Tag: neurotisk

stof til eftertanke… og hospitalsafslutning (forhåbentlig!)

For at få afsluttet alle hospitals historierne, kan jeg da også lige få opsummeret hvad der er sket på knuden-i-brystet fronten.

Var på Herlev hospital i sidste uge for at få svar på den biopsi jeg havde fået lavet ude i byen.

Aller først havde jeg en tid ugen forinden om torsdagen, som jeg ringede for at høre om jeg kunne rykke, da jeg sad i skolen og ikke kunne gå før tid. Hende jeg talte i tlf med var meget venlig og sagde ‘selvfølgelig kan du det – men hov vent lidt, du har jo en af de ekstra lange tider, og dem ligger vi jo ikke lige inde med…sååehh kan du komme på onsdag?’ 

….??…. Øh hvorfor har jeg en af de ekstra lange tider?

‘Nåå, det er bare fordi der altid er sat ekstra tid af til de patienter, der har været ude i byen og få lavet mammografi og biopsi’

Men helt ærlig – hvorfor siger man sådan noget til folk i tlf, og så ovenikøbet faktisk allerede har en tid under en uge efter – hvor ofte sker det lige hvis ikke det er alvorligt?

Så jeg var naturligt nok bundnervøs op til onsdag, da jeg skulle derind og have svar. Havde mareridt om natten op til, hvor jeg drømte at jeg fik at vide at jeg kun havde 6 mdr tilbage. Og da jeg sad i venteværelset og udfyldte diverse papirer om, om jeg ville være med i genforskning om arveligheden ift brystkræft, var min fantasi stukket helt af for mig ift alle de måder jeg kunne nå at dø på inden børnenes næste fødselsdag.

Da sygeplejersken så endelig hentede mig ind, selvfølgelig 20 min forsinket, hvilket bestemt ikke bidrog positivt til mine alt overskyggende paranoide dødshallucinationer, kom lægen mig i møde ude på gangen med et kæmpe smil og så skyndte hun sig at fortælle at bare rolig, det er en godartet bindevævsknude du har.

Jeg var selvfølgelig lettet, men det har faktisk taget mig helt til nu nærmest, at slippe den frygt jeg havde fået opbygget – og jeg kan ret nemt genfinde den hvis jeg kommer til at tænke lidt for længe over hele situationen.

Så! – med fare for at komme til at lyde alt for kvalmende og kliché agtig, så vil jeg prøve at huske at leve lidt mere i nuet fremover, man ved jo aldrig hvad der kan ske vel …?

Bonus på sidstnævnte… til aften passede jeg en patient, som – ifølge hans sønner – havde sagt til dem for nylig, at han havde planlagt sit liv indtil han blev 85 år, hvilket er om 20 år, derefter gad han ikke rigtig leve mere, og han glædede sig til de der næste 20 år…            Den sidste uges tid har han så ligget på hospitalet, pga en infektion som har spredt sig til hele kroppen – derudover har han fået en del andre udfordringer, heriblandt bla en hjerneskade… Som den ene søn sagde til mig – det var ikke lige det her hverken han eller de havde troet deres far skulle igennem, hvis han da kommer igennem det…

…igen…man burde leve hver dag, som var det den sidste…

life-is-like-a-box-of-chocolates-you-never-know-what-youre-gonna-get-22

‘nyskilt’

I mangel af bedre har jeg i aften set programmet ‘Nyskilt’ på kanal 4 – det er et program jeg egentlig ellers har holdt mig langt væk fra, da jeg – fra de startede med at reklamere for det – tænkte at det ville være et temmelig følsomt emne for mit vedkommende. På trods af at det er 3 år siden Morten og jeg gik fra hinanden.

Fik da heller ikke set hele afsnittet pga huslige gøremål i form af 400 kg vasketøj, der lige skulle ordnes.

Men det jeg så, omhandlede bla to kvinder, hvoraf den ene (videre omtalt som 1) var blevet skilt, da hun opdagede mandens mange affære og løgne. Og den anden (videre omtalt som 2) tror jeg bare de var blevet enige om at skilles.

Fælles for dem begge var at de skulle holde jul med deres eksmænd og disse’s nye kærester – hvilket de selvfølgelig kun gjorde for børnenes skyld. Og for hende med den utro mand, var det oven i købet med en af de kvinder xmanden havde været utro med.

1 skulle hjem til sit gamle hus, hvor hendes x boede med den nye kæreste, derudover kom xsvigerfar og ny kærestes mor. Hvor akavet har det lige lov at være?  Hun sagde hun var helt afklaret ift xmanden, hvilket må være en kæmpe lettelse. Men lidt bitterhed var der da at spore, da hun lidt efter gik gennem huset og påpegede hvad hun i øvrigt lige skulle have med hjem, fordi det var hendes ting.

Hun klarede det nu meget godt, men udtalte også at det var helt sikkert sidste gang hun holdt højtider med xmanden.

Det må være en dejlig følelse – den der afklarethedsfølelse. Jeg føler mig langt hen ad vejen også afklaret ift Morten – men jeg døjer ekstremt meget med bitterhed. Både mod ham, men nok også mod migselv, fordi jeg ikke så hvad der var lige for næsen af mig…nemlig alle de andre kvinder, og alle løgnene.

Nå!

2 var alene med xmanden og dennes nye kæreste, og da de træder ind af døren springer hendes lille pige i favnen på den nye kæreste og ænser nærmest ikke 2.

Jeg ville dø indvendig hvis det skete for mig.

Der var ingen tvivl om at den nye kæreste også holdt meget af den lille pige og 2 udtalte at det var vigtigt for hende at de alle kunne finde ud af det sammen – for det var jo som det skulle være i deres lille ny familie og det var det bedste for hendes lille pige.

Og jeg kan da også i en ideel verden være fuldstændig enig med hende. Men jeg tror simpelthen ikke jeg selv besidder den rummelighed.

Min x Morten, har jo også – klichéagtigt – fundet sig en ny og meget yngre kæreste, som mine børn er glade for. Og jeg er skam glad for at de er glade for hende, det ville straks være værre hvis de ikke kunne lide hende. Men jeg kan alligevel aldrig i min vildeste fantasi forestille mig at vi kommer til at holde jul sammen, mor & far, bonusmor & bonusfar.

For jeg ville virkelig dø lidt indvendig, hvis jeg på nogen måde følte at de var mere glade for hende end for mig. Og jeg ved jo godt, med min fornuft, at selvfølgelig kan hun eller nogen anden kvinde ikke tage min plads i deres hjerter, for jeg er deres mor og de elsker mig til døde…men alligevel…

Heldigvis bliver det forhåbentlig ikke aktuelt lige foreløbig, måske til ungernes konfirmation – der kan jeg nok ikke undslippe det, men der er de også blevet ældre, tænker det er anderledes når de er ældre end når de er små og bare kaster deres umiddelbare kærlighed i hovedet på de mennesker de elsker.

Og måske har jeg til den tid fået lagt min bitterhed på hylden… Det vil nok også hjælpe lidt mere på den der afklarethedsfølelse.

Uhhh conspiracy på højt plan

Var i går igenigen på Hillerød – denne gang til samtale med div. læger og sygeplejersker om min lille operation på mandag, hvor de skal gå op med kikkert og se hvad der forårsager den voldsomme blødning jeg har haft.

Den første læge havde vist helt misforstået hvad der skulle ske – hun virkede nærmest klar på at brænde hele min livmoder af – fik hurtigt rettet hende ind på at de BARE skulle gå op og kigge og se hvad helvede der er galt derinde, samt opsætte en ny, også igenigen, hormonspiral og SÅ kan vi snakke om hvad der videre skal ske BAGEFTER at de har set hvad der er galt. I min verden er der himmelvid forskel på om jeg skal beslutte at jeg aldrig skal have flere børn inden på mandag eller om en måned. Plus jeg synes det er en ret drastisk beslutning ud fra det grundlag at jeg har haft problemer i halvanden uge, det ville give langt mere mening hvis jeg havde haft blødningsproblemer i måneder, så ville jeg nok bare bede dem om at fjerne hele lortet. Men lige nu – hell no!

Sidder i et ambulatorium og venter på anæstesi lægen og overhører en ældre mand og en tilsvarende ældre kvinde falde i snak henover et kæmpe rundt bord, som de selvfølgelig sjovt nok sidder på hver deres side af. Bordet gjorde jo så at de var nødt til at tale temmelig højt for at kunne høre hinanden på den afstand.

De begynder at snakke om hvorfor de hver især sidder her i ambulatoriet og venter, om hvilke sygdomme de fejler – og hvor mange piller de hver tager for både det ene og det andet, og hvor mange smerter de har. Så siger damen at hun har gennemgået 4 operationer for dit og dat, hvorefter manden hurtigt afbryder at han da har gennemgået FEM (5) operationer – det bliver nærmest en konkurrence for de to på sygdomme!

Samme to mennesker ender så med at blive enige om at de garanteret er forsøgspersoner i systemet…      WTF?!?

Frygter lidt jeg selv kunne ende med at blive sådan en der sad og snakkede sygdomme med fremmede ambulatoriemedmennesker når jeg bliver gammel…tror dog aldrig jeg vil komme til konklusionen om at vi alle bare er forsøgspersoner i systemet….medmindre jeg selvfølgelig liiige skulle være så heldig at få en psykisk overbygning med i købet på alt det fysiske der endnu kan nå at ramme mig…

Hvis der dog bare var noget der hed en ‘filtervaccine‘ – jeg ville helt klart være kandidat til at få sådan en !

eqcl7e

The Cameltoe

Er på kursus i øjeblikket  – det er fantastisk! …og ikke mindst underholdende!

Sidder på forreste række og så kan jeg jo ikke helt lade være med at nærstudere underviserne. Og der er en gentagende ting med mange af dem – og det er at som formiddagen skrider frem jo større bliver deres svedplamager under arme og på ryg også…og det gælder både hos de mandlige og kvindelige undervisere…og det er ikke fordi der er varmt i lokalet – så tænker det må være fordi de er nervøse… Har heldigvis ikke kunne lugte noget, på trods af stræberpladsen på første række 😉

Mange af underviserne har også små irriterende ting de siger som hvert 10. ‘ord’  når de lige køber lidt tid – eksempelvis: øøøhhhh… / lad mig lige tænke / for eksempel / som I kan se / altsååå…

Det sjoveste var dog den ene underviser fra i går – en høj slank kvinde med lyst hår i en lav hestehale, sløve øjne og sløv tale, sådan en dvask sammensunken holdning og så virkede hun hele tiden som om hun havde ondt af nogen – os måske…

Hun havde desuden en lille detalje som man vel kalder en Cameltoe . Og selvom det selvfølgelig ikke er særlig attraktivt at man kan forestille sig hvordan hun er udformet forneden, så var det virkelig øjendragende, altså jeg havde virkelig svært ved ikke at komme til at kigge på den/det…øhh…?

Og det er jo ikke fordi man lige ville gå op og fortælle hende at hun fx har en sort streg i ansigtet…         ‘Øh undskyld men generer dine bukser dig ikke lidt… der forneden? Det ser nemlig lidt sådan ud…’ hmmm… tough one…

Sammen med cameltoe underviseren var der så også en anden ‘sjov’ underviser. En læge ca 50 år – med mønstret uldnederdel som sad lige højt nok oppe i livet parret med en kort lyseblå trøje, nylonstrømper…og multifarvede løbesko… som ud af det blå, eller til meget uheldige situationer, som fx ved snak om død, eksploderede i sådan en on/off latter = hurtigt udbrud – hurtig fattet igen. Det var simpelthen så akavet men samtidig til stor underholdning for de fleste af os. Det virkede en anelse som om hun var en lille smule off på øverste etage – i hvert fald socialt… 😉 Men virkede til gengæld, og heldigvis da! som om hun havde 100% styr på sit shit 😀

jim-carrey

 

Ekskæreste (mig) møder ny (og meget yngre) kæreste

Børnene er hos deres far nu, og Magnus skal til tandlægen her kl 9. M kunne ikke køre ham, fordi han skulle på kursus, så det blev aftalt at M’s kæreste skulle komme her forbi med drengene, og så ville jeg tage ham til tandlægen…

Det er sgu altid lidt akavet det der ny kæreste møder ekskæreste… og endnu mere fordi hun kommer med alle mine børn.

Jeg havde sørget for at stå lidt tidligere op, hvilket ellers altid nærmest er en umulighed for mig, bare så jeg kunne nå i bad og nå at lægge make up, så jeg ikke lignede lort og den nye kæreste ikke kunne gnide sig i hænderne over at hun er det bedre catch af hende og mig 😉

Hun er jo i øvrigt 11 år yngre end mig og 13 år yngre end M… Virkelig kliché agtigt at manden vælger at finde sig en meget yngre model. Men mon ikke også det hænger sammen med at modne kvinder aldrig ville finde sig i den måde M er på overfor sin kæreste.

Det fede var så, da jeg kom ud til bilen for at hente børnene, at for det første var hun ikke helt så afstumpet overfor mig som hun plejer at være, og for det andet…så kan man ikke se at hun er så meget yngre end mig – HA!

Nu er jeg heldigvis ikke udstyret med så mange rynker endnu (tak mor) men vil faktisk vove at påstå at hun har flere end jeg har, plus hun så havde en masse pudder på…

Nu ved jeg jo heldigvis også at M til hver en tid ville vælge mig fremfor hende eller en hvilken som  helst anden…så lige meget hvad – så er jeg stadig det bedre catch 😉

imagesNGQ23DR0

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

Singlehviskeren…?

Singlehviskeren er vel egentlig ikke helt rammende længere nu hvor jeg har fået mig en kæreste, men kan nu meget godt lide navnet, og mener da også jeg har en del erfaring som singlekvinde…

A er flyttet ind, der er no turning back…. eller det er der jo altid, men det ønsker jeg nu ikke 😉

Men selvom jeg gerne vil ham og os og hele pakken, så er der stadig en del spøgelser fra fortiden fra mit forhold med psykopat ex Morten. Er stadig meget nervøs for at der bliver sat begrænsninger for mig.

Jeg har bestilt tid hos min psykolog til på mandag – A ved det ikke. Jeg føler lidt at jeg har nået min kvote for hvor længe jeg kan belemre ham med alle mine neurotiske indre konflikter. Han har fandeme stået model til meget siden han startede med mig i februar. For ikke at nævne hele vores turbulente forhold sidste år, som endte med at han overvejede at forlade denne jord. Han er heldigvis et meget stærkere menneske i år… måske undervurderer jeg ham, måske kan han godt tåle at høre mere om mine bekymringer og den frygt jeg har for igen at ende i et forhold præget af psykisk vold…

%d bloggers like this: