Tag: hospital

Hvad jeg lærte i september 

…lidt forsinket – det var en hård måned, som nogle af jer så sødt bemærkede, så var jeg lidt stille herinde

  • At september har budt på en del bump på vejen
  • At Morten for anden måned i træk har undladt at betale børnepenge 
  • At det tager statsamtet 12 uger at give svar på ansøgning om børnepenge. 
  • At Morten synes jeg er en kost
  • At jeg faktisk trives virkelig godt med at Morten synes jeg er en kost! HA! 
  • At det at jeg har fået lavet en ordning med mit arbejde om at jeg har mere weekend fri, bare er resulteret i, at Ida gerne vil være mere hjemme end hos Morten. Så meget for at jeg skulle til at have en masse egofritid med sjov og ballade. 
  • At jeg faktisk alligevel nyder dagene alene sammen med Ida – mor/datter bonding på højt plan!
  • At jeg ikke behøver have sex med en 21 årig igen
  • At det der bare skulle være et eftersyn hos tandlægen endte med at koste 3700kr 
  • Nævnte jeg at jeg indtil videre mangler børnepenge for to mdr…? Meget dårlig timing Morten! 
  • At være trivselsforældre i en trivselsgruppe, hvor halvdelen af de tilmeldte forældre består af mænd, faktisk er lidt mærkeligt. Jeg mistænker dem for, at de ser trivselsmøderne som en mulighed for at slippe væk hjemmefra. 
  • Luna og jeg er iøvrigt de eneste singlemødre i ovennævnte 0.klasse…det var ikke alle mændenes koner der lignede nogen der syntes det var en god ide at deres mænd meldte sig som trivselsforældre. 

Og til det lidt mere sørgelige:

  • At det var okay at tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg meldte ud til forældrene til det barn de mistede og som vi ikke kunne redde, at der var grænser for hvor professionel jeg kunne blive ved med at være da han døde…
  • At den oplevelse bød på timer hos Rigshospitalets krisepsykologer efter at have været det hårdeste patientforløb jeg til dato, har været en del af. 
  • At jeg er ret taknemmelig for min arbejdsplads passer så godt på os. 
  • Og at jeg elsker mit arbejde – også selvom det ind imellem er benhårdt og kræver lidt dage i fosterstilling…  

ting jeg ville ønske jeg havde ordnet INDEN akut indlæggelse

  • tømt opvaskeren OG ryddet alt det beskidte op, så det ikke stod som den største forhindring for at farmor og farfar overhovedet kunne bruge køkkenet når nu de var så søde at passe børn mens jeg havde travlt med at ligge på hospitalet.
  • fjernet alt af mit undertøj der hang til tørre på tørrestativet midt i stuen.
  • have ryddet alt det legetøj op der havde hopet sig op på midten af gulvet i drengenes værelse, så farmor ikke havde været nødt til det
  • at jeg havde fjernet de tre gigantiske edderkoppe kadavere der lå godt forseglet under glas.
  • …fjernet det ene par beskidte trusser fra morgenen der stadig lå på vaskemaskinen ude på badeværelset….

 

Ting jeg til gengæld var super glad for at jeg havde ordnet inden akut indlæggelse:

  • Støvsuget aftenen før! Ingen sand bunker spredt rundt i stuen
  • redt min seng
  • fjernet alle stakkene af ophobet vasketøj fra spisebordet. Så kunne de sørme også sidde ned og spise.
  • at jeg ikke havde fjernet glassene med edderkoppe kadavere indenunder, for så gjorde farfar det nemlig.
  • Fjernet (næsten) alt det beskidte  undertøj fra toppen af vaskemaskinen ude på badeværelset.
  • Fjernet min vibrator fra natbordet – heldigvis havde jeg husket at lægge den godt gemt på plads blandt alle mine t-shirts i skabet – no worries der.

 

Sjovt som man kan ligge syg i en hospitalsseng og spekulere på hvad der mon ligger rundt omkring i sin lejlighed, mens nogle andre har adgang til det hele.

Jeg kom faktisk til at overveje om jeg måske lige burde lave en generel støvsugning af mit hjem for ting jeg egentlig ikke tænker mine børn behøver at se den dag jeg ikke er her mere…

NU må det altså høre op! 

Så der burde være en grænse for hvor ofte man bliver syg! 

Er havnet i en sygeseng igen …suk! Jeg håber ikke det kommer til at være standarden fremover bare fordi kroppen bliver ældre ?

Denne gang er det pga svimmelhed og pludseligt skarpe smertejag i venstre side af mit hoved. 

Kan godt afsløre at sådan en tilstand alligevel får tankerne til at vandre. For hvad fanden foregår der deroppe på øverste etage?! For man kan jo ikke rigtig ta’ og føle på det, lige som man kan med en brækket arm eller ben – eller en diskus prolabs, som var årsagen til min sidste indlæggelse for under et år siden. 

Blev MR skannet igår og da lægen kommer og fortæller mig at der heldigvis ikke er noget akut galt bliver jeg naturligvis enormt lettet…lige indtil han tilføjer; MEN! Vi fandt noget yderst spændende i venstre side, svarende til der hvor du har ondt. 

1000 tanker fløj gennem mit hoved på de få sekunder det tog ham at færdiggøre sætningen. Det viser sig så at der er konflikt mellem nogle kar og en nerve. Karene trykker åbenbart på nerven og dermed udløser de voldsomme smerter i mit hoved. 

Tilstanden er åbenbart meget atypisk taget min alder i betragtning og området jeg har ondt i. Lægen prøvede ihærdigt at begrænse sin begejstring for det unikke fund, men det var ikke svært at se, at han lignede en der havde fundet guld for enden af regnbuen. Neurolog nørderi på højt plan. 

Så jeg er nu opstartet i noget nervemedicin og skal så følges tæt det næste stykke tid. 

Glæder mig SÅ meget til at komme hjem senere idag ! 

Det er faktisk langt federe at være sygeplejersken i hvid kittel end patienten i alt for stort hvidt mormor patient tøj – si’r det bare 😊 

Kram til jer! 

Bliver udskrevet idag!!! 
Hold nu op hvor jeg glæder mig. Samtidig med det er forbundet med lidt angst. 

Angst for at komme til at gøre nogle ting som min ryg ikke kan magte endnu, fordi jeg nu skal til at fungere som mor for mine børn igen. Kæmpe angst for at opleve de smerter jeg havde da selve diskus prolabs skaden for alvor var sket. Og endnu mere angst for, at hvis det skulle ske igen, om mine børn kommer til at overvære det. Sidst fik det velvoksne vikingemænd a.k.a min far og Morten, til at græde…

Har jeg forresten nævnt at jeg hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk end at opleve det igen?! Sir’ det bare – pas på jeres rygge søde mennesker. Hold jer fra skæve vrid hvor I samtidig har belastning på, så kommer I langt. Jeg vil ikke ønske denne smerte for min værste fjende (som iøvrigt for tiden er A – selvudnævnt vel at mærke). 

Når jeg kommer hjem til min computer er jeg simpelthen nødt til at fortælle om udviklingen mellem A og jeg mens jeg har ligget her på hospitalet. (Er ved at udvikle fingergigt af at ligge med min tlf hele tiden) 

Drama kan stadig meget vel opblusse ude i det virkelige liv på trods af at jeg har ligget spærret inde på 2. sal i en hospitals seng. 

Men for nu, så håber jeg at I må få en dejlig dag – og tusind tak for alle jeres opbakkende kommentarer – det betyder  meget at I lige har taget jer tid til at skrive. Det har været en rutschebanetur uden lige de sidste 10 dage og jeg er blevet så opmuntret når jeg læser jeres kommentarer. Også jer der ikke kommenterer men bare følger med, betyder også utrolig meget. (Jeg kan jo følge med i statistikken 😉 Det er dejligt at vide I læser med! 

Sender en krammer ud til jer alle på denne lyseblåhimmelsmandag <3 

  

Fast and furious 0,5

  
Så det her har været min primære udsigt de sidste 6 dage – er der noget mere deprimerende end det? 

Fremgangen idag har dog været, at jeg har skiftet talerstolen ud med krykker. Og for dem der ikke ved hvad en talerstol er, så er det sådan en høj udvidet form for rollator, hvor man kan hvile sine albuer på og holde fast i sådan to håndtag der ligner at køretøjet har horn. Hvis man er liiidt friskere end jeg, så er de ret sjove at køre hurtigt i, man skal bare holde i hornene, sætte af, som på et løbehjul, og så sætte begge ben op på understellet! 

Nå, men mellemleddet mellem en talerstol og krykker havde været en rollator – men der satte jeg altså grænsen! Og i mange andre sammenhænge kan det bestemt også være en fordel at springe mellemleddet over. Så det gjorde jeg også her. 

Og jeg suser afsted på mine nye krykker… Eller … I ved… Øhm hvis I har set sådan nogle amerikanske straffefanger med lænker mellem fødderne, omtrent så små skridt tager jeg – men jeg tager dem tilgengæld hurtigt i rap lige efter hinanden. På krykker. Nogle gange hænger gummiet på krykkerne fast i gulvet – det er som om mine arme ikke helt har luret teknikken endnu om at huske at løfte dem højt nok inden jeg prøver at placere dem på ny. 

Belønningen bliver forhåbentlig 1 eller 2 timers orlov imorgen hvor jeg kan komme ud og spise frokost med familien. Altså børn og børnenes far – Morten. Som BTW er et pragteksemplar af den allerbedste version af sig selv han kan være, i øjeblikket. Hvilket jeg bestemt må fortælle mere om en anden dag! 

Men nu står den på seng…eller ihvertfald at sove – sengen er jeg jo i det meste af tiden. For det har været en lidt hård dag på den psykisk udmattende måde pga A, som er gået fuldstændig bananas henover de sidste 9 timer – priser mig lykkelig for at han ikke ved hvilket hospital jeg ligger på. 

Mere om det imorgen for nu virker morfinen … 

Udskrivelse og tanker om Paradise Hotel

Bliver vækket af blodtrykstager sygeplejersken kl 6 – fordi hun skal tage alle de andre patienters blodtryk…irriterer mig lidt over at hun vækker mig med høj snakken til de andre, og SÅ ikke engang kommer og tager mit blodtryk også.

Har fået morgenmad – og det var ikke så ringe endda når man tænker på at det er sygehusvæsenet vi taler om.

Thumbs up til det!

Har bestilt A til at komme og hente mig om en halv time, så det passede imellem nogle møder han skal til. Spl fortæller mig så efterfølgende at fordi jeg blev så dårlig i går efter operationen, så skal der være en læge indover igen i dag inden jeg kan blive udskrevet – så er vi ligesom tilbage til   Arhmen altså!

Det faldt heller ikke i god jord hos A…for at sige det mildt.

Og for at gøre det hele ‘bedre’, så har Morten meddelt at Ida er hjemme med ondt i maven, så hende skal jeg hjem og passe når jeg engang får udgangstilladelse. Selvom jeg tror hun har snøret ham for at slippe for skolen – det kan hun nemlig med ham – pigelist hehe…

Havde virkelig håbet jeg bare kunne komme hjem og slappe af sammen med Birthe, inden hytten bliver indtaget af unger. Måske lige se Paradise fra i går – for den gik jeg jo glip af. Læste et sted at gennemsnits seeren til Paradise var kvinde og 35 år…hmm…følte mig meget ramt på den statistik. Troede virkelig det var de unge der fulgte mest med i det show. Gad vide om vi ‘ældre’ kvinder ser det fordi vi er misundelige på deres liv, de unge kroppe, den fremtid de endnu ikke har udformet sig, eller om det bruges som mentalt skulderklap til os selv for at bekræfte os i, at vi trods alt har et mere indholdsrigt liv, vi ved bedre, og hvor er vi glade for at vi ikke er lige så ‘dumme’ som de nogle gange udstiller sig selv til at være i det program?

Jeg tror mit er en blanding – jeg kan godt lide at se på de unge trænede kroppe, både drengenes og pigernes – dem misunder jeg, gad gerne have min ungpigekrop igen – og gad endnu mere godt at A også fik lidt inspiration til at få sin egen drømmekrop igen, som han jo egentlig havde dengang han og jeg startede…inden der gik ‘parmave’ i den.

Jeg hygger mig også med at jeg er så meget klogere på livet end dem, at jeg hviler i mig selv. Ikke at bekræftelse ikke er rart og også nødvendigt ind imellem, men hver dag er ikke en higen efter det længere.

Det er en rar følelse <3

%d bloggers like this: