Jeg havde jo nok været lidt naiv hvis jeg havde forestillet mig at mit manglende svar på min chefs mail, også ville holde hende væk i virkeligheden.

Det blev mandag morgen inde på Rigshospitalet og min chef kom lidt i 7, overdrevet glad og grinende ind i på de stuer, hvoraf jeg befandt mig på den ene. Hun spurgte til hvordan natten havde gået og vi sagde alle sammen ‘stille og roligt’, så chitchattede hun lystigt videre med min mandlige kollega der passede patienten ved siden af mig. Da hun er færdig vender hun sig om mod mig og siger kommanderende: ‘vi skal lige snakke når du har fri !’ hvorefter hun vender siden til mig og snakker med en anden. Som om hendes kommando er en ordre og den kan der ikke ændres ved.

Mig (uden hensyn til at hun taler med en anden): Nej det skal vi ikke.

Chef (uden at stoppe samtalen med min kollega): JO det skal vi!

Mig (noget hårdere i tonen): NEJ chef! det skal vi ikke!

Chef (stopper samtalen med kollega og vender fuld opmærksomhed mod mig): Jo, jeg vil gerne tale med dig inden du går hjem!

Mig (siddende tilbagelænet i min stol-hende stående): Jeg vil gerne gå når jeg har fri, jeg er træt og jeg skal have min hund til dyrelægen.

Chef (ved at være tydeligt forundret over min vedholdenhed, vender hun sig mod min mandlige kollega på stuen): C – kan du ikke lige passe hendes patient så går vi ud og snakker nu!

Mig: CHEF – det bliver ikke nu – jeg har ikke overskud til at snakke med dig nu.

Chefen bliver mere og mere sur og siger at hun ikke synes det kan vente, at det må være ret alvorligt når hun får at vide mens hun er derhjemme at jeg er gået ked af det hjem. Jeg svarer at jeg ikke ved hvad hun har fået at vide. Hun siger at hun ikke ved mere end det, fordi da hun havde spurgt de andre to afdelingssygeplejersker, havde de ikke ville fortælle hende hvad det drejede sig om. HA! tænkte jeg, og svarede, at det var fordi jeg havde bedt dem om ikke at sige noget.

Chef (træder to intimiderende skridt frem imod mig og trækker chefkortet): Så du vil ikke fortælle hvad der foregår til din afdelingssygeplejerske?!! 

Mig: Nej det vil jeg ikke! jeg har talt med de to andre og det er fint for mig indtil videre.

Chefen forlader ENDELIG stuen, tydeligt vred og frustreret over hun ikke fik sin vilje. Jeg sad tilbage med en hjertebanken på 200 i timen, men med antræk til et lille smil. Det er første gang jeg har sagt fra overfor hende. Og det kom tydeligt også bag på hende. For hun er virkelig typen der træder ind i et rum og udstikker ordrer og har absolut ingen forventning om, at de mennesker hun (ned)taler til, vil gøre nogen indvendinger mod det hun siger. Og hun har desværre været vant til at jeg heller ikke har sagt fra.

Iøvrigt ret spøjst at opleve sådan en mandlig kollega, der har været vidne til et temmelig ubehagelig situation, blive meget munter og snakkende efterfølgende, som om han ikke rigtig kan finde ud af at være i rummet længere og simpelthen bare er nødt til at sige nogle sjove ting for at lette stemningen. Jeg grinte meget overskudsagtigt af alt hvad han sagde. Jeg vandt nemlig denne gang over min chef!

Resten af min dag har været præget af det adrenalinsus den 5 min samtale tog. For det første er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at kvinden ingen empati eller respekt har for andre mennesker. Jeg gentog nok mig selv 10 gange overfor hende, at jeg ikke havde overskud til at snakke med hende efter en nattevagt, hvilket hun var fuldstændig iskold overfor. Hun ville tale med mig – punktum! Skide være med hvad jeg ønskede. Der var også et tidspunkt hvor jeg kunne mærke at tårerne var lige ved at presse sig på, men det lykkedes mig heldigvis at holde dem inde. For det andet, har jeg haft en lille bitte sejrsfølelse i kroppen – det føltes fandeme godt at sige hende imod!

Så da jeg endelig fik fri, tog jeg til dyrelægen med Birthe, smed 1000 kr mere i dyredoktorens pengekasse, oveni de 8000 kr jeg allerede har lagt der siden vi kom hjem fra Bali i slut januar. Tog hen og handlede, så køleskabet ikke var helt tomt nu hvor ungerne kommer retur fra Morten efter skole idag. Tog hjem til min far og snakkede med ham i et par timer og endte endelig hjemme i sengen kl 13. Op igen kl 16 og er i skrivende stund stadig imponerende frisk 🙂