Tag: følelser

Nordic Race part 2

Jeg løb jo det der løb den 19. maj. Nordic Race. Og gennemførte! Godt nok tog det os 2 timer fordi vi besluttede det skulle være sjovt og ikke på tid. Til sammenligning gennemførte nr 1 på 26 min.

Jeg fik en rigtig fin medalje, som jeg er meget stolt af og en masse ‘racekisses’ i form af 700 blå mærker jævnt fordelt over hele kroppen. Dem var jeg faktisk også stolte af. De vidnede om nok den største udfordring jeg nogensinde har givet mig selv.

Nu har jeg så meldt mig til Nordic race igen den 1/9 ude på Refshaleøen, sammen med 9 kollegaer (et par enkelte gengangere fra sidst, andre havde i den grad fået stillet deres lyst) og er denne gang meget bevidst om hvor jeg skal blive bedre i min fysik.

Og det er vigtigt for mig, det der med formen – for som der sker for så mange andre når de bliver forelskede er det også sket for mig, at jeg har slækket gevaldigt på min træning den sidste tid. Og det kan ses og mærkes. Men der skulle nok heller ikke så meget ‘falden ved siden af’ før man kunne se det. Var nede på 60 kg, jeg er 170 høj, og min fedtprocent var kommet ned på 22. (21 er nedre grænse inden for normalområdet for min alder) Mine bryster var blevet sådan et par flade kedelige tomme hudlommer og jeg havde faktisk bestilt tid til at få dem fyldt ud inde hos Amalieklinikken.

Nu har jeg så taget et par kg på igen og noget af det sidder på brysterne – til stor begejstring for Alfa. Men jeg vil faktisk hellere ned i fedtprocent igen og så få dem fikset end jeg vil være utilfreds med mig selv og føle mit tøj sidder forkert.

Så lige nu, i skrivende stund, befinder jeg mig på et løbebånd i fitness World. Back on track som man siger. Og er glad og lykkelig og føler for første gang nogensinde at jeg kan få det hele. (Nejnej – silikonebabber var ikke lige det jeg mente her – det er vist mere en konsekvens af noget andet jeg ikke lige havde forudset ville ske).

Nå ja, og så har jeg åbenbart inspireret min kære Alfa, så nu har han dælme også meldt sig til Nordic Race sammen med sin svoger. De sendes afsted 10 min før os. Så jeg får lov at sende ham afsted og han får lov at modtage mig på mållinien.

Nu blir det rigtig kvalmende

Okay, nu er der jo så gået så tilpas lang tid siden jeg sidst har skrevet noget om Hr. Herlev, så jeg selvfølgelig overhovedet ikke aner hvor filan jeg skal begynde henne. Så typisk!

Nå, men jeg kan jo lægge ud med at fortælle at jeg har plantet min røv meget tungt på en meget meget lyserød sky. Og heldigvis lige ved siden af ham – han er nemlig med på skyen og lykken vil ingen ende tage.

Altså jeg er faktisk lidt i den der kvalmende fase, hvor jeg godt kan mærke folk omkring mig er ved at være liiidt trætte af at høre om hvor fantastisk jeg synes han er.

Men det er han altså. Fantastisk. Vi har været sammen 3 mdr i søndags og jeg har endnu ikke fundet noget ved ham hvor jeg tænker…hmm…det var lidt irriterende det der han lige gjorde der. Aldrig har jeg mødt så perfekt en mand før, altså…perfekt for mig.

Han er lækker, han er sjov, og han er intelligent – faktisk på den der leksikon agtige måde, hvilket faktisk er lidt irriterende (hov så var der alligevel en ting!). Så er han lidt mere lækker, selv når han er træt og lige vågnet, så ser han fandeme stadig godt ud, hvilket jo sådan set er nogenlunde samme tid hvor jeg allermest ligner lort.

Så er han en køkkenAlfa, hvilket betyder at jeg stort set aldrig laver mad mere. Han laver maden både når vi er sammen og når vi ikke er sammen. Sidstnævnte fungerer på den måde, at han ind imellem sender en besked: hvis du har lyst (øh altid!) kan du komme forbi og hente aftensmad til dig og børnene kl 18. Så har han eksperimenteret med et eller andet og vupti, lækker aftensmad til os. Og mine unger er vilde med hans mad – så meget faktisk, så Magnus igår konkluderede at han nok kun havde været til madkundskabstimerne i skolen.

Så har han en lille smule OCD med oprydning og rengøring, så mens han laver mad, rydder han sørme også op efter sig selv hele tiden. Jeg skal være heldig hvis jeg får lov at vaske op bagefter. Men det får han som regel også afbrudt, fordi manden danser.

Ikke bare sådan for sjov dans, med manglende rytme og fjol. Nejnej! Jeg kan stå med hænderne begravet i vasken, så kommer han bagfra og kører sine hænder langsomt ned langs mine arme, ned til det jeg står med og på bedste kærlighedsmovie måde, løsner det jeg end har i hænderne, vender mig langsomt rundt og begynder at danse med mig. Og altså – rigtig dans! Med svingom og lagt bagover ned i hans arme og hele molevitten. Der er faktisk nærmest ikke det sted vi ikke har danset i hele min underetage.

Sådan noget romantisk noget har jeg virkelig aldrig prøvet før. Men jeg indrømmer gerne – jeg er kæmpe fan!

Jeg har iøvrigt gået og tænkt! Han kan jo ikke hedde noget så kedeligt som Hr. Herlev herinde mere. Det blev jo opfundet i manglende tro på at en Tinder date overhovedet kunne blive til mere end det. Man må sige han modbeviste mig. Så fremover hedder Hr. Herlev altså Alfa herinde. Hvilket er enormt passende på ham i langt flere henseender end kun i køkkenet.

Alt er godt – jeg er i live

Men kender I det når noget nyt og dejligt (Hr. Herlev) kunne gå hen og blive rigtig godt og man (mig selvfølgelig) selv begynder at tro lidt på det, så er man (mig igen) herre bange for at jinxe det ved for eksempel at skrive om det herinde…

Så… det er derfor der lige er lidt tavst på linien. Og fordi jeg ikke har så meget andet på hjerte for tiden andet end kvalmende fortællinger om hvor helt fantastisk Hr Herlev er.

Alt godt til jer idag

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Det er lidt spændende …

Jeg var hjemme hos Hr Herlev igen dagen før hans fødselsdag (hvortil han iøvrigt havde bagt boller som han havde ridset mit navn i) og samme dag som han skulle til en job samtale. Vi ankom samtidig hjemme hos ham, han havde været hos lægen pga sin vedvarende hoste.

Han gik direkte over til mig, tog mig i hånden og kyssede mig… midt på gaden. Ved godt sådan noget er normalt for de fleste, men når man har prøvet at være sammen med en mand som Chefen, som fik nervøse ticks bare ved antydningen af at jeg kom for tæt på ham i offentligheden, så betyder denne lille handling en del.

Hr Herlev har jo hostet sig igennem samtlige samtaler vi har haft siden jeg mødte ham – så jeg havde taget strepsils og kodein med til ham, så han forhåbentlig ikke også skulle sidde og hoste sig igennem jobinterviewet, bare for at prøve at give lidt tilbage ift de ting han allerede har gjort for mig.

Vi nåede kun lige ind af døren og fik hængt overtøjet, så tog han fat om mig, begyndte at kysse mig samtidig med han førte mig baglæns gennem hans lejlighed og ind til hans soveværelse.

Er du nervøs? spurgte han. Nej da, du fører mig jo, svarede jeg i det jeg ramte sengekanten.

Vi havde igen helt hæmningsløst lækkert sex, ingen af os kom dog, for vi endte med at måtte stoppe pga udmattethed, men det gjorde nu ikke så meget.

Vi lå i sengen et stykke tid efterfølgende og snakkede og grinte. Han fandt en medicinsk ordbog frem – for åbenbart er han typen der for sjov læser om medicinske termer og sygdomme. Jamen okay så.

Vidste I fx at der var noget der hed Vagina dentâta?

Hr Herlev konstaterede at det vist ikke var noget han led af. Nej! og det sætter jeg stor pris på!

Han lavede frokost til os. Havde sørget for at det var sundt fordi han vidste det betød noget for mig ift min træning. Jeg troede faktisk vi skulle have lasagne, for det havde han spurgt om jeg kunne lide, men i virkeligheden var det fordi han vidste jeg havde en lidt presset dag, så han havde lavet en hel bradepande lasagne til mig og ungerne, så jeg ikke skulle tænke på aftensmad.

Han bliver ved med at overraske med betænksomme handlinger. Så meget, så ‘nu må vi se’ –hatten er ved at blive skiftet ud med ‘det er lidt spændende’ –hatten.

Når jeg nu lige mærker ordentlig efter

I torsdags var sådan en af de der dage hvor jeg skulle arbejde, direkte til en aftale, direkte fra den aftale videre hjem til Chefen for at spise med ham og hans søn og så ellers ikke alt for sent hjem, for jeg havde dobbeltvagt fredag. (Aftenvagt + nattevagt = 17 timers arbejdsdag)

Hjemme hos Chefen havde vi en mega hyggelig aften. Siddende med hver vores Tinder profil og gennemgå hvem vi hver især havde matchet med og om der reelt var noget godt imellem.

Jeg fortalte om min date et par dage før, om hvor godt den var gået… og samtidig viste jeg Chefen en anden Tindermand, som jeg egentlig tænkte var mere min type, og som jeg håbede på jeg ville høre lidt mere fra. Selvom jeg jo egentlig bare burde være glad og tilfreds med at jeg havde været på en vellykket date. Og den lækre mand rent faktisk gerne ville se mig igen. What are The odds!

Chefen og jeg gik i gang med at se en film. Men seriøst ! Det var SÅ svært at holde fokus på filmen, fordi Chefen kiggede på sin tlf hvert 5 minut, altså; sin Tinder profil. Og 9 ud af 10 gange havde han ikke fået nogle nye beskeder. Til sidst spurgte jeg hvem af de Tindertrunter han skrev med, som han håbede på havde svaret? Ja det kunne han faktisk ikke svare på, for han syntes egentlig ikke nogle af dem var særligt interessante. Jamen hvorfor kan du så ikke slippe tlf?!

Det spørgsmål resulterede i en lang snak om de problemer der er for singler nu om dage. For som Chefen rigtigt påpegede, så følte han sig grådig.

Fx så var den ene kvinde enormt lækker, men hende her den anden var virkelig sød, og så var der den tredje som havde virkelig store kasser. Arhmen altså – det stod mig meget klart at Chefen aldrig bliver tilfreds med det han har – han søger hele tiden efter noget, han tror er bedre. Og derfor siger han naturligvis alle de søde ting til mig som så nemt kan tolkes som om han allerhelst vil have mig… men altså! Selvfølgelig først der hvor vi for sjov har aftalt at vi skal giftes om 4 år, når han måske endeligt har erkendt at græsset ikke er grønnere hos den næste.

Og egentlig vil jeg jo slet ikke have ham. Det har jeg ikke ville længe, han har bare forstyrret min fornuft med konstante komplimenter. Han er alt for lad til mig. All talk and no actions. Vi har det pisse skægt altid og han er klart min bedste ven … and thats it! Andet vil jeg faktisk ikke have ham til at være.

Nå – så var det arbejdet ringede og spurgte om jeg ville have fri fredag aften – altså aftenen efter jeg var hos Chefen. Sådan så jeg kun skulle i nattevagt. Og straks så jeg en mulighed for måske at se min date fra om tirsdagen.

Så jeg skrev til ham og spurgte om jeg skulle komme forbi når jeg var færdig hos Chefen. Selvom det nok desværre blev lidt sent…

Hmm… det tror jeg nok godt liiige jeg kan overkomme …

Ligeglad

Er hvad Luna er. Helt ligeglad.

Der gik nogle dage og så svarede hun på min besked. Et fuldstændig ligegyldig formelt og koldt svar.

Jeg prøvede flere gange at skrive hvad hun betød for mig, men hun valgte istedet bare at kaste med mudder retur. Ubegrundet og uholdbart mudder i mine øjne.

Fx havde jeg en dårlig dag tilbage i november. Hun inviterede mig over, så jeg ikke skulle være alene, men kæresten ville være der og jeg sagde at jeg ikke lige var i humør til at socialisere med nye mennesker, jeg havde bare brug for hende. Mudderet her bestod i, at hun så påstod jeg for evigt ikke ville møde hendes nye kæreste og derfor ikke havde inviteret igen. Sådan noget pis!

Så mente hun at det var mig der ikke ville tale i tlf når kæresten var der og her har hun for så vidt også ret. For at tale med Luna når kæresten var i nærheden, så fik jeg kun ja, nej og mmm svar tilbage. Jeg påpegede det hver gang vi talte sammen og hun erkendte også at hun havde svært ved at være helt sig selv når han var der. Og jeg duer virkelig ikke til at føre monolog hver eneste gang vi skulle snakke sammen.

Nå men istedet for at gribe de ting jeg rent faktisk skrev til hende af kærlighed og afsavn, greb hun kun det hun følte sig ramt på og prøvede at vende det hele om mod mig. Jeg skrev flere gange at det gjorde ondt at hun bare kunne være så ligeglad med at jeg ikke var en del af hendes liv mere, når det ikke forholdt sig sådan omvendt. Hvorefter hun fortsatte mudderkastningen.

Til sidst opgav jeg. Skrev jeg elskede hende og håbede hun fik alt hvad hun ønskede sig med sin kæreste.

Så kom der det første tilnærmelsesvise svar med anelsen af noget jeg måske vil kalde medmenneskelighed – og alligevel ikke. Hun skrev, at fra hendes side havde vores venskab aldrig været falsk og hun ikke har ville gøre mig ondt. Stadig helt uden at gribe nogle af de følelsesladede ting jeg skriver til hende.

….men netop fordi hun har ageret som hun har de sidste mange mdr og hendes reaktion på min udmelding nu, så jo! så har vores venskab ikke været andet end falsk. For havde det betydet noget for hende overhovedet, så havde hun gerne ville bevare det. Og det er hun tydeligvis ikke interesseret i. Hun er iskold og fuldstændig ligeglad. Og overhovedet ikke et menneske jeg kan genkende længere.

Personligt ville jeg selv have fået så dårlig samvittighed at jeg med det samme havde foreslået vi skulle mødes og få snakket ud. Jeg ville rette op på min fejl. Ikke vende pilen den anden vej uden nogen form for tankevirksomhed ift egen ageren.

Jeg så Luna på skolen idag og jeg skal lige vænne mig til ikke at blive glad og have lyst til at råbe hej når jeg ser hende. Men heldigvis for bloggen her og jer der kommenterer, det har været så rart med jeres input! Og har virkelig hjulpet mig til at få closure efter at have hældt mine tanker ud herinde.

Så tak til jer! <3 og endeligt farvel til Luna.

Life goes on – right 😉

%d bloggers like this: