Tag: ekskærester

A Closure

Mødte A på Nørreport kl 18:30 og allerede på afstand kunne jeg se at han havde alle sine parader oppe. Han var hård som sten.

Vi gav hinanden et akavet kram, sådan et af dem hvor det kun er den ene arm man slynger om den anden, og det bliver sluppet lige et halvt sekund for hurtigt til at det kunne fejlfortolkes som om at der var nogle følelser imellem os.

Vi gik, med en meters mellemrum, ned mod den restaurant han havde bestilt bord ved og smalltalkede om menneskerne vi passerede og at han også havde taget toget. Alt i mens gik jeg og tænkte, at han virkelig gjorde det nemt for mig at holde fast i, at vi ikke skulle være sammen. Og endnu federe at vide at han havde taget toget, for så vidste jeg at han havde arrangeret sovemulighed hos sin faster…fremfor hans, tidligere på ugen, forslag om, om han kunne sove hos mig… ?!? (what!)

Vi kom ind på restauranten og jeg blev mindet om, at jeg faktisk syntes at han er lidt pinlig når man sådan kommer ind nye steder og han nærmest råber sit navn op og at han har bestilt bord til to – hele restauranten blev helt stille og alle kiggede på ham…og mig… A har en meget MEGET mørk mandestemme, man kan ikke undgå at høre ham, når man er i nærheden af ham.

Vi fik vores bord og fik bestilt mad og drikke. Han spurgte hvordan det var for mig at se ham igen, og jeg svarede ærligt at det var mærkeligt og at han udstrålede at han ville være hård. Hvilket så fik ham til at bløde lidt op. Det var også tydeligt at han sørgede for at hælde vin i mit glas, så jeg ikke løb tør…velvidende at jeg samtidig er på smertestillende og at den kombi måske ville komme ham til gode. Jeg holdt igen med vinen.

Flere gange spurgte han om jeg virkelig ikke kunne se at han havde tabt sig. Øh jooh..det kunne jeg da, men du mangler stadig de der 10 kg på maven ikk…? Aj han havde tabt sig lidt og jeg kunne godt se at han havde trænet, han havde fået pæne muskuløse arme og brystkasse igen. Men hvorfor skal han dog bekræftes i det…3-4 gange i løbet af hele aftenen… Jeg er ikke så god til de der usikre mænd tror jeg. Og jeg er endnu dårligere til at give folk komplimenter og bekræfte dem – det ligger virkelig ikke naturligt for mig.

Snakken er lidt akavet on/off igennem hele aftenen – jeg kan ikke rigtig engagere mig. Han siger på et tidspunkt, at han da er glad for at jeg er så køn at kigge på, ellers havde jeg nok været verdens kedeligste date. Jeg måtte give ham ret.

Snakken bløder lidt op og pludselig siger han til mig, at nu vil han komme over og kysse mig…! Nej får jeg udbrudt – det vil du ikke! Det har jeg ikke lyst til. 10 minutter efter gentager samme scenarie sig og igen og igen og igen, indtil han ikke accepterer mit nej længere og rejser sig og kysser mig…. Nada – jeg følte nada. Og var mest af alt pisse irriteret over at han igen ikke respekterede hvad JEG ønskede.

Vi går mod Comedy Zoo og jeg kan sådan set godt acceptere at gå arm i arm med ham, hvilket også var en god støtte når man nu har højhælede støvler på og nogen har valgt at kaste brosten rundt omkring i Københavns gader. Altså helt ærligt! Men jeg har det svært med, at han konstant stoppede op for lige at kysse mig igen.

Vi bliver placeret helt oppe foran i Comedy Zoo, og lige bag ved os sidder måske omkring 20 lækre mænd, som jeg ihærdigt prøver at lade være med at smugkigge på. Man virker ikke så single når man kommer sammen med en anden mand vel…

I pausen mellem de to stand-up’ere, går A på toilettet og kommer tilbage med et alvorligt udtryk i øjnene. ‘jeg stopper med at kysse dig nu – jeg kan mærke du ikke har lyst til det’ Jeg gav ham ret. Igen.

Forestillingen ‘det dystre skæg’ sluttede, den var i øvrigt rigtig sjov! Og vi stiller os i kø efter jakkerne og så begynder A at bearbejde mig til at han skal med hjem til mig. ‘Vi behøver ikke lave noget – jeg trænger bare til nærhed, og jeg lover jeg forsvinder hurtigt i morgen tidlig’. Han bliver ved og ved og ved og kigger på mig med de mest nedslående øjne.

Jeg er ganske velvidende om, at han aldrig ville overholde at vi kun skulle sove sammen, han ville lave alle sine listepik moves og inden jeg så mig om, ville han have fået overtalt mig med liderlighed og vi ville ende med at knalde…og jeg ville fortryde det hele bagefter. Men peoplepleaser som jeg er, ender jeg med at sige okay til at han tager med hjem…

 

AJ for helvede hvor jeg gjorde! Jeg stod fandeme fast! Og tog natbussen hjem ALENE! Jeg er SÅ stolt af migselv! Og jeg har det fantastisk her til morgen, helt alene i min kæmpe seng – ingenting jeg fortryder at have gjort. Og jeg fortryder faktisk heller ikke at have set ham i går – for det var en god afslutning.

Han siger til mig, inden jeg hopper på bussen, at nu vender han sig ikke om længere og han forsvinder ud af mit liv.

Han skriver dog adskillige beskeder til mig efterfølgende, bla. at jeg ikke må kontakte ham, medmindre jeg finder ud af at jeg ikke kan leve uden ham, så må jeg gerne kontakte ham. Og i næste besked står der desuden at ‘selvom han måske står som værende i et forhold, så bare prøv alligevel, så tager vi den derfra’. 

Arhmen altså…mænd…

Ej og fandeme om ikke Morten så har stalket mig via Ida’s tlf via den der App ‘find venner’ og konstateret at jeg ikke er hjemme i går aftes. Ja jeg løj overfor ham tidligere fordi jeg ikke syntes at det vedkom ham, hvad jeg skulle og fordi jeg ikke magtede at høre på hans meninger om, at jeg skulle mødes med A. Så han sendte mig en sviner for at have løjet for ham om at jeg skulle ud. Og det eneste jeg tænker om ham er, hvorfor har han brug for at stalke mig, og gad vide hvor længe han har gjort det… så nu kan Ida selvfølgelig ikke længere følge mig derinde… Det er hvad det er, og jeg smiler over endnu engang at være blevet bekræftet i, at Morten er som han er. Selvom han har forandret sig og virkelig prøver at være sit allermest eksemplarisk selv, så kan han ikke styre sit behov for at have kontrol.

Mænd!

happy excited victory yas hell yes

Bitterfissen

Oh yes – det er desværre mig…og jeg er bestemt ikke stolt af det.

Jeg tror måske jeg er kommet til den konklusion, at det ikke er sundt for mig at være sygemeldt uden kontakt til andre voksne mennesker på daglig basis, jeg får simpelthen alt for mange mærkelig idéer i mit uinspirerede hoved!

Jeg har længe virkelig følt at A kom ud af vores brud med langt flere plusser på sin side end der var på min. Uretfærdighed på højt plan. I mit hoved.

Så pludselig i nat lå jeg vågen og kunne ikke sove, simpelthen fordi jeg var nødt til at skrive en mail til A, om at der var flere ting fra sommerhuset, som jeg gerne ville have. Ting jeg havde købt dertil vel at mærke, og som jeg helt klart føler er mine, men fordi det endte med at vi kun kom derop i en bil i stedet for to biler, da jeg skulle hente mine ting. Så endte jeg med at være nødt til at acceptere at jeg ikke fik det hele med. Og så var jeg også rimelig dopet på det tidspunkt, dér lige udskrevet fra hospitalet, så jeg tænkte nok ikke helt klart i situationen og gjorde derfor ikke krav på de ting til senere afhentning, da vi var der.

Det meste af dagen i dag, er så gået med at diskutere med A over mail, fordi han ikke mener at jeg har mere at komme efter i mit elskede sommerhus. At alt er blevet fordelt.

Fuck jeg er en bitterfisse! Og det er bare sådan nogle små ting som nogle glas og skåle, nogle gardiner, og så selvfølgelig AL malingen til huset, både indvendig og udvendig, som min far har sponsoreret. Jeg synes virkelig ikke han bare sådan uden videre skulle have de ting.

Jeg ved godt det er fuldstændig latterligt at jeg farer i flint over det – men jeg kunne simpelthen ikke styre mig selv. Og igen bunder det nok i, at jeg måtte afgive sommerhuset. Jeg føler på en eller anden måde måske at det bliver opvejet hvis ikke A får de der latterlige ting.

Det gør det sikkert ikke i sidste ende – jeg burde virkelig bare give slip på det, selvom jeg nok altid vil savne det skide hus…

Jeg har måtte erkende med total nederlagsfølelse, at jeg ikke får de ting og at jeg simpelthen er nødt til at komme videre. Der er trods alt også lige startet et helt nyt år, ret god anledning til at nulstille, hvis man lige tænker sig lidt om…

 

sad stephen colbert celebration unhappy

 

Naij – jeg bærer da ikke nag!

Normalt!

Men A formår stadig ind imellem at bringe mit pis i kog. Og han gør det med fuldt overlæg, og det er jo nok præcis det, der pisser mig allermest af. Og så selvfølgelig at jeg lader mig påvirke.

Det er ikke det, at han 10 dage efter vores brud skrev at han var videre og klar til at date igen. I couldn’t care less. Eller at han bevidst nu pludselig laver bestemte opslag offentlige på facebook for at ramme mig med hvor aktiv han er, når han både tjekker ind til træning eller til koncert med den ven, han ellers havde droppet, fordi han var for deprimerende at være sammen med. Alle de der ting, jeg længe havde prøvet at få ham til at lave uden mig.

Nejnej, det er når han slår opslag op fra sommerhuset, der rammer mig. Og ja jeg ved godt jeg ‘bare’ skal lade være med overhovedet at stalke hans fb profil, men ind imellem løber min nysgerrighed alligevel af med mig. Og i går havde manden så valgt at smide to billeder op af badeværelset, som han havde ændret fuldstændig. Skødet er ikke engang underskrevet endnu, om at han har overtaget min del, og han har allerede revet ting ned og sat nyt ind. Gad vide om det egentlig er lovligt…

Grunden til jeg ikke ville have nyt badeværelse, var fordi et sommerhus i mine øjne ikke skal være stilrent sort/hvidt og gråt i indretningen, og det her badeværelse havde en knaldrød håndvask, som gav det karisma kombineret med andre røde detaljer. Og nu har han selvfølgelig opsat hightech håndvask, møbler og skabe derind i stedet. Og som prikken over i’et, er der en kvinde, han bestemt ikke var venner med førhen, der har kommenteret, at det er blevet så meget bedre.  

Fuck ham, fuck alle de ting jeg savner deroppefra, fuck mit elskede sommerhus, jeg køber kraftsteljme mit eget…når jeg lige har fået sparet lidt penge sammen, mindre detalje…

Tænk at man kan savne en materiel ting så meget. Det er fandme åndssvagt!

computer work mad technology

Min juleaften…

Så min juleaften foregik hos ex svigerfamilien. Dvs hos Mortens familie, som jeg ikke har set i 4 år…

Dengang Morten og jeg var sammen, så jeg hans familie mere end han gjorde, og mere end jeg så min egen familie. Jeg var meget tæt knyttet til dem alle sammen, så da vi gik fra hinanden mistede jeg også alle dem, hvilket var, og ind imellem stadig er, mega hårdt. Jeg savner dem meget i mit liv.

De, eller Morten, var så søde at invitere mig med, nu hvor jeg ikke skulle arbejde alligevel pga min sygemelding med min diskus prolabs. Og hvor fedt er det ikke lige, at jeg kunne få mulighed for at holde jul med mine børn! Og dem selvfølgelig…

Det tog en time at køre derhen, og jeg var så sindssyg nervøs for at møde dem igen. For hva’ nu, hvis de egentlig var ligeglad med at jeg kom med. Hvis de faktisk syntes at det var upassende at jeg var der. Hvad hvis de egentlig bare var helt upåvirkede af at jeg havde været en stor del af familien i 9 år, og ikke følte jeg havde manglet de sidste fire år. Og hvad nu hvis de foretrak den 13 år yngre kæreste som Morten erstattede mig med. Jeg var simpelthen så usikker på mig selv.

Da vi ankom fik jeg et meget kort og akavet kram af Mortens ene lillebror. Det var hos ham juleaften blev holdt. Dengang Morten og jeg var sammen, var jeg også rigtig rigtig gode venner med denne lillebror, jeg plejede altid at være den han ringede til, når han havde kæresteproblemer, og alle mulige andre problemer, så det var sgu lidt mærkeligt at han havde svært ved at sige hej til mig…. Hans kæreste derimod gav mig et kæmpe kram og snakkede til mig som om vi kendte hinanden, på trods af at hun først blev lillebrorens kæreste nogenlunde samtidig med at Morten og jeg gik fra hinanden. Så hende og jeg havde overhovedet ikke udvekslet andet end et enkelt Hej engang for 4 år siden.

Så kom hans lillesøster, som jeg sås ofte med, også på venindebasis både med og uden børn. Hun strøg gennem huset og fjernede alle på sin vej og gav mig verdens længste og hårdeste krammer! Hvilket hun gentog adskillige gange i løbet af hele aftenen. Den ene gang så meget så vi begge var ved at blive helt rørstrømske og måtte bremse os selv i, at stå og tude midt ude i køkkenet. Total gensynsglæde!

Storesøsteren gav mig også en lang og hård krammer da hun kom og igen da vi skulle hjem. Hun er en lidt mere reserveret kvinde, så der kommer ikke altid de store følelsesudbrud fra hende. Men hun søgte mig meget af tiden og vi fik talt en masse om alt muligt. Hvilket jeg selvfølgelig også fik gjort med lillesøsteren. Generelt fik jeg talt rigtig meget med dem alle sammen, og lillebroren blødte også op. Ifølge Morten var det formentlig netop fordi han og jeg var så gode venner dengang, og pludselig var jeg væk, at han havde svært ved at forholde sig til at se mig igen. Han er en af de der følsomme drenge…eller mand er han jo efterhånden blevet til.

Den sidste lillebror – den mindste af de 5 søskende, er det sorte får i familien. Jeg mødte ham for ikke så længe siden, da han hjalp med at tømme alle mine ting fra sommerhuset ud af min fars bil hjemme hos mig. Så med ham, var det bare sådan en gensynskrammer. Han havde allerede givet udtryk for at han savnede mig den dag.

Må nok hellere lige nævne at min far er selvstændig og at Morten var min fars højre hånd i firmaet dengang. Lillebroren hjalp også engang imellem, når han ikke brændte alle af. Og min far er især inden for det sidste års tid, igen begyndt at bruge både Morten og lillebroren i sit firma. Ikke uden store protester fra mig i starten selvfølgelig… men det hjalp ingenting og hvem fanden gider have at ens far og ens ex begynder at konspirere og lyve for mig, for at de kan arbejde sammen. Så var nødt til at acceptere deres samarbejde. Vil trods alt altid hellere have ærlighed end løgne.

Tilbage til juleaften.

Mortens forældre aflyste i sidste øjeblik pga sygdom – intet nyt der, selvom jeg virkelig også havde glædet mig til at se dem. Men det åbnede så op for, at deres pladser ved bordet kunne fyldes ud med lillebrorens kærestes forældre og søster. Og dem gik jeg heldigvis også rigtig godt i spænd med. Selv de store af søstrenes børn, som stadig kunne huske mig, fik jeg kæmpe krammere af.

Så alt i alt en succes af en juleaften. Ikke kun for børnene, som var glade for at både mor og far var med, men især for mit lille ego.

For jeg var savnet! Jeg var ikke bare glemt! Og jeg var 100% overhovedet ikke erstattet af den 13 år yngre kæreste. Tværtimod – så forestiller jeg mig nu, at hun må have det enormt svært sammen med hans familie. For som jeg efterhånden kunne stykke sammen, uden at være den der snagende ex der spurgte direkte, så har hun det åbenbart ikke helt nemt med bare at snakke frit med dem. Hun er ligesom bare med. Bare ikke til jul – for den holder hun altid med sin egen familie.

Jeg ved godt det er total forkert at sige højt – I ved pga jantelov osv, så derfor siger jeg det også bare herinde. Fuck hvor fik jeg det bare rigtig godt af at vide, at hun ikke kunne udfylde mine sko.

happy christmas excited happy dance chip and dale

Og hvem banker ellers på

Okay nok om alle de metaforer om døre. Jeg kan vel lige så godt starte fra en ende af og fortælle om hvem der ellers florerer i periferien for tiden.

Så med fare for at lyde selvglad… – sker der uden undtagelse altid det samme, når jeg bliver single. Samtlige af mine tidligere, stadig uafsatte, ex’er eller venner begynder at skrive og ringe til mig. Jeg tænker det er sådan verden generelt fungerer. Og jeg har med vilje, denne gang, forsøgt at ændre mit forholds status så diskret som muligt på fb. Jeg har ikke slået flere ting op end normalt, sådan som jeg synes det er så åbenlyst, andre nyligt singleveninder eller venner begynder på. Og jeg har ikke proklameret det til andre end dem der decideret har spurgt. Men stadig er der en del der har luret det. Altså min singlestatus.

Tobias er fx vendt frygtelig tilbage. Han har nu egentlig aldrig rigtig været væk eftersom vi begge har børn i samme klasser. Og de leger selvfølgelig ofte sammen, hvilket gør at vi jævnligt har kontakt.(hmm…hvad sker der lige med mig og de der fædre fra skolen). Han havde i går inviteret sig selv på the (??) hjemme hos mig efter arbejde. Dvs han kom sådan ca 30 min efter at Husaren var smuttet. Han fik the og jeg fik kaffe. Vi sad i hver vores ende af min lille sofa og snakkede i flere timer. Så fik han et glas hvidvin og jeg fik et halvt glas Verdi. Jeg fik et halvt glas hvidvin til min fødselsdag i mandags og jeg kan godt afsløre at de mener det sgu, når de skriver at man ikke skal blande alkohol med smertestillende medicin – og slet ikke den mængde medicin jeg får lige pt. Så jeg holdt igen med alkoholen i går.

Pludselig siger Tobias om ikke vi skal cykle ned til den lokale kineser restaurant og spise. Tjoh det kan vi da godt svarede jeg, a girl gotta eat, og vidste jo ikke helt hvordan det skulle gå med det der cykleri og en diskus prolabs. Men Hey – hvis jeg kan knalde i 3 timer uden rigtig at mærke til den, så kan jeg vel også cykle. Så vi cyklede. Mest fordi jeg også lige har solgt min bil i sidste weekend.

Så Tobias kendte en smutvej gennem skoven…på små stier fyldt med små bump og huller og grene vi skulle over… Første gang vi kørte henover et bump udbrød jeg av uden at tænke over det. Tobias vendte sig om og spurgte om jeg var ok. Ja da svarede jeg hurtigt, mens jeg smilede for mig selv. Tænkte det var upassende at fortælle ham, at mine baller, især den venstre, var mega ømme efter at have fået spanking af Husaren, eller at min fisse var øm efter hans store pik. Not the time for sharing.

På restauranten fik Tobias en kæmpe øl. Jeg holdt mig til en Cola Zero. Og som vi kom igennem mange af bufféens retter, blev han mere og mere sjofel. Greb hvert eneste ord han kunne, som kunne misforstås til noget frækt. Fx sagde jeg noget så uskyldigt, som at komme hjem til nogen. Hvorefter manden med det samme klyngede sig til ordet ‘komme’  – ‘ja vi kan jo alle sammen godt lide at komme’.  Jeg blev hurtig til ‘skat’ hver gang han tiltalte mig. Og han gjorde alt hvad han kunne for at overbevise mig om, at han havde valgt at lægge følelserne på hylden hvad angik kvinder – det var nemlig meget nemmere. Især efter jeg havde sagt jeg ikke gad noget med nogen der involverede følelser. Derudover kæmpede han også for at påvirke mig til, at jeg endnu engang skulle falde for hans lækre brune øjne. Han holdt mit blik længe. Hele tiden. Og de er virkelig også fængende hans øjne. Men jeg har jo været der. Og der er trods alt grænser for hvor meget lækre brune øjne kan opveje for. Han blev også mere og mere kærlig. Skulle hele tiden lige lægge en hånd på min lænd når vi stod og skulle vælge mad. Jeg var heldigvis fyldt med overskud, så det gjorde mig ikke så meget. Og han er nu sød. Jeg vil bare ikke mere end venskab…

Vejen hjem bestemte jeg! Han havde svært ved at forstå hvorfor jeg så gerne ville køre en omvej, bare for at køre på en bumpeløs cykelsti. Og da vi var lige ved at være hjemme ved mig, sagde jeg træt og en lille smule beregnende, at jeg godt nok glædede mig til at komme hjem og slappe af.

‘Siger du tak for i aften?’ spurgte han lidt irriteret. ‘ja det gør jeg altså’ svarede jeg. Kender ham godt nok til at vide, at hvis først han er kommet med hjem efter mørkets frembrud og han får endnu mere alkohol, så er han ikke den nemmeste at slippe af med igen. Og jeg valgte desuden kujonløsningen og gav diskus prolabsen skylden for at jeg var helt udkørt…

 

Når kærlighed bliver til had

Jeg har været hjemme i næsten en uge, siden jeg blev udskrevet fra hospitalet. Det har været hårdt, men fremgangen ift min diskus prolabs er ikke til at tage fejl af. Jeg kan næsten føre et normalt liv, så længe jeg ikke skal bukke mig ned og samle noget op, eller bære på noget. Og mine unger er simpelthen så hjælpsomme. De tømmer både opvaskemaskinen og vaskemaskinen OG hænger tøjet op. Og Magnus har støvsuget hele lejligheden i dag uden at overse en eneste nullermand – drengen er 6! Jeg tror det der særlig sensitivitet han ‘lider’ af, måske også indebærer lidt autisme haha.

Nå, jeg føler mig jo lidt bagud ift at opdatere jer om hvad der er sket mellem A og jeg imens jeg var indlagt.

Manden blev ved med at skrive til mig om jeg var sikker på min beslutning om, at vi ikke skulle være sammen. Og dum som jeg var, skrev jeg tilbage at jeg da stadig havde følelser for ham, men at det ikke var nok, der var for mange andre ting der ikke fungerede imellem os. A skrev så sms op og ned om hvor meget han elskede mig, og hvor meget han var klar til at ændre på sig selv, for at vi kunne være sammen. Han ville bare så gerne lige mødes så vi kunne se hinanden i øjnene. Men jeg kender jo hans taktik – for han ved, at det er meget sværere at blive ved med at fastholde sit standpunkt når den modsatte part sidder overfor en. Man burde næsten give ham en præmie for hans overtalelsesevner.

Men det lykkedes ham dog ikke, jeg forsøgte og forsøgte på en pæn måde, at forklare ham, hvorfor han og jeg bare ikke duede sammen og at ingen mennesker skal ændre sig så meget for et andet menneske, for så mister man sig selv. Og derudover havde jeg ikke mulighed for at mødes fordi jeg var indlagt – og lige pludselig fik A åbenbart nok. Og gik fuldstændig i den anden grøft.

Umiddelbart efter alle kærlighedserklæringerne fik jeg pludselig i stedet sms på sms, om hvor meget han hadede mig og fortrød al den tid og kærlighed han havde givet mig. Og at han nu ville finde nogle rigtige mennesker med rigtige følelser, som ville værdsætte hans kærlighed og omsorg. Afslutningsvis skrev han at han ville blokere mig. Og i det jeg læste dét – skyndte jeg mig istedet at blokere ham, inden han nåede det. Jeg vil trods alt hellere selv bestemme hvornår han kan kontakte mig end omvendt.

Men det tændte bare vreden i ham endnu mere. For så skrev han da bare på mail i stedet. Med 2 minutters mellemrum… i omtrent 9 timer! Kun afbrudt af den køretur, jeg forestiller mig, han tog for at komme hjem fra arbejde.

Jeg kan såmænd godt forstå alle de følelser man kan have, når man bliver såret. Og vraget. Og ikke føler sig god nok. Og i A’s tilfælde ikke fik sin vilje, fordi jeg ikke ville mødes med ham in person. Og lige i denne situation var det allermest fordi jeg jo var indlagt, at jeg ikke ville se ham. Han havde nok kunne overtale mig hvis ikke jeg havde været indlagt. Altså til at mødes – jeg havde stadig holdt på min beslutning.

Men at et menneske kan miste sin selvkontrol så meget, så han decideret skriver til mig at han ønsker at jeg skal brænde i helvede og er ligeglad med hvis jeg bliver invalid (qua min prolaps), blev jeg godt nok overrasket over. Og så at han blev ved! Hvert andet minut kom der en mail med en eller anden fordømmelse over mig. Jeg prøvede to gange at glatte ud og skrive at han ikke var død for mig og at jeg ikke ønskede ham noget ondt. Men det hjalp bestemt ikke. Så jeg undlod derefter at svare ham. Og bed al min forurettede uretfærdighedsfølelse i mig.

Efter ca 7 timer skrev han, i toppen af mailen, at nu var han kølet ned …hvorefter resten af mailen fortsatte i samme dur som alle de forrige mails. Blandt andet begyndte han også at svine min bedste veninde Louise til. At nu var hun i det mindste glad. Fordi i hans univers, så var hun en manipulerende slange og det eneste hun ønskede, var at jeg var single, så HUN kunne få udlevet sine drømme med mig. Det har aldrig faldet ham ind, at det rent faktisk også var mig der gerne ville lave ting sammen med hende. Der er jo ligesom en årsag til at vi er bedste veninder.

Hvis man skal se lidt komisk på det hele, så havde A så travlt med at svine mig til via sin ARBEJDsmail, så han ikke slettede sin autosignatur. Så når jeg havde fået den største mundspyttende sviner, så blev der altid afsluttet med  ‘Med venlig hilsen A’ Og så firmanavnet.

Et eksempel: ‘Du er død for mig!’ Med venlig hilsen A

Efter han havde svinet mig til non stop i en evighed, slog han over i, at fortælle hvor mange penge han nu skulle til at have for sig selv – altså generelt klaske i hovedet på mig, alt det jeg nu gik glip af økonomisk…når nu jeg ikke ville have ham for ham alene. Jeg reagerede stadig ikke.

Vi havde allerede aftalt hvad der skulle ske med sommerhuset og vores fælles ting. Så de ting jeg skulle hente fra sommerhuset krævede han selvfølgelig at jeg skulle hente allersenest den 13. dec.

Jeg havde via exMorten, skaffet to grumme amagerdrenge til at hjælpe, og så min far til at holde god ro og orden. Jeg turde simpelthen ikke tage derop uden nogle stærke mænd på min side. For når han kunne miste besindelsen så voldsomt som han gjorde via mail, så kunne jeg da godt frygte hvad han ellers kunne finde på. Jeg havde på et tidspunkt skrevet til A at jeg overvejede at inddrage politiet, da jeg ikke længere følte mig tryg ved at have ham som ex. Så fik jeg selvfølgelig endnu en sviner hvor han mente at jeg var way out.

Jeg hentede allerede mine ting to dage efter udskrivelsen, dvs i onsdags, på krykker og dirrende af smerte og nervøsitet. Det hele foregik i fin ro og orden. De to amagerdrenge blev forhindret i at komme med – hvilket formentlig var ganske fint ift ikke at opildne endnu mere unødigt vrede hos A.

Det afsluttede med at min far sad og drak en hyggebajer (WTF) med A og hans ven (for han havde selvfølgelig også en backup med sig) mens jeg lå i min nu forhenværende seng og hvilede min ryg inden vi skulle ud og køre en time i bil igen. Jeg lå og græd længe i sengen, mens jeg kiggede mig om i rummet for sidste gang.

Fuck hvor jeg elskede det hus!

 

Samtalen

Puha…hvor skal jeg dog begynde…

A har jo taget frier afslaget ret hårdt – forståeligt.

Vi havde aftalt at vi skulle snakke sammen når jeg havde været til Madonna koncert og samtidig også når jeg havde fået skrevet en opgave færdig til noget ift arbejdet, som fyldte meget. Han ringer dog allerede samme eftermiddag jeg er kommet hjem fra Herning, for han kunne ikke vente til dagen efter, hvor vi skulle mødes.

Så. Han gav mig et ultimatum. ‘Enten siger du til mig at du vil giftes med mig på et eller andet tidspunkt eller også så kan jeg ikke se hvordan vi kan have en fremtid sammen’

Jeg kunne simpelthen ikke få det over mine læber. Jeg ville ikke have et giftemål hængende over hovedet, som sådan en skalting fordi det skulle være endnu en af A’s forventninger jeg skulle tage hensyn til.

Hvilket han rent faktisk direkte udtrykte til mig. At det kunne godt være, at jeg ikke lige havde set mig selv blive gift, men i et forhold så indgår man kompromisser og rykker sine grænser, hvis det betyder meget for den anden.

Øh ja – indgår gerne kompromisser hvis kompromisset indebærer at udskifte frikadellerne med fiskefrikadeller. Sgu ikke at blive gift!

Så vi blev nogenlunde enige om at vores veje skulle skilles. Han kunne ikke se hvordan han nogensinde skulle kunne komme over det afslag jeg havde givet ham. Og jeg vil ikke presses til at blive gift…for hans skyld. Så vi sluttede tirsdag aften.

Beslutningen var nok lidt mere min end hans dog – det stod nok 60:40 til mig. Han prøvede ihærdigt at overtale mig til at sige det han ønskede. Og jo mere han pressede på desto mere  overbevist blev jeg om, at jeg var sikker i min beslutning.

Vi aftalte at han skulle hente sine ting onsdag når ungerne alligevel skulle hjem til Morten. I den tid han var hos mig lavede han ikke andet end at prøve at overtale mig til at sige det han ønskede. Han havde dog ændret sætningen lidt til nu at være ‘hvis jeg nogensinde skulle giftes, så skulle det være med ham’. Jeg kunne stadig ikke – selvom dén sætning rent faktisk fritager mig fuldstændig fra at love at jeg ville giftes. Jeg kan bare ikke mere af alt hans drama og forventninger. Og en af grundene især var også fordi han i minuttet efter vi havde lagt på dagen før, hvor vi blev enige om at afslutte forholdet, der havde han slået bruddet op på facebook! Han havde lige nået at blokere mig og Louise, og intensionen var åbenbart at nå at slette alle mine venner og familie først…det ‘nåede’ han bare ikke helt. Han havde postet ‘Så blev man sgu single. Virkeligheden er ikke altid hvad den udgiver sig for. Op på hesten igen.’

Min far havde set det! Igen igen(!) fratog han mig alle rettigheder for selv at bestemme hvornår mennesker i MIT liv skulle informeres om ting – private ting. Lige som da han inden for 20 min havde postet at han havde friet til mig. Mine nærmeste fik det at vide via fucking facebook! Arhmen Altså det er uacceptabelt i mit univers!

Han beklagede selvfølgelig dagen efter, og indrømmede at det nok var lidt forhastet – han var bare SÅ såret. Tror dog kun han beklagede det, fordi jeg fortalte ham, at jeg aldrig kunne se nogle mennesker i øjnene igen, hvis jeg gik tilbage til ham. Facebook er selvfølgelig ikke hovedårsagen til jeg ikke kan forholdet længere. Jeg har undervurderet hvor hårdt det rent faktisk er at prøve at leve op til en andens forventninger hele tiden. Jeg er begyndt at udvise små tegn på stress. Fx så svigter min hukommelse mig. Især når jeg skal genfortælle, hvad A har sagt, til Louise eller Nathalie. Jeg kan starte på en sætning og være helt ophidset over det jeg skal til at fortælle, og pludselig går klappen ned. Og så er jeg helt blank. Og det tager mig LANG tid at genfinde det jeg ville sige.

Nu er det ikke fordi det kun er A der er knust, det er også hårdt for mig, at vi er gået fra hinanden. Jeg har stadig følelser for ham. Men det er bare ikke nok længere. Som Nathalie siger; at leve er ikke nok. Og det var det jeg gjorde – jeg levede og det fungerede i det store hele – og ja vi havde da også en masse rigtig gode ting og stunder sammen. Men jeg har aldrig omtalt vores forhold eller ham, som kvinden vi mødte i Herning efter Madonna koncerten, gjorde om sin mand.

I dag er det så søndag. A har hver eneste dag siden i tirsdags, forsøgt at overtale mig til at jeg skal give det en chance til. Han har åbenbart fundet frem til, at vi ER to forskellige mennesker, og at han ikke kan projicere sine forventninger over på mig, da jeg er anderledes end ham. Godt set Sherlock!

Han er villig til at gå til psykolog, for at lære hvordan han accepterer at jeg har andre behov end ham. Han syntes lige pludselig ikke ægteskab er så vigtigt, kontra at miste mig. Han vil stoppe med at have forventninger til mig… (som om). Der er praktisk talt ikke det han ikke vil gøre for mig, og for at gøre mig glad. Han vil tilmed ikke være venner med mig på facebook…ikke til at starte med i hvert fald, og heller ikke tagge os ind sammen hele tiden. (Wuhu!) Det sidste er jo en ret stor bedrift i hans verden.

Jeg bliver helt træt når han kører monologerne af, om alt det han vil gøre og ændre på. Min mave har talt. Jeg er ikke mere at give.

Og jeg tror endelig jeg er trængt igennem til ham imorges. Eller det håber jeg inderligt jeg er, for det er dælme hårdt at skulle blive ved med at afvise ham, når han trygler og be’r om at vi skal starte på en frisk.

100:0 til mig. I’m the bad guy now.

%d bloggers like this: