rent faktisk gør. 
Jeg skriger igen – endnu værre end tidligere. Og kan ikke få vejret. Morten er ved at gå fuldstændig i opløsning. Og vi bliver ret hurtige enige om at en ambulance er vejen frem. 
Den kom inden for 30 min. 
For at gøre en mega lang historie kort – og fordi jeg er så dopet så jeg har svært ved at holde fokus på at skrive – så har MR skanningen idag afsløret at jeg har fået en diskus prolabs. 
Citat fra fysioterapeuten: når inflammationen har lagt sig om …8-16 uger, kan du begynde genoptræningen. 
Jeg forsøger at holde humøret oppe men det er sgu lidt svært når man pludselig er havnet på en afdeling med 70+ årige. 
Min største udfordring er hvordan vi sørger for at vores køreredskaber ikke kommer i kambollage med hinanden, når vi gangtræner. 
Shit altså ! 

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

%d bloggers like this: