Tag: blog

Ligeglad

Er hvad Luna er. Helt ligeglad.

Der gik nogle dage og så svarede hun på min besked. Et fuldstændig ligegyldig formelt og koldt svar.

Jeg prøvede flere gange at skrive hvad hun betød for mig, men hun valgte istedet bare at kaste med mudder retur. Ubegrundet og uholdbart mudder i mine øjne.

Fx havde jeg en dårlig dag tilbage i november. Hun inviterede mig over, så jeg ikke skulle være alene, men kæresten ville være der og jeg sagde at jeg ikke lige var i humør til at socialisere med nye mennesker, jeg havde bare brug for hende. Mudderet her bestod i, at hun så påstod jeg for evigt ikke ville møde hendes nye kæreste og derfor ikke havde inviteret igen. Sådan noget pis!

Så mente hun at det var mig der ikke ville tale i tlf når kæresten var der og her har hun for så vidt også ret. For at tale med Luna når kæresten var i nærheden, så fik jeg kun ja, nej og mmm svar tilbage. Jeg påpegede det hver gang vi talte sammen og hun erkendte også at hun havde svært ved at være helt sig selv når han var der. Og jeg duer virkelig ikke til at føre monolog hver eneste gang vi skulle snakke sammen.

Nå men istedet for at gribe de ting jeg rent faktisk skrev til hende af kærlighed og afsavn, greb hun kun det hun følte sig ramt på og prøvede at vende det hele om mod mig. Jeg skrev flere gange at det gjorde ondt at hun bare kunne være så ligeglad med at jeg ikke var en del af hendes liv mere, når det ikke forholdt sig sådan omvendt. Hvorefter hun fortsatte mudderkastningen.

Til sidst opgav jeg. Skrev jeg elskede hende og håbede hun fik alt hvad hun ønskede sig med sin kæreste.

Så kom der det første tilnærmelsesvise svar med anelsen af noget jeg måske vil kalde medmenneskelighed – og alligevel ikke. Hun skrev, at fra hendes side havde vores venskab aldrig været falsk og hun ikke har ville gøre mig ondt. Stadig helt uden at gribe nogle af de følelsesladede ting jeg skriver til hende.

….men netop fordi hun har ageret som hun har de sidste mange mdr og hendes reaktion på min udmelding nu, så jo! så har vores venskab ikke været andet end falsk. For havde det betydet noget for hende overhovedet, så havde hun gerne ville bevare det. Og det er hun tydeligvis ikke interesseret i. Hun er iskold og fuldstændig ligeglad. Og overhovedet ikke et menneske jeg kan genkende længere.

Personligt ville jeg selv have fået så dårlig samvittighed at jeg med det samme havde foreslået vi skulle mødes og få snakket ud. Jeg ville rette op på min fejl. Ikke vende pilen den anden vej uden nogen form for tankevirksomhed ift egen ageren.

Jeg så Luna på skolen idag og jeg skal lige vænne mig til ikke at blive glad og have lyst til at råbe hej når jeg ser hende. Men heldigvis for bloggen her og jer der kommenterer, det har været så rart med jeres input! Og har virkelig hjulpet mig til at få closure efter at have hældt mine tanker ud herinde.

Så tak til jer! <3 og endeligt farvel til Luna.

Life goes on – right 😉

Karma

Så jeg har været lidt stille den sidste tid, og det er der naturligvis et par årsager til. For det første så har januar bare stået på ekstremt mange dagvagter, og er der noget jeg dør langsomt af, så er det dagvagter, især når jeg pludselig har 4 eller mere i træk. Jaja! jeg ved udemærket godt at helt normalt velfungerende mennesker fungerer så ganske fint i et 8-16 job 5 dage om ugen, bare ikke mig. Jeg elsker at have fri om dagen og nyde mit eget selskab. Gøre præcis hvad jeg har lyst til, om det er træning eller tage en moffe på sofaen, eller mødes med en veninde til kaffe, så er det min tid. Men når jeg kun arbejder om dagen, så er jeg tvunget til at handle sammen med resten af Danmark direkte fra arbejde, jeg kommer hjem til børn der allerede er hjemme fra skole som, inden jeg overhovedet når at tage overtøjet af, har 1000 fortællinger fra deres dag, gerne på samme tid, samtidig med de ret hurtigt konstaterer at de egentlig er ret sultne, og hvornår jeg har tænkt mig at lave mad. Imellem det og aftensmaden er der jo som regel et barn eller to der skal til en fritidsaktivitet, og de skal dælme også hentes hjem igen. Så er der vasketøjet og madpakkerne… Og Birthe, som selvfølgelig også kræver lidt opmærksomhed, selvom hun faktisk er den nemmeste og mest taknemmelige i min lille flok af mini habitants.

Så alt ovenstående har naturligvis medført, at jeg kl 22 er tom for energi og tankevirksomhed – som i HELT tom. Jeg kan sidde og stirre på tv’et og ikke ane hvad jeg ser, og være så træt så jeg nogle gange er nødt til at tage en lur på sofaen, inden jeg har styrke til at gå op i seng. Yes I know, så sørgeligt.

Nå! men idag har jeg fri! Ingen dagvagt, ingen vagt overhovedet. Jeg tager selvfølgelig revanche fra imorgen hvor jeg lige nupper en arbejdsweekend på 43 timer fordelt på aften og nattetimerne. Men det er jo først imorgen…

Så lige nu nyder jeg i den grad stilheden herhjemme. (hvis altså lige jeg filtrerer Birthes snorken fra)

Mit næste problem har været, at jeg har 3 veninder som kender til bloggen her. Og det jeg har haft på hjerte det sidste stykke tid, har omhandlet noget ift de 2 af dem. Og så nytter det jo ikke rigtig at jeg hælder mit hjerte ud her, og de så læser om det, når nu noget af det måske ikke helt skal fortælles til dem endnu.

Jeg valgte jo faktisk at være undercover blogger netop for at undgå sådan nogle problemer, så nu straffes jeg selvfølgelig for, i sin tid, at have fortalt om bloggen. KARMA.

Nå men nu er det heldigvis sådan så den ene veninde Natalie endelig er informeret om hvad der fyldte, som jeg ikke lige kunne fortælle hende om på det aktuelle tidspunkt, så nu er jeg ved at få hul på skriveriet igen – og det føles sgu meget rart!

Jeg håber I stadig er derude 🙂

Hvad jeg har lært i august 

 

  • At jeg følelsesmæssigt er 100% ovre Morten. Mødte hans nye (luder) kæreste, og hun var faktisk ganske sød. Og var det ikke fordi jeg er pisse træt af Morten, så kunne jeg godt se mig selv hygge mig i deres selskab.
  • Den 5/8 nåede jeg 100 følgere på Bloglovin – jeg kan så godt lide lige tal. Ved godt der er massere af blogs der har flere tusind følgere, men jeg synes stadig 100 er mange – tak fordi I læser med – det betyder meget mere end I aner!
  • At jeg er et mega nederen menneske når jeg swiper til venstre på Tinder, og fravælger en ellers ganske pæn mand bare fordi han fx hedder Keld eller Kenneth Ricky… I’m sorry…jeg kan det simpelthen ikke.
  • At jeg er ved at blive mere og mere irriteret, når lægerne imellem fortæller hinanden om hvad de har gjort for patienterne… NEJ! Du har fucking bare sagt noget du ville have gjort. Det er sgu da os sygeplejersker der laver alt det praktiske. Jeg krummer tæer over det i øjeblikket! Og når den næste læge siger noget lignende i nærheden af mig, så er jeg ikke sikker på jeg ikke kommer med en sarkastisk kommentar i stil med, at jeg jo lige så godt kan gå hjem, eftersom lægerne alligevel laver alt arbejdet. Hvorfor ikke bare sige vi??
  • At det åbenbart ikke er så nemt at blive lukket ind i nogle af de der singlegrupper på fb – fandeme mange krav de stiller før optagelse kan komme på tale.
  • At det alligevel er lykkedes en del spøjse mennesker at komme med i de grupper
  • At jeg måske er en lille smule forelsket i Rune Klan efter at have set hans show Barnløs
  • At det både var godt og skidt at mødes med A igen på Smukfest
  • At selv i en alder af 38 kan livet, i bedste teenagestil, sagtens ændre sig inde for bare samme døgn. Jeg er faktisk ikke fan.
  • At jeg godt kan løbe 5 km uden at dø
  • At straffen for at være til Smukfest og sove i telt, har sørget for jeg, helt ind i september, stadig hoster som en søløve
  • At der måske er noget om det der med at gammel kærlighed aldrig ruster….

Hvad jeg har lært i Juni

  •  At mine børn sørme også kan få børneorm
  •  At Mortens luderkæreste er en lille og lav, men meget kraftig rund tønde. Stik modsat hvad han normalt ville gå efter – jeg var chokeret! Men okay – Morten har vist også for længst lagt sit vaskebræt på hylden, og så gør det vel ikke noget at han bliver solidarisk med sin kæreste.
  • At Tinder nok er et af de mest tidsrøvende dødsyge spil…som jeg ikke kan stoppe mig selv i at spille.
  • At jeg synes Happn er grænseoverskridende!
  • At det ikke kun er nok at slå kameralyden fra når jeg er i nattevagt (læs; nedsat belysning)… ville prøve at tage et sniger billede af min lækre kollega og sende til Natalie som er på ferie… Blitz er faktisk også noget man skal huske at slå fra.
  • At jeg ikke så godt kan lide røde roser mere, efter FILF’en flere gange har efterladt store bundter af dem foran min dør. Han mener de siger mere end ord. Jeg har den største røde kravle rosen busk på hele den ene side af min hoveddør – kunne de ikke bare have været en anden farve!
  • At jeg mistænker FILF’en for at være paranoid skizofren…!
  • At jeg åbenbart har grænser
  • At jeg har verdens bedste mennesker i mit liv, som altid støtter mig og er der for mig, også selvom de selv har en svær periode i deres eget liv
  • At resultatet af, at børnene er 2 1/2 uge hos Morten, medfører at jeg har mistet evnen til at rydde op og gøre rent…faktisk har jeg vist bare helt mistet min ansvarsfølelse og istedet brugt tiden på veninder, byture, mousserende rosévin, shopping og træning – ego ego ego ! Jeg er ret vild med det!
  • At jeg har fundet ro i, at kommunen har lagt sagen med børnene og Morten på standby, til børnene er retur hos mig, de er på ferie, og hunden bliver passet.
  • At Chefen virkelig er vendt tilbage i mit liv på daglig basis… og jeg ikke lige helt kunne finde mit fodfæste i det…venskab… men tror jeg har fundet ud af det nu hvor vi er trådt ind i næste måned…more to come on that one.
  • At jeg godt kan mærke at 122 timers arbejde på 12 dage beviser at jeg vist ikke er 25 længere
  • At sådan en brækket tå faktisk gør ondt i lang tid! Og jeg blev straffet hårdt i søndags, efter at have været i byen i høje hæle om lørdagen…jeg kunne simplethen ikke få mig selv til at gå i byen i flade sko.
  • At jeres søde opbakkende kommentarer her på bloggen, løfter mit humør helt vildt – tak ❤️

Noget om at teste sexlegetøj og en rabatkode

Jeg vil gerne lægge ud med en advarsel!!

ALERT!! ALERT!!

Dette indlæg er proppet med affiliate links …eller ihvertfald et par stykker.

Som jeg skrev om i forrige indlæg, så blev jeg kontaktet af denne her fyr fra en hjemmeside der sælger sexlegetøj og alt hvad du end måtte begære inde for den branche. Siden hedder www.winkwink.dk. Og jeg må indrømme at jeg synes det er en rigtig flot og æstetisk hjemmeside, især når man tænker på hvad de sælger. Normalt forbinder jeg sådan nogle sider med sorte og røde farver, som måske meget vel kan være fordi jeg er farvet af hvordan den verden har set ud dengang jeg var yngre. Men denne hjemmeside er eksklusiv, med nedtonede farver og samtlige headliners mit blik falder på, har jeg lyst til at klikke på og læse mere om.

For de sælger ikke kun legetøj, de har også et helt testpanel til at teste deres produkter og skrive personlige anmeldelser af de produkter de har testet. Og sådan noget synes jeg jo er interessant, for de giver et noget mere nuanceret perspektiv på et produkt end den korte beskrivelse der som regel er knyttet til som salgstale. For man kan jo lynhurtigt købe sig ludfattig i sexlegetøj, hvis man tænker man at man da lige skal have lidt af hvert.

Nå, fyren fra siden starter med at foreslå om jeg kunne teste noget bondage legetøj… hmm…jeg skriver tilbage at måske liiige det, er svært for mig at teste eftersom jeg er single og ikke tænker jeg vil hive en mand ind i mit liv med det solo formål at jeg skal lænkes eller bindes, eller han måske skal. Hvordan starter man lige sådan en samtale…? sådan noget handler jo også lidt om tillid…bare lidt, ihvertfald for mig.

Så jeg bevæger mig ind på kategorien sexlegetøj til kvinder og tænker straks meget forbløffet; FUCK – hvor er der meget! Og priserne spænder vidt. Men shit hvor er det mega flotte ting de har. Altså det der med at der bare er en hudfarvet dildo med sugekop i bunden i forskellige størrelser, den tid kan jeg vist roligt afsløre er passé.

Jeg aner faktisk ikke hvad jeg kunne tænke mig at teste – så jeg skriver til fyren, om ikke han bare kan bestemme for mig og vupti, så modtog jeg det her lille pink hjerte.


Først var jeg meget imponeret over den fine indpakning og personlige hilsen der medfulgte. Derudover havde de puttet kondomer og tatoveringer i. Jeg overvejede et split sekund at give sidstnævnte til Ida…og så nåede jeg alligevel lige at stoppe mig selv. Måske det i virkeligheden var lidt upassende til en 11-årig. Hjertet føles virkelig blødt at røre ved, og det lå godt i hånden, men det var sgu da lidt lille – altså hvad kan det overhovedet?! Og hvordan manøvrerer man overhovedet rundt med det i vådt føre? Okay der er en manual med…på 62 sider… som jeg selvfølgelig ikke læste…altså hvem læser nogensinde manualer?

Nå, men jeg kan vist godt afsløre at jeg blev pænt overrasket! For det første var det allerede opladet – klar til brug! Fantastisk! Og så havde det fucking 10 funktioner! I det lille hjerte!! Og lyden er ovenikøbet dæmpet og vibrationerne var langt kraftigere end nogen vibrator jeg tidligere har eget. Så det der med at skrue den op på den kraftigeste styrke, det tænker jeg lige jeg venter med til jeg eventuelt har udviklet hård hud. Altså forneden…

Så vibrerer det i toppen af hjertet, altså i buerne, hvilket gør at man selvfølgelig holder om det nede i spidsen. Og så har man altså både en bred og en spids/aflang vibrator, afhængig af hvordan du vender og drejer det.

Hjertet holdt til 4 gange leg inden det skulle oplades igen, hvilket vil sige…for mit vedkommende omkring 2 timer i alt, en halv time pr gang. Normalt behøver jeg ikke bruge så lang tid, men når nu jeg skulle teste det med det formål at skrive om det her, så måtte jeg jo hellere lige teste det, sådan helt igennem. Damnit.

Konklusionen er: Det overraskede positivt! Det lille kraftfulde hjerte. Og prisen var heller ikke den værste – 259 kr. Og så er det bare mega fint og feminint.


Nå, og så til hvad alt det her betyder for jer! For lad os sige at I skulle blive fristet til at investere i lidt nyt til soveværelset eller hvor I ynder at hygge jer, så klik på nogle af de link jeg har lagt i indlægget, og benyt jer af rabatkoden SINGLEHVISKEREN10  og få 10% rabat på jeres køb. Det er da værd at tage med. Især her op til jul… !

God fornøjelse…som man siger.

 

 

 

Win/Win ?

For noget tid siden blev jeg kontaktet af en fyr via bloggens kontaktsystem. Jeg er jo bestemt ikke en af de største bloggere, så jeg bliver altid meget beæret når nogen skriver direkte til mig i forbindelse med noget med bloggen.

Sidst det skete var dengang tv2 ville have mig med i nogle programmer om noget med dilemmaer, hvor nogle kendte så skulle hjælpe med at løse dem. Og dilemmaer havde jeg jo nok af, og har det nok også stadig den dag idag, men jeg valgte at sige nej tak dengang, for det der med at komme på tv med et personligt problem, som iøvrigt rigtig gerne måtte være ekstra saftigt, og inddrage en masse mennesker fra mit liv, var ikke lige noget jeg tænkte jeg ville dele med resten af Danmark.

Men da ham her skrev, kunne jeg alligevel ikke rigtig se andet end at det kun kunne blive en win/win deal. Og tænkte det var fuldstændig fjollet at sige nej til det tilbud. Og ja det var faktisk et frækt tilbud! Men ikke som dem jeg normalt får.

Denne her fyr har en hjemmeside. En hjemmeside med sexlegetøj og alt hvad der ellers måtte høre til emnet. Han ville gerne have mig til at teste et produkt, altså et stykke sexlegetøj, for så derefter at skrive om det herinde. Arhmen whats not to like?? Indlægget om produktet vil naturligvis indeholde affiliate links. Jeg håber I bærer over med mig, over at jeg momentant er hoppet med på en affiliate aftale. Forhåbentlig vil I bare synes det er virkelig sjovt og evt benytte jer af de procenter, som I selvfølgelig får hvis I køber noget via de links jeg lægger ind og benytter den medfølgende rabatkode, som giver jer 10% på det I køber hvis I bliver fristet – jeg siger jer, han har mange lækre ting at vælge imellem!

Jeg ved godt affiliates kan være hadet her i blogverdenen, men jeg håber alligevel at I kan se igennem fingrer med det, når det er i denne her enormt gode sags tjeneste. Procenter til jer og nydelse til mig. HA!!

Det er da win/win!

 

Houston we have a problem

MEN! måske har jeg fået løst det. Wuhu!

I var jo så søde at skrive mails til mig efter mit sidste indlæg  TUSIND TAK FOR DET!! og selvom jeg virkelig ikke er skide teknisk på en computer, så tror jeg måske det er lykkedes mig at få slået noget fra, så man nu igen kan kommentere herinde. Hvilket jeg jo helt personligt er allermest glad for at I gør, hvadenten det er positivt eller negativt, så er det faktisk fedest når I gider komme med jeres besyv på det kaos (yes – og her hentyder jeg desværre til mit liv) jeg til tider smækker op herinde.

Nå!

Weekenden står for døren. Personligt skal jeg en uge til Skagen med alle mine unger plus et ekstra barn, Ida har en veninde med, tænkte det formentlig ville være givet godt ud, fremfor at skulle høre på hende en hel uge om at hun ikke havde noget at lave, fordi hendes brødre lige pludselig er blevet meget små, i forhold til den hast hun har med at blive større. Help me please! og hun af den årsag nu ikke kan finde ud af at lege med dem længere. Hun bliver 11 om en måned, hvem sagde præteen?? Derudover er der noget der tyder på vejret bliver som Danmark er oftest – ustadigt med regn, måske sol med skyer…det skifter lidt afhængigt af hvilken vejr app man bruger. Jeg har aldrig været i Skagen før, så har travlet internettet for aktiviteter vi kan lave hvis vejret virkelig har tænkt sig at modarbejde os, men det er faktisk ikke så nemt at finde ud af hvilke aktiviteter der er et must og hvilke der måske bare er sådan lidt bobbob og dermed kan udelades og samtidig spare mig for en masse penge.

Er der nogle af jer der kan anbefale steder der bare skal ses og opleves i nærheden af Skagen?

Og på denne måde får jeg også lige endnu engang testet om I rent faktisk kan kommentere eller om jeg bare har knoklet forgæves for at lede efter fejlen på siden. Jeg krydser fingrer…

Om ikke andet, så rigtig god weekend til jer, jeg håber I skal til varmere himmelstrøg, så er jeg gerne den der er misundelig herhjemme.

 

%d bloggers like this: