Tag: nattevagt


jun
2018

Happy mom, Happy life…

categories: Dilemma

Så jeg er lidt nervøs.

I dag skal Mr Alfa’s datter og mine børn møde hinanden. Jeg er ikke så nervøs for mine drenge – de er sgu så simple. Men hans datter Mynthe og min datter Ida er lige gamle, hvis man ser bort fra 10 dage. De bliver begge 13 år her om halvanden måned.

Hans datter er sådan en sportspige, og så er hun ikke helt så fremme i skoene som Ida. Og er der noget Ida hader, så er det at være aktiv. Jeg er lidt bange for de er alt for forskellige.

Så dvs. to meget forskellige formentlig generte præteens! Eller to præteens som hellere vil sidde med hovedet nede i deres tlf end prøve at lære hinanden at kende. Eller to præteens som hader hele situationen og ikke vil give hinanden en chance. Sidstnævnte handler mest om min egen datter Ida.

(Måske overtænker moren også bare hele situationen?)

Ida har nemlig sagt flere gange, at hun ikke vil have jeg får en kæreste fordi hun er bange for det bliver lige som hjemme hos hendes far, hvor han giver al sin opmærksomhed til sin kæreste. Og jeg ved godt det her er hårdt at sige om sin egen datter, men hun har desværre et virkelig veludviklet manipulerings gen (sjovt nok lige som sin far).

Hun er ikke bleg for at true med ting som at hun flytter hjem til sin far, hvis ting ikke lige går som hun synes herhjemme. Hvilket jeg udemærket godt ved hun ikke ønsker, (og hendes far gør slet ikke) men kan hun trumfe noget igennem her, så prøver hun gerne med alle de midler hun har.

Vi har planlagt vi skal ud og bowle. For at være på neutral grund og for at de der telefoner forhåbentlig ikke er helt så meget i fokus. Ida har allerede proklameret sin modstand. Men det ville hun have gjort lige meget hvad vi var kommet op med af sjove aktiviteter.

Det mest åndssvage er, jeg er ikke i tvivl om at hun egentlig godt kan lide Alfa, hun vil bare ikke indrømme det, for for hende er det en form for nederlag hvis hun gør.

Men jeg er også meget bevidst om, at en 13 årig pige ikke skal styre mit liv…for hvornår vil hun nogensinde synes det er okay mor får en kæreste? Aldrig.

Kryds fingrer for en forhåbentlig vellykket søndag.

Og skulle I ligge inde med de vises sten ift at håndtere en trettenårig når man får kæreste – så del endelig ud med al jeres erfaring.


okt
2017

Hvad jeg lærte i september 

categories: Hverdagshurlumhej

…lidt forsinket – det var en hård måned, som nogle af jer så sødt bemærkede, så var jeg lidt stille herinde

  • At september har budt på en del bump på vejen
  • At Morten for anden måned i træk har undladt at betale børnepenge 
  • At det tager statsamtet 12 uger at give svar på ansøgning om børnepenge. 
  • At Morten synes jeg er en kost
  • At jeg faktisk trives virkelig godt med at Morten synes jeg er en kost! HA! 
  • At det at jeg har fået lavet en ordning med mit arbejde om at jeg har mere weekend fri, bare er resulteret i, at Ida gerne vil være mere hjemme end hos Morten. Så meget for at jeg skulle til at have en masse egofritid med sjov og ballade. 
  • At jeg faktisk alligevel nyder dagene alene sammen med Ida – mor/datter bonding på højt plan!
  • At jeg ikke behøver have sex med en 21 årig igen
  • At det der bare skulle være et eftersyn hos tandlægen endte med at koste 3700kr 
  • Nævnte jeg at jeg indtil videre mangler børnepenge for to mdr…? Meget dårlig timing Morten! 
  • At være trivselsforældre i en trivselsgruppe, hvor halvdelen af de tilmeldte forældre består af mænd, faktisk er lidt mærkeligt. Jeg mistænker dem for, at de ser trivselsmøderne som en mulighed for at slippe væk hjemmefra. 
  • Luna og jeg er iøvrigt de eneste singlemødre i ovennævnte 0.klasse…det var ikke alle mændenes koner der lignede nogen der syntes det var en god ide at deres mænd meldte sig som trivselsforældre. 

Og til det lidt mere sørgelige:

  • At det var okay at tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg meldte ud til forældrene til det barn de mistede og som vi ikke kunne redde, at der var grænser for hvor professionel jeg kunne blive ved med at være da han døde…
  • At den oplevelse bød på timer hos Rigshospitalets krisepsykologer efter at have været det hårdeste patientforløb jeg til dato, har været en del af. 
  • At jeg er ret taknemmelig for min arbejdsplads passer så godt på os. 
  • Og at jeg elsker mit arbejde – også selvom det ind imellem er benhårdt og kræver lidt dage i fosterstilling…  

mar
2017

Konfrontationen

categories: Det der arbejde

Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ‘stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂


maj
2016

Livets meget små udfordringer

categories: Dilemma

Når man kommer hjem fra en 18 timers vagt kl 9 om morgenen og bare liiige har brug for at lege lidt med sin vibrator inden man skal sove i fuld fart, men har ryddet op i sit skab et par dage før, og man har glemt hvor man nu har gemt den…


okt
2015

det offentlige sygehusvæsen

categories: Det der arbejde

…set med mine øjne…

Tog en dobbelt vagt i går på hospitalet – aften og nat. Jeg gjorde det både for pengene og for at hjælpe. Afdelingen er i knæ og har været det et godt stykke tid. Ledelsesproblemer har fået mange erfarne sygeplejersker til at smutte, der er selvfølgelig blevet ansat en masse nye sygeplejersker. Men få, af de nye, har meget erfaring, og på grund af desperation har ledelsen følt sig nødsaget til også at ansætte helt sprit nyuddannede sygeplejersker, samt sygeplejersker med meget lidt erfaring. Nogle af dem har selvfølgelig potentiale til at blive rigtig dygtige – men det gennemgående problem vi oplever i afdelingen med disse nye piger er, at de opfører sig som om de ikke kan lære mere. Når nogle af os med lidt mere erfaring prøver at lære fra os, så bliver vi mødt med rullende øjne, et ‘jaja’, og en konstant bortforklaring af hvorfor de var i deres ret, til at handle stik i mod afdelingens protokoller og retningslinier ift patientpleje.

Vi er begyndt at referere til dem som resultatet af en curling generation.  Vi bruger faktisk en del energi på at snakke om problemerne med de nye’s arrogance, og de fejl de laver i afdelingen – og ikke mindst de fejl de laver ift patienterne. Det fylder meget – især fordi vi andre føler os forpligtede til at have et øje på alt hvad de foretager sig, så der ikke sker for mange fejl. Ikke at vi andre ikke også kan lave fejl, forskellen er, at de fejl curlingsygeplejerskerne laver hører under basic viden – ting de helt af sigselv burde vide, eller som de burde have lært på skolen eller fra den korte erfaring de ellers har.  Men sjovt nok dækker ledelsen lidt over dem. Curlingledelse. Jeg gætter på de gør det, pga personalemanglen. Alle er i knæ.

På min afdeling handler vores stressede hverdag meget om dårlig ledelse. Ikke så meget om beskæringer, som hos jordemødrene for eksempel. Men resultatet er det samme. Og jo – egentlig handler det jo også om beskæringer – for hvis vores ledere fik den nødvendige lederuddannelse, så ville de højst sandsynligt blive bedre ledere…men der er sjældent penge til at sende dem afsted, og ej heller mulighed for at undvære dem i den daglige drift.

Som sagt har dårlig ledelse fået sygeplejerskerne til at skifte arbejde, nogle skifter til mere bekvemme jobs inden for sygehusvæsenet og andre søger helt væk. For vilkårene er bestemt ikke optimale inden for det offentlige. Der er meget stress, ofte løber vi gennem gangene for at kunne nå at hente medicin eller andet udstyr til en kritisk syg patient, fordi vi er for få hænder til, at der er en anden der kan holde øje med patienten imens. Siden jeg kom tilbage fra mit praktikophold i mandags, er der ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke er blevet spurgt om jeg kunne tage dobbeltvagter.

Tag dog ikke fejl! Mit arbejde er sindssyg spændende og jeg elsker det, og jeg er slet slet ikke færdig med at arbejde med akut sygepleje. Men jeg ser ikke mig selv blive pensioneret fra det offentlige – for med det tempo vi arbejder under, så er min krop enten bukket under pga nedslidning, eller psykisk pga stress. Og alle beslutninger jeg tager ift at få mest mulig relevant erfaring med i bagagen inden fra det offentlige, handler udelukkende om, at skabe de bedste muligheder for mig den dag jeg vælger at skifte til en privat arbejdsplads…


aug
2015

jeg blir’ så træt

categories: Tanker

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ‘send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…


jul
2015

Cravings!

categories: Dilemma

Har haft nattevagt…og resultatet efter sådan en vagt, er som regel at jeg får cravings efter alt muligt usundt. I nat havde jeg så også cravings imens jeg var på arbejde – det var ikke småting jeg fik kørt indenbords i tidsrummet 23-08. Jeg tænker faktisk nattevagt burde og kan klassificeres lige som dagen derpå når man har været i byen – det er præcis samme reaktionsmønster. Man har lyst til ALT og man tænker også at man kan spise ALT helt ubegrænset af mavesækkens størrelse – man bliver altid meget klogere når man har indtaget en fjerdedel af det man tænkte man kunne rumme.

Nå men jeg kørte i Rema her kl. 19 med intentionen om bare at skulle have en thaibox til aftensmad og kom i stedet hjem med dette…

eller…ikke ‘i stedet’…fik jo sådan set også thaibox’en! …klap på skulderen til mig…

Dilemmaet blev så ret hurtigt; skal jeg spise is, kage eller thaibox’en først? Alle mødre lærer vel deres børn at man spiser aftensmad før dessert…min mor er ingen undtagelse (jeg selv heller ikke-faktisk) så jeg varmede selvfølgelig thaibox’en…

…og mens den var i mikroovnen spiste jeg is!  Godt mine børn ikke kunne se hvor uopdragen jeg er… Når de er hjemme foregår isspisning før aftensmaden i skjul  (naturligvis) høhø

Yndlings kollega Natalie fortalte mig til morgen, at hun skulle til hypnotisør for at se om hun kunne slippe af med sin ustyrlige trang til mad og usunde ting. Hende og jeg fejler helt sikkert det samme! Og jeg håber sindssyg meget det virker for hende – for SÅ skal jeg dælme også hypnotiseres! Er simpelthen ved at være så træt af hele tiden at gå på kur, for bare at falde i igen.

Hvem der bare var udstyret med en krop der ikke reagerede på kalorier!

%d bloggers like this: