Tag: dilemma

Om at være tøsefornærmet!


Ja – jeg er bigtime tøse fornærmet! På mine veninder.

Jeg advarer lige – dette indlæg har en del udråbstegn… !

Vi er fire der har holdt sammen siden gymnasiet – og den ene er Louise, som jeg yderligere har været bedste veninder med siden vi var 6 år.

En af de andre, Michelle, har været flyttet udenlands siden i sommer og er endelig hjemme i et par dage nu, og det er meningen at vi alle fire skal ses i morgen. Til aftenkaffe hos mig fordi jeg har børnene.

Så får jeg en besked for nogle timer siden fra Linda (den sidste af de fire – for de ikke-vakse) om at de har talt om at tage ud og spise, for at få mest mulig tid sammen og om jeg har mulighed for at tage med?    …………………….. %¤”&¤#/&/)(/(&%”

Jeg bider tænderne hårdt sammen og svarer så høfligt som jeg kan ‘I kan bare tage ud og spise – jeg har jo børnene, så det bliver lidt svært.’

Hvorefter retursvaret fra Linda bliver: ‘ok, tænkte måske vi var heldige der var en der kunne være ved børnene bare 1 1/2-2 timer.’

Og her kommer så grunden til at jeg er pissed off tøsefornærmet!

For de tre veninder kender om nogen min børnepasningssituation – den har i de sidste 10 år, nærmest uden undtagelse, været ikke eksisterende. Jeg havde lidt hjælp i A, men ham ved de alle godt er helt ude af billedet. De ved min mor bor i Spanien hele vinteren, ikke at det havde hjulpet skide meget hvis hun havde været i Danmark, og de ved at min far er den mest børneforskrækkede mand man kan finde på denne jord. Så JO – jeg hiver da lige en hemmelig babysitter ud af mit lige så hemmelige ønskeskab!

Jeg er simpelthen så skuffet og indebrændt på dem! Jeg synes de er nedladende overfor mig ved overhovedet at skrive som de gør.

Så nu er det meningen at de tre skal ud og spise sammen, for så at komme hjem til mig til aftenkaffe efterfølgende. Hvor de så kan sidde og være helt indforståede og opdaterede med hinanden, eller især ift Michelle, og så er jeg hende dér, der er holdt uden for… Jeg har slet ikke lyst til at se dem i morgen… !

Jeg faker en smitsom sygdom gør jeg! og tænker så kan de lære det, men i virkeligheden er det sikkert alligevel migselv det går ud over, for jeg får ikke set Michelle, som endelig er hjemme. Og det bliver sikkert også hyggeligt – jeg er bare mega såret over, de ikke bare foreslog at komme hjem til mig at spise, selvom børnene er her – men de vil tydeligvis hellere undvære mig, fremfor at skulle ses med børn i nogle timer indtil de er lagt i seng.

Årh al den selvmedlidenhed der lige skyller ind over mig. Jezuz hvor kan man være ynkelig! (og ja jeg bruger lige man her, og fralægger mig al ansvar)

Hvad skal jeg gøre…? I plejer at være så gode til at hjælpe mig med at se alting fra andre vinkler – jeg tager gerne imod gode råd, og hører endnu mere gerne om, hvis I har oplevet lignende situationer, hvor I har følt jer udenfor, så jeg ikke føler jeg er den eneste der bliver max ked af den følelse.

forventninger

Såååehm…A’s og mit forhold har været oppe til diskussion nærmest hver eneste dag siden jeg meddelte ham, at jeg ikke kunne gifte mig.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være den ultimative mest nedslående afvisning man nogensinde kan få. Problemet for mig i det her forhold er, at jeg grundlæggende ikke kan være mig selv. A har mange forventninger til, hvordan man er kærester – og jeg har længe gjort hvad jeg kunne for at leve op til dem. Og fejlet 8 ud af 10 gange.

Jeg er sådan et menneske man kan kalde en fri fugl eller free spirit. Jeg kan sagtens være i et forhold, være 100% tro, og generelt være en rigtig god kæreste med masser af kærlighed at give. Det eneste jeg i det store hele forventer er, at jeg også får frihed, alenetid, tid med mine veninder og ikke bliver dikteret hvordan jeg skal agere i forskellige situationer. Jeg mister migselv hvis jeg føler mig begrænset. Sidstnævnte er især et resultat af 9 år sammen med Morten.

A har haft et stort behov for at være en del af ALT i mit liv – det har været enormt grænseoverskridende. Men jeg har forsøgt at lukke ham ind. Han vil gerne have at vi er en kerne, en fælles stærk kerne. Men jeg er stærk alene! og har altid været det – fra jeg var helt lille og mine forældre var selvstændige uden tid til mig, til mit lange forhold med Morten, som heller ikke var der, selv heller da vi fik 3 børn. Altid har jeg sørget for at være stærk alene. Så hvordan er man stærk sammen – og hvorfor føler jeg, at jeg giver afkald på mig selv, hvis jeg melder mig ind i tosomheden. Hvor forsvinder jeg hen? Hvorfor kan man ikke være stærk alene OG stærk sammen? A siger at jeg ikke behøver at være stærk alene mere, for nu kan vi være stærke sammen….

Jeg føler ikke han ser mig. Og derfor kan jeg ikke gifte mig med ham…

 

‘hvordan har du det?’

Fik stillet verdens mest almindelige spørgsmål…  ‘hvordan har du det?’   og kunne ikke svare på det. For vedkommende som stillede det, var rent faktisk oprigtig interesseret i svaret.

Der er jo ingen problemer i, at svare på det spørgsmål når alt er godt, eller vægtskålen i det mindste har en overvægt i den ene eller anden retning. Eller vedkommende som stiller det spørgsmål, egentlig bare forventer at høre at det går godt, fordi det er ment som et høflighedsspørgsmål, som ingen har nogen intentioner om at uddybe. Man smiler bare og svarer at det går godt og returnerer spørgsmålet i samme forventning om, at den anden person også smiler og siger at de også har det godt. Og så kan man snakke videre om alt muligt andet.

Grunden til at jeg ikke kunne svare på verdens mest almindelige spørgsmål hænger unægtelig sammen med at jeg fik stillet nok verdens mest unikke spørgsmål… ‘vil du gifte dig med mig?’. Et spørgsmål jeg svarede ja til…selvom jeg følte nejnejnejnej skrige inde i mit hoved. Jeg var ikke klar til det spørgsmål. Og jeg var så ekstremt skuffet over selve frieriet. A har af flere omgange nævnt, at han ville giftes med mig og hver gang har jeg svaret, at hvis han nogensinde skulle fri, så skulle det ikke være en eller anden offentlig attraktion med uvildige tilskuere. Han skulle have gennemtænkt det, og planlagt det. Jeg ville have fejet benene væk under mig. Om ikke andet, bare fordi han havde gidet at gøre sig en masse overvejelser og anstrengelser til ære for mig. Mig.

Og det der rent faktisk skete var, at han havde drukket sig forholdsvis godt i hegnet på vores ‘all inclusive’ hotel i løbet af dagen. Og gik kold på sengen om aftenen. Jeg spurgte ham om han ville med ned og spise, det ville han ikke, så jeg gik ned og spiste alene. Satte mig efterfølgende og fik en kop kaffe og nød varmen og udsigten over havet med skibene i baggrunden. Så ringede han – godt sur over at han ikke kunne finde mig. For han havde været nede og spise alene og var nu gået tilbage til hotelværelset, men kunne ikke komme ind, da jeg havde nøglen. Jeg svarede stille og roligt at jeg da bare kom over med det samme. Han var sur. Jeg forklarede ham, at han jo selv havde sagt at han ikke ville med. Det kunne han ikke huske noget om. Så sad vi der på altanen uden rigtig at sige noget. Han kom med en sur bemærkning om, at han skulle ned og hente sit ur, der havde fået nyt batteri. Jeg gad ikke med – sådan en sur stodder. Lagde mig på sengen og overvejede om jeg skulle lade som om jeg sov, så jeg slap for mere akavet stemning… Men han var for hurtigt tilbage. Efter at have tage sine klipklappere af, gik han direkte over og satte sig på sengekanten og sagde ‘jeg vil gerne spørge dig om noget’. Jeg blev SÅ overrasket! Hvad fanden skete der?! Jeg får sagt noget i stil med at han jo lige havde været mega sur. Hvortil han svarer, jamen nu er vi jo glade igen. Frier spørgsmålet er efterfulgt af en kort monolog om hvad jeg betyder for ham. Jeg hører ikke rigtig hvad han siger – alle mine kræfter går ubestridt på, at finde det rigtige ansigtsudtryk frem, og hvordan og hvad jeg skal svare. Shit! Jeg følte ikke jeg kunne svare andet end ja. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg selvfølgelig have sagt noget i stil med at jeg ikke var klar endnu. Men jeg er sådan en forpulet pleaserperson, der har svært ved at skulle skuffe og såre andre, så hellere gå 100% på kompromis med mig selv… Og hvad der så sker, er jo at jeg stille og roligt mister mig selv. Jeg har været der før.

Så efter en uges tiltagende nedlukkethed fra min side, fik jeg endelig styr på mine tanker og fortalt A, hvilken grad af panik der florerede i mit hoved. Han blev naturligt meget ked af det og forlangte ringen tilbage…

Min vægtskål står helt lige. Jeg har det hverken godt eller skidt. Men hvordan har man det så…?

 

Jeg har været en uge om at få færdiggjort dette indlæg… Meget er yderligere sket på den uge… Fortsættelse følger.

her er stadig panik…

…og så gik jeg helt i stå herinde…

For det eneste der nærmest florerer i mit hoved er stadig panikpanikpanik og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare min panik uden at få repressalier om at jeg selvfølgelig ikke skal gifte mig, hvis ikke jeg er klar eller A ikke er den rette.

Jeg føler 100% det er mig den er hel gal med – og som flere har påpeget, så er der jo en grund til min panik. Han hedder Morten og er faren til mine børn.

Short summary om Morten indebærer et 9 år langt forhold præget af psykisk vold og kontrol som resulterede i, at jeg til sidst overhovedet ikke kunne kende mig selv længere.

Jeg har siden dengang betegnet mig selv som ‘damaged goods’ og har kæmpet i nu 3 ½ år for at finde tilbage til mit oprindelige selv, og det har både en psykolog og A været en stor hjælp med. Jeg har længe følt at jeg virkelig er kommet langt, Morten har ikke den store påvirkning på mig længere (selvom han stadig prøver) og jeg fungerer rent faktisk i et forhold, hvor jeg ikke bakker ud, så snart manden har følelser og forventninger til mig.

Og så vælger A at fri til mig på vores ferie i sidste uge! Og har i den forbindelse sendt mig direkte tilbage til panik og angst, og en følelse af at have fået en jernkæde om anklen med en stor sort tung jernkugle hægtet på via en lang kæde.

Og jo mere han taler om brylluppet; hvor skal det holdes, hvem skal med, hvad må det koste, hvornår skal det ca være for der er jo regler om, at man så skal være gift inden for 1 år – jo mere vejrtrækningsbesvær får jeg.

Og ikke nok med det! Så har han jo et tæt bånd til facebook, så ca 20 min efter at han havde friet, havde han da også taget et billede af min hånd med ringen på, og lagt det på facebook. Så jeg skal også forholde mig til at venner og familie ved det og er super glade på vores vegne (selvfølgelig) og alle glæder sig spændt på der kommer en dato hvor der skal holdes kæmpe bryllupsfest. Nogen burde belønne mig mit pokerfjæs!

…og vil nogen venligst oplyse mig om hvor mit livs exit knap befinder sig…

 

sort samvittighed

Var henne og handle i Netto sent i går aftes. Da jeg havde parkeret bilen kan jeg høre, at der er nogen der taler virkelig højt lige udenfor indgangen. Jeg kommer ud af bilen, og ser en kvinde i midt 40’erne og en gruppe af unge gymnasie drenge, der er oppe og skændes.

Hvad jeg lige kan få ud af diskussionen på vej ind i Nettoen, så har drengene cyklet på fortovet og den ene af dem er kommet til at køre ind i kvinden, som stod og var ved at finde en pose æbler i Netto’s udendørs standere. Kvinden prøver forgæves at få knægten til at forstå, at det ikke er i orden, at køre ind i hende på fortovet. Men den skyldige knægt flejner fuldstændig på kvinden, råber at han for fanden da har sagt undskyld og at han cykler på fortovet hvis han vil, og om hun da har tænkt sig at melde ham til politiet. Han råber bare højere og højere og sviner hende til med beskyldninger om, at hun er psykopat og lign.

Jeg står længere nede i butikken… uden at gøre noget… Kiggede på de unge drenge der arbejdede i Netto, og tænkte, at de heller ikke kunne bidrage med noget, eftersom de nærmest var samme alder som dem der lavede ballade lige udenfor. Overvejede også at tilkalde politiet, dog med den erfaring, at de formentlig ikke ville komme alligevel.

Lidt efter kommer en voksen moden mand, af udenlandsk herkomst, kvinden til undsætning og får skældt drengene tilstrækkeligt nok ud, så de forsvinder. Kvinden er så rystet så hun dirrer, og siger at hun ikke lige ved hvordan hun skal komme hjem. Hun fordufter dog alligevel også hurtigt.

Kommer hjem med den sorteste samvittighed… For hvorfor turde jeg ikke blande mig, da jeg først så de skændtes (?) Jeg kan huske jeg tænkte, at de jo nok bare lige var uenige, og så ville de hver især stoppe, så hvorfor blande sig. Men det gjorde de ikke! De var SÅ provokerende de knægte! Og de var mange. Jeg ville jo bare have medvirket til at situationen var kørt endnu mere op i en spids, for det var som om den af drengene, der havde påkørt hende, virkelig ønskede mest mulig ballade.

…Måske er det bare undskyldninger i mit hoved, for at have været en kæmpe kujon….

jeg blir’ så træt

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ’send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…

Cravings!

Har haft nattevagt…og resultatet efter sådan en vagt, er som regel at jeg får cravings efter alt muligt usundt. I nat havde jeg så også cravings imens jeg var på arbejde – det var ikke småting jeg fik kørt indenbords i tidsrummet 23-08. Jeg tænker faktisk nattevagt burde og kan klassificeres lige som dagen derpå når man har været i byen – det er præcis samme reaktionsmønster. Man har lyst til ALT og man tænker også at man kan spise ALT helt ubegrænset af mavesækkens størrelse – man bliver altid meget klogere når man har indtaget en fjerdedel af det man tænkte man kunne rumme.

Nå men jeg kørte i Rema her kl. 19 med intentionen om bare at skulle have en thaibox til aftensmad og kom i stedet hjem med dette…

eller…ikke ‘i stedet’…fik jo sådan set også thaibox’en! …klap på skulderen til mig…

Dilemmaet blev så ret hurtigt; skal jeg spise is, kage eller thaibox’en først? Alle mødre lærer vel deres børn at man spiser aftensmad før dessert…min mor er ingen undtagelse (jeg selv heller ikke-faktisk) så jeg varmede selvfølgelig thaibox’en…

…og mens den var i mikroovnen spiste jeg is!  Godt mine børn ikke kunne se hvor uopdragen jeg er… Når de er hjemme foregår isspisning før aftensmaden i skjul  (naturligvis) høhø

Yndlings kollega Natalie fortalte mig til morgen, at hun skulle til hypnotisør for at se om hun kunne slippe af med sin ustyrlige trang til mad og usunde ting. Hende og jeg fejler helt sikkert det samme! Og jeg håber sindssyg meget det virker for hende – for SÅ skal jeg dælme også hypnotiseres! Er simpelthen ved at være så træt af hele tiden at gå på kur, for bare at falde i igen.

Hvem der bare var udstyret med en krop der ikke reagerede på kalorier!

%d bloggers like this: