Har forleden aften lært mine to drenge på henholdsvis snart 2 1/2 og 4 1/2 at cykle.

Alex, den mindste, lærte det først, og så kom Magnus bagefter, det gik super nemt, jeg var meget overrasket og sindssyg stolt over at det var mig der lærte dem det.

A kom lidt efter og skulle så lige hjælpe med at justere Magnus’ saddel. Imens stak Alex afsted på sin nye cykel og inden jeg fik indhentet ham, var han cyklet ned af en sti bagved vores hjem og den går en lille smule nedad, og slutter med sådan to jern halløjer man skal zigzagge igennem for at komme ud på den næste sti.

Alex havde så ikke nået at bremse eller dreje, så han tog toppen af den ene jernbom med sit hoved, nærmere betegnet sit kindben og på en eller anden måde fik han også lige skrabet hele sin rygsøjle. Han havde heldigvis hjelm på, så det kunne måske være gået endnu værre…. Nu har han så naturligt nok lidt respekt for den der cykel, men han skal nok komme på igen, han er ikke sådan lige at slå af pinden 😉

Heldigvis skal de ikke til Morten igen før om halvanden uge, så håber jeg hans sæbeøje er forsvundet til den tid. Morten har nemlig en uovertruffen evne til at fremhæve min dårlige samvittighed og dermed få mig til at tænke at jeg er en dårlig mor.

Nå men nu var jeg så lige ude med drengene igen, Magnus cykler simpelthen så godt allerede, mor er virkelig stolt!

Og endnu en bonus… Det var Mig der lærte dem det! Ikke Morten, igen ikke noget Morten er en del af…

Måske er det lidt tabu at man gerne vil være den bedste forældre ift den man er skilt fra… Måske husker ungerne det slet ikke når de bliver større fordi deres far køber dem dyre ting, det er jo ikke til at vide hvad de husker mest fra deres barndom… Men nu og her føles det godt at det var mig der lærte dem at cykle – selvom det indebar et par skrammer 😉