Tag: forhold

Ryghumping

Vågner i dag, som jeg så ofte gør når A og jeg sover sammen, ved at vi ligger i ske, og han begynder at ligge og stikke mig i ryggen med sin stive diller. Jeg forstår simpelthen ikke at det kan være så fantastisk for mænd at ligge og mase den ind i en kvindes ryg – og ikke engang nødvendigvis en nøgen ryg. For A er jo ikke et unikt individ på den front – og bestemt heller ikke den første jeg har mødt som ynder at hejse flaget og stolt prikke løs med det og formentlig tænke at det er et tilfredsstillende forspil for mig eller en anden kvinde, for den sags skyld.

Måtte spørge A engang om det, fordi jeg simpelthen var så forundret over at han blev ved med at ligge og prikke mig hårdt i ryggen. For jeg ligger der, med nat T-shirt og trusser på, han har boksershorts på, og alligevel synes han at det er rart at ligge og humpe min ryg, som en anden brunstig hanhund.

Hans svar var, at det var rart…  …så i det mindste rart for en af os…

Bad ham ligge stille flere gange til morgen, men det var åbenbart for stor en opgave, for han formåede det kun i ca ½ minut af gangen…så stak han mig igen… poke poke poke

Tag ikke fejl – jeg æælsker morgensex! Jeg sætter bare mest pris på det når der ikke er overhængende risiko for at adskillige børn pludselig kan være en del af rummet OG når optakten ikke indebærer ømme mærker på ryggen pga stiv diller og en mand der tilsyneladende synes det er den aller bedste måde at gøre opmærksom på sig selv.

Det er som om han er lidt stolt når han kan ligge der og prikke mig i ryggen. Se skat – se hvad jeg kan præstere –agtigt. Overvejer at tage en dildo med i sengen i nat og så vække ham med ‘ryghumping’ i morgen…er dog i tvivl om det vil have den ønskede effekt. Tror A vil være lige så stolt næste gang han præstere en rejsning.

Jeg kan ikke engang finde på noget tilsvarende jeg ville kunne gøre som kvinde. Altså jeg ville jo aldrig prikke min kæreste nogen som helst steder, hvis jeg får stive nipples, og selvom jeg gjorde det, ville de jo aldrig kunne blive så hårde som en diller, så jeg ligefrem kunne fremprovokere irritation hos en mand. Og jeg ville bestemt heller ikke få samme nydelse ud af det som en mand åbenbart får…

Det vildeste jeg måske kan irritere ham med er en kold røv …men det handler vist mere om dårligt blodomløb…

‘nyskilt’

I mangel af bedre har jeg i aften set programmet ‘Nyskilt’ på kanal 4 – det er et program jeg egentlig ellers har holdt mig langt væk fra, da jeg – fra de startede med at reklamere for det – tænkte at det ville være et temmelig følsomt emne for mit vedkommende. På trods af at det er 3 år siden Morten og jeg gik fra hinanden.

Fik da heller ikke set hele afsnittet pga huslige gøremål i form af 400 kg vasketøj, der lige skulle ordnes.

Men det jeg så, omhandlede bla to kvinder, hvoraf den ene (videre omtalt som 1) var blevet skilt, da hun opdagede mandens mange affære og løgne. Og den anden (videre omtalt som 2) tror jeg bare de var blevet enige om at skilles.

Fælles for dem begge var at de skulle holde jul med deres eksmænd og disse’s nye kærester – hvilket de selvfølgelig kun gjorde for børnenes skyld. Og for hende med den utro mand, var det oven i købet med en af de kvinder xmanden havde været utro med.

1 skulle hjem til sit gamle hus, hvor hendes x boede med den nye kæreste, derudover kom xsvigerfar og ny kærestes mor. Hvor akavet har det lige lov at være?  Hun sagde hun var helt afklaret ift xmanden, hvilket må være en kæmpe lettelse. Men lidt bitterhed var der da at spore, da hun lidt efter gik gennem huset og påpegede hvad hun i øvrigt lige skulle have med hjem, fordi det var hendes ting.

Hun klarede det nu meget godt, men udtalte også at det var helt sikkert sidste gang hun holdt højtider med xmanden.

Det må være en dejlig følelse – den der afklarethedsfølelse. Jeg føler mig langt hen ad vejen også afklaret ift Morten – men jeg døjer ekstremt meget med bitterhed. Både mod ham, men nok også mod migselv, fordi jeg ikke så hvad der var lige for næsen af mig…nemlig alle de andre kvinder, og alle løgnene.

Nå!

2 var alene med xmanden og dennes nye kæreste, og da de træder ind af døren springer hendes lille pige i favnen på den nye kæreste og ænser nærmest ikke 2.

Jeg ville dø indvendig hvis det skete for mig.

Der var ingen tvivl om at den nye kæreste også holdt meget af den lille pige og 2 udtalte at det var vigtigt for hende at de alle kunne finde ud af det sammen – for det var jo som det skulle være i deres lille ny familie og det var det bedste for hendes lille pige.

Og jeg kan da også i en ideel verden være fuldstændig enig med hende. Men jeg tror simpelthen ikke jeg selv besidder den rummelighed.

Min x Morten, har jo også – klichéagtigt – fundet sig en ny og meget yngre kæreste, som mine børn er glade for. Og jeg er skam glad for at de er glade for hende, det ville straks være værre hvis de ikke kunne lide hende. Men jeg kan alligevel aldrig i min vildeste fantasi forestille mig at vi kommer til at holde jul sammen, mor & far, bonusmor & bonusfar.

For jeg ville virkelig dø lidt indvendig, hvis jeg på nogen måde følte at de var mere glade for hende end for mig. Og jeg ved jo godt, med min fornuft, at selvfølgelig kan hun eller nogen anden kvinde ikke tage min plads i deres hjerter, for jeg er deres mor og de elsker mig til døde…men alligevel…

Heldigvis bliver det forhåbentlig ikke aktuelt lige foreløbig, måske til ungernes konfirmation – der kan jeg nok ikke undslippe det, men der er de også blevet ældre, tænker det er anderledes når de er ældre end når de er små og bare kaster deres umiddelbare kærlighed i hovedet på de mennesker de elsker.

Og måske har jeg til den tid fået lagt min bitterhed på hylden… Det vil nok også hjælpe lidt mere på den der afklarethedsfølelse.

Update på fødselsdag

A’s fødselsdag forløb rigtig godt…lige indtil han fik sin gave – men det ville næsten også være for godt til at være sandt hvis det hele bare skulle forløbe problemfrit når det handler om ham og gaver.

Jeg havde til middag lavet Okseculotte, hasselbagte kartofler, bagte løg, stegte asparges og selvfølgelig bearnaisesauce til. Derudover havde jeg knoklet hele aftenen før inklusiv noget af natten med at lave hjemmelavede Bounty og kiksekage, som i øvrigt blev sindssygt lækre – især bounty’erne, siger det bare, hvis I skulle have lyst til at prøve at lave dem selv, det er virkelig nemt og de er kun meget lidt vanedannende…

Han kom og var meget glad for både mad og flag alle vegne og jeg glædede mig sindssygt meget til at skulle give ham hans gave. Havde nemlig lyttet til jeres gode råd og købt noget jeg selv gerne ville have, men som jeg ikke ville bruge penge på til mig selv.

Derudover havde jeg sørget for, via InterFlora, at han fik leveret en æske chokolade på hans rigtig fødselsdag, inde på hans arbejde. Nu hvor jeg ikke er hjemme på den rigtige dag.

Nå, men jeg havde købt et Fitbit armbånd – sådan et af de der, der kan måle hvordan du sover, hvor meget du bevæger dig, din puls, dit kcal forbrug osv og så kan man selvfølgelig også registrere hvad man spiser via en tilhørende App på tlf. Det var super cool, syntes jeg, og faktisk meget mandigt i sort.

Fitbit

Grunden til jeg købte det var både pga ovenstående men også fordi A læææænge har talt om at ville tabe sig, men han har bare ikke rigtig kunne finde sin mojo, så jeg tænkte at det måske kunne få ham på sporet igen. Bonus ville selvfølgelig ikke være uvæsentlig for mig, i og med at jeg ville synes at han blev top lækker igen. Men oprigtigt så var det faktisk ikke min første tanke overhovedet.

Det der så skete da han åbnede gaven, var at han tog det som et KÆMPE vink med en vognstang. Ikke som at jeg bare rigtig gerne ville hjælpe ham på vej til noget af det han allermest ønskede sig, nemlig sin fit’te krop tilbage. Han blev SÅ såret og syntes lige så godt jeg kunne have givet ham en slankebog.

Resten af aftenen var temmelig meget præget af det og stemningen var ikke særlig fødselsdags agtig, så jeg faldt i søvn på sofaen (UPS) fordi jeg jo havde været oppe så sent aftenen forinden – men det var selvfølgelig heller ikke et hit.

Gad vide om der findes kurser i, hvordan man holder den bedste fødselsdag for voksne mænd…?

Jeg fik dog heldigvis kompenseret med god sex til sidst, og han har faktisk efterfølgende brugt Fitbit app’en temmelig meget, så nu må vi se, om gaven alligevel ender med at blive et hit. Et andet problem er dog også at han ville stoppe med at ryge mens jeg er på ferie i denne uge, og er der ikke noget med at så øges ens appetit simultant?

 

Fødselsdag på mandsk

A har fødselsdag om en uge og jeg aner virkelig ikke hvad pokker jeg skal købe til ham.

I forvejen har manden en eller anden børne illusion når det gælder hans egen fødselsdag  – og med den info skal det lige nævnes at han bliver 42 år.

Og jeg har allerede ‘dummet’ mig helt vildt ift hans kommende fødselsdag…er nemlig kommet til at bestille ferie til Spanien med Louise med afrejse dagen før hans fødselsdag – nøj en masse ballade det førte med sig.

Sagde til ham at det var den eneste uge det kunne passe både Louise og jeg, som han så modvilligt accepterede. Det var ikke helt usandt, men allermest så havde jeg overhovedet ikke skænket hans fødselsdag en tanke. Shame on me!

Det er ikke fordi fødselsdage ikke betyder noget for mig. Mine børns fødselsdage gør jeg alverden ud af – sådan synes jeg det skal være for børn. Mine egne forældre har aldrig rigtig fejret fødselsdage…heller ikke min, hvilket nok er med til at jeg ikke rigtig tænker over min egen fødselsdag – det er jo bare en dag.

Men det er ikke bare en dag i A’s optik. Og ja han gjorde også en del ud af min fødselsdag sidste år med både morgensang (oh no), morgenbrød, kæmpe dyr flot smykke gave som blev byttet, lækker aftensmad…lææækker sex.

Så jeg skylder ham at gøre noget ud af hans fødselsdag. Især fordi jeg ikke er hjemme til at fejre ‘hans særlige dag’ sammen med ham.

Men er helt blank!

Så send mig for filan noget inspiration hvis I ligger inde med nogle gode idéer – ting I har gjort for jeres mænd eller købt til dem, som virkede – ikke at forglemme 😉

Projekt sex

Så A og jeg diskuterer sex tidligere i dag…

….fordi vi ikke lige har haft så meget af det den sidste måneds tid… Og ja det er min skyld, for det er ikke fordi han ikke har lagt op, jeg har bare fundet på undskyldninger for at vi ikke skulle – menstruation, ondt i maven, træthed, ladet ham falde i søvn på sofaen, for så selv at luske i seng…eller omvendt.

Grunden er egentlig at vi har skændtes en del i januar/februar måned og det har altså påvirket min lyst til sex – jeg kan ikke bare lægge mig ned og sprede ben lige efter et heftigt skænderi. Eller jo nogle gange kan man jo godt have forsonings sex, men når vi havde skændtes så meget i så lang tid, så var løbet for det der forsoning ligesom kørt.

Nu har vi ikke skændtes så meget her i marts måned og jeg har egentlig følt at vi var ved at være på rette spor igen…selvfølgelig lige bortset fra sex, som naturligvis bare er en lille bitte detalje… øhh…for hvem Malou?

A har mere eller mindre efterhånden opgivet at lægge op til mig, så den hænger på mig nu. Men fordi der nu er gået lidt lang tid, så kan jeg slet ikke føle mig naturlig i min måde at lægge op til sex med ham. Det er lidt som om vi skal lære hinanden at kende igen på det punkt – eller jeg skal lære ham og det at kende igen.

Det er lidt akavet synes jeg

Hvad gør I andre for at holde gejsten oppe? Hvem tager initiativet og hvordan (og hvor ofte) bliver det taget? Jeg tænder fx fuldstændig af på, når A kommer og lige laver den der ‘honkhonk’ på mine bryster – I hate it!

Nu står den desværre på nattevagter fra i nat, så vi skal ikke ses før søndag igen – så har nogle dage til at udtænke en initiativplan…suk…det er sgu noget nemmere når det ikke skal være så planlagt.

untitled

 

Parterapi

A og jeg har været til parterapi i dag, for første gang… (og sidste)

Psykologen var en kvinde på omkring 55 år, iført brun/orange fløjelsbukser, en hvid broderet T-shirt (tror jeg) og en anden slags fløjels ‘cardigan’ med blomstret inderfoer udover den hvide T-shirt. Håret, en blanding af normal hårfarve og grå hår, var i en lav hestehale, meget rolige eftertænksomme øjne og ekstremt gule tænder – altså vi taler så gule tænder, så man kunne mistænke hende for at være startet med at ryge da hun var 5 !

Vi var blevet enige om at skulle til parterapi for at få hjælp til at få vores meget forskellige livssyn til at mødes, når nu vi selv syntes vi var kørt lidt i hårdknude. Det skal dog lige siges at det faktisk er gået ganske fint mellem A og jeg her på det sidste <3

Vi fik fortalt hver vores side af sagen, det var der intet nyt i for os, men hun skulle selvfølgelig også lige sættes ind i problemerne for at kunne hjælpe. Vi kom da også til at diskutere mens vi var der, fordi vi stadig ikke er enige. Oprindeligt tænkte jeg egentlig at jeg ikke havde nogle forventninger til det – men gik alligevel derfra skuffet. For jeg havde virkelig håbet på at hun kunne give os nogle redskaber ift vores hver især håndtering af den anden i spidssituationer, men det fik vi ikke. A var også skuffet. Og så virkede det rigtig meget som om hun var mere på A’s side end objektiv, og det kan vi jo ikke rigtig bruge til noget, som A heldigvis også selv mente. Efter han havde fortalt sin version og fortalt om hans behov for nærhed og samhørighed, så sad hun (gudhjælpemig) med tårer i øjnene og højlydt sagde at hun blev helt rørt – hun var knap så følelsesladet efter jeg havde fortalt min version og om mit behov for plads og frihed… Altså helt ærlig – er det ikke meningen sådan en psykolog skal kunne rumme sine klienter, ikke sidde og være ved at tude?

Hun sidder lidt bagefter og tænker, og siger så at vi måtte håbe at tiden arbejdede for os, og at vi hen af vejen ville finde den rette balance ift vores hver i sær meget forskellige behov… Øhhh ok…hvad med at du hjalp os lidt på vej… ?

Hun får os til sidst til at lave en øvelse, hvor vi skal sætte os i den andens sted, med alt hvad det indebar af bagage helt tilbage fra barndom og dumme ex-forhold – og det var nok det eneste jeg følte bare gav mig en lille smule forståelse for hvor A kommer fra og hvorfor han reagerer som han gør… måske vil det hjælpe mig i fremtiden til at håndtere ham lidt bedre.. jeg håber han fik den samme forståelse om mig…

Min personlige rekord

Har fået en ‘knude’ i det ene bryst. Har haft det før da jeg var 20 år, hvor det bare var overproduktion af kirtler, som jeg så fik fjernet. Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen til at få en tid hos en røntgenklinik i slutningen af marts.

I går syntes jeg mine bryster var lidt ømme og skrev det til A, som var i sommerhuset. Frygter jo lidt at blive gravid igen. Siden min graviditet uden for livmoderen i august, så lykkedes det mig også at blive gravid igen her i januar, hvor jeg endte med at få en medicinsk abort – det er så 10. gang jeg har været gravid…det er vel også en slags personlig rekord :O

Nå, men A skriver så tilbage; ‘fuuuuck jeg håber virkelig ikke du er gravid igen’. Jeg ringer ham op, og siger kækt til ham, at hvis jeg er det, så må han fandeme tage en for holdet og blive steriliseret. Hvorefter manden svarer at han ikke kommer til at få kappet noget som helst før tidligst om 5 år, for han vil ikke lukke muligheden for at kunne få børn…….

Det skal lige siges at de, lægerne, ikke vil sterilisere mig, da de mener jeg er så fertil, så jeg bare bliver gravid alligevel, men at det så helt sikkert vil blive uden for livmoderen og dermed endnu mere farligt. (ægget kommer ikke ned, men sædcellerne kan åbenbart godt komme op i sjældne tilfælde – og med mit luck, så ville det sikkert ramme mig)

Han véd at det er farligt for mig at blive gravid igen fordi jeg har tendens til blodpropper, så han ved godt at hvis han skal have flere børn, så er det jo ikke med mig. Jeg bliver ret overrasket og trist over den udmelding, for hvad har han så tænkt sig? Og hvorfor fanden spilder han så sin tid sammen med mig, hvis han i virkeligheden stadig drømmer om flere børn.

Han har af flere omgange sagt at han har valgt mig, og accepteret at han ikke får flere børn. Men hvorfor filan holder han så muligheden åben?

Han undskyldte flere gange over han havde givet mig følelsen af at han ville noget andet – but said is said, jeg har sgu lidt svært ved bare at acceptere at han har forliget sig med det… jeg gider jo heller ikke være årsag til at han om 10-20 år sidder og kigger tilbage og fortryder at han ikke kæmpede mere for at finde en der kunne give ham flere børn. Han siger at han som udgangspunkt har valgt at finde kærligheden, børn ville bare have været en bonus. Og at han elsker sine bonusbørn og at det er nok for ham…

Det er selvfølgelig hans valg og hans alene – og så må han vel også selv tage konsekvenserne hvis han senere i livet fortryder…

Men det føles stadig surt ikke at være ALT det han kunne ønske sig.

%d bloggers like this: