Tag: Børn

nærmest lykkelig

 

Har en afklaret dag i dag!

Har afsluttet mit forløb hos min psykolog, egentlig mest fordi hun skulle skifte job, men følte mig nu også klar da det efterhånden ikke var helt så dybt det vi kunne finde at tale om mere. Tænk har gået der i præcis et år…

Vi fik afrundet psykopat Morten og konstateret at han egentlig ikke rigtig fylder så meget mere, da hans manipulerende måde at være på ikke rigtig bider på mig længere.

A og jeg blev afrundet med en snak om vores forfejlede parterapi i går, og at vi egentlig følte vi havde fundet hinanden igen, og havde fået en større forståelse for hvad vi hver især kom fra ift barndom og tidligere mislykkede forhold og dermed forståelse for, hvorfor vi ind imellem har nogle lidt ‘yder reaktioner’ på ellers normale situationer. Eller hvad vi tænker er normale situationer i andres hverdag.

Mine børn blev afrundet med at de jo egentlig nok var nogle ret så velfungerende børn alle tre, og at de sagtens kan finde ud af at der er forskel på at være hos psykopat far med de strenge regler, og tålmodige mor, der altid krammer og kysser dem <3  Og så længe vores 9:5 ordning ikke udvides i hans favør, så skal de nok komme igennem uden større mén 😉

Mht min far og hans golddigger kone, er det bare et spørgsmål om tid før hun får præsenteret underskrevne skilsmissepapirer og dermed er hendes plan om at ekskludere mig fra mit barndomshjem og min fars liv mislykkedes – uhhh jeg glæder mig så afsindigt meget! (mage til møgkælling skal man lede længe efter). Og min søde far der gør hvad han kan ift at rode bod på manglende tilstedeværelse i min barndom og manglende indsigt i hvad golddigerkone havde gang i, ham kan man kun elske – just for trying <3

Min mor derimod…har jeg måtte erkende at hun aldrig ændrer sig – hun er helt igennem bare et menneske der er ligeglad med andre end sig selv. Hende og hendes fantastiske mand, som nok er den af de to, der viser mest kærlighed til mig, er forleden kommet hjem fra deres halve år i eksil i Spanien og den første besked jeg får fra hende er ‘hej er du på arbejde?’ Jeg svarer ‘nej er i skole – er det dejligt at være hjemme?’ Hvorefter modermin svarer ‘ja det er fint – jeg ville egentlig bare høre hvad pris du kan skaffe maling til’

Tænk engang – kvinden har stort set ikke givet lyd fra sig i et halvt år – jeg fik en tillykke sms på min fødselsdag, hvorefter de resterende 20 linier omhandlede hende selv, og ingen beskeder til jul eller nytår. Og selvfølgelig ikke nogle opkald i 6 mdr. Og så er det eneste spørgsmål hun har lyst til at stille mig, om hvad pris jeg kan skaffe dem maling til! Ikke den mindste lyst til at spørge hvordan jeg og mine børn går og har det… jeg var rystet. Spurgte hende om hun var sur på mig, for det kunne i det mindste forklare hendes total ligegyldige opførsel overfor mig – men det svarede hun nej til, og hvorfor jeg dog troede det?…ok…så hun er bare fuldstændig ligeglad med mig…tjek…

Jeg talte så i tlf med hende i søndags, hvor hun intet nævner om hvorfor jeg spurgte om hun var sur på mig. Og ovenikøbet siger hun helt nonchalant at hun da lige ville ringe til psykopat Morten og høre om han kunne hjælpe med at løfte nogle tunge flyttekasser ned fra et loft – det krævede jo en stærk mand og det er han jo… jaja mor – skidevære med at du vælger at være illoyal overfor din datter og tage kontakt til den mand, der har såret og skadet mig mest i hele mit liv – så længe hun kan få flyttet sine kasser så er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det med at hun tager kontakt til Morten. Hvis hun havde haft bare en snært af situationsfornemmelse, så havde hun med det samme kunne høre på mig, at jeg ikke syntes at det var i orden. Ikke mindst fordi Morten har forbudt mig at have nogen som helst kontakt med hans familie, og omvendt selvfølgelig, så hvorfor skal han have lov til at have kontakt med min. Generelt burde hun slet ikke have en eneste tanke om at det er okay at kontakte ham.

Min kloge psykolog sagde at jeg havde to valg…

1) konfrontere hende med hendes fravær som forældre og de konsekvenser det har medført hos mig. Og måske i forbindelse med konfrontationen få et urealistisk håb stablet på benene om at hun vil ændre sig…med stor risiko (og kæmpe sandsynlighed) for at blive skuffet…igenigen…

eller

2) ingen konfrontationer, ikke flere skuffelser. Indse at jeg ikke har en mor i den forstand som jeg selv er mor for mine børn. Accept…

Jeg er hoppet på nr. 2 – jeg gider ikke mere – jeg er kraftstejleme for gammel til at blive ved med at have forældre issues – I’m done…!

Har en afklaret dag i dag…og for første gang i rigtig rigtig lang tid føler jeg en indre ro i mit sind og hjerte <3

images9Y4N1NJ0

Young Love <3

Min datter Ida på 9 år har en kæreste og jeg synes det er SÅ sødt. Han hedder William og de går i klasse sammen.

Da Morten og jeg gik fra hinanden flyttede jeg med ungerne til nabobyen og Ida skiftede skole, efter eget ønske. Hun blev hurtigt den populære pige i klassen og klart nok fik den populæreste dreng hurtigt øjnene op for hende også. De blev officielt kærester lige efter sommerferien sidste år, men pga en masse ballade fra de andre tøser i klassen måtte undertegnede kontakte klasselæreren og få hende til at løse det. Det hed sig nemlig at Ida var W’s officielle kæreste (rygtet ville vide at W’s mor har beordret at han kun må have én kæreste af gangen) men derudover havde han lige en håndfuld hemmelige kærester, og alle disse hemmelige kærester fordelt på de to 3. klasser, ville jo gerne have vippet Ida af pinden – puha det fyldte meget i hendes lille hoved. Så det blev forbudt at være kærester med hinanden indtil de bliver 13 år.

Men det lader vist ikke til at de to kan vente til de bliver 13 år, ikke ifølge Ida i hvert fald når hun fortæller mig om ham. Og sjovt nok så ved han også altid hvor hun er, når jeg kommer på skolen for at hente hende- hvis altså ikke de i forvejen sidder tæt sammen i en sofa og i smug holder i hånden. Det er lidt vildt at de er så vilde med hinanden når de ikke er ældre, men man kan jo heller ikke fornægte dem deres følelser vel?

Jeg har lige sat hendes tlf til opladning og kunne ikke lade være med at lure i den. Hende og W har haft nogle sms samtaler hvor han direkte ud af posen spørger hende ‘om hun er forælsked i ham’. Hun besvarer forsigtigt med ‘ja lidt – kan du også lide mig?’  Og så bliver der sendt små hjerter til hinanden derefter og hans seneste besked til hende var en 15 linier lang sms med hjerter hvor der er indflettet ‘I love you’       

Arhmen jeg er solgt!

W skriver desuden til hende at hun skal vide, at selvom han ovre i skolen siger til hende at han ikke kan lide hende, så passer det ikke – det kan han godt. Hvorefter hun helt tørt bare skriver ‘det ved jeg godt’.   Altid fedt med selvtillid!

Jeg har fandeme den sejeste datter !! <3

imagesJGI5TGDM

 

om folk med familieporscher

Magnus har en ven i børnehaven – han var hjemme og lege hos os for noget tid siden. Ganske sød dreng.

På et tidspunkt leger drengene med biler og undervejs siger vennen begejstret; ‘hjemme hos os der har vi to Porscher og en Ferrari’

Jeg lurer lidt i baggrunden og siger så – jamen Magnus har da også en Ferrari bil der du kan lege med.

Vennen kigger uforstående på den lille gule legetøjsbil og derefter lige så uforstående op på mig og forsøger så at rette mig ind.

‘Nej – altså rigtige biler’ siger han.

Jeg tænker – okay den knægt har virkelig gang i en røverhistorie nu.

Men han fortsætter og siger :

‘Altså min far kører enten i Ferrarien eller porschen, og så kører min mor i familieporschen’.

Nå!  tænker jeg, det lyder alligevel rimelig vildt, men han virkede heller ikke til at lyve….
Hans forældre er vist ikke offentligt ansatte..

Så forleden på parkeringspladsen foran børnehaven ser jeg så vennen blive afleveret af sin far…ganske rigtig…i en Ferrari…

Og idag fik jeg så også set ‘familieporschen’ i form af en Porsche Cayenne….på hvide plader…

Bilder mig selv ind at jeg er tilfreds med mit ‘karrierevalg’ i livet …
Kan man overhovedet kategorisere et job i det offentlige som en karriere? Er vi der ikke bare som en masse hjul der holder fabrikken kørende?

Min personlige rekord

Har fået en ‘knude’ i det ene bryst. Har haft det før da jeg var 20 år, hvor det bare var overproduktion af kirtler, som jeg så fik fjernet. Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen til at få en tid hos en røntgenklinik i slutningen af marts.

I går syntes jeg mine bryster var lidt ømme og skrev det til A, som var i sommerhuset. Frygter jo lidt at blive gravid igen. Siden min graviditet uden for livmoderen i august, så lykkedes det mig også at blive gravid igen her i januar, hvor jeg endte med at få en medicinsk abort – det er så 10. gang jeg har været gravid…det er vel også en slags personlig rekord :O

Nå, men A skriver så tilbage; ‘fuuuuck jeg håber virkelig ikke du er gravid igen’. Jeg ringer ham op, og siger kækt til ham, at hvis jeg er det, så må han fandeme tage en for holdet og blive steriliseret. Hvorefter manden svarer at han ikke kommer til at få kappet noget som helst før tidligst om 5 år, for han vil ikke lukke muligheden for at kunne få børn…….

Det skal lige siges at de, lægerne, ikke vil sterilisere mig, da de mener jeg er så fertil, så jeg bare bliver gravid alligevel, men at det så helt sikkert vil blive uden for livmoderen og dermed endnu mere farligt. (ægget kommer ikke ned, men sædcellerne kan åbenbart godt komme op i sjældne tilfælde – og med mit luck, så ville det sikkert ramme mig)

Han véd at det er farligt for mig at blive gravid igen fordi jeg har tendens til blodpropper, så han ved godt at hvis han skal have flere børn, så er det jo ikke med mig. Jeg bliver ret overrasket og trist over den udmelding, for hvad har han så tænkt sig? Og hvorfor fanden spilder han så sin tid sammen med mig, hvis han i virkeligheden stadig drømmer om flere børn.

Han har af flere omgange sagt at han har valgt mig, og accepteret at han ikke får flere børn. Men hvorfor filan holder han så muligheden åben?

Han undskyldte flere gange over han havde givet mig følelsen af at han ville noget andet – but said is said, jeg har sgu lidt svært ved bare at acceptere at han har forliget sig med det… jeg gider jo heller ikke være årsag til at han om 10-20 år sidder og kigger tilbage og fortryder at han ikke kæmpede mere for at finde en der kunne give ham flere børn. Han siger at han som udgangspunkt har valgt at finde kærligheden, børn ville bare have været en bonus. Og at han elsker sine bonusbørn og at det er nok for ham…

Det er selvfølgelig hans valg og hans alene – og så må han vel også selv tage konsekvenserne hvis han senere i livet fortryder…

Men det føles stadig surt ikke at være ALT det han kunne ønske sig.

En halskæde af mælketænder

Så jeg sidder i bilen med Ida, vi er på vej retur i sommerhuset efter at have holdt fødselsdag for hende og en klasseveninde i en svømmehal for alle deres pigeklassekammerater. Det gik ud over al forventning! For filan hvor er det nemt med sådan nogle 9-10 årige piger. Det hed sig i øvrigt at det var 9½ års fødselsdag, fordi begge piger har fødselsdag i sommerferien, og det ikke lige har passet at holde det i starten af skoleåret, og når man så kommer til at sige i sommerferien, at vi da bare holder 9½ års fødselsdag og inderst inde krydser fingrer for at pigen glemmer det, så må man jo desværre holde ord, når det så viser sig at hun selvfølgelig ikke bare sådan lige har glemt det – nogle gange føles det berettiget at ønske andre lidt AlzheimerLight. Thank God for at det så bare gik som smurt – det endte faktisk med at den anden mor og jeg skvadrede mere end vi overhovedet talte med tøserne – det kan godt anbefales at holde børnefødselsdag i en svømmehal!

Nå, men for at komme tilbage til tiden i bilen. Vi sidder og snakker og pludselig siger Ida at hun har fået en rokketand – det er et stykke tid siden hun egentlig sidst har haft en rokketand…det er vel nok omkring den tid lige inden Morten og jeg gik fra hinanden.

I forbindelse med rokketanden kommer jeg pludselig til at tænke på Mortens mor, Kirsten. Hun er sådan en lidt speciel kvinde, førtidspensionist fordi hun ikke gider arbejde og så har hun en læge der er ligeglad og bare udskriver de ting hun gerne vil have. Hun er det man oprigtigt kalder en hypokonder. Hvis man i tlf siger at en af ungerne virker til at fejle et eller andet – vupti, så har hun helt sikkert opsnappet præcis det samme næste dag – også uden at have været i kontakt med ungen. Hun er gift med Per for anden gang. De havde lige en pause på 10 år fordi hun opdagede at han rendte rundt i hendes tøj når hun ikke var hjemme 😉

Imellem tiden nåede hun at få yderligere 2 børn med en anden mand, foruden de 3 hun allerede havde med sin første mand. Per er ikke far til nogen af dem. Morten er nr 2 i den søskendeflok på 5. (hold tungen lige i munden her;)

Faren til de to sidste drenge havde nogle ret så uheldige tendenser ift små piger, nemlig Mortens to biologiske søstre – alt sammen hemmeligholdt indtil en af søstrene fortæller mig om det på en McDonalds en dag vi er ude og spise med vores børn. Nøj for et ramaskrig den bølge medførte. De to mindre drengesøskende måtte selvfølgelig ikke vide hvad deres far havde gjort og at han også havde inviteret sine venner med dengang…

Mortens mor benægtede selvfølgelig ethvert kendskab til det hele, da hun 20 år senere blev konfronteret med det. De to mindstes far døde i øvrigt for mange år siden i en ulykke oppe i Sverige, hvor han boede med den ældste af de to drenge. Men nogle af de venner han dengang havde inviteret med – de levede stadig og fik da også et fint besøg af Morten og hans kammerat… og en boltsaks.

Mortens mor er som sagt lidt speciel. Med alle de børn hun selv har produceret er det selvfølgelig efterhånden også løbet op med antallet af børnebørn – hele 9 styks nu. Og for så at vende tilbage til min oprindelig tanke omkring hende – og Ida’s rokketand..

Så var det jeg kom i tanke om, at hun faktisk ret mange gange ytrede ønske om at overtage alle de der børnebørns mælketænder, når nu tandfeen havde været der. Jeg syntes det var lidt mærkeligt og spurgte: ‘hvad skal du med dem – de er jo rimelig ulækre med blodrester osv på?’

Kirsten: ‘Jo, jamen jeg vil så gerne have alle mine børnebørns mælketænder, for så kan jeg få dem forsølvet og få lavet en halskæde ud af dem’

Altså jeg kan forstå folk der har fundet en stor hajtand og synes den er fed i en halskæde – den behøver ikke engang at være forsølvet! But come on – en halskæde af mælketænder??!  Føj for helvede!

Hun fik dem selvfølgelig ikke…! 😉

4. post operative døgn

Føler mig mere ‘sammenhængende’ i dag. Mere oprejst.

Ungerne kommer hjem i dag, efter 5 dage hos Morten – frygter virkelig at de glemmer at de skal passe på mig, og ikke hoppe på min mave :/  A er instrueret i at gøre et stort nummer ud af at forklare dem, at jeg har ondt i ryggen og at de skal være forsigtige omkring mig 😉

Føler mig også en lille smule forpustet i dag, selv i hvile… Set med mine sygeplejefaglige øjne, så lyser mine lamper lidt ift blodprop i lungerne eller hjertet, hvilket jo ikke er en utænkelig komplikation i forbindelse med en operation – og slet ikke når man lige tillægger min ‘lille’ genfejl, der gør at jeg danner blodpropper noget hurtigere end andre mennesker, og som jeg dagligt tager blodfortyndende medicin imod…

Har valgt at tage skyklapperne på, holde det for mig selv, og se om det ikke bare er fordi jeg har været sengeliggende i så mange dage, og min kondi allerede lider under det…

A ville gå helt amok hvis jeg nævnte det for ham…

Dag 3 post operativt

Dag 3 efter min mave operation

Har været i bad i dag! Wuhu!
Det var et stort øjeblik – fuck det var tiltrængt.
Nogle gange er der virkelig store fordele ved at A ikke har nogen lugtesans ;D

Jeg kan bevæge mig meget mere rundt end jeg havde forestillet mig på nuværende tidspunkt. Er til gengæld begyndt at døje lidt med min ryg i stedet – min ischias nerve har sat sig i klemme i højre side, og dét overskygger faktisk alt det andet vedrørende min mave.

Jeg glæder mig også virkelig meget til jeg kan begynde at rette mig lidt op, for går stadig lidt som en gammel pukkelrygget heks 😉

Har ikke tænkt mig at fortælle mine børn om operationen. Undskyldningen er at min datter bare deler det med gudoghvermand både på sin skole og formentlig vil hun også fortælle det til min ex Morten, og lige ham magter jeg faktisk ikke nogle dumme kommentarer fra. Ved godt jeg ikke med garanti kan vide hvordan hans holdning er – men jeg er dog alligevel skadet af den erfaring han har givet mig. Så historien kommer til at hedde at jeg har fået hold i ryggen, hvilket også kan forklare det støttebælte jeg har på rundt om livet 😉

Det store problem bliver dog nok at alle mine børn er sådan nogle kravle/tumle børn, og de gør det allerhelst ovenpå os voksne…

suk det skal nok blive interessant…

%d bloggers like this: