Tag: Børn

Hvad jeg lærte i september 

…lidt forsinket – det var en hård måned, som nogle af jer så sødt bemærkede, så var jeg lidt stille herinde

  • At september har budt på en del bump på vejen
  • At Morten for anden måned i træk har undladt at betale børnepenge 
  • At det tager statsamtet 12 uger at give svar på ansøgning om børnepenge. 
  • At Morten synes jeg er en kost
  • At jeg faktisk trives virkelig godt med at Morten synes jeg er en kost! HA! 
  • At det at jeg har fået lavet en ordning med mit arbejde om at jeg har mere weekend fri, bare er resulteret i, at Ida gerne vil være mere hjemme end hos Morten. Så meget for at jeg skulle til at have en masse egofritid med sjov og ballade. 
  • At jeg faktisk alligevel nyder dagene alene sammen med Ida – mor/datter bonding på højt plan!
  • At jeg ikke behøver have sex med en 21 årig igen
  • At det der bare skulle være et eftersyn hos tandlægen endte med at koste 3700kr 
  • Nævnte jeg at jeg indtil videre mangler børnepenge for to mdr…? Meget dårlig timing Morten! 
  • At være trivselsforældre i en trivselsgruppe, hvor halvdelen af de tilmeldte forældre består af mænd, faktisk er lidt mærkeligt. Jeg mistænker dem for, at de ser trivselsmøderne som en mulighed for at slippe væk hjemmefra. 
  • Luna og jeg er iøvrigt de eneste singlemødre i ovennævnte 0.klasse…det var ikke alle mændenes koner der lignede nogen der syntes det var en god ide at deres mænd meldte sig som trivselsforældre. 

Og til det lidt mere sørgelige:

  • At det var okay at tårerne trillede ned af mine kinder, da jeg meldte ud til forældrene til det barn de mistede og som vi ikke kunne redde, at der var grænser for hvor professionel jeg kunne blive ved med at være da han døde…
  • At den oplevelse bød på timer hos Rigshospitalets krisepsykologer efter at have været det hårdeste patientforløb jeg til dato, har været en del af. 
  • At jeg er ret taknemmelig for min arbejdsplads passer så godt på os. 
  • Og at jeg elsker mit arbejde – også selvom det ind imellem er benhårdt og kræver lidt dage i fosterstilling…  

Hvorfor gøre noget halvt…

Jeg havde en lidt anderledes søndag i søndags. Jeg var nemlig til fest – kæmpe fest. På mit gamle arbejde i barverdenen, en verden hvor man er ligeglad hvilken dag man fester, den ene dag er lige så god som den anden. Heldigvis havde jeg planlagt min vagtplan så jeg havde fri mandag – hvilket var ret heldigt eftersom jeg stadig var stiv, da jeg gik i seng mandag aften. Hvilket selvfølgelig har udskudt hele rekreationsprocessen og jeg derfor stadig er voldsomt kvæstet langt ind i tirsdag… altså hvad fuck sker der for det? Jeg har da godt hørt om at det tager længere og længere tid at komme sig over en druktur, jo ældre man bliver…men det er jo min far der siger sådan noget og han er altså 22 år ældre end mig.

Nå! jeg tog til fest. Iført den flotteste knaldrøde kjole, røde negle og høje hæle. Skrev til en af de mænd (faktisk en ekskæreste) jeg havde aftaler om at mødes med at han skulle holde øje med pigen i den røde kjole. Da jeg kommer gående hen mod den bar hvor han står, sammen med ca 10 andre mænd jeg også kender fra gamle dage, kan jeg allerede på lang afstand godt se at de har spottet mig, da de alle 10 nærmest samtidig vender sig om og følger mig hele vejen hen til dem. (Hokus pokus mig i fokus) En af de første kommentarer fra en af mændene, Simon – som ellers aldrig giver komplimenter; der er nok en der stadig er single, så godt som du ser ud. JEP svarer jeg og soler mig i alle deres kommentarer om at kvinder altid burde have røde kjoler på. Simon er en af min ex Mortens bedste venner, så jeg er altid lidt på vagt overfor ham, fordi jeg ved at han fortæller Morten alt om min laden og gøren når jeg har været til fester med de gamle slæng. Simon er dog meget interesseret i, at jeg finder ham senere… hmm…okay…tænker jeg, det var uvant.

Nå – jeg ender med at blive ved mandebordet i et par timer. Vi har det mega sjovt og jeg glemmer helt at jeg faktisk har en aftale om komme forbi og spise aftensmad sammen med nogle andre gamle kollegaer kl 22. Heldigvis når jeg det og festen fortsætter med det slæng. Jeg får både danset og snakket og drukket en hel del sammen med dem også. Jeg ender med at falde i snak med Peter, en kæmpe basse på min egen alder, som jeg også har kendt i 15 år. Midt i snakken kan jeg godt fornemme, at han måske ikke har det helt så godt derhjemme, sammen med hans kone gennem 20 år. Snakken udspringer af at han fortæller han bliver 40 til november og jeg ivrigt spørger ind til om han skal holde stor fest. ‘Nej, siger han mut, min kone bliver 40 til næste år, så der skal vi holde en stor fest…sammen… og de sidste 8 år har min fødselsdag været slået sammen med min søns fordi vi har i samme måned…’ Jeg kommer til at grine – men trods de kæmpe mængder øl og vin jeg allerede har indtaget opfanger jeg godt der er lidt sørgmodig alvor over ham. Han ligner en der føler sig totalt kastreret. Og når jeg spørger om ikke de bare kunne holde to 40 års fester, istedet for en sammen, så svarer han, at hun (konen) havde givet ham et blik, der havde fortalt ham, at han ikke skulle spørge. Shit hvor fik jeg ondt af ham. Så jeg inviterede ham selvfølgelig prompte til min 40 års fødselsdag om halvandet år. Stakkels mand.

Så ved jeg ikke lige hvordan jeg kom videre derfra, men jeg prøvede så at skulle mødes med ham ekskæresten igen, hvilket aldrig lykkedes. Istedet befandt jeg mig pludselig på knæ ved en ung knægt der havde overdoseret et eller andet lort og lignede en der var ved at gå i hjertestop hver andet minut. Så i omtrent 15 min indtil ambulancen ankom, sad jeg og maste mine knoer ned i brystbenet på ham, for at holde ham ved bevidsthed, klar og forholdsvis fokuseret til at ændre strategi og begynde hjertemassage, skulle det komme til det. Ambulancen kom, og jeg fortsatte festen.

Og mødte Simon igen. Simon havde købt hele flasker vodka + red bull. Jeg drikker normalt ikke sprut på den måde længere – jeg kan ikke rigtig finde ud af at styre det lige så godt som vin og øl. Simon har brug for at fortælle om Morten. Om hvor meget Morten har løjet for ham, brændt ham af, fået 90.000 kr for noget arbejde han skulle udføre, men som han ikke gjorde færdig. Simon er SÅ skuffet og beskriver deres venskab som fuldstændig ikke eksisterende. Jeg får mega optur over hans udmelding! ENDELIG! er der en fra Mortens omgangskreds, der ser Morten som jeg ser ham. Som en patologisk lystløgner og manipulator, der tager røven på alt og alle. Han bekræfter også hvor mange Morten har knaldet med mens han og jeg var sammen. Hvilket iøvrigt ikke var første gang den aften, at nogen havde behov for at fortælle mig – jeg faldt i snak med en mega sød mand i det første slæng af mænd jeg mødte, som kendte Morten, men han og jeg kendte ikke rigtig hinanden, han kiggede også mærkeligt på mig og spurgte om ikke jeg vidste jeg skulle holde mig fra ham dengang… øh nej tydeligvis ikke… det positive er selvfølgelig at jeg fik 3 børn med psykopaten – jeg kunne faktisk næsten ikke være mere stolt af mig selv… (christ altså!)

Nå, Simon og jeg hænger ud i, hvad jeg fornemmer er, flere timer. Han fortæller også om sit ægteskab, som iøvrigt ikke er helt så gammelt, om at han også var på Smukfest, hvilket jeg blev vildt overrasket over, og så fortæller han, at han havde været nødt til at fortælle konen at han skulle arbejde. Så hun vidste ikke han havde været derovre. Og det derfor også havde været ret hemmeligt. Hvad pokker sker der for alle de mænd der har det skidt derhjemme med deres koner… For iøvrigt var grunden til jeg skulle mødes med min eks, også at han skrev han trængte til et kram, fordi det heller ikke gik så godt mellem ham og hans kone.

Singlelivet er sgu ikke så slemt når man hele tiden skal høre på, hvor skidt en masse mennesker har det i deres forhold… det er lidt sørgeligt synes jeg…

Simon og jeg ender ved et bord i et hjørne og snakker videre… og jeg mistænker lidt at jo mere samhørighed Simon og jeg fik ift Morten, ooog muligvis også mængden af vodka/redbull jeg fik – jo mere attraktiv blev Simon i mine øjne. Så selvfølgelig prøver jeg i min efterhånden 4 hestes brandert, at score ham. Han er heldigvis standhaftig og siger nej… ikke bare een gang, men mange gange, for jeg giver åbenbart ikke sådan lige op. Jeg mindes noget med at jeg placerer hans ene hånd på mit lår…. Arhmen altså! Fuck mig! – SÅ pinligt!

Hvorfor jeg pludselig vælger at skulle hjem, har jeg ingen anelse om, men mistænker, at jeg trods alt selv vurderer at det er ved at være på tide. Jeg kan se jeg har sendt en toiletsnap kl 4:33 fra barens toilet, hvor jeg har skrevet; de er SÅ unge (hvilket de også var, mange af de nye ansatte) og jeg har googlet taxa tlf nr OG ringet i et minut til taxa. Men husker egentlig bare, at jeg snupper den taxa der kommer kørende forbi foran samtlige andre mennesker der stod og skulle hjem på samme tid. Om det var en jeg havde bestilt i mit navn siden jeg fik den, har jeg ingen idé om.

Det næste jeg husker er, at taxamanden siger til mig; du er nok nødt til lige at guide mig lidt her (efter vi er kørt af motorvejen) så du må altså ikke falde i søvn igen. Hvorefter han er nødt til at vække mig ved hvert lyskryds vi kommer til, indtil vi endelig er havnet foran mit husnr.

Da jeg gik hjemmefra var jeg så glad for min far for nylig havde sat en nøgleboks med kode op på huset, så jeg ikke behøvede slæbe nøgler med. Det skulle dog vise sig at være min største udfordring da jeg kom hjem der om morgenen… i så stor en brandert, så nogen ligeså godt kunne have givet mig briller på med styrke -10 og bedt mig løse en soduko. Fremover så lægger jeg vist bare min nøgle under blomsterpotten, som jeg plejer, hvis jeg skal i byen, for risikoen for jeg aldrig finder den rette talkombination og ender med at sove på dørmåtten, den var helt sikkert tæt på at være en realitet i søndags.

Kl 11 vågner jeg helt rundforvirret og frygter børnene kommer hjem 15 min efter. Det gjorde de selvfølgelig ikke før ved 14:30 tiden. Jeg opdager min røde kjole ligger på vrangen på gulvet, sammen med mit undertøj. Jeg kan ikke huske at have taget det af. Gad vide om jeg egentlig gik tur med Birthe…hmm…jeg tror det ikke, men altså, jeg ved det ikke…hun virker ikke tissetrængende. Det er faktisk helt uforsvarligt at drikke sig så fuld!  Jeg skriver en besked til Simon; jo mere vodka/redbull jeg fik, jo mere attraktiv blev du – undskyld. Simon svarede med det samme, at jeg ikke skulle undskylde. Ok case closed – jeg er stadig flov.

Til aftensmad henter vi McDonalds. Ungerne er begejstrede uden at vide, at det faktisk allermest var mor her, der havde brug for det. (Jeg burde iøvrigt nok ikke have kørt bil…) Mens vi sidder og spiser fortæller Ida om da hun var hjemme om morgenen for at hente sin cykel, da Morten havde afleveret hende… Har du været hjemme imorges? flyver det ud af mig, samtidig med jeg prøver at sætte et ikke alt for overrasket ansigt op. JA, siger Ida, jeg råbte også hej og farvel til dig, og du svarede også.  Okaaayyy tænkte jeg, det har jeg absolut ingen erindring om. Lidt scary. Ida griner af mig og tilføjer; du må godt nok have været træt efter din nattevagt!  Hahaha oh yes, det var præcis det jeg var.

Hvad jeg har lært i Juli måned

  • At 4th of july også betyder uafhængighedsdag for mig! Wuhuu speciale blev afleveret!
  • At det at Chefen og jeg fik klarlagt at vores ‘forhold’ er et venskab – selvfølgelig medførte akut trang til at forsegle det med sex… igen og igen…
  • At jeg virkelig har nydt nogle længere perioder uden børnene… jeg ved godt man ikke må sige sådan noget højt, men fuck hvor har det været skønt…og stille
  • At jeg kyssede med en fyr i byen, før Chefen og jeg havde sex, som kyssede bedre end Chefen… men som selvfølgelig var gift!
  • At en mandlig kollega pludselig også begyndte at flirte…okay jeg kom til at flirte tilbage.. han er fandeme også gift! Gifte mænd-stop jer selv!! Mig … stop med at tiltrække gifte mænd!
  • At min nu 12 årige datter Ida, har en sørgelig teenage tendens til at kunne bringe mit pis i kog på et nanosekund – hvad fuck sker der i hovedet på en præteenager?! Hun ved det tydeligvis ikke selv når adspurgt… indtil videre siger hun stadig undskyld… jeg er spændt på hvor længe det varer endnu
  • At jeg egentlig ikke gider holde sommerferie – vil bare helst ligge og stene Netflix…nærmere betegnet Vampire Diaries… jeg skulle bare lige smugkigge hvad den handlede om og vupti, nu kan jeg ikke slippe den igen…på trods af at det er teenagere den handler om, selvom nogle af dem selvfølgelig har levet i flere hundrede år… Men åh jeg kan simpelthen ikke få nok af Ian Somerhalder!
  • At jeg nok bør få min lilletå røntgen undersøgt – den blir lissom ikke bedre, tværtimod!
  • At jeg synes det er lidt irriterende at min nabo udlejer sit hus via airbnb… pænt træt af nye nysgerrige naboer hver anden weekend, som iøvrigt også snupper min p-plads! Det er faktisk ret vildt at noget så banalt kan irritere så meget
  • At det hjælper på følelsesniveauet ift Chefen, når vi ikke ses. Vi har ikke set hinanden siden forrige fredag, hvor han pludselig blev så fornuftig. Vi taler og skriver dog hver dag… det er meget venskabeligt…måske det er okay
  • At jeg på mirakuløs vis godt kan løbe 5 km – DHL kan bare komme an (hader at løbetræne)
  • At jeg har et kæmpe softspot for en mand fra fortiden, som jeg overhovedet ikke burde lade få lov at charme sig ind på mig igen…men det er dælme svært at ignorere de sommerfugle han planter i min mave – pis os’!
  • At A har unblokeret mig på facebook… spændende hvornår der dukker en besked op fra ham…
  • Det samme har FILF’en – tænker det passer med han og hans piger er taget til Bornholm, hvor vi skulle ha’ været med…han lægger ihvertfald pinligt mange offentlige opslag op derovre fra
  • At jeg skal slippe min OCD ift tallet på vægten… muskler vejer mere end fedt – fat det nu altså
  • At jeg har set 1800 minutters Vampire Diaries i Juli måned…

Hvad jeg har lært i Juni

  •  At mine børn sørme også kan få børneorm
  •  At Mortens luderkæreste er en lille og lav, men meget kraftig rund tønde. Stik modsat hvad han normalt ville gå efter – jeg var chokeret! Men okay – Morten har vist også for længst lagt sit vaskebræt på hylden, og så gør det vel ikke noget at han bliver solidarisk med sin kæreste.
  • At Tinder nok er et af de mest tidsrøvende dødsyge spil…som jeg ikke kan stoppe mig selv i at spille.
  • At jeg synes Happn er grænseoverskridende!
  • At det ikke kun er nok at slå kameralyden fra når jeg er i nattevagt (læs; nedsat belysning)… ville prøve at tage et sniger billede af min lækre kollega og sende til Natalie som er på ferie… Blitz er faktisk også noget man skal huske at slå fra.
  • At jeg ikke så godt kan lide røde roser mere, efter FILF’en flere gange har efterladt store bundter af dem foran min dør. Han mener de siger mere end ord. Jeg har den største røde kravle rosen busk på hele den ene side af min hoveddør – kunne de ikke bare have været en anden farve!
  • At jeg mistænker FILF’en for at være paranoid skizofren…!
  • At jeg åbenbart har grænser
  • At jeg har verdens bedste mennesker i mit liv, som altid støtter mig og er der for mig, også selvom de selv har en svær periode i deres eget liv
  • At resultatet af, at børnene er 2 1/2 uge hos Morten, medfører at jeg har mistet evnen til at rydde op og gøre rent…faktisk har jeg vist bare helt mistet min ansvarsfølelse og istedet brugt tiden på veninder, byture, mousserende rosévin, shopping og træning – ego ego ego ! Jeg er ret vild med det!
  • At jeg har fundet ro i, at kommunen har lagt sagen med børnene og Morten på standby, til børnene er retur hos mig, de er på ferie, og hunden bliver passet.
  • At Chefen virkelig er vendt tilbage i mit liv på daglig basis… og jeg ikke lige helt kunne finde mit fodfæste i det…venskab… men tror jeg har fundet ud af det nu hvor vi er trådt ind i næste måned…more to come on that one.
  • At jeg godt kan mærke at 122 timers arbejde på 12 dage beviser at jeg vist ikke er 25 længere
  • At sådan en brækket tå faktisk gør ondt i lang tid! Og jeg blev straffet hårdt i søndags, efter at have været i byen i høje hæle om lørdagen…jeg kunne simplethen ikke få mig selv til at gå i byen i flade sko.
  • At jeres søde opbakkende kommentarer her på bloggen, løfter mit humør helt vildt – tak ❤️

Opsummering på et følelsesmæssigt hektisk år

Det er gået op for mig, at jeg åbenbart har grænser… Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke rigtig før har mærket dem så tydeligt i mit liv, men jeg mærker dem nu. Tydeligt. Og jeg tror fosterstilling vil være mit næste tiltrængte move…

Siden september sidste år…nej løgn…faktisk siden maj sidste år, synes jeg livet har brudt på en del…udfordringer.

I maj sidste år kom Natalie alvorligt til skade i en ulykke, så alvorligt så jeg i omkring 2 uger efterfølgende ikke kunne slippe tanken om, hvordan hendes begravelse ville foregå. Det var en hård limbo tid, hvor jeg ikke anede om den næste besked eller tlf opkald jeg ville modtage, var besked om at vi skulle komme og sige farvel. Der er nu gået over et år siden, og der er stadig ikke en eneste dag, hvor hendes ulykke ikke på en eller anden måde fylder i mit liv. Enten når jeg taler med hende, og kan høre at hun ikke er helt den samme, som før. Eller når det er tydeligt at hun nogle dage har en kamp, bare for at være der for sine børn. Eller når jeg ser folk i trafikken, der ikke passer ordentligt på sig selv, så minder det mig om ulykken. Hver eneste dag er der en eller anden lille eller stor ting, der minder mig om hvor lidt der skal til, før livet kan forandres for evigt.

Chefen og jeg stoppede i slut juli, han var en svær vane at bryde med…

Jeg kompenserede ved at kysse mig gennem Smukfest en uge efter. Mødte Journalisten.

Slut august røg jeg på hospitalet og fik konstateret Trigeminusneuralgi.

Tog til Californien i september og mødte Frisøren. Han fylder stadig meget! Især når det er fuldmåne. Fuldmånen var SÅ flot da jeg var derovre. Han skrev så senest som igår, at han savnede og elskede mig… det er håbløst, hvilket nok er derfor han stadig fylder så meget…

Chefen returnerede i mit liv i form af ny træningsmakker. Havde glemt hvor nemt det var for ham, at få mig til at grine. Jeg er faktisk ikke sikker på jeg nogensinde har mødt så motiverende et andet menneske. Han har virkelig nogle vilde evner på det punkt. No wonder han er succesfuld chef i en stor virksomhed. Som han selv ydmygt siger; jeg ser jo bare folks potentiale og kaster lys på det. That he does.

September begynder ungerne at fortælle om forholdene hjemme hos Morten. Mest om kæresten (luderen) og hendes ‘onkel’ (slaven). Om hvordan de føler at Morten elsker den nye kæreste mere end dem. Det er hårdt for især Ida. Daddys girl.

November dater jeg en fyr tre gange, der allerede på anden date spørger, hvordan jeg ville have det hvis han sagde at han godt kunne forelske sig i mig… øhhh….(regn med at jeg stikker af!)  iøvrigt ville han også gerne have at jeg skilte min bruser ad, og stoppede slangen op i røven, så min endetarm var helt ren, så han kunne knalde mig i røven… øhm… nej, bare nej! Ikke fordi jeg ikke kan lide analsex – det kan jeg skam…men PROJEKT analsex, nej, så er jeg hellere foruden.

Start december starter jeg med at date FILF*en – alt er lykke med ham i december.

December eskalerer det hjemme hos Morten. Han kan ikke komme op om morgenen og får ikke afleveret ungerne i skole. Han læser ikke Intra, og det er derfor mig der står for skud, hver gang jeg møder lærerne ovre på skolen. Jeg begynder at fortælle skolen om at samarbejdet ikke fungerer helt optimalt. Og siger til Morten, at hvis ikke han er sit forældreansvar bevidst, så kan han ikke have børnene i hverdagene. Han truer med at komme og tæske mig ihjel, hvis jeg nogensinde prøver at tage børnene fra ham.

Vi skal flytte lige inden jul. Alt er kaos. Min far får en blodprop i sit ben dagen før vi skal flytte – det er meningen han skal hjælpe…

Vi flytter hjem til min far mellem jul og nytår, fordi alt er kaos i det nye hus. Far er naturligvis i bedring.

Januar tager vi til Bali. FILF’en begynder at udvise virkelige dårlige kommunikative evner.

Februar, stadig kæmpe kaos i det nye hus = mega stress!  Derudover har et års hetz fra min chef, begyndt at sætte sine spor. Jeg bekæmper trangen til at græde næsten hver dag inden jeg træder ind i afdelingen og når jeg kører hjem om eftermiddagen i bilen. Jeg bryder sammen foran mine to andre chefer og pludselig er der enormt meget fokus på mig inde på arbejdet…

Marts…min chef siger op, men det tager åbenbart lige lidt tid, sådan at slippe den dårlige følelse hun har efterladt i mig.

Jeg begynder at synes at FILF’en er lidt kikset.…..okay… meget kikset!

April vælger jeg at holde pause med min træning til fordel for at få mit speciale færdigt, som jeg har været forsinket med, siden Natalies ulykke. Det skulle jeg aldrig have gjort. Træning giver mig så meget overskud og energi. Så det pausen har gjort, ud over at jeg har taget 4 kg på er, at jeg har mistet mit overskud og min energi, så jeg alligevel ikke har fået skrevet det lorte speciale færdigt, fordi jeg går kold hele tiden. Samtidig eskalerer min Trigeminusneuralgi, og jeg har hovedpine hver dag plus flere og flere smertefulde jag i mit hoved.

Maj starter jeg træningen op igen – hovedet får det bedre wuhu og kroppen er på vej tilbage i form igen – jeg har ovenikøbet ladet mig overtale til at deltage i DHL i august med arbejdet. Dog kommer jeg til kontrol med mit hoved, og den kære søde doctor tillægger mig endnu en diagnose; Ice pick headache… jeg tænker ikke den titel behøver yderligere uddybelse.

Det eskalerer til helt sindssyge dimensioner hjemme hos Morten. Ida og nu også Magnus græder og græder over hvor dårligt Morten behandler deres hund derhjemme. Jeg kaster håndklædet i ringen og skriver til skolen, at Ida skal have en anden voksen at snakke med end mig, for jeg har ikke redskaberne til at hjælpe hende optimalt.

Skolen melder tilbage, efter at have talt med Ida, at kommunen skal inddrages. Jeg fortæller dem om Mortens trusler. Vi lægger en slagplan, som de pludselig bakker helt væk fra. ÅH hvilke frustrationer altså. Jeg bliver SÅ frustreret så jeg ikke får svaret skolen. Der går en lille uge, så melder de tilbage, at de vil sende underretningen alligevel. Den sendte de forrige torsdag… jeg går og venter i spænding på hvornår Morten får det at vide…

Samme dag, den torsdag, får FILF’en ‘hjerneblødning’… altså en af de selvvalgte af slagsen. Han sender mig den største svinerbesked jeg til dato nogensinde har modtaget i mit liv. Han overgik selv A, der ellers indtil videre har haft førstepladsen, som værende den mest nederdrægtige person jeg nogensinde har mødt. I starten af vores korrespondance, der tilbage i december, sagde jeg til ham, at jeg ikke var til Shemales, Latrinærsex og smerte, så hvis han var til noget af det, så ville jeg ikke indlede mig i noget med ham. Det havde han fået vendt om til, at jeg så var til ALT slags sex derudover. Så han fik sammenstrikket verdens længste sms om, hvor billig han synes jeg var, at jeg var en slut og trailertrash fra en trailerpark.  En ting er, at jeg og veninderne godt kan kalde os selv og hinanden for sluts og grine helt vildt af det, men en mand som FILF’en har ikke retten til at benytte sig af det ord, ud fra ting han har konkluderet i sit hoved ud fra små bitte anekdoter jeg har fortalt om min fortid. Havde jeg været ham utro, så kunne han tillade sig at kalde mig alt det lort han ville, men ikke ud fra noget, han ingen del har haft i.

Efterspillet af den sms blev desværre kun mere og mere forrykt. For jeg blev fucking vred på ham. Hvilket han ikke kunne forstå. Han kunne simpelthen ikke forstå hvad der var galt i alt det lort han havde sendt til mig. Han følte det var en nødvendighed, at han havde måtte sende det. Undskyld men hvem havde brækket armen om på ryggen af dig din idiot?!

Altså hvad blev der af, bare at acceptere, at et forhold ikke gik og så gå med værdigheden i behold??

FILF’en troppede op næste dag fredag og undskyldte – han kunne måske godt alligevel se, at han nok måske var gået en lille smule over stregen… Ya Think??! Jeg var stadig sur. Sagde til ham, at inden undskyldning nogensinde kunne godtgøre for alt det lort han havde sendt i min retning. Manden undskylder stadig så sent som før denne weekend.

Samme dag ringer min far og siger han har fået en blodprop i sit ben… Hvilken han mener han bare skal arbejde væk, hvilket resulterer i, at farmand prøver at ignorere smerterne for til sidst at blive indlagt semi akut i tirsdags, nu med 3 blodpropper i sit ben og tilsvarende adskillige i begge lunger.. Han bliver ovenikøbet indlagt på et hospital og en afdeling, hvor de glemmer at give ham hans blodfortyndende og hans blodtryksmedicin, så jeg til sidst ender med at blive den mest irriterende pårørende, som stiller dem tusind spørgsmål til hans blodprøver og medicin, som de så ikke kan svare på. Siden hvornår er det blevet forbudt som sygeplejerske at tænke en tanke selv?! Kontrasten til min egen afdeling var pludselig enormt tydelig. Shit hvor jeg pludselig elsker mit job, hvor vi gerne må tænke og handle selv.

Var så i torsdags til møde i kommunen…halvanden time tog det. Jeg fortalte alt. Om hunden der bliver kvalt. Om Luderen og Slaven. Om Psykopaten Morten. Om alle børnenes reaktioner. ALT kommer frem. Den meget søde og kompetente socialrådgiver fortæller at hun lige vil vende det hele med sit bagland og så vil jeg høre noget fra hende næste dag. De havde iøvrigt valgt ikke at informere Morten endnu, selvom det er kotume, men af hensyn til hans trusler mod mig.

Dagen efter, dvs i fredags, ringer Socialrådgiveren til mig mens jeg er på arbejde. Faktisk midt i at jeg sidder og får vejledning på den sidste ene % jeg mangler at gøre færdig i min opgave. Hun fortæller mig, at alle på kontoret havde været SÅ påvirkede af alt det hun havde fortalt fra vores møde dagen før, så de havde valgt at ville tale med Ida først, før Morten. At jeg måske skulle regne med at han kunne blive politianmeldt, at vi ville blive placeret på et krisecenter, samt at jeg ville få midlertidig fuld forældremyndighed.

Jeg rystede!!

Socialrådgiveren sagde; ‘du har formentlig levet i det her så længe, så du slet ikke længere kan se hvad der er normalt og hvad der ikke er, men for os der ser det hele udefra, skal du vide, at det her er IKKE normalt, og børn skal ikke opleve de ting de oplever hjemme hos deres far’. Mig; ‘jajo, det kan du måske godt have ret i…’ Socialrådgiveren; ‘Han har truet med at tæske dig ihjel!’ Mig; ‘nååå ja…det har han jo også’

Hun har sikkert ret…eller det har hun…jo nok… Mine grænser for hvad der er normalt ift Morten, er nok ret elastiske efterhånden.

De skal tale med Ida imorgen på skolen. Morten bliver informeret bagefter. Ida er meget bange, ikke for dem, men for hvordan Morten tager det. Ikke mindst fordi det er meningen at de skal 2 1/2 uge på sommerferie hos ham fra på onsdag…

Weekenden har heldigvis været nogenlunde fredet – imorgen springer bomben formentlig, afhængig af hvad de finder ud af med Ida.

Jeg har prøvet at ordne både have og hus hele weekenden…bare så det hele ikke sejler, hvis nu Morten reagerer med sin værst tænkelige side og vi er nødt til at tage benene på nakken…

Hvad jeg har lært i maj måned

  • At lægge mascara! Der er åbenbart både regler for hvordan sådan en børste trækkes ud af holderen, samt at man kan kombinere flere forskellige typer. Effekten var fantastisk! Nu tager det mig så pludselig en krig at lægge mascara hver morgen…man vil vel gerne være lige lækker hver dag ikk…eller ihvertfald de dage hvor jeg har make up på
  • At Ida er ved at være en stor pige, lidt større end moren sådan lige helt er tilfreds med. Lurede på hendes Musical.ly på hendes tlf…pigen danser frækt med hofter, bider sig i læben og laver det der ‘meget intelligente look’ med at sætte tungen ud mellem tænderne. Hun mestrer heldigvis ikke helt den frække version endnu – hendes tunge er sådan lidt mere bare en splattet klump der bliver mast mellem hendes tænder – very charming…  but still…min lille baby
  • at årsdagen for Natalies ulykke, er samme dag som Luna har fødselsdag
  • at det der weekendfri uden børn bestemt er noget jeg sagtens kunne vænne mig til
  • at det er fucking hårdt at komme i gang med at træne igen – piv
  • at jeg faktisk ikke kan tåle at holde pause fra min træning. Av diskus prolabs, av hoved…nå ja og piv vægt …+ 4 kg
  • at Chefen gerne vil ses igen…og ikke kun i forhold til træning…
  • at jeg kun kan drikke af min nyindkøbte drikkedunk, hvis jeg drikker af den udtrækkelige tut – det der med at skrue låget af for at få det sidste med var jeg åbenbart ikke voksen nok til at kunne administrere – velkommen miss wet t-shirt! (og jaja – jeg var selvfølgelig omgivet af en masse mennesker, det ville da også være pisse ærgerligt hvis sådan en brøler skulle gå ubemærket hen…)
  • at jeg nok alligevel er ret glad for mit arbejde, så jeg bliver sgu hængende lidt endnu
  • at jeg overhovedet ikke kan koncentrere mig om at sidde i en bil, når der er en mellemstor edderkop der vandrer frem og tilbage over forruden…indenfor! Godt min far var chaufføren!
  • at Alex heller ikke kan lide edderkopper indenfor i bilen. Knægten panikkede fuldstændig midt mens vi kørte 110 på motorvejen, da en lille edderkop firede sig ned og satte sig på nakkestøtten foran ham – aldrig har jeg set ham klikke sig så hurtigt ud af sit sæde og nærmest flyve over på storebrors skød. Hvorefter ALLE panikkede i bilen, både fordi han ikke længere var spændt, så pga edderkoppen, og ikke mindst fordi bilen gik fuldstændig amok i alarmsystemet over der var en der havde tilladt sig at klikke sig op. Man skulle dælme tro Fort Knox var blevet brudt op, sådan som den alarmerede!
  • at jeg er ret dårlig til at tage imod komplimenter… Var til fest med en masse gamle venner og blev ved med at få at vide, at jeg stadig blev kønnere og kønnere med alderen… hvorfor er det så svært nogle gange bare at sige tak – istedet begynder jeg at lave jokes… arhmen altså
  • at jeg aldrig mere lover jeg vil smøre 5 (FEM!) madpakker kl 24, efter at være kommet hjem fra fest…det tog halvanden time fordi jeg var så træt. Til gengæld fik jeg dog kæmpe ros næste dag fra FILF’ens to piger – det var de bedste madpakker de nogensinde havde fået. Yes mand! – tænk hvor latterligt, at der ikke skal mere til for at jeg laver en sejrsdans – velkommen til voksenlivet med børn…suk… (mine egne unger var som sædvanlig ganske uimponeret – måske jeg skulle prøve kun at give dem kedelige klapsammenmadder med i en periode – så kunne de måske også begynde at være lidt taknemmelige…)
  • at når man involverer skolen i alt bøvlet der foregår hjemme hos Morten – vupti, så er kommunen pludselig også involveret
  • at vi i år springer foråret over – frost den ene uge, 26 grader den næste – velkommen sommer…eller…så længe den varede.
  • at min fars helbred er virkelig skrantende…og manden trækker bare på skuldrene og griner
  • at Luna godt kan lide bryster når hun bliver stiv
  • at Frisøren nok aldrig holder op med at spøge i mit hoved… og jeg ved heller ikke om jeg egentlig ønsker han skal forsvinde… heldigvis trøster jeg mig med at det går begge veje, han skriver gennemsnitligt hver uge at han savner og elsker mig, og hvornår vi kan ses igen.
  • en clairvoyant har fortalt mig at jeg tilsyneladende har clairvoyante evner. Hun kiggede intenst på mig og tilføjede; og du véd det godt! 

Mere fra sidste uge og lidt fra denne uge

Så Ida fortalte sin lærer om alt det med hunden og fuglene, og jeg fik en mail om at de var meget bekymrede. JA TAK, så er vi flere!

De skrev at de syntes jeg skulle kontakte kommunen med det samme! Men grunden til jeg inddrog skolen, var netop for at det jo ikke er mig der skal underrette kommunen – det skal de ud fra det Ida har fortalt dem. For udfaldet fra Mortens side vil uden tvivl modsvare måden hvorpå underretningen kommer fra.

Som jeg skrev igår, så var Ida og jeg til møde på skolen igår med hendes lærer. De var meget bekymrede! Børn skal ikke opleve og overvære vold – heller ikke mod dyr.

Pga Mortens trusler, blev vi enige om, at de skulle skrive deres underretning, sende den til mig og så videre til kommunen mandag. Grunden til det skulle vente til mandag, var for at vente til børnene var hjemme hos mig igen. Jeg skal så følge op med også at kontakte kommunen. Derudover havde Ida en veninde med forrige weekend, hvor de var på camping med Morten. Hendes mor fortalte mig forleden, at hun havde grædt hele aftenen efter hun var kommet retur, pga mishandlingen af hunden. De vil også gerne hjælpe med at skrive en underretning, hvis jeg havde brug for det.

Slagplan – YES!

Mail modtaget igår eftermiddags fra læreren….

Kære SH

Vi har vendt tingene med ledelsen, som vurderer, at den mest direkte og ‘rigtige’ vej er, hvis du på mandag selv henvender dig til kommunen med din bekymring. Også omkring de trusler, som du er bange for. 

Før vi som skole sender en underretning har vi en række formalia, som vi skal have afklaring på. Det er vores ledelse i gang med… 

KH

 

Jeg er nu SÅ frustreret! Det føles som om de vasker deres hænder og efterlader mig og børnene til bare selv at få styr på det her. (Ja selvfølgelig er det mig der i sin tid valgte at få børn med en psykopat – jeg vidste dog ikke dengang at det var hvad han var, men come on… ingen hjælp…overhovedet….)

Jeg er en meget selvstændig kvinde – jeg spørger meget meget sjældent om hjælp, sådan rigtig hjælp.

Jeg rækker nu ud efter hjælp, ekstremt velovervejet pga Mortens trusler – ergo vil jeg tænke de fleste mennesker også må tænke, at det er fordi det efterhånden står virkelig skidt til. Skolen fortæller de er bekymrede og kommunen skal underrettes med det samme… Men tager jeg direkte kontakt til kommunen, helt alene, så virker det så meget mere som et aktivt valg om at modarbejde Morten, end når Ida også har informeret skolen om hvad der foregår, og vi så kontakter dem sammen.

Hvad fuck er deres undskyldning for ikke at underrette kommunen ??!

%d bloggers like this: