Tag: Børn

om at være træt helt ind i sjælen

Jeg er i praktik for tiden, på en anden afdeling of course. Det i sig selv er ikke specielt hårdt, da det er en afdeling med ekstrem god normering og jeg sådan set altid er ekstra sammen med en anden sygeplejerske. Men det der med at være ny på en arbejdsplads, skal man altså ikke undervurdere! Fuck dét er hårdt!

Når man er ny, er man ‘på’, på en enormt opslidende måde. Man er ydmyg og smilende, og opsøgende, og man svarer på de samme spørgsmål hver gang man møder en ny velmenende og interesseret kollega. Så selvom der ikke er specielt travlt med patienterne, så er jeg simpelthen SÅ drænet når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Jeg lever nærmest mit liv fra pligt til pligt. Nå ja, og så er jeg gået fra at have skiftende arbejdstider, til i denne periode på 6 uger KUN at have dagvagter! Arhmen jeg forstår ikke hvordan normale mennesker kan holde til at arbejde 8-16 hver eneste dag, uden at have en eneste fridag ind imellem, hvor man kan lade op helt for sig selv. Folk siger tit til mig, at de tager hatten af, for at jeg kan holde til at arbejde på forskellige tider af døgnet – nu sender jeg den lige retur! Hatten af for jer der knokler udelukkende i dagtiden – shit det er hårdt, og gør også bare resten af ens dag besværlig. Man er jo nødt til at handle sammen med resten af Danmark, og have sine lige så trætte unger med sig.

Mit dagsprogram ser for tiden således ud – og jeg tænker ikke det er så meget anderledes end normale menneskers dagsprogram.

Først er det ungerne tidligt afsted i institution, så jeg er sikker på ikke at komme for sent (igen det der med at man så nødig vil sætte et dårligt eksempel og komme for sent) så er det på arbejde (altså praktikken) i myldretiden, direkte hjem og hente først Alex i børnehaven, snakke høfligt med pædagoger og forældre, hvis jeg er uheldig skal Magnus og Ida hentes i skole, igen snakke høfligt med pædagoger, lærere og forældre (hvis jeg er heldig, har Ida taget Magnus med hjem) derefter hjem og gå tur med Birthe, lave aftensmad, hygge med børnene, læse godnathistorie, smøre FEM! madpakker til næste dag! sørge for at vasketøjet bliver hængt op, og det tørre bliver lagt på plads. Der er sikkert også en opvasker der skal tømmes (hvis A ikke er hjemme til at gøre det). Træne min ryg – eftersom den er ved at være temmelig skidt igen – pivpiv. Gå aftentur med Birthe. Gå omkuld!

Alting foregår nærmest i en zombie lignende tilstand – A nævnte for mig i går at han synes jeg skulle søge læge – ‘det er ikke normalt at være SÅ træt’.

Jeg giver praktikken skylden. Man skal altså ikke undervurdere hvor hårdt det er at starte et nyt sted. Godt jeg kun har tre uger tilbage, så står den på en uges efterårsferie, og så back home til min normale afdeling, med normale rutiner, skiftende arbejdstider, og hvor det er okay at have en dag, hvor man ikke er ‘på’ hele tiden. Jeg glæder mig ubeskriveligt!

sleeping animated GIF

jeg blir’ så træt

– når de blogs jeg læser, skriver noget jeg gerne vil kommentere på, og de så er fra BloggersDelight og man derfor nærmest skal skrive i blinde i kommentarfeltet, og ej heller kan få lov til at trykke på ’send kommentar’ knappen, fordi de absolut skal have et ‘følg dine yndlings blogs’ popup-vindue nede i højre hjørne, som man hverken kan lukke eller flytte, eller køre siden op eller ned, for at undvige. Problemet er, at det skide pop up vindue, har den helt modsatte effekt hos mig. Hvis jeg vil følge en blog, så gør jeg det via Bloglovin og ikke fordi jeg ikke har anden mulighed, hvis jeg også gerne vil have muligheden for at kommentere.

– når jeg havde glædet mig til at have hele dagen alene hjemme, til bare at lave ego ting, (i dag gad jeg for eksempel virkelig godt bare læse blogs og evt finde nogle nye at følge) uden at skulle forholde mig til nogen andre… og A så ringer og siger at han kommer tidligt hjem i dag. Argh for fanden da også!! Og manden så tilmed tilføjer med et stort kærligt smil, efter at være ankommet, at det altid trækker meget mere i ham, at komme tidligt hjem, når jeg er hjemme om dagen. Efter den udmelding nænnede jeg ikke at minde ham om, at jeg elsker (ELSKER!) at være alene hjemme om dagen. For han véd det jo godt!

– når opvaskemaskinen skal tømmes! Tror faktisk ikke der er noget andet husholdnings halløj jeg synes mindre om end at tømme opvaskeren. Har endelig fået lavet en aftale med A om, at han tømmer opvasker og jeg hænger vasketøj op. Top deal! I mit hoved of course. Især fordi den er klar til at blive tømt nu.

– ved tanken om alle de fritidsaktiviteter sådan tre børn gerne vil gå til, især når dét de allerhelst vil gå til kun tilbydes i nabobyen, og jeg dermed er nødt til at agere carpool for dem og deres kammerater, som selvfølgelig vil gå til det samme. De rotter sig jo sammen, sådan nogle krapylere. Og sjovt nok er det altid med de venner hvis forældre ikke har bil… Allerede nu er mandag og onsdag fra 17-19 reserveret fritidsaktiviteter – og nej, det er ikke det samme barn i hele tidsintervallet. SUK!

– når A har bedyret af flere omgange hvor godt det går for ham med at holde sig til det sunde mad, og jeg så låner hans bil og finder McD affald i bilen. Dér var nok en af forklaringerne på hvorfor hans mave ikke er skrumpet den sidste måneds tid. (den tid han har prøvet at holde sig på den sunde sti) Og jeg gider virkelig ikke være den der sure kæreste der hele tiden føler sig nødsaget til at rømme sig når han nærmer sig noget usundt. Det er aldrig sundt for et forhold når man begynder at opdrage på hinanden. Manden burde fandeme selv kunne styre sit indtag…men desværre taler beviset vist for sig selv. Endnu et suk.

– når det er torsdag og min nattevagts weekend allerede starter i nat i stedet for om fredagen, som det plejer. Sadistiske vagtplanlægger!!

– når Birthe har rullet sig i en lort…

Upopularitets kappen

For et par uger siden faldt Ida og slog hovedet ned i en kantsten. Hun var i skole da det skete, og det var i Mortens periode med børnene. Ida skrev til mig samme aften at hun havde det skidt…i form at svimmelhed, kvalme og hovedpine. Klassiske hjernerystelses symptomer…

Næste dag blev jeg så ringet op af skolen allerede før kl 9…Ida var i skole og havde det stadig rigtig skidt…og de kunne ikke få fat på Morten! Jeg blev naturligvis først meget bekymret og dernæst virkelig sur på Morten over at han havde afleveret hende i skole, når hun havde tydelige tegn på hjernerystelse.

Jeg var i sommerhuset og kunne ikke hente hende lige med det samme så jeg kimede Morten ned, med lige så lidt held som skolen havde haft med at få fat i ham. Ender med at få lavet en aftale med A om at han så måtte hente hende.

…Men inden det blev aktuelt overskred jeg en personlig grænse og kontaktede Mortens kæreste via facebook. Måske kunne hun nogle tricks som kunne få ham til at tage tlf…

Hun svarede heldigvis ret hurtigt, desværre med budskabet om, at hun heller ikke kunne få fat på ham, men at hun ville køre fra arbejdet og hente Ida, hvis ikke han reagerede snart.

Pyha – takkede hende for hurtigt svar og for at ville hente hende.

Morten ringer så lige bagefter, han havde ikke hørt tlf – bitcher over at han skal hente Ida, for han havde travlt på sit arbejde og proklamerede, at så måtte hun bare komme med ham på job istedet for hjem og slappe af. Det ender dog vist med at han alligevel kører hjem med hende – heldigvis!

Men min pointe med hele denne historie handler faktisk om den kontakt jeg pludselig fik skabt til Mortens kæreste – den 13 år yngre kæreste…klichéen over alle klichéer. Hende han formentlig allerede havde været sammen med, mens han og jeg stadig var sammen.

…og hende…der faktisk ikke rigtig påvirker mig på nogen måde længere… 

Vi ender med at skrive sammen i noget der ligner en lille times tid. Det handler selvfølgelig om Ida og hendes hjernerystelse. Jeg beder hende om, om ikke hun vil sørge for at Ida ikke ser tv osv. hvorefter den unge kæreste, meget humoristisk påpeger, at det vil hun gerne, men at hun frygter at blive vældig upopulær på den bekostning. Jeg skriver tilbage at hun bare kan give mig skylden – jeg påtager mig gerne upopularitets kappen (igen).

Hendes svar til dette fik mig til at smile over hele hovedet – for hun skrev;

‘Vi kan dele kappen’ 

Jeg følte mig pludselig som Susan Sarandon i den der film Stepmom med Julia Roberts, hvor hun (SS) lider af kræft, og er nødt til at lære at acceptere eksmandens nye og meget yngre kone (JR) fordi hun skal fungere som mor for hendes børn, når hun en dag ikke er der mere.

Og det føltes faktisk helt okay…altså at dele upopularitets kappen med hende. Børnene er glade for hende og jeg er overbevist om, at grunden til at det fungerer for børnene, når de er hos Morten, bla er fordi hun er der. Det er hende der sørger for en masse af det huslige og praktiske, med det resultat at Morten så har overskud til bare at være far.

Jeg havde faktisk aldrig troet jeg skulle nå til dette punkt. Det har været det mest grænseoverskridende i hele mit liv; at skulle forholde mig til, at en anden kvinde havde et ‘mor-agtigt’ forhold til MINE børn. For de er jo mine børn. Det bør kun være mig der udfylder rollen som mor for dem. Men jeg ved godt nu, at det er jeg jo også – de er aldrig i tvivl om hvor de har mig og de giver heller aldrig udtryk for andet – og der er aldrig nogen der nogensinde kan tage noget som helst fra mig i forhold til dem – det har jeg efterhånden lært nu.

Og selvom de så er hos Morten, så er jeg stadig deres mor…  Men JR (fremover navnet på den 13 år yngre kæreste) må gerne låne kappen, for hun gør det egentlig ganske fint…som bonus mor for mine børn.

og ja, som den perceptive læser nok har bemærket, så går der nok liiige lidt længere tid, før jeg er helt okay med, at han har udskiftet mig med en yngre model… den erkendelse stinker stadig ind imellem…også selvom han stadig til dags dato hellere end gerne ville udskifte hende med mig…

So so sorry

…og så var der pludselig gået 3 uger siden jeg sidst skrev herinde i blogverdenen…

grunden er mange – var til eksamen i starten af juni, som jeg glædeligt bestod! Selvfølgelig ikke med den karakter jeg allermest havde håbet på, men der er vist ikke rigtig nogen der nogensinde har skulle bruge det tal til noget efterfølgende – så who cares!  Men så er det jeg ikke forstår hvorfor man så ikke bare lader folk bestå eller ikke bestå? Skal aflevere en 20 sider opgave om et år som følgeton til min nylige overståede eksamen, og DEN er sjovt nok bestået/ikke bestået – I don’t get it!

To timer efter eksamen kollapsede min krop med feber og snot og det holdt ved i adskillige dage – så burde man vel lære ikke at stresslæse til eksamen i døgndrift op til eventet. Jeg forudser dog ikke de store ændringer på det område – skulle jeg nogensinde til en eksamen igen. Nå, men det passede heldigvis med at ungerne var hos Morten, hvilket gjorde det noget nemmere for mig at være rigtig syg.

Modtog så en kogende Alex i børnehaven den første dag de var retur hos mig – og sådan har de sidste to uger så kørt herhjemme… når den ene lige har sluppet feberen, så ramte det den næste.

Der er taget så meget temperatur de sidste 14 dage, så ørertermometeret idag har proklameret LO på skærmen, med et lille hint om at skifte batterier – yesyes wil do, der er da ikke noget jeg hellere vil, end at blive ved med at opdage at nogen er syge herhjemme.

Tog faktisk på arbejde sidste onsdag selvom Alex ikke var 100% på toppen – og jeg havde den sorteste samvittighed hele dagen! For hvorfor holdt jeg ikke bare ‘barns sygedag’? Hvorfor vurderede jeg lige der, at det var vigtigere ikke at få mit navn på sygefraværslisten inde på arbejdet end at passe mit semisyge barn? Jeg talte med kollega Natalie om det – og hun har førhen gjort det samme, altså sendt sit barn i børnehave på panodil for at kunne passe sit arbejde. Problemet nu, er at hendes børn er blevet så store så de jo fortæller højlydt hele børnehaven når de har fået en panodil i numsen.

Alex er lidt i samme boldgade efterhånden – han slipper dog for panodilen i numsen fordi jeg kun kan få ham til at indtage det flydende panodil, men han render gerne rundt og fortæller alle der gider lytte noget i stil med ‘JEG HAR FEBER!’. Så det er jo nærmest russisk roulette at aflevere sådan en dreng i børnehaven – ’siger han noget eller gør han ikke’ – for hvad kan man overhovedet sige til en børnehavepædagog, som får hende til at tro på, at man ikke har fodret ham med panodil lige inden han blev afleveret? Og opdager de at han rent faktisk har feber, så kan man lige så godt stemple sig selv med ‘utroværdig’ i panden. For lige meget hvor meget man prøver at understrege at; ‘aj skat – det var jo i går kan du nok huske, I DAG har du ikke feber, det var igår – I GÅR..(!)’ så er løbet kørt…      Jeg holdt ham hjemme dagen efter hvor jeg alligevel havde fri… og slap for den dårlige samvittighed overfor arbejdet.

Og i dag (eller det vil sige igår – ser jeg lige på klokken) har jeg så endelig tilladt mig at holde barns sygedag…dog med Ida – for nu holdt min samvittighed alligevel ikke til at sende en af dem afsted længere, for at jeg kunne undgå sygeopkaldet til arbejdet. Og det er sjovt, som det skide opkald altid giver mig den værste følelse. For selvom jeg ringer med en hel reel sygemelding, så er jeg altid bange for at vedkommende i den anden ende sidder og vender det hvide ud af øjnene, fordi de alligevel ikke tror på en – I hate it!

Det er meningen at jeg skal på arbejde imorgen og jeg frygter allerede nu, når ørertermometret går sin morgenrunde, at det vil afsløre at en eller flere af dem ikke har sluppet sin feber helt endnu… men jeg har faktisk besluttet mig for at jeg fremover vil prioritere at have dårlig samvittighed over for arbejdet højere end overfor mine børn. For ja – jeg ved også godt at det er sådan nogle som mig, der sørger for at risikoen for at smitten bæres videre til andre børn, holdes ved lige. Og konsekvensen er endnu et sæt forældre der kommer til at stå i samme dilemma som mig. Og det er bestemt ikke fair og jeg har faktisk heller ikke lyst til at være sådan en slags forældre.

Havde det været nytår, havde jeg lige lavet et nytårsfortsæt… er der noget der hedder et ’sankt hans fortsæt?’

 

 

Havde taget en beslutning…

…om at tage imod tilbuddet om at lade Hillerød sygehus brænde min livmoderslimhinde.

Selvom jeg inderst inde synes det er noget af det sværeste jeg nogensinde har skulle tage stilling til – så så jeg ikke rigtig nogen anden udvej. For med min fertilitet, kan jeg jo aldrig rigtig vide mig sikker på, at noget som helst prævention virker.

Jeg tænker ikke at jeg skal have flere børn…og alligevel synes jeg det er verdens største og tungeste dør jeg er nødt til at bruge hele min psykiske vægt på at lukke i. Og jeg forstår slet ikke hvorfor det er så svær en beslutning for mig?

Jeg har allerede tre skønne unger! Jeg fik fuldstændig ødelagt mit bækken under den sidste graviditet, så risikoen for det ville blive endnu mere smadret ved endnu en graviditet, er ret oplagt. Jeg har tendens til blodpropper – og fik da også en lille en i benet 14 dage efter sidste fødsel. Nå ja, og trods skyklappere og dårlig selverkendelse, er jeg selvfølgelig heller ikke blevet yngre, så risikoen for større og værre blodpropper ved en ny graviditet PLUS stigende alder – er bestemt også en modstridende faktor. Og tænk på al den ego voksen tid jeg ville miste, med endnu en lille baby – og vel og mærke en baby, som ikke lige følger med de tre andre hjem til Morten 5 dage hver anden uge. Og så min fine mave – som jeg jo har fået fixet fordi, igen sidste graviditet, gav mig enormt mange strækmærker og efterlod mig med den værste mormormave. Not going there Again!

Svaret er jo ligefor!

Så hvorfor er det så SÅ svært at lukke døren til flere børn?

Jeg tænker det er fordi jeg aktivt kommer til at ændre noget i min krop, som gør at jeg ikke kan få børn – eller i det her tilfælde, ikke kan bære et barn pga manglende slimhinde. Det er langt nemmere at forlige sig med det, hvis naturen bare sørger for at jeg ikke har flere æg. Så er det ikke min beslutning. Chancen for jeg løber tør for æg, sker dog nok ikke lige foreløbig – eftersom den ene læge påpegede at jeg tilsyneladende har æggestokke som en 17 årig…

Det der så skete til samtalen på Hillerød i går var, at det der med at brænde slimhinder bruger man kun til kvinder der bløder kraftigt under menstruation, hvilket efterlod mig med det mest forundrede ansigtsudtryk, for det er stik modsat mit problem. Jeg bløder næsten ikke. Hvorefter lægen siger; jamen så skal du bestemt ikke brændes! Og desuden ville du stadig kunne blive gravid.  Og tro mig – jeg skulle nok også blive gravid uden en slimhinde!

Lægen synes jeg er for ung til at blive steriliseret for hvad nu hvis der skete mine børn noget…ja så ville jeg nok trodse blodpropper, skredet bækken, strækmærker etc for at få et barn til – (medmindre jeg forinden havde snuppet en billet væk herfra – tror ikke jeg ville have lyst til at være her uden mine børn…)

Så konklusionen blev at jeg beholder min hormonspiral, og krydser fingrer, banker under bordet og siger 7-9-13 hver dag og håber på jeg ikke bliver gravid alligevel. Og selvom den egentlig hos normal fertile kvinder kan virke i 5 år, så skal min så skiftes efter 2½ år – just in case.

Jeg var en meget tilfreds kunde der forlod Hillerød Hospital i går – ingen forestående operation, ingen kvalme – ingen hjerteskærende beslutning der skulle gennemføres – halleluja!

Top 5 over udfordringer pt

Sååeehm…jeg synes der sker lidt mange ting i mit liv for tiden – og jeg føler ikke rigtig jeg kan følge med.

Fx så skal min datter på lejrskole med resten af 3.klasse i morgen tidlig – hun har talt ned til dagen den sidste måned og i aften har jeg så stået og gjort sovepose, liggeunderlag og diverse frugt klar til i morgen. Udover det, så har hun stadig kæresteproblemer. Hendes 10 årige ‘kæreste’ er på stadiet hvor den eneste mulighed han ser for at vise hende, at han synes hun er helt fantastisk (hans ord på sms) er ved lejlighedsvis at losse hende over skinnebenet eller sige at han skal i bad, hvis hun kommer til at røre ham. Når han så har gjort en af disse ting, giver hun så retur af samme skuffe – man skal jo ikke finde sig i hvad som helst, har hendes mor lært hende – og SÅ slår de op. Om aftenen skriver han så til hende og undskylder og de laver aftaler om at være søde ved hinanden. Hvilket holder sådan ca til næste morgen og så starter hele scenariet forfra.

Så det endte med at jeg måtte sige til hende, at NU måtte det stoppe! At hun ikke kunne være kæreste med ham længere, for de er simpelthen ikke gamle nok endnu. Hun gav mig en krammer og sagde TAK mor.

Kæresten er så blevet så fortørnet over at hun ikke vil være kæreste med ham, at han direkte skrev til hende ‘hvis ikke du vil være kærester – så spørger jeg bare din bedste veninde’   Bedsteveninden har så accepteret. Loyalitet tages ikke så seriøst i den alder…åbenbart..

Arhmen altså ! Jeg kan slet ikke huske at der var SÅ meget drama i mit eget 10 årige liv…

Det skal da også lige nævnes, at klasselæreren for 6 mdr siden måtte inddrages i klassens hurtigt udviklende kæresteproblematikker – og endte med at forbyde kæresterier indtil de blev 13 år.  Det er sådan et ambivalent forhold jeg har til at hun har kærester – for jeg synes hun skal få den spæde erfaring, men jeg synes ikke det skal udsulte hende for energi.

Nå, synkront med ovenstående er min mellemste søn startet i miniSFO i sidste uge, og han er sådan en af de der unger der kan kategoriseres som ’særlig sensitiv’, så hans nye start med nye mennesker og nye rutiner, er heller ikke uden udfordringer. Han klarer det nu egentlig ganske fint – måske er det bare hans mor der pylrer for meget.

Og så er der sidste skud på stammen, som stadig går i børnehave, men som jeg har valgt at tage ud af den børnehave, de alle tre har gået i, for at få ham i en skovbørnehave der ligger på vores nabovej – kontra naboby. Det vil unægtelig gøre livet meget mindre stressende om morgenen. Men den her lille bulldozer af en tre’er unge, er begyndt at ytre at han ikke vil skifte børnehave. Så nu frygter jeg at ændringen ikke kommer til at gå så glat, som jeg ellers uden skyggen af tvivl, havde ‘forudset’ at den ville… Han havde en halv dag i den nye børnehave i dag sammen med Morten, i morgen har han så afslutning i den gamle børnehave – hvor jeg også lige skal have skåret 4 forskellige slags frugt ud til uddeling. Og så skal jeg være med ham i den nye børnehave igen onsdag. Og så starter han ellers hårdt ud fra på mandag… Krydser fingrer for at jeg ikke har taget fejl af hans bulldozer evner ift nye udfordringer i livet.

Og den aller sidste ting som fylder mine dage og mine tanker, er det faktum at jeg skal til eksamen om 3 uger – og jeg er ikke begyndt at læse op endnu. Jeg har siden januar været i skole hver anden uge, og hver anden uge på arbejde. Og alt det jeg har lært, skal jeg så til en to timers eksamen i…snart!  – og jeg frygter bigtime at klappen går ned…

Nå ja, der er da for resten endnu en lille ting – jeg vil SÅ gerne have tabt mig. Vi skal til kæmpe stort bryllup den 6/6, og jeg vil jo gerne se lækker ud. Så jeg prøver ambitiøst at leve efter 5:2 kuren plus holde mig fra sukker og stivelse…ak og ve hvor er det svært! Især i en verden af kagebagende kollegaer…både på arbejdet og i skolen.

Nogen der kan toppe min top 5 over udfordringer i livet ? Trænger til at høre at jeg ikke er den eneste med en milliard bekymringer.

Overspringshandlinger

Der er ikke noget mere effektivt end overspringshandlinger!

Jeg har en fremlæggelse i morgen, som jeg heldigvis endelig har fået lavet – det tog mig også sådan ca 2 dage at sammenfatte hvad der svarer til 3-4 powerpoint’s – ja det er ikke farten der dræber herhjemme.

Derudover har jeg en helvedes masse lektier jeg skal have styr på til torsdag…og det er über vigtigt! Det er jeg startet med at kigge på at this moment. Og inden jeg opdagede hvor vigtige de lektier var, havde jeg da også lige nået at aftale dinner and a movie med A i morgen aften – så ved jo allerede nu godt hvad meget af natten skal bruges på i morgen…og det er ikke på fornøjelse, bare for lige at skære den del ud i pap.

Grunden til jeg ikke er i god tid, og faktisk aldrig rigtig er det med noget, er fordi jeg simpelthen er så dygtig til at lave overspringshandlinger. Man må godt rose sig selv lidt en gang imellem når der er noget man er god til.

Det startede med, at jeg da liiige skulle rydde op efter ungerne var gået i seng. Og nå ja – ENDELIG tage mig sammen til at få sorteret den bunke papirer, der ligesom bare voksede helt af sig selv i højde ude på køkkenbordet. Planterne har fået vand… alle og en – selv den lille bitte halvdøde orkidé jeg ellers altid glemmer inde i mit soveværelse. Ungernes 5-dages tøjtaske er allerede pakket OG båret ud i bilen, til de skal hjem til deres far i morgen. Det plejer også at være sådan en ting jeg stresser rundt og pakker samme morgen de skal af sted – altid med stor risiko for at jeg har glemt noget som så medfører, at jeg skal ligge og køre til enten skole eller Morten med div. ting og sager – total tidspilde! Og jeg bander altid migselv langt væk på den konto. 4 menneskers tøj er lagt nøje frem til i morgen, sorteret efter alder. Deres madpakker er næsten klar, med undtagelse af de ting der kan gå hen og blive rigtig smattede hvis de skulle blive pakket ned allerede. Har lavet en madpakke til mig selv – og det siger ikke så lidt! Stressløsningen ville normalt være den obligatoriske dåse makrel som lige bliver kylet i tasken inden huset forlades. Birthe er luftet en ekstra gang…hun lignede virkelig en der trængte! Fik klippet nogle velduftende grene af på gåturen til en fin øh… gren dekoration som nu står pænt på mit store spisebord. Jeg har gjort en maskinvask tøj klar til i gangsætning i morgen tidlig. Det samme med opvaskeren. Har opfrisket drengenes navne i deres tøj med en spritter – så selv Morten forhåbentlig kan finde ud af hvis tøj der er hvis. Været på loftet med min kuffert – tænk så stod den kun og var i vejen i ca 10 dage…nogle gange kommer jeg først op med den efter flere mdr. Jeg har tilsyneladende en lang tålmodighed – flytter hellere rundt på skidtet fremfor at bruge et par minutter på at gå 4 etager op med den. Har set Paradise – meget spændende finaleuge! (siger den 36 årige alenemor som ikke har noget liv) Næste år skal jeg helt sikkert ikke lokkes til at se de første afsnit – jeg bliver alt for hurtigt hooked.

Nå ja, og så har jeg fået lagt den flotteste mørke lilla neglelak – helt uden nogen fejl eller hakker som jeg normalt får, for i den situation, har jeg sjovt nok ikke så meget tålmodighed med at vente til det tørrer.

Jeg har overvejet at få syet de småhuller ungerne har erhvervet sig i deres tøj gennem det sidste års tid.. Tøj, som bare er blevet lagt i en ’skal sys’ bunke i et skab. Og som de garanteret egentlig ikke kan passe længere. Havde nok også støvsuget, hvis ikke det lige var fordi tidspunktet ikke er helt passende.

Går nu i seng, med en skizofren følelse af tilfredshed over at hjemmet næsten står snor-lige kombineret med den sorteste samvittighed over at jeg kun lige har fået skimmet opgaverne til torsdag…

Udtrykket Ris til egen røv er vist meget passende for nuværende situation.

og ups – så gik der også lige en time på det her indlæg

%d bloggers like this: