Tag: krise

Hvad jeg lærte i september 

…lidt forsinket – det var en hård måned, som nogle af jer så sødt bemærkede, så var jeg lidt stille herinde

  • At september har budt på en del bump på vejen
  • At Morten for anden måned i træk har undladt at betale børnepenge 
  • At det tager statsamtet 12 uger at give svar på ansøgning om børnepenge. 
  • At Morten synes jeg er en kost
  • At jeg faktisk trives virkelig godt med at Morten synes jeg er en kost! HA! 
  • At det at jeg har fået lavet en ordning med mit arbejde om at jeg har mere weekend fri, bare er resulteret i, at Ida gerne vil være mere hjemme end hos Morten. Så meget for at jeg skulle til at have en masse egofritid med sjov og ballade. 
  • At jeg faktisk alligevel nyder dagene alene sammen med Ida – mor/datter bonding på højt plan!
  • At jeg ikke behøver have sex med en 21 årig igen
  • At det der bare skulle være et eftersyn hos tandlægen endte med at koste 3700kr 
  • Nævnte jeg at jeg indtil videre mangler børnepenge for to mdr…? Meget dårlig timing Morten! 
  • At være trivselsforældre i en trivselsgruppe, hvor halvdelen af de tilmeldte forældre består af mænd, faktisk er lidt mærkeligt. Jeg mistænker dem for, at de ser trivselsmøderne som en mulighed for at slippe væk hjemmefra. 
  • Luna og jeg er iøvrigt de eneste singlemødre i ovennævnte 0.klasse…det var ikke alle mændenes koner der lignede nogen der syntes det var en god ide at deres mænd meldte sig som trivselsforældre. 

Og til det lidt mere sørgelige:

  • At det var okay at tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg meldte ud til forældrene til det barn de mistede og som vi ikke kunne redde, at der var grænser for hvor professionel jeg kunne blive ved med at være da han døde…
  • At den oplevelse bød på timer hos Rigshospitalets krisepsykologer efter at have været det hårdeste patientforløb jeg til dato, har været en del af. 
  • At jeg er ret taknemmelig for min arbejdsplads passer så godt på os. 
  • Og at jeg elsker mit arbejde – også selvom det ind imellem er benhårdt og kræver lidt dage i fosterstilling…  

Ny bil – men hvilken??

Lavede en kæmpe fejl fredag morgen på vej på kursus!

Er nødt til at køre ind på en tank og tanke benzin på bilen, og mens tælleren løber højere og højere op kommer jeg til at stå og regne på hvor meget min bil egentlig kører på literen – det skulle jeg aldrig have gjort!

9,6 km/L !!

Samtidig ringer A og inden jeg når at fortælle ham om min gruopvækkende opdagelse, fortæller han begejstret om sin nye bil, som han har haft præcis en uge. Han siger: ‘Er det ikke vildt – jeg har kørt 480 km indtil videre og den skriver stadig at der er 700 km til den skal tankes op!’

%¤/#/&¤/#¤”

Nøj det var dødsstødet for min bil!

Er simpelthen nødt til at få mig en anden mere økonomisk bil  – but hvilken??

Hvis den skal være rigtig rigtig økonomisk, er jeg nødt til at finde en i en størrelse Polo/Golf agtig en, måske bare i en lidt billigere version (læs;mærke) som selvfølgelig også liiige skal kunne rumme min overproduktion af unger 😉

Har allerede sms’et min dejligste kammerat Tom, som i denne situation, meget belejligt, er bilsælger og sat ham på sagen – så det bliver spændende hvad jeg så ender med – jeg glæder mig i hvert fald! Og alt andet lige, kan det kun blive bedre rent kilometermæssigt.

 

Beretninger fra nattevagt #9: …konsekvenserne…

Har haft 12 timers nattevagter i denne weekend…er lige vågnet og tror min krop prøver at fortælle mig at jeg er ved at være for gammel til de skiftende arbejdstider – min balancenerve er i hvert fald ikke stået op sammen med mig. Det er lidt som om jeg bevæger mig rundt på bornholmerfærgen i dårligt vejr /;

Nå, men hvad er der så sket af spændende ting om natten på Danmarks største hospital…eller i hvert fald i en lille del af hospitalet 😉

Fredag passede jeg to tyrkiske patienter, hvoraf den ene af dem havde en søn med SÅÅÅÅÅ lækre brune øjne – han var ikke ung, havde lidt grå stænk i håret og måske en lille smule for meget sul på kroppen, men det fadede selvfølgelig fuldstændig i baggrunden… Så dér gik det op for mig, at jeg nok egentlig bliver lidt blød i knæene omkring mænd med de der dybe brune øjne – Tobias har dem også…. Han er nok også en af de eneste som har formået at få mig til at blive lidt forfjamsket når han virkelig kiggede mig dybt i øjnene. Ellers plejer jeg vist nok at kunne holde øjenkontakt med det modsatte køn 😉

I nat passede jeg så en anden patient – ved min første gennemgang af patienten opdager jeg at hans ene ben er iskoldt og blålilla på foden, får selvfølgelig sat de rette mennesker på sagen og patienten kører hurtigt til operation – kommer dog tilbage med et endnu mere lilla ben /: Patienten har så det man kalder ‘rygerben’ som pga rygning gør at de perifære kar er ekstra kalkede til og derfor sværere at få pumpet blodet rundt i de små kar.

Problemet er at det måske skulle have været opdaget i vagten før min, da det ikke havde været så udtalt om dagen – men pga. personalemangel har det ikke været muligt for min kollega at fokusere ordentlig på denne patient fordi hun havde sindssyg travlt med nabopatienten også. Man kan sige at det er virkelig skidt for denne patient at han mister sin fod, men fandeme også et opråb til vores ledelse om at det har konsekvenser at vi er underbemandede… arhmen jeg er så harm!

I en anden del af afdelingen var der problemer med muslimske pårørende. Slår lige fast at jeg ikke er racist! Men hvis der er nogle mennesker der i den grad er et problem i det offentlige, så er det desværre dem.

Flere kollegaer gik ud til de omkring 100 pårørende der havde indtaget operationsgangen, hvor de i øvrigt også sad og røg, og sagde til dem at de ikke kunne sidde der, men at de skulle være søde at gå ned i indgangshallen – hvorefter de hver især blev mødt med kommentarer som ’så ha’ dog lidt menneskelighed’ og ‘det er vores fucking bror der ligger derinde’ og ‘du skal bare holde din fucking kæft’.

Jeg siger det lige igen – jeg er ikke racist, men de mennesker har ingen respekt for andre end dem selv. De opfører sig som om det er vores skyld at deres familiemedlem er havnet på hospitalet, i stedet for at se at vi faktisk prøver at hjælpe.. Og ja alle mennesker reagerer forskelligt på krise, men jeg synes nu alligevel, med den erfaring jeg har inde for ’systemet’ at jeg ser et mønster…. desværre…

 

 

 

%d bloggers like this: