Tag: Fitness

Hokus pokus – mig i fokus

Jeg var til Cross Fit træning med kammerat T forrige søndag.

T, som dagen forinden lige havde skrevet at hvis ikke jeg vidste det, så havde han altså følelser for mig… altså mere end vennefølelser… jeg responderede med at jeg var ked af hvis jeg havde udsendt signaler der kunne misforstås, for jeg kunne ikke gengælde følelserne. Det havde jeg heldigvis ikke, den lå udelukkende hos ham, svarede han. Hvorefter han fortsatte og skrev at han ville vente på mig, hvis jeg en dag ombestemte mig.

(!!)

Arhmen altså…. der kommer aldrig noget godt ud af at nogen venter på nogen.

Nå, men vi stod midt i træningen og skulle lave et dødløft. Et løft som jeg normalt sagtens kan løfte med 40-50 kg på. Jeg havde 20 kg på denne morgen.

Træneren var en pæreformet blævrende midaldrende korthåret kvinde i meget farverige leggings, som ikke overlod noget til fantasien.

Midt i jeg havde gjort klar til et løft, spændt i core, og skulle til at løfte sammen med resten af holdet, vendte træneren sig om, så jeg fik frit udsyn til hendes blævrende baller, der hver især havde sit eget liv i de spraglede leggings og jeg tabte fuldstændig fokus, trak vejret og dermed mistede min coreopspænding og SMÆLD!

Min gamle diskus prolabs smuttede ud mellem mine ryghvirvler. Fucking 20 kg!!

Jeg gik helt i panik – fik T til at smide sin vægtstang og tage min. Kom ned og ligge med enorm frygt for aldrig at komme op igen. For sådan var det jo sidst. Holdet fortsatte og jeg lå og kæmpede for ikke at bryde helt sammen i panikangst over at skulle gennemleve 3 mdr i smertehelvede endnu en gang. Lægen for 2 1/2 år siden, på Gentofte hospital, fik ret – det var ikke sidste gang jeg fik en diskus prolabs. Og allermest lå jeg bare og tænkte på al min træning, alt det jeg har opnået. Og Nordic Race som jeg skal løbe med 10 kollegaer om 2 mdr, hvor de har udnævnt mig som holdkaptajn fordi jeg er den der er i bedst form…

ARGH!!

Timen sluttede og jeg turde stadig ikke bevæge mig. ‘Der kommer vel ikke et hold til efter det her vel?’ Fik jeg spurgt de spraglede leggings som havde sat sig på hug med spredte ben lige ved siden af mit hoved, så jeg kunne lugte at hendes fisse trængte til et bad… evt også en svampekur…føj for helvede!! (Ja som sygeplejerske, så kender man desværre alt for godt denne karakteriske lugt)

Som svar på mit spørgsmål kom næste hold ind af døren og kiggede alle meget spørgende til hele scenariet der foregik omkring mig. Jeg ringer efter en ambulance sagde leggings’ne.

Fandeme nej! tænkte jeg. Jeg skal ikke have alt det drama omkring mig i mit lokale træningscenter, så med T’s hjælp kom jeg på benene og med støtte fra ham, bevægede vi os gennem centret som et andet futtog i en børnehave.

Jeg kom ud i min bil og fik fragtet mig hjem. Og undervejs fik T og jeg lige afklaret hans besked fra dagen før – den lå jo lissom lidt i luften og lurede … oveni alt kaoset. Timing is everything.

Da jeg kom ind af døren derhjemme brød jeg sammen… foran børnene. Ikke skide smart da de blev helt vildt bange og iøvrigt sagtens kunne huske sidste episode hvor jeg lå på gulvet og græd. Denne gang kunne jeg dog stå op, eller nærmere jeg skulle bevæge mig hele tiden for at det var til at holde ud.

Jeg ringede 1813. Det smæld jeg mærkede i ryggen skulle tjekkes. Plus jeg havde meget fint i erindringen alle de smerter der medfulgte når jeg skulle skifte fra stående til liggende og omvendt. Og på et eller andet tidspunkt kunne jeg jo ikke blive ved med at trave rundt i huset med tårer og latent panik i øjnene.

1813 sygeplejersken var en ko! Ja vi udreder jo altså ikke for diskus prolabs på en søndag!! Hvorefter hun stillede mig videre til en læge inden jeg kunne nå at sige mere.

Lægen til gengæld tog mig ret alvorligt. Jeg har allerede sendt en ambulance afsted sagde han.

5 min senere sad jeg på kanten af båren og rystede, og med tårerne trillende ned af kinderne. Kæmpede for at komme ned og ligge uden alt for mange smerter. Kunne se mine naboer havde stimlet sammen i vinduerne og holdt øje med hele optrinnet. Fantastisk …! Hokus pokus mig i fokus.

Bootcamp

Sidste år besluttede jeg mig for at blive fit, hvilket også lykkedes allerede efter forholdvis kort tid. Jeg var pænt tilfreds med mig selv. Men altså, det er virkelig svært at holde den gode form. Så jeg har meldt mig til en 6 ugers trænings bootcamp. Med i forløbet medfølger også en kostplan, som jeg nu har efterlevet de sidste 2 uger.

Jeg meldte mig, fordi jeg var røget af sporet med min træning og min mad. Det sker ca hvert halve år, så får jeg pludselig nok og går komplet ombord i Ben & Jerrys, kage og chokolade, og jeg mister motivationen til at træne. Virkelig dårlig kombi! 

Så NU står den på Bootcamp, så jeg forhåbentlig kan komme lidt hurtigere tilbage på sporet end hvis jeg helt alene skulle hive mig selv op på hesten igen.

Men altså fååårrk hvor er det hårdt!  Virkelig hårdt! Bootcampen, fordi jeg bliver presset på min fysiske form, og psykisk, fordi kostplanen ikke efterlader meget plads til snackeri…og min krop craaaaaver is og chokolade. Især om aftenen.

Men tag ikke fejl – det er på den fede måde – jeg elsker at kunne mærke jeg har brugt min krop. Alt det usunde er ‘bare’ en dårlig vane….som er fucking hård at bryde med!

4 uger igen – jeg skal fandeme klare det, det er virkelig for sølle hvis jeg ikke kan overholde 6 ugers kostplan og (monster) hård træning.

 

 

Det der med at blive fit inden sommer

Jeg springer lidt i emnerne for tiden herinde – jeg håber I kan følge med og bære lidt over med mig.

For ca 6 mdr siden skrev jeg at jeg havde taget en beslutning om, at NU skulle jeg prøve at blive FIT – se om det kunne lade sig gøre, og helst gerne inden sommer 2017. Jeg har så kæmpet mig i træningscenter op til 5 gange hver uge lige siden – selvfølgelig med undtagelse af vores lille ferie på Bali  og også lidt nedsat aktivitet i forbindelse med at vi skulle flytte mellem jul og nytår. Men ellers synes jeg egentlig jeg har formået at komme i okay form. Jeg har jo egentlig trænet lige siden min diskus prolabs for et år siden, men det har været meget balancetræning for at få styrket de inderste muskler, der holder ryggen på plads.

Chefen fik så lavet mig et rigtig fint træningsprogram i efterårsferien, hvor der er mere fokus på at træne med tungere vægte, som jeg har fulgt. Ind imellem træner vi stadig sammen, bare sådan så han lige kan sparke mig lidt højere op i tempo når jeg bliver lidt for magelig i øvelserne. Det fungerer rigtig godt og jeg synes også selv jeg kan se forskel.

Jeg fandt faktisk et billede fra før jeg begyndte at træne så intensivt. Jeg kan huske at jeg egentlig ikke følte mig tyk eller overvægtig på det tidspunkt, hvilket jeg heller ikke var – men nu kan jeg jo godt se, at det hele ligesom sad lidt anderledes end det gør i dag…for at sige det på en pæn måde.

Idag fik jeg så lavet en bodymåling i Fitness World, det havde selvfølgelig været langt sjovere hvis jeg nu havde været så genial og også havde fået lavet en inden jeg startede, men altså jeg fik lavet en idag og alt var inde for normal områderne – wuhu.

Dog med undtagelse af min mave – maskinen mente jeg skulle smide 3 kg fedt…på maven. Såehm…

Som jeg skrev i mit oprindelige Fit indlæg, ville jeg måske lægge nogle før og efter billeder op af mine resultater, og det tænker jeg jeg vover mig ud i nu… Selvom det er en lille smule grænseoverskridende – for jeg synes virkelig det første billede er langt være end jeg selv husker det var, der tilbage i oktober. Jeg beklager forskellen i belysning på de to billeder – det ene er jeg meget vinterbleg og det andet er fra Bali, hvor jeg har fået en anelse sol på kroppen…

Så her er de første 3 mdr’s resultat med tung træning.

Der er 1 kg forskel på de to billeder – til venstre vejer jeg 65 kg og jeg vejer 64 kg på det til højre.

 

%d bloggers like this: