Tag: dilemma

Uhhh conspiracy på højt plan

Var i går igenigen på Hillerød – denne gang til samtale med div. læger og sygeplejersker om min lille operation på mandag, hvor de skal gå op med kikkert og se hvad der forårsager den voldsomme blødning jeg har haft.

Den første læge havde vist helt misforstået hvad der skulle ske – hun virkede nærmest klar på at brænde hele min livmoder af – fik hurtigt rettet hende ind på at de BARE skulle gå op og kigge og se hvad helvede der er galt derinde, samt opsætte en ny, også igenigen, hormonspiral og SÅ kan vi snakke om hvad der videre skal ske BAGEFTER at de har set hvad der er galt. I min verden er der himmelvid forskel på om jeg skal beslutte at jeg aldrig skal have flere børn inden på mandag eller om en måned. Plus jeg synes det er en ret drastisk beslutning ud fra det grundlag at jeg har haft problemer i halvanden uge, det ville give langt mere mening hvis jeg havde haft blødningsproblemer i måneder, så ville jeg nok bare bede dem om at fjerne hele lortet. Men lige nu – hell no!

Sidder i et ambulatorium og venter på anæstesi lægen og overhører en ældre mand og en tilsvarende ældre kvinde falde i snak henover et kæmpe rundt bord, som de selvfølgelig sjovt nok sidder på hver deres side af. Bordet gjorde jo så at de var nødt til at tale temmelig højt for at kunne høre hinanden på den afstand.

De begynder at snakke om hvorfor de hver især sidder her i ambulatoriet og venter, om hvilke sygdomme de fejler – og hvor mange piller de hver tager for både det ene og det andet, og hvor mange smerter de har. Så siger damen at hun har gennemgået 4 operationer for dit og dat, hvorefter manden hurtigt afbryder at han da har gennemgået FEM (5) operationer – det bliver nærmest en konkurrence for de to på sygdomme!

Samme to mennesker ender så med at blive enige om at de garanteret er forsøgspersoner i systemet…      WTF?!?

Frygter lidt jeg selv kunne ende med at blive sådan en der sad og snakkede sygdomme med fremmede ambulatoriemedmennesker når jeg bliver gammel…tror dog aldrig jeg vil komme til konklusionen om at vi alle bare er forsøgspersoner i systemet….medmindre jeg selvfølgelig liiige skulle være så heldig at få en psykisk overbygning med i købet på alt det fysiske der endnu kan nå at ramme mig…

Hvis der dog bare var noget der hed en ‘filtervaccine‘ – jeg ville helt klart være kandidat til at få sådan en !

eqcl7e

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

Ny bil – men hvilken??

Lavede en kæmpe fejl fredag morgen på vej på kursus!

Er nødt til at køre ind på en tank og tanke benzin på bilen, og mens tælleren løber højere og højere op kommer jeg til at stå og regne på hvor meget min bil egentlig kører på literen – det skulle jeg aldrig have gjort!

9,6 km/L !!

Samtidig ringer A og inden jeg når at fortælle ham om min gruopvækkende opdagelse, fortæller han begejstret om sin nye bil, som han har haft præcis en uge. Han siger: ‘Er det ikke vildt – jeg har kørt 480 km indtil videre og den skriver stadig at der er 700 km til den skal tankes op!’

%¤/#/&¤/#¤”

Nøj det var dødsstødet for min bil!

Er simpelthen nødt til at få mig en anden mere økonomisk bil  – but hvilken??

Hvis den skal være rigtig rigtig økonomisk, er jeg nødt til at finde en i en størrelse Polo/Golf agtig en, måske bare i en lidt billigere version (læs;mærke) som selvfølgelig også liiige skal kunne rumme min overproduktion af unger 😉

Har allerede sms’et min dejligste kammerat Tom, som i denne situation, meget belejligt, er bilsælger og sat ham på sagen – så det bliver spændende hvad jeg så ender med – jeg glæder mig i hvert fald! Og alt andet lige, kan det kun blive bedre rent kilometermæssigt.

 

Nutella-afhængighed #2…og BJ

A og jeg har besluttet at vi begge ville gå på kur fra i dag af…

Problemet er, at jeg stadig har Nutella stående i mit køkkenskab…

Det er som om jeg ikke rigtig kan retfærdiggøre at gå på kur så længe der er noget tilbage i det glas!    ….så nu spiser jeg igen Nutella madder, på mit nye friskbagte rugbrød (ja jeg har bagt endnu et;) og overholder overhovedet ikke vores aftale…

Det er som om den obligatoriske motivation for vægttab, jeg normalt begynder at få, så snart udsigten til bikini nærmer sig, den helt er udeblevet i år… Men jeg håber dælme snart motivationen begynder at indfinde sig – måske den kommer når jeg har tømt Nutellaglasset – tror heldigvis kun der er til et par madder endnu…og jeg er jo næsten nødt til at se om det hjælper…ikk? 🙂

Gad vide om man kan komme på Nutella afvænning?

Men håber (lidt dobbeltmoralsk) virkelig at A har fundet sin MOJO for at tabe sig – for OMG hvor er han blevet stor. På maven og i hovedet! Han er helt rund i hovedet – hans hage har en ekstra hage der starter ca 2 cm under den normale og hans kinder er efterhånden så store, så jeg bliver helt i tvivl om han stadig har mad i kinderne efter vi har spist. Det eneste positive er dog at effekten af fedme er jo at det glatter nogle af rynkerne ud – og A har/havde mange mange rynker i ansigtet, fordi han altid har dyrket solen lidt mere end hvad der nok har været sundt.

Og så er der hans mave…altså jeg forstår slet ikke han kan passe hverken bukser eller bluser mere. Det er så slemt, så da jeg lå og gav ham et bj i går aftes og ville kigge frækt op på ham imens, så kunne jeg ikke se hans hoved og dermed heller ikke få øjenkontakt………fordi hans mave blokerede for udsynet! Han lå selvfølgelig helt fladt og havde heller ikke en pude under hovedet….meeen for filan da også hvor jeg bare ikke synes det er særlig tiltrækkende… Jeg lukkede efterfølgende øjnene og forestillede mig den ‘gamle’ A, med vaskebræt og veltrænede bryst- og armmuskler…

Han har lovet mig at han nok skal komme tilbage i form… jeg krydser fingrer!

…også for mig selv 😉

 

Bonus info!! Har lige talt med A – der fortæller at han skal have købt sig nogle nye bukser, for dem han har på er revnet på arbejdet tidligere idag ! Ahahahahahaha det er fandeme top humor !

 

Jeg er blevet afhængig..

…af Nutella!!

Arhmen altså det er virkelig et skråplan jeg er ude på!

I dag blev jeg nødt til at køre fra arbejdet for at hente Alex, der ørlede i børnehaven – og på vej hjem i bilen tog jeg mig selv i at tænke, at så kunne jeg komme hjem og få nutellamadder.

Jeg har oven i købet bagt rugbrød, fordi det smager sååå meget bedre på hjemmebagt rugbrød – og bildte vist også min datter ind, at jeg havde bagt rugbrød, fordi de ikke havde det jeg ville have i Netto. Hun elsker heldigvis også det hjemmebagte rugbrød, men bare med smør på, er fint for hende… = mere Nutella til mig 😉

Har konsumeret mere end halvdelen af sådan et 800 gr. Nutella glas på…lad mig tænke…halvanden uge… shit altså!

Tror vist det er meget god timing at vægten er løbet tør for batteri…

Hvorfor kan man aldrig få det hele…?

Arhmen altså ! Nogle gange ønsker jeg virkelig jeg stadig var single. Det der parforhold, det er sgu ikke altid lige nemt!

A og jeg blev uvenner her til aften, fordi jeg spurgte om han ville tage Ida med fra skole når han alligevel skulle ud og køre. Han skulle være i Hørsholm kl. 16 for lige at hjælpe nogle venner med deres opvaskemaskine. Og ja han kom lidt for sent fordi han skulle have hende med, men det var bare et spørgsmål, han kunne bare have sagt nej, og så havde jeg nok selv fundet en løsning på at hente hende. Det var meningen jeg skulle til forældremøde kl. 17, hvilket jeg så sagde jeg ville melde fra til for at han ikke skulle stresse, som jeg ved han gør rigtig nemt.

Men i stedet blev han så sur, så vi endte tilbage i en diskussion vi havde forrige weekend, om at han ikke synes jeg tager hensyn til ham og ikke prioriterer ham nok, siden jeg beder ham om at tage Ida med, velvidende at han så bliver presset på tiden og kommer for sent.

Jeg blev vildt arrig og smækkede med en dør, for jeg har stort set ikke lavet nogle aftaler med andre end ham siden før sommerferien, fordi han hele tiden ytrer at han ikke synes vi har nok tid alene sammen.

Jeg har ikke lyst til at lave aftaler med andre de dage jeg har børnene, for så kræver det jo at han skal passe dem, og det vil jeg aldrig forvente af ham, selvom han siger at det har han ikke noget imod. Ved ikke om det er et gammelt levn fra min tid med Morten, hvor jeg kun til nøds kunne lave en kort kaffe aftale efter børnene var puttet, for han ville ikke have besværet med dem, bare fordi jeg skulle ud og hygge mig.

A’s og mine uenigheder er efterhånden gået fra at være samtaler vi kunne have stille og roligt, til nu reelle skænderier, hvor jeg lukker mig inde i mig selv igen, fordi jeg føler alt jeg siger bliver analyseret og vendt imod mig, ligesom med Morten. Det hele endte med at han igen er kørt i sommerhuset. Hvilket passede mig fint. Men det er jo ikke meningen at man skal have lyst til at ens kæreste skrider, så man kan holde ud at være i sit hjem.

Det var ellers lige lykkedes os (A, jeg og min psykolog) at få mig ud af den dårlige vane jeg havde pga Morten, hvor jeg lukker ned og overhovedet ikke kan kommunikere en eneste sætning ud når jeg kommer i konflikter, men nu kan jeg godt mærke at jeg er på vej tilbage pga den måde A håndterer vores skænderier på nu.
Det er som om at han har glemt alt hvad jeg har været i gennem og hvor hårdt det har været for mig at komme ud på den anden side. Og fordi at han har ‘glemt’ det, så forventer han nu at jeg kan skændes som normale mennesker – men det kan jeg bare ikke, når jeg føler han taler ned til mig, ruller med øjnene, smågriner af det jeg så endelig får sagt og i det hele taget bare udnytter at han har ‘the upper hand’  fordi jeg allerede ligger ned og han så kan blive ved med at fortælle mig om alle mine fejl.

For to uger siden sagde han at jeg var et af de mest egoistiske mennesker han havde kendt, der eksisterede kun mig (og mine børn)  i mit univers – ifølge ham.
Det kan godt være jeg gør alt for mine børn, jeg kender faktisk ikke rigtig nogen forældre der ikke gør det, men derudover har jeg aldrig tænkt om mig selv at jeg på nogen måde kunne betegnes som egoist.
Jeg synes jeg gør alt muligt for alle andre mennesker end mig selv hele tiden – og faktisk er det ret sjældent jeg får noget igen, andet end fra A, og førhen Louise, men jeg har det nok sådan at jeg i hvert fald ikke vil have hængene på mig, at jeg ikke er opmærksom på andre.
Hvis nogens børn har fødselsdag husker jeg det, hvis fx Louise har en trist dag, eller jeg bare tænker på hende, når jeg er nede og handle, så køber jeg nogle gange blomster til hende, eller fylder hendes fryser med is, mens hun er på arbejde. Jeg køber ekstra mad ind til A så han har til sin frokost på arbejde.

Måske ved jeg bare ikke hvordan man er en ordentlig kæreste fordi 9 år med psykisk vold har efterladt mig så fucked up så jeg ikke kan finde ud af det.

Tænker ofte at A burde have forelsket sig i en anden, der var mere værdig til ham og hans forventninger til en kæreste. Han skulle have fundet sig en der ikke havde børn, og som ville gøre alt for ham, og som ikke havde andre prioriteringer – og så kunne de have fået en lækker unge sammen, sådan som han så brændende ønsker sig, men som jeg ikke kan give ham. I stedet giver jeg ham ikke andet end en masse dagligdags besvær, fordi mit liv er så pakket med børn og arbejde, som han har været nødt til at tage del i for at kunne være sammen med mig.
Han siger ofte at han føler det hele er et drømmescenarie, at børnene elsker ham, han elsker børnene og at vi er så forelskede. Men manden kan sgu da ikke benægte at hans liv er vendt fuldstændig på hovedet.
Han er gået fra at være singlefyr nr 1, med mere end én ny kvinde hver weekend, til bonusfar med alle de forpligtigelser der følger med den rolle…

Det værste er, at jeg kan mærke jeg er ved at være så langt tilbage i alle mine angst neuroser ift at blive begrænset, at jeg også kan mærke at jeg er begyndt at bygge min mur op igen og dermed lukke ned for mine følelser på et split sekund. Jeg er simpelthen ikke i stand til at græde længere… det er virkelig noget lort – og dælme godt at jeg skal til psykologen på mandag. For jeg føler ikke jeg kan tale med A om det længere – han tror vi er videre fra alt det.

Derudover har Louise trukket sig 100% efter A er kommet ind i billedet – hun siger det er fordi vi skal finde en balance i vores nye roller, fordi jeg nu bruger A mere til at snakke om alting med og ikke hende. Jeg kan bare ikke rigtig se hvor balancen er, når man trækker sig 100% ud. Når jeg har skrevet til hende på det sidste går der gerne længe inden hun svarer og nogle gange dage, og hun er ofte lidt kort for hovedet i sine svar. Hun siger at hun ikke er bitter, at hun jo godt ved at det er den vej det går når en af os møder en ny mand, men derfor behøvede hun jo ikke stoppe fuldstændig med at være der.
Jeg ved godt jeg selv har haft meget at se til efter A er kommet ind i billedet, men føler stadig jeg har prøvet at følge op på det når hun har været trist over noget.

A siger at han ikke kan forstå vores ‘afhængighed’ af hinanden. Nogle gange fornemmer jeg at han prøver at sige, at det er normalt at venner falder fra når man finder en kæreste. Men Louise er bare ikke en der skal falde fra, hvilket jeg også har sagt til ham.

Gad vide om jeg har det skidt med A i øjeblikket fordi jeg føler vores forhold er på bekostning af mit og Louise’s…
Efter Morten, har Louise og jeg lovet os selv og hinanden, at ingen mand nogensinde skulle kunne komme imellem os igen… and then look what happend’ !

Hvorfor kan man aldrig få det hele…? ;(

Singlehviskeren…?

Singlehviskeren er vel egentlig ikke helt rammende længere nu hvor jeg har fået mig en kæreste, men kan nu meget godt lide navnet, og mener da også jeg har en del erfaring som singlekvinde…

A er flyttet ind, der er no turning back…. eller det er der jo altid, men det ønsker jeg nu ikke 😉

Men selvom jeg gerne vil ham og os og hele pakken, så er der stadig en del spøgelser fra fortiden fra mit forhold med psykopat ex Morten. Er stadig meget nervøs for at der bliver sat begrænsninger for mig.

Jeg har bestilt tid hos min psykolog til på mandag – A ved det ikke. Jeg føler lidt at jeg har nået min kvote for hvor længe jeg kan belemre ham med alle mine neurotiske indre konflikter. Han har fandeme stået model til meget siden han startede med mig i februar. For ikke at nævne hele vores turbulente forhold sidste år, som endte med at han overvejede at forlade denne jord. Han er heldigvis et meget stærkere menneske i år… måske undervurderer jeg ham, måske kan han godt tåle at høre mere om mine bekymringer og den frygt jeg har for igen at ende i et forhold præget af psykisk vold…

%d bloggers like this: