Tag: ekskærester

Hvorfor gøre noget halvt…

Jeg havde en lidt anderledes søndag i søndags. Jeg var nemlig til fest – kæmpe fest. På mit gamle arbejde i barverdenen, en verden hvor man er ligeglad hvilken dag man fester, den ene dag er lige så god som den anden. Heldigvis havde jeg planlagt min vagtplan så jeg havde fri mandag – hvilket var ret heldigt eftersom jeg stadig var stiv, da jeg gik i seng mandag aften. Hvilket selvfølgelig har udskudt hele rekreationsprocessen og jeg derfor stadig er voldsomt kvæstet langt ind i tirsdag… altså hvad fuck sker der for det? Jeg har da godt hørt om at det tager længere og længere tid at komme sig over en druktur, jo ældre man bliver…men det er jo min far der siger sådan noget og han er altså 22 år ældre end mig.

Nå! jeg tog til fest. Iført den flotteste knaldrøde kjole, røde negle og høje hæle. Skrev til en af de mænd (faktisk en ekskæreste) jeg havde aftaler om at mødes med at han skulle holde øje med pigen i den røde kjole. Da jeg kommer gående hen mod den bar hvor han står, sammen med ca 10 andre mænd jeg også kender fra gamle dage, kan jeg allerede på lang afstand godt se at de har spottet mig, da de alle 10 nærmest samtidig vender sig om og følger mig hele vejen hen til dem. (Hokus pokus mig i fokus) En af de første kommentarer fra en af mændene, Simon – som ellers aldrig giver komplimenter; der er nok en der stadig er single, så godt som du ser ud. JEP svarer jeg og soler mig i alle deres kommentarer om at kvinder altid burde have røde kjoler på. Simon er en af min ex Mortens bedste venner, så jeg er altid lidt på vagt overfor ham, fordi jeg ved at han fortæller Morten alt om min laden og gøren når jeg har været til fester med de gamle slæng. Simon er dog meget interesseret i, at jeg finder ham senere… hmm…okay…tænker jeg, det var uvant.

Nå – jeg ender med at blive ved mandebordet i et par timer. Vi har det mega sjovt og jeg glemmer helt at jeg faktisk har en aftale om komme forbi og spise aftensmad sammen med nogle andre gamle kollegaer kl 22. Heldigvis når jeg det og festen fortsætter med det slæng. Jeg får både danset og snakket og drukket en hel del sammen med dem også. Jeg ender med at falde i snak med Peter, en kæmpe basse på min egen alder, som jeg også har kendt i 15 år. Midt i snakken kan jeg godt fornemme, at han måske ikke har det helt så godt derhjemme, sammen med hans kone gennem 20 år. Snakken udspringer af at han fortæller han bliver 40 til november og jeg ivrigt spørger ind til om han skal holde stor fest. ‘Nej, siger han mut, min kone bliver 40 til næste år, så der skal vi holde en stor fest…sammen… og de sidste 8 år har min fødselsdag været slået sammen med min søns fordi vi har i samme måned…’ Jeg kommer til at grine – men trods de kæmpe mængder øl og vin jeg allerede har indtaget opfanger jeg godt der er lidt sørgmodig alvor over ham. Han ligner en der føler sig totalt kastreret. Og når jeg spørger om ikke de bare kunne holde to 40 års fester, istedet for en sammen, så svarer han, at hun (konen) havde givet ham et blik, der havde fortalt ham, at han ikke skulle spørge. Shit hvor fik jeg ondt af ham. Så jeg inviterede ham selvfølgelig prompte til min 40 års fødselsdag om halvandet år. Stakkels mand.

Så ved jeg ikke lige hvordan jeg kom videre derfra, men jeg prøvede så at skulle mødes med ham ekskæresten igen, hvilket aldrig lykkedes. Istedet befandt jeg mig pludselig på knæ ved en ung knægt der havde overdoseret et eller andet lort og lignede en der var ved at gå i hjertestop hver andet minut. Så i omtrent 15 min indtil ambulancen ankom, sad jeg og maste mine knoer ned i brystbenet på ham, for at holde ham ved bevidsthed, klar og forholdsvis fokuseret til at ændre strategi og begynde hjertemassage, skulle det komme til det. Ambulancen kom, og jeg fortsatte festen.

Og mødte Simon igen. Simon havde købt hele flasker vodka + red bull. Jeg drikker normalt ikke sprut på den måde længere – jeg kan ikke rigtig finde ud af at styre det lige så godt som vin og øl. Simon har brug for at fortælle om Morten. Om hvor meget Morten har løjet for ham, brændt ham af, fået 90.000 kr for noget arbejde han skulle udføre, men som han ikke gjorde færdig. Simon er SÅ skuffet og beskriver deres venskab som fuldstændig ikke eksisterende. Jeg får mega optur over hans udmelding! ENDELIG! er der en fra Mortens omgangskreds, der ser Morten som jeg ser ham. Som en patologisk lystløgner og manipulator, der tager røven på alt og alle. Han bekræfter også hvor mange Morten har knaldet med mens han og jeg var sammen. Hvilket iøvrigt ikke var første gang den aften, at nogen havde behov for at fortælle mig – jeg faldt i snak med en mega sød mand i det første slæng af mænd jeg mødte, som kendte Morten, men han og jeg kendte ikke rigtig hinanden, han kiggede også mærkeligt på mig og spurgte om ikke jeg vidste jeg skulle holde mig fra ham dengang… øh nej tydeligvis ikke… det positive er selvfølgelig at jeg fik 3 børn med psykopaten – jeg kunne faktisk næsten ikke være mere stolt af mig selv… (christ altså!)

Nå, Simon og jeg hænger ud i, hvad jeg fornemmer er, flere timer. Han fortæller også om sit ægteskab, som iøvrigt ikke er helt så gammelt, om at han også var på Smukfest, hvilket jeg blev vildt overrasket over, og så fortæller han, at han havde været nødt til at fortælle konen at han skulle arbejde. Så hun vidste ikke han havde været derovre. Og det derfor også havde været ret hemmeligt. Hvad pokker sker der for alle de mænd der har det skidt derhjemme med deres koner… For iøvrigt var grunden til jeg skulle mødes med min eks, også at han skrev han trængte til et kram, fordi det heller ikke gik så godt mellem ham og hans kone.

Singlelivet er sgu ikke så slemt når man hele tiden skal høre på, hvor skidt en masse mennesker har det i deres forhold… det er lidt sørgeligt synes jeg…

Simon og jeg ender ved et bord i et hjørne og snakker videre… og jeg mistænker lidt at jo mere samhørighed Simon og jeg fik ift Morten, ooog muligvis også mængden af vodka/redbull jeg fik – jo mere attraktiv blev Simon i mine øjne. Så selvfølgelig prøver jeg i min efterhånden 4 hestes brandert, at score ham. Han er heldigvis standhaftig og siger nej… ikke bare een gang, men mange gange, for jeg giver åbenbart ikke sådan lige op. Jeg mindes noget med at jeg placerer hans ene hånd på mit lår…. Arhmen altså! Fuck mig! – SÅ pinligt!

Hvorfor jeg pludselig vælger at skulle hjem, har jeg ingen anelse om, men mistænker, at jeg trods alt selv vurderer at det er ved at være på tide. Jeg kan se jeg har sendt en toiletsnap kl 4:33 fra barens toilet, hvor jeg har skrevet; de er SÅ unge (hvilket de også var, mange af de nye ansatte) og jeg har googlet taxa tlf nr OG ringet i et minut til taxa. Men husker egentlig bare, at jeg snupper den taxa der kommer kørende forbi foran samtlige andre mennesker der stod og skulle hjem på samme tid. Om det var en jeg havde bestilt i mit navn siden jeg fik den, har jeg ingen idé om.

Det næste jeg husker er, at taxamanden siger til mig; du er nok nødt til lige at guide mig lidt her (efter vi er kørt af motorvejen) så du må altså ikke falde i søvn igen. Hvorefter han er nødt til at vække mig ved hvert lyskryds vi kommer til, indtil vi endelig er havnet foran mit husnr.

Da jeg gik hjemmefra var jeg så glad for min far for nylig havde sat en nøgleboks med kode op på huset, så jeg ikke behøvede slæbe nøgler med. Det skulle dog vise sig at være min største udfordring da jeg kom hjem der om morgenen… i så stor en brandert, så nogen ligeså godt kunne have givet mig briller på med styrke -10 og bedt mig løse en soduko. Fremover så lægger jeg vist bare min nøgle under blomsterpotten, som jeg plejer, hvis jeg skal i byen, for risikoen for jeg aldrig finder den rette talkombination og ender med at sove på dørmåtten, den var helt sikkert tæt på at være en realitet i søndags.

Kl 11 vågner jeg helt rundforvirret og frygter børnene kommer hjem 15 min efter. Det gjorde de selvfølgelig ikke før ved 14:30 tiden. Jeg opdager min røde kjole ligger på vrangen på gulvet, sammen med mit undertøj. Jeg kan ikke huske at have taget det af. Gad vide om jeg egentlig gik tur med Birthe…hmm…jeg tror det ikke, men altså, jeg ved det ikke…hun virker ikke tissetrængende. Det er faktisk helt uforsvarligt at drikke sig så fuld!  Jeg skriver en besked til Simon; jo mere vodka/redbull jeg fik, jo mere attraktiv blev du – undskyld. Simon svarede med det samme, at jeg ikke skulle undskylde. Ok case closed – jeg er stadig flov.

Til aftensmad henter vi McDonalds. Ungerne er begejstrede uden at vide, at det faktisk allermest var mor her, der havde brug for det. (Jeg burde iøvrigt nok ikke have kørt bil…) Mens vi sidder og spiser fortæller Ida om da hun var hjemme om morgenen for at hente sin cykel, da Morten havde afleveret hende… Har du været hjemme imorges? flyver det ud af mig, samtidig med jeg prøver at sætte et ikke alt for overrasket ansigt op. JA, siger Ida, jeg råbte også hej og farvel til dig, og du svarede også.  Okaaayyy tænkte jeg, det har jeg absolut ingen erindring om. Lidt scary. Ida griner af mig og tilføjer; du må godt nok have været træt efter din nattevagt!  Hahaha oh yes, det var præcis det jeg var.

Lesson learned! 

Så konsekvensen af at skide i egen andedam blev jeg konfronteret med i går efter forældremøde på skolen.

FILF’en var heldigvis ikke med, det var hans stramtantede ekskone derimod, som har store issues med at hilse på mig. Fair nok…

Efter forældremødet følges jeg hjem med min nabo, som også var med til mødet, og da vi parkerer vores cykler foran hver vores hus, snakker vi om at lave en tagrensnings dag. Jeg tilføjer at det kunne være super, bare vi afslutter med vino! Selvfølgelig! Siger nabo. Du siger bare hvornår?  Lørdag ? Foreslår jeg med det samme. Årh der skal vi over til bip og båt (et andet forældrepar fra den klasse) men du kan da bare tage med?! Argh…jeg er ikke inviteret, så det ville være lidt mærkeligt tænker jeg. Hmm Aj hvor spøjst, siger nabo efterfulgt af en kort tænkepause… arhhh det er nok fordi din Eks kommer (her menes selvfølgelig FILF’en) Ja så tænker jeg bare jeg bliver hjemme, siger jeg og griner indforstået til nabo. 

Men altså… efterfølgende har jeg gået og tænkt lidt over den situation her. Og den stinker! Faktisk helt vildt! 

Jeg er selvfølgelig klar over at han sås med de mennesker længe før jeg gjorde, så selvfølglig bliver de ved med at invitere ham… det hele er fair nok… jeg fungerer bare liiiidt dårligt med at blive holdt udenfor, selvom jeg godt kan se at jeg ligger som jeg har redt. Men igen – jeg er faktisk heller ikke sikker på jeg gider bruge en aften tilnærmelsesvis i nærheden af Filf’en, så måske er det alligevel ok… 

…og note til selv til fremtids SH – lesson learned – do NOT shit where you eat! 

Hvad jeg har lært i Juni

  •  At mine børn sørme også kan få børneorm
  •  At Mortens luderkæreste er en lille og lav, men meget kraftig rund tønde. Stik modsat hvad han normalt ville gå efter – jeg var chokeret! Men okay – Morten har vist også for længst lagt sit vaskebræt på hylden, og så gør det vel ikke noget at han bliver solidarisk med sin kæreste.
  • At Tinder nok er et af de mest tidsrøvende dødsyge spil…som jeg ikke kan stoppe mig selv i at spille.
  • At jeg synes Happn er grænseoverskridende!
  • At det ikke kun er nok at slå kameralyden fra når jeg er i nattevagt (læs; nedsat belysning)… ville prøve at tage et sniger billede af min lækre kollega og sende til Natalie som er på ferie… Blitz er faktisk også noget man skal huske at slå fra.
  • At jeg ikke så godt kan lide røde roser mere, efter FILF’en flere gange har efterladt store bundter af dem foran min dør. Han mener de siger mere end ord. Jeg har den største røde kravle rosen busk på hele den ene side af min hoveddør – kunne de ikke bare have været en anden farve!
  • At jeg mistænker FILF’en for at være paranoid skizofren…!
  • At jeg åbenbart har grænser
  • At jeg har verdens bedste mennesker i mit liv, som altid støtter mig og er der for mig, også selvom de selv har en svær periode i deres eget liv
  • At resultatet af, at børnene er 2 1/2 uge hos Morten, medfører at jeg har mistet evnen til at rydde op og gøre rent…faktisk har jeg vist bare helt mistet min ansvarsfølelse og istedet brugt tiden på veninder, byture, mousserende rosévin, shopping og træning – ego ego ego ! Jeg er ret vild med det!
  • At jeg har fundet ro i, at kommunen har lagt sagen med børnene og Morten på standby, til børnene er retur hos mig, de er på ferie, og hunden bliver passet.
  • At Chefen virkelig er vendt tilbage i mit liv på daglig basis… og jeg ikke lige helt kunne finde mit fodfæste i det…venskab… men tror jeg har fundet ud af det nu hvor vi er trådt ind i næste måned…more to come on that one.
  • At jeg godt kan mærke at 122 timers arbejde på 12 dage beviser at jeg vist ikke er 25 længere
  • At sådan en brækket tå faktisk gør ondt i lang tid! Og jeg blev straffet hårdt i søndags, efter at have været i byen i høje hæle om lørdagen…jeg kunne simplethen ikke få mig selv til at gå i byen i flade sko.
  • At jeres søde opbakkende kommentarer her på bloggen, løfter mit humør helt vildt – tak ❤️

Dagens Drama #7 

Så modtog denne SMS fra FILF’en den anden dag…


Og på hans fb havde han lagt dette op.


Jeg er jo ved at flyde over af nysgerrighed! …eller noget…

for gad vide om det er fordi jeg har tagget mig ind med min far på hospitalet, der bekræfter hans intuition om et eller andet. Eller måske min Update om alenetid med Ida på Halifax… uha den er svær at knække!

Eller måske er det i virkeligheden fordi Luna taggede mig i denne her


Og han så straks endelig har fået bekræftet at jeg kun var ude på at udnytte ham. (Ja det var ihvertfald ikke sexuelt!)

Hvad den mand ikke kan konkludere på – det er ikke småting!

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Dagens Drama #5 – del 2

De var fra FILF’en… roserne

Han testede mig, da han skrev at nogen var kommet ham i forkøbet. Testede om jeg ville afsløre, at der kunne være andre der kunne finde på at sende blomster til mig. Den faldt jeg heldigvis ikke i – mest af alt fordi der rent faktisk ikke er nogen der kunne være i nærheden af, at ville sende mig blomster lige pt.

Og ganske som jeg forudså, måtte der følge en samtale.

FILF’en ringede. Han ville bare lige høre til nogle småting, bla om jeg stadig ville have ham med til min housewarming om nogle uger. Jeg sagde at det kunne da være hyggeligt hvis han kom, men at det var op til ham. Han spurgte om jeg havde fortalt nogen, at vi ikke længere var sammen. Ja… svarede jeg. Min far, Louise, Natalie, Luna og Ida ved det. Han blev helt befibbet, og hver andet ord bestod pludselig af ordet ‘altså’. Han syntes jeg var svær at tolke. Jeg forstod slet ikke hvad han mente, for jeg har ikke på noget tidspunkt, denne gang, givet udtryk for at jeg havde fortrudt min beslutning om at vi skulle stoppe. Jamen du sagde jo, at du ikke havde været særlig glad efter vi stoppede, så jeg forstår ikke hvorfor du så har meldt ud til alle, at vi ikke er sammen mere. Jeg var paf i omkring 4 sekunder… mener du der efter vi stoppede første gang??? FILF’en responderede med den mest rodede sætning fyldt med altså og jamen og øhmm… Jeg måtte igen fortælle ham, at jeg syntes vi var for forskellige og jeg ikke kunne finde tilbage til det vi havde i starten. Endnu en sætning fulgte, som ikke gav mening, men som han dog til sidst fik afsluttet med at han ikke havde mere at sige og et ha’ det godt.

Så var det jeg faldt i søvn på sofaen og vågnede et par timer senere til igen kilometer lange sms’er fra ham. For selvfølgelig havde han da mere at sige, han er bare ikke i stand til at sætte ord på det, medmindre det er på sms.Denne gang provokerede han mig tilstrækkeligt til at jeg svarede igen, i samme stil som han havde lagt for dagen. Mudderkastning er nok et fint lille ord, til at beskrive hvad de beskeder indeholdt. SÅ utjekket! Jeg hader mudderkastning. Virkelig hader! Og jeg har virkelig prøvet at undgå det ville ende ud i det og har også direkte fortalt FILF’en at jeg ikke gad synke så dybt. For siden hvornår er der nogensinde nogen der har fået noget positivt ud af det. Det kan umuligt give nogen mennesker en lykkefølelse, at synke så dybt, så man sviner et andet menneske til på så personligt et niveau…

Nå, men han lukkede galde ud, samtidig med han skrev, at han ikke var sur på mig – den mand er simpelthen en stor fornægtelse af egne følelser. Og jeg gav igen af samme skuffe. Hvorefter FILF’en takkede for min ærlighed (WTF) ændrede kurs og skrev, at han ville elske at være kæreste med mig, fordi jeg er sådan en fantastisk kvinde. Så kom jeg til at sende ham en lille sviner til. Så har der været tyst lige siden… Jeg håber det forbliver sådan.

Dagens Drama #4

Jeg har i dag modtaget den længste sms, jeg i mit liv nogensinde har fået…fra FILF’en!! Dvs fra en mand…en mand!! ….come on altså!

Den omhandler mest af alt, alt det jeg har gjort galt i vores forhold. Han har selvfølgelig ingen skyld i at det endte som det gjorde – selvsagt.

Jeg fik sms’en mens jeg var på arbejde – kunne slet ikke overskue at svare… så gik der en time, så modtog jeg en tilføjelse, hvor han skriver, at forrige roman naturligvis ikke var en kritik af mig… øh… who the fuck then?

Jeg svarede stadig ikke…

Senere kommer der endnu en sms fra ham, hvor han skriver, at jeg kan læse en af hans noter (wtf?!) som han havde skrevet i sin tlf den 5.maj. Den er så også en halv kilometer lang og omhandler denne her pige, som han forelskede sig i, men som nu er forsvundet og som han stadig leder efter, men aldrig mere ved om han kan finde igen.

Jeg er helt paf !  (og der skal alligevel en del til!)

Overvejede bare at sende en thumbs up retur, men måske alligevel lidt for provokerende ?

Har endelig lige taget mig sammen til at svare, det er jo heller ikke helt fair bare sådan at lade ‘manden’ hænge der i flere timer, uden nogen form for respons.

Mit svar siger i det store hele bare at jeg har brede skuldre og at jeg håber han har fået afløb for det hele, jeg påtager mig gerne skylden, hvis han får det bedre af det.

Så nu afventer jeg …mon det er det sidste jeg hører fra ham… (indsæt Dødens Gab melodien her)

%d bloggers like this: