Tag: ekskærester

Hvem sagde løse ender?

Såååå….nogen skylder vist nogen en opsamling! Jeg tænker jeg lægger ud.

Så for at starte med det sidste, så fik jeg mig en snak med Chefen dagen efter jeg var begyndt at se skræmmende stalkertendenser hos mig selv. Magtede simpelthen ikke at rende rundt som en anden psycho med min tlf klistret til hånden for at tjekke den grønne prik på Chefens profil på Dating.dk. Jeg fortalte ham selvfølgelig ikke, at jeg kunne stalke ham på Dating og se hvor aktiv han havde været. Han fik naturligvis en anden version om at jeg ikke ville være en mellemstation indtil han fandt noget bedre. Hvilket han selvfølgelig bekræftede at jeg ikke var. Og face it – han ville eddermame også være langt nede på IQ skalaen hvis han hoppede på og sagde, at han bare knaldede mig indtil en eller anden hottie kom og fejde benene væk under ham. Siden da har han igen nærmest ikke været på Dating.dk og han er langt mere ‘på’ generelt ift mig. Sååå indtil videre er all good på Chef fronten…selvom jeg nok narre migselv lidt ift at jeg måske godt gad, han satte lidt flere ord på ‘hvad vi egentlig er’. Men lad nu det ligge.

Så er jeg ikke gravid. Hverken inde eller uden for livmoderen. Har taget sådan ca et halvt tons test og efter 3 1/2 uge fik jeg pludselig menstruation…eller en eller anden mærkelig version af det, som sluttede igen på halvt den tid det plejer at tage. Det skal jeg selvfølgelig ikke være den første til at brokke mig over.

Patrick har jeg fået parkeret lidt ude i rabatten – nøj den mand var virkelig begyndt at gå mig på nerverne!

Har afsløret for Morten, at jeg ser Chefen. Men kun fordi Morten selv havde regnet ud at jeg datede. Jeg bliver åbenbart lidt fraværende ift ham, når der dukker nye spændende mænd op i mit liv… vi er jo også eks’er, ved ikke lige hvad manden havde forventet.

Sexklubben er på standby indtil videre. Behovet er der lissom ikke rigtig for tiden.

Ryggen har det fantastisk…især når jeg tager mig sammen til at få trænet også. Er startet tilbage på fuld tid på arbejdet og har samlet endnu flere spøgelseshistorier sammen, som jeg simpelthen snart er nødt til at få brygget endnu et indlæg sammen om. Man skal ikke være en sart sjæl i nattevagt på Riget… just saying!

Lægen har skrevet… han vil gerne se mig igen… Har ikke lige svaret ham endnu. Hvis det hele falder til jorden med Chefen, så kan han komme retur, men indtil da, så skal jeg vist ikke have jinxet noget.

A skriver stadig ind imellem… på mail, som havner i mit spamfilter, fordi jeg har blokeret ham på alle leder og kanter. Overskriften lyder altid det samme: AFSLUTNING.  Meget dramatisk mail hver eneste gang. Og jeg forstår ikke rigtig mandens behov for hele tiden at skulle fortælle mig hvor godt han har det. Jeg svarer ham alligevel ikke, og jeg er pænt ligeglad… Men jeg indrømmer gerne at jeg i den grad savner sommerhuset, især efter dagen igår hvor det var meget forårs agtigt all over. Istedet fik jeg ordnet mit lille frimærke af en have, så den nu står snorlige, og huskede mig selv på, at jeg ikke engang ville have kunne ordne 1/20 af sommerhusets have på den tid det tog mig med frimærket. Gotta look at the up-side right!

Nu bliver det jo lidt dårligere vejr igen herhjemme, og på den bekostning vil jeg da gerne lige prale med, at jeg smutter til 26 grader i sydspanien i overmorgen sammen med Louise. Ingen børn. Ingen mænd. Bare Rosévin og Tapas og en masse tøsehygge. Jeg tæller ned som et lille barn til juleaften.

God weekend derude <3

hvad er der så sket på mandefronten siden sidst…

ja det har jo stået lidt sløjt til med updates om de kære mænd i mit univers, så nu prøver jeg lige at lave en lille update.

  • Lægen har jeg hverken skrevet til eller hørt fra – hvilket er okay.
  • Har mødtes med Patrick nogle gange fordi manden åbenbart ikke kan håndtere en eneste voksen beslutning i sit liv hvad angår kvinder. Alt sender han gennem mig, inden han sender noget videre ud til de kvinder han gerne vil gøre indtryk på, eller ihærdigt forsøger på ikke at ødelægge noget med, inden det overhovedet er opstartet. Jeg får både skærmdumps af deres sms’er, korrektur gennemlæser hans svar, godkender hans tøjvalg. Og næste projekt er så opsætning af en Dating.dk profil. Jeg er faktisk ved at blive en lille smule utålmodig på den mand. Har lyst til at ruske ham og skrige ham ind i hovedet, at NU tager du dig fandeme sammen og er en MAND. Men det gør jeg selvfølgelig ikke, når nu manden allerede ligger lidt ned i sin desperation på at finde The One. Og måske jeg er den helt forkerte til at hjælpe ham, for jeg er bare ikke den pladderromantiske type, der udelukkende tror på at man finder en enkelt soulmate for livet. Jeg tror der er mange man kan passe sammen med. Og hvis jeg ikke møder en helt bestemt, så møder jeg helt sikkert en anden på et andet tidspunkt.
  • Tobias (så Tobias mlm A og A igen, for 2 1/2 siden – desuden far til en af Ida’s veninder i parallel klassen, plus har også en søn i Magnus’ klasse) inviterede mig ind til Papirøen og spise i torsdags. Iøvrigt SÅ hyggeligt et sted, med alle de forskellige madboder – jeg var vild med det. Tobias fortæller så, at han nu ligger og knalder med min nabo – Zoneterapeuten aka en anden mor fra Magnus’ klasse. Men at hver gang de har knaldet, så tænker han på mig. Og han vil gerne høre om der var mulighed for at vi kunne begynde at ses igen…. (!!!) Fortæller om Chefen, at jeg ikke har tænkt på ham, altså Tobias, som andet end venner og at jeg kun ønsker venskab fremadrettet. ‘Så du udelukker det ikke?’ siger han til sidst… (Altså vil en eller anden forklare mig, hvorfor mænd kun hører brøkdele af hvad man siger til dem?) Kom iøvrigt til at kalde ham ‘RundeTobias’, eftersom Zoneterapeuten nu er den 4. mor i Magnus’ klasse han knalder.
  • Var ude med Morten og ungerne forrige weekend til noget hygge arrangement med vores gamle arbejde. Han prøvede ihærdigt at fritte mig for hvad der foregik i mit liv for tiden. Fortalte ingenting. Men manden kender mig jo, om nogen, virkelig virkelig godt, så jeg tror bestemt han kunne fornemme at jeg skjuler noget for ham. Og dette noget er selvfølgelig Chefen. Morten har sidenhen ytret at han havde det skidt fordi han gik og tænkte over en masse ting, og deriblandt noget med mig. Valgte ikke at udfritte ham, for at få ham til at fortælle hvad det handlede om. Det er jo i bund og grund ikke mit problem, og jeg skylder ham ikke at fortælle ham noget om, hvem jeg ser i mit liv, så længe børnene ikke er involveret.
  • Til samme arrangement render jeg ind i en tidligere kollega, Joachim. Han og jeg har altid haft det virkelig sjovt sammen og vi får da også udvekslet nogle lange gensynskrammere. Senere samme aften skriver han til mig og inviterer mig ud – for han var lige blevet single og ville gerne se mig… (suk) Han skriver dog, at han ikke er klar til noget romantisk, men bare gerne vil se mig (jeg læser sexforhold mellem linierne). Jeg svarer at jeg da gerne vil se ham, men at jeg ser Chefen og sender den efterhånden indstuderede ‘venskabs smøre’ afsted til ham også. Der har været lidt tavst fra Joachims side lige siden…
  • Og så til Chefen! Jeg har som en anden kylling, overhovedet ikke kunne få over mine læber og spørge ham om, hvad han går og tænker om han og jeg. Men så tog jeg mig sammen igår. På den 3. sleep-over date vi har haft i denne uge – store sager! Og manden svarer lynhurtigt, at han skam tænker meget over han og jeg. At han går og lurer lidt over hvad det er, det vi har gang i. Jeg siger natuligvis det samme til ham. Samt at jeg ikke ønsker at sætte label på det, men bare gerne vil vide om han kun tænker at det handler om sex. Og hvis – så håber jeg dælme ikke han kigger så intenst på alle dem han har knaldet med. Det gjorde han selvfølgelig ikke.  Så indtil videre er der ro i maven ift Chefen. Det er mere end sex…vi lurer tiden an og så må vi se hvad det ender med.

Nå ja…og så er jeg dags dato gået to uger over tid…

 

Når man er direkte uintelligent

I nogle situationer er det faktisk helt okay at slå et andet menneske!

Og jeg tænker jeg gerne vil stille mig selv til rådighed – jeg trænger tydeligvis gevaldigt til at få banket noget fornuft ind i skallen!

I går var jeg nemlig så dum, så jeg besvarede et opkald fra A. Jeg har ikke hørt fra ham i noget tid og tænkte at noget måtte være galt siden han ringede. Det var der så også. Manden havde været ude for en bilulykke. Bilen var helt smadret, men han var okay. Det var faktisk befriende bare at snakke med ham, uden at han skulle dreje samtalen over på, HVORFOR jeg ikke vil give ham en chance til.

Han spørger om jeg en dag kunne have lyst til at mødes til lidt frokost. ‘Øhhh tjah det kan vi vel godt’ svarede jeg naivt.

Han skriver så allerede i dag og spørger om jeg kan kl 11. Hvilket jeg siger OK til….  (dumtdumtdumt! Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at det er helt okay, ikke at være venner med alle?!)

Den første lille time går ganske fint. Ingen udbrud om, hvorfoooor!?! Indtil manden pludselig og temmelig højt udbryder ‘hvornår skal vi knalde? – jeg er mega liderlig og trænger virkelig til noget god sex!’ ‘Det skal vi ikke’ svarer jeg grinende, for ligesom at dække over min skræk for hvilken retning samtalen nu drejer sig hen imod.

A bliver ved! Jeg er så dum!! Jeg kunne jo nok godt have sagt mig selv hvad han egentlig var ude på. ‘Kan vi ikke bare knalde én gang – så véd jeg at du vil se at du stadig har følelser for mig. Om ikke andet så bare for at give mig closure…’ ‘ØØHHH what – skulle jeg sprede ben for at give DIG closure?’

Han bliver ved med at bore i, hvorfor jeg ikke har lyst til ham. Og spørger om jeg har en anden. Jeg svarer ja. Jeg ser en anden. Jeg fortæller at vi ikke har noget label på, men jeg vil ikke knalde med flere på samme tid. (jaja den holder ikke helt når man lige husker på der også var en Læge – I know, men det behøver han jo ikke vide).

A bliver noget mut og spørger om jeg har rumlen i maven over ham den anden. Jeg kæmper inderligt for ikke at slå et stort bøvet smil op og sige ja. I stedet får han den mere neutrale udmelding at, ja der er da lidt rumlen, men måske er det lige så meget fordi jeg ikke ved hvor jeg står henne i alt det med Chefen. Og endnu mere udglattende… at jeg heller ikke ved om jeg har lyst til at vide hvor jeg står, for jeg nyder det som det er lige nu.

A strækker sine arme bagud for at flexe sine genvundne brystmuskler og se om jeg kigger. Den tilfredsstillelse skal han selvfølgelig ikke have, så jeg kigger væk istedet. Han siger så, at han føler sig sat ud af spillet og at ham den anden har vundet. så nu er jeg åbenbart en præmie…? Han synes det er mega uretfærdigt at jeg aldrig har givet ham chancen for at bevise, hvor godt alting kunne blive imellem os igen. Han føler sig forurettet over jeg allerede har en anden…  på trods af at vi jo var afsluttet…eller jeg troede åbenbart fejlagtigt at vi var helt afsluttet. Hans gentagne sviner mails skulle jeg selvfølgelig have læst med et kærligt blik. My bad!

Jeg kan mærke at han begynder at bevæge samtalen over på, at det nu er okay at småsvine mig. Så jeg samler mine ting og gør klar til at rejse mig. ‘Hvad nu – hvad skal du?’ spørger han. Jeg forklarer ham, at jeg kender ham godt nok til at vide, hvor samtalen vil ende, så jeg vil gå ud og tisse og så skal jeg ud og købe ny bærbar, for Morten har været så venlig at hælde kaffe i min nuværende (mega piv i øvrigt!)

På vej fra toilettet og hen til hans exit, griber han fat i mig og kysser mig. Arhmen altså! Jeg er simpelthen SÅ dårlig til at sige fra!  Får dog stoppet ham og siger jeg ikke har lyst. A står lidt og tænker og jeg kigger undrende på ham. Hvorefter manden smilende siger ‘jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal tage kampen op mod Chefen’. Denne udmelding kommer han så med efter jeg gentagne gange har fortalt ham, at jeg ikke vil afslutte det med Chefen. Heller ikke til fordel for ham.

Vi siger farvel med et kram.

Han ringer lidt efter…  ‘jeg skal nok få vippet Chefen af pinden!’

JUST SHOOT ME!!

reaction frustrated facepalm seriously couples therapy

Hvem kan have mandlige venner??


Ja jeg kan tydeligvis ikke!

Dagen efter den vellykkede kemidate med chefen, skulle jeg hjem til Patrick. Jeg var mega smadret både fordi jeg jo stadig ikke havde sovet. og så i mine stænger fordi de åbenbart ikke er helt vant til at skulle performe i en sexakt på flere timer. Sidstnævnte blev jeg især opmærksom på, da jeg skulle bevæge mig op af trappen til 4.sal, hvor Patrick boede. Jeg pev lidt og han spurgte om jeg havde trænet…tjahh…lidt havde jeg vel. Men kunne jo ikke rigtig gå i dybden på hvilken måde.

Aftenen forløb rigtig hyggeligt – vi snakker om alt muligt og helt ærligt. Vi kommer også ind på sex en del gange. Lige indtil han udbryder at nu tager han mig snart med op i sin seng, for han kan ikke tåle at høre mere om alt det sex!

Og her gik jeg og troede at vi ‘bare’ var venner. Så måtte jeg forklare ham, at jeg ikke skulle med nogen steder. At jeg havde det rigtig godt med at vi var så gode venner til trods for hele vores historik. Stemningen blev mildest talt noget dyster derefter. Så jeg spurgte ham om han virkelig havde forventet at vi skulle knalde bare fordi jeg havde indvilget i at komme hjem til ham og spise? Nøøøhhhh det havde han måske håbet på. Og han havde jo også behov, og så kunne vi jo lige så godt hjælpe hinanden med at få forløsning for det behov. Som om det ingen betydning havde om jeg stadig tændte på ham.

Og så var det jeg var nødt til at fortælle ham mere uddybende om hvad jeg rendte og foretog mig for tiden, og at jeg jo rent faktisk havde fået stillet mit umiddelbare sexbehov så sent som sidste nat. Så måtte han heldigvis selv konstatere at han ikke lige var et sted hvor han skulle søge nogle grænser af nogen art. GODT SÅ – Emne uddebatteret.

Jeg bad om at blive kørt hjem kort efter. Og skrev en besked til ham den efterfølgende dag, at jeg var ked af hvis han havde haft falske forhåbninger… han har ikke svaret endnu…

Det er åbenbart ikke meningen at mænd og kvinder kan være venner uden den ene part får noget i klemme – jeg synes det er meget trættende!!

friends skins season 7 friend zone skins series 7 mineskins

Når nogen fejlsender en sms

Lørdag aften modtager jeg en sms fra A.

Han havde dagen forinden bedt mig om at sende nogle billeder til ham via mail og jeg regnede derfor med at det var derfor han skrev, for at sige at han havde modtaget dem.

Men nej! Man tror næsten ikke at den mand kan synke lavere, men så lavede han simpelthen det mest nederen ‘trick’ ever, og sendte en besked som skulle have været til en anden. Og jeg er nødt til at vise jer den!

Jeg havde Natalie i tlf da den kom, og jeg begyndte straks at grine. Og hende med, så snart jeg havde læst den højt for hende. For hvor er det dog noget af det mest usle, ynkelige nederdrægtige og gennemskuelige den mand nogensinde har gjort.

Så sent som i mandags prøvede han stadig at overbevise mig om at han skulle have en chance til. Siden har vi ikke skrevet eller talt sammen, så jeg tvivler stærkt på, at vores korrespondance har ligget så højt oppe i hans sms indbakke fem dage efter, så denne her besked tilfældigvis blev sendt til mig ved en fejl. Jeg er med på det kan ske, at man sender forkert, når man skriver med flere på samme tid, jeg indrømmer gerne at jeg selv har fået rodet mig ud i nogle værre forklaringsproblemer da jeg var yngre, fordi jeg ikke lige fik kigget på modtageren inden jeg trykkede send.

Men det mest ynkelige ved denne situation er, at lige meget hvilket resultat han havde regnet med at få ud af det, så sætter det hele ham i dårligt lys. Endnu mere dårligt lys. ‘I am lost for words’-dårligt lys!

1: Lad os nu sige at manden rent faktisk allerede har mødt en ny, som giver ham sommerfugle i maven og har lavet morgenmad til ham i lørdags. Og lad os sige at jeg stadig havde følelser for ham, så ville det være SÅ lavt at have behov for at såre mig ved at ‘fejlsende’ sådan en besked. For der er jo ingen tvivl om, at den er sendt med vilje.

2: Lad os sige at han har opdigtet beskeden bare for at få en reaktion fra mig, fordi han med den besked, håber på at jeg så pludselig opdager, at jeg faktisk slet ikke kan udholde tanken om, at han er sammen med en anden, og dermed gerne vil have ham tilbage. Så er det nok noget af det mest ynkelige han kunne gøre. Og det er bestemt ikke med til at jeg overhovedet kunne få den mindste lille bitte tanke presset ind i mit hoved om, at jeg pludselig NU ville begynde at kæmpe for at få ham tilbage. Derudover! Så er resultatet også, at det aller sidste gram af respekt jeg end måtte have tilbage for ham, nu er forsvundet HELT!

Han har heldigvis ikke skrevet den klassiske ‘ups – den var vist ikke til dig’ besked’ efterfølgende og jeg har heller ikke svaret.

 

A Closure

Mødte A på Nørreport kl 18:30 og allerede på afstand kunne jeg se at han havde alle sine parader oppe. Han var hård som sten.

Vi gav hinanden et akavet kram, sådan et af dem hvor det kun er den ene arm man slynger om den anden, og det bliver sluppet lige et halvt sekund for hurtigt til at det kunne fejlfortolkes som om at der var nogle følelser imellem os.

Vi gik, med en meters mellemrum, ned mod den restaurant han havde bestilt bord ved og smalltalkede om menneskerne vi passerede og at han også havde taget toget. Alt i mens gik jeg og tænkte, at han virkelig gjorde det nemt for mig at holde fast i, at vi ikke skulle være sammen. Og endnu federe at vide at han havde taget toget, for så vidste jeg at han havde arrangeret sovemulighed hos sin faster…fremfor hans, tidligere på ugen, forslag om, om han kunne sove hos mig… ?!? (what!)

Vi kom ind på restauranten og jeg blev mindet om, at jeg faktisk syntes at han er lidt pinlig når man sådan kommer ind nye steder og han nærmest råber sit navn op og at han har bestilt bord til to – hele restauranten blev helt stille og alle kiggede på ham…og mig… A har en meget MEGET mørk mandestemme, man kan ikke undgå at høre ham, når man er i nærheden af ham.

Vi fik vores bord og fik bestilt mad og drikke. Han spurgte hvordan det var for mig at se ham igen, og jeg svarede ærligt at det var mærkeligt og at han udstrålede at han ville være hård. Hvilket så fik ham til at bløde lidt op. Det var også tydeligt at han sørgede for at hælde vin i mit glas, så jeg ikke løb tør…velvidende at jeg samtidig er på smertestillende og at den kombi måske ville komme ham til gode. Jeg holdt igen med vinen.

Flere gange spurgte han om jeg virkelig ikke kunne se at han havde tabt sig. Øh jooh..det kunne jeg da, men du mangler stadig de der 10 kg på maven ikk…? Aj han havde tabt sig lidt og jeg kunne godt se at han havde trænet, han havde fået pæne muskuløse arme og brystkasse igen. Men hvorfor skal han dog bekræftes i det…3-4 gange i løbet af hele aftenen… Jeg er ikke så god til de der usikre mænd tror jeg. Og jeg er endnu dårligere til at give folk komplimenter og bekræfte dem – det ligger virkelig ikke naturligt for mig.

Snakken er lidt akavet on/off igennem hele aftenen – jeg kan ikke rigtig engagere mig. Han siger på et tidspunkt, at han da er glad for at jeg er så køn at kigge på, ellers havde jeg nok været verdens kedeligste date. Jeg måtte give ham ret.

Snakken bløder lidt op og pludselig siger han til mig, at nu vil han komme over og kysse mig…! Nej får jeg udbrudt – det vil du ikke! Det har jeg ikke lyst til. 10 minutter efter gentager samme scenarie sig og igen og igen og igen, indtil han ikke accepterer mit nej længere og rejser sig og kysser mig…. Nada – jeg følte nada. Og var mest af alt pisse irriteret over at han igen ikke respekterede hvad JEG ønskede.

Vi går mod Comedy Zoo og jeg kan sådan set godt acceptere at gå arm i arm med ham, hvilket også var en god støtte når man nu har højhælede støvler på og nogen har valgt at kaste brosten rundt omkring i Københavns gader. Altså helt ærligt! Men jeg har det svært med, at han konstant stoppede op for lige at kysse mig igen.

Vi bliver placeret helt oppe foran i Comedy Zoo, og lige bag ved os sidder måske omkring 20 lækre mænd, som jeg ihærdigt prøver at lade være med at smugkigge på. Man virker ikke så single når man kommer sammen med en anden mand vel…

I pausen mellem de to stand-up’ere, går A på toilettet og kommer tilbage med et alvorligt udtryk i øjnene. ‘jeg stopper med at kysse dig nu – jeg kan mærke du ikke har lyst til det’ Jeg gav ham ret. Igen.

Forestillingen ‘det dystre skæg’ sluttede, den var i øvrigt rigtig sjov! Og vi stiller os i kø efter jakkerne og så begynder A at bearbejde mig til at han skal med hjem til mig. ‘Vi behøver ikke lave noget – jeg trænger bare til nærhed, og jeg lover jeg forsvinder hurtigt i morgen tidlig’. Han bliver ved og ved og ved og kigger på mig med de mest nedslående øjne.

Jeg er ganske velvidende om, at han aldrig ville overholde at vi kun skulle sove sammen, han ville lave alle sine listepik moves og inden jeg så mig om, ville han have fået overtalt mig med liderlighed og vi ville ende med at knalde…og jeg ville fortryde det hele bagefter. Men peoplepleaser som jeg er, ender jeg med at sige okay til at han tager med hjem…

 

AJ for helvede hvor jeg gjorde! Jeg stod fandeme fast! Og tog natbussen hjem ALENE! Jeg er SÅ stolt af migselv! Og jeg har det fantastisk her til morgen, helt alene i min kæmpe seng – ingenting jeg fortryder at have gjort. Og jeg fortryder faktisk heller ikke at have set ham i går – for det var en god afslutning.

Han siger til mig, inden jeg hopper på bussen, at nu vender han sig ikke om længere og han forsvinder ud af mit liv.

Han skriver dog adskillige beskeder til mig efterfølgende, bla. at jeg ikke må kontakte ham, medmindre jeg finder ud af at jeg ikke kan leve uden ham, så må jeg gerne kontakte ham. Og i næste besked står der desuden at ’selvom han måske står som værende i et forhold, så bare prøv alligevel, så tager vi den derfra’. 

Arhmen altså…mænd…

Ej og fandeme om ikke Morten så har stalket mig via Ida’s tlf via den der App ‘find venner’ og konstateret at jeg ikke er hjemme i går aftes. Ja jeg løj overfor ham tidligere fordi jeg ikke syntes at det vedkom ham, hvad jeg skulle og fordi jeg ikke magtede at høre på hans meninger om, at jeg skulle mødes med A. Så han sendte mig en sviner for at have løjet for ham om at jeg skulle ud. Og det eneste jeg tænker om ham er, hvorfor har han brug for at stalke mig, og gad vide hvor længe han har gjort det… så nu kan Ida selvfølgelig ikke længere følge mig derinde… Det er hvad det er, og jeg smiler over endnu engang at være blevet bekræftet i, at Morten er som han er. Selvom han har forandret sig og virkelig prøver at være sit allermest eksemplarisk selv, så kan han ikke styre sit behov for at have kontrol.

Mænd!

happy excited victory yas hell yes

Bitterfissen

Oh yes – det er desværre mig…og jeg er bestemt ikke stolt af det.

Jeg tror måske jeg er kommet til den konklusion, at det ikke er sundt for mig at være sygemeldt uden kontakt til andre voksne mennesker på daglig basis, jeg får simpelthen alt for mange mærkelig idéer i mit uinspirerede hoved!

Jeg har længe virkelig følt at A kom ud af vores brud med langt flere plusser på sin side end der var på min. Uretfærdighed på højt plan. I mit hoved.

Så pludselig i nat lå jeg vågen og kunne ikke sove, simpelthen fordi jeg var nødt til at skrive en mail til A, om at der var flere ting fra sommerhuset, som jeg gerne ville have. Ting jeg havde købt dertil vel at mærke, og som jeg helt klart føler er mine, men fordi det endte med at vi kun kom derop i en bil i stedet for to biler, da jeg skulle hente mine ting. Så endte jeg med at være nødt til at acceptere at jeg ikke fik det hele med. Og så var jeg også rimelig dopet på det tidspunkt, dér lige udskrevet fra hospitalet, så jeg tænkte nok ikke helt klart i situationen og gjorde derfor ikke krav på de ting til senere afhentning, da vi var der.

Det meste af dagen i dag, er så gået med at diskutere med A over mail, fordi han ikke mener at jeg har mere at komme efter i mit elskede sommerhus. At alt er blevet fordelt.

Fuck jeg er en bitterfisse! Og det er bare sådan nogle små ting som nogle glas og skåle, nogle gardiner, og så selvfølgelig AL malingen til huset, både indvendig og udvendig, som min far har sponsoreret. Jeg synes virkelig ikke han bare sådan uden videre skulle have de ting.

Jeg ved godt det er fuldstændig latterligt at jeg farer i flint over det – men jeg kunne simpelthen ikke styre mig selv. Og igen bunder det nok i, at jeg måtte afgive sommerhuset. Jeg føler på en eller anden måde måske at det bliver opvejet hvis ikke A får de der latterlige ting.

Det gør det sikkert ikke i sidste ende – jeg burde virkelig bare give slip på det, selvom jeg nok altid vil savne det skide hus…

Jeg har måtte erkende med total nederlagsfølelse, at jeg ikke får de ting og at jeg simpelthen er nødt til at komme videre. Der er trods alt også lige startet et helt nyt år, ret god anledning til at nulstille, hvis man lige tænker sig lidt om…

 

sad stephen colbert celebration unhappy

 

%d bloggers like this: