Selvom alting er rosenrødt og fantastisk med Alfa, så er der alligevel opstået et lille dilemma for mig.
Der måtte jo komme noget på et eller andet tidspunkt ikk…?
Dilemmaet handler om Chefen. Chefen som har været min bedste ven det sidste halvandet år, efter vi fandt ud af vi ikke skulle knalde med hinanden mere.
Alfa har det stramt med ham.
Ikke med ham personligt, da han ikke kender ham – men fordi Chefen og jeg kender hinanden så godt, og intimt, og meget længe har delt alt med hinanden. Alfa er ikke nervøs for at miste mig til ham, han føler sig ikke truet på den måde, men han bryder sig ikke om niveauet at kontakt som vi har med hinanden. (Vi har gennemsnitligt talt sammen 4-5 gange om ugen – nogle gange flere gange dagligt)
Jeg har gentagne gange forklaret at når man ikke har en kæreste i lang tid, så er det jo meget naturligt at man finder nogle mennesker man kan tale med om hvad der rører sig i ens liv. At det blev Chefen for mit vedkommende er måske ikke helt så velovervejet ift forhistorien, men han har bare været så fantastisk en ven og været der når jeg havde brug for ham. Og omvendt. Han har været en kæmpe støtte i alt fra dumme ex’er til umulige børn og dumme chefer.
Og det er egentlig ikke fordi jeg ikke forstår Alfa. Jeg tror også jeg selv ville have det svært hvis Alfa havde så tæt en veninde som han talte med flere gange om ugen. Jeg ville heller ikke føle jeg helt var nr 1.
Så det sidste stykke tid har jeg undgået Chefen lidt. Jeg ringer ikke så meget mere og får ikke altid svaret på hans beskeder fordi Alfa nærmest bliver fysisk dårlig når han ser Chefens navn på min tlf.
Men det er svært. Virkelig svært! Jeg føler jeg svigter Chefen. Vi havde lovet hinanden at der ikke skulle komme en potentiel ny kæreste imellem vores venskab. Og nu sker det alligevel.
Chefen er dog rimelig forstående og siger han godt kan forstå Alfa og har respekt for han melder det ud.
Men det ændrer ikke på mit dilemma. Jeg har ikke lyst til at miste Chefen som bedste ven, og selvom jeg har kørt venskabet ned på meget lavere blus, så føles det nu mærkeligt og akavet når vi så endelig taler sammen. Der er den der kæmpe elefant midt i samtalen som vi kun taler lidt overfladisk om.
Og samtidig så vil jeg heller ikke have Alfa får ondt i maven over vores venskab. Det er trods alt ham jeg skal have hverdagen til at fungere med.
En gang for noget tid siden var der en ex der skrev til Alfa. Han spurgte mig med det samme om det var okay han lige skrev lidt med hende fordi hun evt kunne sætte ham i forbindelse med noget jobværk.
Jeg fik SÅ ondt i maven over det. Havde 10000 spørgsmål til ham om hvordan og hvor længe de så skulle have kontakt. Alfa mente det kunne sidestilles med mit venskab med Chefen, hvilket jeg ikke mente fordi Chefen var med fra start, det var hende her ikke.
Bottom line, jeg ønsker faktisk ikke at Alfa skal få ondt i maven på den måde som jeg fik.
Og han er ikke urimelig. Det omhandler kun Chefen, han har ikke på noget tidspunkt ytret noget om nogle andre i mit liv, som bør skæres væk. Han er ikke en kontrolfreak som prøver at begrænse mig, tværtimod. Så jeg er ikke på nogen måde nervøs for jeg har mødt en ny Morten (psykopat ex og desværre far til mine 3 børn)
Så…! er der nogen der har nogle gode råd til en nænsom løsning på sådan et dilemma?
Selv tænker jeg at venskabet måske bare glider lidt ud i sandet og lander på et andet niveau.. og måske er det også okay, jeg skal bare lige have styr på min dårlige samvittighed.
