Tag: det offentlige

På skadestuen

Så jeg kørte forbi et totalt overproppet venteværelse på skadestuen og var lige der alligevel lidt taknemmelig for jeg var blevet hentet med ambulance. For så fik jeg da en seng med det samme.

Den mandlige sygeplejerske der kom og tog imod mig, var sådan en ung småbuttet meget bedrevidende klaphat, med en tlf fæstnet til hans T-shirt i nakken, for vigtighedens skyld. Ja undskyld – jeg var løbet tør for overskud og overbærenhed. Så da han begyndte at nedgøre ambulancefolkenes arbejde, så måtte jeg lige markere at jeg altså ikke var en hvilken som helst uvidende patient.

Klaphat: hvad har du fået af smertestillende? Mig: fentanyl, Panodil og ibuprofen. Klaphat: ja det er jo typisk ambulancerne, de giver altid alt muligt mærkeligt medicin, som vi aldrig bruger på hospitalerne. (Han hentydede til Fentanyl). Mig: ??? Fentanyl er da et af førstevalgene på samtlige intensiv, semi intensiv, operationsgange, opvågning og skadestuer. Klaphat: nååå, ja, det var selvfølgelig det næste jeg skulle til at tilføje, altså med undtagelse af de afdelinger. Er du sygeplejerske? Mig: ja. Klaphat: nå, ja jeg syntes godt jeg kunne fornemme det. Hvor arbejder du? Mig: jeg arbejder på …. (ja her er jeg jo desværre nødt til at udelade præcis hvor – kan dog fortælle at det er…heftig… afd med liv og død scenarier næsten hver dag) Klaphat spærrer øjnene helt op: nå okay… jamen … øh ..jeg går lige ud og ser hvornår der kan komme en læge. Hvorefter han forsvandt i nogle timer.

Imens skrev Hr Herlev. Jeg havde overhovedet ikke informeret ham om dagens udvikling. Ærligt, så var jeg lidt irriteret på ham, syntes ikke han skrev så meget mere og følte lidt han havde trukket sig, hvilket selvfølgelig bare medfører at jeg også trækker mig. Man skal huske at passe på sig selv jo i datinghelvedet. Han spurgte til min dag og så fik han den ultrakorte version, hvorefter han spørger om han skal komme ud til mig. Eftersom jeg er lidt fornærmet svarer jeg, at jeg føler han har trukket sig lidt og at han ikke skal føle sig forpligtet bare fordi jeg er kommet til skade. ‘SKAL jeg komme ud til dig??’ Skriver han igen, meget insisterende. Ja okay, du må gerne komme og underholde.

20 min senere står Hr Herlev i døren. Shit han har skyndt sig og Forhelvede altså hvor synes jeg bare han er en pæn mand! Bliver pludselig meget stolt over at han ‘hører til mig’ der på firesengs stuen.

Jeg, derimod, ligner naturligvis lort! Havde gårsdagens make up rester under øjnene, havde ikke været i bad, hverken før eller efter træning, og havde stadig træningstøj på. Måtte hurtigt konstatere at så blev han ligesom præsenteret for det værste af det værste…han var enig.

Han havde åbenbart været i gang med at lave hjemmelavede toffifees, men var skredet fra det hele for at komme ind til mig. Så han havde to karameller med til mig. Hvor er nøden og chokoladen? Brokker jeg mig smilende. (Jeg er meget smigret – men prøver selvfølgelig ikke at virke alt for sådan)

Han spørger hvorfor jeg føler han har trukket sig, for det mente han ikke han havde. Jeg forklarer hvorfor. Han ryster på hovedet af mig og siger; du skal ikke overtænke alting. Og så var den ligesom lukket. Vi kysser en del og han sidder enten på sengekanten og nusser mig eller på stolen ved siden af og massere min arm nærmest ham.

På et tidspunkt hvor han sidder på sengen begynder han at kysse mig ned af halsen og ned til brystet, konstaterer grinene at jeg smager salt (læs:svedigt). Jeg smiler undskyldende. Han letter lidt på dynen og får hurtigt hånden ned i bukserne på mig! Jeg letter lidt i sengen og kigger på ham med det mest anklagende blik jeg kan sætte op. Han smiler provokerende og begynder at lege med mig. Samtidig bliver alle på stuen helt stille (!!) og jeg får selvfølgelig afgivet et støn som ikke kunne misforstås. Hr Herlev griner stille af mig og tager den anden hånd op og holder mig for munden, og jeg glemmer helt at jeg har ondt i ryggen.

Jeg har naturligvis sengen lige ved døren, hvor der går nysgerrige mennesker forbi hvert andet minut. Hr Herlev synes det er mægtig underholdende at jeg kæmper for at bevare fatningen så ingen af de forbipasserende opdager noget.

Han er så tæt på at give mig en orgasme, men det lykkes mig at stoppe ham inden. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til han fortsatte men fordi han er så dygtig, så jeg glemmer hvor jeg er og forudså at jeg ville ende med at afsløre endnu mere højlydt hvad der foregik bag vores gardin.

Bagefter bruger vi meget tid på at lytte til de andre patienters symptomer og sammen diagnosticere hvad de fejler.

Efter 7 timer kommer der endelig en kvindelig læge til mig.

Hr. Herlev er med under hele den grundlæggende udspørgen om mine symptomer….

Læge: har du vandladningsbesvær? Får du tømt blæren helt når du er på toilettet? Mig: nej og ja det skulle jeg mene. Læge: har du haft afføring? Eller tror du du har problemer med at komme af med afføring? (Arhmen altså, så det kunne godt blive endnu værre foran en mand jeg har kendt i 14 dage?) mig: pas – øhm det ved jeg ikke lige, men jeg tror ikke der er nogle problemer. Jeg sniger mig til at kigge på Hr Herlev, han kigger den anden vej men har helt sikkert hørt med. Læge: jeg er nødt til lige at tjekke med en finger om du har nedsat funktion i endetarmen. Hun hiver nogle handsker ud af en æske og gør klar til undersøgelsen og her trækker Hr Herlev heldigvis ud på gangen. Læge: vil du have din mand eller kæreste med herinde? Mig: nej det er fint, han må gerne blive på gangen. (Virkelig lettet over han smuttede ud og virkelig overrasket over hvor godt jeg kan lide lyden af … din kæreste)

Undervejs i samtalen med lægen spørger hun også hvor jeg arbejder. Jeg lægger ikke selv mærke til det, men det gjorde Hr Herlev, som konstaterer: det er virkelig sjovt at se hvordan folk ændrer facon overfor dig når du fortæller hvor du arbejder. Han virkede et øjeblik lige lidt stolt.

Lægen sagde de ikke kunne skanne mig på en søndag, og jeg måtte også erkende at jeg havde fået det bedre. Så jeg fik en ekstra smertestillende og blev sendt hjem med Hr Herlev. På det tidspunkt havde han siddet hos mig i 8 timer, uden mad og stadig med tålmodigheden nogenlunde intakt. Vi kørte til et pizzaria i nærheden af mit hjem og fik meget sen aftensmad. Selvom man ikke skulle tro det, så var det først her jeg for alvor peakede på charmekontoen. Den smertestillende pille virkede nemlig så meget så jeg var helt rundt på gulvet, ved at kaste op og svingede mellem at kampfryse og kampsvede. Var faktisk slet ikke sulten. Fik dog spist lidt pizza samtidig med jeg vitterlig kastede tøj af mig så jeg sad i min træningstop og Hr Herlev beholdt sin jakke på, fordi han frøs.

Virker pillen? Spørger han drillende og med hævede øjenbryn, samtidig med der kom tre arbejdsmænd ind af døren og jeg diskret prøvede at trække trøjen lidt op over mine bare skuldrer.

Han kørte mig hjem efterfølgende. Og jeg tror, takket være min gode grundform, er jeg sluppet forholdsvis billigt ift min ryg. Jeg klarer mig med Panodil og ibuprofen. Og må erkende at Hr Herlev mere end rigeligt har bevist at han ikke har trukket sig.

Hvad jeg lærte i september 

…lidt forsinket – det var en hård måned, som nogle af jer så sødt bemærkede, så var jeg lidt stille herinde

  • At september har budt på en del bump på vejen
  • At Morten for anden måned i træk har undladt at betale børnepenge 
  • At det tager statsamtet 12 uger at give svar på ansøgning om børnepenge. 
  • At Morten synes jeg er en kost
  • At jeg faktisk trives virkelig godt med at Morten synes jeg er en kost! HA! 
  • At det at jeg har fået lavet en ordning med mit arbejde om at jeg har mere weekend fri, bare er resulteret i, at Ida gerne vil være mere hjemme end hos Morten. Så meget for at jeg skulle til at have en masse egofritid med sjov og ballade. 
  • At jeg faktisk alligevel nyder dagene alene sammen med Ida – mor/datter bonding på højt plan!
  • At jeg ikke behøver have sex med en 21 årig igen
  • At det der bare skulle være et eftersyn hos tandlægen endte med at koste 3700kr 
  • Nævnte jeg at jeg indtil videre mangler børnepenge for to mdr…? Meget dårlig timing Morten! 
  • At være trivselsforældre i en trivselsgruppe, hvor halvdelen af de tilmeldte forældre består af mænd, faktisk er lidt mærkeligt. Jeg mistænker dem for, at de ser trivselsmøderne som en mulighed for at slippe væk hjemmefra. 
  • Luna og jeg er iøvrigt de eneste singlemødre i ovennævnte 0.klasse…det var ikke alle mændenes koner der lignede nogen der syntes det var en god ide at deres mænd meldte sig som trivselsforældre. 

Og til det lidt mere sørgelige:

  • At det var okay at tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg meldte ud til forældrene til det barn de mistede og som vi ikke kunne redde, at der var grænser for hvor professionel jeg kunne blive ved med at være da han døde…
  • At den oplevelse bød på timer hos Rigshospitalets krisepsykologer efter at have været det hårdeste patientforløb jeg til dato, har været en del af. 
  • At jeg er ret taknemmelig for min arbejdsplads passer så godt på os. 
  • Og at jeg elsker mit arbejde – også selvom det ind imellem er benhårdt og kræver lidt dage i fosterstilling…  

Med Bussen

Jeg har solgt min bil. Det er faktisk ikke noget nyt – den blev købt af et sødt ældre par fra Lolland i december. 

Siden jeg fyldte 18 har jeg aldrig været uden en bil i længere tid end det har taget at få papirarbejdet godkendt til en ny når den gamle blev solgt. 

Men nu hvor jeg er sygemeldt, stadig med diskus prolabsen, så har jeg faktisk ikke haft det store behov for en bil. Allerførst var det jo fordi jeg var så dopet så jeg slet ikke måtte køre bil. Nu er jeg selvfølgelig blevet så tilvænnet til alt det smertestillende så jeg ikke længere render rundt i en konstant tåge og derfor gerne må køre bil igen. 

Men jeg syntes faktisk det er hyggeligt med det offentlige og det fungerer. Jeg har ihvertfald ikke oplevet endnu at det ikke gjorde, hvilket nok har noget at gøre med at jeg selvfølgelig også kun har benyttet mig af det i små to mdr. Jeg ved godt at der er masser af tilfælde hvor busser og tog får på puklen for at være årsag til at folk er forsinkede. I mit tilfælde er jeg kun kommet for sent fordi jeg har misset bussen. Sååå det kan jeg vist ikke helt klandre bussen for. 

Nå men nu sidder jeg jo så i bussen på vej på kemidate med Chefen og er naturligvis barnligt spændt på at se ham. 

Og så er det jeg alligevel bliver mindet om HVORFOR jeg heller ikke overhovedet kan lide at køre med det offentlige. For hvor er der bare mange mennesker! 

De værste er selvfølgelig dem der skiller sig ud. Og her mener jeg især dem der lugter! 

Der burde simpelthen være en lov om, at hvis du vil benytte de offentlige transportmidler, så skal man være renlig OG huske at vaske sit tøj ind i mellem også – jeg synes ikke det er meget forlangt! For sådan en bustur på en halv time, kan pludselig være ulidelig hvis sådan en stinker sætter sig i nærheden af en. Ja det behøver jo ikke engang at være på samme sæde – deres odeur rækker ofte langt! 

Og så er der dem der taler i tlf, og allerværst headset, og dermed ikke selv forstår hvor højt de rent faktisk snakker – ja nærmest råber! ned i den lille mikrofon lige under deres mund. Og som gør det umuligt for undertegnede overhovedet at høre hvad der foregår i mit eget headset (jaja med musik eller lydbog) 

Og nu ved jeg godt jeg rammer rygerne, det er intet personligt – men som ikke-ryger så er det virkelig ulækkert hvis en ryger liiige inden indstigningen lige skal have sit sidste hvæs og dermed trækker alt det sidste røg med ind i bussen til glæde for et indelukket rum. Og endnu værre hvis denne ryger er en lille smule fornærret og gemmer sit halve skod i en lomme til senere brug, for det der skod – det lugter som et askebæger der ikke er blevet tømt i en måned og er dén lugt forsvinder ikke. Som det sidste hvæs måske ville gøre med tiden.  

Og en lille bagatel – man kan ikke selv styre varmen – enten er det frysende koldt eller som en sauna. 

Og det sidste er gældende lige pt – hvilket virkelig stinker, for nu sidder jeg og kampsveder! 

Virkelig ufedt lige inden en date ! 

Velkommen til det offentlige

Måtte retur til Hillerød sygehus til aften. Det der blødende understel vil sgu ikke rigtig arte sig, så kom da lige en tur i stigbøjlerne igen…igenigenigen….

Blødte hormonspiralen ud i lørdags – væk med den, den var vel egentlig også bare i vejen…eller noget…og sådan en koster jo heldigvis heller ikke så mange penge… (host læs: 1500kr !) Men det er vel også kun rimeligt for noget der, i mit tilfælde, åbenbart skal skiftes hvert halve år.

Fik til denne skanning konstateret:

1) ja jeg bløder stadig

2) JA hormonspiralen er der minsandten ikke længere

3) …men der er noget derinde der ikke skal være der…

4) hold da op – du har da æggestokke som en 17 årig!!

Sidstnævnte forklarer jo så min overdrevne tendens til at blive gravid.

Lægen mente desuden ikke jeg havde blod nok i systemet til at vente på den planlagte kikkertundersøgelse den 28/4, så afventer opkald mañana med en akut operationsdag, hvor de så kan gå op og kigge hvad pokker der står og bløder derinde. Bad om fuld narkose – er godt nok ved at være træt af at få proppet alt muligt op i understellet som absolut ikke hører til derinde!

A er enig…han mener selv at han er et bedre bud på hvad der burde høre til i mit understel.

Natalie mener jeg er den mest uheldige person hun til dato har mødt…tænker selv at alderdommen måske bare indhenter mig lidt tidligere end jeg selv liiige havde planlagt…

Min ‘kære’ chef, som jeg ringede til tidligere for at informere om at min sygemelding trak ud, havde mere travlt med at tælle alle de vagter hun skulle have dækket, end at lytte til bekymrede mig, der bare søgte lidt forståelse og accept af at jeg har tilladt mig at melde mig syg i 6 dage… fik hverken forståelse eller accept… Det fik jeg til gengæld som patient på Hillerød, men som ansat i systemet – der er vi vist bare brikker i et kæmpe puslespil, hvor vi alle har svært ved at holde sammen på helheden…

Velkommen til det offentlige!

conclusione-sulle-vendite

%d bloggers like this: