Tag: fejl

Ligeglad

Er hvad Luna er. Helt ligeglad.

Der gik nogle dage og så svarede hun på min besked. Et fuldstændig ligegyldig formelt og koldt svar.

Jeg prøvede flere gange at skrive hvad hun betød for mig, men hun valgte istedet bare at kaste med mudder retur. Ubegrundet og uholdbart mudder i mine øjne.

Fx havde jeg en dårlig dag tilbage i november. Hun inviterede mig over, så jeg ikke skulle være alene, men kæresten ville være der og jeg sagde at jeg ikke lige var i humør til at socialisere med nye mennesker, jeg havde bare brug for hende. Mudderet her bestod i, at hun så påstod jeg for evigt ikke ville møde hendes nye kæreste og derfor ikke havde inviteret igen. Sådan noget pis!

Så mente hun at det var mig der ikke ville tale i tlf når kæresten var der og her har hun for så vidt også ret. For at tale med Luna når kæresten var i nærheden, så fik jeg kun ja, nej og mmm svar tilbage. Jeg påpegede det hver gang vi talte sammen og hun erkendte også at hun havde svært ved at være helt sig selv når han var der. Og jeg duer virkelig ikke til at føre monolog hver eneste gang vi skulle snakke sammen.

Nå men istedet for at gribe de ting jeg rent faktisk skrev til hende af kærlighed og afsavn, greb hun kun det hun følte sig ramt på og prøvede at vende det hele om mod mig. Jeg skrev flere gange at det gjorde ondt at hun bare kunne være så ligeglad med at jeg ikke var en del af hendes liv mere, når det ikke forholdt sig sådan omvendt. Hvorefter hun fortsatte mudderkastningen.

Til sidst opgav jeg. Skrev jeg elskede hende og håbede hun fik alt hvad hun ønskede sig med sin kæreste.

Så kom der det første tilnærmelsesvise svar med anelsen af noget jeg måske vil kalde medmenneskelighed – og alligevel ikke. Hun skrev, at fra hendes side havde vores venskab aldrig været falsk og hun ikke har ville gøre mig ondt. Stadig helt uden at gribe nogle af de følelsesladede ting jeg skriver til hende.

….men netop fordi hun har ageret som hun har de sidste mange mdr og hendes reaktion på min udmelding nu, så jo! så har vores venskab ikke været andet end falsk. For havde det betydet noget for hende overhovedet, så havde hun gerne ville bevare det. Og det er hun tydeligvis ikke interesseret i. Hun er iskold og fuldstændig ligeglad. Og overhovedet ikke et menneske jeg kan genkende længere.

Personligt ville jeg selv have fået så dårlig samvittighed at jeg med det samme havde foreslået vi skulle mødes og få snakket ud. Jeg ville rette op på min fejl. Ikke vende pilen den anden vej uden nogen form for tankevirksomhed ift egen ageren.

Jeg så Luna på skolen idag og jeg skal lige vænne mig til ikke at blive glad og have lyst til at råbe hej når jeg ser hende. Men heldigvis for bloggen her og jer der kommenterer, det har været så rart med jeres input! Og har virkelig hjulpet mig til at få closure efter at have hældt mine tanker ud herinde.

Så tak til jer! <3 og endeligt farvel til Luna.

Life goes on – right 😉

det offentlige sygehusvæsen

…set med mine øjne…

Tog en dobbelt vagt i går på hospitalet – aften og nat. Jeg gjorde det både for pengene og for at hjælpe. Afdelingen er i knæ og har været det et godt stykke tid. Ledelsesproblemer har fået mange erfarne sygeplejersker til at smutte, der er selvfølgelig blevet ansat en masse nye sygeplejersker. Men få, af de nye, har meget erfaring, og på grund af desperation har ledelsen følt sig nødsaget til også at ansætte helt sprit nyuddannede sygeplejersker, samt sygeplejersker med meget lidt erfaring. Nogle af dem har selvfølgelig potentiale til at blive rigtig dygtige – men det gennemgående problem vi oplever i afdelingen med disse nye piger er, at de opfører sig som om de ikke kan lære mere. Når nogle af os med lidt mere erfaring prøver at lære fra os, så bliver vi mødt med rullende øjne, et ‘jaja’, og en konstant bortforklaring af hvorfor de var i deres ret, til at handle stik i mod afdelingens protokoller og retningslinier ift patientpleje.

Vi er begyndt at referere til dem som resultatet af en curling generation.  Vi bruger faktisk en del energi på at snakke om problemerne med de nye’s arrogance, og de fejl de laver i afdelingen – og ikke mindst de fejl de laver ift patienterne. Det fylder meget – især fordi vi andre føler os forpligtede til at have et øje på alt hvad de foretager sig, så der ikke sker for mange fejl. Ikke at vi andre ikke også kan lave fejl, forskellen er, at de fejl curlingsygeplejerskerne laver hører under basic viden – ting de helt af sigselv burde vide, eller som de burde have lært på skolen eller fra den korte erfaring de ellers har.  Men sjovt nok dækker ledelsen lidt over dem. Curlingledelse. Jeg gætter på de gør det, pga personalemanglen. Alle er i knæ.

På min afdeling handler vores stressede hverdag meget om dårlig ledelse. Ikke så meget om beskæringer, som hos jordemødrene for eksempel. Men resultatet er det samme. Og jo – egentlig handler det jo også om beskæringer – for hvis vores ledere fik den nødvendige lederuddannelse, så ville de højst sandsynligt blive bedre ledere…men der er sjældent penge til at sende dem afsted, og ej heller mulighed for at undvære dem i den daglige drift.

Som sagt har dårlig ledelse fået sygeplejerskerne til at skifte arbejde, nogle skifter til mere bekvemme jobs inden for sygehusvæsenet og andre søger helt væk. For vilkårene er bestemt ikke optimale inden for det offentlige. Der er meget stress, ofte løber vi gennem gangene for at kunne nå at hente medicin eller andet udstyr til en kritisk syg patient, fordi vi er for få hænder til, at der er en anden der kan holde øje med patienten imens. Siden jeg kom tilbage fra mit praktikophold i mandags, er der ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke er blevet spurgt om jeg kunne tage dobbeltvagter.

Tag dog ikke fejl! Mit arbejde er sindssyg spændende og jeg elsker det, og jeg er slet slet ikke færdig med at arbejde med akut sygepleje. Men jeg ser ikke mig selv blive pensioneret fra det offentlige – for med det tempo vi arbejder under, så er min krop enten bukket under pga nedslidning, eller psykisk pga stress. Og alle beslutninger jeg tager ift at få mest mulig relevant erfaring med i bagagen inden fra det offentlige, handler udelukkende om, at skabe de bedste muligheder for mig den dag jeg vælger at skifte til en privat arbejdsplads…

Update på fødselsdag

A’s fødselsdag forløb rigtig godt…lige indtil han fik sin gave – men det ville næsten også være for godt til at være sandt hvis det hele bare skulle forløbe problemfrit når det handler om ham og gaver.

Jeg havde til middag lavet Okseculotte, hasselbagte kartofler, bagte løg, stegte asparges og selvfølgelig bearnaisesauce til. Derudover havde jeg knoklet hele aftenen før inklusiv noget af natten med at lave hjemmelavede Bounty og kiksekage, som i øvrigt blev sindssygt lækre – især bounty’erne, siger det bare, hvis I skulle have lyst til at prøve at lave dem selv, det er virkelig nemt og de er kun meget lidt vanedannende…

Han kom og var meget glad for både mad og flag alle vegne og jeg glædede mig sindssygt meget til at skulle give ham hans gave. Havde nemlig lyttet til jeres gode råd og købt noget jeg selv gerne ville have, men som jeg ikke ville bruge penge på til mig selv.

Derudover havde jeg sørget for, via InterFlora, at han fik leveret en æske chokolade på hans rigtig fødselsdag, inde på hans arbejde. Nu hvor jeg ikke er hjemme på den rigtige dag.

Nå, men jeg havde købt et Fitbit armbånd – sådan et af de der, der kan måle hvordan du sover, hvor meget du bevæger dig, din puls, dit kcal forbrug osv og så kan man selvfølgelig også registrere hvad man spiser via en tilhørende App på tlf. Det var super cool, syntes jeg, og faktisk meget mandigt i sort.

Fitbit

Grunden til jeg købte det var både pga ovenstående men også fordi A læææænge har talt om at ville tabe sig, men han har bare ikke rigtig kunne finde sin mojo, så jeg tænkte at det måske kunne få ham på sporet igen. Bonus ville selvfølgelig ikke være uvæsentlig for mig, i og med at jeg ville synes at han blev top lækker igen. Men oprigtigt så var det faktisk ikke min første tanke overhovedet.

Det der så skete da han åbnede gaven, var at han tog det som et KÆMPE vink med en vognstang. Ikke som at jeg bare rigtig gerne ville hjælpe ham på vej til noget af det han allermest ønskede sig, nemlig sin fit’te krop tilbage. Han blev SÅ såret og syntes lige så godt jeg kunne have givet ham en slankebog.

Resten af aftenen var temmelig meget præget af det og stemningen var ikke særlig fødselsdags agtig, så jeg faldt i søvn på sofaen (UPS) fordi jeg jo havde været oppe så sent aftenen forinden – men det var selvfølgelig heller ikke et hit.

Gad vide om der findes kurser i, hvordan man holder den bedste fødselsdag for voksne mænd…?

Jeg fik dog heldigvis kompenseret med god sex til sidst, og han har faktisk efterfølgende brugt Fitbit app’en temmelig meget, så nu må vi se, om gaven alligevel ender med at blive et hit. Et andet problem er dog også at han ville stoppe med at ryge mens jeg er på ferie i denne uge, og er der ikke noget med at så øges ens appetit simultant?

 

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

En lille fræk film fyldt med fejl?

A og jeg producerede vores egen lille frække film da vi var i sommerhus… okay vi lavede et par stykker 😉

Jeg så, for første gang, den ene af dem i går. Til at starte med syntes jeg den var mega fræk og blev bestemt også helt opstemt af den 🙂 Men dernæst begyndte jeg at fokusere på mine egne fejl – kunne godt lige tåle at tabe mig lidt på maven, og øv hvor har jeg mange strækmærker på maven… suk.

Det sjove var jo så, at A fokuserede på den bums der var helt rød på hans lår – han havde overhovedet ikke set nogle af de fejl jeg fremhævede hos mig selv.

Ofte er vi kvinder nok alt for selvkritiske – mændene ser ikke vores fejl medmindre vi selv gør dem opmærksomme på dem.

Jeg kan nok ikke udelukke at jeg ikke på et tidspunkt også ville have set hans røde bums på låret… hvorfor fokuserer vi kvinder dog så meget på at finde ‘fejl’…?

Resultatet af at vi sad og fandt fejl på vores lille film endte uungåeligt med at vi begge var så liderlige så vi endte i sengen i over en time 😉 Der røg min lur inden nv!

Vi kan virkelig ikke finde ud af betydningen af det der ord ‘quicky’ 😀

%d bloggers like this: