Tag: forhold

…misbruger…?

Så min meget ærlige veninde Natalie mener jeg er misbruger af mænd…

Jeg synes selvfølgelig det er en meget fornærmende påstand! Nok allermest fordi jeg måske tror hun har ret.

Eller ….  det har hun.

Seneste eksempel er FILF’en.

Vi startede med at skrive sammen i slut november og har vores første date i starten af december, og lige indtil jeg skal på ferie til Bali med ungerne i midt januar, flyver FILF’en og jeg på den lyserødeste sky jeg længe har været ombord på. Altså bortset lige fra Frisøren i Californien… Alting virker perfekt! Han er sød, hensynsfuld, VOKSEN, ikke mindst. Det kan man jo ind imellem godt savne hos den gennemsnitsvoksne mand.

Men det er faktisk ikke skide givende for at blomstrende forhold, at den ene part tager på ferie i 3 uger… Jeg mistede følingen med ham. Da vi kom hjem fik børnene det at vide, alting gik så stærkt lige pludselig. Mest for at de ikke skulle finde ud af det tilfældigt, fordi vi bor i en lille forstadsby, hvor der er øjne og ører alle vegne.

Og så begyndte det faktisk at gå mig på, at han nok alligevel er lidt for voksen…til mig. Jeg savner at grine, at kunne være fjollede sammen. Det fordrer han slet ikke til. Og når vi har sex, så har vi ikke sex, vi elsker…. Arhmen altså! Han ville dø hvis jeg fortalte ham, at jeg for et år siden, havde et meget grænsesøgende sexliv, der involverede sexklubber og sluttery på højt plan. Jeg føler mig efterhånden som Diana, i den der sang af Burhan G…

Det er ikke godt. Og FILF’en fortæller mig, at han kun har været forelsket to gange i sit liv… gæt hvem nr to er… stakkels FILF – jeg vil ham faktisk gerne… frygter bare det bliver for mormor/morfar agtigt i længden…

Og så er det jeg vender tilbage til Natalies diagnose. Mit misbrug af mænd.

Jeg er jægeren. Den erkendelse har jeg konstateret for længe siden. Og jeg får næsten altid den jeg vil have… Med det til følge, at de får en masse følelser for mig, og når det er sket, mister jeg interessen og savner en ny udfordring.

Og bløde søde mænd, med hjertet på rette sted, kan jeg slet ikke finde ud af at være sammen med…det er noget værre rod altså…han fortjener det ikke…

 

Post Californien

Så der er idag præcis gået en måned siden jeg kom hjem fra Californien, og der kunne lige så godt være gået et år! Sådan føles det ihvertfald. Aldrig har jeg følt dagene så lange før. Det er det største antiklimaks jeg længe har oplevet.

For det første så savner jeg selvfølgelig Frisøren helt afsindigt. For det andet, så er jeg ved at være pænt træt af min chef, som har sin egen lille hetz kørende på mig, og som jeg stadig ihærdigt prøver at regne ud hvorfor. For det tredje, så snart jeg fik børnene hjem, så væltede de ud med alle deres frustrationer om Mortens nye kæreste og hendes 4 årige søn, som de heller ikke kan lide. For det fjerde… vejret! jeg vil have sol og sommer! Nå, men historien om Morten og hans nye kæreste er et helt kapitel for sig, som får de fleste mennesker…normale mennesker, vel at mærke, til at tabe kæben ned på brystet. Den historie får et indlæg helt for sig selv snarest! Den er forrykt! Og jeg ved ikke lige helt hvordan jeg bør og skal håndtere den…

Frisøren og jeg skriver ofte sammen. Meget ofte. Plus vi har ringet en del sammen også. En lille uge efter jeg var kommet hjem skrev han til mig en aften, hans aften, ikke min, her var det eftermiddag, og jeg var i fuld gang med træning i Fitness World. Vi har aldrig decideret sagt til hinanden at vi var forelskede eller elskede hinanden. Vi havde dog begge konstateret at løbet var kørt ift ikke at blive forelskede, men direkte at sige det til hinanden havde vi ikke gjort…  Indtil den dag. Pludselig hælder han sit hjerte ud til mig. Midt i at jeg sidder i den ondeste benpres og kampsveder.

‘I miss you and I love you?’ skrev han med et spørgsmålstegn efter.

Jeg blev selvsagt noget overrasket, men også helt vildt glad og trist på samme tid. Glad over at han elskede mig, mega trist over afstanden!

I min forbløffelse fokuserede jeg meget på spørgsmålstegnet og spurgte retur om han spurgte mig?

Han skrev igen ‘I fucking love you! – and yes – I’m asking you’ 

Mens jeg var ved at svare, for nu tolkede jeg det som at han søgte om jeg havde det på samme måde, skrev han ‘never mind…’ 

Jeg skyndte mig at svare ‘I was already in love with you on our third day together’

Og så ringede jeg til ham. Fra spinningsalen i Fitness World. Vi snakkede længe. Han blev ved med at sige at han gerne ville have at jeg kom hjem. Hjem hvor jeg hørte til, hjem til ham. At han ville gøre alt for at gøre mig lykkelig. At vi ville blive så lykkelige sammen. Om ikke godt vi kunne få det til at fungere?!

Mit hjerte var totalt splittet, for fuck hvor vil jeg bare gerne ha’ ham, men jeg ved jo også godt at vi aldrig kan få det til at lykkes. Langdistance forhold ender aldrig godt. Jeg har dog selvfølgelig allerede kigget på flybilletter tilbage dertil. Men den næste ledige længere periode jeg har uden børn er i uge 7 – og der er fandeme længe til. Plus jeg i weekenden efter jeg kom hjem fra Californien, købte et rækkehus til mig og ungerne (wuhuu!!!). Vil gerne afsløre at min far har haft en lille finger med i spillet for at det kunne lade sig gøre. Og det skal vi flytte ind i til februar. Så pludselig kunne jeg jo godt se, at jeg heller ikke kunne skride midt i en flytning, for at tage over til Frisøren på den anden side af jorden. PLUS det meste af januar tager ungerne og jeg til Bali, for at besøge Louise og hendes familie, som er på jordomrejse i 6 mdr, så jeg forudser heller ikke det store plus på kontoen til den tid. Og helt ærligt… så giver det vel igen bare en masse hjertesorg når vi så skal sige farvel igen…

Efter ca 14 dage hjemme blev Frisøren og jeg enige om at det var fuldstændig ridiculess det her vi havde gang i, og aftalte at vi gerne ville følge med i hinandens liv, men at vi måtte være realistiske og indse at det der med et langdistanceforhold ikke kom til at fungere. Jeg var faktisk glad og lettet. Vi var enige om at det havde været 6 amazing days og at det var dejligt, at det ikke blev ødelagt af hverdags problemer. Det ville forblive smukt.


Det holdt lige nøjagtigt 3 dage, så skrev han igen hvor meget han savnede mig og elskede mig… Så nu er vi dér, stadig. Vi er stadig enige om at det er åndssvagt, men vi kan ikke lade være med at skrive søde ting til hinanden, og jeg er glad for at læse det når han skriver det. Og han holder fast i, at vi vil se hinanden igen, hvilket jeg selvfølgelig også håber, men fornuften er med hele vejen…det er fuldstændig latterligt. SÅ latterligt at forelske sig i en fyr der er mere end 9000 km væk. Jeg kan ikke anbefale det!!

 

I mellemtiden er antallet af mænd der har inviteret mig på kaffe og dinner dates, eksploderet den sidste måneds tid.

Jeg.  kan.  ikke.  følge.  med.  !!

Er alle mænd da ved at gå fuldstændig i panik over at skulle være alene her i vintermånederne??

 

Når man når sin grænse

Så her i uge 30 havde hverken Chefen eller jeg nogle børn hjemme fordi de var på ferie hos deres respektive anden forælder. Hvilket endte i, at vi fik set hinanden stort set hver dag i den uge. Det var mega hyggeligt! Og jeg havde nok en lille forventning om, at manden forhåbentlig snart ville åbne munden og fortælle mig bare et eller andet om, hvad han egentlig gik og tænkte om han og jeg…os. Det skete ikke. Vi har ikke talt om noget som helst vedrørende hvad han og jeg er, siden dengang han var ved at droppe mig for fake-mig på Dating.dk. Men vi har hygget os, grint en hel del og det har været ukompliceret og lækkert.

Men jeg kunne godt mærke jeg begyndte at trænge til bare en lille smule mere. Ikke noget offentligt på facebook eller introduktion af familie og venner, (selvom alle i hans familie og omgangskreds udemærket godt vidste hvem jeg var) men jeg gad virkelig VIRKELIG gerne at manden ikke fik ticks hver gang vi kom lidt for tæt på hinanden ude i offentligheden. Jeg ville bare gerne kunne holde ham i hånden når vi gik til og fra en restaurant eller var i biffen. Jeg begyndte desperat at holde fast i de små berøringer han ’tilfældigvis’ alligevel viste mig når vi var ude. Helt åndssvagt!

Så da vi nåede til lørdag formiddag skulle Chefen til polterabend og spørger om jeg gider køre ham der hen hvor han skal mødes med alle de andre. Straks tænkte jeg at det godt nok blev spændende hvordan han havde tænkt sig at tackle den konfrontation. Så da jeg kørte bilen front ind foran en hel gruppe af mænd, der alle stirrede direkte ind i bilen, siger Chefen anstrengt og halvtgrinende til mig: ‘du kan godt se jeg har virkelig svært ved at kysse dig farvel lige nu ikk?’ i et par sekunder er han helt desperat og prøver på ‘bedste’ Deadpool (the movie) maner at give mig en high-five, som jeg ikke møder. Han kysser mig hurtigere end nogensinde og flyver ud af bilen og jeg skynder mig at køre væk.

30 sekunder senere får jeg den første undskyldning fra ham. Jeg svarer ikke. Han forsøger desperat at få mig til at afsløre om jeg er rasende. 3 timer senere svarer jeg ham fast besluttet på, at manden er nødt til at give mig noget jeg kan bruge til noget, ellers må det slutte. Vi skriver lidt sammen i løbet af aftenen og natten. Han skriver han tænker på mig hele tiden. Jeg skriver at jeg gerne vil ham, men hvis han vil have mig, så skal han ud af busken nu. Han drikker sig i hegnet – hvilket han normalt aldrig gør. Og jeg prøver at holde fokus på den patient jeg passer den nat.

Vi snakker sammen næste dag. Han kan ikke forklare hvad det er der kolliderer i hans hoved når vi er ude og hvorfor han ikke bare kan holde mig i hånden eller kysse mig, for det er ikke fordi han ikke har lyst. Jeg siger til ham, at det nok handler om, at han ikke er klar og/eller at jeg ikke er den rette. At jeg ikke har mere at sige til ham og i det jeg siger til ham at nu lægger jeg på, siger manden kraftstejlme at jeg er dejlig.  Jeg lader bemærkningen hænge i luften, inden jeg lægger på uden at kommentere yderligere.

Vi er stadig venner på fb og han liker alt jeg lægger op.

Det har taget mig til nu – dvs ca 10 dages tid, ikke konstant at tjekke hvor meget han er online derinde. Jeg har slettet min profil på sexklubben – for jeg ville da først blive fuldstændig sindssyg hvis jeg kunne tjekke at han pludselig begyndte at være enormt meget online derinde – den ville sgu ramme mig hårdt…

Derudover har jeg afreageret de sidste 5 dage af sidste uge, ved at kysse mig igennem Smukfest’s lækre mænd….og Natalie. Samtidig har det krævet en del, at undertrykke trangen til at skrive til ham og spørge om han da slet ikke savner mig…

Jeg savner ham… det er pisse irriterende!

 

Samtalen

Puha…hvor skal jeg dog begynde…

A har jo taget frier afslaget ret hårdt – forståeligt.

Vi havde aftalt at vi skulle snakke sammen når jeg havde været til Madonna koncert og samtidig også når jeg havde fået skrevet en opgave færdig til noget ift arbejdet, som fyldte meget. Han ringer dog allerede samme eftermiddag jeg er kommet hjem fra Herning, for han kunne ikke vente til dagen efter, hvor vi skulle mødes.

Så. Han gav mig et ultimatum. ‘Enten siger du til mig at du vil giftes med mig på et eller andet tidspunkt eller også så kan jeg ikke se hvordan vi kan have en fremtid sammen’

Jeg kunne simpelthen ikke få det over mine læber. Jeg ville ikke have et giftemål hængende over hovedet, som sådan en skalting fordi det skulle være endnu en af A’s forventninger jeg skulle tage hensyn til.

Hvilket han rent faktisk direkte udtrykte til mig. At det kunne godt være, at jeg ikke lige havde set mig selv blive gift, men i et forhold så indgår man kompromisser og rykker sine grænser, hvis det betyder meget for den anden.

Øh ja – indgår gerne kompromisser hvis kompromisset indebærer at udskifte frikadellerne med fiskefrikadeller. Sgu ikke at blive gift!

Så vi blev nogenlunde enige om at vores veje skulle skilles. Han kunne ikke se hvordan han nogensinde skulle kunne komme over det afslag jeg havde givet ham. Og jeg vil ikke presses til at blive gift…for hans skyld. Så vi sluttede tirsdag aften.

Beslutningen var nok lidt mere min end hans dog – det stod nok 60:40 til mig. Han prøvede ihærdigt at overtale mig til at sige det han ønskede. Og jo mere han pressede på desto mere  overbevist blev jeg om, at jeg var sikker i min beslutning.

Vi aftalte at han skulle hente sine ting onsdag når ungerne alligevel skulle hjem til Morten. I den tid han var hos mig lavede han ikke andet end at prøve at overtale mig til at sige det han ønskede. Han havde dog ændret sætningen lidt til nu at være ‘hvis jeg nogensinde skulle giftes, så skulle det være med ham’. Jeg kunne stadig ikke – selvom dén sætning rent faktisk fritager mig fuldstændig fra at love at jeg ville giftes. Jeg kan bare ikke mere af alt hans drama og forventninger. Og en af grundene især var også fordi han i minuttet efter vi havde lagt på dagen før, hvor vi blev enige om at afslutte forholdet, der havde han slået bruddet op på facebook! Han havde lige nået at blokere mig og Louise, og intensionen var åbenbart at nå at slette alle mine venner og familie først…det ‘nåede’ han bare ikke helt. Han havde postet ‘Så blev man sgu single. Virkeligheden er ikke altid hvad den udgiver sig for. Op på hesten igen.’

Min far havde set det! Igen igen(!) fratog han mig alle rettigheder for selv at bestemme hvornår mennesker i MIT liv skulle informeres om ting – private ting. Lige som da han inden for 20 min havde postet at han havde friet til mig. Mine nærmeste fik det at vide via fucking facebook! Arhmen Altså det er uacceptabelt i mit univers!

Han beklagede selvfølgelig dagen efter, og indrømmede at det nok var lidt forhastet – han var bare SÅ såret. Tror dog kun han beklagede det, fordi jeg fortalte ham, at jeg aldrig kunne se nogle mennesker i øjnene igen, hvis jeg gik tilbage til ham. Facebook er selvfølgelig ikke hovedårsagen til jeg ikke kan forholdet længere. Jeg har undervurderet hvor hårdt det rent faktisk er at prøve at leve op til en andens forventninger hele tiden. Jeg er begyndt at udvise små tegn på stress. Fx så svigter min hukommelse mig. Især når jeg skal genfortælle, hvad A har sagt, til Louise eller Nathalie. Jeg kan starte på en sætning og være helt ophidset over det jeg skal til at fortælle, og pludselig går klappen ned. Og så er jeg helt blank. Og det tager mig LANG tid at genfinde det jeg ville sige.

Nu er det ikke fordi det kun er A der er knust, det er også hårdt for mig, at vi er gået fra hinanden. Jeg har stadig følelser for ham. Men det er bare ikke nok længere. Som Nathalie siger; at leve er ikke nok. Og det var det jeg gjorde – jeg levede og det fungerede i det store hele – og ja vi havde da også en masse rigtig gode ting og stunder sammen. Men jeg har aldrig omtalt vores forhold eller ham, som kvinden vi mødte i Herning efter Madonna koncerten, gjorde om sin mand.

I dag er det så søndag. A har hver eneste dag siden i tirsdags, forsøgt at overtale mig til at jeg skal give det en chance til. Han har åbenbart fundet frem til, at vi ER to forskellige mennesker, og at han ikke kan projicere sine forventninger over på mig, da jeg er anderledes end ham. Godt set Sherlock!

Han er villig til at gå til psykolog, for at lære hvordan han accepterer at jeg har andre behov end ham. Han syntes lige pludselig ikke ægteskab er så vigtigt, kontra at miste mig. Han vil stoppe med at have forventninger til mig… (som om). Der er praktisk talt ikke det han ikke vil gøre for mig, og for at gøre mig glad. Han vil tilmed ikke være venner med mig på facebook…ikke til at starte med i hvert fald, og heller ikke tagge os ind sammen hele tiden. (Wuhu!) Det sidste er jo en ret stor bedrift i hans verden.

Jeg bliver helt træt når han kører monologerne af, om alt det han vil gøre og ændre på. Min mave har talt. Jeg er ikke mere at give.

Og jeg tror endelig jeg er trængt igennem til ham imorges. Eller det håber jeg inderligt jeg er, for det er dælme hårdt at skulle blive ved med at afvise ham, når han trygler og be’r om at vi skal starte på en frisk.

100:0 til mig. I’m the bad guy now.

Madonna


Jeg har været til Madonna koncert i Herning med Louise! Noget vi har haft planlagt siden i sommers. Vi har altid været fans, på den der kontrollerede sobre måde, ikke som skrigende og hysterisk grædende fans. Og nu har vi endelig set hende live. Shit en optur!!  Og for ind i helvede hvor er hun bare stadig den sejeste kvinde på jord! Kvinden er 57 år og vælter stadig rundt i 15 cm hæle som om de var hjemmesko. Hun dansede selvfølgelig ikke lige så meget som da hun var yngre – det lod hun nogle ret så veldrejede kvinder og mænd om.

Efter koncerten gik vi ned af hvad jeg tænker er en slags Herning Hovedgade(?) og fik en øl på en irsk/scotsk indspireret bar. Der var flere der havde fået den samme idé – det var simpelthen så hyggeligt!

På et tidspunkt går jeg på toilettet og kommer ind af døren samtidig med en mand kommer ud imod mig. Han kigger mig intenst i øjnene…længe…med et flirtende smil på læben, jeg smiler tilbage og jeg får med det samme en længe glemt følelse i maven. Han er en pæn mand. Og virker også lidt bekendt uden jeg kan huske hvorfra. Vi går forbi hinanden – han ud i baren og jeg ind på toilettet. Da jeg kommer ud igen, sidder han i baren lige over for toiletterne og holder igen mit blik med et flirtende smil. Jeg gengælder hans blik. Jeg flirter… (!)

Jeg går tilbage til Louise og vi falder i snak med nogle kvinder i start 50’erne – de er SÅ søde. Den ene er gift, den anden single. Mændene flokkedes om sidstnævnte – hvilket er helt forståeligt. Hun er en velholdt 51 årig, jeg ville selv have skudt hende til at være 10 år yngre. Og vil dø for at se ud som hende om 15 år!

Den anden kvinde er gift med en 13 år yngre mand. Hun får julelys i øjnene og hendes stemme bliver helt blød, når hun taler om ham. De har været gift i 10 år…! Hendes mand er kvindernes lift hjem. Han ringer lidt efter for at fortælle, at han er ved at være der og den gifte kvinde er lige ved at smelte ned af stolen mens hun taler med ham. Louise og jeg er rykket helt tæt på hende for at høre hende fortælle om ham. Vi er fuldstændig betaget af hendes lykke. Hun spørger ivrigt om vi vil se et billede af ham. Selvfølgelig vil vi det! Han er en ganske almindelig mand – ikke en jeg selv ville vende mig om efter (ikke lige som toiletmanden lidt før), men måden hun beskriver ham på, får os alle til at smile forelsket til billedet på hendes tlf.

Jeg har aldrig beskrevet A på samme måde som hun beskrev sin mand til os…. Han fangede mig med helt igennem fantastisk sex, som omvendte mig hver gang jeg var i tvivl. Skræmmende som sex kan føles som et drug, man er nødt til at have et fix af med lidt for jævne mellemrum.

Kvinderne blev hentet og toiletmanden gik med sine venner, han havde fokus på mig hele vejen ud af baren. Og jeg nød det. Jeg kom i øvrigt i tanke om hvem han var lige inden han gik…efter adskillige bargæster ville have taget selfies med ham…. hvilket gjorde at jeg godt kunne forstå han gik – det må sgu være hårdt at være et kendt ansigt, når man bare gerne vil ud og have en stille og rolig øl med sine kammerater.

Næste morgen, på vej ned til morgenmad på hotellet, var han der igen. Med øjne der spottede mig med det samme jeg trådte ud af elevatoren.

Fik sommerfugle i maven – velvidende at A og jeg senere samme aften skulle have en snak om hvordan vi kommer videre i vores forhold…

Suk

det perfekte forhold

Så status er nu…

A og jeg er stadig sammen. Jeg har igen ihærdigt forsøgt at tydeliggøre for ham, hvor vigtig min ‘frihed’ er. Han siger at han ingen problemer har ift, at jeg ser mine veninder og laver div andre ting uden han er med…NU. At det kun var i starten han syntes at de måtte vente, fordi vi lige var kommet i forhold, og dermed skulle ses meget. Men jeg ved, at han vil have problemer med det, hvis det, i hans øjne, bliver for ofte. Igen en af de der usynlige forventninger, jeg aldrig rigtig kan finde ud af at leve op til… for vi har jo forskellige grænser for hvornår noget er for meget.

Jeg lader tvivlen komme ham til gode. Men jeg må indrømme, at jeg jo nok bare går og venter på det hele kollapser. Men jeg er klar. Jeg kan ikke længere blive i det, hvis jeg ikke kan være mig selv, hvis jeg ikke kan se de mennesker jeg har lyst til at se, uden at det bliver kommenteret som om der så går noget fra ham. Mit liv er for kort til at skulle tage hensyn til ham i alle henseender. For ‘hensyn’ er det ord han gentagne gange benytter sig af, når han gerne vil forklare hvordan man er kærester. Man tager hensyn til hinanden. HELE TIDEN!

Og jeg vil bare gerne kunne lave en simpel kaffeaftale med Louise, og så kunne meddele ham det når jeg lige kommer i tanke om det. Jeg vil ikke først skulle sige til hende, at jeg er nødt til lige at høre med A hvordan det passer ind i hans kalender, sådan som han forventer det.

Jeg har skam veninder, der har sådan et forhold med fælles koordinering af alting. Jeg kan det bare ikke. Jeg føler jeg så skal spørge om lov, og det er sådan noget jeg forlanger af min børn, ikke min kæreste. Han skal sgu aldrig spørge mig om lov hvis der er noget han har lyst til  – om det så er en simpel kaffeaftale, eller han vil ud og rejse med en kammerat. Vi er voksne mennesker, og vi skal have præcis det ud af livet som vi allerhelst ønsker os.

Min far har altid sagt at man ikke skal gå nysgerrig i graven. Han er en klog mand – min far. For i realiteten handler det jo om, at man ikke skal gå i graven og have fortrudt at man ikke har levet præcis det liv man vil. Man kan selvfølgelig altid fortryde ting man HAR gjort…men hvis man ikke havde gjort dem, mon ikke man så ville have spekuleret over hvad der var sket hvis man havde gjort det? …Giver det mening?

Min forestilling om det perfekte forhold, er et forhold, hvor man på en eller anden måde ‘assisterer’ hinanden til ikke at gå nysgerrig i graven. Man hjælper hinanden til at opnå alt det man hver i sær ønsker sig af livet. Man begrænser ikke hinanden i det.

 

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

%d bloggers like this: