Tag: drama

Når spanskrøret virkelig rammer nallerne

Så det her handler ikke om mig…og alligevel lidt.

Natalie havde jo også mødt en mand via sexklubben. En mand hun har set fast siden starten af januar. Han har adskillige gange udtrykt hvor vild han er med hende. Problemet har været at han ikke har ville ses offentligt med hende af frygt for sin ekskone, som tilsyneladende bor lige i nærheden af ham. Der var selvfølgelig en del andre ting der ikke rigtig fungerede, så Natalie vælger at slutte det med ham, på trods af at hun faktisk er ret vild med manden. Lige inden opretter hun dog en ekstra profil på sexklubbens side, for at se om han skriver til den profil, da hun har en dårlig mavefornemmelse omkring ham…

Han skriver med det samme hun har oprettet den. Hun får det natuligvis fysisk dårligt over det og ender med at skrive en lang besked til ham. Lang historie kort – manden får sweettalket hende til at de skal fortsætte med at ses. De har selvfølgelig nu nogle tillids issues, men er enige om, at de rigtig godt kan lide hinanden og kun skal ses med hinanden og sexklubben er en saga blot. De sletter dog ikke deres profiler derinde, da hun ikke vil bede ham direkte om det, men håber manden er voksen nok til selv at træffe den rigtig beslutning herom.

Nå, men så alt den polumik med Natalie og hendes sexklubmand, gav mig lidt noia ift min egen sexklubmand Chefen. For i bund og grund kan man vel ikke forvente at de mænd man møder sådan et sted, kan finde ud af eller har lyst til at holde sig til bare een kvinde. Der er vel en grund til at de har en profil dér kontra Dating.dk. Så jeg oprettede også en ekstra profil derinde forleden. Bare for at pine mig selv og se om Chefen også kunne slå luften ud af maven på mig. Men Chefen har stort set ikke været inde på klubbens side siden han og jeg startede med at ses, så min mavefornemmelse siger mig, at han ikke kommer til at skrive til min nye profil…Thank God! (og igen…lad os nu se…)  Men så var det Natalies ‘mand’ pludselig skrev til min nye profil…

Ud fra Natalies anvisninger svarer jeg manden ud fra den hensigt, at få ham til at foreslå at vi skal mødes. Det gør han rimelig hurtigt, også helt uden at have set mit ansigt. som jeg selvfølgelig ikke kan vise ham, da han har set mig i klubben sammen med Natalie den ene gang vi har været der. Jeg udspørger ham, om han ser nogen fra klubben for tiden, og det skriver han at han ikke gør. Natalie får skærmdumps af hele samtalen. Og er forståeligt virkelig ked af at han ikke har nok i hende.

Taktikken nu er at ignorere manden. Jeg er stoppet med at have samtalen med ham på Klubben (han ved selvfølgelig ikke det er mig). Natalie ignorere hans sms’er – de få der har været. Og så har hun oprettet en helt 3. profil derinde…bare for lige at gnide det sidste salt i såret og få bekræftet, at han virkelig ikke kan stoppe sig selv, så snart der er nyt kød derinde.  Manden skrev til den nye nye profil på under få timer efter oprettelsen. Vores undren går nu på; hvorfor ind i helvede bruge så meget energi på at få Natalie overbevist om, at han er forelsket i hende og bare gerne vil have hende…? Når han tydeligvis ikke mener det, så snart der er mulighed for noget nyt. Det må være ulempen ved hele det her cyberspace dating/sexdating. Man er hele tiden nysgerrig på, om der dukker noget bedre op ved næste swipe til højre eller venstre.

Resultatet af hele denne ballade er, at vores tro på mænd generelt har fået et ordentlig hak over nallerne. Jeg ved selvfølgelig godt man ikke kan skære alle mænd over en kam, bare fordi denne mand opfører sig som en idiot. Men alligevel er vores konstante mantra pt, at mænd er nogle svin.

Men når jeg så kigger lidt indad, så ved jeg jo godt at jeg nok er lidt dobbeltmoralsk, (og risikerer mega høvl nu) for jeg har jo også både set Chefen og Lægen henover en weekend i starten af februar. Plus jeg også har skrevet med en del inde på sexklubben. Forskellen er, at jeg ikke har ytret nogle som helst romantiske følelser overfor nogle af dem. Jeg har ikke sagt at jeg er forelsket….(kun lidt herinde). Jeg har sagt til Chefen at han og jeg kun knalder med hinanden, så længe vi gør det. Hvilket jeg har tænkt mig at overholde. Og det er nu ikke fordi jeg ikke gerne vil snakke mere følelser med Chefen, men jeg holder mig tilbage pga den måde vi har mødt hinanden på. Og har tænkt at det er urealistisk at det bliver andet end sex. Chefen har dog ytret at han har taget sexklubben ud af ligningen..om det så skal tolkes som om han tænker mere om ham og jeg, har jeg ikke rigtig fundet ud af endnu.

Og når jeg tænker mine forældre og hele min opvækst med i ligningen, så kender jeg ikke et eneste par, hvor den ene eller begge parter ikke har været utro. Kun mig selv, men desværre heller gennemgående i samtlige af mine forhold. Jeg har også været utro…

Jeg ved snart ikke længere hvad jeg skal mene om kærlighed… Jeg er sgu lidt depri for tiden… Måske humøret er bedre efter imorgen når Chefen lige har tanket mit gode humør op igen med sin tilstedeværelse…

Jeg håber inderligt han modbeviser mig, ved ikke at være som min generelle opfattelse af mænd er lige pt. (eller som min generelle opfattelse af mænd er generelt. Punktum.)

Bitterfissen

Oh yes – det er desværre mig…og jeg er bestemt ikke stolt af det.

Jeg tror måske jeg er kommet til den konklusion, at det ikke er sundt for mig at være sygemeldt uden kontakt til andre voksne mennesker på daglig basis, jeg får simpelthen alt for mange mærkelig idéer i mit uinspirerede hoved!

Jeg har længe virkelig følt at A kom ud af vores brud med langt flere plusser på sin side end der var på min. Uretfærdighed på højt plan. I mit hoved.

Så pludselig i nat lå jeg vågen og kunne ikke sove, simpelthen fordi jeg var nødt til at skrive en mail til A, om at der var flere ting fra sommerhuset, som jeg gerne ville have. Ting jeg havde købt dertil vel at mærke, og som jeg helt klart føler er mine, men fordi det endte med at vi kun kom derop i en bil i stedet for to biler, da jeg skulle hente mine ting. Så endte jeg med at være nødt til at acceptere at jeg ikke fik det hele med. Og så var jeg også rimelig dopet på det tidspunkt, dér lige udskrevet fra hospitalet, så jeg tænkte nok ikke helt klart i situationen og gjorde derfor ikke krav på de ting til senere afhentning, da vi var der.

Det meste af dagen i dag, er så gået med at diskutere med A over mail, fordi han ikke mener at jeg har mere at komme efter i mit elskede sommerhus. At alt er blevet fordelt.

Fuck jeg er en bitterfisse! Og det er bare sådan nogle små ting som nogle glas og skåle, nogle gardiner, og så selvfølgelig AL malingen til huset, både indvendig og udvendig, som min far har sponsoreret. Jeg synes virkelig ikke han bare sådan uden videre skulle have de ting.

Jeg ved godt det er fuldstændig latterligt at jeg farer i flint over det – men jeg kunne simpelthen ikke styre mig selv. Og igen bunder det nok i, at jeg måtte afgive sommerhuset. Jeg føler på en eller anden måde måske at det bliver opvejet hvis ikke A får de der latterlige ting.

Det gør det sikkert ikke i sidste ende – jeg burde virkelig bare give slip på det, selvom jeg nok altid vil savne det skide hus…

Jeg har måtte erkende med total nederlagsfølelse, at jeg ikke får de ting og at jeg simpelthen er nødt til at komme videre. Der er trods alt også lige startet et helt nyt år, ret god anledning til at nulstille, hvis man lige tænker sig lidt om…

 

sad stephen colbert celebration unhappy

 

Når kærlighed bliver til had

Jeg har været hjemme i næsten en uge, siden jeg blev udskrevet fra hospitalet. Det har været hårdt, men fremgangen ift min diskus prolabs er ikke til at tage fejl af. Jeg kan næsten føre et normalt liv, så længe jeg ikke skal bukke mig ned og samle noget op, eller bære på noget. Og mine unger er simpelthen så hjælpsomme. De tømmer både opvaskemaskinen og vaskemaskinen OG hænger tøjet op. Og Magnus har støvsuget hele lejligheden i dag uden at overse en eneste nullermand – drengen er 6! Jeg tror det der særlig sensitivitet han ‘lider’ af, måske også indebærer lidt autisme haha.

Nå, jeg føler mig jo lidt bagud ift at opdatere jer om hvad der er sket mellem A og jeg imens jeg var indlagt.

Manden blev ved med at skrive til mig om jeg var sikker på min beslutning om, at vi ikke skulle være sammen. Og dum som jeg var, skrev jeg tilbage at jeg da stadig havde følelser for ham, men at det ikke var nok, der var for mange andre ting der ikke fungerede imellem os. A skrev så sms op og ned om hvor meget han elskede mig, og hvor meget han var klar til at ændre på sig selv, for at vi kunne være sammen. Han ville bare så gerne lige mødes så vi kunne se hinanden i øjnene. Men jeg kender jo hans taktik – for han ved, at det er meget sværere at blive ved med at fastholde sit standpunkt når den modsatte part sidder overfor en. Man burde næsten give ham en præmie for hans overtalelsesevner.

Men det lykkedes ham dog ikke, jeg forsøgte og forsøgte på en pæn måde, at forklare ham, hvorfor han og jeg bare ikke duede sammen og at ingen mennesker skal ændre sig så meget for et andet menneske, for så mister man sig selv. Og derudover havde jeg ikke mulighed for at mødes fordi jeg var indlagt – og lige pludselig fik A åbenbart nok. Og gik fuldstændig i den anden grøft.

Umiddelbart efter alle kærlighedserklæringerne fik jeg pludselig i stedet sms på sms, om hvor meget han hadede mig og fortrød al den tid og kærlighed han havde givet mig. Og at han nu ville finde nogle rigtige mennesker med rigtige følelser, som ville værdsætte hans kærlighed og omsorg. Afslutningsvis skrev han at han ville blokere mig. Og i det jeg læste dét – skyndte jeg mig istedet at blokere ham, inden han nåede det. Jeg vil trods alt hellere selv bestemme hvornår han kan kontakte mig end omvendt.

Men det tændte bare vreden i ham endnu mere. For så skrev han da bare på mail i stedet. Med 2 minutters mellemrum… i omtrent 9 timer! Kun afbrudt af den køretur, jeg forestiller mig, han tog for at komme hjem fra arbejde.

Jeg kan såmænd godt forstå alle de følelser man kan have, når man bliver såret. Og vraget. Og ikke føler sig god nok. Og i A’s tilfælde ikke fik sin vilje, fordi jeg ikke ville mødes med ham in person. Og lige i denne situation var det allermest fordi jeg jo var indlagt, at jeg ikke ville se ham. Han havde nok kunne overtale mig hvis ikke jeg havde været indlagt. Altså til at mødes – jeg havde stadig holdt på min beslutning.

Men at et menneske kan miste sin selvkontrol så meget, så han decideret skriver til mig at han ønsker at jeg skal brænde i helvede og er ligeglad med hvis jeg bliver invalid (qua min prolaps), blev jeg godt nok overrasket over. Og så at han blev ved! Hvert andet minut kom der en mail med en eller anden fordømmelse over mig. Jeg prøvede to gange at glatte ud og skrive at han ikke var død for mig og at jeg ikke ønskede ham noget ondt. Men det hjalp bestemt ikke. Så jeg undlod derefter at svare ham. Og bed al min forurettede uretfærdighedsfølelse i mig.

Efter ca 7 timer skrev han, i toppen af mailen, at nu var han kølet ned …hvorefter resten af mailen fortsatte i samme dur som alle de forrige mails. Blandt andet begyndte han også at svine min bedste veninde Louise til. At nu var hun i det mindste glad. Fordi i hans univers, så var hun en manipulerende slange og det eneste hun ønskede, var at jeg var single, så HUN kunne få udlevet sine drømme med mig. Det har aldrig faldet ham ind, at det rent faktisk også var mig der gerne ville lave ting sammen med hende. Der er jo ligesom en årsag til at vi er bedste veninder.

Hvis man skal se lidt komisk på det hele, så havde A så travlt med at svine mig til via sin ARBEJDsmail, så han ikke slettede sin autosignatur. Så når jeg havde fået den største mundspyttende sviner, så blev der altid afsluttet med  ‘Med venlig hilsen A’ Og så firmanavnet.

Et eksempel: ‘Du er død for mig!’ Med venlig hilsen A

Efter han havde svinet mig til non stop i en evighed, slog han over i, at fortælle hvor mange penge han nu skulle til at have for sig selv – altså generelt klaske i hovedet på mig, alt det jeg nu gik glip af økonomisk…når nu jeg ikke ville have ham for ham alene. Jeg reagerede stadig ikke.

Vi havde allerede aftalt hvad der skulle ske med sommerhuset og vores fælles ting. Så de ting jeg skulle hente fra sommerhuset krævede han selvfølgelig at jeg skulle hente allersenest den 13. dec.

Jeg havde via exMorten, skaffet to grumme amagerdrenge til at hjælpe, og så min far til at holde god ro og orden. Jeg turde simpelthen ikke tage derop uden nogle stærke mænd på min side. For når han kunne miste besindelsen så voldsomt som han gjorde via mail, så kunne jeg da godt frygte hvad han ellers kunne finde på. Jeg havde på et tidspunkt skrevet til A at jeg overvejede at inddrage politiet, da jeg ikke længere følte mig tryg ved at have ham som ex. Så fik jeg selvfølgelig endnu en sviner hvor han mente at jeg var way out.

Jeg hentede allerede mine ting to dage efter udskrivelsen, dvs i onsdags, på krykker og dirrende af smerte og nervøsitet. Det hele foregik i fin ro og orden. De to amagerdrenge blev forhindret i at komme med – hvilket formentlig var ganske fint ift ikke at opildne endnu mere unødigt vrede hos A.

Det afsluttede med at min far sad og drak en hyggebajer (WTF) med A og hans ven (for han havde selvfølgelig også en backup med sig) mens jeg lå i min nu forhenværende seng og hvilede min ryg inden vi skulle ud og køre en time i bil igen. Jeg lå og græd længe i sengen, mens jeg kiggede mig om i rummet for sidste gang.

Fuck hvor jeg elskede det hus!

 

Kram til jer! 

Bliver udskrevet idag!!! 
Hold nu op hvor jeg glæder mig. Samtidig med det er forbundet med lidt angst. 

Angst for at komme til at gøre nogle ting som min ryg ikke kan magte endnu, fordi jeg nu skal til at fungere som mor for mine børn igen. Kæmpe angst for at opleve de smerter jeg havde da selve diskus prolabs skaden for alvor var sket. Og endnu mere angst for, at hvis det skulle ske igen, om mine børn kommer til at overvære det. Sidst fik det velvoksne vikingemænd a.k.a min far og Morten, til at græde…

Har jeg forresten nævnt at jeg hellere ville føde 10 velvoksne babyer i træk end at opleve det igen?! Sir’ det bare – pas på jeres rygge søde mennesker. Hold jer fra skæve vrid hvor I samtidig har belastning på, så kommer I langt. Jeg vil ikke ønske denne smerte for min værste fjende (som iøvrigt for tiden er A – selvudnævnt vel at mærke). 

Når jeg kommer hjem til min computer er jeg simpelthen nødt til at fortælle om udviklingen mellem A og jeg mens jeg har ligget her på hospitalet. (Er ved at udvikle fingergigt af at ligge med min tlf hele tiden) 

Drama kan stadig meget vel opblusse ude i det virkelige liv på trods af at jeg har ligget spærret inde på 2. sal i en hospitals seng. 

Men for nu, så håber jeg at I må få en dejlig dag – og tusind tak for alle jeres opbakkende kommentarer – det betyder  meget at I lige har taget jer tid til at skrive. Det har været en rutschebanetur uden lige de sidste 10 dage og jeg er blevet så opmuntret når jeg læser jeres kommentarer. Også jer der ikke kommenterer men bare følger med, betyder også utrolig meget. (Jeg kan jo følge med i statistikken 😉 Det er dejligt at vide I læser med! 

Sender en krammer ud til jer alle på denne lyseblåhimmelsmandag <3 

  

Samtalen

Puha…hvor skal jeg dog begynde…

A har jo taget frier afslaget ret hårdt – forståeligt.

Vi havde aftalt at vi skulle snakke sammen når jeg havde været til Madonna koncert og samtidig også når jeg havde fået skrevet en opgave færdig til noget ift arbejdet, som fyldte meget. Han ringer dog allerede samme eftermiddag jeg er kommet hjem fra Herning, for han kunne ikke vente til dagen efter, hvor vi skulle mødes.

Så. Han gav mig et ultimatum. ‘Enten siger du til mig at du vil giftes med mig på et eller andet tidspunkt eller også så kan jeg ikke se hvordan vi kan have en fremtid sammen’

Jeg kunne simpelthen ikke få det over mine læber. Jeg ville ikke have et giftemål hængende over hovedet, som sådan en skalting fordi det skulle være endnu en af A’s forventninger jeg skulle tage hensyn til.

Hvilket han rent faktisk direkte udtrykte til mig. At det kunne godt være, at jeg ikke lige havde set mig selv blive gift, men i et forhold så indgår man kompromisser og rykker sine grænser, hvis det betyder meget for den anden.

Øh ja – indgår gerne kompromisser hvis kompromisset indebærer at udskifte frikadellerne med fiskefrikadeller. Sgu ikke at blive gift!

Så vi blev nogenlunde enige om at vores veje skulle skilles. Han kunne ikke se hvordan han nogensinde skulle kunne komme over det afslag jeg havde givet ham. Og jeg vil ikke presses til at blive gift…for hans skyld. Så vi sluttede tirsdag aften.

Beslutningen var nok lidt mere min end hans dog – det stod nok 60:40 til mig. Han prøvede ihærdigt at overtale mig til at sige det han ønskede. Og jo mere han pressede på desto mere  overbevist blev jeg om, at jeg var sikker i min beslutning.

Vi aftalte at han skulle hente sine ting onsdag når ungerne alligevel skulle hjem til Morten. I den tid han var hos mig lavede han ikke andet end at prøve at overtale mig til at sige det han ønskede. Han havde dog ændret sætningen lidt til nu at være ‘hvis jeg nogensinde skulle giftes, så skulle det være med ham’. Jeg kunne stadig ikke – selvom dén sætning rent faktisk fritager mig fuldstændig fra at love at jeg ville giftes. Jeg kan bare ikke mere af alt hans drama og forventninger. Og en af grundene især var også fordi han i minuttet efter vi havde lagt på dagen før, hvor vi blev enige om at afslutte forholdet, der havde han slået bruddet op på facebook! Han havde lige nået at blokere mig og Louise, og intensionen var åbenbart at nå at slette alle mine venner og familie først…det ‘nåede’ han bare ikke helt. Han havde postet ‘Så blev man sgu single. Virkeligheden er ikke altid hvad den udgiver sig for. Op på hesten igen.’

Min far havde set det! Igen igen(!) fratog han mig alle rettigheder for selv at bestemme hvornår mennesker i MIT liv skulle informeres om ting – private ting. Lige som da han inden for 20 min havde postet at han havde friet til mig. Mine nærmeste fik det at vide via fucking facebook! Arhmen Altså det er uacceptabelt i mit univers!

Han beklagede selvfølgelig dagen efter, og indrømmede at det nok var lidt forhastet – han var bare SÅ såret. Tror dog kun han beklagede det, fordi jeg fortalte ham, at jeg aldrig kunne se nogle mennesker i øjnene igen, hvis jeg gik tilbage til ham. Facebook er selvfølgelig ikke hovedårsagen til jeg ikke kan forholdet længere. Jeg har undervurderet hvor hårdt det rent faktisk er at prøve at leve op til en andens forventninger hele tiden. Jeg er begyndt at udvise små tegn på stress. Fx så svigter min hukommelse mig. Især når jeg skal genfortælle, hvad A har sagt, til Louise eller Nathalie. Jeg kan starte på en sætning og være helt ophidset over det jeg skal til at fortælle, og pludselig går klappen ned. Og så er jeg helt blank. Og det tager mig LANG tid at genfinde det jeg ville sige.

Nu er det ikke fordi det kun er A der er knust, det er også hårdt for mig, at vi er gået fra hinanden. Jeg har stadig følelser for ham. Men det er bare ikke nok længere. Som Nathalie siger; at leve er ikke nok. Og det var det jeg gjorde – jeg levede og det fungerede i det store hele – og ja vi havde da også en masse rigtig gode ting og stunder sammen. Men jeg har aldrig omtalt vores forhold eller ham, som kvinden vi mødte i Herning efter Madonna koncerten, gjorde om sin mand.

I dag er det så søndag. A har hver eneste dag siden i tirsdags, forsøgt at overtale mig til at jeg skal give det en chance til. Han har åbenbart fundet frem til, at vi ER to forskellige mennesker, og at han ikke kan projicere sine forventninger over på mig, da jeg er anderledes end ham. Godt set Sherlock!

Han er villig til at gå til psykolog, for at lære hvordan han accepterer at jeg har andre behov end ham. Han syntes lige pludselig ikke ægteskab er så vigtigt, kontra at miste mig. Han vil stoppe med at have forventninger til mig… (som om). Der er praktisk talt ikke det han ikke vil gøre for mig, og for at gøre mig glad. Han vil tilmed ikke være venner med mig på facebook…ikke til at starte med i hvert fald, og heller ikke tagge os ind sammen hele tiden. (Wuhu!) Det sidste er jo en ret stor bedrift i hans verden.

Jeg bliver helt træt når han kører monologerne af, om alt det han vil gøre og ændre på. Min mave har talt. Jeg er ikke mere at give.

Og jeg tror endelig jeg er trængt igennem til ham imorges. Eller det håber jeg inderligt jeg er, for det er dælme hårdt at skulle blive ved med at afvise ham, når han trygler og be’r om at vi skal starte på en frisk.

100:0 til mig. I’m the bad guy now.

det perfekte forhold

Så status er nu…

A og jeg er stadig sammen. Jeg har igen ihærdigt forsøgt at tydeliggøre for ham, hvor vigtig min ‘frihed’ er. Han siger at han ingen problemer har ift, at jeg ser mine veninder og laver div andre ting uden han er med…NU. At det kun var i starten han syntes at de måtte vente, fordi vi lige var kommet i forhold, og dermed skulle ses meget. Men jeg ved, at han vil have problemer med det, hvis det, i hans øjne, bliver for ofte. Igen en af de der usynlige forventninger, jeg aldrig rigtig kan finde ud af at leve op til… for vi har jo forskellige grænser for hvornår noget er for meget.

Jeg lader tvivlen komme ham til gode. Men jeg må indrømme, at jeg jo nok bare går og venter på det hele kollapser. Men jeg er klar. Jeg kan ikke længere blive i det, hvis jeg ikke kan være mig selv, hvis jeg ikke kan se de mennesker jeg har lyst til at se, uden at det bliver kommenteret som om der så går noget fra ham. Mit liv er for kort til at skulle tage hensyn til ham i alle henseender. For ‘hensyn’ er det ord han gentagne gange benytter sig af, når han gerne vil forklare hvordan man er kærester. Man tager hensyn til hinanden. HELE TIDEN!

Og jeg vil bare gerne kunne lave en simpel kaffeaftale med Louise, og så kunne meddele ham det når jeg lige kommer i tanke om det. Jeg vil ikke først skulle sige til hende, at jeg er nødt til lige at høre med A hvordan det passer ind i hans kalender, sådan som han forventer det.

Jeg har skam veninder, der har sådan et forhold med fælles koordinering af alting. Jeg kan det bare ikke. Jeg føler jeg så skal spørge om lov, og det er sådan noget jeg forlanger af min børn, ikke min kæreste. Han skal sgu aldrig spørge mig om lov hvis der er noget han har lyst til  – om det så er en simpel kaffeaftale, eller han vil ud og rejse med en kammerat. Vi er voksne mennesker, og vi skal have præcis det ud af livet som vi allerhelst ønsker os.

Min far har altid sagt at man ikke skal gå nysgerrig i graven. Han er en klog mand – min far. For i realiteten handler det jo om, at man ikke skal gå i graven og have fortrudt at man ikke har levet præcis det liv man vil. Man kan selvfølgelig altid fortryde ting man HAR gjort…men hvis man ikke havde gjort dem, mon ikke man så ville have spekuleret over hvad der var sket hvis man havde gjort det? …Giver det mening?

Min forestilling om det perfekte forhold, er et forhold, hvor man på en eller anden måde ‘assisterer’ hinanden til ikke at gå nysgerrig i graven. Man hjælper hinanden til at opnå alt det man hver i sær ønsker sig af livet. Man begrænser ikke hinanden i det.

 

sort samvittighed

Var henne og handle i Netto sent i går aftes. Da jeg havde parkeret bilen kan jeg høre, at der er nogen der taler virkelig højt lige udenfor indgangen. Jeg kommer ud af bilen, og ser en kvinde i midt 40’erne og en gruppe af unge gymnasie drenge, der er oppe og skændes.

Hvad jeg lige kan få ud af diskussionen på vej ind i Nettoen, så har drengene cyklet på fortovet og den ene af dem er kommet til at køre ind i kvinden, som stod og var ved at finde en pose æbler i Netto’s udendørs standere. Kvinden prøver forgæves at få knægten til at forstå, at det ikke er i orden, at køre ind i hende på fortovet. Men den skyldige knægt flejner fuldstændig på kvinden, råber at han for fanden da har sagt undskyld og at han cykler på fortovet hvis han vil, og om hun da har tænkt sig at melde ham til politiet. Han råber bare højere og højere og sviner hende til med beskyldninger om, at hun er psykopat og lign.

Jeg står længere nede i butikken… uden at gøre noget… Kiggede på de unge drenge der arbejdede i Netto, og tænkte, at de heller ikke kunne bidrage med noget, eftersom de nærmest var samme alder som dem der lavede ballade lige udenfor. Overvejede også at tilkalde politiet, dog med den erfaring, at de formentlig ikke ville komme alligevel.

Lidt efter kommer en voksen moden mand, af udenlandsk herkomst, kvinden til undsætning og får skældt drengene tilstrækkeligt nok ud, så de forsvinder. Kvinden er så rystet så hun dirrer, og siger at hun ikke lige ved hvordan hun skal komme hjem. Hun fordufter dog alligevel også hurtigt.

Kommer hjem med den sorteste samvittighed… For hvorfor turde jeg ikke blande mig, da jeg først så de skændtes (?) Jeg kan huske jeg tænkte, at de jo nok bare lige var uenige, og så ville de hver især stoppe, så hvorfor blande sig. Men det gjorde de ikke! De var SÅ provokerende de knægte! Og de var mange. Jeg ville jo bare have medvirket til at situationen var kørt endnu mere op i en spids, for det var som om den af drengene, der havde påkørt hende, virkelig ønskede mest mulig ballade.

…Måske er det bare undskyldninger i mit hoved, for at have været en kæmpe kujon….

%d bloggers like this: