Tag: dilemma

Dilemma

Selvom alting er rosenrødt og fantastisk med Alfa, så er der alligevel opstået et lille dilemma for mig.

Der måtte jo komme noget på et eller andet tidspunkt ikk…?

Dilemmaet handler om Chefen. Chefen som har været min bedste ven det sidste halvandet år, efter vi fandt ud af vi ikke skulle knalde med hinanden mere.

Alfa har det stramt med ham.

Ikke med ham personligt, da han ikke kender ham – men fordi Chefen og jeg kender hinanden så godt, og intimt, og meget længe har delt alt med hinanden. Alfa er ikke nervøs for at miste mig til ham, han føler sig ikke truet på den måde, men han bryder sig ikke om niveauet at kontakt som vi har med hinanden. (Vi har gennemsnitligt talt sammen 4-5 gange om ugen – nogle gange flere gange dagligt)

Jeg har gentagne gange forklaret at når man ikke har en kæreste i lang tid, så er det jo meget naturligt at man finder nogle mennesker man kan tale med om hvad der rører sig i ens liv. At det blev Chefen for mit vedkommende er måske ikke helt så velovervejet ift forhistorien, men han har bare været så fantastisk en ven og været der når jeg havde brug for ham. Og omvendt. Han har været en kæmpe støtte i alt fra dumme ex’er til umulige børn og dumme chefer.

Og det er egentlig ikke fordi jeg ikke forstår Alfa. Jeg tror også jeg selv ville have det svært hvis Alfa havde så tæt en veninde som han talte med flere gange om ugen. Jeg ville heller ikke føle jeg helt var nr 1.

Så det sidste stykke tid har jeg undgået Chefen lidt. Jeg ringer ikke så meget mere og får ikke altid svaret på hans beskeder fordi Alfa nærmest bliver fysisk dårlig når han ser Chefens navn på min tlf.

Men det er svært. Virkelig svært! Jeg føler jeg svigter Chefen. Vi havde lovet hinanden at der ikke skulle komme en potentiel ny kæreste imellem vores venskab. Og nu sker det alligevel.

Chefen er dog rimelig forstående og siger han godt kan forstå Alfa og har respekt for han melder det ud.

Men det ændrer ikke på mit dilemma. Jeg har ikke lyst til at miste Chefen som bedste ven, og selvom jeg har kørt venskabet ned på meget lavere blus, så føles det nu mærkeligt og akavet når vi så endelig taler sammen. Der er den der kæmpe elefant midt i samtalen som vi kun taler lidt overfladisk om.

Og samtidig så vil jeg heller ikke have Alfa får ondt i maven over vores venskab. Det er trods alt ham jeg skal have hverdagen til at fungere med.

En gang for noget tid siden var der en ex der skrev til Alfa. Han spurgte mig med det samme om det var okay han lige skrev lidt med hende fordi hun evt kunne sætte ham i forbindelse med noget jobværk.

Jeg fik ondt i maven over det. Havde 10000 spørgsmål til ham om hvordan og hvor længe de så skulle have kontakt. Alfa mente det kunne sidestilles med mit venskab med Chefen, hvilket jeg ikke mente fordi Chefen var med fra start, det var hende her ikke.

Bottom line, jeg ønsker faktisk ikke at Alfa skal få ondt i maven på den måde som jeg fik.

Og han er ikke urimelig. Det omhandler kun Chefen, han har ikke på noget tidspunkt ytret noget om nogle andre i mit liv, som bør skæres væk. Han er ikke en kontrolfreak som prøver at begrænse mig, tværtimod. Så jeg er ikke på nogen måde nervøs for jeg har mødt en ny Morten (psykopat ex og desværre far til mine 3 børn)

Så…! er der nogen der har nogle gode råd til en nænsom løsning på sådan et dilemma?

Selv tænker jeg at venskabet måske bare glider lidt ud i sandet og lander på et andet niveau.. og måske er det også okay, jeg skal bare lige have styr på min dårlige samvittighed.

Happy mom, Happy life…

Så jeg er lidt nervøs.

I dag skal Mr Alfa’s datter og mine børn møde hinanden. Jeg er ikke så nervøs for mine drenge – de er sgu så simple. Men hans datter Mynthe og min datter Ida er lige gamle, hvis man ser bort fra 10 dage. De bliver begge 13 år her om halvanden måned.

Hans datter er sådan en sportspige, og så er hun ikke helt så fremme i skoene som Ida. Og er der noget Ida hader, så er det at være aktiv. Jeg er lidt bange for de er alt for forskellige.

Så dvs. to meget forskellige formentlig generte præteens! Eller to præteens som hellere vil sidde med hovedet nede i deres tlf end prøve at lære hinanden at kende. Eller to præteens som hader hele situationen og ikke vil give hinanden en chance. Sidstnævnte handler mest om min egen datter Ida.

(Måske overtænker moren også bare hele situationen?)

Ida har nemlig sagt flere gange, at hun ikke vil have jeg får en kæreste fordi hun er bange for det bliver lige som hjemme hos hendes far, hvor han giver al sin opmærksomhed til sin kæreste. Og jeg ved godt det her er hårdt at sige om sin egen datter, men hun har desværre et virkelig veludviklet manipulerings gen (sjovt nok lige som sin far).

Hun er ikke bleg for at true med ting som at hun flytter hjem til sin far, hvis ting ikke lige går som hun synes herhjemme. Hvilket jeg udemærket godt ved hun ikke ønsker, (og hendes far gør slet ikke) men kan hun trumfe noget igennem her, så prøver hun gerne med alle de midler hun har.

Vi har planlagt vi skal ud og bowle. For at være på neutral grund og for at de der telefoner forhåbentlig ikke er helt så meget i fokus. Ida har allerede proklameret sin modstand. Men det ville hun have gjort lige meget hvad vi var kommet op med af sjove aktiviteter.

Det mest åndssvage er, jeg er ikke i tvivl om at hun egentlig godt kan lide Alfa, hun vil bare ikke indrømme det, for for hende er det en form for nederlag hvis hun gør.

Men jeg er også meget bevidst om, at en 13 årig pige ikke skal styre mit liv…for hvornår vil hun nogensinde synes det er okay mor får en kæreste? Aldrig.

Kryds fingrer for en forhåbentlig vellykket søndag.

Og skulle I ligge inde med de vises sten ift at håndtere en trettenårig når man får kæreste – så del endelig ud med al jeres erfaring.

Ynkelig

Jeg undskylder lige på forhånd for virkeligt depri indlæg.

Kender I det når man er inde i en ynkelig periode ?

Jeg er det ihvertfald i øjeblikket. Hvis man tror på månepåvirkning, så vil nogen påstå at det har med den at gøre, og i så fald glæder jeg mig til den der måne skifter fokus.

Jeg tog mig sammen til at skrive en hjertekvalt besked til Luna om hvor skuffet og ked af det jeg er over at hun har ekskluderet mig fra hendes liv, og spurgt ind til hvad jeg har gjort eller hvad det ellers er der har gjort at hun har valgt at ekskludere mig som hun har. Intet svar. Jeg må prøve at lukke den og fokusere på at hun åbenbart aldrig har været den hun har udgivet sig for. For et normalt velfungerende menneske ville ikke opføre sig sådan overfor en hun påstod hun elskede. Ergo må alt have været en løgn. Så på den front virkelig meget selvynk fordi jeg føler mig så dum over at jeg troede jeg betød noget.

Og så er der den evindelige Chef som selvfølgelig nu er min allerbedste mandlige ven. Han siger nogle ting ind imellem – eller faktisk hver dag, hvor jeg ikke ved om han mener det på en måde hvor han er begyndt at ændre mening om ham og jeg, eller om det bare virkelig er venskabeligt ment fordi han tænker jeg har brug for det.

Fx sendte jeg ham et screenshot af en masse besked anmodninger jeg havde ignoreret og spurgte ham om jeg burde svare nogle af dem, det ville jo være det høflige at gøre. Hvorefter han konstaterede at han blev jaloux, at ingen af dem var gode nok til mig, at han heller ikke var det, men at han ville kæmpe for det hver dag.

Øhhhh….?

Dagen før Valentines dag havde han ledt og ledt efter min adresse så han kunne sende mig blomster, men eftersom jeg har hemmelig adresse, måtte han kapitulere og bede om den direkte… fik jeg blomster? Nej selvfølgelig ikke. Jeg er så træt af sætningen: det er tanken der tæller. NEJ det er fucking ej! Handlinger tæller!

Chefen og jeg havde jo lavet en joke om at vi skulle giftes når han ramte 45, hvis vi begge stadig var singler. Da jeg så havde den date med Natalies storebror for et par uger siden, ændrede Chefen det pludselig. Hvorfor vente helt til jeg bliver 45, skal vi ikke bare gifte os til sommer?’ Måske han kunne mærke at præcis den date rent faktisk betød noget for mig, og derfor lige måtte tydeliggøre sin egen plads i mit liv.

Jeg har sagt til ham, at han må se at komme ind i kampen.

Så har jeg en anden kammerat Buster, gift men ved at blive skilt. Vi datede for 100 år siden før jeg startede med Morten.. eller – løgn! Jeg datede dem begge nogenlunde samtidig og valgte Morten frem for Buster. (Buster har selvfølgelig et rigtigt navn – men det her er hans kælenavn). Det valg har jeg ofte spekuleret over at jeg valgte som jeg gjorde, jeg havde nok haft en væsentlig anden baggrund havde jeg valgt modsat, men sådan kan man jo ikke gå og fundere over what could have been.

Nå, men han har på sms lige givet mig en kompliment. Faktisk flere.

Og det eneste jeg i øjeblikket hører når nogen siger noget sødt til mig er blablabla.

Jeg er holdt op med at tro på at mennesker siger noget sødt og gør noget godt for andre uden at det i bund og grund er for egen vinding skyld. (Det bunder selvfølgelig nok virkelig meget i hele situationen med Luna, der påvirker mig på alt for mange områder)

Jeg er idag virkelig fanget i den tanke at jeg aldrig bliver nogens endestation. Græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet, der er nok noget bedre ved næste swipe. Der er ingen der gider kæmpe for nogen mere, alle søger bare videre til den næste der gider give et quickfix på selvtillidskontoen.

Hvilket apropos – måske var det jeg burde gøre… oprette tinder igen. Få et quickfix. Få månen på plads igen, for det her er da den mest opslidende og deprimerende følelse ever !

Jeg får en unægtelig trang til at lave en Maude; JensChristian – jeg går i seng!

Dumpet

Jeg føler mig dumpet, om det er rigtigt eller ej, finder jeg nok aldrig ud af. Men faktum er – jeg er blevet en veninde fattigere.

En af mine såkaldte bedste veninder Luna, som jeg også har nævnt herinde en del gange tidligere, har dumpet mig. Og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg har gjort hende… andet end jeg forestiller mig at jeg ikke faldt i hendes nye kærestes smag.

Alternativt så lider jeg tydeligvis af virkelig dårlige menneskekender egenskaber og føler mig, i den forbindelse, SÅ enormt udnyttet som tidsfordriv og værende veninden der tjente mere og dermed godt kunne og ville betale for Luna, nu hun var på SU, når vi fx var i byen eller ude andre steder. Alt sammen måske bare et udspekuleret og beregnende menneske som i virkeligheden bare ventede på en mand, der kunne gå all in på hende og hendes børn og selvfølgelig også økonomien og i ventetiden nøjedes med mig.

Begge dele gør faktisk lige ondt. For ligegyldigt hvad, følte jeg vi var bedste veninder. Og vupti, var vi det ikke mere.

Før Luna fik kæreste talte vi sammen næsten hver dag, også gerne flere gange dagligt. Vi vidste om alt hvad der foregik i hinandens liv. Vores børn går tilmed i klasse sammen – ikke engang de leger sammen privat mere. Hun kan dårligt nok hilse på mig når vi render ind i hinanden på skolen, og da slet ikke hvis kæresten er med. Iøvrigt en kæreste som jeg aldrig er blevet præsenteret for. Det i sig selv er også virkelig mærkeligt.

De mødte hinanden i efteråret og blev officielt kærester i november. Han flyttede ind nærmest samtidig. Og fra den ene dag til den anden kunne vi ikke snakke sammen når han var hos hende, så hun ringede kun hvis hun var i bilen alene eller oppe og handle. Og vi har, af samme årsag, heller ikke set hinanden siden hun startede med ham. Dette dog til trods for at hun påstår han bare kan passe hendes børn så vi kan ses. Men som jeg sagde til hende; jamen du skal jo også helst gerne have lyst til at ses.

I den tid jeg har kendt hende, har jeg altid ønsket for hende at hun fik en kæreste, for jeg vidste det betød meget for hende. Jeg havde bare virkelig ikke forestillet mig at det ville blive på bekostning af mig. At hun var typen der ofrede ‘bedste’ veninder til fordel for en mand. En mand som jeg forestiller mig må være usikker på hende, for jeg har simpelthen så svært ved at tro at hun helt selvstændigt bare har sagt at SH intet betyder, hende skærer jeg da bare ude af mit liv til fordel for dig. Men igen – måske kendte jeg hende slet ikke så godt som jeg troede.

Hun fortalte at han i starten havde været ved at sige noget negativt om mig, men hun havde stoppet ham og sagt, at han måtte sige meget, men ikke noget om mig. Men altså – enhver ved jo godt, at man bliver påvirket af dem man er sammen med mest og eftersom han ret hurtigt fik monopol på Luna, så kan jeg ikke andet end forestille mig at han er kommet igennem med sit budskab. Og det er sjovt nok uden nogensinde at have mødt mig rigtigt.

Jeg havde egentlig en ide om at jeg ville spørge hende om hvad pokker der foregår. Hvorfor hun er blevet den her person jeg slet ikke kan genkende længere. Eller hvad jeg har gjort siden hun opfører sig som hun gør. Men idag, hvor jeg hentede Alex hos hende fordi han havde været der til fødselsdag, er jeg nok nået frem til at jeg skal stoppe med at være ked af at have mistet en veninde, som tydeligvis er fuldstændig ligeglad og upåvirket over at have mistet mig i sit liv. Jeg skal stoppe med at bruge energi på det og på hende. Men det der gør det så svært, er selvfølgelig at jeg ikke forstår det… intet er meldt ud, intet er sagt. Vi taler ikke sammen længere, svarer ikke på mine beskeder eller snaps og ignorerer hvis jeg har tagget hende i noget på fb. Og selvom jeg fortalte om nogle vigtige ting i mit liv for lang tid siden, så har hun ikke en eneste gang fulgt op på hvordan det er gået. Hendes interesse for mig og mit liv er ikke eksisterende.

Jeg prøvede en enkelt gang at sige til hende at jeg savnede hende og ikke helt var klar til at vi slet ikke skulle snakke sammen, bare fordi hun havde fået kæreste, men hun undveg at svare på hvorfor vi ikke sås eller talte sammen mere. Og ja, jeg er med på at når man er forelsket så isolerer man sig lidt i en periode, hvilket er helt fair, men det her er så absurd, så jeg ikke længere kan forsvare at det kun handler om forelskelse.

Jeg er i bund og grund bare så skuffet og såret… og så grundlæggende træt af at spekulere på det.

Date med Bror – ja altså ikke min vel.

Så jeg var egentlig i god tid inden daten med Natalies storebror. Gik en tur med Birthe inden han skulle komme 18:30 og konstaterede at det var han også. Han holdt nemlig ude foran nedkørslen til mit hus og ventede på klokken blev 18:30. Jeg smuttede uset ind igen med Birthe og sendte ham en besked om at han gerne måtte komme ind. Vi kørte lidt efter han lige havde set mit køkken ombygningsprojekt.

Da vi kommer op til hans bil, går han foran mig og over og åbner døren for mig, venter til jeg har sat mig og lukker den herefter forsigtigt. Okay…så en gentleman.

Vi parkerer inde i ved planetariet, han lader bilen være tændt for jeg kan holde varmen, mens han finder en parkeringsautomat. Herefter går turen hen til den restaurant han har bestilt bord ved. Snakken flyder, også selvom jeg godt kan fornemme at han er lidt genert.

Vi starter i baren med et glas hvidvin til mig og en GT til ham. Bagefter bestiller vi mad og selvom jeg egentlig synes maden var ganske udemærket og stedet er meget hipt, så kan jeg godt mærke at han ikke rigtig synes om stedet og tripper lidt for at komme ud derfra så snart vi er færdige med dessert og kaffe.

Desværre blev det ikke til et pitstop efterfølgende, da han skulle tidligt på arbejde næste dag. Så han holdt hvad han lovede og kørte mig hjem igen. Jeg var hjemme kl 22.

Hele aftenen igennem skinner gentleman tendensen igennem hos ham – hvilket overrasker mig på den positive måde. Sjovt som det at manden holder døren, tager ens jakke, skubber stolen ind under en og hele tiden generelt er opmærksom på hvad man kunne have brug for som kvinde, føles enormt romantisk og trygt. Jeg elsker, at jeg er så selvstændig på alle områder, men lige denne aften, kunne jeg godt mærke at jeg også savner at der er en der rent faktisk godt gider yde en indsats for mig. Og den ros skal han bestemt have – for det gjorde han. Og ovenikøbet helt ubesværet og som det mest naturlige i hele verdenen.

Da vi ankommer hjemme foran mit hus taler vi lidt om, hvad vi hver især har af forventninger til ‘det her’. Jeg siger til ham, at qua Natalie er min veninde, tager jeg jo ikke helt let på at date ham. Og han stemmer i, ift mig. Men så kan jeg godt pludselig mærke at han bliver lidt skræmt. Og til sidst siger han da også, at han altså ikke er ude efter at vi skal giftes imorgen. ØH NEJ din klaphat – selvfølgelig skal vi sgu da ikke giftes imorgen – og heller ikke næste år.  Så jeg er nødt til til sidst at sige, at bare rolig der er ingen pres fra min side af. Men jeg er da også klar over, at hvis han trækker sig allerede nu, så går mit liv videre. Lidt indsats skal der jo være efter første date også, hvis der skal være chance for at noget kan udvikle sig.

En uges tid efter daten, fortæller jeg Natalie om det. Samt at jeg stort set ikke har hørt fra ham efterfølgende. Hvilket hun kommenterer overfor ham og som så resulterer i et opkald fra Bror, hvor vi endeligt slår fast, at det nok er bedst at vente og se hvad der sker. For der skulle nødig gå noget galt inden Smukfest, hvor vi skal bo i telt sammen i 5 dage.

SÅ! dagen efter jeg havde været på date med Bror, var jeg i byen med en gammel veninde… og kom til at kysse med en anden der…

Livet går jo videre, som man siger.

Sommerfugle i min mave

Okay! Så selvom jeg faktisk havde besluttet mig for, IKKE at ville have noget at gøre med mænd det næste stykke tid, så er det som om de der mænd ikke helt er klar over jeg har taget sådan en drastisk beslutning. Jeg bliver stadig jævnligt kontaktet via messenger af mænd, der tilfældigt ser min profil og så skriver. Og ja, så er jeg jo høflig og svare…hvis altså jeg tænker de ser søde ud.

Nå, men seneste besked kom faktisk overraskende bag på mig. Det var nemlig min bedste veninde Natalie’s storebror der skrev. Ikke at det er så nyt, ind imellem skriver vi lidt sammen om hvordan vi hver i sær har det. Vi har også tilbragt nogle smukfester sammen, hvor vi da også har kysset til den ene for et par år siden. Dog ikke sidste år, selvom han prøvede, så havde jeg jo en lidt sippet uge, og ville absolut kun være sammen med en, hvis det betød noget… (arhmen altså…på en festival!) Og lige med ham, havde det betydet noget. Men fordi Natalie har været så nervøs for, at jeg ville såre hendes bror, har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at holde igen ift ham. Også fordi man jo aldrig rigtig ved hvordan det kan påvirke et venskab, hvis man pludselig begynder at date en bror til sin veninde, og er der noget jeg ikke ønsker, så er det at Natalies og mit venskab går i stykker – jeg er sikker på jeg ville dø af kedsomhed uden hende i mit liv. Men hun har også flere gange sagt at hun ikke vil stå i vejen, hvis det er det vi vil… årh svært altså!

Nå, men hendes storebror skrev igår aftes efter han var kommet hjem fra arbejde. Har du det godt? Er du stadig single? Jeg har det godt, hvad med dig, og ja det har jeg været længe, hvorfor? Skal vi virkelig vente helt til Smukfest (i august) før vi skal se hinanden igen? …nej…? Må jeg så ikke ringe til dig en af de nærmeste dage og invitere dig ud og spise? Jo det må du da meget gerne, så længe du inviterer mig ud på fredag, der har jeg nemlig ingen planer. Aftale.

Og sådan gik det til at jeg jo så har gået og smilet for mig selv HELE dagen idag. Jeg glæder mig rigtig meget til han ringer og til vi endelig skal på en date.

Problemet er lidt, at både han og jeg fortæller Natalie stort set alt, men dette her vil vi gerne holde lidt for os selv, indtil vi på helt egen hånd, har lært hinanden lidt bedre at kende uden alkohol i blodet og uden Natalie prøver at påvirke os. Og det har været fucking svært at lade være med at fortælle hende, hvor vildt glad og spændt jeg er over at jeg skal på date på fredag, med en der rent faktisk giver mig lidt sommerfugle i maven.

Og ikke nok med det, så har sommerfuglene fået ekstra liv, hver gang Natalie har sendt mig snaps og billeder af opsætningen af sit nye køkken, som hendes bror selvfølgelig hjælper med at sætte op. Han er simpelthen så sød når hun filmer ham og han ikke ved det. Det er straks værre når han opdager det, og bliver sur på hende…og sjovt nok hjælper det ikke, at hun på filmen så fortæller ham; Jamen det er bare til SHdet kommer ikke på facebook. Jeg er ret sikker på, jeg heller ikke ville synes det var fedt, at der blev sendt film af mig til en jeg godt kunne lide, heller ikke selvom det er helt uskyldige film, som egentlig handler om tilblivelsen af et køkken.. mit fokus lå måske bare lige liiidt uden for feltet.

Han ringede torsdag…: Hej, jeg vil høre om jeg må invitere dig ud imorgen? jeg henter dig kl 18:30. Først cocktails, så middag, og så kører jeg dig hjem igen.

 

Jeg har selvfølgelig fortalt Natalie om dette her på nuværende tidspunkt, så nu bliver hun heldigvis ikke helt overrasket over at læse om det her. Hun fik det dog først at vide efter daten..som vi selvfølgelig allerede har været på.

 

Karma

Så jeg har været lidt stille den sidste tid, og det er der naturligvis et par årsager til. For det første så har januar bare stået på ekstremt mange dagvagter, og er der noget jeg dør langsomt af, så er det dagvagter, især når jeg pludselig har 4 eller mere i træk. Jaja! jeg ved udemærket godt at helt normalt velfungerende mennesker fungerer så ganske fint i et 8-16 job 5 dage om ugen, bare ikke mig. Jeg elsker at have fri om dagen og nyde mit eget selskab. Gøre præcis hvad jeg har lyst til, om det er træning eller tage en moffe på sofaen, eller mødes med en veninde til kaffe, så er det min tid. Men når jeg kun arbejder om dagen, så er jeg tvunget til at handle sammen med resten af Danmark direkte fra arbejde, jeg kommer hjem til børn der allerede er hjemme fra skole som, inden jeg overhovedet når at tage overtøjet af, har 1000 fortællinger fra deres dag, gerne på samme tid, samtidig med de ret hurtigt konstaterer at de egentlig er ret sultne, og hvornår jeg har tænkt mig at lave mad. Imellem det og aftensmaden er der jo som regel et barn eller to der skal til en fritidsaktivitet, og de skal dælme også hentes hjem igen. Så er der vasketøjet og madpakkerne… Og Birthe, som selvfølgelig også kræver lidt opmærksomhed, selvom hun faktisk er den nemmeste og mest taknemmelige i min lille flok af mini habitants.

Så alt ovenstående har naturligvis medført, at jeg kl 22 er tom for energi og tankevirksomhed – som i HELT tom. Jeg kan sidde og stirre på tv’et og ikke ane hvad jeg ser, og være så træt så jeg nogle gange er nødt til at tage en lur på sofaen, inden jeg har styrke til at gå op i seng. Yes I know, så sørgeligt.

Nå! men idag har jeg fri! Ingen dagvagt, ingen vagt overhovedet. Jeg tager selvfølgelig revanche fra imorgen hvor jeg lige nupper en arbejdsweekend på 43 timer fordelt på aften og nattetimerne. Men det er jo først imorgen…

Så lige nu nyder jeg i den grad stilheden herhjemme. (hvis altså lige jeg filtrerer Birthes snorken fra)

Mit næste problem har været, at jeg har 3 veninder som kender til bloggen her. Og det jeg har haft på hjerte det sidste stykke tid, har omhandlet noget ift de 2 af dem. Og så nytter det jo ikke rigtig at jeg hælder mit hjerte ud her, og de så læser om det, når nu noget af det måske ikke helt skal fortælles til dem endnu.

Jeg valgte jo faktisk at være undercover blogger netop for at undgå sådan nogle problemer, så nu straffes jeg selvfølgelig for, i sin tid, at have fortalt om bloggen. KARMA.

Nå men nu er det heldigvis sådan så den ene veninde Natalie endelig er informeret om hvad der fyldte, som jeg ikke lige kunne fortælle hende om på det aktuelle tidspunkt, så nu er jeg ved at få hul på skriveriet igen – og det føles sgu meget rart!

Jeg håber I stadig er derude 🙂

%d bloggers like this: