Jeg er for øjeblikket ikke på min egen afdeling, da jeg er i gang med en specialuddannelse inden for sygepleje, som desværre indebærer at jeg skal i ‘praktik’ på andre afdelinger. Og når jeg skriver ‘desværre’, så er det fordi den afdeling jeg er på, har skuffet mine forventninger helt vildt. Jeg havde SÅ høje forventninger! Glædede mig ubeskriveligt til at få en pause fra min egen afdeling, og samtidig komme ud og se nogle andre specialer og forhåbentlig stifte bekendtskab med en masse rigtig syge mennesker, som bare ikke var rigtig syge på samme organer som dem jeg selv arbejder aller mest med.

Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig grotesk for andre mennesker, der ikke arbejder på et hospital, at man gerne vil passe de rigtig syge patienter. Men for de fleste sygeplejersker, især dem der passer patienter med tendens til at blive akut dårlige på meget kort tid, så er det præcis derfor vi elsker vores arbejde.

På denne her afdeling, er det som sådan ikke patienterne der ikke lever op til forventningerne, det er ledelsen og noget af personalet.

Ledelsen – fordi de konstant placerer mig på de mindst udfordrende patienter. Og noget af personalet – fordi de enten taler til mig som om jeg er kommet direkte ud af 9.klasse og tilsyneladende ikke burde fatte hat af hvad helvede jeg foretager mig som sygeplejerske, på trods af, at jeg normalt arbejder på en mere kompleks afdeling end deres. Eller også taler de slet ikke til mig. Altså jeg har vist aldrig rigtig forstået det der voksen mobning. Men det begynder så småt at dæmre for mig. Godt jeg kun har små to uger tilbage hos dem.

Nogle af dem er selvfølgelig mega søde, det er heldigvis umuligt at en hel afdeling kan bestå af selvhøjtidelige kællinger. Det er desværre bare ikke dem der dominerer afdelingen.

Men bare for lige at give et par eksempler på disse kællinger, og så jeg lige kan komme af med lidt galde, kommer her et lille uddrag.

I går er jeg igen blevet placeret på en, i mine øjne, kedelig patient. Det er selvfølgelig godt for patienten at han er i bedring, men jeg lærer jo mest af at være på dem, der er komplicerede syge. Hende jeg skal gå med er sød og spørger ledelseskælling om ikke jeg kan komme på en lidt mere spændende patient, hvorefter ledelseskælling uden mimik svarer, at jeg havde en spændende patient i sidste uge (ja i tre af dagene). Og dermed har jeg åbenbart opbrugt min kvote for at passe de spændende patienter…

Nedenfor er det så et par enkelte eksempler ud af MANGE, på hvor meget op af bakke min praktik er.

Kælling 1 gør en stor ære i, at ignorere det jeg siger eller spørger om.

Mig: Skal jeg holde, så du bedre kan sætte forbinding på?

Kælling 1: ….. (ingen respons)

kælling 1, ½ minut efter, til den observerende studerende: gider du lige holde her?

Sådan foregik to laaaange dage med kælling 1.

Kælling 2 er ikke til at slå et smil af – og lige meget hvor mange åbne spørgsmål jeg stillede hende, så lykkedes det hende at lukke samtalen med en enkelt kort sætning. Hun var også typen der sagde; vi skal også lige have gjort sådan og sådan. Uden at efterlade sig skyggen af tvivl om, at når hun nu sagde vi, så mente hun altid mig. Og da jeg spurgte om jeg måtte smutte hjem 30 min før tid fordi der ikke var mere at lave, så sagde hun; altså det skal du snakke med den ansvarshavende om – VI mangler bare at tjekke om der er kommet afføring i patientens ble. Jeg svarede hende at hun bare kunne bede de pårørende om at vente udenfor et øjeblik, så kunne VI lige tjekke bleen inden jeg gik. Aj så kunne hun bare gøre det selv, om 20 minutter, svarede hun tydeligt irriteret.

En anden situation med kælling 2 opløftede dog hele min lortedag.

På et tidspunkt står hun midt i en smal døråbning, jeg står inden for døråbningen og en mandlig ny sygeplejerske på afdelingen prøver at komme igennem. Men hun rykker sig ikke en mm. Han spørger undskyldende om han lige må komme forbi, men hun svarer ham ikke og udviser ikke nogle som helst tegn på at hun har tænkt sig at flytte sig. Han er en lille smule overvægtig, så han smiler lidt skævt og tager en dyb indånding, og prøver at lave en joke ud af at han skal gøre sig slank for at kunne smutte igennem. Hvilket hun selvfølgelig heller ikke reagerer på. Han får med møje og besvær maset sig igennem, med et ordentlig prust, for hun står fast som om hun havde beton i skoene. Da han endelig kommer ind gennem døren til hvor jeg står, siger han, (til hendes ryg) med overdreven positivitet i stemmen: Hvor var det dog fantastisk sødt af dig at tro at jeg kunne komme igennem SÅ lille en døråbning – tak skal du have. Kælling 2 ignorerede ham endnu engang, og forlod døråbningen. Endelig! Jeg var helt smadret af grin indvendig! For hvor var det dog den fedeste kommentar EVER !! Alle har jo prøvet at skulle forbi nogen, der ikke mente de behøvede flytte sig til ære for en – og denne her kommentar er hermed adopteret til næste gang jeg selv står i sådan en situation.

Og hvad angår kælling 2, så kan jeg næsten ikke vente til i morgen, hvor jeg står til at skulle følges med hende. Igen.

glee animated GIF