Tag: kærester

…misbruger…?

Så min meget ærlige veninde Natalie mener jeg er misbruger af mænd…

Jeg synes selvfølgelig det er en meget fornærmende påstand! Nok allermest fordi jeg måske tror hun har ret.

Eller ….  det har hun.

Seneste eksempel er FILF’en.

Vi startede med at skrive sammen i slut november og har vores første date i starten af december, og lige indtil jeg skal på ferie til Bali med ungerne i midt januar, flyver FILF’en og jeg på den lyserødeste sky jeg længe har været ombord på. Altså bortset lige fra Frisøren i Californien… Alting virker perfekt! Han er sød, hensynsfuld, VOKSEN, ikke mindst. Det kan man jo ind imellem godt savne hos den gennemsnitsvoksne mand.

Men det er faktisk ikke skide givende for at blomstrende forhold, at den ene part tager på ferie i 3 uger… Jeg mistede følingen med ham. Da vi kom hjem fik børnene det at vide, alting gik så stærkt lige pludselig. Mest for at de ikke skulle finde ud af det tilfældigt, fordi vi bor i en lille forstadsby, hvor der er øjne og ører alle vegne.

Og så begyndte det faktisk at gå mig på, at han nok alligevel er lidt for voksen…til mig. Jeg savner at grine, at kunne være fjollede sammen. Det fordrer han slet ikke til. Og når vi har sex, så har vi ikke sex, vi elsker…. Arhmen altså! Han ville dø hvis jeg fortalte ham, at jeg for et år siden, havde et meget grænsesøgende sexliv, der involverede sexklubber og sluttery på højt plan. Jeg føler mig efterhånden som Diana, i den der sang af Burhan G…

Det er ikke godt. Og FILF’en fortæller mig, at han kun har været forelsket to gange i sit liv… gæt hvem nr to er… stakkels FILF – jeg vil ham faktisk gerne… frygter bare det bliver for mormor/morfar agtigt i længden…

Og så er det jeg vender tilbage til Natalies diagnose. Mit misbrug af mænd.

Jeg er jægeren. Den erkendelse har jeg konstateret for længe siden. Og jeg får næsten altid den jeg vil have… Med det til følge, at de får en masse følelser for mig, og når det er sket, mister jeg interessen og savner en ny udfordring.

Og bløde søde mænd, med hjertet på rette sted, kan jeg slet ikke finde ud af at være sammen med…det er noget værre rod altså…han fortjener det ikke…

 

‘Hvem ligger du og knepper for tiden?!!’

Samtale med Morten over telefon

Morten : synes du ikk der er noget du mangler at fortælle mig?

Mig: hmm…det ved jeg ikk, er der?

Morten: hvem ligger du og knepper for tiden?!? 

(Jeg har fået kæreste!!!! Det er FILF’en. Og ja – eftersom jeg kender Morten og hvordan hans reaktion ville blive, så nej, så gad jeg ikke rigtig indvie ham i det)

Mig: gider du godt tale ordentlig til mig!!

Morten: jeg synes det er ret ufedt at få at vide af helt fremmede mennesker ovre på skolen at du er sammen med en far fra Ida’s klasse. Hvorfor løj du da jeg spurgte om du så nogen da jeg gav dig roser på Valentines Day?

(Morten havde efterladt er bundt røde roser på mit dørtrin på Valentines dag, og han var den sidste i hele verden jeg ville have gættet på de var fra – ja det var faktisk ikke engang med i overvejelserne at de kunne være fra ham)

Mig: du spurgte ikke – du spurgte om der var mange kandidater til hvem de kunne have været fra, så svarede jeg ja, men at jeg troede de var fra Luna. Og hvorfor skulle vildt fremmede fortælle dig om hvem jeg ser, hvem var det det fortalte det?

(Luna er mor til en pige i henholdvis Magnus’ parallel klasse og en dreng som Alexander går i børnehave med – vi fandt hinanden sidste sommer da vi var SoccerMoms flere gange om ugen – hun er et af de sjoveste og mest betænksomme menneske jeg kender)

Morten: Nå! Jamen så har det jo bare at holde mellem jer! For ellers skal børnene jo gå og glo på hinanden de næste 8 år! Og jeg ved sgu da ikke hvem hun var – hun sagde bare at HELE klassen talte om det. (Mon dog)

(Samme udtalelse kom han med dengang jeg kom sammen med A – for børnenes skyld skulle det forhold holde resten af mit liv)

Mig: jamen jeg kan jo sige det samme om dit forhold, selvom du påstår I ikke er kærester, på trods af at hun er med til alt og I altid er sammen. Så hvem er hun mor til hende der sagde det? Og det er sådan set ikke hemmeligt at vi ses, vi har bare undladt at sende en ‘allemail’ ud på forældreintra.

(Mangler stadig at fortælle om den absurde historie der følger med, med Mortens nye kæreste)

Morten: ja jeg kan sgu da ikke huske hvem hun er mor til !

(De eneste der stadig henter børn på skolen er dem med børn i mindre klasser – det snævrer det ned til undertegnede, en mor, som jeg snakkede med i weekenden og hun anede ingenting om FILF’en og jeg, og så selvfølgelig FILF’en og hans ekskone. Hvilken Morten iøvrigt udemærket godt ved hvem er, da de to har børnene i samme uge. Han trak bare blondinekortet for at slippe for at fortælle hvem der havde sagt det)

Morten: Det må jo være seriøst siden børnene ved til det?!

Mig: Tjah det er det vel også.

Morten: Nå, jamen så ha’ det godt!!

Mig (lidt for glad måske): Jamen i lige måde da!

 

Det er næsten 5 år siden Morten og jeg gik fra hinanden. Han mener tilsyneladende stadig han kan tillade sig at kontrollere hvad jeg foretager mig. Jeg var SÅ ovenpå i den samtale, helt upåvirket af hans forsøg på at bestemme og diktere. Det føltes godt!

 

det perfekte forhold

Så status er nu…

A og jeg er stadig sammen. Jeg har igen ihærdigt forsøgt at tydeliggøre for ham, hvor vigtig min ‘frihed’ er. Han siger at han ingen problemer har ift, at jeg ser mine veninder og laver div andre ting uden han er med…NU. At det kun var i starten han syntes at de måtte vente, fordi vi lige var kommet i forhold, og dermed skulle ses meget. Men jeg ved, at han vil have problemer med det, hvis det, i hans øjne, bliver for ofte. Igen en af de der usynlige forventninger, jeg aldrig rigtig kan finde ud af at leve op til… for vi har jo forskellige grænser for hvornår noget er for meget.

Jeg lader tvivlen komme ham til gode. Men jeg må indrømme, at jeg jo nok bare går og venter på det hele kollapser. Men jeg er klar. Jeg kan ikke længere blive i det, hvis jeg ikke kan være mig selv, hvis jeg ikke kan se de mennesker jeg har lyst til at se, uden at det bliver kommenteret som om der så går noget fra ham. Mit liv er for kort til at skulle tage hensyn til ham i alle henseender. For ‘hensyn’ er det ord han gentagne gange benytter sig af, når han gerne vil forklare hvordan man er kærester. Man tager hensyn til hinanden. HELE TIDEN!

Og jeg vil bare gerne kunne lave en simpel kaffeaftale med Louise, og så kunne meddele ham det når jeg lige kommer i tanke om det. Jeg vil ikke først skulle sige til hende, at jeg er nødt til lige at høre med A hvordan det passer ind i hans kalender, sådan som han forventer det.

Jeg har skam veninder, der har sådan et forhold med fælles koordinering af alting. Jeg kan det bare ikke. Jeg føler jeg så skal spørge om lov, og det er sådan noget jeg forlanger af min børn, ikke min kæreste. Han skal sgu aldrig spørge mig om lov hvis der er noget han har lyst til  – om det så er en simpel kaffeaftale, eller han vil ud og rejse med en kammerat. Vi er voksne mennesker, og vi skal have præcis det ud af livet som vi allerhelst ønsker os.

Min far har altid sagt at man ikke skal gå nysgerrig i graven. Han er en klog mand – min far. For i realiteten handler det jo om, at man ikke skal gå i graven og have fortrudt at man ikke har levet præcis det liv man vil. Man kan selvfølgelig altid fortryde ting man HAR gjort…men hvis man ikke havde gjort dem, mon ikke man så ville have spekuleret over hvad der var sket hvis man havde gjort det? …Giver det mening?

Min forestilling om det perfekte forhold, er et forhold, hvor man på en eller anden måde ‘assisterer’ hinanden til ikke at gå nysgerrig i graven. Man hjælper hinanden til at opnå alt det man hver i sær ønsker sig af livet. Man begrænser ikke hinanden i det.

 

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

om trekantstilbud og massive mængder alkohol

Var i byen i går med A…i en lille bitte by i nærheden af vores sommerhus.

Inden vi tog afsted, cyklede vi en tur på stranden og badede, og nåede samtidig at drikke 3 øl inden vi kom afsted til den byen.

Vi startede med at spise på en restaurant på hovedgaden i byen, hvor vi delte en flaske Rosévin. Sådan en hovedgade, hvor man kan se start og slut når man står i midten, fordi byen er så lille.

Der var meget dødt i byen efter vores optik. Så vi tænkte at vi lige ville gå en tur rundt og kigge ned af nogle sidegader, for at lære byen lidt bedre at kende og så ville vi bare tage hjem – for helt ærlig, det er sgu svært at piske en feststemning op når man er de eneste to og bartenderen på den lokale bar, der tilsyneladende har lyst til at udnytte at det er lørdag og man ikke skal op på arbejde dagen efter.    …..Eller måske var det bare os og ikke bartenderen, der havde det sådan.

Nå, men efter at have luret ind i den første tomme bar, kommer vi forbi en lille bæverding, meget overraskede over at der var mere end en bar i byen. Det var sådan et af de der værtshuse med rigtig god atmosfære, spillemaskiner i det ene hjørne, en jukebox i det andet, en masse ølspejle og billeder af stamgæsterne på væggene OG så det der poolbord i midten af lokalet, som helt og alene var den eneste grund til at vi besluttede os til at gå derind.

Da vi kommer ind, sidder der to stamgæster i baren og taler med bartenderen – alle tre bliver helt stille da vi kommer ind og det er meget tydeligt at vi bliver vurderet fra top til tå. Jeg tror måske også vi skilte os lidt ud fra de tre, ved ikke at have skovmandsskjorter på. Oh well.    Vi bestiller en Irsk kaffe til mig og A en db rom og cola, og går hen for at spille pool…eller keglepool, hed det vist. Jeg har ikke spillet noget som helst i nærheden af et poolbord siden gymnasiet.

Det første spil vinder A med 4 point. Sølle 4 point! – fuck jeg var jo et naturtalent, hvis jeg må ha’ lov at kategorisere migselv! Note til ønskelisten: Poolbord.

Inden næste spil bestiller A endnu en db rom og cola, og 4 Sommersby til mig (ja der var tilbud). Og så er det vi falder i snak med de to stamgæster i baren og nogle af de tilkomne der er kommet mens vi har spillet – og inden vi ser os om, er vi helt accepteret af alle de lokale, for det viste sig jo sjovt nok at A havde fælles bekendte med den ene af de første to, og jeg havde med en af de andre – Danmark er fandeme et lille land!

Andet spil kan jeg ikke huske hvem der vandt, andet end at jeg fik lavet nogle ret seje skud på de der kegler midt inde på bordet. Der kommer to fyre i starten af 30’erne og sætter sig og kigger på at vi spiller, de skriver sig op til at spille efter os. Dem falder vi også i snak med. Den ene er åbenbart søn af den lokale slagter, og ifølge vennen, så er han derfor en af ‘gulddrengene’ i byen. Man kunne godt fornemme en vis irritation over at Gulddrengen åbenbart havde fået serveret alt på et sølvfad. Vennen havde arbejdet i det samme firma i over 20 år og var vist kørt helt fast i livet. De spørger om vi vil spille double med dem. Det vil vi da gerne. Gulddrengen fortæller at han spiller keglepool næsten hver dag på bæverdingen. Vi banker dem helt tilbage til stenalderen og vinder med 50 points forskel. Igen var jeg herre sej til det skide spil. De giver en omgang Gallianoshots – igen noget jeg ikke har været i nærheden af siden gymnasiet. Så giver A en omgang Gallianoshots, samtidig med at jeg er ved at være igennem mine 4 Sommersby. Nogen giver en omgang øl og en omgang granatæbleshots.

A og gulddrengen spiller et spil keglepool mere. Og jeg har fået et nyt lager af 4 Sommersby i baren. Der er kommet en del flere mennesker til bæverdingen, så jeg falder i snak med en korthåret pige, som er ude med sin pageklippede singleveninde komplet dressed in Black. Hun har en rigtig flot figur og er bestemt også klar over det, men hele hendes udstråling siger ‘BITCH’.  A køber to filurdrinks til den korthårede pige og mig. Når man er i byen i ‘udkantsdanmark’ så er det åbenbart top of the pops tøsedrinken, når man beder bartenderen lave to tøsedrinks. Gulddrengen er også single – og det er der vist flere mænd der er på bæverdingen, for alle vil gerne tale med singlepigen. Den korthårede pige har også tre børn, så vi har rigeligt at snakke om, og inden de beslutter sig for at gå videre på den første bar vi også havde kigget ind i, overtaler de os nemt til at komme med derover når mændene er færdige med deres spil.

På bæverdingen er der også et andet par der holder til omkring poolbordet – de er lidt ældre, kvinden er ældre end manden, og hun ser rigtig sød ud, mens han bare ser ud som om han mest af alt er lidt ligeglad med hende – og dette på trods af at de faktisk opfører sig som om de hellere ville befinde sig i en seng. Det er faktisk lidt af en bedrift at han formår at udstråle to så modsatrettede vibes på én gang. De snakker om mig og kigger gentagne gange over på mig – jeg skåler med dem og hun lyser helt op.

Vi går over på bar 1, sammen med de resterende bæverdinggæster. Der er lidt mere action på Bar 1 nu end tidligere. Jeg går i baren og bestiller en omgang ukendt (er her vist nok nået til et punkt hvor jeg drikker hvad som helst) til A, firmamanden og undertegnede… Og så joiner vi det lidt ældre par udenfor. Kvinden er SÅ sød! Manden er bare en idiot. Kvinden beklager sig til A over at hun ikke ved hvor hun har manden – hun stoler ikke på ham. Sikken åbenhed.

Firmamanden fortæller at ud over Gulddrengen, så er manden også en af gulddrengene i byen, fordi han er søn af det lokale elektrikerfirma … arhh det forklarede hans snobbede attitude. Og forklarer endnu mere hvor stor forskel der er på folk rundt om i landet. Jeg er datter af et tømrerfirma, og der er sgu aldrig nogen i mit nærområde, der har betegnet mig som en ‘guldpige’ af den grund. Bortset fra dengang jeg rent faktisk var udsendt guldpige for Tuborg. Men det er jo en helt anden historie…

Manden går ind og køber en helvedes masse shots til hele bordet hvor vi efterhånden sidder en del mennesker. Jeg tror jeg drikker nogle stykker. Lidt efter møder jeg parret indenfor, da jeg er på vej på toilettet. De hiver mig til side og spørger mig om jeg vil med dem hjem og ha’ en trekant med dem… Og på en god dag, kunne A da også få lov at komme med… Det var så ikke i går – der ville de gerne have mig for dem selv. Jeg griner og siger; på en god dag kunne jeg nok ikke have udelukket at jeg ikke var fristet.

Jeg går ud til bordet igen og fortæller A om mit frække tilbud. Vi griner af det. Da parret kommer ud igen og sætter sig, rejser manden sig pludselig op igen og går over til mig, tager hårdt fat i mit hoved, vipper mig bagover og kysser mig – lige foran A, kvinden og firmamanden. Jeg skubber ham væk, og kvinden kigger såret på A. Så for at få hævn over manden kysser de så også. Det er ren swingerklub lige pludselig. A og jeg kigger på hinanden og konstaterer at vi begge er ok. Ingen af os er sure på den anden. Det var jo ligesom heller ikke os, der havde indbyrdes problemer. Elektrikersønnen var virkelig en nar.  Firmamanden giver en omgang store fadøl.

Pludselig sker der det, at A og kvinden begynder at snakke om hvor åbenbart fantastisk jeg er. Firmamanden bidrager også! Det er meget mærkeligt og samtidig mega fedt bare at sidde der og høste den ene kompliment efter den anden. Kvinden læner sig oftere og oftere over mod mig for lige at røre mig på benet eller armen. Jeg svælger i opmærksomhed! I love it!

Ved 4 tiden beslutter A og jeg os for at vi nok hellere må komme hjemad. Vi siger farvel til dem alle og finder en taxa.

Da vi kommer hjem, mere end godt stive, går vi i gang med at knalde. Og det gør vi så i næsten to timer! …sååå … jeg er så herre øm forneden i dag…når alkoholen ryger ind, ryger blidheden åbenbart ud, når det kommer til sex.

Jeg ved ikke helt hvordan min krop sørgede for jeg ikke røg til udpumpning i nat – for forhelvede hvor fik jeg gjort kål på meget alkohol. Og vil nogen være så venlig at indvie mig i, hvad pokker de her shots er for nogen??

Beklager kvaliteten af billedet – at jeg overhovedet har været i stand til at trykke på kameraknappen, er mig en gåde.

Nyt job…

Er blevet tilbudt et nyt job.

Det er egentlig en del af samme afdeling jeg allerede arbejder i, men den skal deles op, og ‘de nemme’ patienter skal sorteres fra i en mindre afdeling, hvor man ikke skal arbejde i weekenden, andet end hver fjerde lørdag i dagvagt – kontra nu, hvor jeg arbejder hver anden weekend – fra torsdag til mandag – altså al den tid jeg ikke har børnene.

Jeg har tænkt mig at søge det. For at mit kæresteliv kan hænge sammen…  Men jeg frygter simpelthen så meget at jeg kommer til at kede mig selv ihjel rent fagligt. Min fordom er, at hver dag kommer til at være den samme – alting kører som på et samlebånd som en stor hjerneformindskende rutine.

Jeg hader rutiner! Jeg har det allerbedst på arbejdet hvis jeg ikke aner hvad dagen bringer, og jeg må også gerne blive så presset, så jeg er lige ved at miste overblikket. Jeg har altid sagt at jeg trives bedst i ‘jo værre jo bedre’ situationer  – jeg elsker at passe de rigtig ustabile patienter – dem man ikke ved om er i live når ens vagt slutter. Når jeg har haft sådan en patient, går jeg hjem og er glad. For jeg er blevet udfordret rent fagligt, og også menneskeligt – det kan ikke helt undgås i mit fag, og så har jeg forhåbentlig gjort en forskel i denne patients liv. Det er den bedste følelse!

Men privat hænger det bare ikke rigtig sammen længere, når jeg næsten altid arbejder om natten når jeg ikke har mine børn. Havde jeg stadig været single, havde det været lige meget – det er alligevel begrænset hvor mange veninde aftaler man kan blive ved med at lave for at fylde tomrummet ud, når børnene er hos Morten. Men nu har jeg jo A, og han har selvfølgelig en del forventninger til det der med at man er kærester. Og det har jeg jo nok egentlig også selv. For der er ikke noget værre end at blive inviteret til sociale arrangementer, og så enten ikke kunne pga arbejdet, eller være nødt til at gå tidligt, fordi jeg skal i nattevagt. Jeg er SÅ træt af det. Nogle gange står jeg inde på arbejdet og kigger ud af vinduet og føler livet passerer forbi udenfor. Især nu hvor det er blevet så dejligt vejr! Så er man derinde, mens man kan høre folk have det sjovt og nyde livet og varmen udenfor. Og jojo vi har det skam også varmt indendøre på hospitalet…sådan noget aircondition er nemlig ret overvurderet inde for det offentlige…

Jeg har dog altid følt, at mit arbejde opvejede det jeg gik glip af uden for hospitals verdenen…but not so much anymore.  Livet handler jo også om andet end ens arbejde…? og min nærmeste chef har sagt, at jeg altid kan komme tilbage – og det er jo rigtig rart at vide…skulle jeg føle at min hjerne bliver reduceret til rutine gelé. Og det rigtig gode ved mit arbejde generelt er, at der er nærmest uendelige muligheder for hvad man kan arbejde med. Jeg skal bare lige huske mig selv på det…sådan næsten hele tiden…for der er jo intet der er endeligt. Hvis jeg ikke trives, så kan jeg bare søge noget andet.

Det er jo faktisk lidt et luksus problem.

Var til Marie Key koncert

Til trods for en meget anderledes uge, med mange dramatiske stunder, lykkedes det mig alligevel at komme til Marie Key koncert i går. Det var en rigtig fed koncert, hun er fantastisk… da hun altså endelig kom på scenen. Hvad er det med musikere og deres ‘vi lader lige crowden stå og få ondt i stængerne og blive herre sure’ inden vi gider lette vores røv fra sofaen og gå ud og underholde dem, som de jo faktisk bliver betalt for??

Jeg var så tæt på at sige til A at nu skrider vi sgu – jeg synes virkelig man bliver gjort til grin når de vælger at trække tiden næsten en time før de gider gå på scenen. Jeg var sjovt nok ikke den eneste der ikke gad stå og vente længere til sidst – crowden begyndte at klappe og pifte, og enkelte råbte Buuuhhh, og minsandten om de så ikke fik lettet deres røv og kom ud på scenen. Hvor svært kan det være??

Var til Lady Gaga i Parken og hun trak den to timer så vidt jeg husker – det var helt forrykt – især fordi jeg skulle på nattevagt bagefter, så måtte gå før showet sluttede fordi hun ikke overholdt tiden.

Nå det var lige lidt galde … grrr…

Som sagt så var det en fed koncert. Der var en del lesbiske med, det har der faktisk været alle de gange jeg har set hende live.

I går stod der et lesbisk par et par meter foran mig, den ene af dem var lidt overvægtig, langt lyst hår i en rodet knold, nederdel og nylonstrømper og klart den feminine af de to, den anden var rimelig høj, lidt slankere, army bykser, ingen makeup, kort strithår og meget butch at se på. De stod og holdt om hinanden – det var sødt.

Kom sådan til at tænke på;  når man er lesbisk, hvorfor vælger man så en kæreste som næsten er mere maskulin end en mand? altså på det overfladiske plan? Personligt ville jeg jo netop gå efter det feminine, ikke at jeg endnu har prøvet at være sammen med en pige – men for mig ville det være dét der var det tiltrækkende – ikke en kvinde der gjorde hvad hun kunne for at ligne en mand.

Bonusinfo for aftenen:

Udfordrede A på hans rytmesans – han har nemlig ikke nogen!

Sagde til ham: prøv at ram storetrommens rytme – det kunne han ikke – grinte så meget af ham! Forstår ikke hvorfor manden ikke kan høre når den trommer, og så koordinere sin finger efter det – nå men det var umuligt for ham. Ved hver eneste sangs start, lagde jeg mærke til at han prøvede at ramme rytmen med sine fingrer på min arm, han stoppede lynhurtigt hver gang…måske han kunne se jeg begyndte at trække på smilebåndet.

Derudover kan han absolut ikke huske sangtekster, hvilket gjorde det hylende morsomt, da Marie Key til sidst siger at nu skal vi have singalong på hendes ‘uden forsvar’ omkvæd. Manden har jo hørt den sang en milliard gange, og alligevel brummede hans dybe stemme noget forkert ud alle de 4 gange vi i crowden skulle synge med på omkvædet.

Det er fandeme humor!

%d bloggers like this: