Tag: Morten

Upopularitets kappen

For et par uger siden faldt Ida og slog hovedet ned i en kantsten. Hun var i skole da det skete, og det var i Mortens periode med børnene. Ida skrev til mig samme aften at hun havde det skidt…i form at svimmelhed, kvalme og hovedpine. Klassiske hjernerystelses symptomer…

Næste dag blev jeg så ringet op af skolen allerede før kl 9…Ida var i skole og havde det stadig rigtig skidt…og de kunne ikke få fat på Morten! Jeg blev naturligvis først meget bekymret og dernæst virkelig sur på Morten over at han havde afleveret hende i skole, når hun havde tydelige tegn på hjernerystelse.

Jeg var i sommerhuset og kunne ikke hente hende lige med det samme så jeg kimede Morten ned, med lige så lidt held som skolen havde haft med at få fat i ham. Ender med at få lavet en aftale med A om at han så måtte hente hende.

…Men inden det blev aktuelt overskred jeg en personlig grænse og kontaktede Mortens kæreste via facebook. Måske kunne hun nogle tricks som kunne få ham til at tage tlf…

Hun svarede heldigvis ret hurtigt, desværre med budskabet om, at hun heller ikke kunne få fat på ham, men at hun ville køre fra arbejdet og hente Ida, hvis ikke han reagerede snart.

Pyha – takkede hende for hurtigt svar og for at ville hente hende.

Morten ringer så lige bagefter, han havde ikke hørt tlf – bitcher over at han skal hente Ida, for han havde travlt på sit arbejde og proklamerede, at så måtte hun bare komme med ham på job istedet for hjem og slappe af. Det ender dog vist med at han alligevel kører hjem med hende – heldigvis!

Men min pointe med hele denne historie handler faktisk om den kontakt jeg pludselig fik skabt til Mortens kæreste – den 13 år yngre kæreste…klichéen over alle klichéer. Hende han formentlig allerede havde været sammen med, mens han og jeg stadig var sammen.

…og hende…der faktisk ikke rigtig påvirker mig på nogen måde længere… 

Vi ender med at skrive sammen i noget der ligner en lille times tid. Det handler selvfølgelig om Ida og hendes hjernerystelse. Jeg beder hende om, om ikke hun vil sørge for at Ida ikke ser tv osv. hvorefter den unge kæreste, meget humoristisk påpeger, at det vil hun gerne, men at hun frygter at blive vældig upopulær på den bekostning. Jeg skriver tilbage at hun bare kan give mig skylden – jeg påtager mig gerne upopularitets kappen (igen).

Hendes svar til dette fik mig til at smile over hele hovedet – for hun skrev;

‘Vi kan dele kappen’ 

Jeg følte mig pludselig som Susan Sarandon i den der film Stepmom med Julia Roberts, hvor hun (SS) lider af kræft, og er nødt til at lære at acceptere eksmandens nye og meget yngre kone (JR) fordi hun skal fungere som mor for hendes børn, når hun en dag ikke er der mere.

Og det føltes faktisk helt okay…altså at dele upopularitets kappen med hende. Børnene er glade for hende og jeg er overbevist om, at grunden til at det fungerer for børnene, når de er hos Morten, bla er fordi hun er der. Det er hende der sørger for en masse af det huslige og praktiske, med det resultat at Morten så har overskud til bare at være far.

Jeg havde faktisk aldrig troet jeg skulle nå til dette punkt. Det har været det mest grænseoverskridende i hele mit liv; at skulle forholde mig til, at en anden kvinde havde et ‘mor-agtigt’ forhold til MINE børn. For de er jo mine børn. Det bør kun være mig der udfylder rollen som mor for dem. Men jeg ved godt nu, at det er jeg jo også – de er aldrig i tvivl om hvor de har mig og de giver heller aldrig udtryk for andet – og der er aldrig nogen der nogensinde kan tage noget som helst fra mig i forhold til dem – det har jeg efterhånden lært nu.

Og selvom de så er hos Morten, så er jeg stadig deres mor…  Men JR (fremover navnet på den 13 år yngre kæreste) må gerne låne kappen, for hun gør det egentlig ganske fint…som bonus mor for mine børn.

og ja, som den perceptive læser nok har bemærket, så går der nok liiige lidt længere tid, før jeg er helt okay med, at han har udskiftet mig med en yngre model… den erkendelse stinker stadig ind imellem…også selvom han stadig til dags dato hellere end gerne ville udskifte hende med mig…

Hvor naiv har man egentlig lov til at være?

Lå i hospitals sengen og blev mere og mere mig selv igen og dermed også mere klar i hovedet. Funderede over hvad det er der gør at jeg bliver ved med at finde mig i at Morten vader henover mig?

Af adskillige omgange har han udmeldt at jeg absolut intet må have med hans familie at gøre – for når man slår op med hinanden så er man pr automatik heller ikke en del af den andens familie længere. Sådan ville jeg måske også have det, hvis ikke vi havde børn med hinanden og hver vores sæt forældre ikke stadig var en del af børnenes liv selvom vi ikke er sammen længere – men det er de nu engang.

Gudhjælpemig om ikke idioten så har haft ringet til min far i går morges og spurgt om han havde noget arbejde til ham og hans lillebror fordi de ikke selv havde noget at lave i hans firma for tiden!! Min gode far har selvfølgelig brug for ekstra arbejdskraft og siger ja tak – og informerer mig om det, men eftersom jeg var i panisk blodhelvede om morgenen, fattede jeg hat da han fortalte mig det, men senere tænkte jeg noget mere klart.

Hvad ind i helvede bilder Morten sig ind?! At diktere at jeg ingen kontakt må have med hans familie men han må gerne ringe og bede om arbejde hos min far.

Det kan vist ikke udelukkes at Morten får en sviner pr sms om at holde sin dobbeltmoralske røv væk fra min familie.

Hidsighidsighidsig!

I bund og grund kunne alting være foregået meget mere civiliseret hvis bare Morten ikke havde haft så pisse mange regler (ja pardon my french) Så havde vi kunne hjælpe hinanden på kryds og tværs fordi vi netop har været en del af hinandens familier i næsten 10 år – Jesus fucking christ for en kæmpe nar  !!

Det mest ironiske ved det hele, er at jeg stadig bliver overrasket over hans helt igennem idiotiske opførsel…
Der må snart være en grænse for hvor naiv jeg har lov at være!
imagesR91M9VB6

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

Ekskæreste (mig) møder ny (og meget yngre) kæreste

Børnene er hos deres far nu, og Magnus skal til tandlægen her kl 9. M kunne ikke køre ham, fordi han skulle på kursus, så det blev aftalt at M’s kæreste skulle komme her forbi med drengene, og så ville jeg tage ham til tandlægen…

Det er sgu altid lidt akavet det der ny kæreste møder ekskæreste… og endnu mere fordi hun kommer med alle mine børn.

Jeg havde sørget for at stå lidt tidligere op, hvilket ellers altid nærmest er en umulighed for mig, bare så jeg kunne nå i bad og nå at lægge make up, så jeg ikke lignede lort og den nye kæreste ikke kunne gnide sig i hænderne over at hun er det bedre catch af hende og mig 😉

Hun er jo i øvrigt 11 år yngre end mig og 13 år yngre end M… Virkelig kliché agtigt at manden vælger at finde sig en meget yngre model. Men mon ikke også det hænger sammen med at modne kvinder aldrig ville finde sig i den måde M er på overfor sin kæreste.

Det fede var så, da jeg kom ud til bilen for at hente børnene, at for det første var hun ikke helt så afstumpet overfor mig som hun plejer at være, og for det andet…så kan man ikke se at hun er så meget yngre end mig – HA!

Nu er jeg heldigvis ikke udstyret med så mange rynker endnu (tak mor) men vil faktisk vove at påstå at hun har flere end jeg har, plus hun så havde en masse pudder på…

Nu ved jeg jo heldigvis også at M til hver en tid ville vælge mig fremfor hende eller en hvilken som  helst anden…så lige meget hvad – så er jeg stadig det bedre catch 😉

imagesNGQ23DR0

En halskæde af mælketænder

Så jeg sidder i bilen med Ida, vi er på vej retur i sommerhuset efter at have holdt fødselsdag for hende og en klasseveninde i en svømmehal for alle deres pigeklassekammerater. Det gik ud over al forventning! For filan hvor er det nemt med sådan nogle 9-10 årige piger. Det hed sig i øvrigt at det var 9½ års fødselsdag, fordi begge piger har fødselsdag i sommerferien, og det ikke lige har passet at holde det i starten af skoleåret, og når man så kommer til at sige i sommerferien, at vi da bare holder 9½ års fødselsdag og inderst inde krydser fingrer for at pigen glemmer det, så må man jo desværre holde ord, når det så viser sig at hun selvfølgelig ikke bare sådan lige har glemt det – nogle gange føles det berettiget at ønske andre lidt AlzheimerLight. Thank God for at det så bare gik som smurt – det endte faktisk med at den anden mor og jeg skvadrede mere end vi overhovedet talte med tøserne – det kan godt anbefales at holde børnefødselsdag i en svømmehal!

Nå, men for at komme tilbage til tiden i bilen. Vi sidder og snakker og pludselig siger Ida at hun har fået en rokketand – det er et stykke tid siden hun egentlig sidst har haft en rokketand…det er vel nok omkring den tid lige inden Morten og jeg gik fra hinanden.

I forbindelse med rokketanden kommer jeg pludselig til at tænke på Mortens mor, Kirsten. Hun er sådan en lidt speciel kvinde, førtidspensionist fordi hun ikke gider arbejde og så har hun en læge der er ligeglad og bare udskriver de ting hun gerne vil have. Hun er det man oprigtigt kalder en hypokonder. Hvis man i tlf siger at en af ungerne virker til at fejle et eller andet – vupti, så har hun helt sikkert opsnappet præcis det samme næste dag – også uden at have været i kontakt med ungen. Hun er gift med Per for anden gang. De havde lige en pause på 10 år fordi hun opdagede at han rendte rundt i hendes tøj når hun ikke var hjemme 😉

Imellem tiden nåede hun at få yderligere 2 børn med en anden mand, foruden de 3 hun allerede havde med sin første mand. Per er ikke far til nogen af dem. Morten er nr 2 i den søskendeflok på 5. (hold tungen lige i munden her;)

Faren til de to sidste drenge havde nogle ret så uheldige tendenser ift små piger, nemlig Mortens to biologiske søstre – alt sammen hemmeligholdt indtil en af søstrene fortæller mig om det på en McDonalds en dag vi er ude og spise med vores børn. Nøj for et ramaskrig den bølge medførte. De to mindre drengesøskende måtte selvfølgelig ikke vide hvad deres far havde gjort og at han også havde inviteret sine venner med dengang…

Mortens mor benægtede selvfølgelig ethvert kendskab til det hele, da hun 20 år senere blev konfronteret med det. De to mindstes far døde i øvrigt for mange år siden i en ulykke oppe i Sverige, hvor han boede med den ældste af de to drenge. Men nogle af de venner han dengang havde inviteret med – de levede stadig og fik da også et fint besøg af Morten og hans kammerat… og en boltsaks.

Mortens mor er som sagt lidt speciel. Med alle de børn hun selv har produceret er det selvfølgelig efterhånden også løbet op med antallet af børnebørn – hele 9 styks nu. Og for så at vende tilbage til min oprindelig tanke omkring hende – og Ida’s rokketand..

Så var det jeg kom i tanke om, at hun faktisk ret mange gange ytrede ønske om at overtage alle de der børnebørns mælketænder, når nu tandfeen havde været der. Jeg syntes det var lidt mærkeligt og spurgte: ‘hvad skal du med dem – de er jo rimelig ulækre med blodrester osv på?’

Kirsten: ‘Jo, jamen jeg vil så gerne have alle mine børnebørns mælketænder, for så kan jeg få dem forsølvet og få lavet en halskæde ud af dem’

Altså jeg kan forstå folk der har fundet en stor hajtand og synes den er fed i en halskæde – den behøver ikke engang at være forsølvet! But come on – en halskæde af mælketænder??!  Føj for helvede!

Hun fik dem selvfølgelig ikke…! 😉

Dag 3 post operativt

Dag 3 efter min mave operation

Har været i bad i dag! Wuhu!
Det var et stort øjeblik – fuck det var tiltrængt.
Nogle gange er der virkelig store fordele ved at A ikke har nogen lugtesans ;D

Jeg kan bevæge mig meget mere rundt end jeg havde forestillet mig på nuværende tidspunkt. Er til gengæld begyndt at døje lidt med min ryg i stedet – min ischias nerve har sat sig i klemme i højre side, og dét overskygger faktisk alt det andet vedrørende min mave.

Jeg glæder mig også virkelig meget til jeg kan begynde at rette mig lidt op, for går stadig lidt som en gammel pukkelrygget heks 😉

Har ikke tænkt mig at fortælle mine børn om operationen. Undskyldningen er at min datter bare deler det med gudoghvermand både på sin skole og formentlig vil hun også fortælle det til min ex Morten, og lige ham magter jeg faktisk ikke nogle dumme kommentarer fra. Ved godt jeg ikke med garanti kan vide hvordan hans holdning er – men jeg er dog alligevel skadet af den erfaring han har givet mig. Så historien kommer til at hedde at jeg har fået hold i ryggen, hvilket også kan forklare det støttebælte jeg har på rundt om livet 😉

Det store problem bliver dog nok at alle mine børn er sådan nogle kravle/tumle børn, og de gør det allerhelst ovenpå os voksne…

suk det skal nok blive interessant…

Cykel debut!

Har forleden aften lært mine to drenge på henholdsvis snart 2 1/2 og 4 1/2 at cykle.

Alex, den mindste, lærte det først, og så kom Magnus bagefter, det gik super nemt, jeg var meget overrasket og sindssyg stolt over at det var mig der lærte dem det.

A kom lidt efter og skulle så lige hjælpe med at justere Magnus’ saddel. Imens stak Alex afsted på sin nye cykel og inden jeg fik indhentet ham, var han cyklet ned af en sti bagved vores hjem og den går en lille smule nedad, og slutter med sådan to jern halløjer man skal zigzagge igennem for at komme ud på den næste sti.

Alex havde så ikke nået at bremse eller dreje, så han tog toppen af den ene jernbom med sit hoved, nærmere betegnet sit kindben og på en eller anden måde fik han også lige skrabet hele sin rygsøjle. Han havde heldigvis hjelm på, så det kunne måske være gået endnu værre…. Nu har han så naturligt nok lidt respekt for den der cykel, men han skal nok komme på igen, han er ikke sådan lige at slå af pinden 😉

Heldigvis skal de ikke til Morten igen før om halvanden uge, så håber jeg hans sæbeøje er forsvundet til den tid. Morten har nemlig en uovertruffen evne til at fremhæve min dårlige samvittighed og dermed få mig til at tænke at jeg er en dårlig mor.

Nå men nu var jeg så lige ude med drengene igen, Magnus cykler simpelthen så godt allerede, mor er virkelig stolt!

Og endnu en bonus… Det var Mig der lærte dem det! Ikke Morten, igen ikke noget Morten er en del af…

Måske er det lidt tabu at man gerne vil være den bedste forældre ift den man er skilt fra… Måske husker ungerne det slet ikke når de bliver større fordi deres far køber dem dyre ting, det er jo ikke til at vide hvad de husker mest fra deres barndom… Men nu og her føles det godt at det var mig der lærte dem at cykle – selvom det indebar et par skrammer 😉
%d bloggers like this: