Tag: Birthe

Birthe

Har ligget i ske med Birthe efter jeg blev udskrevet… eller hun ligger sig i mine knæhaser, så snart jeg gør antræk til en lur på sofaen – det er så hyggeligt. Hun kan ligge og sove den dybeste søvn i sin kurv, og alligevel vågner hun når hun fornemmer jeg gør an til en sofalur – tror det er noget af det bedste hun ved – udover mad selvfølgelig. Nå ja og så krammer hun – hun putter sit hoved helt op og ind til ens hals og så brummer hun af nydelse når hun kan komme helt tæt på en – det er love <3

Hun er virkelig den dejligste vuffer! Og nogle gange synes jeg det er lidt vildt at jeg har haft hende i 7 år. Fik at vide, efter vi købte hende – det var Morten og jeg der købte hende dengang – at en Cocker kan blive op til 18 år gammel. Shit en oplysning at få efter vi havde betalt for hende. Jeg kunne selvfølgelig selv have undersøgt det. På det tidspunkt syntes jeg det var ret mange år at skulle være forpligtet over for et kæledyr – nu er jeg nærmest ved at tude ved tanken om at hun måske allerede har levet halvdelen af sit liv og jeg dermed skal undvære hende ’snart’.

Hun er også begyndt at blive gråskægget og gråhåret omkring øjnene og så mistænker jeg hende for ikke at se så godt mere. Hun har aldrig været god til at gribe ting med munden, men det er stukket helt af for hende her på det sidste. Når man kaster en godbid eller bold til hende, så registrerer hun først tingen når det er et nanosekund fra at ramme hende i hovedet – stakkels hund har fået virkelig mange ting lige i smasken på den konto.

Her i påsken begyndte hun så også pludselig at gø af mig, indtil hun kom tæt nok på til at kunne se at det VAR mig der kom gående.

Burde nok få hende undersøgt…men kan de overhovedet gøre noget ved hunds øjne så de ser bedre?

I får lige et billede af hende til slut også – fra sommerhuset i vinters 🙂 hun er da nuser!

 

Udskrivelse og tanker om Paradise Hotel

Bliver vækket af blodtrykstager sygeplejersken kl 6 – fordi hun skal tage alle de andre patienters blodtryk…irriterer mig lidt over at hun vækker mig med høj snakken til de andre, og SÅ ikke engang kommer og tager mit blodtryk også.

Har fået morgenmad – og det var ikke så ringe endda når man tænker på at det er sygehusvæsenet vi taler om.

Thumbs up til det!

Har bestilt A til at komme og hente mig om en halv time, så det passede imellem nogle møder han skal til. Spl fortæller mig så efterfølgende at fordi jeg blev så dårlig i går efter operationen, så skal der være en læge indover igen i dag inden jeg kan blive udskrevet – så er vi ligesom tilbage til   Arhmen altså!

Det faldt heller ikke i god jord hos A…for at sige det mildt.

Og for at gøre det hele ‘bedre’, så har Morten meddelt at Ida er hjemme med ondt i maven, så hende skal jeg hjem og passe når jeg engang får udgangstilladelse. Selvom jeg tror hun har snøret ham for at slippe for skolen – det kan hun nemlig med ham – pigelist hehe…

Havde virkelig håbet jeg bare kunne komme hjem og slappe af sammen med Birthe, inden hytten bliver indtaget af unger. Måske lige se Paradise fra i går – for den gik jeg jo glip af. Læste et sted at gennemsnits seeren til Paradise var kvinde og 35 år…hmm…følte mig meget ramt på den statistik. Troede virkelig det var de unge der fulgte mest med i det show. Gad vide om vi ‘ældre’ kvinder ser det fordi vi er misundelige på deres liv, de unge kroppe, den fremtid de endnu ikke har udformet sig, eller om det bruges som mentalt skulderklap til os selv for at bekræfte os i, at vi trods alt har et mere indholdsrigt liv, vi ved bedre, og hvor er vi glade for at vi ikke er lige så ‘dumme’ som de nogle gange udstiller sig selv til at være i det program?

Jeg tror mit er en blanding – jeg kan godt lide at se på de unge trænede kroppe, både drengenes og pigernes – dem misunder jeg, gad gerne have min ungpigekrop igen – og gad endnu mere godt at A også fik lidt inspiration til at få sin egen drømmekrop igen, som han jo egentlig havde dengang han og jeg startede…inden der gik ‘parmave’ i den.

Jeg hygger mig også med at jeg er så meget klogere på livet end dem, at jeg hviler i mig selv. Ikke at bekræftelse ikke er rart og også nødvendigt ind imellem, men hver dag er ikke en higen efter det længere.

Det er en rar følelse <3

Operationsdag eller som nogle vil kalde det: ørledag…

Præ operativt:

Er blevet placeret i en seng på en 6 (SEKS!) mands stue på Hillerød Hospital. Og den er fyldt. Havde da lykkeligt fortrængt at de stadig fandtes. Venter på at der kommer en humoristisk portør og kører mig til operation.

Har i mellemtiden tjekket samtlige App’s i min tlf mindst to gange, ikke mindst min blogApp, for nøj den boomer, det er fantastisk. For det er faktisk lidt mere fornøjeligt at skrive når der også er nogen der gider læse med. (Kan varmt anbefale at trykke på nogle af ‘følg mig’ knapperne i højre side – så bliver jeg nemlig så glad;)

Er jeg nervøs inden den her operation hvor de ikke aner hvad de regner med at finde i mit understel… Naaaaahhhh…  Medmindre man betegner konstant uro, ondt i maven, kolde ekstremiteter, en følelse af hele tiden at skulle skide og en puls på 120 som tegn på nervøsitet sååeehhh…er jeg måske alligevel på nippet til at råbe efter en beroligende pille med ankomst ASAP!!

Har fået udleveret patienttøj, sygeplejersken beklagede mange gange at der kun var tøj i str. xxx stor – synes det er et evigt tilbagevendende problem ligegyldigt hvilket hospital jeg enten har været indlagt på eller arbejdet på (det samme problem gælder nemlig også for vores arbejdstøj). Man skulle tro at ‘tøjbestillerne’ var fejlinformeret om hvilket land de bestiller til, godt nok er mængden af overvægtige mennesker øget, men sgu da ikke i sådan en grad, så vi har amerikanske tilstande og alle andre størrelser nu er en sjældenhed.

Post operativt:

Blev hentet. Af nok den mest humorforladte portør. Som i øvrigt brugte hvert eneste lille hjørne vi skulle omkring til at justere på sengens rød/grønne bremseduttelutter. Når de står vandret kører sengen ligeud, står de skrå drejer den bedre, medmindre man jokker den røde helt i bund, så er sengen selvfølgelig bremset hvis den virker. Men Jezuz hvor var det irriterende, så kør dog for helvede bare, er sikker på turen til operationsgangen tog dobbelt så lang tid fordi han hele tiden stoppede op og trykkede på den skide fodpedal.

Nå kom på operationslejet og fik fantastisk hvidt flydende sovemedicin. Synes faktisk rigtig godt om den måde at falde i søvn på. Synes knap så godt om det når jeg skal vågne igen. For jeg er seriøst 100 år om at udskille det, kan svagt huske mindst 4 forskellige stemmer sige til mig at jeg skulle rykke mig fra lejet over i sengen…langt inde tænkte jeg mmm yup, det kommer ikke til at ske. Kunne seriøst ikke flytte en lillefinger så dopet var jeg. Det næste jeg husker er en meget lys opvågning og en meget sød spl der spørger om jeg har ondt – det har jeg, men kun lidt, nyder faktisk stadig at være i en rus og er lidt ked af at vågne, så siger jeg har brug for mere smertestillende – bum så sover jeg videre i min døs – det er fantastisk… og ville nok have været lidt mere fantastisk hvis ikke den søde spl hele tiden stod og sagde til mig TRÆK VEJRET! Det lykkes mig faktisk én gang mere at få lidt ekstra smertestillende, inden jeg blev hentet af (heldigvis) en anden portør. Var dog for dopet til at registrere om ham her havde humor.

På sengeafdelingen kom straffen – ikke kun for bedøvelsen, men så sandelig også for det ekstra smertestillende jeg, i min rus, tænkte jeg havde brug for.

Jeg kunne ligeså godt være gået på druk i 14 dage – havde med garanti stadig haft mindre tømmermænd end jeg har haft følgevirkninger af den medicin jeg har fået i dag.

Antal opkastninger: lost Count… Men ved jeg har fået to liter IV væske for at kompensere.

Shit jeg ville være en skændsel som narkoman!

Det står ikke helt klart, men jeg ved jeg har talt med kirurgen, som også mente jeg ikke lige var kandidat til at tage hjem. Hun sagde noget med at det de havde fundet deroppe i mit understel lignede gammelt graviditets væv plus at min livmoderslimhinde havde været for tyk, så den havde de også skrabet noget af. Så har de desuden lagt endnu en Mirena hormonspiral op – alle gode gange 3 (på 8 mdr – but WHO’s counting?). Og så ville de gerne se mig om en måned hos en gynækologisk specialist til en snak om hvad der skal ske med mit underliv… Må indrømme at jeg heller ikke selv synes min nuværende ‘normal gravid/kompliceret gravid/gammel gravid situation’ er helt holdbar, når nu jeg ikke skal have flere børn…

A kom for at ville hente mig ved 16 tiden – sendte ham hjem til Birthe ved 18 tiden, efter han var begyndt at udvise tegn på sympatikvalme og utålmodighed. Faldt i søvn til kl 20:30 ca. hvor det lykkedes mig at få først én, så to Mariekiks til at blive nede – wuhu what a milestone! Lå yderligere en time – fik nr 3 Mariekiks ned – arhmen altså lykken vil ingen ende tage! Er dog stadig mega dopet… og på det tidspunkt går det så også op for mig at jeg da vist også fik en Oxynorm (morfinlign) tablet på opvågningen. Stærke smertestillende i tablet form ville jeg normalt holde mig langt væk fra, da de er længere tid om at forlade systemet…arhmen det forklarer jo en del! Shit jeg må ha’ været helt blank på opvågningen!

Endelig kom der en spl ved 21:30 tiden – hun kommer lynhurtigt med en kæk bemærkning: ‘du har da godt nok set noget medtaget ud siden jeg mødte i eftermiddag’

No shit Sherlock!

Kom op på sengekanten, med hendes hjælp, og ud på toilettet i den anden ende af afdelingen vha en ganske solid væg som støtte – har ikke været ude af sengen i 12 timer af frygt for nonstop ørling –  puha for en karrusel jeg befinder mig på og nøj en fyldt blære jeg havde fået opbygget mig. Da jeg så sidder på toilettet og får kigget på min hånd hvor IV væsken løber i droppet, ser jeg at væsken løber ved siden af – ikke bare ud på gulvet men ind under huden i stedet for i blodåren – hvad jeg end havde af mormorhud på hånden og lidt af armen, er nu erstattet af den fineste glatte udspilede hud, så selv en 18 årig ville blive misundelig. Måske det der slankekur jeg har i hovedet jeg bør starte på, skal erstattes af fedmekur, på rynkefronten er jeg helt sikker på det ville gøre underværker.

Har nu fået mad og cola og det bliver nede!

Halleluja

Skal ud og se om der er mere kage på vognen her kl. 00:30…når jeg altså lige har spist min Piratos 😉

Sick%20Face

Hjortetaksolie = lugten fra helvede

Har været SÅ aktiv i weekenden i sommerhuset, synes jeg selv. Har både fået lavet Rhododendronbed og fyldt diverse havekrukker op med blomster. I de mindste krukker på de to mellemste billeder har jeg genplantet de ting der var ved at komme op af de store krukker inden jeg plantede Hortensia’erne – vi har jo først købt sommerhuset i efteråret sidste år, så ved ikke hvad den tidligere ejer har haft plantet i dem – kunne jo være der kommer en kæmpe flot plante eller blomst frem til sommer…selvom udsigten til at jeg har givet noget flot ukrudt en rigtig fin krukke at vokse videre i, nok er mere sandsynligt…

Nå ja har også fået sat omkring 50 meter Thuja hæk. Pindene på nederste billede mellem planterne er beklædt med en lille klud med hjortetaksolie på for at holde dådyrene væk, så de ikke spiser de nye skud – de kan nemlig ikke lide lugten, altså dådyrene – og jeg ville blive så ked af det, hvis de havde ødelagt alt mit hårde arbejde bare for at få en blomstersnack.

Jeg havde sådan en idé om at det der hjortetaksolie fungerede lidt ligesom en hundefløjte, at det kun var dyrene der kunne lugte det og det ikke var noget mennesker ville blive generet af, men nøj hvor tog jeg fejl! Føj for ind i helvede hvor det stinker! Altså det er jo så jeg også holder mig på lang afstand af planterne. Vi skulle desværre også sætte det med ca halvanden meters mellemrum ved Thuja’erne – jeg var ved at dø af lugten (overdrivelse kan forekomme).

Og SÅ var det jeg pludselig fik en åbenbaring! A har ikke nogen lugtesans – TADAAA! Problem solved! Jeg satte alle pindene med kludene på og så fik jeg ham til at komme med spraydåsen og sprøjte med lugten fra helvede.

Så nu har jeg opdaget nr. 2 fordel ved at A ikke har nogen lugtesans.

(Nr 1 er at jeg kan prutte (uden lyd selvfølgelig) uden han nogensinde opdager det…selv i en indelukket bil og vi har spist løg forinden…det skete nemlig i går hihi – han sku’ bare vide…eller…nok ikke)

Nå, men der opstod så desværre et nyt problem – Birthe synes åbenbart det er den skønneste stank i verden, så hun gjorde alt hvad hun kunne for at gnide og rulle sig i alt hvad der var blevet ramt af hjortetaksolie – arhmen altså, så er det sgu op af bakke… på trods af at både hende og jeg blev grundigt vasket efterfølgende, så forsvinder lugten ikke sådan lige med det samme…

Så vil gerne komme med en advarsel til andre der skal til at eksperimentere med hjortetaksolie – for GUDS skyld bær handsker og gerne heldragt, maske og briller, så har jeg ikke sagt for meget.

Ting jeg ikke forstår #1 – i trafikken

Der er faktisk en del …

1) folk der ryger i bilen – kan man overhovedet trække vejret?

2) folk der ryger i bilen med børn i – arhmen de skulle jo bare have en dumflade! Mine tidligere svigerforældre havde en ’skøn’ vane med så snart de satte sig ind i deres bil, så skulle de ryge – det hørte ligesom med. Indtil den dag vi opdagede at de gjorde det mens de havde vores 4 årige Ida med i bilen. Morten fløj ud af vores bil og over og hev deres dør op og skældte dem så meget ud så hans mor begyndte at tude…midt i et stort lyskryds – men det fungerede efterfølgende meget præventivt.

3) folk der ikke spænder deres børn fast… oftest set hos ikke etniske danskere… men helt ærlig, er de ligeglade med om deres børn flyver ud gennem forruden i en ulykke? De kan vel ikke have anderledes forhold/følelser for deres børn end vi andre har – de har vel trods alt også båret rundt på ungen i 9 mdr. og presset den ud gennem hvad der føles som et sugerør.

4) folk der kører under hastighedsgrænsen i overhalingsbanen. Hørte engang i Nova morgen radio, hvor temaet var dårlige billister, et opkald fra en kvinde der konsekvent lagde sig ud i overhalingsbanen og kørte den tilladte fart, ‘for så var de andre billister jo også nødt til det, og så gled det hele ligesom meget bedre’ – WTF?! man kan da ikke solo billist beslutte at når man kører i trafikken, så er man politiets højre hånd og dermed den der, med sin egen bil, sørger for alle andre kører langsomt. Der var opkaldsstorm efterfølgende i radioen med utilfredse billister – nøj hun fik nogle hårde ord med på vejen. (badabing – hvis I forstår sådan en;)

5) hvorfor fylder de små biler mest i trafikken? Synes altid jeg oplever, at hvis man er en række af biler der skal smyge sig igennem et smalt sted, så går det altid i stå når den mindste bil skal igennem – de holder altid og venter på at andre skal flytte sig så der bliver mere plads og de dermed kan passere. Men kan de ikke se at den kæmpe stor4-hjulstrækker foran dem godt kunne komme igennem? Det er sjovt nok også ofte dem der har problemer med at få deres minibil placeret midt i en parkeringsbås – enten holder de skævt eller helt op langs siden af nabobilen.

6) folk der kører efter principperne: speederen i bund/bremsen i bund – Louise er et godt eksempel; Når jeg kører med hende ved jeg aldrig om hun har set der er rødt lys 50 meter længere fremme, for hun kører med samme hastighed helt op til lige før hun skal bremse, og SÅ bremser hun hårdt ned – det er noget af det mest utrygge at køre med sådan nogle mennesker, for ikke at nævne den medfølgende kvalme og ens egen frygtelige tendens til at opføre sig som Hyacinth Bucket på passagersædet. Kom til at nævne det for hende engang – nøj hun blev tosset – hun mener selv hun er verdens bedste billist – det emne blev hurtigt uddebatteret. (hun kører i øvrigt i en Peugeot 108 – a k a minibil;)

7) kvinder der har skubbet sædet helt frem til rattet;  så de sidder som en anden Tyrannosaurus Rex med små bitte arme på rattet og dermed ikke har mulighed for at reagere hurtigt i trafikken. Det kan selvfølgelig godt være de har små korte ben, men derfor behøver ryglænet jo ikke at være skubbet helt frem også. Grunden til jeg decideret skriver kvinder, er fordi jeg til dato endnu ikke set nogle mænd køre bil på den måde.

8) folk med personlige nummerplader; altså nogle af dem er jo meget sjove, men kørte engang bag en med nummerpladen mor t to  …. der ville jeg nok selv prøve at være lidt mere original når nu man kaster 8-10.000 kr efter sådan nogle nummerplader, der er vist temmelig mange der kan være med på at de er mor t to uden at det er noget der får folk til at vende hoveder. Kan langt bedre forstå den nummerplade jeg også engang så hvor der stod mor t 7 hende var jeg da virkelig nysgerrig på at se hvordan så ud – for hun må være træt.             Af andre cool nummerplader har jeg set; von and, xxxxxxx (temmelig cool på en flot sportsvogn). Nogle der har set andre cool/not so cool nummerplader?? Har altid gerne ville give min far en hvor der stod GUDEN – den ville han elske, men tænker der garanteret er noget med nogle religionsregler inde over der… nå ja for ikke lige at nævne omkostningerne..

9) folk der kører med deres hund/hunde på skødet; lidt ligesom løse børn i bilen – fokus kan dælme ikke være særlig meget på vejen og de andre trafikanter. Jeg synes nogle gange mine fastspændte poder distraherer mig rigeligt når jeg kører bil – tænk hvis de slet ikke var fastspændte. Eller jeg havde Birthe på skødet…puha…

10) cyklister der tror de er udødelige; jeg kan godt forstå hvorfor man ikke gider have hjelm på, men kan ikke forstå hvorfor man som cyklist vælger at lave de der sindssyge overhalinger som bringer dem ud på kørebanen. Eller de lige tager den over for gult lys – det er da dumhed på højt plan. Men jeg er måske også lidt farvet af at have set nogle cykelulykker i forbindelse med mit arbejde, både dem med og uden hjelm…  NOT PRETTY!

imagesY96GU106

OMG –

– jeg er flyttet sammen med en femårig!!

A og jeg har gået og tjattet til hinanden hele dagen i sjov, noget har dog nogle gange gjort ondt begge veje, men så lige inden vi skal i seng giver han mig et ordentlig trælår med sit knæ, hvilket jeg bliver pænt irriteret over fordi jeg er på vej ud med Birthe. Så jeg lader ham ikke give mig et kram bagefter.
Går med hunden og han går i seng, børnefornærmet.
Da jeg kommer derind ligger han med ryggen til – jeg kysser ham på skulderen og siger godnat. Er ikke sur. Hvorefter manden partout skal mene alt muligt om at jeg var blevet sur over han var kommet til at slå mig lidt for hårdt – han lægger en masse ord i munden på mig. Og jeg er faktisk stadig slet ikke sur el lign. Jeg gider ikke bære nag, blev bare i det øjeblik det gjorde ondt mega irriteret.
Jeg siger til ham at jeg synes han overreagerer helt vildt, hvorefter manden tager sine ting og siger: ‘jeg kører i sommerhuset’!
Omfg! Manden er virkelig 5 år når han føler sig forudrettet. Hvad fanden sker der for at han ikke kan sove ved siden af mig selvom vi ikke er enige om en ting?!
Jeg er målløs…
Nå kæmpe dobbelt seng all for me og ingen der snorker

Negativ opmærksomhed er vel også opmærksomhed

Ligger til morgen i sengen og stener Facebook, og falder over en video min bonus søster har delt med en mand som filmer politiet i de konfrontationer han åbenlyst selv opsøger med dem. Politiet håndterer sådan set situationerne til ug, ud fra mit perspektiv, kan se nogle kommenterer at de selvfølgelig synes manden har ret.

Altså hvad får folk til at lave sådan nogle videoer? Søger alle mennesker deres 15 minutes of fame efterhånden? Og hvis man ikke kan komme i et eller andet program hvor man kan vise sine smukke talenter – så kan man da altid lave noget der viser ens dårlige talenter.

Det er lidt ligesom med børn – hvis ikke de får positiv opmærksomhed, så søger de bare den negative for det er jo også en form for opmærksomhed.

Var efterfølgende ude og gå tur med Birthe, og møder en mand der bor overfor mig. Han har også en hund, en lidt større en, som han altid skælder helt vildt ud, og når han skælder den ud og hans datter hører det, så sviner hun ham til – det er rigtig hyggeligt når de går forbi haven.

Nå, men manden spørger så ind til Birthe, om hvor gammel hun er, jeg siger 6 år hvilket han ikke synes man kan se på hende – nå efter hundene har hilst på hinanden går vi lidt videre med sådan ca 3 meter imellem os. Og SÅ kommer der dælme en cyklist forbi os lige der på åbenbart vores sti – ifølge manden.

Mand: NÅ de cykler åbenbart stadig her på stien!   Mens han vender sig om mod mig for at blive bekræftet i sin krænkelse.

Mig: Øh…må de ikke cykle her?
Mand: nej det er jo derfor der er sat bomme op dernede.

Vi taler om sådan nogle zigzag jernbomme kommunerne sætter op for at få cyklister/knallerter til at sætte farten ned. Og det er en forholdsvis bred sti vi går på. Den skriger nærmest ‘genvej’.

Mig: Ok…altså jeg mindes ikke at have set nogle skilte nogen steder om at man ikke må cykle her.
Mand: Nej men stien hører jo ligesom til beboelses området.
Mig: Jaja – det har jeg ikke nogen holdning til.

Og så gik han heldigvis videre.
Altså – igen, hvorfor er der bare nogle mennesker der nærmest opsøger ting de kan brokke sig over??
Hvorfor ikke bare nyde livet og fokusere på det positive?
Fokus på det negative er jo som ringe i vandet, både for en selv, men også får de mennesker der skal lægge øre til.

Der er selvfølgelig ting man ikke skal finde sig i – det er klart. But come on – at folk cykler på en sti hvor man lufter sin hund….arhmen altså.

%d bloggers like this: