Tag: dilemma

So so sorry

…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ‘siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ‘sankt hans fortsæt?’

 

 

Havde taget en beslutning…

…om at tage imod tilbuddet om at lade Hillerød sygehus brænde min livmoderslimhinde.

Selvom jeg inderst inde synes det er noget af det sværeste jeg nogensinde har skulle tage stilling til – så så jeg ikke rigtig nogen anden udvej. For med min fertilitet, kan jeg jo aldrig rigtig vide mig sikker på, at noget som helst prævention virker.

Jeg tænker ikke at jeg skal have flere børn…og alligevel synes jeg det er verdens største og tungeste dør jeg er nødt til at bruge hele min psykiske vægt på at lukke i. Og jeg forstår slet ikke hvorfor det er så svær en beslutning for mig?

Jeg har allerede tre skønne unger! Jeg fik fuldstændig ødelagt mit bækken under den sidste graviditet, så risikoen for det ville blive endnu mere smadret ved endnu en graviditet, er ret oplagt. Jeg har tendens til blodpropper – og fik da også en lille en i benet 14 dage efter sidste fødsel. Nå ja, og trods skyklappere og dårlig selverkendelse, er jeg selvfølgelig heller ikke blevet yngre, så risikoen for større og værre blodpropper ved en ny graviditet PLUS stigende alder – er bestemt også en modstridende faktor. Og tænk på al den ego voksen tid jeg ville miste, med endnu en lille baby – og vel og mærke en baby, som ikke lige følger med de tre andre hjem til Morten 5 dage hver anden uge. Og så min fine mave – som jeg jo har fået fixet fordi, igen sidste graviditet, gav mig enormt mange strækmærker og efterlod mig med den værste mormormave. Not going there Again!

Svaret er jo ligefor!

Så hvorfor er det så SÅ svært at lukke døren til flere børn?

Jeg tænker det er fordi jeg aktivt kommer til at ændre noget i min krop, som gør at jeg ikke kan få børn – eller i det her tilfælde, ikke kan bære et barn pga manglende slimhinde. Det er langt nemmere at forlige sig med det, hvis naturen bare sørger for at jeg ikke har flere æg. Så er det ikke min beslutning. Chancen for jeg løber tør for æg, sker dog nok ikke lige foreløbig – eftersom den ene læge påpegede at jeg tilsyneladende har æggestokke som en 17 årig…

Det der så skete til samtalen på Hillerød i går var, at det der med at brænde slimhinder bruger man kun til kvinder der bløder kraftigt under menstruation, hvilket efterlod mig med det mest forundrede ansigtsudtryk, for det er stik modsat mit problem. Jeg bløder næsten ikke. Hvorefter lægen siger; jamen så skal du bestemt ikke brændes! Og desuden ville du stadig kunne blive gravid.  Og tro mig – jeg skulle nok også blive gravid uden en slimhinde!

Lægen synes jeg er for ung til at blive steriliseret for hvad nu hvis der skete mine børn noget…ja så ville jeg nok trodse blodpropper, skredet bækken, strækmærker etc for at få et barn til – (medmindre jeg forinden havde snuppet en billet væk herfra – tror ikke jeg ville have lyst til at være her uden mine børn…)

Så konklusionen blev at jeg beholder min hormonspiral, og krydser fingrer, banker under bordet og siger 7-9-13 hver dag og håber på jeg ikke bliver gravid alligevel. Og selvom den egentlig hos normal fertile kvinder kan virke i 5 år, så skal min så skiftes efter 2½ år – just in case.

Jeg var en meget tilfreds kunde der forlod Hillerød Hospital i går – ingen forestående operation, ingen kvalme – ingen hjerteskærende beslutning der skulle gennemføres – halleluja!

Top 5 over udfordringer pt

Sååeehm…jeg synes der sker lidt mange ting i mit liv for tiden – og jeg føler ikke rigtig jeg kan følge med.

Fx så skal min datter på lejrskole med resten af 3.klasse i morgen tidlig – hun har talt ned til dagen den sidste måned og i aften har jeg så stået og gjort sovepose, liggeunderlag og diverse frugt klar til i morgen. Udover det, så har hun stadig kæresteproblemer. Hendes 10 årige ‘kæreste’ er på stadiet hvor den eneste mulighed han ser for at vise hende, at han synes hun er helt fantastisk (hans ord på sms) er ved lejlighedsvis at losse hende over skinnebenet eller sige at han skal i bad, hvis hun kommer til at røre ham. Når han så har gjort en af disse ting, giver hun så retur af samme skuffe – man skal jo ikke finde sig i hvad som helst, har hendes mor lært hende – og SÅ slår de op. Om aftenen skriver han så til hende og undskylder og de laver aftaler om at være søde ved hinanden. Hvilket holder sådan ca til næste morgen og så starter hele scenariet forfra.

Så det endte med at jeg måtte sige til hende, at NU måtte det stoppe! At hun ikke kunne være kæreste med ham længere, for de er simpelthen ikke gamle nok endnu. Hun gav mig en krammer og sagde TAK mor.

Kæresten er så blevet så fortørnet over at hun ikke vil være kæreste med ham, at han direkte skrev til hende ‘hvis ikke du vil være kærester – så spørger jeg bare din bedste veninde’   Bedsteveninden har så accepteret. Loyalitet tages ikke så seriøst i den alder…åbenbart..

Arhmen altså ! Jeg kan slet ikke huske at der var SÅ meget drama i mit eget 10 årige liv…

Det skal da også lige nævnes, at klasselæreren for 6 mdr siden måtte inddrages i klassens hurtigt udviklende kæresteproblematikker – og endte med at forbyde kæresterier indtil de blev 13 år.  Det er sådan et ambivalent forhold jeg har til at hun har kærester – for jeg synes hun skal få den spæde erfaring, men jeg synes ikke det skal udsulte hende for energi.

Nå, synkront med ovenstående er min mellemste søn startet i miniSFO i sidste uge, og han er sådan en af de der unger der kan kategoriseres som ‘særlig sensitiv’, så hans nye start med nye mennesker og nye rutiner, er heller ikke uden udfordringer. Han klarer det nu egentlig ganske fint – måske er det bare hans mor der pylrer for meget.

Og så er der sidste skud på stammen, som stadig går i børnehave, men som jeg har valgt at tage ud af den børnehave, de alle tre har gået i, for at få ham i en skovbørnehave der ligger på vores nabovej – kontra naboby. Det vil unægtelig gøre livet meget mindre stressende om morgenen. Men den her lille bulldozer af en tre’er unge, er begyndt at ytre at han ikke vil skifte børnehave. Så nu frygter jeg at ændringen ikke kommer til at gå så glat, som jeg ellers uden skyggen af tvivl, havde ‘forudset’ at den ville… Han havde en halv dag i den nye børnehave i dag sammen med Morten, i morgen har han så afslutning i den gamle børnehave – hvor jeg også lige skal have skåret 4 forskellige slags frugt ud til uddeling. Og så skal jeg være med ham i den nye børnehave igen onsdag. Og så starter han ellers hårdt ud fra på mandag… Krydser fingrer for at jeg ikke har taget fejl af hans bulldozer evner ift nye udfordringer i livet.

Og den aller sidste ting som fylder mine dage og mine tanker, er det faktum at jeg skal til eksamen om 3 uger – og jeg er ikke begyndt at læse op endnu. Jeg har siden januar været i skole hver anden uge, og hver anden uge på arbejde. Og alt det jeg har lært, skal jeg så til en to timers eksamen i…snart!  – og jeg frygter bigtime at klappen går ned…

Nå ja, der er da for resten endnu en lille ting – jeg vil SÅ gerne have tabt mig. Vi skal til kæmpe stort bryllup den 6/6, og jeg vil jo gerne se lækker ud. Så jeg prøver ambitiøst at leve efter 5:2 kuren plus holde mig fra sukker og stivelse…ak og ve hvor er det svært! Især i en verden af kagebagende kollegaer…både på arbejdet og i skolen.

Nogen der kan toppe min top 5 over udfordringer i livet ? Trænger til at høre at jeg ikke er den eneste med en milliard bekymringer.

Sukker Cravings!

Har været stolt, for jeg har ikke rørt slik/sukker/chokolade/is i en hel uge og det er gået overraskende godt…lige indtil i dag!

I dag har sukker cravingen tilsyneladende valgt at indhente mig og jeg kæmper en indre kamp for at lade være med at gå i slikskuffen – eller bage en kage. Og ja jeg bager gerne kager kl. 23 om aftenen, hvis lysten til kage opstår – æælsker kage …mmmums.

Har både drukket kaffe, Pepsi Max og spist lidt nødder, men det er som om det ikke rigtig vil fortrænge min craving efter usunde ting – især de hjemmelavede bounty’s jeg lavede sidste tirsdag står højt på cravinglisten…

Min frygt er at det er lige så slemt i morgen…for der er to kollegaer der har sidste arbejdsdag…og når nogen stopper i afdelingen, så er der som regel overflod af fristende lækkerier i personalestuen…

Argh!  WHAT to do?!?

group%20flavours

 

 

 

 

Fødselsdag på mandsk

A har fødselsdag om en uge og jeg aner virkelig ikke hvad pokker jeg skal købe til ham.

I forvejen har manden en eller anden børne illusion når det gælder hans egen fødselsdag  – og med den info skal det lige nævnes at han bliver 42 år.

Og jeg har allerede ‘dummet’ mig helt vildt ift hans kommende fødselsdag…er nemlig kommet til at bestille ferie til Spanien med Louise med afrejse dagen før hans fødselsdag – nøj en masse ballade det førte med sig.

Sagde til ham at det var den eneste uge det kunne passe både Louise og jeg, som han så modvilligt accepterede. Det var ikke helt usandt, men allermest så havde jeg overhovedet ikke skænket hans fødselsdag en tanke. Shame on me!

Det er ikke fordi fødselsdage ikke betyder noget for mig. Mine børns fødselsdage gør jeg alverden ud af – sådan synes jeg det skal være for børn. Mine egne forældre har aldrig rigtig fejret fødselsdage…heller ikke min, hvilket nok er med til at jeg ikke rigtig tænker over min egen fødselsdag – det er jo bare en dag.

Men det er ikke bare en dag i A’s optik. Og ja han gjorde også en del ud af min fødselsdag sidste år med både morgensang (oh no), morgenbrød, kæmpe dyr flot smykke gave som blev byttet, lækker aftensmad…lææækker sex.

Så jeg skylder ham at gøre noget ud af hans fødselsdag. Især fordi jeg ikke er hjemme til at fejre ‘hans særlige dag’ sammen med ham.

Men er helt blank!

Så send mig for filan noget inspiration hvis I ligger inde med nogle gode idéer – ting I har gjort for jeres mænd eller købt til dem, som virkede – ikke at forglemme 😉

Uhhh conspiracy på højt plan

Var i går igenigen på Hillerød – denne gang til samtale med div. læger og sygeplejersker om min lille operation på mandag, hvor de skal gå op med kikkert og se hvad der forårsager den voldsomme blødning jeg har haft.

Den første læge havde vist helt misforstået hvad der skulle ske – hun virkede nærmest klar på at brænde hele min livmoder af – fik hurtigt rettet hende ind på at de BARE skulle gå op og kigge og se hvad helvede der er galt derinde, samt opsætte en ny, også igenigen, hormonspiral og SÅ kan vi snakke om hvad der videre skal ske BAGEFTER at de har set hvad der er galt. I min verden er der himmelvid forskel på om jeg skal beslutte at jeg aldrig skal have flere børn inden på mandag eller om en måned. Plus jeg synes det er en ret drastisk beslutning ud fra det grundlag at jeg har haft problemer i halvanden uge, det ville give langt mere mening hvis jeg havde haft blødningsproblemer i måneder, så ville jeg nok bare bede dem om at fjerne hele lortet. Men lige nu – hell no!

Sidder i et ambulatorium og venter på anæstesi lægen og overhører en ældre mand og en tilsvarende ældre kvinde falde i snak henover et kæmpe rundt bord, som de selvfølgelig sjovt nok sidder på hver deres side af. Bordet gjorde jo så at de var nødt til at tale temmelig højt for at kunne høre hinanden på den afstand.

De begynder at snakke om hvorfor de hver især sidder her i ambulatoriet og venter, om hvilke sygdomme de fejler – og hvor mange piller de hver tager for både det ene og det andet, og hvor mange smerter de har. Så siger damen at hun har gennemgået 4 operationer for dit og dat, hvorefter manden hurtigt afbryder at han da har gennemgået FEM (5) operationer – det bliver nærmest en konkurrence for de to på sygdomme!

Samme to mennesker ender så med at blive enige om at de garanteret er forsøgspersoner i systemet…      WTF?!?

Frygter lidt jeg selv kunne ende med at blive sådan en der sad og snakkede sygdomme med fremmede ambulatoriemedmennesker når jeg bliver gammel…tror dog aldrig jeg vil komme til konklusionen om at vi alle bare er forsøgspersoner i systemet….medmindre jeg selvfølgelig liiige skulle være så heldig at få en psykisk overbygning med i købet på alt det fysiske der endnu kan nå at ramme mig…

Hvis der dog bare var noget der hed en ‘filtervaccine‘ – jeg ville helt klart være kandidat til at få sådan en !

eqcl7e

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

%d bloggers like this: