Tag: neurotisk

Uhhh conspiracy på højt plan

Var i går igenigen på Hillerød – denne gang til samtale med div. læger og sygeplejersker om min lille operation på mandag, hvor de skal gå op med kikkert og se hvad der forårsager den voldsomme blødning jeg har haft.

Den første læge havde vist helt misforstået hvad der skulle ske – hun virkede nærmest klar på at brænde hele min livmoder af – fik hurtigt rettet hende ind på at de BARE skulle gå op og kigge og se hvad helvede der er galt derinde, samt opsætte en ny, også igenigen, hormonspiral og SÅ kan vi snakke om hvad der videre skal ske BAGEFTER at de har set hvad der er galt. I min verden er der himmelvid forskel på om jeg skal beslutte at jeg aldrig skal have flere børn inden på mandag eller om en måned. Plus jeg synes det er en ret drastisk beslutning ud fra det grundlag at jeg har haft problemer i halvanden uge, det ville give langt mere mening hvis jeg havde haft blødningsproblemer i måneder, så ville jeg nok bare bede dem om at fjerne hele lortet. Men lige nu – hell no!

Sidder i et ambulatorium og venter på anæstesi lægen og overhører en ældre mand og en tilsvarende ældre kvinde falde i snak henover et kæmpe rundt bord, som de selvfølgelig sjovt nok sidder på hver deres side af. Bordet gjorde jo så at de var nødt til at tale temmelig højt for at kunne høre hinanden på den afstand.

De begynder at snakke om hvorfor de hver især sidder her i ambulatoriet og venter, om hvilke sygdomme de fejler – og hvor mange piller de hver tager for både det ene og det andet, og hvor mange smerter de har. Så siger damen at hun har gennemgået 4 operationer for dit og dat, hvorefter manden hurtigt afbryder at han da har gennemgået FEM (5) operationer – det bliver nærmest en konkurrence for de to på sygdomme!

Samme to mennesker ender så med at blive enige om at de garanteret er forsøgspersoner i systemet…      WTF?!?

Frygter lidt jeg selv kunne ende med at blive sådan en der sad og snakkede sygdomme med fremmede ambulatoriemedmennesker når jeg bliver gammel…tror dog aldrig jeg vil komme til konklusionen om at vi alle bare er forsøgspersoner i systemet….medmindre jeg selvfølgelig liiige skulle være så heldig at få en psykisk overbygning med i købet på alt det fysiske der endnu kan nå at ramme mig…

Hvis der dog bare var noget der hed en ‘filtervaccine‘ – jeg ville helt klart være kandidat til at få sådan en !

eqcl7e

The Cameltoe

Er på kursus i øjeblikket  – det er fantastisk! …og ikke mindst underholdende!

Sidder på forreste række og så kan jeg jo ikke helt lade være med at nærstudere underviserne. Og der er en gentagende ting med mange af dem – og det er at som formiddagen skrider frem jo større bliver deres svedplamager under arme og på ryg også…og det gælder både hos de mandlige og kvindelige undervisere…og det er ikke fordi der er varmt i lokalet – så tænker det må være fordi de er nervøse… Har heldigvis ikke kunne lugte noget, på trods af stræberpladsen på første række 😉

Mange af underviserne har også små irriterende ting de siger som hvert 10. ‘ord’  når de lige køber lidt tid – eksempelvis: øøøhhhh… / lad mig lige tænke / for eksempel / som I kan se / altsååå…

Det sjoveste var dog den ene underviser fra i går – en høj slank kvinde med lyst hår i en lav hestehale, sløve øjne og sløv tale, sådan en dvask sammensunken holdning og så virkede hun hele tiden som om hun havde ondt af nogen – os måske…

Hun havde desuden en lille detalje som man vel kalder en Cameltoe . Og selvom det selvfølgelig ikke er særlig attraktivt at man kan forestille sig hvordan hun er udformet forneden, så var det virkelig øjendragende, altså jeg havde virkelig svært ved ikke at komme til at kigge på den/det…øhh…?

Og det er jo ikke fordi man lige ville gå op og fortælle hende at hun fx har en sort streg i ansigtet…         ‘Øh undskyld men generer dine bukser dig ikke lidt… der forneden? Det ser nemlig lidt sådan ud…’ hmmm… tough one…

Sammen med cameltoe underviseren var der så også en anden ’sjov’ underviser. En læge ca 50 år – med mønstret uldnederdel som sad lige højt nok oppe i livet parret med en kort lyseblå trøje, nylonstrømper…og multifarvede løbesko… som ud af det blå, eller til meget uheldige situationer, som fx ved snak om død, eksploderede i sådan en on/off latter = hurtigt udbrud – hurtig fattet igen. Det var simpelthen så akavet men samtidig til stor underholdning for de fleste af os. Det virkede en anelse som om hun var en lille smule off på øverste etage – i hvert fald socialt… 😉 Men virkede til gengæld, og heldigvis da! som om hun havde 100% styr på sit shit 😀

jim-carrey

 

Ekskæreste (mig) møder ny (og meget yngre) kæreste

Børnene er hos deres far nu, og Magnus skal til tandlægen her kl 9. M kunne ikke køre ham, fordi han skulle på kursus, så det blev aftalt at M’s kæreste skulle komme her forbi med drengene, og så ville jeg tage ham til tandlægen…

Det er sgu altid lidt akavet det der ny kæreste møder ekskæreste… og endnu mere fordi hun kommer med alle mine børn.

Jeg havde sørget for at stå lidt tidligere op, hvilket ellers altid nærmest er en umulighed for mig, bare så jeg kunne nå i bad og nå at lægge make up, så jeg ikke lignede lort og den nye kæreste ikke kunne gnide sig i hænderne over at hun er det bedre catch af hende og mig 😉

Hun er jo i øvrigt 11 år yngre end mig og 13 år yngre end M… Virkelig kliché agtigt at manden vælger at finde sig en meget yngre model. Men mon ikke også det hænger sammen med at modne kvinder aldrig ville finde sig i den måde M er på overfor sin kæreste.

Det fede var så, da jeg kom ud til bilen for at hente børnene, at for det første var hun ikke helt så afstumpet overfor mig som hun plejer at være, og for det andet…så kan man ikke se at hun er så meget yngre end mig – HA!

Nu er jeg heldigvis ikke udstyret med så mange rynker endnu (tak mor) men vil faktisk vove at påstå at hun har flere end jeg har, plus hun så havde en masse pudder på…

Nu ved jeg jo heldigvis også at M til hver en tid ville vælge mig fremfor hende eller en hvilken som  helst anden…så lige meget hvad – så er jeg stadig det bedre catch 😉

imagesNGQ23DR0

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

Singlehviskeren…?

Singlehviskeren er vel egentlig ikke helt rammende længere nu hvor jeg har fået mig en kæreste, men kan nu meget godt lide navnet, og mener da også jeg har en del erfaring som singlekvinde…

A er flyttet ind, der er no turning back…. eller det er der jo altid, men det ønsker jeg nu ikke 😉

Men selvom jeg gerne vil ham og os og hele pakken, så er der stadig en del spøgelser fra fortiden fra mit forhold med psykopat ex Morten. Er stadig meget nervøs for at der bliver sat begrænsninger for mig.

Jeg har bestilt tid hos min psykolog til på mandag – A ved det ikke. Jeg føler lidt at jeg har nået min kvote for hvor længe jeg kan belemre ham med alle mine neurotiske indre konflikter. Han har fandeme stået model til meget siden han startede med mig i februar. For ikke at nævne hele vores turbulente forhold sidste år, som endte med at han overvejede at forlade denne jord. Han er heldigvis et meget stærkere menneske i år… måske undervurderer jeg ham, måske kan han godt tåle at høre mere om mine bekymringer og den frygt jeg har for igen at ende i et forhold præget af psykisk vold…

Suk hvor er nødudgangen?!

Puha – den er ved at løbe af sporet fra mig igen med A…

Han fylder for meget endnu engang, er nødt til at få noget luft igen snart, han ringer og skriver hele tiden. Den anden dag sagde jeg til ham at vi ikke skulle snakke sammen mere når børnene var omkring mig – kunne godt høre på hans stemme at det ikke faldt helt i god jord mens han prøvede at overbevise mig med at det var ok.

Han kommer om lidt og skal hjælpe mig med nogle praktisk ting i min lejlighed, ungerne er hos deres far. Og så skal jeg til middag hos ham på lørdag og vi sås også i søndags… Der går kun max 2-3 dage mellem vi ses…er det mig der er nærtagende?
Eller ja det er det jo – når man tænker på alle mine issues Morten har påført mig med min nu kæmpe angst for at nogen kommer for tæt på så de kan kontrollere mig, så er det jo nok mig der er problemet… /:

…’Psykisk vold’…

Starter dagen ud med at modtage en sms fra A.

Igår sendte jeg ham et link til mødrehjælpen, for at få ham til at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør – lidt som en undskyldning og samtidig bare fordi jeg virkelig ønskede at han skulle få et indblik i, hvad jeg har været igennem. Hans sms derimod handlede dog mest af alt om ham selv og hvad han følte jeg havde gjort galt overfor ham.

Skulle aflevere drengene i vuggestue og børnehaven – havde mildest talt ikke overskud til at Alex igen blev dybt ulykkelig over at skulle i vuggestue. Han har haft det skidt med at komme derhen i omkring en måned – han er den største på sin stue nu og keder sig bravt – søger ned i børnehaven til Magnus hele tiden, så da han begyndte at stortude over at skulle afleveres brød jeg også sammen – og selvfølgelig foran 4 pædagoger – temmelig pinligt! Men i det mindste fik det dem da til at lette røven og for første gang indrømme at han måske kedede sig lidt i vuggestuen. De har nemlig nægtet at det kunne være derfor indtil i dag. Jeg flygtede ud på et badeværelse sammen med skrigende Alex og vi fik begge samlet os. Jeg undskyldte overfor pædagogen – hun kunne selvfølgelig godt forstå jeg var ulykkelig over at skulle aflevere ham, når han var så ulykkelig – hun skulle bare vide at der lå alt muligt andet bag også.

Kom derfra uden Alex blev yderligere ulykkelig, men også kun fordi Magnus tog storebror rollen alvorligt og hjalp ved at blive i vuggestuen og lege med Alex. Nogle gange ved jeg ikke hvordan 4 årige Magnus er blevet så ansvarlig…må have læst lidt på de forskellige roller børn påtager sig i en søskende flok. Han passer virkelig meget på os alle sammen – det er alt for stor en byrde at have på hans små spinkle skuldre 🙁

Har efterfølgende grædt det meste af dagen i dag – måtte sove 3 timer for overhovedet at holde op med at græde. Har skrevet lidt med A, han er blødt op, og er holdt op med at fokusere på sig selv og har faktisk taget det ret alvorligt at jeg er så ulykkelig. Han vil gerne hjælpe mig, men han tror samtidig at vi så skal være kærester el lign…kan næppe forestille mig at man kan håndtere at være noget for et andet menneske når man ikke engang kan være noget for sig selv. I går kunne jeg dårlig overkomme børnene…Og A skriver om at hvis han skal kunne være der for mig, så skal prioriteterne være anderledes, for det er ikke nok for ham med sex 1 gang om ugen og intet andet.

Meldte fra til tøsemiddag allerede i formiddags – havde absolut ikke behov for at snakke om alle mine åbenbaringer igen, vi har jo endevendt det hele over and over igennem de sidste 2 år, der er jo ikke særlig meget nyt at bidrage med. Bortset fra jeg nu endelig forstår at der er et ord for det Morten har budt mig : ‘Psykisk vold’ Og der er en hel masse fremmede mennesker der kan beskrive præcis hvordan mit liv har været igennem 9 år med ham og de efterfølgende 2 år hvor vi har været fra hinanden, men hvor han stadig har skræmmende meget kontrol over mit liv.

Louise spurgte mig i dag om jeg græd over fortiden eller fremtiden – jeg svarede fortiden… hvilket jeg også mest er ked af, har alverdens spørgsmål i tankerne til mig selv, som alle voldsramte kvinder garanteret har stillet sig selv den dag det pludselig går op for dem at de burde være gået for længst.

Men fremtiden er faktisk også skræmmende…med Morten er det ‘alt eller intet’ – Den dag jeg siger til ham at jeg ikke vil finde tilbage til ham, så slutter alt samarbejde mellem os, han vil få mig til at føle at det hele er min skyld og at det er mig der går glip af noget ved at lade ham smutte. Louise er god til at påminde mig, at det er et virkelig dårligt karaktertræk at han kun er sød ved mig fordi han håber på vi kan finde sammen igen. Jeg skal også hele tiden huske mig selv på, at det er HAM der kommer til at få et dårligere liv uden mig, og ikke omvendt – burde få det tatoveret et sted hvor jeg kan se det hele tiden – for jeg ved han er ekspert i at manipulere og få mig til at føle det modsatte. Derudover skal jeg acceptere at mit liv bliver mere besværligt, for jeg har ikke de samme pasningsmuligheder som han har at tilbyde – vi kommer til at dele børnene via skole og vug/bh, og børnene vil blive kede af det fordi de jo ikke forstår hvorfor vi ikke kan snakke sammen mere.

Mens jeg læste om psykisk vold i går aftes og i dag, dukkede der også flere artikler op omkring børn der blev udsat for det af deres forældre, oftest faderen som udøver. Hvad nu hvis han kunne finde på at gøre det mod børnene…? Hvordan forhindrer jeg det? Bør jeg konfrontere ham med det han har gjort? Han siger han har lært meget om sig selv og aldrig kunne finde på at være som han var igen – men han har heller ikke fået kastet ordet ‘psykisk vold’ i hovedet – hans opførsel har hele tiden hørt under ‘jalousi’ og ‘kontrol’.

Der var engang, ved ikke hvor længe vi havde været sammen, men af grunde jeg ikke kan huske, søgte jeg også på psykisk vold dengang, og konfronterede ham med det, for kunne jo godt sige ‘tjek’ til rigtig mange punkter dengang. Han blev tosset, og så snakkede vi ikke mere om det.

Louise kom forbi efter arbejde og vi fik snakket lidt, og jeg kunne mærke det faktisk hjalp, hvorfor er det jeg tænker at løsningen er at bure mig inde med alle mine sorte tanker? Meldte min og ungernes ankomst til middagen alligevel. Fik ikke fortalt om mine dårlige dage til Laura og Michelle, fordi Ida konstant svævede i nærheden af os med kæmpe flapøre ude for at fange alle signaler vi overhovedet havde intentioner om at udsende. Gav Louise tilladelse til at indvie de to andre efter jeg var gået hjem med børnene… Har ikke grædt siden, men kan godt mærke i min krop og øjne at jeg har grædt i alt for mange timer – har vist også overskredet dagens max dosis af Panodiler…

%d bloggers like this: