Tag: mænd!

Beretninger fra nattevagt#7: psykopaten kan tale

Ok, så havde jeg min nummer 2 nattevagt sidste nat – og gudhjælpemig om ikke Mikkel kommer på afdelingen igen, fordi han skal aflevere en nyopereret patient.

Han havde vist ikke set mig til at starte med, så mens jeg lige er ude og hente nogle ting og kommer retur, står han og vasker hænder lige ved den dør jeg kommer ind ad. Det giver et helt gib i ham da han ser mig og han skynder sig at slå blikket ned og blive færdig.

Lidt efter kommer han igen igennem afdelingen med endnu en ny patient, denne gang er det bare ikke ham der skubber sengen, men en anden portør – jeg tænker godt over at det er da lidt spøjst at han så frivilligt følger med igen til min afdeling, når han jo egentlig kunne have undgået det.
Han kigger tilmed ind i det rum jeg sidder i og snakker højlydt til sin kollega, hvor han ellers i går holdt meget lav profil.

Hmm…hvad har han mon i gære?

Pludselig træder han ind hvor jeg er og spørger mig om jeg har brug for hjælp med noget…. ?

‘øøhh nej ellers tak’

M: ok har du det ellers godt? siger han mens han sætter sig på en kontorstol meget tæt på mig

‘jo tak – hvad med dig?’

M: Har det nogenlunde – savner at snakke med dig. Har tænkt rigtig meget på dig og på hvordan du går og har det, er du stadig sammen med A?’

‘…ok… øh ja det er jeg  …er du ikke sur mere?’

M: sur over hvad?

Som om han ikke vidste hvad jeg mente!

Han sagde at det var han ikke, han gad ikke bære nag.
Drama  (forhistorien til hvorfor Mikkel og jeg blev uvenner til at starte med)

Vi forklarede lidt frem og tilbage hver vores side af historien med ham og hans kæreste.
Det var som om han lettede helt op – tog en dyb vejrtrækning og gav mig et kæmpe kram.
Og gentog hvor meget han havde savnet mig.
Hvilket hans blik også indikerede….på den lidt for interesserede måde, hvor jeg faktisk blev lidt ilde tilpas – og endte med at sige til ham at der ikke kom til at ske noget mellem os igen.

Han forstod slet ikke hvad jeg mente, sagde han. Hele hans krop emmede bare af at han havde lyst til sex. Og bagefter skrev han da også på sms til mig at han jo nok havde nogle tanker omkring nogle ting, men at han heller ikke ønskede at udleve dem fordi vi begge havde kærester. Måtte lige minde ham om at det jo ikke havde stået i vejen for ham før… 😉
Han påstod så at han havde lært sin lektie qua al balladen i foråret.

Jeg er så glad for at jeg sagde fra overfor ham!

Jeg kan heller ikke helt slippe tanken om han i virkeligheden lagde lidt an på mig, for at se om han kunne lokke mig, så han kan gøre det samme mod mig, og afsløre det overfor A. Er virkelig nødt til at træde varsomt…

Men heldigvis ved jeg inderst inde at jeg er done med ham, der kommer aldrig til at ske noget mellem os igen.

Det er en rar følelse 🙂

Beretning fra nattevagt#6: Alle de satans psykopater!

Er i nattevagt… Og pludselig kommer Mikkel ind af døren – den psykopat jeg så som den første efter Morten. Han ligner sig selv – stor steroidkvabset og sikkert 4 nye tattoveringer til samlingen. Mikkel er portør her, men kommer meget sjældent i min afd. Endnu mindre efter hans kæreste skrev til mig på fb i foråret og jeg valgte at afsløre at han og jeg havde haft noget kørende mens han også havde hende, og tilsyneladende en masse andre. Han tævede hende! og alt det hun beskrev om ham, passede på psykopat beskrivelsen….ligesom Morten. Kæresten sagde det dog også selv, så jeg tænkte jeg kunne hjælpe hende væk fra ham. Det var en være parodi hele situationen med de to. Hun endte med at anmelde ham til politiet, komme på skadestuen og derefter flytte på krisecenter. De er så sammen igen den dag idag… Hende kunne jeg ikke redde…. og som bonus fik jeg en fjende for livet i Mikkel! Han så godt jeg var på arbejde. Han holdt hovedet nede da han forlod afdelingen. Selvom jeg havde ondt i maven i alle de 5 min han var i afd – så holdt jeg hovedet højt og kiggede på ham mens han var her. Hvis han havde haft nosser til at kigge på mig, så havde han set at jeg ikke var bange for ham. Det er altid en rar følelse når man føler man har været sig selv tro 🙂

Mænd!

Har været i gang med at male oppe i sommerhuset – A synes det er det mest intetsigende arbejde man kan lave, hvilket hans del af arbejdet sørme også bærer præg af – hold op en masse helligedage.

Det er mig der har malet det meste, men i søndags hjalp han med at male to af væggene i det rum jeg gik i. Da vi begge mangler ca en meter pr væg, siger han gudhjælpemig til mig om han lige må låne min spand, pensel og rulle…. øh…hvorfor det? Jamen det var nemmere at male med på det lille stykke væg han manglede. Nå okay, jamen jeg venter da gerne til du oh mægtige mand får gjort dit færdig først.

Hvorfor er det at mænd ofte tænker at de har ret til ting før kvinder når det kommer til fordeling af arbejdsredskaber? Det var præcis det samme med Morten!

Jeg gik, i protest, ud i køkkenet og begyndte at rengøre pensler. Da A så er færdig med sin væg, råber han ud til mig, hvorfor jeg ikke har malet min væg færdig…..

#”&%/&%¤¤#

En stor diller

Er på kursus i personlig udvikling med mit arbejde. Det er super spændende og temmelig grænseoverskridende – især fordi 10 af mine leder/chefer er med.

Nogle gange har jeg en lille smule svært ved at holde fokus…. En af mine mandlige ledere har simpelthen så stor en bule i sine bukser, så det til forveksling ligner min mindste’s ble når den er fyldt så meget op med tis, at næste gang han tisser, så kan bleen ikke rumme mere!

Jeg har seriøst aldrig set noget lignende!

Det sjove er, at det virker som om han prøver at skjule det – han har konstant en arm, eller begge arme lagt ’tilfældigt’ henover sit skridt.

Jeg er simpelthen SÅ nysgerrig for hvordan den ser ud ‘live’! Er den mon virkelig så stor som den lader til i et par bukser… Har erkendt at der aldrig dukker en situation op hvor jeg kan tillade mig at spørge om han lige viser godterne frem… ;D

Var til sommerfest med arbejdet for et par uger siden, og der var der sjovt nok også en af afdelingens andre sygeplejersker, der havde lagt mærke til hans kæmpe bule. Hun sagde det i hvert fald til mig i sin brandert – hun har endnu mindre filter end mig 😉

Men gad vide hvorfor han prøver at skjule det? Jeg troede at mænd var så stolte af deres lem, så de hellere end gerne viste deres fordele frem, også selvom det bare er bulen i bukserne – og især hvis de netop har noget at vise frem?

Eller kan det også blive for meget for mænd? Lige som det kan for kvinder med store bryster –  jeg var faktisk en af dem – indtil jeg fik dem opereret mindre og dengang var det sgu ikke altid jeg lige var i humør til at folk stirrede eller kom med kække bemærkninger, men andre gange sugede jeg opmærksomheden til mig 😉

Ikke at jeg kan forestille mig, at jeg nogensinde ville komme med en kæk bemærkning til min leders giga bule i bukserne.

‘hey du – du ser sgu intelligent ud’ med et tydeligt wink wink ned mod hans pik…. argh så skulle jeg virkelig være stiv!

Stress… /:

Tror jeg er ved at gå ned med stress…

Har tudet hele vejen ind på arbejdet, var SÅ tæt på bare at slukke min Tlf og lade som om jeg ikke skulle på arbejde og lade kollegaerne sejle i deres egen sø, uden behov for at give dem besked om hvor jeg var.
Men sådan er jeg jo ikke…
Kom 45 min for sent pga kø og unger der hele tiden glemte ting så jeg måtte vente på dem. Og Ida der glemte sin opgave i bilen, som skulle afleveres idag og som hun havde arbejdet på hele ugen, så måtte vende bilen om og køre tilbage med den.
A der stadig har masser af spørgsmål til mig ift min adfærd som han ikke mener er den korrekte. Og lige prikken over i’et… Så begyndte han at stille spørgsmålstegn ved min færden på facebook.
‘Hvorfor kan du sende ‘kærlighedserklæringer’ til veninder derinde og ikke til mig?’
Jeg havde sendt et billede til Natalie med hende og mig på fra arbejdets sommerfest og skrevet ‘smukkeste Natalie’
Er det en kærlighedserklæring ?
Og så var han utilfreds med at min eks Tobias har liket mine sidste to updates…
Nu har jeg deaktiveret min profil… Fuldstændig som jeg gjorde med Morten dengang vi var sammen fordi han ville bestemme hvem jeg var venner med derinde…
Brød sammen på arbejdet da jeg endelig kom op i afd og min ene chef kiggede på mig og spurgte om det var trafikken igen der havde drillet… Der var flere der så det, så nu kigger alle forsigtigt på mig…
Vil bare gerne hjem og putte mig under dynen uden kontakt til nogen resten af dagen…
Men ansvar ligger og venter med børnene der skal hentes og A der stadig har alt for mange ubearbejdede ting jeg skal forholde mig til…

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

Dilemma

Er for nylig blevet kontaktet af en journalist som spurgte om jeg ville være med i et program for TV2 om hverdags dilemmaer.

Jeg kan så ikke fordi jeg er på Skanderborg, men det har da fået mig til at tænke lidt mere over hvilke dilemmaer jeg står overfor i mit liv, udover de små daglige funderinger jeg har, og til at starte med var det godt nok svært at komme på noget…meeen så dukkede der jo alligevel noget op 😉
Jeg står og skal til at flytte sammen med min kæreste om halvanden måned og jeg har jeg virkelig udskudt at begynde at gøre plads til ham. Han skal nemlig flytte ind hos mig! 
Det er jo ikke fordi jeg ikke ved at datoen nærmer sig og han selvfølgelig skal have lov at have plads i skabene til sit tøj og måske lidt møbler. Men nu har jeg boet alene sammen med mine børn i over 2 år og vi har jo indrettet os som vi syntes er hyggeligt og fungerer for os. 
Og min kærestes ting ‘passer’ lissom ikke rigtig ind (i mit hoved) i min lejlighed. 
Mon det ville være nemmere hvis vi startede i en, for os begge, fremmed bolig? 
Eller skal jeg bare ‘suck it up’ og lade ham komme helt ind på mine enemærker? 
Og hvad med vores tilsammen 4 børn? De skal jo heller ikke føle at deres hjem pludselig bliver helt anderledes fordi han flytter ind. 
Hvordan får jeg accepteret at mit hjem snart også er hans…? 
Og hvis han også skal føle at det er hans hjem, så er han jo unægtelig nødt til at have nogle af sine ting der også… 
%d bloggers like this: