Tag: Børn

ja tak til return of the hverdag

Kun én juleferiedag tilbage!

Jeg ved godt det er total fy, at sige at man glæder sig til at ferien slutter, men helt ærlig, for ind i helvede hvor er det fandeme også hårdt at have sine børn hjemme 24/7 i 2 fulde uger. Især fordi min diskus prolabs forhindrer mig, og ungerne, i at komme ud på længere udflugter. Nå ja og så er der selvfølgelig også lige den bidende kulde, der virker som en naturlig hæmsko så snart man slår døren op.

Til gengæld!! har ungerne haft venner og veninder på besøg HVER eneste dag! I hele juleferien. Selv juleaften og nytårsaften, inden alle skulle hver til sit. Men i går insisterede jeg hårdnakket på en PAUSE, bare én dag uden huset fyldt med ekstra børn. Og det lykkedes! Med Ida sendt over til veninden for en enkelt dag. Indtil kl 19, hvor Ida så fik mig overtalt til, at hende og veninden liiige måtte komme og lægge neglelak. Hvilket de normalt har rimelig godt styr på, men i går fik de så væltet en af neglelakkerne ud i først nogle glas og dernæst i vasken, da de ihærdigt forsøgte at skjule deres katastrofe for mig. Så der gik lige 30 min med at spritte neglelag af både børn og badeværelse. Inden de alle sammen blev sendt hjem eller i seng.

Men tag ikke fejl, jeg kan faktisk enormt godt lide, at alle mine børns venner og veninder allerhelst vil være hos os og lege, fremfor hos dem selv. Det har altid været mit ønske at have et hjem, hvor folk følte sig velkomne. Sådan var det nemlig hos min farmor og farfar og jeg elskede det. Og det er i den grad også lykkedes hos mig.

Men det er lige før, også kun næsten lige før, at jeg rent faktisk glæder mig til at skulle smøre madpakker i morgen tidlig. Nøj en hel dag kun for mig selv – det bliver eddermame fucking fantastisk…. hverdagen er SÅ velkommen.

Schhyyyy……det sagde jeg ikke!

 

Hverdagsproblemer

Der var engang, hvor jeg kunne være snothamrende forkølet, med voldsomme richterskala hosteanfald hvert andet minut UDEN at jeg småtissede i bukserne hver gang!!

Tænk at det værste ved en forkølelse nu, indebærer sjattisseri, bare fordi jeg har fået 3 børn! Så skal man åbenbart også lige straffes med periodevis inkontinens – som om strækmærker og sløje bryster ikke var rigeligt! (okay jeg har fået fixet mine – så de er heldigvis knap så sløje mere) But Still !!

Jeg har hostet så meget i nat, så jeg har skiftet trusser 3 gange, og det er vel at mærke efter, at jeg i forvejen havde lavet en solid ‘ble’ af toiletpapir. Og hver gang jeg kunne mærke et større hosteanfald var på vej, løb jeg ud og satte mig på toilettet – så var der ligesom styr på tisseriet. Det vilde er, at selvom jeg presser og presser til den allersidste dråbe er kommet med ud, når jeg så rejser mig, tager trusserne på og hoster et lille host, så kommer der alligevel mere tis ud! Jeg forstår det ikke! Jeg kunne med egen kraft ikke selv presse mere ud, men med et host oveni, så er der åbenbart altid mere i beholderen…suk!

Pludselig er det måske ikke helt så skidt at A kom til at købe Tena i stedet for trusseindlæg sidst jeg betroede ham så vigtig en opgave, som at købe ladies products til mig. Men det er simpethen SÅ grænseoverskridende, at skulle tage hul på den pakke. At den ligger i sommerhuset, gør det selvfølgelig unægtelig også noget nær umuligt at benytte sig af.. før jeg selvfølgelig kommer derop senere i dag.

Jeg indrømmer gerne at jeg glemmer at lave mine knibeøvelser. Jeg husker det kun i situationer som nu, hvor jeg er forkølet og igen døjer med problemet. Eller sidst jeg sad omkring toiletkummen og ørlede…og samtidig tissede ned af mine ben – Der er virkelig uanede kræfter på spil, når man kaster op! Og når jeg uforberedt kommer til at nyse, og ikke når at knibe sammen inden. Nå ja, eller når jeg løber – dér går det helt galt. Så det er jeg stoppet med. Der er selvfølgelig også ungernes trampolin, som de ind imellem får mig overtalt til at hoppe på, der får mit underliv til at føles som om det ryger med ud, ved hvert eneste hop – samtidig med jeg selvfølgelig lige selvvander mine trusser. Trampolinhopning er derfor også holdt på et minimum. I øvrigt gælder samme problem når datteren gerne vil dobbeltsjippe med mig…jeg fortæller hende at min ryg ikke har godt af alt det hoppen, hvilket den heller ikke har…meeen….

Så i dag står den på  knibeøvelserknibeøvelserknibeøvelser…og som nok er den mest kedelige træning ever.

ugh animated GIF

 

om at være træt helt ind i sjælen

Jeg er i praktik for tiden, på en anden afdeling of course. Det i sig selv er ikke specielt hårdt, da det er en afdeling med ekstrem god normering og jeg sådan set altid er ekstra sammen med en anden sygeplejerske. Men det der med at være ny på en arbejdsplads, skal man altså ikke undervurdere! Fuck dét er hårdt!

Når man er ny, er man ‘på’, på en enormt opslidende måde. Man er ydmyg og smilende, og opsøgende, og man svarer på de samme spørgsmål hver gang man møder en ny velmenende og interesseret kollega. Så selvom der ikke er specielt travlt med patienterne, så er jeg simpelthen SÅ drænet når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Jeg lever nærmest mit liv fra pligt til pligt. Nå ja, og så er jeg gået fra at have skiftende arbejdstider, til i denne periode på 6 uger KUN at have dagvagter! Arhmen jeg forstår ikke hvordan normale mennesker kan holde til at arbejde 8-16 hver eneste dag, uden at have en eneste fridag ind imellem, hvor man kan lade op helt for sig selv. Folk siger tit til mig, at de tager hatten af, for at jeg kan holde til at arbejde på forskellige tider af døgnet – nu sender jeg den lige retur! Hatten af for jer der knokler udelukkende i dagtiden – shit det er hårdt, og gør også bare resten af ens dag besværlig. Man er jo nødt til at handle sammen med resten af Danmark, og have sine lige så trætte unger med sig.

Mit dagsprogram ser for tiden således ud – og jeg tænker ikke det er så meget anderledes end normale menneskers dagsprogram.

Først er det ungerne tidligt afsted i institution, så jeg er sikker på ikke at komme for sent (igen det der med at man så nødig vil sætte et dårligt eksempel og komme for sent) så er det på arbejde (altså praktikken) i myldretiden, direkte hjem og hente først Alex i børnehaven, snakke høfligt med pædagoger og forældre, hvis jeg er uheldig skal Magnus og Ida hentes i skole, igen snakke høfligt med pædagoger, lærere og forældre (hvis jeg er heldig, har Ida taget Magnus med hjem) derefter hjem og gå tur med Birthe, lave aftensmad, hygge med børnene, læse godnathistorie, smøre FEM! madpakker til næste dag! sørge for at vasketøjet bliver hængt op, og det tørre bliver lagt på plads. Der er sikkert også en opvasker der skal tømmes (hvis A ikke er hjemme til at gøre det). Træne min ryg – eftersom den er ved at være temmelig skidt igen – pivpiv. Gå aftentur med Birthe. Gå omkuld!

Alting foregår nærmest i en zombie lignende tilstand – A nævnte for mig i går at han synes jeg skulle søge læge – ‘det er ikke normalt at være SÅ træt’.

Jeg giver praktikken skylden. Man skal altså ikke undervurdere hvor hårdt det er at starte et nyt sted. Godt jeg kun har tre uger tilbage, så står den på en uges efterårsferie, og så back home til min normale afdeling, med normale rutiner, skiftende arbejdstider, og hvor det er okay at have en dag, hvor man ikke er ‘på’ hele tiden. Jeg glæder mig ubeskriveligt!

sleeping animated GIF

jeg blir’ så træt

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ‘send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…

Upopularitets kappen

For et par uger siden faldt Ida og slog hovedet ned i en kantsten. Hun var i skole da det skete, og det var i Mortens periode med børnene. Ida skrev til mig samme aften at hun havde det skidt…i form at svimmelhed, kvalme og hovedpine. Klassiske hjernerystelses symptomer…

Næste dag blev jeg så ringet op af skolen allerede før kl 9…Ida var i skole og havde det stadig rigtig skidt…og de kunne ikke få fat på Morten! Jeg blev naturligvis først meget bekymret og dernæst virkelig sur på Morten over at han havde afleveret hende i skole, når hun havde tydelige tegn på hjernerystelse.

Jeg var i sommerhuset og kunne ikke hente hende lige med det samme så jeg kimede Morten ned, med lige så lidt held som skolen havde haft med at få fat i ham. Ender med at få lavet en aftale med A om at han så måtte hente hende.

…Men inden det blev aktuelt overskred jeg en personlig grænse og kontaktede Mortens kæreste via facebook. Måske kunne hun nogle tricks som kunne få ham til at tage tlf…

Hun svarede heldigvis ret hurtigt, desværre med budskabet om, at hun heller ikke kunne få fat på ham, men at hun ville køre fra arbejdet og hente Ida, hvis ikke han reagerede snart.

Pyha – takkede hende for hurtigt svar og for at ville hente hende.

Morten ringer så lige bagefter, han havde ikke hørt tlf – bitcher over at han skal hente Ida, for han havde travlt på sit arbejde og proklamerede, at så måtte hun bare komme med ham på job istedet for hjem og slappe af. Det ender dog vist med at han alligevel kører hjem med hende – heldigvis!

Men min pointe med hele denne historie handler faktisk om den kontakt jeg pludselig fik skabt til Mortens kæreste – den 13 år yngre kæreste…klichéen over alle klichéer. Hende han formentlig allerede havde været sammen med, mens han og jeg stadig var sammen.

…og hende…der faktisk ikke rigtig påvirker mig på nogen måde længere… 

Vi ender med at skrive sammen i noget der ligner en lille times tid. Det handler selvfølgelig om Ida og hendes hjernerystelse. Jeg beder hende om, om ikke hun vil sørge for at Ida ikke ser tv osv. hvorefter den unge kæreste, meget humoristisk påpeger, at det vil hun gerne, men at hun frygter at blive vældig upopulær på den bekostning. Jeg skriver tilbage at hun bare kan give mig skylden – jeg påtager mig gerne upopularitets kappen (igen).

Hendes svar til dette fik mig til at smile over hele hovedet – for hun skrev;

‘Vi kan dele kappen’ 

Jeg følte mig pludselig som Susan Sarandon i den der film Stepmom med Julia Roberts, hvor hun (SS) lider af kræft, og er nødt til at lære at acceptere eksmandens nye og meget yngre kone (JR) fordi hun skal fungere som mor for hendes børn, når hun en dag ikke er der mere.

Og det føltes faktisk helt okay…altså at dele upopularitets kappen med hende. Børnene er glade for hende og jeg er overbevist om, at grunden til at det fungerer for børnene, når de er hos Morten, bla er fordi hun er der. Det er hende der sørger for en masse af det huslige og praktiske, med det resultat at Morten så har overskud til bare at være far.

Jeg havde faktisk aldrig troet jeg skulle nå til dette punkt. Det har været det mest grænseoverskridende i hele mit liv; at skulle forholde mig til, at en anden kvinde havde et ‘mor-agtigt’ forhold til MINE børn. For de er jo mine børn. Det bør kun være mig der udfylder rollen som mor for dem. Men jeg ved godt nu, at det er jeg jo også – de er aldrig i tvivl om hvor de har mig og de giver heller aldrig udtryk for andet – og der er aldrig nogen der nogensinde kan tage noget som helst fra mig i forhold til dem – det har jeg efterhånden lært nu.

Og selvom de så er hos Morten, så er jeg stadig deres mor…  Men JR (fremover navnet på den 13 år yngre kæreste) må gerne låne kappen, for hun gør det egentlig ganske fint…som bonus mor for mine børn.

og ja, som den perceptive læser nok har bemærket, så går der nok liiige lidt længere tid, før jeg er helt okay med, at han har udskiftet mig med en yngre model… den erkendelse stinker stadig ind imellem…også selvom han stadig til dags dato hellere end gerne ville udskifte hende med mig…

So so sorry

…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ‘siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ‘sankt hans fortsæt?’

 

 

Havde taget en beslutning…

…om at tage imod tilbuddet om at lade Hillerød sygehus brænde min livmoderslimhinde.

Selvom jeg inderst inde synes det er noget af det sværeste jeg nogensinde har skulle tage stilling til – så så jeg ikke rigtig nogen anden udvej. For med min fertilitet, kan jeg jo aldrig rigtig vide mig sikker på, at noget som helst prævention virker.

Jeg tænker ikke at jeg skal have flere børn…og alligevel synes jeg det er verdens største og tungeste dør jeg er nødt til at bruge hele min psykiske vægt på at lukke i. Og jeg forstår slet ikke hvorfor det er så svær en beslutning for mig?

Jeg har allerede tre skønne unger! Jeg fik fuldstændig ødelagt mit bækken under den sidste graviditet, så risikoen for det ville blive endnu mere smadret ved endnu en graviditet, er ret oplagt. Jeg har tendens til blodpropper – og fik da også en lille en i benet 14 dage efter sidste fødsel. Nå ja, og trods skyklappere og dårlig selverkendelse, er jeg selvfølgelig heller ikke blevet yngre, så risikoen for større og værre blodpropper ved en ny graviditet PLUS stigende alder – er bestemt også en modstridende faktor. Og tænk på al den ego voksen tid jeg ville miste, med endnu en lille baby – og vel og mærke en baby, som ikke lige følger med de tre andre hjem til Morten 5 dage hver anden uge. Og så min fine mave – som jeg jo har fået fixet fordi, igen sidste graviditet, gav mig enormt mange strækmærker og efterlod mig med den værste mormormave. Not going there Again!

Svaret er jo ligefor!

Så hvorfor er det så SÅ svært at lukke døren til flere børn?

Jeg tænker det er fordi jeg aktivt kommer til at ændre noget i min krop, som gør at jeg ikke kan få børn – eller i det her tilfælde, ikke kan bære et barn pga manglende slimhinde. Det er langt nemmere at forlige sig med det, hvis naturen bare sørger for at jeg ikke har flere æg. Så er det ikke min beslutning. Chancen for jeg løber tør for æg, sker dog nok ikke lige foreløbig – eftersom den ene læge påpegede at jeg tilsyneladende har æggestokke som en 17 årig…

Det der så skete til samtalen på Hillerød i går var, at det der med at brænde slimhinder bruger man kun til kvinder der bløder kraftigt under menstruation, hvilket efterlod mig med det mest forundrede ansigtsudtryk, for det er stik modsat mit problem. Jeg bløder næsten ikke. Hvorefter lægen siger; jamen så skal du bestemt ikke brændes! Og desuden ville du stadig kunne blive gravid.  Og tro mig – jeg skulle nok også blive gravid uden en slimhinde!

Lægen synes jeg er for ung til at blive steriliseret for hvad nu hvis der skete mine børn noget…ja så ville jeg nok trodse blodpropper, skredet bækken, strækmærker etc for at få et barn til – (medmindre jeg forinden havde snuppet en billet væk herfra – tror ikke jeg ville have lyst til at være her uden mine børn…)

Så konklusionen blev at jeg beholder min hormonspiral, og krydser fingrer, banker under bordet og siger 7-9-13 hver dag og håber på jeg ikke bliver gravid alligevel. Og selvom den egentlig hos normal fertile kvinder kan virke i 5 år, så skal min så skiftes efter 2½ år – just in case.

Jeg var en meget tilfreds kunde der forlod Hillerød Hospital i går – ingen forestående operation, ingen kvalme – ingen hjerteskærende beslutning der skulle gennemføres – halleluja!

%d bloggers like this: