Tag: Morten

Cykel debut!

Har forleden aften lært mine to drenge på henholdsvis snart 2 1/2 og 4 1/2 at cykle.

Alex, den mindste, lærte det først, og så kom Magnus bagefter, det gik super nemt, jeg var meget overrasket og sindssyg stolt over at det var mig der lærte dem det.

A kom lidt efter og skulle så lige hjælpe med at justere Magnus’ saddel. Imens stak Alex afsted på sin nye cykel og inden jeg fik indhentet ham, var han cyklet ned af en sti bagved vores hjem og den går en lille smule nedad, og slutter med sådan to jern halløjer man skal zigzagge igennem for at komme ud på den næste sti.

Alex havde så ikke nået at bremse eller dreje, så han tog toppen af den ene jernbom med sit hoved, nærmere betegnet sit kindben og på en eller anden måde fik han også lige skrabet hele sin rygsøjle. Han havde heldigvis hjelm på, så det kunne måske være gået endnu værre…. Nu har han så naturligt nok lidt respekt for den der cykel, men han skal nok komme på igen, han er ikke sådan lige at slå af pinden 😉

Heldigvis skal de ikke til Morten igen før om halvanden uge, så håber jeg hans sæbeøje er forsvundet til den tid. Morten har nemlig en uovertruffen evne til at fremhæve min dårlige samvittighed og dermed få mig til at tænke at jeg er en dårlig mor.

Nå men nu var jeg så lige ude med drengene igen, Magnus cykler simpelthen så godt allerede, mor er virkelig stolt!

Og endnu en bonus… Det var Mig der lærte dem det! Ikke Morten, igen ikke noget Morten er en del af…

Måske er det lidt tabu at man gerne vil være den bedste forældre ift den man er skilt fra… Måske husker ungerne det slet ikke når de bliver større fordi deres far køber dem dyre ting, det er jo ikke til at vide hvad de husker mest fra deres barndom… Men nu og her føles det godt at det var mig der lærte dem at cykle – selvom det indebar et par skrammer 😉

Mit eget lille drama

Nå ja – samtidig med alt dramaet med Mikkel og Camilla, så havde jeg mit eget ‘lille’ drama med Morten via sms.

Magnus’ ene øje hævede lidt op og gjorde ondt natten til jeg skulle afsted, men ikke så slemt så jeg ville begynde at sætte himmel og jord i bevægelse. A afleverede børnene for mig eftersom Louise og jeg skulle flyve kl 7. Morten blev så ringet op lige efter de var afleveret om at Magnus havde ondt øjet. Efterfølgende blev det så meget værre med begge øjne og han var nødt til at tage på skadestuen og få dem skyllet. Alt det var selvfølgelig min skyld! Så han lavede stort set ikke andet end at svine mig til om alt og intet. Så manglede Magnus sin jakke og sine sko – jamen selvfølgelig er han da blevet afleveret på bare fødder og uden jakke! Simpelthen typisk Morten – for det er selvfølgelig utænkeligt at det kan være forsvundet i børnehaven, men det ville selvfølgelig også kræve at han skulle bruge tid på at lede efter det…
Jeg ender med at få nok hen af aftenen, havde ellers virkelig prøvet at holde den sobre tone, med Louises hjælp. Beder ham om at lukke røven og lade mig være i fred hvis han ikke kan opføre sig ordentligt. Derefter begynder han stille og roligt at falde til ro og begynder at sende billeder af børnene – shit den mand er virkelig forstyrret i sit psykopathoved!
Og siden har der ikke været nogen problemer. Men det er jo bare indtil næste gang når noget ikke passer ind i Mortens liv ang børnene.

‘I et forhold’

Har lige gjort det offentligt på facebook at A og jeg er i forhold…så kan det vist heller ikke blive mere officielt end det… Og jeg er stadig ikke skræmt… 😉

Skrev til Morten tidligere og fortalte det i forbindelse med at jeg også sagde til ham at han ikke skulle hjælpe med ungerne på onsdag morgen hvor jeg rejser til Spanien med Louise.
Han tog det overraskende pænt – ville selvfølgelig straks have udleveret alt hvad han havde betalt for til ungerne i form af deres cykler, men endte dog med at skrive, at han var glad på mine vegne og at A var den han bedst kunne lide af dem han kendte til jeg ellers havde set… Shocking!! 😀

Psykopat!?! WTF!

Psykologen var for resten så skarp, så hun lynhurtigt kunne konkludere, ud fra mine beskrivelser af Morten, at manden var psykopat…!

Ooookayyy…så det du siger til mig er, at jeg har været sammen med en psykopat i 9 år?! og oven i købet fået 3 (TRE!) børn med ham!

Louise og jeg havde faktisk selv læst os frem til det lige da Morten og jeg gik fra hinanden, men det er alligevel lidt noget andet når en professionel sidder og konstatere det. Har hele tiden tænkt at han faldt igennem på empatien, for det har jeg dog følt at han havde…men som psykologen var så venlig at forklare for mig, så er det en del af en psykopats adfærd, at kunne forgive de følelser det kræver i en given situation for ikke at blive ekskluderet i en social verden.

Det er så sygt det her… Det er så langt ude så jeg slet ikke kan forstå det med min helt almindelige, ikke psykopatiske, hjerne!

Psykolog idag…….

Skal til psykolog idag for første gang – har lidt nerver på. Bare hun ikke beder mig om at ligge på en eller anden briks med foldede hænder og kigge op i loftet, mens jeg skal fortælle om alt det hun skal løse inden timen er slut. Godt jeg ikke er fyldt med fordomme… 😉

Ved jo desværre nok godt at mine problemer kræver mere end blot een enkelt time hos en psykolog… Suk…det bliver en dyr omgang.
Apropos dyr – var i IKEA igår med Louise, jeg havde en hel liste af ting jeg skulle have, endte selvfølgelig med lidt mere end listen og måtte slippe 1300 kr…. Fuck hvor jeg snart håber Morten har tænkt sig at betale de børnepenge han skylder mig!
Jeg sagde til ham forleden at jeg overvejede om vi skulle lade det gå gennem kommunen – der er så mange gange hvor jeg ikke har fået dem til tiden, fordi han ikke har dækning på sin konto. Resultatet blev at han truede med at så ville han søge om at få børnene 7/7, så han helt slap for at betale mig. Måtte informere ham om at han aldrig slap, for så skulle han bare betale halvdelen af alle udgifter til dem istedet. Men det er typisk ham at reagere sådan. Han ringede igår og vi fik talt ud – kan godt mærke at så snart jeg taler med ham, fremfor mail korrespondance, så har han en evne til jeg igen begynder at undskylde hans adfærd overfor andre, fuck jeg glæder mig til at han ikke har en nærmest hypnotisk effekt på mig mere!

Blokfløjtens hemmelighed

Kom hjem fra A ved 14 tiden idag. Havde taget hunden Birthe med derover – havde jo nok forudset lidt at jeg ville ende med at sove hos ham. Kom selvfølgelig for sent hjem til ham – jeg tænker altid at jeg liiige skal have fjernet hår med min epilator og at det kan jeg da sagtens lige nå på 20 min – det kan jeg så aldrig, det tager altid længere tid. Så ringer Ida lige i det jeg parkerer hos A, hun er trist fordi Morten har presset hende til at fortælle en hemmelighed som hende og jeg havde. Jeg havde sagt til hende at hun skulle tage sin blokfløjte med hjem til Morten og bilde ham ind at læreren havde sagt at de SKULLE øve sig mindst 15 min hver dag – synes selv det var ret sjovt ;D Det blev dog knap så vel modtaget i den anden ende… Syntes selvfølgelig det var mærkeligt at han havde reageret sådan på at hun havde en hemmelighed.

A og jeg nåede kun lige at sætte os til bords så ringede Morten. Han ville tage Ida’s tlf og Ipad fra hende, så hun kun havde det hjemme hos ham for han gad ikke have at hun ringede til mig hver gang hun fik ballade hjemme hos ham. Ifølge ham havde hun allerede frivilligt fortalt om det med blokfløjten for to dage siden. Han har selvfølgelig ret i, at hun ikke skal spille os ud mod hinanden, men ligefrem fjerne al adgang til mig fra hende synes jeg var lige at gå over stregen, så jeg hidsede mig jo naturligvis fuldstændig op i det røde felt. Jeg faldt til ro efter lidt tid, bad ham om at tale med hende om det. Han fortalte mig igen hvor ked af det han er over det han har gjort mod mig mens vi var sammen og at han ikke kunne overskue sit liv uden mig i det – jeg holdt fast i, at jeg ikke kunne have ham i mit liv, for jeg havde alt for mange ting jeg skulle bearbejde på grund af den måde han havde behandlet mig på da vi var sammen. Han kan heldigvis stadig godt forstå mig, og vi sagde farvel…igen.
Jeg vendte tilbage til A… som selvfølgelig var lidt muggen over hele situationen. Måtte endnu en gang forklare ham, at jeg ikke er i stand til hele tiden at tage hensyn til hans behov. Han ved det godt men har selvfølgelig svært ved at tøjle sine følelser, hvilket er forståeligt nok. Det er meget at bede om, at nogen skal sætte deres egne behov på standby fordi jeg ikke kan overskue ansvaret for at opfylde dem. Så snart han begynder at have snerten af at kræve noget af mig, så har jeg lyst til at gå og være mig selv. Det var det samme med Tobias… I mit forskruede hoved føles deres behov og lyst til at være mere sammen med mig, som en form for kontrol over mig og min tid…

I virkeligheden er det formentlig bare fordi de i virkeligheden rigtig gerne vil være sammen med mig. Har igen siddet og gennemlæst alt hvad de skriver om på mødrehjælpens hjemmeside…burde snart samle mig mod til at ringe til dem…nu er der snart gået en uge siden jeg læste på deres side første gang.

…’Psykisk vold’…

Starter dagen ud med at modtage en sms fra A.

Igår sendte jeg ham et link til mødrehjælpen, for at få ham til at forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør – lidt som en undskyldning og samtidig bare fordi jeg virkelig ønskede at han skulle få et indblik i, hvad jeg har været igennem. Hans sms derimod handlede dog mest af alt om ham selv og hvad han følte jeg havde gjort galt overfor ham.

Skulle aflevere drengene i vuggestue og børnehaven – havde mildest talt ikke overskud til at Alex igen blev dybt ulykkelig over at skulle i vuggestue. Han har haft det skidt med at komme derhen i omkring en måned – han er den største på sin stue nu og keder sig bravt – søger ned i børnehaven til Magnus hele tiden, så da han begyndte at stortude over at skulle afleveres brød jeg også sammen – og selvfølgelig foran 4 pædagoger – temmelig pinligt! Men i det mindste fik det dem da til at lette røven og for første gang indrømme at han måske kedede sig lidt i vuggestuen. De har nemlig nægtet at det kunne være derfor indtil i dag. Jeg flygtede ud på et badeværelse sammen med skrigende Alex og vi fik begge samlet os. Jeg undskyldte overfor pædagogen – hun kunne selvfølgelig godt forstå jeg var ulykkelig over at skulle aflevere ham, når han var så ulykkelig – hun skulle bare vide at der lå alt muligt andet bag også.

Kom derfra uden Alex blev yderligere ulykkelig, men også kun fordi Magnus tog storebror rollen alvorligt og hjalp ved at blive i vuggestuen og lege med Alex. Nogle gange ved jeg ikke hvordan 4 årige Magnus er blevet så ansvarlig…må have læst lidt på de forskellige roller børn påtager sig i en søskende flok. Han passer virkelig meget på os alle sammen – det er alt for stor en byrde at have på hans små spinkle skuldre 🙁

Har efterfølgende grædt det meste af dagen i dag – måtte sove 3 timer for overhovedet at holde op med at græde. Har skrevet lidt med A, han er blødt op, og er holdt op med at fokusere på sig selv og har faktisk taget det ret alvorligt at jeg er så ulykkelig. Han vil gerne hjælpe mig, men han tror samtidig at vi så skal være kærester el lign…kan næppe forestille mig at man kan håndtere at være noget for et andet menneske når man ikke engang kan være noget for sig selv. I går kunne jeg dårlig overkomme børnene…Og A skriver om at hvis han skal kunne være der for mig, så skal prioriteterne være anderledes, for det er ikke nok for ham med sex 1 gang om ugen og intet andet.

Meldte fra til tøsemiddag allerede i formiddags – havde absolut ikke behov for at snakke om alle mine åbenbaringer igen, vi har jo endevendt det hele over and over igennem de sidste 2 år, der er jo ikke særlig meget nyt at bidrage med. Bortset fra jeg nu endelig forstår at der er et ord for det Morten har budt mig : ‘Psykisk vold’ Og der er en hel masse fremmede mennesker der kan beskrive præcis hvordan mit liv har været igennem 9 år med ham og de efterfølgende 2 år hvor vi har været fra hinanden, men hvor han stadig har skræmmende meget kontrol over mit liv.

Louise spurgte mig i dag om jeg græd over fortiden eller fremtiden – jeg svarede fortiden… hvilket jeg også mest er ked af, har alverdens spørgsmål i tankerne til mig selv, som alle voldsramte kvinder garanteret har stillet sig selv den dag det pludselig går op for dem at de burde være gået for længst.

Men fremtiden er faktisk også skræmmende…med Morten er det ‘alt eller intet’ – Den dag jeg siger til ham at jeg ikke vil finde tilbage til ham, så slutter alt samarbejde mellem os, han vil få mig til at føle at det hele er min skyld og at det er mig der går glip af noget ved at lade ham smutte. Louise er god til at påminde mig, at det er et virkelig dårligt karaktertræk at han kun er sød ved mig fordi han håber på vi kan finde sammen igen. Jeg skal også hele tiden huske mig selv på, at det er HAM der kommer til at få et dårligere liv uden mig, og ikke omvendt – burde få det tatoveret et sted hvor jeg kan se det hele tiden – for jeg ved han er ekspert i at manipulere og få mig til at føle det modsatte. Derudover skal jeg acceptere at mit liv bliver mere besværligt, for jeg har ikke de samme pasningsmuligheder som han har at tilbyde – vi kommer til at dele børnene via skole og vug/bh, og børnene vil blive kede af det fordi de jo ikke forstår hvorfor vi ikke kan snakke sammen mere.

Mens jeg læste om psykisk vold i går aftes og i dag, dukkede der også flere artikler op omkring børn der blev udsat for det af deres forældre, oftest faderen som udøver. Hvad nu hvis han kunne finde på at gøre det mod børnene…? Hvordan forhindrer jeg det? Bør jeg konfrontere ham med det han har gjort? Han siger han har lært meget om sig selv og aldrig kunne finde på at være som han var igen – men han har heller ikke fået kastet ordet ‘psykisk vold’ i hovedet – hans opførsel har hele tiden hørt under ‘jalousi’ og ‘kontrol’.

Der var engang, ved ikke hvor længe vi havde været sammen, men af grunde jeg ikke kan huske, søgte jeg også på psykisk vold dengang, og konfronterede ham med det, for kunne jo godt sige ‘tjek’ til rigtig mange punkter dengang. Han blev tosset, og så snakkede vi ikke mere om det.

Louise kom forbi efter arbejde og vi fik snakket lidt, og jeg kunne mærke det faktisk hjalp, hvorfor er det jeg tænker at løsningen er at bure mig inde med alle mine sorte tanker? Meldte min og ungernes ankomst til middagen alligevel. Fik ikke fortalt om mine dårlige dage til Laura og Michelle, fordi Ida konstant svævede i nærheden af os med kæmpe flapøre ude for at fange alle signaler vi overhovedet havde intentioner om at udsende. Gav Louise tilladelse til at indvie de to andre efter jeg var gået hjem med børnene… Har ikke grædt siden, men kan godt mærke i min krop og øjne at jeg har grædt i alt for mange timer – har vist også overskredet dagens max dosis af Panodiler…

%d bloggers like this: